Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro i gamle dage

Juni 22, 2012

Arbejdsløsheden hørte til dagens orden. Fatter investerede i sprit, når han endelig fik løn. Sporvogns – arbejdere arbejde 58 timer om ugen. Der var slyngelskole og skole for de fine. I skolen var der masser af korporlig afstraffelse. Hygiejnen var forfærdelig. Lejlighed behængt med utøj. Lærertiden var et mareridt. Men der var også et par rige mennesker på Nørrebro. Masser af muligheder for at høre musik, gå til foredrag m.m. Læs om livet på Nørrebro 1900 – 1920.

 

Faderen forsvandt

Det var ikke unormalt at faderen dengang forsvandt sporløst og  forsvandt fra al ansvar. Utroskab var også udbredt dengang omkring år 1900 på Nørrebro. Ofte måtte familiemedlemmer træde til.

 

Fatter havde investeret i brændevin

Syning og cigarret – rulning blev til et fag, hvor man kunne tjene penge. Det var hjemmearbejde, men ikke den store guldgrube. Mange børn voksede op i økonomisk elendighed. Man boede i 2 – værelses lejligheder.

 

Drikfældigheden var stor på Nørrebro. Der fandtes et utal af værtshuse og kælderbeværtninger. Slagsmål og skænderier hørte til dagens uorden. Det mærkede man særlig i lejekasernerne omkring lønningsdag. Fatter havde investeret det meste i våde varer. Det billige brændevin hørte til dagens fornødenheder.

 

Arbejdsløsheden hørte til dagens orden

Ofte oplevede man en tyk politibetjent i en lang uniformsjakke og med blank hjelm på hovedet trække afsted med en sølle fulderik. Der var altid et hav af nysgerrige unge  med på kig.

 

Arbejdsløsheden hørte til dagens orden. De gode gamle dage var for mange på Nørrebro en rædsel. Og den megen fattigdom, der herskede på Nørrebro, gik ud over børnene. Om sommeren gik de barbenet. Om sommeren var træskoene højeste mode. Læder – fodtøj var et status – symbol.

 

Et fattigfint proletariat

Arbejderne og håndværkerne havde i utallige år fundet sig i slavelignende forhold. Men slavementaliteten blev afløst af holdning. Man rankede ryggen. Arbejdsgiverne knurrede. Tænk at lønmodtagere kunne finde på at kæmpe for 8 timers arbejde, 8 timers frihed og 8 timers hvile.

Arbejderne regnede ikke handels – og kontorfolk for noget. De deltog ikke i kampen. Eneste fordel for dem, var at de gik med flip. Derfor blev de kaldt for flipproletariatet. Og det var virkelig et fattigfint proletariat.

 

Og skulle man dengang have plads i en sporvogn, skulle man bare tage avisen Socialdemokraten frem, ja så blev der pludselig plads på hver side.

 

Lang vej til lokummerne

Mange fattige familier var velsignet med en stor børneflok. De måtte klumpe sig sammen i en alt for lille lejlighed. Retirader og skarnkasser stod på rad og række i den lille mørke gård. Der var ikke lys på køkkentrappen, hvis trangen viste sig efter mørkets frembrud. Og det var en god ide, når man endelig var kommet ned i gården, at banke med træsko eller lignende. Så var man da fri for rotterne.

Lokummerne var som regel overfyldte, Som toiletpapir brugte man avispapir.

 

Foran på trapperne var det et åbent gasblus på hver etage.

Trapperne skulle vaskes fra etage til etage af beboerne. På køkkentrappen skulle der strøs frisk sand. Hver uge kom en sandhandler til gårdene.

 

Alt legemlig vask foregik fra vasken i køkkenet, og en gang imellem blev der sat en balje med vand på gulvet.

 

De lange vinteraftener

De lange vinteraftener foregik med at lave lektie, læse, skrive, tegne, klippe billeder m.m.

Af legetøj kunne det være en fæstning med tinsoldater.

