Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Flere Arbejdere på Nørrebro

Februar 27, 2012

Foredrag i Stefanskirken den 20. Februar
i samarbejde med Stefanskirken og Nørrebro lokalhistoriske Forening.
Arbejderne på Nørrebro havde kummerlige forhold. Børnene arbejde
på fabrikkerne. Kunne man ikke klare sig selv, blev
man sendt tilbage, hvor man kom fra. Der var masser af sociale problemer.
Pio og hans lidelsesfæller forsøgte at hjælpe. Men borgerskabet bekæmpede
socialismen med alle midler.

Rabarber
– drengen

En af de mest kendte beskrivelser af
arbejderbefolkningen på Nørrebro
er Rabarber – drengen Christian Christens

beskrivelser. Han familie fandt en billig lejlighed i Skyttegade.
Det lykkedes for faderen i et par uger, at få arbejde som opryder efter
håndværkerene på¨byggepladser.

Men Christians far blev hurtig arbejdsløs
og havde svært ved at finde arbejde igen. Og det selv om han dagligt
mødte op på en mønstringsplads i håbet om at blive hyret til noget
løsarbejde.

Lediggang og ydmygelse

Det gik ikke lang tid, før lediggang
og ydmygelse ved at være uden arbejde, fik ham til at synke ned i druk.

Det blev derfor Christian
og hans mor, der måtte forsørge og holde liv i familien. Det gjorde
de ved at fabrikere ildtændere.

Mange vandrede til byen

I byerne var det de sidst indvandrede,
der havde den laveste prestige. De fik det dårligste arbejde og de
dårligste lejligheder.

Fra 1870 til 1914 vandrede 250.000 mennesker
mod byerne. En stor del af disse endte på Nørrebro.

Gang i den fra morgenstunden

Allerede ved 5 – tiden om morgenen
kunne man høre træskoenes klumpen mod brostenene på Nørrebro.
Her var masser af industri og arbejdspladser.

Værkførerne betragtede arbejderne som
undermennesker og lærlinge betragtedes som hunde.

Boligspekulanter havde fri tøjler

Boligspekulanterne havde frie tøjler.
De sad selv i borgerrepræsentationen og dikterede reglerne. Det gik
mange år, inden der kom reguleringer.

Man forsømte, at give arbejderne blot
en smule bekvemmelighed og hygge. Man byggede dystert i en knugende
ensformighed. Og jo mere man kunne få placeret på ens grund,
jo mere kunne man tjene.

Der var ikke mange centimeter over til
næste mur.

Lys og luft mente byggespekulanterne
ikke at arbejderne havde brug for.

To rum uden køkken

Det var dog håb for de arbejdere, der
boede i Korsgade, Gartnergade, Åboulevarden
og Blågårdsgade. Her vendte de sparsomme vinduer ikke ud til
en ny mur, men til rester af gamle haver og oplagspladser.

Lysforholdene var dårlige. Lejlighederne
var fugtige og mange af dem blev betragtet som meget usunde.

Lejlighederne bestod som regel af to
rum uden køkken. Her var en kakkelovn eller en petroleumsovn, hvor
man havde et kogested.

Den næste katastrofe for Nørrebro

indtraf under den såkaldte Bulldozersanering.


Ladegården

Kunne man ikke klare sig, endte man på
Ladegården.
Den lå på grænsen mellem København og Frederiksberg.
Officielt blev den i 1833 indrettet som tvangsarbejderanstalt for byens
fattige.

En præst skrev i 1865 om de såkaldte
gavnlige virkninger af fattiggårdene:

  • Den dovne, ligegyldige,
    drikfældige vil afholde sig for at anmode om understøttelse, når
    han ved, at han skal arbejde og ikke få
    brændevin, og han vil derved opfordres til at anstrenge sig for at
    ernære sig selv.

Sociale spændinger på
Nørrebro

De sociale spændinger
voksede på Nørrebro. Der var et stigende misforhold mellem
løn og priser. Lønnen forandrede sig stort set ikke fra 1850erne til
1872. Men det gjorde livsfornødenhederne. Arbejderne blev fattigere
og fattigere.

I 1870 havde 4.000 lemmer i løbet af
det år besøgt Ladegården.

Man skelede meget imellem værdige og uværdige trængende.

Fattighjælp hele livet

Fik man først fattighjælp, ja så
var det svært at komme af med. Hjælpen bestod af et lån. Myndighederne
havde beføjelse på et hvert tidspunkt, at inddrive dette lån.
De måtte sælge arbejderens ejendele, splitte familien og sende både
børn og forældre i tjeneste.

Horeunger

10 pct. af alle børn blev født uden
for ægteskab. Disse børn blev kaldt horeunger.
Man forlangte kvinders kyskhed. Men samtidig accepterede man, at manden
dyrkede uægteskabelig sex. Det havde han også rig mulighed for i de
30 legale og hundredvis af ulegale bordeller rundt om i København.

Mange kvinder tjente en ekstra skilling
til hjemmet ved at være protestueret.

Når de så endte på Ladegården
måtte de gennem meget ydmygende afhøringer.

De borgerlige

De liberale var sure over at fattigvæsnet
brugte flere penge. Fattigdommen var selvforskyldt, sådan var deres
livsfilosofi.

Der var forsigtige reformvenlige holdninger
i borgerskabet, der så der positive i de såkaldte arbejderdannelsesforeninger.
Man mente, at blot arbejderne blev lidt bedre uddannede, lærte sig
bedre manerer, sparsommelighed og en ordentlig livsførelse, så kunne
de løfte sig selv op ved håret og forbedre deres vilkår. Blot de
ikke lavede arbejdskampe og andet postyr kunne de under en borgerlig
ledelse, som den skikkelige underklasse, de var, glide på plads i samfundet.

87 pct. til mad

I 1872 tjente arbejderen typisk 560,-
kr. – om året. Knap 87 pct. blev brugt til mad. To af ugens dage fik
man rigtig mad. Det ene dag kunne det være kartofler og en kødret.
Men mere sandsynlig var det saltet eller fersk svinekød. Den anden
dag var det grødmad eller mælkemad. Resten af måltiderne har sikkert
bestået af brød.

Havde konen eller børnene ikke arbejdet
med, har man ikke kunnet få det til at løbe rundt. Ofte var småpigerne
tvungne til at gå ud med mor med aviser.

Man startede dagen med øllebrød, spegesild
eller rugbrødshumler med fedt på. Drengene blev sendt ud for at finde
brænde. Det var ikke altid man gik i skole. Man var tvunget til at
arbejde.

Børn var halvsultne

Børnene på Nørrebro
var dengang halvsultne. De frøs og havde et skrantende helbred. De
fattige arbejdere sov sammen. Dragekister, skuffer, kommodeskuffer og
pjaltekasser blev taget i anvendelse. Ofte havde man en aflagt frakke
over sig.

Man kendte ikke til privatliv. Man sov
sammen, spiste sammen og gik på lokum med dem, der var en del
af husholdingen.

Børnedødeligheden lå på
ca. 20 – 25 pct. dengang.

Dødeligheden generelt hos arbejderne
var også stor. Man indåndede konstant farlige stoffer og partikler
på arbejdspladserne.

Alle rigtige mænd drikker brændevin

I brændevin søgte man trøst for det
liv, som var spildt. I Rabarberlandet
havde man et slogan:

  • Alle rigtige mænd drikker
    brændevin.

Flasken
årsag til dødelighed

Lønnen til arbejderne blev i begyndelsen
udbetalt på værtshuse. Her kunne far så rent praktisk bruge
de penge han lige havde fået, enten til brændevin eller prøve lykken
i kortspil eller rafling. Han forsøgte at bringe velstand til sin familie.

Helt frem til 1900 tallet var flasken
årsag til mange arbejders død. Afholdsforeningerne havde storhedstider,
mens værtshusene var symboler på arbejdernes elendighed.

Nørrebro
var der masser af sociale problemer blandt arbejderne. Alkoholisme,
selvmordsforsøg, skilsmisser, kriminalitet, børneværnssager, arbejdsløshed.

Slummen var mærkbar.

Kunne man ikke klare sig
– så hjem

Nu skulle man faktisk passe lidt å,
hvis man var indvandret. I begyndelsen var der ikke noget der hed understøttelse.
Der var derimod en bestemmelse i Fattigloven, der sagde,
at de tilflyttede, der ikke kunne klare sig selv, blev sendt hjem på
hjemkommunens regning.

Og noget tydede på, at der var mange,
der ikke kunne klare sig selv. For mange kunne ikke betale deres husleje.
Og Kongens Foged var ofte på besøg især i Rabarberkvarteret.

Blågårdskvarteret

Og specielt i Blågårdskvarteret
var der i mange år meget specielle forhold. Her var hverken lys, renovation,
vægter og overhovedet ingen form for organisation.

Sten på sten blev bare klasket
oven i hinanden i den ønskede højde, og så behøvede man ikke
at tænke på andet.

Der var ingen brobelægning, ingen fortove
og frem for alt ingen rendestene. Vejene var bundløse. Vandet fik man
fra de forurenede søer.

Skolen
– kronisk krigstilstand

Skolen var en udfordring for arbejder
– børnene på Nørrebro.

Prygl hørte til dagens orden. De ti bud skulle man kunne uden ad også
betydningen af dem. Hvis ikke, var det en tur med spanksrøret. Ifølge
reglerne måtte der kun slås fem gange. Men skoleinspektøren gav som
oftest dispensation. Så det blev til flere slag.

Forfatteren Martin Andersen Nexø
kaldt skolegangen for en kronisk krigstilstand.

Det meste i skolen var udenadslære.
Pio
mente, at for at arbejderne skulle kunne klare sig, havde de
brug for åndelig føde. Så kunne de værne sig mod kapitalens overgreb.

Børn på
fabrik

Først i 1901 blev fabriksloven revideret.
Børn under 12 år måtte ikke mere arbejde på fabrikken. Men
dem over 12 år måtte højst arbejde 6 ½ time om dagen. Hvornår
skulle de lave lektie?

De socialistiske blade

I maj og juli 1871 udsendte Louis
Pio
sine Socialistiske Blade,
to småhefter, der allerede i 1871 blev fulgt af ugebladet og kort efter
af dagbladet Socialisten.

Det var bogtrykker Henriksen

i Ravnsborggade, der trykkede første nummer.

Pio
mente, at arbejderklassen, der var i flertal skulle gøre sig fri af
overklassens tænkemåde. De skulle beskytte sig mod kapitalens overgreb.
Og det gjorde man ved at erhverve sig kundskaber. Man skulle også lære,
ar udtrykke sin meninger og lade dem komme frem både i dagspressen
og i folkets politiske repræsentation.

Bladet blev produceret på Nørrebro
og snart havde man 3.000 abonnenter. Redaktionen befandt sig i Ravnsborggade.
Selv boede Pio i nummer 21.

Fremtræden og organisation

Arbejdernes bedste kampmiddel var samlet
fremtræden og organisation. Pio
nævnte også fagforeninger og strejker.

Pio
kunne trænge ud til arbejderne og han var en god organisator. Han forlangte
en normalarbejdstid, forbud mod børnearbejde, forbud mod søndagsarbejde
og en indskrænkning af kvindearbejde.

Han krævede en fri og fælles undervisning,
at kirken blev adskilt fra staten, en særlig arbejdsret og en forkortelse
af den militære tjenestetid.

I efteråret 1871 gik Pio

sammen med sine to fæller, Brix og Geleff i gang med at organisere
arbejderne.

Borgerskabet blev bange

Det som Pio
og hans fæller opfordrede til og foretog, var ikke ulovligt. Men borgerskabet
blev bange for at ulighederne mellem klasserne blev mindre.

Socialismen skulle knækkes

Trods bestemmelserne i grundloven om
foreningsfrihed, forsamlingsfrihed og trykkefrihed blev der sendt politispioner
ud til arbejdernes møder.

Politimesteren sørgede for at true en
række trykkerier med bål og brand, fordi de trykkede de socialistiske
blade.

Politimester Crone
var dybt bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede
løbende til justitsministeren. Justitsminister Krieger
var fuldstændig enig med politimesteren. Socialisterne skulle knækkes
med hver en magt.

Pio bliver anholdt

I Socialisten

blev der kaldt til folkemøde på Fælleden
den 5. maj 1872. Stik mod Grundloven
forbød politidirektøren mødets afholdelse.

Forsamlingsfriheden var dermed suspenderet
for tid og evighed for så vidt angik arbejderbevægelsen.

Dette ville Pio
dog ikke finde sig i. Men det var netop det som de borgerlige politikere
havde ønsket. De kunne så få fængslet de socialistiske ledere, og
få manipuleret noget strafbart frem.

Den 4. maj om natten blev Pio anholdt.
Det samme gjorde de andre ledere. Trods langvarige og helbreds – nedbrydende
varetægtsfængslinger lykkedes det ikke, at få de tre ledere til at
tilstå noget som helst.

”Maalet er Fuldt”

Pio var en god agitator og havde ordet
i sin magt. Det viser dette eksempel.

Sammen med indkaldelsen til Folkemødet
skrev Pio en artikel. Heri skrev han bl.a.:

  • Snart dages det, Brødre,
    det lysner i Øst
  • Til Arbejdet fremad i Kor!

  • Løgn og Bagtalelser i
    Bladene, ulovlig Fremfærd af Avtoriteterne, Had og Forfølgelse fra
    Kapitalisternes Side, det er den Imødekommen, det er vist vore smaa
    og billige Fordringer af de idiotiske Magtrhavere.Denne Lejlighed burde
    gribes, sagde de, for ret at vise Arbejderen, hvor afhængig han er
    af Kapitalens Naade og Barmhjertighed, for at lade ham føle, hvor let
    det er for den lille herskende Klike, paa aldeles storborger
    – lovlig Maade at sulte ham ihjel, hvis han ikke bøjer Nakken under
    Aaget, hvis han ikke kryber til Korset og beder om den Naade, at maatte
    slide som sædvanligt for at forøge Indholdet af Storborgernes velspækkede
    Pengepunge.

  • Københavns Arbejdere!
  • Skal vi da som Lam lade
    os føre til Kapitalens Slagtebænk? Skal vi taale, at vore Fjender
    maaske for flere Aar standser vor Fremgang? Nej det kan Københavns
    Arbejdere ikke være bekendt. Lad os derfor samle os. Regeringerne plejer
    jo hvert Øjeblik at holde Revu over deres Undersaatter, som ved første
    givne Lejlighed vil ofre paa Krigsgalskabens Alter for at tilfredsstille
    deres Ærgerrighed.

  • Lad os engang holde Mandtal
    over alle frie Arbejdere, over alle, som vil hjælpe os i Kampen mod
    Kapitalen.
  • Vi vil da faa kende vor
    egen Magt og vore Fjenders Svaghed, samlede i tusindvis vil vi stille
    vore Fordringer og love hverandre at staa Last og Brast indtil Sejren
    er vor.

  • Men jer, I Guldets Dyrkere!
    I, de Fattiges Udsugere! Edervil vi endnu en Gang tilraabe;
    ”I har i Aartusinder iskænket os en bitter Livsdrik. Vogt jer nu,
    Maalet er fuldt! Lad der ikke en eneste Draabe til, eller
    – det flyder over!

Pøbelen strømmede til

I begyndelsen var det ikke svært for
politiassistent Nørgaard og hans deling i at forhindre, at pøbelen
samledes. Politiet havde taget stilling på Blegdamsvej.

Husarerne hjalp også til. Og på
Fælledvej
skulle politiassistent Rantzau
forhindre at folk gik ind på Fælleden.

Men pøbelen tog til i antal.

Med løftet sabel

Husarerne blev derfor kommanderet til
at storme Fælleden. Med løftet sabel gik de i aktion. Arbejderne
kastede hestepærer og snustobak efter hestene. Men de brugte også
sten. En rapport afslørede at 74 husarer var blevet ramt. Men hvor
mange arbejdere, der var blevet såret var man sådan set ligeglade
med.

Arbejderne skulle knækkes, koste hvad
det vil. På Kastellet
lå bevæbnede soldater parat. Også flåden var i alarmberedskab.

På et tidspunkt måtte arbejderne
søge tilflugt i Skt. Johannes Kirken.
Præsten lod sig ikke anfægte og fortsatte prædiken:


  • Moses stol sidder nu de skriftkloge og Farisæerne.

Nede fra salen lød der nu blandt arbejderne
en dyb stemme: Det er hørt.

Præsten ville bekæmpe socialismen

I øvrigt mente præsten i Skt. Johannes
Kirken,
at socialisterne skulle bekæmpes. Det var pastor Frimodt,
som også var en af initiativtagerne til Stefanskirken.

Folk valfartede til Skt. Johannes
Kirken –
også arbejderne. Hver søndag stod et samaritterkorps
parat.. Kirkegængerne besvimede, når pastoren udpegede dem, når han
mente, de havde begået synder.

Pastor Frimodt
var med til at indføre nogle afholdsforeninger på Nørrebro

Dømt uden beviser

Højesteret

fandt det i 1873 bevist, at Pio, Brix
og Geleff havde tilsigtet en voldelig omstyrelse af samfundet.
Der var ikke skyggen af bevis. Behandlingen de var udsat i fængslet
var frygtelig. De blev faktisk dødssyge.

Ville knække arbejderbevægelsen

Inden Pio
blev tvangs – udvist til Amerika,

forlangte myndighederne, at han lukkede den socialdemokratiske avis.
Men det nægtede han.

Arbejdsgivere havde samlet penge sammen,
så de kunne komme af med de socialistiske ledere. På den
måde håbede man, at kunne knække arbejderbevægelsen.

Statsapparatet blev misbrugt

Arbejdsgiverne fyrede de aktive fagforeningsmedlemmer.
De fik politiets hjælp til at splitte møder og strejker. Og arbejdsgiverne
dannede foreninger for skruebrækkere.

Arbejdsgiverne havde held til i slutningen
af 1880erne og 1890erne held til at misbruge statsapparatet til at nedlægge
forbud mod omtale af strejker og arbejdskonflikter. Såkaldte sorte
lister over faglige aktive cirkulerede.

Socialdemokratiske aviser voksede
frem

Den første arbejder – internationale
gik i opløsning, men den anden arbejder – internationale blev
dannet. Man blev enige om at gøre første maj til en fælles demonstrationsdag
i alle lande.

Arbejdsulykker og børnemishandling interesserede
ikke de borgerlige aviser – dengang, men tilgengæld de socialdemokratiske
aviser, som voksede frem overalt.

Det ny demokrati gjaldt kun en lille
del af Danmarks befolkning. Tænk indtil 1915 havde kun 18 pct.
af landets befolkning stemmeret.

24 fabrikker smed smedene ud

I 1885 udløste en arbejdsnedlæggelse
for bedre løn, en smede – lockout. 24 fabrikker smed smedene
ud, og forlangte, at de skulle melde sig ud af deres fagforeninger.
Konflikten varede i fire måneder og omfattede 1.000 mand. På
papiret tabte arbejderne. Men man havde opnået ret til at organisere
sig.

1. maj møde

Under store vanskeligheder afholdtes
i 1890 et 1. maj møde på Nørrefælled.

Borgerskabet var foruroliget og myndighederne havde nedlagt forbud mod
procession gennem gaderne. Det var kun bestemte emner, man måtte omtale.
Grundloven eksisterede endnu ikke for arbejderne. Men dette kunne ikke
forhindre, at der mødte 40.000 arbejdere frem.

Politiet havde lagt en jernring rundt
om pladsen. Københavns vigtigste bygninger var under bevogtning.

Eget bryggeri leverede
øl og vand

Fra omkring år 1900 tillod politiet
røde faner og musikkorps. Nørrebrogade
var pyntet med flagguirlander, blomster og flag. Fra 1905 var det fagbevægelsens
eget bryggeri på Nørrebro, Stjernen,
der leverede øl og vand til møderne.

Et uforsonlig forhold mellem Socialdemokraterne
og Kommunisterne opstod. Således blev en kommunistisk taler
afvist i 1925, da der mødte mellem 100.000 og 150.000 op i Fælledparken.

PET holdt
øje

PET
holdt øje med, hvad der skete på arbejdsmarkedet. Således blev det
indberettet 196 faglige konflikter fra 1958 til 1989. I PET’s

arkiv blev strejker og demonstrationer betegnet som illegal virksomhed.
Således også 1. maj møder.

Tusinder og atter tusinder landede i
dette arkiv. Også kronikører og læsebrevs- skrivere, der havde
en bestemt mening landede her. Så mon ikke denne bidragsyder figurere
her.

Oskar Hansen

Der skulle selvfølgelig også synges
til disse møder. På Nørrebro
boede en af disse kampsanges største bidragsydere, Oskar Hansen.
Men ude i Nordvest betragter de ham nok som en af deres egne.
Han skrev de store hits:

Når jeg ser et rødt flag smælde,
Brødre lad våbene lyne
og Danmark for folket.

De røde flag var ikke altid røde

Disse sange foregik under de røde faner.
Og de var faktisk ikke altid røde. Således afviste mange præster
de røde flag i kirken.

I Aabenraa
måtte flaget have både tysk og dansk tekst. Under revolutionen i
Tønder
i 1917 måtte borgmesteren ofre hustruens røde kjole. Der
havde man endnu ikke noget rødt flag.

Oprør under begravelse

Den 2. december 1887 blev den store socialdemokrat,
smed Adam Pedersen begravet. Man startede med en højtidelighed
i Rømersgade. Kisten førtes derefter til Assitens Kirkegård,
hvor 10.000 arbejdere fulgte kisten.

Den afdøde havde frabedt sig præstelig
begravelse.
Efter en udført Koral,

trådte Pastor Peter Steen frem og sagde, at der var nedlagt
forbud mod, at der blev talt efter at jordpåkastelsen havde fundet
sted.

Dette var med til lige før at skabe
en arbejderrevolution Nørrebro.
Det vakte forargelse, at præsten kaldte det usømmelig adfærd,
at en afdøds venner havde ønsket at sige afskedsord ved en gammel
partifælles grav.

Typograferne i Hillerød

havde lavet en tekst på deres banner:

  • Knæk Sablen, bryd Kronen,
    Styrt Kirken.

Pio var glemt

Kun 53 år gammel døde Pio,
af tyfus, glemt af alle den 17. juni 1894 på et hospital i Chicago.

12 juli 1921, nøjagtig 50 år efter,
at Pio skrev sine første artikler, bar hans enke Augusta
Pio
urnerne med hans aske i land i København. Socialdemokratiet
ønskede sin første fører bisat på dansk jord i anledning af partijubilæet.
17 juli blev der afsløret en mindesten på Vestre Kirkegård.
Pludselig var han ikke helt glemt.

Stauning og kooperationen

Staunings

store mærkesag var kooperationstanken. Den blev dog mødt med skepsis
af både arbejderne og især af den øvrige detailhandel.

Nørrebro fik et utal af kooperations
– virksomheder, men det vil Karsten
fortælle om efter pausen.

Stauning
udtalte:

  • Arbejdsgiverne har kun
    en interesse, nemlig at trække tiden ud, således at lockouten kan
    få lov til at gøre sin virkning.

Nørrebro Handelsforening ville have
lockout ophævet

Men havde havde dog helt ret. På
initiativ af Nørrebro Handelsforening
samledes detailhandlerne i København
Restaurant Kæden i Dronningens Tværgade

og krævede, at lockouten blev bragt til ophør.

Middelstandens Forening
så som sin vigtigste opgave at bekæmpe de kooperative foretagender,
der skønnes skadelig for mindre erhverv.

Påvirket af arbejderstanden

Nørrebro Handelsforening
og detailhandelen var meget påvirket af forringelser for arbejder –
befolkningen på Nørrebro.
Man protesterede også, da fattigmands – snapsen og brændevin blev
beskattet. Som vi tidligere har været inde på, så var denne arbejdernes
trøst.

Handelstanden gik til deres bank

Handelsforeningen
var heller ikke så vild med de kooperative foretagender. Derfor gik
foreningen til sin bank, Bikuben
Nørrebros Runddel. Man stillede følgende spørgsmål:

  • Bliver de københavnske
    brugsforeninger finansieret af banken?
  • Bliver Arbejdernes Brændselsforening
    finansieret af banken?

Presseinfo beregnet til arbejderstanden

Foreningen udsendte også en presseinformation
beregnet til arbejderstanden, hvor de bl.a. andet skrev:

  • Vi beklager, at der inden
    for arbejderstanden med hvilke vi ved mange lejligheder har følt os
    meget forbundne (såvel ved valg, som ved lockout m.m.) skulle gøre
    sig tanker gældende med konkurrerende foretagender, at beskære detailhandelens
    i forvejen beskedne levevilkår.

Tak for opmærksomheden
– efter pausen fortsætter Karsten historien om de kooperative foretagender.
Arbejderbevægelsen tog her vare på
arbejderne fra vugge til grav.

  • dengang.dk indeholder
    en del artikler om Arbejdere:

Rabarberlandet

Arbejder og Industri på
Nørrebro 2

Arbejderkamp på
Nørrebro

Arbejdere på
Nørrebro

Begravelse på
Assitens Kirkegård 1887

Industri og arbejdere på
Nørrebro

Louis Pio på
Nørrebro

Stauning på
Nørrebro

Moral,Etik, Horeunger og fattigdom

En arbejder i København (under København)

Når jeg ser et rødt flag smælde
(under København)

Historien om 1. maj (under København)

Socialdemokrat i Tønder
– dengang (under Tønder)

Historien om Jeppe Knudsen Christensen
(under Tønder)

Kilde:
Litteratur Nørrebro


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro