Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Da Christiansfeld opstod

Januar 5, 2012

Egentlig startede forhistorien til
Brødremenigheden allerede i 1457. Herrnhuter blev betragtet som farlig.
Familien Struensee blev involveret. Menigheden fik en del privilegier.
Der kom masser af skoler og opdragelsesanstalt, dog
uden korporlig afstraffelse. Ret hurtig opstod der masser af håndværk
og industri. Byen fik åndelig betydning og mange kender byens honningkager.
 

Var historien sådan?

Herrmhuterne
vandrede ind i landet, købte Tyrstrupgård
og anlagde Christiansfeld. Den letfærdige Christian den
Syvende
tog med glæde imod de fromme brødre. Det var dem, som
den fromme Christian den Sjette havde

nægtet adgang.  

Var historien virkelige sådan? Vi mangler
hvis nogle nuancer i denne historie.  

Grev Zinzendorf

Herrnhuternes
store fører, Grev Zinzendorf,
der var slægtning af dronning Sofie Magdalene
kom på besøg ved hoffet i anledning af kongeparrets kroning i 1731.  

Pietisterne og Herrnhuter

Det havde set ud, som om at Pietisterne
og Herrnhuter skulle komme godt ud af det med hinanden. De var
jo på en alle anden måde beslægtet. Begge havde forbindelser til
fromhedstraditionen.
Nogle vil kalde det som Brødremenigheden
står for – for den glade pietisme.  

Udviklede sig til fjendskab

Det viste det sig, at de to fromme retninger,
som de to religiøse grupper havde tilfældes dækkede over store indre
uoverensstemmelser.

Pietisterne
var strengt ortodokse og holdt på alle bestående traditioner inden
for kirken. Herrnhuterne interesserede sig ikke synderligt for
dogmerne. For dem var troens liv og inderlighed det eneste væsentlige.
De havde derfor ikke noget til overs for den herskende kirke. De havde
mest lyst til at danne deres egne menigheder.

Det der begyndte med et venskab mellem
Pietister og Herrnhuter
udviklede sig til et fjendskab.  

Det startede i Böhmen

Egentlig skal vi tilbage til landsbyen

Kunwald i det nordlige Böhmen,
hvor en lille gruppe mennesker dannede Unitas Fratrum
– Brødrenes fællesskab
i 1457. Man var fra starten udsat for
forfølgelser fra katolikkernes side.

Man fik egne kirker og egne præster.  

Under Herrens varetægt

Den 8. juni 1722 begyndte en lille gruppe
mennesker at opføre en by i Sachsen i Tyskland.
Man kom i kontakt med forfulgte efterkommere af den tidligere Brødrekirke.
Grev Zinzendorf
havde samme vision. På hans jord, som de kaldte

Herrnhut – hvilket betyder ”under Herrens varetægt”
byggede de en by.  

Den 13. august 1727 regnes for den nye
Brødrekirkes
fødselsdag. Den fejres over alt i Verden,
også i Christiansfeld. 

Sendte børn til opdragelse

Det viste sig snart at Herrnhuter

havde slået sig ned mange steder i Danmark.
I København var der i 1739 dannet en menighed. Her var fuldmægtig
i rentekammeret Lorens Prætorius
forstander.  

Forordninger

I menighederne sendte man børn ud af
landet i herrnhutiske brødremenigheder til opdragelse. . 

Regeringen mente, at nu skulle der skrides
ind. Der udgik to forordninger mod herrnhuterne. I forordningen af 20.
november 1744 hedder det:; 

  • Eftersom Vi ere kommen
    udi Erfaring, hvorledes udi Vore Riger og Lande hist og her skal findes
    nogle særsindede Folk, som udi vrang og falsk Indbildning om at forbedres
    og forfremmes udi deres Kristendoms Kundskab og faa kraftigere og klarere
    Oplysning om de Pligter, som høre til at føre et kristeligt Levned
    og en ustraffelig Vandel, holde det fornødent at rejse ud af Landet
    til andre Steder og især besøge Herrnhut, Marieborn eller slige for
    deres sære Meninger i adskillige Religionsposter for
    …………

 

Man forbød, at Herrnhuter
kunne bestride et offentligt embede.  

Den 29. januar 1745 blev der ligeledes
udsendt en forordning. Heri blev det advaret om, at give penge til
Herrnhuterne. Christian den Sjette

mente, at han med disse forordninger kunne hindre Herrnhuternes

udbredelse i Danmark.  

Et forsøg i Hertugdømmerne

Nogle år forinden havde de forsøgt
at etablere en menighed i Hertugdømmerne.
De kaldte den Pilgerruh og den lå i nærheden af Oldesloe.
Men den blev opløst allerede i 1741. Brødrene havde ikke i tilstrækkelig
grad fået en forståelse med regeringen om rettigheder og pligter.  

Måtte etablere sig i kolonierne

Det mærkelig var, at regeringen tillod,
at de nedsatte sig i kolonierne. De var således ene om at missionere
på De Vestindiske Øer
og Grønland.

Embedsmændene mente, at bare de fik
kristendommen, så kunne det være lige meget på hvilken måde,
de fik det.  

Præster måtte ikke beskæftige sig
med sekter

Allerede i Frederik den Femtes
tid aftog Pietisternes magt. Man pålagde præsterne ikke at
omgås sekterne.  

Den store udenlandsrejse

I 1768 foretog Christian den Syvende
sin store udenlandsrejse. Den 28. juni opholdt han sig i Utrecht.
Her tog han ud af byen for at besøge den store herrnhutiske koloni
Zeist.
Han var meget tilfreds med, hvad han så.

Her var orden og flid, sparsommelighed
og stilfærdig jævnhed. Her var både vævere, garvere, lysestøbere,
handskemagere, sæbesydere m.m.
 

Kongens livlæge og hans bror

Johan Frederik Struensee
havde været kongens livlæge på rejsen. Han fulgte med til København
og vandt mere og mere indflydelse. Efter at Bernstorff
var blevet fyret, blev Struensee
den rådende statsmand.

I 1771 kaldte han på sin bror,
C.A. Struensee,
der var professor i matematik. Det var ham, som

Herrnhuterne kunne takke for, at de fik lov til at komme til
Danmark
og oprette kolonier her.  

Anbefaling til kongen

C.A. Struensee
havde anbefalet kongen, at Herrnhuterne
skulle have lov til at komme til  Danmark.

Det etablerede industri uden på nogen måde at lægge staten for last.  

C.A. Struensee
indledte derefter forhandlinger med Lorens Prætorius .
Denne var dog ikke så glad for de to tidligere omtalte forordninger,
der stadig stod ved magt.

Men man nåede dog til enighed.  

Mange privilegier

De fik blandt andet lov til at anlægge
egen kirke eller forsamlingshus. De fik også lov til at anlægge
egen kirkegård. De blev desuden fritaget for militærtjeneste og indkvartering.
Undtagelsen var de militærpligtige danske undersåtter, der meldte
sig til brødrene.

Gæstgiveri og apotek måtte indrettes,
og de var fri for afgift de første ti år.  

Der måtte i byen drives alle arter af
fabrikker, håndværk og handel. Men brødrene skulle høre til laugene
i Haderslev. I 10 år var importen af vare i byen toldfri. Dette
gjaldt også de eksporterede varer.  

Et særligt juridisk embede skulle indrettes.
Hele koncessionen var meget frisindet. Og dette indebar også at de
tidligere udsendte forordninger af 1744 og 1745 blev ophævet.  

En kongelig gård

Det traf sig så heldigt, at den
kongelige gård Tyrstrupgård
mellem Kolding og Haderslev

skulle sælges ved en auktion den 23. september 1771. Johannes Prætorius
og en ven af Herrnhuterne, branddirektør Jens Hansen
tog ud ag kiggede på gården. Jens Hansen
tilbød, at købe gården. Hvis det ikke blev til noget med Brødremenigheden
v
ille han selv beholde gården.

I Christian den Fjerdes
tid var gården en adelsgård.  

Byen skulle hede Christiansfeld

Man besluttede, at den fremtidige by
skulle hedde Christiansfeld.

Adam Struensee
far til brødrene var bestemt ikke begejstret for disse Herrnhuter.
Han mente, at de ville slæbe penge og gode undersåtter ud af landet.
Han betegnede dem så fordækte.  

Adam Struensee

Adam Struensee
var hofprædikant hos grevinde Sayn
– Wittgenstein
i Berleburg

fra 1730 – 32. Her havde han lært den tidligere leder af Herrnhuterne,
at kende. Som præst i Halle
havde han også genvordigheder med Herrnhuterne.
Men siden grevens død, havde Herrnhuterne
udviklet sig til det bedre.  

Adam Struensee
var dog også begejstret når han senere besøgte Herrnhuterne

i Christiansfeld.

Med udgangen af 1771 synes alt at være
i orden, men mørke skyer trak op.  

Kabinetmisteren vakler

Den mægtige kabinetsminister J.F.
Struensee
vaklede. Og han trak sine hjælpere med i faldet. Herrnhuterne
var bange for denne revolution. Ville deres fjender, nu have held til
at jage dem ud?

De havde bestemt også grund til frygt.
I retsopgøret med J.F. Struensee

blev han også indgået spurgt om sin rolle i sagen om de Mähriske
brødre.
Og de samme spørgsmål blev stillet hans bror.  

En anbefaling

Finanskollegiet
og kongen godkendte den 11. juni 1772 købet af Tyrstrupgård
og koncessionen. Hele sagen var nu i orden, og Herrnhuterne
kunne nu endelig komme i gang med at udbygge deres by.  

Gården blev taget i besiddelse den 1.
maj 1772. Man købte den nærliggende grund. Briant
blev menighedens første forstander, mens Prætorius
blev den første præst.  

Planlægning af byen

Slutningen af året 1772 og begyndelsen
af 1773 gik med udmåling og afstikning af gader og byggepladser. Desuden
skulle man tilvejebringe en del materiale.

Endelig den 1. april 1773 kunne grunden
lægges til de fire første huse i Christiansfeld.

En grundsten blev nedlagt i nærheden
af det hus, der foreløbig skulle fungere som forsamlingshus. Det andet
hus, der blev taget i anvendelse var Gæstgivergården.  

Tilladelse hos præsten

I Menighedsordningen for Christiansfeld
1781 § 20
hedder det: 

  • Af samme grund må 
    ingen indbygger i byen give husly til udenbys personer, uden først
    at have søgt om tilladelse til det hos præsten. Ligeledes må 
    Gæstehusets vært til enhver tid meddele præsten om hvilke fremmede,
    der overnatter hos ham.

 

I løbet af 1773 kom der flere beboere
til. I kirken vekslede man mellem dansk og tysk prædiken. På 
det såkaldte kållager anlagde man i 1773 kirkegården. Den blev indviet
i 1774.  

Lindetræer
– en foræring fra Sønderborg

Der blev plantet masser af lindetræer,
som blev foræret af gartner Vothmann
i Sønderborg. På kirkegården blev der indført den regel,
at alle sten skulle være ens. Det skulle være en liggende sten., hvorpå
navn, fødsels og dødsår blev angivet.  

Opdragelsesanstalt

I 1774 byggedes Brødrehuset for ugifte
mænd.
Denne bygning blev senere udvidet flere gange. I 1775 byggedes
en opdragelsesanstalt for drenge og en pensionsanstalt for piger. Her
gik de hjemmehørende børn også i skole.  

I 1784 fandtes der allerede to opdragelsesanstalter
i byen med plads til 60 børn, som ikke hørte hjemme i byen. De første
børn der kom var brødrene Johannes og Christian Ewald,
sønner af pastor Jochum Ewald
i Hviding. Da pastor Ewald
blev gammel, tog han sin afsked og flyttede selv til Christiansfeld.

Her døde han over 100 år gammel.  

Man anser barnet som at være en skabning
med individuelle behov. Naturen i barnet skal ikke holdes nede, men
helliges og dannes.

Lærerne blev ikke opfattet som nogen,
der skulle undervise, men som opdragere.

Legemlig tugtelse og korporlig afstraffelse
var udelukket. Alt for meget moralisering skulle undgås.  

I 1776 byggedes Søstrehuset
for ugifte kvinder. Kirken, der var ret så tarvelig blev indviet den
13. august 1777. Indenfor var den helt uden udsmykning.  

Kollegium og Menighedsråd

I året 1780 anså man byen for
at være færdigbygget. I efterårsmånederne blev der oprettet en
Ældste – konference, et opsyns – kollegium

og et menighedsråd.  

En folketælling fra 1787 kunne have
vist forholdene i byen. Men sådan en optælling fra Hertugdømmerne
opbevares ikke i Rigsarkivet.

Heldigvis findes der et Skattemandtal

fra 1789. Den viser, at der var 327 personer, foruden 19 på Tyrstrupgård.  

Mange ugifte

Den langt overvejende del af disse var
ugifte. Alene i Søstre – , Brødre – , og Enkehusene
boede der ca. 200 personer. Også blandt resten har det været en del
ugifte personer. Det må anslås, at byen alt i alt havde et indbyggertal
på ca. 500. Det var en meget hurtig vækst. Mange danske købstæder
var dengang væsentlig mindre.  

Håndværksvirksomheder

Mange håndværksvirksomheder i byen
havde svende. Der blev også drevet en lille tobaksfabrik. Den
voksede sig siden større. Spinderi og væveri blev efterhånden til
en hel industri, som kom til at spille en rolle for Christiansfeld.  

Søstrehuset
blev en hel fabrik, hvor 70 piger var beskæftiget med at sy klæde,
linned og bånd. Her blev der også broderet, hæklet, vævet og strikket.  

Byen blev usædvanligt velforsynet med
skoler. Oh kirkesalens størrelse tålte sammenligning med flere domkirker.
Ja man påstår, at der kan være 1.800 i salen.  

Vi kunne ikke bruge familien Struensee

Den positive udvikling har sikkert ikke
forbigået C.A. Struensee. Han døde i 1804. Han blev i samme
år som hans far, Adam døde i Rendsborg

i 1791, minister i Preussen.
De kunne godt bruge ham. Det kunne vi ikke, og hans bror led jo en frygtelig
død på Fælleden.  

Åndelig betydning

Nogen stor by blev Christiansfeld
aldrig. Men byens åndelige betydning var stor. I begyndelsen af det
19. århundrede var antallet af menighedsmedlemmer størst, omkring
700. Dette tal sank efterhånden. Således var man i 1872 nede på 422.  

Honningkager

Brødrenes håndværks – og industrifrembringelser
måtte vige pladsen for købstædernes frembringelser. Her var navnlig

Haderslev og Kolding de store konkurrenter.

Men hvem kender ikke den dag i dag
Christiansfelder Honningkager.
 

Dansk flertal

Christiansfeld
vedblev med at være en tysk by. Men det viste sig i 1920, at den ikke
kunne holde stand mod den kraftige danskhed i omegnen. Byen viste et
lille dansk flertal.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Sønderjylland
    (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Struensee – Læs:

  • Henrettet på
    Østerbro (under Østerbro)
  • Østerbro, et kvarter i
    byen (under Østerbro)
  • Fra Trianglen til Vibenhus
    (under Østerbro)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Pietister – Læs:

  • Brorson
    – en præst fra Tønder (under Tønder)
  • Åndens Folk i Tønder
    (under Tønder)
  • Løgumkloster
    – nordøst for Tønder (under Tønder)
  • Carsten Richtsen og Digegrevens
    hus (under Tønder)
  • Øst for Tønder (under
    Tønder)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland