Vi skal synge om Vadehavet og digerne,
om Højer, Ballum og Rudbøl. Ja, der er masser af natur i disse sange.
Vi bevæger os helt op til Rømø 
– dæmningen. Så kom bare i gang  

En hyldestsang til Højer
– byen bag diget (Melodi: Gold
und Silber)  

Minder fra vor ungdomstid

vist nok alle finder

Minder, der gør sindet blid,

og til hjemmet binder.

Kender I den sti og vej,

hvor vi ofte vandred

Højer dige har jo ej

meget sig forandret –  

Højer, du mig står nær,

dig jeg altid finder.

Hvor jeg end i verden er,

navnet dog mig binder.

Langs med digets herlighed,

sommeraftner milde

solen langsomt glider ned

i Vadehavet stille –  

Kirken knejser med sit tårn

over byens tage.

Møllens vinger drejer så´ rn

som i gamle dage.

Husker I endnu den
nat,

i november måned

Stormen rased´over
”Watt”

men vi bliver forskånet –  

Kender I den skønne plet,

som jeg her fremtryller.

Marsken,
åh, den kendes let,

• kendes på
  idyler.

Hvert et lille lam der står,

vil erindring knytte,

til de svundne ungdomsår,

lad
os dem beskytte –  

Den grønne vej til havet blå 
(Langs Vestkysten)

af Christel Røhde Jefsen (Melodi:
I sne står urt og busk i skjul)  

Den grønne vej til havet blå 

snart hele verden kender

fra Holland langs med vores kyst

til sidst på 
Skagen ender  

En sommerdag ved Rudbøl Sø

det vil dig nok betage

hvor møder du så 
skønt et syn

hvor finder du vel mage  

Ad diget så 
til Højer går

din rejse, –
øje møde

kun himmel, græs og mange får,

et land så 
fuldt af grøde.  

Fra Højer hilser Møllen dig

den skuer over landet,

som den har gjort i hundred
år,

til slusen og mod vandet.  

Den lille Hjerpsted kirke skju-

ler sig bag grønne grene

Tænk
– Havet tog det halve sogn

den føler sig så 
ene  

Fra kæmpehøje lidt mod nord

man langt omkring kan skue

på 
vader, marker, frugtbar jord,

og hele himlens bue  

Fra Havneby til List på 
Sild

to hvide skibe sejler,

i måneskin og solskin mild,

i søen blå 
sig spejler.  

Og lysene fra Rømøs havn

i nætter stjerneklare,

fortæller os om fremskridt der,

det gamle kan ej vare.  

De hvide måger kredser højt,

og sætter sig på 
laden,

og finder ro på 
bondens mark

når bølgen dækker vaden.  

Her fuglene sig på 
træk hviler

tæt på 
smulte vande

og lander på 
veldækket bord,

ved jordsands flade strande  

Med vinden kommer de igen ,

og hviler sig fra færden,

med glædesskrig de hilser os,

fra Sydens fagre verden.  
 
 

Så 
vipper over mark og eng

Regnspurvens sølvgrå 
hære,

og Viber, Stær og Lærker si’er,

at her vil de nu være  

I Rejsby og i Buntje folk,

om gamle huse hæger

som gammel skik jo kræver det,

afstregning muren præger  

Du lille sommerfugl der,

vi ville jo så 
gerne,

at du ku’ gro en meter mer,

mod stormflod os at værne  

Dog frygter vi ej Blanke Hans,

hvor hårdt han end os truer

vi frygter ikke her til lands

vi bli’r i vores stuer. 

Hvem gav jer mon så
fint et navn,

som Hatknag, Husum
– Ballum,

var Bådsbøl mon en bådehavn,

og Ballum hed først Hallum  

Vor kirke, kro og skole lå,

i fortid tæt tilsammen,

var fælles om at sørge og

at dele fryd og gammen.  

Og Ballum enge er et digt,

”af selveste Gud Fader”

med hvide møller, korn og kvæg,

og grønsvær over vader.  

Om født er vi ved denne strand,

om hjertet her har hjemme,

vi elsker dette grønne land,

og kan det aldrig glemme. 

Vi elsker dig vor vesterkant,

med skyer, strand og dige,

vi finder ej et skønner` land,

vi finder ej din lige  

Rudbøl 
– Sangen (Melodi: Nordsøbølger…)  

Hvor den kåde vestvind stryger frisk
og karsk

hvileløst indover milevide marsk,

snart med sagte skridt og så 

med hastværk frem

ind i byens gader, hvor vi fik vort
hjem –  

Rudbøl, født hvor fordum bølgerne
gik højt,

døbt i havets fråde og dets hvide
sprøjt,

dybe alvorstoner under stormens sus

var som melodien fra et orgelbrus
–  

Bølgerne istemte byens vuggesang,

i den milde vår så 
blød og blidt den klang,

men når jævndøgnsstormen over sletten
for,

voksede dens styrke til fuldtonet
kor –  

Hvor i verden end vi træde skal vor
gang,

længselsfuldt vi lytte vil til blæstens
sang,

og i tankens rige vil vi stille fly

hen til marskens vidde, til den kære
by –  

Rudbøl med det friske pust fra markens
tavl

og med vindens sus om murstensrøde
gavl,

med dens viltre leg i
åens stride siv,

stormomsuste by, dig vier vi vort
liv –  

Se også 
Sange fra Tønder og Omegn

Tak til min navnefætter på 
Lærkevej i Tønder