Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Barn på Nørrebro i 1950'erne

September 23, 2012

Foredrag i forbindelse med Golden Days Festivallen. Afholdt den 15. septtember 2012 på Nørrebro Bibliotek i Bragesgade. Brylcreme var sagen, fattigrøve brugte margarine. Dayv Crockets skindvest var af ægte plastik. Radioen var midtpunktet. Upopulære parkbetjente i Nørrebroparken fik en tur i soppebassinet. De søde piger begyndte at ryge – uha. Fysisk afstraffelse blev forbudt i 1951, man glemte bare at fortælle lærerne det. Natpotten var endnu ikke afskaffet – og meget mere.

 

Juleanden skulle sikres

Hårdt var det stadig at bo på Nørrebro i 1950 erne. Det var ikke sjovt, når Peter fik besked på at fange julemaden nede i Sortedamssøen. En andesteg derfra havde sikkert smagt af mudder. Fiskene dernede fra var fulde af ben.

 

Liv ved søen

Der var dog en lille soppe – afdeling dernede. Og søndagens højdepunkt var at få en rotur med far og mor på søerne.

 

En tur til Malmø

Mange valgte også at lade søndagsturen gå til Malmø med færgen. Her var det billigt at købe chokolade, marcipan, rigtig kaffe, sukker og forskellig andre forbrugsgoder.

Alene turen med færgen var en velsignelse. Her kunne man købe øller og snapse, og få rigtig smørrebrød. Jo og snapsene var dobbelt så store end på Nørrebro.

 

Ved landgangen holdt politiet parat med salatfade. For ikke alle kunne styre deres brandert. Så mange en Nørrebro – far er blevet kørt til nærmeste politivagt for at sove rusen ud.

 

Husk stearinlys

Saneringen på Nørrebro var endnu ikke igangsat. Syv mand på 45 m2 var ikke unormalt. Og kakkelovnen skulle der være plads til.

Det var det rene luksus at have toilet ude i gangen sammen med naboen. Ja mange skulle endnu også dele vaskekummen ude på gangen. Men om vinteren blev man nødt til at tænde stearinlys omkring kummen ellers frøs vandet til is.

 

Lugten afslørede social status

Børnene blev mange steder mødt af en bestemt lugt. Det var af kål, afkogt fedt, kartofler og mangelfuld rengøring. Jo dette signaliserede lav social status.

 

Den brølende Hjort

I 1950 var det kun 48 pct. af alle lejligheder, der var forsynet med lys, gas og wc. Kun 33 pct. havde bad, centralvarme og vart vand.

Åh ja og i de små hjem på Nørrebro hang det smukke billede af den brølende hjort ved den idylliske skovsø.

 

Båden med bananer

Holger Fællessanger havde allerede i 1945 sunget: Når der kommer en båd med bananer. Men den båd kom først til København i 1952. Efterhånden blev bananen så lidt mere almindelig.

 

Ota Solgryn

Menuen i 1950erne var præget af grød, mælke – og sulemad. Og det blev forlangt, at det skulle spises op. Salat blev betragtet som kaninfodder og var ikke populært på Nørrebro.

Som mellemmad fik man franskbrød med sukker eller lyst pålægschokolade.

Margarine og smør slås om markedet. Det var Davra fra Brugsen, Bio Foska og ikke mindst Ota Solgryn.

 

Ib Schønberg sagde i biografreklamer at Sunde børn er nemme børn. Helge Kjærluf Schmidt var Vitalius Sørensen i Ota Solgryn reklamer.

 

Tynde vægge

Mange købte endnu gammelt brød hos bageren. Det var billigere. Privatliv var noget man drømte om. Man havde det i hvert fald ikke for sig selv. Gennem de tynde vægge hørtes skænderier og barnegråd. Og masser af drukkenbolte gjorde deres besyv med. Det var kun 6 – 7 alen til nabobygningen.

 

Havde man ingen penge, ja så kunne man aflevere sit pæne tøj på lånekontoret. Om fredagen kunne man så hente det igen og betale renterne. Så havde man fået løn.

 

Rapserier

Forretningerne på Nørrebro havde store problemer med børn, der rapsede. Der gik konkurrence i, hvem der hurtigst kunne hugge fra forretningers udstillingskasser. Når det blev opdaget, ja så måtte man holde en lille pause. Det gav høj status hjemme i gården, når det lykkedes.

 

Natpotten var ikke afskaffet

Men flere måtte endnu ned i gården. Ned til de uhumske retirader. Ned til rotterne og den uhumske lugt. Der var ikke lys på trappen.

Så natpotten var mange steder på Nørrebro endnu ikke afskaffet – dengang. Og den skulle tømmes. Og det var som regel den ældste knægt, der blev udnævnt som pølsetømmer. Og det var ikke just en titel, der vakte anerkendelse blandt gårdens drenge.

 

Indholdet skvulpede op hos naboen

Og der var masser af rotter. Så mangen en rotte er blevet knust under en skraldemands træsko. Jo, der var skam også historier om, at rotterne havde bidt igen.

 

Der var dog også nogle, der sprang over, hvor gærdet var lavest. De gad ikke, at møde rotterne nede i gården.  De tømte indholdet i vaskekummen. Det var ikke særlig behageligt på varme sommerdage. Og særlig ikke når indholdet så skvulpede op hos naboen. 

 

Muggen kunne fjernes

Blågårdsgade og Blågårds Plads var dengang fulde af klunsere. De gik på jagt i skraldespandene. De gik ikke af vejen for en sandkage, der nærmest var muggen, og som købmanden havde kasseret. Man havde altid en dolk eller en kniv på sig, så det værste kunne fjernes.

 

Kogesprit med kirsebærvin

Mange af de metalting, som klunserne fandt, blev solgt nede i Todesgade. Her lå der flere kælderforretninger, som købte genbrugsting af klunserne.

De penge, de fik blev omsat til flydende kost. Det var mest i kogesprit. Og det smagte bedre, når det blev blandet med kirsebærvin. Det var nu ganske billigt dengang. Når spritten og vinen var blevet blandet satte man sig på Blågårds Plads.

 

Klunsere som børnepassere

Disse klunsere var en naturlig del af kvarteret. De fungerede også som børnepassere. Og det blev sandelig passet på børnene. Som tak fik de typisk 10 eller 25 øre. Men de gjorde det ikke for pengenes skyld. Det var en service for beboerne.

Det værste det kunne ske for disse klunsere, var når de fik rent vand i hovedet – fy for pokker.

 

Det nederste af den sociale rangstie

Klunserne var nederste del på den sociale rangstige. Det var de sidste rester af Lersø – bøllerne. På en hvis måde var de i familie med gårdsangere og lirekassemænd. Disse var meget populære hos børnene. Under deres koncert holdt børnene øje med om, strisserne var på vek. Og de samlede alle de mønter op, der blev smidt ud indpakket i avispapir fra vinduerne i beboelsen.

Blev man snuppet, så vankede der enten en advarsel, bøde eller hæftestraf.

 

Kollektive børnehave

Man kunne godt kalde baggårdene for an kollektiv børnehave. For disse var absolut en mangelvare på Nørrebro. I fællesskab passede husmødrene på hinandens poder.

 

50 kælke på en gang

Vinteren på Blågårds Plads kunne være sjov om vinteren. Særlig når der var sneboldkampe og man havde mulighed for at give sin kammerat en vasker. Og nede i Grøften, kunne der være op til 50 kælke på engang.

 

Nytårsaften på Blågårds Plads

Og nytårsaften var også speciel her på pladsen. Der blev kastet masser af juletræer på bålet. Men inden det hele begyndte, kunne man høre sirenerne fra den nærliggende Fælledvejens Station. Brandbiler og politi var allerede på vej.

Ja og så endte vandstrålen som regel vendt mod publikum. Den næste dag lignede Blågårds Plads ikke sig selv. Her lå knuste flasker, brugt fyrværkeri, nytårshatte og avispapir. På pladsen lå resterne af bålet.

 

Leg og boldspil – forbudt

Der var masser af gårde, plankværk og cykelskure dengang. Knægtene elskede at planke den, uden at blive snuppet af emsige viceværter.

Mange steder var leg og boldspil forbudt i gårdene. Og leg på gaderne var efterhånden blevet for farlig på grund af stigende trafik. I baggårdene var der tørrestativer, skraldespande og cykelstativer. Tagene var som regel beklædt med tjærepap. Man skulle nok ikke planke den, når der var nytjæret.

 

Sig De til viceværten

Det gjaldt for børnene om at holde sig gode venner med viceværten og tiltale ham med De. Leg i gården, hvor dette var tilladt, kunne ordnes med kridtstreger, et stykke snor, nogle pinde, hønseringe, marmor – og glaskugler.

Vandhanen i gården måtte kun bruges til at stille sin tørst, men den blev også misbrugt til at fylde ens vandpistol.

 

Næste gård var fjendeland

Når en bold røg over i nabogården måtte den anses for tabt for evigt. Næste gård var fjendeland. En redningsaktion kunne dog iværksættes. Så måtte man bare håbe på, at fjenden ikke opdagede det. Når der var gadekrig mod en anden gade kunne man dog opnå alliancer med nabogårdene – ellers ikke.

 

 

Blodige gadekampe

Det var talrige afstraffelses – muligheder, når man blev snuppet i en gadekrig, buksevand, binding til tørrestativ eller almindelig røvfuld. Blodtude var der mange af, efter en sådan kamphandling.

Gadekampene hørte til dagens orden. Når kampråbet lød, skete der en mærkbar forandring i gadebilledet. Der var faste regler ved sådan en kamps begyndelse. Først blev en kurerer sendt over til fjenden med meldingen Vi melder krig. Så spænede han tilbage.

 

Drabelige våben

Børnene var forsynet med kosteskafter, naturgrene, læderremme og halstørklæder bundet op med store knuder. Onde tunger påstod endda, at de var forsynet med søm, så de kunne volde endnu større skader. Også pusterør blev brugt. Det var godt at affyre store ærter i hovedet på fjenden.

 

Sejrherren fulgte taberne gennem gaderne. Og de tilfangetagende måtte så senere befris.

 

Smadring af glødelampe

En yndet sport blandt Nørrebros knægte var at skyde efter glødelampene, der oplyste gaderne. Ramte man med en snebold kunne det udløse en mindre eksplosion.

I Stefansgade var der i mange år gas – gadelys. Disse var meget omstændige at passe. De sidste gaslygter i København, var i Sjællandsgade. De blev først slukket i 1963.

 

Den forbudte legeplads

Det var også sjovt at lege på Den forbudte Legeplads. Den lå bag Vandværkets oplagringsplads ved Lundtoftegade. Her lå det sidste lille stykke af Lygteåen. Den mødte kort efter den tildækkede Ladegårdså ved Ågade.

 

Alternativ til tandlæge

I 1950 havde man ikke råd til at gå til tandlæge, og det var ikke altid, at skoletandlægen var nok. Havde børnene ondt i tænderne måtte man gribe til noget alternativt – en klud dyppet i brændevin blev placeret i barnets mund.

 

Håndsæbe godt til mange ting

Og når vi er ved tænder, så kunne tænder sagtens børstes i håndsæbe. Hvis man heller ikke havde det, så kunne man bruge saltvand. Og håndsæben kunne også bruges til håret. Så skulle man lige huske, at bruge lidt eddike for at få det ud igen.

 

Store badedag

Det ugentlige bad foregik lørdag aften i en zinkballe på køkkengulvet. Om vinteren dog foran kakkelovnen inde i stuen. Men man skulle nok ikke være den sidste, når de små også havde været der. Det var det samme vand, der blev brugt.

 

En gang imellem skulle der noget grundigere vask til. Så havde man Sjællandsgades Bad. Her kunne man komme i et rigtigt badekar.

 

Uha – lus

Efter den store vask, blev der kæmmet med den store tættekam. At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Havde man lus, ja så måtte man i gang med olie, der havde et kraftigt stænk af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at bople.

 

 

Fnat – endnu værre

Det var også uheldigt, hvis skolelægen opdagede, at man havde fnat. De små kløende mider var ret irriterende. I gamle dage måtte børnene så en tur på hospitalet. Og det var en barsk omgang. Man blev smurt ind i en fed substans, der skulle sidde i lang tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld. Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man udskifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.

 

Lopperede

Mange lejligheder var en lopperede. Det var fugtigt, og det var ikke mange muligheder for udluftning. Pludselig følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket i salmiakspiritus og møblerne skoldet. Det kunne holde utøjet i skak i nogen tid, indtil de atter kravlede gennem gulve, vægge og loft.

 

Brændsel på loftet

Brændsels – lagerne lå som regel på loftet. Så skulle kul, koks og optændingsbrænde først slæbes op på femte sal, for så at blive båret ned igen. Det var mange børns opgave, at hente det på loftet.

 

Gratis med DSB

En gang om året kunne man få en gratis rejse med DSB. Man var da forsynet med mærke, så man ikke farede vild på vej til Jylland. Her kom mange poder fra stenbroen på ferie en gang om året.

 

Kendte ikke til ordblindhed

Jo skolegangen var endnu noget specielt. Kunne man ikke læse eller skrive blev man kaldt for dum, selv om det var koncentrationen, der manglede. Man kendte ikke til begrebet tal – ordblindhed.

 

Slaveanstalten

Skolen i 1950erne var udenadslære. De stakkels poder skulle terpe kongerækken, salmevers og købstæder. Lærerne var små – racistiske og u – pædagogiske. Det var ikke uden grund, at skolen stadig blev kaldt slaveanstalten.

 

Der kom dog noget nyt i skolen, og det var skoleradio og skolebio.

Ja og så kom Søren og Mette i 1954. Gad vide om de stadig går i skole?

 

Glemt at fortælle lærerne det

I 1951 blev fysisk straf forbudt i de københavnske kommuneskoler. Resten af landet fulgte først med i 1967. men man havde glemt at fortælle lærerne det. Der var ellers rigelig med bortvisninger, eftersidninger, lussinger og spanskrør.

 

Ja de unge mennesker havde hørt rygter om, at der på lærerseminarierne var et specielt fag, der hed, at give den rigtige lussing. Det var vigtigt at ramme kinden med løse fingre. Der måtte ikke slås med samlede fingre. Det kunne sprænge trommehinderne.

 

Alle spinkede og sparede

Kraftige farver var man begyndte at anvende i bolig – og køkkenindretning. Men det var endnu ikke kommet til Nørrebro.

Alle spinkede og sparede. Tøjet var enten for småt eller for stort. Man gik i genbrugstøj og det blev lappet. Det kendte man i hvert fald på Nørrebro.

 

Samlekort i lange baner

Med Tricolore sæbe fulgte samlemærker om indianernes hemmelige sprog. I Otas havregrynspakker fulgte klippeark med Det Vilde Vestens helte og skurke.

Richs samlemærker og albums var meget udbredte. Hver gang, man købte en pakke Richs til at blande i kaffen, fulgte der samlekort med. Der var billeder af dyr, blomster og andre ting.

 

Disse samlemærker startede i 1949. Og ugebladene fulgte op på succesen. Havregrynspakkerne fulgte op med, at man på bagsiden kunne klippe fodboldspillere ud. På den måde blev Knud Lundberg og de andre fodboldspillere fra 1. og 2. division udbredt.

 

Hula Hoop – den nye dille

En speciel dille nåede Nørrebro i 1958. Det var Hula Hoop – ringe. Man skulle bruge specielle hoftesving for at få ringen til at rotere.

Og en yoyo – yoyo kunne man selv fremstille. Og populær var sæbebopler fra kridtpiben med sæbe og vand. 

 

En seksløber med 100 skud

Og det hjalp også på det at de raske knægte i 1956 kunne høre Preben Uglebjerg synge om deres helt Davy Crocket.

Og Hopalong Cassedy havde en seksløber, der kunne affyre hundrede skud. Man kunne melde sig ind i en klub med western – helten. Og heltene kunne man se i biograferne. De meste populære biografer dengang var Odeon Fælledvej, Nørrebros Bio Nørrebrogade og Regina H.C. Ørstedsvej.

 

Brændt ned

Men ak en voksen person glemte sit cigaretskod oppe på balkonen på Odeon. Det havde ligget og ulmet. Ved 6 – tiden næste morgen opdagede viceværten det i naboejendommen , at Odeon brændte. Og selv om brandstationen var lige i nærheden af den stolte biograf, så brændte den. Og det var den 17. september 1958.

Det blev aldrig biograf igen. Der skete en hvis nedgraduering – til offentlige toiletter.

 

Både Coloseum Jagtvejen og Nora Bio ude ved Højbanen blev siden forvandlet til supermarkeder. Odeon blev revet ned. Nørrebro Biograf overlevede, og blev siden til musiksted og teater.

 

Søndag mellem 14 og 16

Det var som regel om søndagen at ungerne vandrede til biograferne. Den stod på cowboyfilm. Men også film om sørøvere, soldater og andre helte.

Tidspunktet var mellem 14 og 16. de fleste biografbilletter kostede mellem 45 – 50 øre. Den billigste var Regina. Men så kunne man også risikere, at skulle sidde to på samme sæde. Når det gik rigtigt for sig rejste man sig op og klappede og råbte på sine helte.

 

Kavaleriet på vej

Kyssede ens helt, ja så rejste man sig og sagde buuh.

Og det var vild jubel blandt det unge publikum, når det amerikanske kavaleri dukkede op på bakkedraget for at hjælpe de hvide i sidste øjeblik.

 

Prins Valliant med karse – klippede Robert Wagner i hovedrollen nåede området i 1955. Filmen havde premiere i Det gamle Kinopalæ Gl. Kongevej i 1955.

 

 

Et kys fra heltinden

Den bedste biograf i starten af 1950erne var Odeon. Her kunne man se de bedste og mest interessante film. Og alle ville være heltene fra filmene.

Hopealong Cassedy var absolut en af de største helte. Man kom op at slås, for at måtte spille helten. Hjemkommet til Blågårds Plads blev filmen gennemspillet. Og så håbede man at få et kys af heltinden.

 

Forniklet paplæder

Og det var næppe mange forældre på Nørrebro, der havde råd til pr. postordre at erhverve et par gummistøvler med sherif – stjerne på. Man kunne også får et fint revolverbælte af paplæder med påsatte forniklede nitter.

 

Et Z i panden

Zorro var også en af datidens helte. Han var en slags Robin Hood, som bekæmpede slynglerne, der overfaldt de fattige i Mexico. Han brugte sjældent skydevåben. Hans bedste våben var en lang pisk eller en kårde. Så kunne han snitte et Z i panden på sin modstander.

 

Udsolgt af halvmasker

Dagen efter en sådan film var alle drenge omkring Blågårds Plads – Zorro. Der var ikke mange tørresnore tilbage i området. De var blevet forvandlet til farlige piske. Og legetøjsbutikken Alhambra i Blågårdsgade havde udsolgt af halvmasker. Alle Zorro’er stod opmarcheret på Blågårds Plads – ventende på kysset af heltinden.

 

Det var dengang, at hver dansker gik i biffen 17 gange om året.

 

Legetøjs – butikker

Og når vi nu taler om legetøjsbutikker. Så lå der også en populær legetøjsbutik, der hvor Lagekagehuset nu har til huse. Den hed Borrit, og handlede også med barnevogne. Jo i Holtegade lå frøknerne Krappes legetøjsbutik. Og på hjørnet af Jægersborggade og Jagtvejen var der også en legetøjsbutik.

 

Drenge – og pigelegetøj

Drengenes legetøj var våben, biler og soldater. Men legetøj var dyrt. De fleste af børnene på Nørrebro måtte nøjes med at betragte tingene gennem ruderne.

Figurer med cowboys og soldater, bondegårdsdyr, dyr fra zoo og indianere kostede 2,25 kr. stykket.

 

Pædagogerne kunne fortælle forældrene, at legetøj af træ var at foretrækkke frem for legetøj af plastik. Man skal så sandelig også få noget meget mere avanceret legetøj. Og det var Teknos Ingeniørsæt, Modelervoks fra Filia eller Det lille Ingeniørsæt. Sidstnævnte blev også kaldt – det universale byggesæt.

Og de kloge pædagoger fortalte også, at det var intet i vejen for, at drenge udmærket kunne lege med dukker og sytøj. Det var heller intet i vejen for at piger kunne håndtere værktøj, plastikmursten eller Connector (træbyggesæt).

 

Klassiske spil

Men det var jo også de klassiske ting som Skak, mølle og dam, klassiske kortspil, Sorteper, Tips – spillet, 6 – dags løb og Matador.

 

Men mange af baggårds – rødderne på Nørrebro måtte nøjes med bolde, terninger, glaskugler, sjippetov og hønseringe.

 

Heksedansen

Radioen havde nu indbygget grammofon. Nu kunne man høre Raquel Rastenni med Heksedansen, hvornår man ville. Det er den med, her kommer Mutter med kost og spand. Og det var meget kendetegnende for den tids kønsroller.

 

Pigerne med sløjfer i håret blev opdraget til at være et dydsmønster. De fik deres eget legetøj og deres egne bøger. De skulle opdrages til at gå hjemme ved kødgryderne. Det vil sige, at det ikke gjorde noget, hvis de kunne tjene lidt ekstra.

Det var godt at mor nu kunne få en brødrister, hvor brødet selv sprang op. Blender, Nilfisk og bærbar tørrehjelm hjalp også på det.

 

Pigerne skulle sandelig bevare deres gode rygte. De skulle være ærbare. Og for alt i verden skulle de undgå at blive gravid. Det vigtigste for en pige, dengang var at blive gift og så at få børn. Et dårlig rygte kunne spolere disse planer.

 

Piger begyndte at ryge

Jo pigerne skulle være sobre og kommende husmødre. De blev opdraget til at være søde. Men pigerne begyndte at ryge cigaretter og gå i spidse sko – det var ikke godt.

 

Og de vilde drenge begyndte at køre knallert. De gearede og borede den. De kørte sig lige ind i toppen af ulykkesstatistikkerne.

 

Potte – træning

Og i de få børnehaver der var dengang, da startede man på at give de allermindste potte – træning. Jo de skulle kunne begå sig på en potte.

 

Skøjtebane

I Nørrebroparken sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten i vinterperioden. Når vandet var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane. Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Nu havde man pludselig en dobbelt så stor skøjtebane.

 

Trædebiler i Nørrebroparken

I sommerhalvåret kunne man køre i trædebiler i Nørrebroparken. For 25 øre kunne man køre i 15 minutter. De seks – syv biler var meget populære. Og hvis der var nogen, der snød med tiden, så fik de karantæne.

Der var malet veje med gul maling.

 

Børneparkering

Allerede i 1951 startede der en børneparkering i parken. Det var på alle hverdage mellem 11 og 16 for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo det var Danske Kvinders Samfundstjeneste, der stod bag dette initiativ.

Ved siden af var der opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn sendt ind i denne. Og de kloge mennesker sagde dengang:

 

       Mange Børn kommer for lidt ud.En del blege Børn, der ikke vil trives eller spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.

 

Conny – i Livsfare

Lille Pige døden nær i soppebassin

Ja sådan kunne man læse i en af aviserne fra dengang. Den 29. juni 1953 skete der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige Conny blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri.

 

       Tilskadekommende sad således, at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således at hub kun lige havde munden fri af vandet soverflade.

 

Tribini i Nørrebroparken

Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken. Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood. Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger og ikke mindst professor Tribini. Det var ham, der indledte med:

 

       Mine Herskaber, grevskaber og Klædeskaber. Rullemænd, Nullermænd og Tullemænd.

 

Den stærke mand

Her var den stærke mand, Abdullah. Et Folkevognsrugbrød kunne køre over brystet på ham. Og her var radiobiler. Så gjaldt det bare om at ramme alle pigerne. Datidens knægte troede, at det var et scoretrick.

 

Men til sidst skete der for mange uheld, så Københavns Kommune lukkede herlighederne. Også et populært klatrestativ blev fjernet. Og pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne.

 

Upopulære parkbetjente

De unge hadede parkbetjentene. De havde stramme uniformer på og hvide handsker. Ofte patruljerede de på kommunale cykler. De var også moralens og sædlighedens vogtere. Når de unge flirtede med den første kærlighed, ja så var Parkeren der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre en en to værelses med 5 – 6 beboere.

 

Det skete dog også, at de lidt større drenge smed Parkeren i soppebassinet.

 

Græsset må ikke betrædes

For selvfølgelig måtte Græsset ikke betrædes. Og betjentene lå på vagt, for at straffe synderne med lussinger

 

Børnenes største hits

Det store hit blandt børnene var Musen Hannibal med Man skal altid bo på landet. Den kunne man så lytte til, mens man indtog Dandy tyggegummi, Piratus, Pinoccho – kugler og zulu.

 

Og far og mor lyttede til Hvide måge og Fiskerpigens sang.

 

Masser af slik

Nu snakkede vi om slik. Man kunne købe poser med såkaldt affaldsslik for små penge eller de populære Lykkeposer. Heri var der forskellige former for slik og et lille stykke legetøj. Disse kunne blandt andet købes i det lille ishus over ved indgangen til Nørrebroparken ved Nordbanegade. Det havde kun åbent om sommeren.

Kandis var også populært. Men det kunne man kun købe på Apoteket. Det blev leveret i store papirsposer.

 

Radioen var husalteret

Radioen var familiens husalter. Far skulle altid høre radioavisen. Og børnene skulle altid inden de gik i seng høre Inge Aasted og Musen Hanibald. Og flere hits hos børnene var Peters nye automobil og Elefantens vuggevise.

Og så kom radioen nu også med grammofon. Så var den høflig og sagde De til en.

 

Bror Kalle

Og de stakkels unger var også tvangsindlagt til Gammeldaws Dansmusik med Bror Kalles kapel og Vildandens Sang med Lullu Ziegler.

 

Ja og poderne, der ikke lige kom fra et hjem med klaver kunne fornøje sig med xylofon og mundharpe.

 

Postkonduktør

Og så sandelig kunne man få lov til at sende et anbefalet brev med Telegraf – og Postkontoret. Det hed hvis nok senere Det lille Postkontor. Eller man kunne få lov til at klippe biletter og blive børne – konduktør. Og sættet indeholdt også en fløjte. Toget kørte ikke før, man piftede.

 

Masser af seriehefter

Det var årtiet, hvor man kunne blive medlem af forskellige hemmelige klubber – Politikens Kvik Klub – Ping Klubben m.m.

Man læste Paw, Robin Hood, De Tre Musketerer.

Palle alene i Verden gjorde et stort indtryk hos børnene på Nørrebro. Og det var ikke mange, der lagde mærke til, at man sagde neger i Lille Sorte Sambo.

 

Indoktrinering

Ja, der fulgte masser af seriebøger, Jan, Sussy og Puk.

Med disse seriebøger fulgte også en masse indoktrinering. Jagten gik ind på skumle venstreorienterede. De mistænkte var altid dem, der var grimme, ubegavede og uuddannede.

 

Advarsel mod seriehefter og tegneserier

Og man læste masser af seriehefter med Skipper Skræk, Kaptajn Mickey, Illustreret Klassikere, Davy Crocket.

Ham der, Kaptajn Mickey kunne næsten alt med sine venner, Fuzzy og Dr, Salasso.

 

Men ak og ved, ledende pædagoger advarede mod at seriehefter og tegneserier var skadelig for børn. De unge ville helt glemme at læse bøger.

 

Skindbluse af ægte plastik

Davy Crocket kom første gang til Nørrebro i 1955 og blev senere filmatiseret. Det var stort for de raske poder, at få en pelshue med hale, en skindbluse af ægte plastik og hans lange flintbøsse til knaldhætter. Og så endda med tilhørende krudthorn.

.

To dages knippelsuppe

Åh ja, man kunne købe album til single – plader. Og så var det jo Tommy Steele – A handfull of Songs, Elvis med Love me tender og Otto Brandeburg.

 

Mere vildt gik det for sig, da de unge stiftede bekendtskab med ordensmagten ved et stort Rochn Roll Stævne i KB – hallen med Ib Glindaman og Ib Rock Jensen.

Da filmen Rock arround the clock havde premiere var der dømt to dages knippelsuppe fra ordensmagten.

Jo så foretrak far og mor hellere Verdens rigeste pige med Nina og Frederik. I 1952 kom den herlige italienske film Don Camillos lille verden.

 

Brylcreme

De fleste mænd og unge knægte havde brillantine eller det nye Brylcreme i håret. Fattigrøve brugte margarine. Målet var, at håret skulle ligne en anderumpe – frisure. Man måtte sandelig ikke læne sig op af tapetet. Og et hovedpudebetræk lignede nærmest en olieklud efter mødet med sådan et hår.

I den henseende var det en lettelse, at karseklippet blev moderne senere i årtiet. Her var det de amerikanske soldater, der var forbilledet.

 

En ny tre – hjulet model

I slutningen af 1950erne kunne man købe den trehjulede cykel – model 245 med hvide gummihjul og rødt stållad. Jo det var en dansk produceret Winther – cykel, der kunne købes ved Runddelen.

Det var den største nyhed siden klapvognen, som dengang blev kaldt for promenadevognen.

 

Vascomaten

Og så dukkede forløberen for vaskemaskinen frem. Den hed Vascomaten. Gad nok vide, om den var lavet af Atlas Nørrebro?

Inden da måtte mor op af køkkentrappen op til vaske – og tørreloftet. Her stod den store gruekedel. Den skulle først fyldes med vand. Og vandet skulle hentes i spande. Når vandet kogte, blev der tilsat sæbespåner eller det dyre Persil vaskepulver. Og datteren blev undervist i den svære kunst.

 

Kilde: Se

       litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Se

       At bo på Nørrebro

       Barn på Nørrebro

       Andesteg fra Peblingesøen

       Den sidste Badeanstalt

       Nørrebro i gamle dage


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro