Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Flensborg – dengang (3)

Januar 5, 2012

Man betalte 62.000 rdl. for ikke at
blive overfaldet. Byen gik i moralsk forfald. Fattigbøssen blev tømt.
Bødlerne blev lynchet. Der var dødsstraf ved tyveri. Man brugte rester
af den romerske ret og Moseloven. De fattige indvandrere kom fra Jylland.
Den lutherske bevægelse slog an. Byen havde to borgmestre. Og så
ville de adelige i Flensborg ikke betale byskat.
 

Adelige ville ikke betale

Adelige og kongelige embedsmænd nægtede
i 1566 og 1567 at betale deres del af de 20.000 rdl. Som kongen udskrev.
I det hele taget havde Flensborg
det svært med de adelige. I 1586 måtte byen atter engang udskrive
en befaling, at de adelige ligesom almindelige borgere skulle betale
deres del af skatte og afgifter.

Efter Frederik den Andens
død, fik bystyret Christian den Fjerde
og hertug Philip til at forny denne befaling i skarpe vendinger.  

Frøkenskat

Fem adelige familier startede dog en
retssag for at slippe for borgerlig tyngde.
Men kongen indskærpede, at såfremt de ikke øjeblikkelig betalte deres
byskat, ville der vanke en klækkelig bøde.  

Når en af kongens eller hertugens døtre
skulle giftes, måtte Flensborg
ligesom andre byer betale prinsessestyr
eller frøkenskat.  

Kongerne vågede

Som kongelig by var Flensborg
fritaget for sundtold. Beboere fra Sundeved og Als

skulle efter en gammel forordning bringe deres vare til torvs i Flensborg.
Det blev også udvidet til at gælde ærøboerne.

Kongerne vågede i det hele taget over
borgernes velfærd. Christian den Tredje
skrev flere gange til rådet, angående de klager, han havde modtaget
over sendrægtighed og partisk rettergang.  

Kongen skulle også godkende valget
af borgmestre, byfogder og hospitalsforstandere. Kongen greb også 
flere gange ind i den kommunale selvstyre. Han fik da også afskediget
et par borgmestre, da der indløb klager over dem.  

Udstrakt selvstyre

Flensborg
havde ligesom de øvrige sønderjyske byer et udstrakt selvstyre, som
dog var helt i hænderne på en meget snæver kreds af borgere. De holdt
meget energisk fat i deres magt over for almindelige borgere og angreb
fra kongemagten. Gennem ”de 24 borgere” søgte den jævne befolkning
gang på gang, at få indflydelse.

Borgmestre og råd udgjorde tilsammen
magistraten.  

To borgmestre

De to borgmestre var valgt for hver sin
byhalvdel Nikolai og Marie
sogne. Borgmestre fik ikke løn. Men de havde enkelte privilegier og
visse materielle fordele. Af byens kasse fik de hver 10 mark lybsk hver.
Som de øvrige magistratsmedlemmer var de fritaget for personlig krigstjeneste
og for indkvartering. Først i det følgende århundrede opnåede de
at blive fri for halvdelen af de skatter, som byen udskrev. De fik også
andel i en del af de bøder, der blev udskrevet.  

Æreshverv

I 1575 krævede borgmester Peter Pommering
ret til indtægten fra stadsgraven, men rådet afviste dette krav. Nogle
år senere fik borgmestrene tillagt denne indtægt.

Posten som rådmand
var ligesom borgmesterhvervet et æreshverv og derfor ulønnet men med
ret til begunstigelser.  

Rådet havde indtægten fra Rådmandsløkken,
fiskeret i damme og vandløb i bymarken og ret til at jage der, dog
ikke efter storvildt. De havde eneret på udskænkning af vin og brændevin.
Men denne ret blev dog gennemhullet ved bortforpagtninger. Fire gange
om året fik de en foræring fra Rådhuskælderen

i form af øl og vin.

De var dog ikke tilfredse med deres indtjening,
så i 1605 fik de ret til at udleje rådhusets sølvkander til
borgernes festligheder.  

Kommunale embedsmænd

To år ad gangen valgtes byens to
kæmnere.
De dømte i byens underret, kæmnerretten,
sammen med byfogeden. Væsentlige dele af forvaltningen hvilede
på deres skuldre. En særlig byskriver

nævns første gang i begyndelsen af det 16. århundrede. Ligesom alle
andre kommunale funktionærer, som f.eks. bysvende
og bøddel var han udnævnt af rådet.  

De første byskrivere
var gejstlige, den tids skrivekyndige. Senere blev det folk med en juridisk
uddannelse. Hans arbejde var særdeles omfattende. Han var chef for
byens skriverstue og som rådets sekretær førte han rådsprotokollen.
Derved fik han stor administrativ indflydelse.  

Allemandsting

Når de to 24 mands forsamlinger havde
møder foregik det bag lukkede døre. Men var det sager af fælles interesse
og salg af byens ejendomme, der skulle behandles, var møderne åbne.  

En gang om året mødtes man ved pladsen
foran det nye rådhus. Alle havde mødepligt. Mødte man ikke op, kostede
det 18 sk. Dette allemandsting
blev startet med en tale af borgmesteren. 

Men borgerne havde reelt ringe indflydelse.
Dette førte flere gange i det 16. århundrede til uroligheder. I 1533
udsendte hertug Christian en kraftig advarsel.  

Den lutherske bevægelse

Den lutherske bevægelse var allerede
i 1526 i kraftig fremgang i Sønderjylland.
Og bevægelsen startede faktisk fra Husum,

hvor de to prædikanter Herman Tast og Didrik Becker
prædikede evangeliet efter luthersk opfattelse. Den første evangeliske
menighed blev til med hjælp fra den rige købmand, Mattis Knutsen.  

Adgang til kirken

Hermann Tast
forkyndte også budskabet under åben himmel i Flensborg.
Den katolske kirke havde lukket dørene for ham. Ret hurtig vandt den
nye bevægelse indpas hos borgerskabet. Og reformationen

i Flensborg gik ikke stille for sig. I en samtidig dagbogsoptegnelse
hedder det, at  

  • tolv paptistiske præster
    er bleven udjaget af byen ved borgmester og rådhuskælderen

 

Den 2. december 1526 fik lutherske prædikanter
omsider adgang til prædikestolen. Det var hollænderen Gert Slewert,
der var hovedmanden for reformationens indførelse i Flensborg.
I 1540 blev han udnævnt som provst for Flensborg
– Tønder provsti.
I 1541 fik han sammen med to andre af byens
præster ansvaret for at reformere klostrene i Ryd, Glyksborg og
Løgum.
 

Bergravelses
– gilde

Blandt de mange gilder, der fandtes i
Flensborg
i middelalderen var der også et, hvis formål var at
sikre medlemmerne en hæderlig begravelse. Dets officielle navn var
Helliglegemsgildet,
men det kaldtes også Skolelavet.

Dets skrå af 3. febr. 1432 bestemte
nemlig, at når en gildebroder eller – søster døde, skulle
ikke alene samtlige medlemmer og præsterne med processionerne

deltage i begravelsen, men også skolemesteren med sine disciple.  

Gildet skulle så vise disciplene
den ære, at de skulle være fritaget for at betale indskrivningspenge
ved optagelse i gildet.  

Stakkels elever

Disse disciple havde mange gøremål 
– dengang. Ikke alene i kirken men også andre steder. Blandt
de udgifter , som hertug Frederik
havde under et ophold i Flensborg

i 1503, var der således 8 skilling  til skoledisciplerne,
som dansede ringdansen ved Wolf von Ahlefeldts bryllup.  

To skoler

Omkring år 1500 nævnes to skoler i
byen, som begge blev drevet af kirkerne. Ved begge skoler var ansat
en skolemester. Til hjælp i undervisningen var der en lokat eller
collaborator, der senere blev kaldt for Schulgeselle.
 

Selv om der kun var to skoler, har det
sikkert også været knyttet en skole til Gråbrødreklostret.

Fra tid til anden har det sikkert også været oprettet private skoler.  

Latinskole

Under et besøg i 1561 befalede Frederik
den Anden,
at Marie og Nikolai skoler
skulle slås sammen til én skole, der skulle have lokaler i Helligåndskirken.

Christian den Anden

havde ellers i 1545 skænket kirken til byen til et hospital for fattige
og syge. Hospitalet skulle nu flyttes til det tidligere kloster. Men
det blev hvis aldrig noget ud af at samle de to skoler til en latinskole.  

Men takket være Lytke Naamensen
kom der dog en latinskole. Men det skulle have været en højere
latinskole
og bidragsyderen forsøgte også at trække sig ud.  

Tosproget by

Flensborg

blev en tosproget by. Alle talte tysk, og der skete en stor indvandring
syd fra.  

Adelen på 
slottet

Oppe på slottet sad kongens øverste
repræsentant, amtmanden. Fra 1523 – 1600 var der 10 forskellige
herrer på Flensborghus. De tilhørte den holstenske adels førende
slægter. Der var fire Rantzau’er,
tre Ahlefeldt’er, mens slægterne von der Wisch, Pogwisch

og Reventlow repræsenteret med et medlem.  

De fattige indvandrere fra Jylland

Der blev klaget over, at mange fattige
folk fra Jylland og Flensborgs Omegn løber her ind. Politiforordningen
af 1558
bestemte, at de skulle forvisses til det sted, hvor de hørte
hjemme. Man skulle kunne bevise, at man kunne brødføde sig selv.

I 1558 begyndte man i byen at føre en
borgerskabsprotokol.
Desværre glemte man for det meste, at anføre,
hvor folk kom fra.  

Den romerske ret

I 1532 indførte man Carolina,
som også blev kaldt Peinliche Halsgerichtsordnung,
som fik stor betydning for retsudviklingen i hertugdømmerne. I Flensborg
indførte man nogle straffebestemmelser, der ikke altid blev nedfældet.
Den romerske ret
som var udbredt syd på, blev i nogen grad indført
i Landgerichtsordningen.  

Måle
– og vægtredskaber justeres

Hvert år ved Mikkelsdag
skulle alle fyrsteder besigtiges, og de der ikke var i orden, skulle
sønderslås. Kæmnere og fogeden
skulle en gang om året bese og justere alle måle
– og vægtredskaber.
 

Tiggere blev udvist

Byretten
havde indrettet regler til værn for borgernes næringsinteresser. Man
søgte også at gribe ind over for de mange tiggere. En gang om året
skulle de forhøres. Var de ikke hjemmehørende i byen blev de jaget
ud af byen. Man måtte ikke drive rundt på
gaderne.
Hvis formaninger ikke hjalp, skulle de udjages ud af
byen af bødlen.
 

Tre kategorier af mennesker

Politiforordningerne
forbød også luksus. Man inddelte befolkningen i tre kategorier:

  • de mest formuende folk
  • de
    ”mittelmetigen” folk
  • de ringeste
    – tjenestepiger og karle

 

Alle disse blev underlagt forskellige
regler. Også om klædedragten fandtes nøje udpenslede foreskrifter.  

Vægterkorps

Politiforordningen af 1600
indførte en egentlig vagttjeneste i byen. Efter tur skulle borgerne
gå nattevagt. I 1633 afløstes denne ordning af et egentlig vægterkorps
på 6 mand.  

Pinligt forhør 

Man indførte begrebet Rode boek.

Her var der tale om Strafferet,
med betydelig strenghed, hvor man også anvendte tortur, d.v.s. Man
anvendte begrebet pinligt forhør.  

Moseloven

I middelalderen blev manddrab en sag
som afgjordes med bøder. Men det ændrede sig. I Carolina,
som i nogle tilfælde fulgte Moseloven
medførte dette dødsstraf. Henrettelsen skete med sværd på Koberg.

I Moseloven
står følgende:  

  • Den der slår et menneske,
    så det dør, skal visselig dødes.

 

Forelå der et mord, blev gerningsmanden
dømt til radbrækning.  

Dødsstraf ved tyveri

Det kan virke barsk, med Stadsretten
foreskrev, at der skulle ske dødsstraf, når det drejede sig om tyveri.
I Jyske Lov blev det bestemt, at betingelserne skulle være tyveri
til en værdi af ½ mark eller derover – det var også en betingelse,
at tyven blev taget på fersk gerning. Men øjensynlig var det også
tale om hængning ved mindre tyverier.  

Straffen kunne dog formidles, når der
lå en forbøn fra den bestjålne og fra adelspersoner eller gejstlige
folk. Hængningsstraffen blev i nogle tilfælde erstattet af halshugning
med sværdet.
I datidens øjne var dette tale om en formidling.
Det havde ikke samme vanærende karakter som hængning.  

I tilfælde af blasfemi
ses anvendt en straf af kagstrygning

i forbindelse med afhugning af det ene øre, som derefter nagledes til
kagen.  

Tredje gang bliver man druknet

I 1583 hører man om en kvinde, som blev
besvangert af en anden end sin ægtemand, og således havde begået
hor.
Hun slap billig med forvisning fra byen. Da hun senere indfandt
sig, dømtes hun til kagstrygning,
og blev atter engang forvist fra byen. Hvis hun atter engang skulle
dukke op, ville hun blive puttet i en sæk og druknet.  

Tre børn udvises

En ret rystende sag stammer fra 1564.
Her blev en dreng underkastet tortur, hvorefter han indrømmede, at
have begået tyveri. Han og hans to mindre brødre blev udvist og fulgt
til stadsporten af bødlen. Skulle de nogensinde vise sig i Flensborg

igen, ville de alle tre blive dømt. Hvad der siden hændte de tre børn
interesserede ikke myndighederne.  

Bødlerne blev lynchet

Hvis en bødel ved en fejl kom til at
pine den dømte mere end nødvendig, ja så kunne den forsamlede
mængde finde på at lynche bødlen. Det skete tre gange inden for en
periode i årene 1573 – 85 i Flensborg.
De blev stenet af folket.  

Bemærkelsesværdigt er det at i 1592
blev Jyske Lov oversat til plattysk. Den blev endnu i det 19.
århundrede anvendt.  

Flensborgs forsvar

Forsvaret af Flensborg

var baseret på Bymuren og borgervæbningen.

Vedligeholdelsen af bymuren tilkom grundejerne.
Byen havde kun ansvar for portene. I Christian den Fjerdes Byvedtægt
stod der, at enhver borger selv skulle sørge for værge og våben
og altid holde dem klar til brug i tilfælde af truende fare.  

Hårde lidelser

Gennem fire krige i løbet af det 17.
århundrede kom Flensborg ud for hårde prøvelser. Det var

Kejserkrigen, Torstenssonfejden, Karl Gustav
– krigene
og Den Store Nordiske Krig.  

Almindelig udskrivning

Under indkvarteringerne af de skiftende
tropper, kom der ofte til sammenstød mellem soldater og borgere. På 
forskellig måde deltog borgerne i krigstidens svære udgifter. Statholderen
Gert Rantzau
var en god støtte for kongen med at få stænderne
til at yde deres bidrag.

Men det kneb gevaldig med udskrivningen.
Mange borgere forsøgte at snyde.  

Efter Christian den Fjerdes

nederlag ved Lutter am Barenberg
i august 1626 blev målet at forvare Elbgrænsen.
Kongen havde derfor sidt i juli udstedt ordre om almindelig mobilisering
af hele den mandlige befolkning mellem 18 og 55 år. Under trussel om
livsstraf skulle alle møde mand ved mand til fods og til hest,
og aflyde krigskommissærernes
befalinger.  

Alle skibe i havnen blev beslaglagt.
Byens krigsudgifter beløb sig til 24.000 mark.  

Kongelig hær på 
flugt

Den kongelige hær var på flugt
nord over, efterfulgt af de kejserlige tropper. Enhver søgte at redde
sig og sit. Christian den Fjerde
flygtede gennem Flensborg til Fyn.
Hans hær var fuldstændigt demoraliseret, den plyndrede i byen for
kongens øjne. Og det var ikke slut. For lige efter kom Wallensteins
tropper
og holdt byen besat til fredsslutningen i 1629. Rådet

flygtede sammen med mange af byens borgere.  

Plyndring og selvtægt blev en del af
krigsførelsen. 150 af byens ca. 450 – 500 borgerhuse blev ødelagt.
Også hammerværket i nærheden af Krusaa
blev ødelagt.  

Katastrofal situation

En del af de flygtende familier, hvoraf
mange hørte til de rigeste, vendte tilbage til Flensborg.
Mange flygtninge fra Tysklands

krigshærgede egne kom ligeledes tilbage til byen.

Byens bygninger, porte, kompagnihuset
og især rådhuset led stor skade. Først i 1642 blev der råd til at
reparere Nørreport. Overalt var der øde grunde og forladte
huse. Og oven i dette fulgte giftig pestilens.
Pesten medførte mange dødsofre. Byens finansielle situation var katastrofal.
En ekstraordinær skat blev udskrevet for at betale byens genopretning.
Og også byen og kirkerne måtte sælge nogle af deres ejendomme for
at klare udgifterne.  

Fattigbøssen blev tømt

Men det varede ikke længe før ulykken
igen ramte byen. I 1639 lå 100 mand fra de kongelige tropper i
kvarter i byen. De skulle sørge for ro og orden. Men soldaterne brød
ind i borgernes huse og stjal deres ejendele. Ja selv fattigbøssen
ved Røde Port blev brudt op og tømt.  

Svenskerne kom igen

Efter kun et halv år med fred i Flensborg,
var man igen plaget af krigens ulykke. Fra slutningen af januar 1644
til og med oktober 1645 var byen besat af svenske tropper. Torstensson
forlangte en hel del af byens borgere. Da han i 1644 igen vandrede syd
på, fik general Wrangel kommandoen. Under trussel af mere ulykke
pressede han byen til at give ham mere proviant.  

Borgmester og råd fik befaling til øjeblikkelig
at sende alle murere og tømrere samt 400 arbejdsmænd til Haderslev
med hakker og 100 vogne med proviant til 8 dage. Kom de ikke omgående
ville der ske et udfald mod Flensborg.  

Moralsk opløsning

Flensborg
gik nærmest i moralsk opløsning. Hæleri , røverkøb, ægteskabsbrud
og børn født uden for ægteskab var meget udbredt. Skatterne steg
hele tiden.

Under Karl Gustav
– krigene 1657 – 60
drog svenske, polske og brandenborgske
tropper hærgende gennem byen. De bragte fattigdommen og elendigheden
længere ned.

Der fulgte nu et par rolige år. Men
under Den Store Nordiske Krig
fik Flensborg atter krigen at føle.

Da den svenske general Stenbock
havde besejret Frederik den Fjerde
ved Gadebusch i december 1712, trak den danske hær nordpå.  

Stenbock
brandbeskattede og hærgede Altona

i begyndelsen af januar. Da han derefter nærmede sig Ejderen
voksede nervøsiteten hos borgerne i Flensborg.
Et  dansk troppekontingent i byen skabte en hvis form for tryghed.
Men da disse den 10. januae marcherede nordpå, frygtede byen det værste.  

62.000 rdl. for at slippe for overfald

Den svenske general stillede et krav
til Flensborgs borgere. Hvis man omgående betalte 62.000 rdl.
ville byen blive skånet for at blive plyndret.

Den svenske hær overgav sig i løbet
af foråret. Generalen selv og halvanden hundrede af hans officerer
blev overført til Flensborg
som krigsfangere. Det betød nye udgifter for byen. Byens samlede udgift
i forbindelse med de svenske angreb i året 1713 blev opgjort til 248.278
mark lybsk.  

Artiklerne om Flensborgs historie
fortsætter
 

Kilde: Se

  • Litteratur Sønderjylland

 

Hvis du vil læse mere om Flensborg:
Læs 

  • Flensborg
    – i begyndelsen (1)
  • Flensborg
    – i hverdag og krig (2)
  • Flensborg
    – i mere end 725 år

 

Hvis du vil læse mere om: Henrettelser,
Lov og Orden: Læs

  • Fra ildebrand til Kæmner
    (under København)
  • Henrettet i Aabenraa (under
    Aabenraa)
  • Lov og ret i Aabenraa (under
    Aabenraa)
  • Henrettet i Tønder (under
    Tønder)
  • Lov og ret i Tønder (under
    Tønder)
  • Æ Kachmand i Tynne (Kagmand
    i Tønder) (under Tønder)

 

Hvis du vil læse mere om adelen.
Læs:

  • Historier om adelsslægten
    Akeleye (9 artikler)
  • De sidste hertuger på
    Augustenborg
  • Abel og hans sønner
  • Enklaverne i Sønderjylland
  • Margrete den Første og
    Sønderjylland
  • Adelsslægten, der uddøde
    (under Aabenraa)
  • Ahlefeldt og Søgaard (under
    Aabenraa)
  • En Tolder
    – familie på Hærvejen (under Aabenraa)
  • Toldsted på
    Hærvejen (under Aabenraa)
  • Adelsslægten fra Aabenraa
    (under Aabenraa)
  • Gårde og mennesker i Bov
    Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Adel og storgårde i Tønder
    Amt (under Tønder)
  • Hertugen af Tønder (under
    Tønder)
  • Møgeltønders historie
    (under Tønder)
  • Oprør i Møgeltønder
    (under Tønder)
  • Schackenborg i Møgeltønder
    (under Tønder)
  • Trøjborg Slot
    – nord for Tønder (under Tønder)
  • Møgeltønder Kirke (under
    Tønder)
  • Tønderhus
    – slot, borg og fæstning (under Tønder)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland