Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

En arbejder i København

Februar 27, 2012

I 1893 kom den første socialdemokrat
i Borgerrepræsentationen. Ikke mange kunne opnå
valgret. Brændevin var billig. Og selv i døde var der klasseforskel.
Kæmpe troppestyrker blev samlet til det første 1 maj måde. Arbejdsgiverne
havde et farligt våben – lockout. Andre ville have mere direkte arbejderkamp
med sabotage m.m.

Socialdemokrater i Borgerrepræsentationen

Første gang, der valgtes socialdemokrater
til Borgerrepræsentationen
var den 28. marts 1893. Det var malersvenden Jens
Jensen
og læreren K.M. Klausen.

For første gang havde man fået indflydelse.
De besluttende organer have indtil da bestået af velstående bysbørn.

Arbejdere som borgmestre

Efter ti år blev Jens Jensen
byens finansborgmester. Efter yderligere 14 år fik arbejderpartiet
flertal. Nu var der pludselig arbejdere som borgmestre og rådmænd.

Valgret med forhindringer

Det var så sandelig ikke alle,
der havde valgret. § 30 fastsatte den almindelige regel om valgret
til Folketinget. Efter den tilkom valgretten enhver uberygtet
mand, når han var fyldt 30 år, medmindre han:

  1. uden at have egen husstand
    står i provat tjenesteforhold.
  2. Nyder eller har nydt understøttelse
    af fattigvæsenet, som ikke er enten eftergivet eller tilbagebetalt
  3. er ude af rådighed over
    sit bo
  4. ikke har haft fast bopæl
    i et år i den valgkreds eller den stad, hvori han opholder sig på
    den tid, valget foregår.

Og ikke nok med det. Valgretten afhang
også af ens indtægt.

Murerstrejke

Det var faktisk en murerstrejke i
København
i 1872, der fik afgørende indflydelse på den spæde
arbejderbevægelse. Det var den, der førte til det berømte slag på
Fælleden
og Pio’s anholdelse.

Brændevin var billig

Siden 1870erne var der stadig en lang
arbejdsdag fra 6 morgen til 6 aften. Arbejdernes antal var næsten tredobbelt.

Den trælsomme tilværelse for
arbejderne med en dårlig løn og en lang arbejdsdag og dårlige arbejdsforhold
gjorde værtshuset til et festligt sted.

Brændevin var billigt og for en tid
kunne man så glemme den triste tilværelse.

Afholdsforeningerne

Selv om afholdsforeningerne gjorde et
stort stykke arbejde, så var det først da arbejderne havde skaffet
bedre økonomiske kår, korte arbejdstid med råd og tid til et hjemmeliv
i bedre boliger, at drikkeriet virkelig blev begrænset.

Ferie var først noget man kendte efter
1890erne.

En aften i et arbejderhjem

Ved spisetid blev petroleumslampen tændt,
og familien tog plads ved det firkantede bord. Som regel blev der spist

søbemad. Konen kom ind i stuen med to kasseroller. Af den ene øste
hun op i tallerknerne og rakte dem rundt. Den anden kasserolle var fuld
af kartofler. Dem stak de alle til efter tur, far først.

Efter middagen lagde far sig på
den gamle sofa. Det var det eneste magelige møbel i datidens arbejderhjem.
Med faderen liggende der, var der plads ved det tomme bord til lektielæsning.
De to mindste travede eller krøb rundt på gulvet, hvis de ikke sad
på potten.

Senere kom konen ind med kaffe til manden,
der et øjeblik satte sig op i sofaen. Tung og træt fyldte konen ud
i en af de stive træstole og drak sin kaffe af underkoppen.

Klokken 9 rejste konen sig og hængte
sit sjal for de nederste vinduer. Det var nu tid til at sige godnat.

Stuen var måske dekoreret med guirlander
af bleer, som hang til tørre over kakkelovnen.

Nedslidte arbejderhjem

Bygningerne var opført af smudsige sten,
medtagende af vejr og vind. De var mærket af sod fra de mange skorstene.
Vedligeholdelse var det ikke noget af. Den grønne farve på vinduesrammer
og døre var skallet af og kittet faldet ud. Vinduerne klirrede mod
stifterne, når blæsten satte ind.

Plankeværket mellem de snævre gårde
og lokummerne var faldefærdige.

Tvedeling af arbejderbevægelse

Midt i 1870erne var forståelsen for
arbejdernes krav lig nul. Konjunkturerne var vendt. Enhver tendens til
lønforhøjelse blev stoppet. Arbejderen havde ikke råd til, at være
i en fagforening. Mange meldte sig ud.

Nogle mente, at fordi man var medlem
af en fagforening, behøvede man ikke at være socialister. Derfor skete
der en tvedeling af den socialdemokratiske arbejderbevægelse.

Fagbladene advarede mod skruebrækkere,
men også om kapitalistens forbundsfælle i vort eget hjem.

Også
i døden var man forskellig

Ofte måtte arbejderen nøjes med kirkegårdens
fattigjord, til linjebetaling med et minimum af kirkelig service og
med en travl præst, der måske skulle hen og jorde et mere indbringende
lig.

Enhver tanke om, at arbejderklassen kunne
få sin faglige og ideologiske symboler – de røde faner
– med i kirke og kapel, var naturligvis udelukket. Ingen tænkte
på at nægte ordener og sabler plads på en fløjspude ved kistens
fodende, når borgerskabet førte de døde til graven. Der var forskel
på folk, selv i døden.

Knap så
mange bekymringer

Arbejderbevægelsen havde gennem 1880erne
opnået bedre løn og korte arbejdstid. Men det var vel nok først i
1890 de rigtig gode resultater kom.

Der kom en ny social lovgivning. Pludselig
fik man alderdomsunderstøttelse, sygekasser og bedre fattighjælp.
Nu var det knap så mange bekymringer.

Tænk hvis de fuldede sig

Myndighederne gav tilladelse til afholdelse
af 1. maj møde. Man måtte godt samle sig, men man måtte ikke gå
i procession gennem gaderne. Samtidig forbød politidirektøren, at
fanerne måtte bæres gennem gaderne i udfoldet stand. Man måtte heller
ikke synge eller have et orkester med sig.

Og på Fælleden
var al udskænkning forbudt. Tænk hvis arbejderne fuldede sig, og blev
ukontrollerede?

Kæmpe troppestyrker

Alle mistænkelige blev kaldt til forhør
inden mødet, og politiet sendte spioner ud til indledende møder. Krigsministeren
skrev til marinemisteren omkring mobilisering.

Gendarmkorpset måtte have hjælp fra
andre sjællandske byer. Korpset var beregnet til at blive sat ind i
tilfælde af civile uroligheder. Dette korps stod til politiets disposition.

Og politiet stod klar med 335 mand fordelt
på 16 kommandoer. Ja det forlød, at også kontorfolkene måtte klæde
sig ud i uniform, for at det skulle se ud af lidt mere.

Styrken under kommandanten i København
stod også til rådighed. De bestod af 1.826 menige, konstabler, befalingsmandselever
og underofficererer.

Fra Orlogsværftet
og vagtskibene i havnen kunne man mønstre 700 mand. Hertil kom 300
– 400 folk i Nyboder.

Fra Jægersborg
var kaldt husarer. Citadelet

nu Kastellet var blevet forstærket med artillerister fra
Trekoner.

Soldater fra garnisoner uden for København
kunne hidkaldes. Her var 3.500 mand.

Der blev udleveret skarp ammunition og
håndvåben fra depoterne.

Man troede åbenbart at københavnske
arbejdere kunne finde på, hvad som helst

Det var lykkedes for næsten samtlige
fag, at få overenskomst med deres arbejdsgivere. Det øvrige land var
dog langt bag efter. At reallønnen var forbedret med 20 – 25 pct.
var nået der betød noget.

De Samvirkende Fagforbund

Michael Lyngsie
var i 1897 i stand til at samle arbejdsmændene i det Arbejdsmandsforbund
,
der senere blev så mægtig en organisation. I 1898 oprettedes
De Samvirkende Fagforbund.

Ved århundred – skiftet var arbejdstiden
ned under 10 timer.

Natmændende strejkede

Men allerede i 1892 havde københavnerne
stiftet bekendtskab med arbejdsmændenes fagforening. Man proklamerede
strejke blandt natmændene i København.
De stinkende spande blev stående på trappegange og i porte. Byen var
i oprør. Det gik da også kun et par dage inden fagforeningens krav
var opfyldt.

Mange strejker blev vundet

Arbejdernes bedre kår var ikke sket
uden kamp og sammenstød med modparten. Der var masser af strejker.
Ikke alle blev vundet, men dog de fleste. Ofte var årsagen, at modparten
ikke var organiseret, men det blev de i 1896. Det blev til Arbejdsgiverforeningen.
De armeer stod over for hinanden i 1899 – den store lockout.

Hård tid

Det blev en hård tid for arbejderne.
Organisationerne var nye og var endnu svage og fattige. Utallige arbejderhjem
blev ribbede i de tre måneder konflikten varede. Den 5. september 1899
sluttede konflikten med et forlig.

Tiden fra århundredeskiftet frem til
første verdenskrig bød ikke på nær så meget fremgang
som i det forudgående tiår. Bevares, der kom pæne lønstigninger,
men det blev opslugt af prisstigninger.

Alkoholisme

I 1901 viser en undersøgelse, at 19
pct. af den mandlige befolkning var ramt af alkoholisme.

Et drabeligt våben
– lockout

Arbejdsgiverne havde et drabeligt våben
lockout. Alene inden for et enkelt år blev der truet 12 gange med lockout.

Konflikten i 1908 i de grafiske fag,
begyndte med at litograferne strejkede. Derefter lockoutede arbejdsgiverne
typografer, undtagen dem de få, der var ansat på dagbladene. Disse
svarede dog igen med at strejke. Det vakte stor opsigt dengang, når
avisen ikke kom.

Men episoden medførte voldgiftsrettens
oprettelse.

Arbejdsløsheden 1907 – 1908 medførte
krise også indadtil i fagbevægelsen. Dette medførte også
uroligheder.

Rigtig arbejderkamp

I 1910 organiserede man sig i Fagoppositionens
Sammenslutning.
Her var rabarber
– drengen, Christian Christensen

den ledende kraft. I bladet Solidaritet
forklarede han sammenslutningens formål:

  1. At forbedre og udvikle
    de nuværende forældede fagforeninger til moderne, lokale industri
    – og brancheforbund
  2. At udvikle den uduelige
    fagkamp til industriel kamp
  3. At bibringe arbejdernes
    kendskab til og fortrolighed med den moderne kampteknik, den pludselige
    strejke, obstruktion, sabotage og solidarisk boycotning.

En anden strejke, der vakte opsigt var
en sporvejsstrejke på Frederiksberg
i 1912. her kom det til hårde sammenstød mellem de strejkende og politiet.

Bedre social lovgivning

Omkring 1914 var omkring 50 pct. af samtlige
danske arbejdere organiseret i fagforeninger.

Ind til 1. verdenskrig skete der ikke
de store ændringer. Men lige efter 1920 skete der en gennemsnitlig
lønforhøjelse på 20 pct. i forhold til 1918.

De københavnske bygningsarbejdere havde
iværksat en konflikt i kravet om en 8 – timers dag. Også
betydelige forbedringer af den sociale lovgivning blev gennemført.

Bolignød og krak

Men lige efter 1. verdenskrigs afslutning
ramtes mange af bolignød. Mange familier måtte indkvarteres på
skoler eller i barak – lejligheder.

Der var faldende forsyninger af brændsel
og fødevarer. I krigens sidste år nåede man op på 20 pct. arbejdsløshed.

Under krigen steg fødevarepriserne med
op til 85 pct. Brændselspriserne steg med 75 pct.

Lyngsies skovture

Mellemkrigstiden betød store økonomiske
kriser og krak for hele det danske samfund. Det kom til store arbejdskonflikter.
Midt under en arbejdsmands – konflikt arrangerede Lyngsie
en gammeldags skovtur for sine medlemmer.

I 1929 indledte Stauning

en periode med masser af reformer. Tiåret 1929 – 1939 var en fremgangsperiode
for den danske arbejder. Det var den store socialreform, ferielovgivningen
og meget andet, der gav en tro på livet.

Kilde:
Se

  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)
  • Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Historien om 1. maj
  • Når jeg ser et rødt flag
    smælde
  • Arbejder og industri på
    Nørrebro 2 (under Nørrebro)
  • Arbejderkamp på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Arbejdere på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Begravelse på
    Assitens Kirkekegaard 1887 (under Nørrebro)
  • Industri og arbejdere på
    Nørrebro
  • Louis Pio på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Stauning på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Flere arbejdere på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Rabarberlandet (under Nørrebro)
  • Socialdemokrat i Tønder
    – dengang (under Tønder)
  • Historien om Jeppe Knudsen
    Christensen (under Tønder)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København