Vi kigger på
nogle af butikkerne på Strandvejen og Slagelsegade. Det var dengang
en Jaffa – appelsin kostede 25
øre. Radioer købte man hos cykelsmeden. Der skulle være plads til
kongens ridetur på Strandboulevarden. Svømmeundervisning foregik
i mudret vand. Og så kulle man undgå
Ringstedgade. Her boede bisserne.

Tre privatskoler

Dengang hed den Østre Gasværksskole.
Det var en almindelig kommuneskole. Så hed den Strandvejsskolen.

Og når vi nu er ved skoler, så
kunne dem, der havde råd på Østerbro,
vælge mellem tre private underskoler. Her kunne man dog, hvis forældrenes
indtægt var lille, få friplads.

Pjaskeri i Gefion
– springvandet

Man pjaskede rundt i Gefion
– Springvandet og om vinteren kælkede man ned af Kastelsvoldene.

Viljestyrke til at passere skikmutter

Det skulle en hvis viljestyrke til at
passere alle Slikmutter på Østerbro
dengang. For fem øre kunne man få en slikpind, nas (en plade sød
– syrligt sammenpresset blødt slikaffald) eller en blikdåse salmiakpastiller.

Urtekræmmere og spækhøkere

Urtekræmmere
var der også masser af. Her blev købt mel, gryn, krydderier, sukker,
kaffe (friskmalet fra egen kværn) og konserves.

Der var også spækhøkere,
der solgte kødpålæg og flæskekød. Skulle man have lidt bedre kød
eller okse – eller kalvesteg, ja så gik man til en rigtig slagter.

Skovser
– konen

Den ugentlige fisk var der rig mulighed
for at få i en butik. Man kunne også få den hos den
omvandrende skovserkone. Hun kom fra Skovshoved
med en trækvogn. Hun parterede og rensede sildene eller rødspætterne
direkte på køkkenbordet.

Det var tydeligt at høre, når hun var
der. Hendes reklameråb var lige som en melodi

• Siiiild er godt
• Røøø
  – spætterrr

En Jaffa
– appelsin til 25 øre

Cigarhandleren
havde en afdeling med tobak og en anden havde bøger og papirvarer.
Man kunne også få Buffalo –
Bill hefter. Ja og så var der postkort med revueviser.

Grønthandleren
havde kartofler og frugt. Ved juletid kunne man købe kæmpestore
Jaffa – appelsiner til 25 øre. Dengang en anseelig pris. Billigere
var Jamaica – bananer.

Overskaaret wienerbrød til 25
øre

Rugbrød fandtes groft eller fint, maltet
eller umaltet i store tunge klodser, der skulle skæres op i brødmaskinen.
Allerede dengang var der masser af fødevarer i Nordre Frihavnsgade.

Så kunne man få overskaaret
Wienerbrød til 4 øre stykket.

En radio hos cykelsmeden

Cykelsmeden solgte også radioer.
Den nærliggende dame – eller herrefrisør kunne levere personlige
plejeting.

Ja frisøren kunne klare en gang barbering
for 25 øre. En god herreklipning kostede en krone. Oppe i nærheden
af Langelinie på Strandboulevarden
kunne en drengeklipning klares for 35 øre i Figaro
– salonen.

Kongens ridesti

Nogle gange var det dog nødvendig at
tage til byen. Det kunne man så gøre med linie 9, der havde skinner
på hver side af Strandboulevarden.
I midteranlægget var der en ridesti med promonade, og bænke. Man sagde,
at det kun blev opretholdt af hensyn til Christian den Tiendes

ridetur. Når han kom ridende i sin garderuniform, standsede man og
hilste ærbødigt. Så fik man til gengæld en kongelig honnør.

Damerne nejede, og smådrengene tog deres
matroshue af og bukkede.

Linie 9 blev også kaldt Papegøjen,
fordi dens skilte var røde og grønne.

En tur til Frihavnen

Man kunne tage en tur ned ad Århusgade

forbi line 9’s remiser, under jernbaneviadukten ved Østbanegade,
og så kigge på alle træbarakker i havnen. Der var en stærk duft
af træ og tang.

Om søndagen var Frihavnens
store bassiner et udflugtsmål. Her holdt de store Amerika – både,
Frederik den Ottende og Oscar den Anden.

Til Langelinie

Man kunne for 10 øre få en tur
over til bagsiden af Langelinie.
Så kunne man gå ud på den lange mole. Måske kunne man derefter komme
videre med motorbåden til Holmens Kirke.

På Høje Langelinie
var det fin udsigt til turistbåde eller fremmede krigsskibe, når der
var flådebesøg.

En yndet beskæftigelse var også
at gætte, hvilket spor toget ville passere under den gamle Langeliniebro.

Man kunne også blive væk i røg og damp, når det gode gammeldags
damplokomotiv passerede.

På
Strandvejen

Man kunne aflægge Strandvejens Køkkenudstyr
et besøg. Det lå på hjørnet til Tåsingegade.
Vinduerne var tæt pakkede af porcelæn og glas. Over hoveddøren stod
der:

• Bing og Grøndahls Maage
  Empire til nedsatte Priser – ca.
  ½ Pris.

På skiltet, der stak ud fra ejendommen
stod der:

• Kgl. Porcelain nedsat 10
  procent.

Den amerikanske metode

Ved siden af denne flotte butik lå

Papir og Kunst, derefter Fredby og Co.
Uden for forretningen stod et skilt:

• Oppresning, mens De venter
  – Benklæder 1 kr.

Under skiltet hang et andet budskab,
Hatte renses. Og kiggede man godt efter i vinduet, så stod der,
at man brugte, den Amerikanske Metode, naar Tøj og Hatte blev presset.

Derefter lå en barber og frisør.
Så fulgte Aug. Balsløws Farve Tapet forretning,
der også solgte linoleum. Lige før opgangen til Strandvejen
9 (Østerbrogade 109) var der en blomsterforretning.

De dyre cigaretter

Efter opgangen var der en butik, der
solgte cigarer og Soussa – cigaretter.
Det var de dyreste cigaretter, dengang. De blev kun røget af den bedre
stillede del af befolkningen.

Ved siden af lå Knud Jensens
Urforretning(Uhre – Briller).
Så fulgte Rococo Broderiforretning
og L. Bruun Viktualieforretning.
På hjørnet af Strandvejen og Hjørtøgade
lå Strandvejens Messe.

Schous Sæbehus

Længere henne af Strandvejen
lå Schous Sæbehus. Der kunne man købe sæbe og ting til personlig
pleje, Halex tandbørster, Perletand tandpasta, hårpromade, Ilka
barbersæbe, læbestift, pudderkvaste, kamme hårnet, vaskepulver, opvaskebørster,
perlekæder og håndtasker.

Det var fabrikant Laurits Schou,
der stod bag de populære sæbehuse. De skød op som svampe i løbet
af de første årtier af det 19. århundrede. I 1927 var der ikke mindre
end 846 filialer rundt omkring i landet.

HB

Hovedstadens Brugsforretning (HB)
lå på Jagtvejen. Det er der, hvor Døgn
– Netto ligger i dag. I 1916 blev HB
startet i lokaler ved Nørrebros Runddel.

Til Fodbold i Parken

Man kunne også gå en tur
i Parken, hvor Stævnet

ofte spillede mod engelske klubber som Huddersfield, Arsenal og Sheffield
Wednesday.

Det var festdag, når der blev spillet
landskamp mod Sverige. Glade skåninger delte øl og snaps med
det danske publikum.

Danmark
– Sverige

Der var altid liv og glade dage når
der var landskamp mod arvefjenden. 10 år inden vores gåtur i bydelen
kunne datidens medier berette følgende:

• Ved den Landskamp mellem
  Sverige og Danmark, hvortil Dansk Boldspil Union havde indbudt Københavnerne
  Søndag den 2. juni, hentede vore hjemlige Fodboldspillere paany Sejren
  hjem. Dette vil dog ikke sige, at det Svenske Spil var daarligt
  – tværtimod. Det stod betydeligt over vort eget i Elegance og Nobelesse,
  og Sejren maa tilskrives vore Spillers større Hurtighed i Forbindelse
  med en – særlig mod Matchens Slutning
  – tiltagende, lidet flaterende Brutalitet.
• Dagen kan derimod opvise
  et sørgerligt nederlag for vort Fodboldpublikum. Det røbede i sin
  Opførsel den totaleste Mangel paa Dannelse og simpel Høflighed mod
  vore Gæster ved uden Afbrydelse at opføre en Pibe
  – og Fløjtekoncert, der kun hører hjemme paa Dyrehavsbakken Sct.
  Hansnat. Skal det virkelig være nødvendigt at omskabe vor smukke Sports
  – Arena til et Arnested for slige pøbelagtige Optøjer? Den kontinuerlige
  Barrikade af knuste Ølflasker, der slyngede sig rundt om den larmende
  Skueplads, dannede en sørgeligt passende Ramme om det hele Billed.

Svømmeundervisning i mudrende vande

En tur gennem Gammel Kalkbrænderivej
var en helt anden oplevelse. Her var smukke gamle villaer med Det
kongelige Opfostringshus.

Der var obligatorisk svømmeundervisning
i skolen. Det foregik for nogle på badeanstalten Øresund

i Frihavnen. Mange uhumskheder skulle passeres. Hr. Kjeldsens
lange stang med bøjle førte dog eleverne frelst gennem bassinet.

Ragede op over det jævne borgerskab

Og i Slagelsesgade
boede der folk, der ragede op over det jævne borgerskab. Her boede
en konventualinde, professorinde, komponist
– enke, marinemester – enke

og en komtesse.

Det var også her komponisten
Niels W. Gade en vinterdag gled med sin violin. Han var ulykkelig,
og troede den havde lidt skade. Langt om længe overlod han nøglen
til violinkassen til lillebil –
manden . Det viste sig, at kassen var tom. I sin forvirring havde
komponisten glemt at tage sin elskede violin med sig.

En smugkro

I cigarbutikken var det i beskedent omfang
udskænkning af spiritus. Konerne talte om, at cigarhandleren holdt
smugkro. Sandheden var, at cigarhandleren ikke kunne eksistere uden
denne nebengeschäft. Der var nemlig alt for mange cigarhandlere
på Østerbro.

Hos marskandiserne i Slagelsesgade
var der var der hverken hullede støvler eller rustent bestik. Her var
sølvtøj, teaterkikkerter, vifter, skilderier i glas og ramme og indbundne
bøger med guldsnit.

Fru Sørensens ismejeri

Her lå også Fru Sørensens
Ismejeri. Men ikke alle gad at komme her. De mente, at Fru Sørensen
vejede fingrene med, når hun skulle veje margarine eller smør.

Kejser Franz Josef

Og her boede også Kejser Franz
Josef. Ja urtekræmmer Jensen
lignede ham. Han var ikke en person, der var til forandringer. Således
kunne der gå mange år, før der kom en ny vinduesudstilling.

Til højre stod en sukkertop og helt
til venstre var der en opstilling af 6 ruller af det almindelig gul
WC – papir. Det var fint opstillet som en pyramide.

I midten var der anbragt 4 glasskåle
på høj fod. I dem var der tørrede svesker, rosiner, havregrød og
hvedemel. Ved juletid blev der plads til en ekstra skål med julekonfekt.
Og så blev vinduet forsynet med vattotter, der skulle udgøre det for
julesne.

Beboerne blev meget fortørnet, da der
blev begået indbrud i butikken. Urtekræmmer Jensen
anskaffede en stor langhåret vagthund, der hed Kis. Jensen

indrømmede, at det var et mærkelig navn til en vagthund, men han ville
ikke forvirre den ved at omdøbe den.

Rigtige købmænd

I Slagelsesgade
kom der også nogen, der kaldte sig købmænd.
De stillede varer i pap – og trækasser op på fortovet. Nogle af
beboerne syntes at dette var mærkelig. Løsgående hunde kunne så
snuse til det og gøre det, der var værre.

Fru Edelstein

En som de andre kvinder havde respekt
for, var Fru Edelstein. Hun var jøde, og familien var flygtet
over Hals og Hoved. Det de andre kvinder ikke kunne forstå var,
at de havde tid til at tage deres kostbare indbo med sig. Fru Edelstein
sagde kun det mest nødvendige i butikkerne. Men i vindueskarmen kunne
hun stå i timevis og snakke i telefon.

Men efterhånden opstod der en mistanke
hos genbo – konerne. De lange telefonsamtaler var det rene humbug.
Hun talte kun med sig selv. Sympatien for hende forsvandt efterhånden.

Korpigerne var beskidte

Gik man en tur ned af Slagelsesgade

kunne man møde en Brændselsforretning
og ovenover en rulleforretning. Hun havde en plakat ophængt til en
af de små teatre på Frederiksberg.
For det fik hun og hendes mand en fribillet.

Men rullekonen synes nu ikke at forestillingen
var god. Der blev fortalt sjofle vittigheder, som kun mandfolkene synes
var gode. Og så var korpigerne beskidte, da de viste lår.

Fiske, fasaner og harer

Ude foran viktualieforretningen bredte
der sig hver middag en dejlig duft af biskemad og andre kødretter med
stegte løg. Butikken holdt middagsbord for pensionister mellem 12
og 1. Hver tirsdag blev der serveret fisk. De var nu ikke så vanskelige
at få fat i, for naboen var fiskehandler. Om efteråret blev der solgt
fasaner og harer.

Det hvide hus

Oppe på Østerbrogade
var der et konditori, der var kongelig hofleverandør.
Det ville indehaveren af Det hvide hus
i Slagelsesgade også gerne være.
Det ville have kastet glans over gaden. Man rådede over en trækvogn,
så man kunne sagtens levere vare til Amalienborg.

Elektrisk malet

Der var også en kaffeforretning
og en sæbeforretning. Normalt blev kaffebønnerne malet med
mekanisk apparatur med håndsving, men her rådede man over en elektrisk
en af slagsen. Jo, Bernhard Nielsens Kaffeforretning
var moderne.

Her blev også fremstillet konfekt.
Det skete i baglokalet. De kostede 8 øre stykket, men restlageret efter
nytår kunne erhverves for halv pris pr. stk.

To biler i Slagelsesgade

Der var ikke mange biler i gaden –
dengang. Grosserer Olsen havde en fornem bil, der hed Kronborg.
Det vil sige den rigtige betegnelse var Kronborg Karosserifabrik.
Hver søndag formiddag foretog han reparationer på den fornemme bil.

Ja så var det også den unge
Leonhardsen. Han havde en Lillebil.
Uden telefon skulle han kæmpe mod de to store Taxa
– Motor og Auto – Taxa.

Undgå
Ringstedgade og Holsteinsgade 8

Dengang gik skulle man helst undgå
Ringstedgade, for her boede mange bisser. Og Holsteinsgade
8 skulle man også undgå. Her var foregået en rovmord. Det var ganske
vist helt tilbage i 1912 – men alligevel. Den myrdede var blikkenslager.

Kilde:
Se

• Litteratur
  Østerbro
• www.aab23.aab.dk

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder masser af artikler om det gamle
Østerbro.