 

Legetøjsforretningen

Møllers Legetøjsforretning med de to vinduer i Fredensgade kunne ellers godt friste. Butikken var et rent børneparadis. Her fik man for 1 eller 2 øre henholdsvis et kvart eller et halvt ark Neuruppin – billeder. Et helt ark kostede 4 øre. Det var enten ark med tegninger af træer, dyr, genstande m.m. De kunne bruges til billedlotteri, når man besad de tilsvarende ark til brikker. Andre ark var med soldater og dyr.

 

For to øre kunne man få kartoner med huse, kirker og møller. De var lige til at klippe ud og sætte sammen

 

Så er der gæster

Dem, der havde plads og råd til det, fik gæster, hvor man spillede kort. Så måtte man også en tur til bageren efter brød og fløde. I en lille spand blev der hentet for 5 – eller 10 øre fløde. Fløden blev opbevaret i et stort blikfad.

Og så kunne man ellers byde på 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 – øres til børnene. Man kunne også byde på 5 – øres kager.

Efter kaffen blev børnene gennet ned på gaden eller puttet i seng.

 

Mange lege

De børn, der ikke havde Ladegårdsåen havde gaden og gården at lege på og i. Her blev der leget Skjul – Røver og Soldater. Gorm den gamles Kæmper eller som det hed Hest og Vogn. Det sidste bestod af et langt stykke sejlgarn bundet om ærmerne, og en bagved løbende dreng. Han havde selvfølgelig også en pisk.

 

Der var mange beværtninger dengang. Og særlig i weekenderne så børne ofte betjente trække afsted med en fuld støjer. Det gav så anledning til at lege betjent og fuld støjer. Den fulde støjer blev selvfølgelig puttet ned i kælderen.

 

Store vaskedag

I de tidligere morgentimer stod de fattige koner med deres spånkurve foran bagerbutikkerne for at sikre sig gammelt bagerbrød for at kunne fodre de mange sultne munde med.

De stod i dybe, mørke kældre under skæret af en søvnig petroleumslampe og sled med storvasken. De brugte grøn sæbe, skurebørste og vaskebrædt. Ja ofte gik de også ud og vaskede for deres bedre stillede medsøstre. Det kunne for 10 – 12 timers arbejde indbringe 2 kr.

 

Hygiejnen – dengang

Hygiejnen var på et lavt niveau. Lejlighederne var befængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde lus. I skolerne havde man jævnlig besøg af lusemor, som var en sygeplejerske, der tog børnene under kærlig behandling når det mindste tegn på husdyr viste sig.

Hundrede af lopper, tusindvis af lus, myriader af væggetøj kunne godt give urolige nætter. Mens den ene kradsede sig, gnubbede den anden sig og den tredje vendte sig. Så kunne det jo være, at den fjerde tissede i sengen. Det var ikke unormalt at fire børn skulle dele en seng.

 

Dødeligheden var stor. I årene omkring 1900 krævede tuberkulosen mange ofre på Nørrebro.

 

Domineret af hestekøretøjer

Gaderne var domineret af hestekøretøjer. De blev brugt til transport af enhver art, lige fra hestedrosker til renovation.

Det vakte opmærksomhed, når brandvæsenet masede sig frem i gaderne med megen larm og klokkeklemten. Det var hestetrukne slukningskøretøjer, nogle endda med fire heste foran. Den skinnende flotte dampsprøjte vakte berettiget opsigt med en rygende skorsten og gnister.

Ambulanceudrykningen foregik med en enspænder. På vognens bagerste trinbræt stod der ofte en politibetjent.

Og gaderne var belagt med brosten, hvilket afstedkom en masse spektakel.

 

Sild er godt

De mindre transporter foregik ved hjælp af trækvogne. De var både 2 – og 4 – hjulede. Under høje råb falbød gadesælgerne deres varer. Det var fortrinsvis frugt, blomster og grøntsager som gadesælgerne falbød. Også fiskehandleren var tydelig at høre:

 

       Sild er godt.

 

Husmødrene strømmede til. I gårdene kom skærslipperen. Han afleverede en stor remse med sin hæse stemme.

 

Lirekassemanden

Og det vakte altid glæde, når lirekassemanden kom. Børnene kappedes om, at indsamle de mønter der var kastet ned fra vinduerne indsvøbt i avispapir, som de afleverede til manden.

Med den ene hånd drejede han svinget, og med den anden hånd løftede han sin blankskyggede hat.

 

Bommen var nede

Stefansgade var ikke som nu. Den gik kun til jernbanebommen ved den for længst nedlagte Nordbane – linje. Den havde station, hvor nu Nørrebrovænget nu er anlagt. Ved Vedbækgade lå et trinbræt.

 

Over banelinjen på Nørrebrogade var anbragt en høj træbro til brug for travle fodgængere. Langvarige rangeringer foregik ofte på dette sted. Derfor var bommene ofte nede.

Broen var yndet mål for børnene. De stod der indhyldet af dampen fra de rangerende lokomotiver. På Nørrebrogade holdt lange rækker af utålmodig ventende køretøjer, der ventede på, at bommene igen skulle hæve sig. 

 

Bryllupskørsel i glaskaret

Ikke langt derfra omkring Nørrebrogade 200 lå en skæremølle. Her solgte man et specielt sigtebrød, der var meget populær blandt Nørrebro – borgerne. Gik man mod Runddelen mødte man Ølundsmøllen. På den modsatte side af gaden, lå en trelænget gård. Ja, det kan man slet ikke forestille sig i dag. Herfra blev der drevet vognmandsforretning. Specialet var bryllupskørsel i glaskaret og hvide heste.

 

Stefansgade – dengang

Gik man ad Stefansgade mod vest og fortsatte over jernbaneoverskæringen lå det gamle hvidtølsbryggeri Hafnia til venstre. Til højre var et stort ubebygget område, der omfattede en stor del af Ladegårdsåen. Over ved Nordre Fasanvej var det en sparsom bebyggelse. Området var en herlig tumleplads for ungerne.

 

Det var også i manufakturforretningen Verax i Stefansgade, hvor man kunne købe hessian til 17 øre pr. alen. Det var smart, hvis man ville tegne på lærred. Man skulle så ført behandle det. Terpentin var egentlig det, man skulle bruge, men det var for dyrt. Som erstatning brugte man så petroleum til 12 øre for en liter.

 

Slyngelskole og skolen for de fine

Jagtvejens Skole hed friskole. Ja det hed den, fordi man ikke skulle betale noget i modsætning til de såkaldte betalingsskoler. Der skulle man erlægge en krone om måneden. En sådan skole var Husumgade Skole (Havremarkens Skole).

 

Husumgades Skole blev efterhånden overbelagt. Derfor blev der bygget en skole i Hans Tavsensgade. Et stykke af kirkegården var blevet inddraget. Man talte om, at skolen var bygget oven over dødninge – knogler.

 

Byens skolemyndigheder havde nu mulighed for at skille fårene fra bukkene. Husumgades Skole blev brugt af de fine, og Hans Tavsensgades Skole blev til en slyngelskole for gadedrengene.

 

Håndfast disciplin

En hårdhændet disciplin med korporlig afstraffelse blev praktiseret. Når klokken ringede, skulle man stille op i skolegården, klassevis. Man skulle så gå to og to ved siden af hinanden op ad trapperne til klasseværelset. Det skulle ske lydløst ellers vankede der afstraffelse.

Nogle slog også med en stok over håndfladen. Det sved slemt og var meget ubehageligt. Nej det var sandelig ikke sjovt at være skoleelev i en tid, hvor en elev altid havde uret.

 

Afstraffelsen i skolerne grænsede til mishandling. Godt nok måtte man kun give fem slag med spanskrøret. Men en enkelt elev kunne sagtens få tre gange fem slag med spanskrøret. Det var de ringen, der holdte regnskab med. Lussinger og knoer i hovedet var der masser af.

 

Utroligt er det også, at Alberti i 1906 fremsatte sin berømte Prygellov. Moralen var dengang, at korporlig revselse som opdragelsesmiddel havde mange hundredes års tradition bag sig . Respekt plus eksamen er lig med prygl.

Spanskrørets trolddomsmagt blev så sandelig brugt af lærerne. Respekten skulle prygles ind. 

 

Tidligere militærpersoner i gang

De dygtigste elever havde plads bagerst i klassen. Gymnastikken blev ledet af en pensioneret stabssergent. Gymnastikken foregik også absolut med militær disciplin. Med et spanskrør blev tropperne dirigeret rundt. Jo, det var stor et stort forbrug af tidligere militærfolk til gymnastikundervisning på Nørrebro.

Det var heller ikke noget, der hed skolebad dengang.

 

Skolebespisning var indført. Maden bestod af blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk. Og bespisningen foregik i timerne. Maden skulle sluges i en fart. Var man ikke hurtig nok, blev det truet med inddragelse af spisebilletten.

 

Man bukkede dybt

Når skoledagen var omme, skulle man også stilfærdig forlade området. Ved skolens udgang havde klasselæreren stillet sig. Her skulle man bukke dybt, inden man slap ud i friheden.

 

Forskellen på betalingsskolerne og de såkaldte friskoler fik eleverne i de forskellige skoler til at gå i totterne på hinanden. Der fandt ofte ret grove slagsmål sted.

 

Lærertiden var et mareridt

Læretiden dengang var et mareridt. Man begyndte kl. 7 om morgenen. Der blev lukket kl.20 ugens fire første dage. Fredag var det åben til k. 22. Og om lørdagen helt til kl. 23. Ja så troede man, at man kunne gå hjem. Nej, så kom oprydningen.

Kunderne kunne finde på, at forlange hvad som helst, for eksempel håndhugget sukker.

Af hvedemel, havde man det danske, det ungarske og det amerikanske. Det skulle så afmåles og pakkes i ½ punds, 1 punds og 2 punds poser. Det samme gjaldt for almindelig melis og for puddersokker.

 

Frokost og aftensmad blev spist i bagbutikken, alt imens man måtte ekspedere ind imellem. Den praktiske uddannelse blev suppleret med et besøg på Handelshøjskolen Nørrevold to gange om ugen. Undervisningen varede fra kl. 20 – 22. Den halve tid sov man.

 

De første kunder, der indfandt sig, var ofte de kvinder, der syede for de store konfektionsfirmaer inde i byen. De startede dagen med 2 lod (6 kvint) bønner og for to øre cikorie.

 

Det mandlige klientel skulle ofte styrke sig med en bitter. Det var som regel malurt. Ved 10  – tiden vente de første syerske hjem. Så havde de penge på lommen, og så bestod indkøbet af en fjerding kaffe og en lille gul. De købte den lille Santos, der kostede 28 øre. Melang – Java kostede 40 øre.

 

Og den tid som  lærlingene hadede allermest var syltetiden. Hr var det ustandselig afvejning af de særeste krydderier.

 

En oplevelse i biografen

En oplevelse var at komme i biografen. Det var i filmens barndom. Og der blev budt på stumfilm ledsaget med klavermusik. Entreen var ti øre. Man kunne blive siddende lige så længe, man ville. Og det var det mange børn, der gjorde. De så hele programmet flere gange. En af de nye biografer var Standard – teatret, der lå i Falkoneralle, lige ved Ladegårdsåen, men på højre side, når man kom fra Jagtvej.

 

Sporvognene

Teknikken vandt efterhånden indpas. På Nørrebro kunne den elektriske sporvogn opleves. Men i den Indre By blev trafikken endnu klaret af hestetrukne omnibusser. Det var blandt andet den berømte Høne. Det var en lille enspændervogn, der klarede den kollektive trafik gennem Nørregade.

Og dengang, der var hestesporvogne, ja det var i to etager. Der var også hestesporvogn i Korsgade, der havde udgangspunkt ved Skt. Joseph Hospital.

Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte de Gule hesteomnibusser. De ophørte i 1903. De Grønne Omnibusser kørte fra Kapelvej.

 

Også på Tagensvej kørte en hestesporvogn. Dens rute var Hejmdalsvej, ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Det var et strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var der meget snevejr, måtte der to heste til at trække læsset. Vognene var indvendig belyst med en petroleumslampe i hver hjørne. 

 

Stående på vognens trinbræt måtte konduktøren i al slags vejr kontrollere billetterne. Det var en hård tørn i blæst og frost. Han bankede på vinduerne, og så måtte passagererne rulle ned og fremvise billetter.

 

Karruseltur på drejeskiven

Jagtvej gik der en toetagers sporvogn. På Nørrebros og Frederiksbergs runddele var der drejeskiver. Det var sjovt for ungerne at hjælpe funktionærerne med at få vendt sporvognene. Ja nogle af børnene fik også en karruseltur på drejeskiven.

 

Ugentlig arbejdstid på 55 – 58 timer

De folk, der arbejdede på sporvognene havde en lang arbejdsdag. Efter en strejke i januar 1907 opnåede det kørende personale en løn på 1,100 – 1.500 kr. årligt. De havde så til gengæld en arbejdsuge på 55 – 58 timer.

Disse funktionærer blev dog betragtet som velbjærgede og de var udsat for misundelse fra den almindelige arbejder.

 

Kolonihaver og kokager

Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der masser af kolonihaver. Over ved Tagensvej lå store fælleder. Har gik der om sommeren masser af kvæg. Her var børnene ofte på jagt efter kokager, som blev brugt til gødning i kolonihaven.

 

Holger Danskes Briller

Men her ude lå også tre små søer, man kaldte for Holger Danskes Briller. Om sommeren foregik legen med tømmerflåder. Og om vinteren foregik det på isen. Mange gange kom man drivvåd hjem, uden at sige noget til forældrene. Man kunne altid nå at blive tør under lektierne.

 

Borgerbevæbningens øvelser

Men der var også masser af folkeliv på Fælleden om sommeren. Her havde Københavns Borgervæbning ofte øvelser. Under disse var der pauser. Så lagde borger – soldaterne sig sammen med deres koner/kærester og børn i græsset. Så var der godt med madkasse og lidt brændevin. Og så underholdt Borgervæbningens orkester.

Det var også altid trompetere og trommeslagere i spidsen.

 

De kendte fik Mælketoddy

I Bratolinsgade kom alle Nørrebros kendete originaler. Her kunne man nemlig i en kælder få mælketoddy for 4 øre. Og her kom Jomfru Tidsfordriv, Frederik t tal, Laurids 9 Finger, Frederik og Karoline og mange flere. Efter en ordentlig tur satte de sig som regel nede ved Sortedams Doseringen eller faldt om af druk.

Børnene havde fået forbud mod at nærme sig dem. Forældrene sagde til børnene, at de var fulde af utøj, fordi de aldrig vaskede sig.

 

Liv på søerne

På søerne sejlede de smukke hvide motorbåde. Der var passagertrafik mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Da sporvognsdriften i 1902 i Farimags – gaderne blev elektrisk kunne sejladserne på søerne ikke mere betale sig, så de blev indstillet.

Om sommeren var der en livlig trafik på søerne.

 

Ved vintertide var der skøjteløb oppe i nærheden af Gyldenløvsgade. Ude på isen var anbragt en estrade, hvorfra et hornorkester underholdt skøjteløberne.

Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvor man kunne købe en pakke sild for 5 øre. De var nu beregnet til de sultne måger.

 

Her logerede zarens følge

På hjørnet af Fredensgade og Blegdamsvej lå dengang et lille traktørsted med forhave. Tegltaget nåede ned til stueetagen. Rygter vil vide, at det var her, at Peter den Stores følge var logeret under zarens besøg.

Lidt derfra lå Dr. Louises Asyl og tæt derved Vølunds Maskinfabrik..

 

I den modsatte ende af Fredensgade lå på hjørnet af Dosseringen, traktørstedet Søfryd. I de lukkede lysthuse var der flerfarvede ruder ud mod søen. Her sad i sommertiden en pianist og en violinist ved et åbent vindue i stueetagen og underholdt gæsterne i haven.

Fra dette sted skråede stien ved søen stærk nedad i retning af Læssøegade.

 

Masser af musik

Man kunne gå til koncerter i Café La Rheine og i Søpavillonen. Ja så var det også omme i Ravnsborggade det berømte Nørrebros Teater. Her var Frederik Jensen hovedattraktionen og Olfert Jespersen var musikdirigent.

 

Det var festligt at høre regimentsmusik dengang. Og det var der rig lejlighed til. Mange sommeraftener underholdt militæret i diverse parker. Ja selv på legepladsen på Kapelvej spillede de.

 

Foreningslivet kunne byde på solistoptræden, humoristisk oplæsning og lignende. Som regel sluttede dette med et bal. Der var også en del sportsforeninger på Nørrebro. Og så var der masser af kirkesamfund og ikke mindst afholdsforeningerne, hvor man kunne yde en frivillig indsats.

 

Dansk Ungdomsforbund

I 1905 blev Dansk Ungdomsforbund oprettet. Man havde uniform og lignede nærmest en søkadet. Og bevæbnet var man også. Der blev holdt rigtige øvelser på den gamle kaserne i Kronprinsessegade. Amager havde man rigtige skydeøvelser. I 1909 ændrede organisationen navn til Københavns Skyttekorps. Nu var alderskravet fra 16 – 21 år.

Organisationen blev opløst inden 2. verdenskrig. Også denne organisation havde et musikkorps, og den har i tidens løb fostret mange gode musikere.

 

En by i byen

Den store fabrik Titan tiltrak mange arbejdere. I koleraåret lå der i nærheden en stor gammel bygning. Den blev brugt som lazaret. Senere blev her Cikoriefabrik. Da det var slut, blev lokalerne brugt til diverse virksomheder.

 

Henne på hjørnet af Jagtvej Jagtvejens Mølle. Har lå en by i byen, bestående af små et etagers huse. De kaldtes for arbejderboliger. De var dog usle og uhygiejniske. Men huslejen var også derefter.

 

For enden af Tagensvej var der en ret lang bakke ud i retning mod Bispebjerg. Her var også mange kolonihaver.

 

De store forretninger

På hjørnet af Nørrebrogade og Stengade Nørrebros største forretning, Mgasin du Nords filial. På hjørnet af Griffenfeldsgade L.W. Erichsens Isenkram.

I sidegaderne lå en masse butikker, urtekræmmer, spækhøkere og hørkrammere. Her var også produkthandlere dom også blev kaldt kludekræmmere.

Lørdag aften var der fuldt hus hos urtekræmmeren. Kaffekværnen blev drejet med håndsving. Senere fik den dog en elektrisk motor. Den store kaffemølle – tragt og den store diskvægt var af messing. De skinnede mægtig flot.

 

Dengang kendte man ikke til metermål. Der blev købt i spandevis, i kvartpund eller fjerdingspund. Og der var også en måleenhed man kaldte for Lod. Man købte i alen eller i kvarter.

 

Tilgift

Når man afsluttede et indkøb, var der altid en tilgift. Det var som regel et stykke sæbe og et kræmmerhus bolcher til børnene.

Hos tobakshandleren købte man 3 cigarer til 17 eller 21 øre og skråtobak i enkelte stænger og snus i et kræmmerhus.

 

Og så var det tiden, hvor forskellige automater vandt indpas. Når man lagde 10 øre i en automat kunne man enten tappe et glas øl eller en kop kaffe.

 

En blikkirke

Ja og så havde Nørrebro en blikkirke. Det var inden det blev til Simeons kirken. Sognepræsten hed Fritjof Frandsen. Han var en meget nidkær og afholdt Nørrebropræst. Det var dengang, man skulle aflevere den obligatoriske daler, som det kostede at gå til konfirmationsforberedelse.

 

Indre Mission

Der fandtes også en indremissionsk gruppe på Nørrebro dengang. I disse familier måtte børnene i kirke hver søndag og mens kammeraterne om søndagen tumlede sig rundt på fællederne, ja skulle man i søndagsskole.

I Tivoli, i cirkus og på teatret opholdt djævlen sig, så det var absolut forbudt for børn. Spiritus og tobak var som regel også forbudt i disse hjem.

 

Disse missionsk – folk var ikke særlig begejstret for den nye præst i Skt. Stefans Kirken. Han var grundtvigianer Det var eb torn i øjet hos dem.

 

Afholds – forening

Der var en del afholdsforeninger på Nørrebro. En af dem holdt til i Griffenfeldtsgade 7. Her var møde en gang om ugen. Der var kaffe og dans.

 

Klæde skaber folk

Hvordan gik folk klædt dengang? Arbejderkonerne var altid i sjal og bar en kurv under sjalet. Mændene gik uden flip. En kraveknap hold skjorten sammen i halsen. Flippen kom kun frem ved specielle lejligheder, for eksempel ved barnedåb, konfirmation og sølvbryllup.

 

Rige mennesker på Nørrebro

Rige mennesker, de såkaldte matadorer var der skam også på Nørrebro. Travbageren på hjørnet af  Gormsgade var en af dem. Han havde de allerstørste travstalde, og var altid godt kørende. Bageriet lå i en lav bazar – bebyggelse.

 

Lidt længere henne l,å en grøntforretning. Indehaveren gik under navnet Kartoffelkongen eller Den Glade Vinder. Han var storspiller på travbanen.

 

Ja så var der også slagtermesteren med de syv svende. Han gik under navnet Niels Mangepenge. Når lørdagen var slut over midnat, mødte han op i urtekræmmeren og købte en flaske Linieakvavit og et par dåser hummer. Som han sagde dengang:

 

       det gør sig oven på en streng dag med lidt hummer og et stykke tartar.

 

En tur på Strandvejen

Man lagde mærke til, når Niels Mangepenge og husholderen spændte for om søndagen. Det var et par markante skikkelser, der drog ud af Strandvejen.

Husholderen var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskåret nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler og så selvfølgelig halvhandsker.

 

Slagtermester var i jaket med stribede bukser, end dog meget stribede, brune sko, stråhat og et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste måske for at markere det blodige fag.

 

Jorcks Have

Lige over for Lygtekroen Jorcks Have. En stor jerngitterport førte ind til en flot bred stribe af høje træer. For enden af denne pragt knejste Jorcks residens. Det var en stor rigmandsvilla med en bred, fornem trappe, som førte op til en bred afsats.

Og alle de frugttræer i alleen var tillokkende for de fattige Nørrebro – drenge.

 

Frederikssundsvejens start

Det var også her på den anden side af Lygteåen, at Frederikssundsvejen startede. Det var en almindelig skærve – landevej med grønne grøfter ved siderne. Der var åbne bare marker med meget spredt nybyggeri.

 

Åen løb under en bjælkebro, som forbandt Nørrebrogade med Frederikssundsvej. Her lå også Lersøen. Her var fuld af grønne grøfter, store grønne arealer, med masser af græs, vilde planter, blomster, brændemælder i overflod. Her var småsøer og vandhuller, store lossepladser og  modtagelsesanstalter for byens latrintønder..

 

Mælkedrenge

Mælkeriet Enigheden flyttede i 1907 ud i nærheden af Lersøen. Og her var der brug for mælkedrenge. Lønnen var 50 øre for halvdagsdrenge og 1 kr. for heldags – drenge.

Kuskene havde fået at vide, at de skulle give dem fri, så de kunne nå, at få et par stykker mad, inden de skulle møde i skole. Men det overholdt de ikke.

 

Disse mælkedrenge skulle stå meget op. Ofte sov de i skolen. Det blev mere eller mindre tolereret. De blev placeret nederst i klassen.

 

 

Kilde: Se

       Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs Nørrebro 1900 – 1920:

 

       At bo på Nørrebro

       Fattiglemmer på Ladegården

       Gamle historier fra Nørrebro

       Historier fra Nørrebro 1880 – 1936

       Nørrebro – overskrifter 1903 – 1916

       Nørrebro – dengang

       Nørrebro – virksomheder 1923

       Sporvogn på Nørrebro

 

og masser af andre artikler

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro