Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Vesterbro – den fjerde tur

November 13, 2011

Vi besøger landstederne,
Amerika, Retraite og Lykkens Prøve.
VI besøger de gamle værtshuse, Hvide Hest, Mikkel Vibes Kro, Callundborg,
Hjortehus, Sorø Kloster, Den sorte Adler og Hinden.

Vi besøger Københavns første Vauxhall.
Vi besøger Galgemøllen. Og så
ser vi på anlæggelsen af Frydensvej(Sundvedsgade),Valdemarsgade,
Kaalundsgade, Oehlenschlægersgade, Saxogade, Dannebrogs Tværgade,
(Matthæusgade) og Dannebrogsgade.

  

Dannebrog
– bebyggelsen

Vi er nu nået til den fjerde historiske
vandring på Vesterbro. Vi er nået til Dannebrogsgade
– bebyggelsen.

Denne grund hørte i begyndelsen af det
18. århundrede til Magistratens jorde. Det var såkaldt borgmester
– jord
hvis indtægt tilfaldt stadens borgmestre.  

Humlehaven

I 1741 fik hederider Peter Abraham
Oberkamp
fæstebrev på den store frodige grund, der sammen med
nabogrunden gik under betegnelsen Humlehaven.

Det var med i fæstebetingelserne, at
det ikke måtte bygges på grunden.  

Lykkens Prøve

Først i 1788 fik den daværende fæster
tilladelse til at bygge på grunden. Men først i 1790 opførte bygmester
Johan Martin Quist
et stateligt toetagers forhus med sidefløj.
Han kaldte sin flotte ejendom for Lykkens Prøve.

Der blev også etableret to 50 alen
lange keglebaner.  

En progressiv drengeskole

I 1795 overtog den tyske hofpræst i
København, Christoph J.R. Christiani

såvel fæste som bygninger. Samme år åbnede han en eksklusiv og særdeles
progressiv drengeskole.

Da undervisningen foruden de traditionelle
fag omfattede gymnastik, ridning og uddannelse i forskellige håndværk
samt havebrug.  

Efterhånden havde skolen 50 elever og
en stor lærerstab. Så man måtte bygge til. Først tilkom i 1796
en udvidelse mod vest i to etager på syv brede fag. En yderligere
udvidelse kom senere. Christianis Institut

kunne med sin 54 meter facade sagtens konkurrere med naboen, Skydebanen
i arkitektonisk værdighed.  

Udsat for kritik

Men ak og ve. Christianis
moderne pædagogik blev udsat for en del kritik, ligesom skolepengene
på 300 rdl faldt folk for brystet. Nye personer i ledelsen medførte
væsentlige strukturændringer. Efterhånden gik det skolen rigtig dårligt.  

I 1806 blev Quists
oprindelige bygninger frasepareret. Stamparcellen blev købt af Jacob
Hjorth,
der i haven lod opføre en 67 alen lang grundmuret bygning
med skænkestue, billardstue og to keglebaner.  

Træt af Danmark

I 1810 blev skolemanden m.m. Christani
træt af sin karriere som skolemand i Danmark
og rejste hjem til Tyskland.

Urtekræmmer Møller
købte hele den store grund for 24.000 rdl i 1819. I 1846 blev 8.000
kvadratalen i den sydlige del eksproprieret til anlæg af jernbanen
København – Roskilde.
 
 

Dannebrogsgade oprettet

Møller
fik solgt ejendommen til to jyder, Hasselbalck og Lund.
I 1854. Men de helt store penge tjente Harboe,
da han købte ejendommen. Han var grosserer og sukkerraffinadør.

Han foreslog at oprette en gade vinkelret
på Vesterbrogade på 20 alen. Det var den gade, der i 1858
fik navnet Dannebrogsgade.  

Dannebrogs Tværgade

En tværgade var også på 
tegnebrættet. I begyndelsen hed den Dannebrogs Tværgade.
Senere ved anlæg af kirken blev den omdøbt til Matthæusgade.  

Udparcelleringen af den store ejendom
kom til at strække sig over resten af århundredet.  

Mikkel Vibes Kro

Mellem Skydebanen
og Mikkel Vibes Kro på strækningen, der i dag udgør Vesterbrogade
61 – 67
lå der langt op i det 18. århundrede kun vænger og
haver. De tilhørte staden, som lod dem bortfæste.

Og skal vi lige stoppe op ved en af de
ældste og store ejendomme dengang, Mikkel Vibes Kro.
Den lå der, hvor Vesterbrogade 69
– 73 B
i dag er placeret.  

Halvpart til hver

I 1619 skødede Christian den Fjerde
en stor grund 80 x 350 alen til borgmester Mikkel Vibe
og kongelige tolder Jacob Mikkelsen
med en halvpart til hver. Der blev givet bevilling til krohold og skydebane.
Økonomisk tilskud, skattelempelser og toldprivilegier skulle være
med til at sætte det hele i gang.  

I 1638 købte Mikkelsen, Vibes
andel, men der kom hurtig dårlige tider. Bygningerne forfaldt og krodriften
ophørte.  

Genopførelse af kroen

Først i 1671 fik kongens teltmager,
Niels Erlandsen
tilladelse til at genopføre kroen, dog uden de
oprindelige toldbegunstigelser.

I begyndelsen af det 18. århundrede
drev Familien Lafont i flere generationer kroen, der nu gik under
navnet Den grønne Hest. Bygningskomplekset lå, der hvor ejendommen
Vesterbrogade 69 – 71
er placeret.  

Blegeri

Fra 1755 til 1795 fulgte ejerskabet en
karakteristisk ægteskabsrunde.

Kort før århundredeskiftet ændredes
driften på ejendommen. Prokurator Peter Aabye
var blevet nægtet byggetilladelse, indrettede et blegeri. I 1805 fik
Aabye
dog tilladelse til at bygge en ny stald, lo og lade.  

I 1809 blev ejendommen overtaget af
J.H. Honory
og hofbogtrykker E.A.N. Møller.

De indrettede en kemisk virksomhed med laboratorium.  

Papirfabrik

I 1814 lod nye ejere , arvinger efter
hofråd David Amsel Meyer, Handelsfirmaet Bendix og Davidsen,
matriklen opdele i to nye parceller.

Senere kommer der en papirfabrik på 
ejendommen. Men det er åbenbart ikke gået så godt, for i 1834
forsøger statskassen, at få gården solgt.  

Saxogade anlægges

Den store vestlige ejendom fortsatte
op gennem første halvdel af det 19. århundrede med forskellige industrivirksomheder,
indtil limfabrikør og lysstøber Niels Haslund
i 1866 lod de gamle bygninger nedrive. 

Han anlagde Saxogade
og påbegyndte den store udparcellering af området.  

Værtshuset Hinden

Vest for Den grønne Hest
og som en lille enklave i den næste dybe grund drev øltapper Jens
Christian Hind
virksomhed. Senere var det enken Else Marie

og svigersønnen Johan Theodor Wezell,
der drev værtshuset Hinden.  

Adam Oehlenshläger fødes

I 1771 overtog slotsforvalter N. Voigt
ejendommen, der nu omfattede et toetagers forhus i mur og bindingsværk
i ti fag og vest herfor et lavt materialhus.

Her fødtes Adam Oehlenschläger
den 14. november 1779. Forskellige ejere fulgte i hurtig rækkefølge.

Huset blev revet ned i 1863. Han skrev
dog følgende digt om sit barndomshjem:  

  • Du ringe Huus, end stander
    Du

Af faa tilbageblevet

For endnu bedre Bygning endnu ei

nedrevet

  • Du stander ved Alleens
    Port

Og
– er den sidste Vandring gjort

Bag skyggefulde Linde

Skal hist min Grav jeg finde  

Pasning af diger

Allerede i 1651 blev den smalle grund,
der i dag afspejles i Oehlenschlægersgade
– bebyggelsen
afstukket og overdraget af Magistraten
som ejendom til Peder Hansen Korsør,

der arbejdede for staden med vedligeholdelsen af digerne.  

Grunden, der ikke måtte bebygges, strakte
sig svagt kileformet godt 100 alen mellem Vesterbro
og Stranden. I 1668 fik Korsør
dog gæstgiverbevilling af Frederik den Tredje.
En kro med udhuse blev opført ved landevejen. I begyndelsen af det
18. århundrede fortsatte krodriften under forskellige ejere.  

Foruden krodriften blev der drevet et
hollænderi med stald til 50 køer, samt efter tilladelse fra Christian
den Sjette en skydebane.  

Gartneri og frugftplantage

I 1743 solgtes alt til en kendt Vesterbro
– borger, Wulf Ottesen.
I 1758 var det stivelsesfabrikant Heinrich
Wium,
der købte det efterhånden anselige bygningskompleks af grundmuret
forhus og sidehus samt flere lange bindingsværkshuse.

Efter Wiums
død var der gartneri og frugtplantage. 

700 aldeles ruinederede træer

I 1807 kræver overkrigskommisær 
August C. Mohr
erstatning for 700 stk. aldeles ruinerede hollandske
frugttræer.

Den gamle vej til Pesthuset
og Vester Fælled gik her. Længere mod vest blev en ny vej anlagt
i 1780erne ( Enghavevej).

Forskellige bygninger blev anlagt på 

grunden.  

Apotek

I 1795 havde apoteker Johan Gottlieb
Blau
åbnet Vesterbro Apotek
i forhuset. Efter 16 år flyttede apoteket over på den modsatte side
i dag nr. 72.  

Familien Mohr

Familien Mohr
havde åbenbart fået styr på deres frugttræer. I 1826 var der 2.000
frugttræer, bl.a. ferskner, abrikoser, vin og valnødder. Her var levende
hegn, 1300 lindetræer og 200 ahorn, foruden tjørn, roser, asparges,
jordbær, syre og krydderurter.

I 1846 eksproprieredes den sydlige del
af vænget til jernbanen 

Kaalundsgade

I 1890 blev den vestlige del af denne
grund udlagt officielt til gade – Kaalundsgade.  

Oehlenschlægersgade dannes

I 1857 var det slut med Mohr
– dynastiet.
Propriotær Christopher Madsen Rosberg
anlagde en privat vej over grunden. I 1859 var det denne vej, der blev
til Oehlenschlægersgade.

Magistraten
havde ellers nægtet byggetilladelse. Man henviste til byggeforbudet
i 1651 – skødet. Rosbergs
enke fortsatte sagen, der først kom til en afgørelse i 1874. Her frafaldt
Magistraten
sit byggeforbud mod at enken skænkede jord til Istedgades
forlængelse og til Matthæusgade.  

Tilbage til Grønne hest område

Men tilbage, hvor vi startede omkring

Den grønne Hest (Mikkel Vibes Kro)
– området.

I 1780erne fik arkitekten, professor
og hofbygmester Caspar Frederik Harsdorff
således fæste på det store vænge, der med 67 alen front mod Vesterbrogade
strakte sig ned til stranden, til dels også bag Mikkel Vibes Kro.  

Her lod Harsdorff
opføre en statelig, enkelt og velproportioneret gård. Den lå på

Vesterbrogade 67 indtil 1902.

Harsdorff
lod den store grund opdele i tre. Han beholdt selv den ene grund.  

Til fabriksinspektøren

Vesterbrogade 65
blev fæstet af apoteker Franz Heinrich Møller,
grundlægger og fabriksinspektør på Den kongelige Porcelænsfabrik.

Han fik opført en flot gård på stedet. Også den lå her næsten
uforandret til 1902.  

Allerede i 1795 solgte Harsdorff
sin ejendom til urmager J. Brandt.
Men fæstet på grunden beholdt han. I 1805 solgte Brandt
gården til konferensråd, skolemester Louigi Chiariny,
der samtidig købte den tidligere fæstegrund.  

Københavns første vauxhall

Her indrettede han i 1806 haven til sin
beværtning, Københavns første Vauxhall
med illumination og nyopført danselokale. Stedet blev en succes. Folk
myldrede til stedet. I 1808 blev Chiarinys
ejendom imidlertid sat på aktion og solgt til tømmerhandler og grosserer
Erik Nisson.
 

Apoteker Müllers
ejendom på nabogrunden blev solgt til etatsråd Ove Malling

og i 1808 til dr. med. Henrik Rosted.  

Nissons
ejendom blev i 1836 solgt til grosserer Danchell,
der lod fabriksbygninger opføre.

I 1816 blev nabobygningen købt af bagermester
Piper.
 

Fælled
– området

I begyndelsen af det 18. århundrede
lå der allerede en række mindre fæsteejendomme på Vesterbrogades
sydside fra Kaalundsgade til Enghavevej.

Det oprindelige bagskel forløb omtrent
100 – 120 alen fra broen.  

Matrikelnumrene 45
– 50

I 1799 – 1800 blev fælledstykkerne
umiddelbart syd for grundene, inklusive den gamle pesthuskirkegård
solgt til de respektive Vesterbro
– ejere
og indlemmet i disses grunde.

Adgangen til fælleden var til at begynde
med i østenden af denne Vesterbrogade
– strækning.
I 1780erne blev den gamle malkesti i den modsatte
ende etableret som officiel adgangsvej, der førte helt over til
Kongens Enghave.
 

I 1806 blev grundende nummereret med
matrikelnumrene 45 – 50.  

En keglebane

Nr. 50: I 1677 havde Magistraten
udstedt brev på denne samt nabogrunden mod vest til Hans Bøgesen,

men ved århundredeskiftet var delen sket.

Fra 1704 – 1714 var ejeren hederider
Arvid Rasmussen.
I 1715 blev hus og grund købt på auktion af skomager
Christian Henrich Gierwulff.
I 1717 hed ejeren Christen Michelsen.
Det er sandsynligvis i de år at værtshuset Den blå
Stud
er etableret. I næsten 100 år var ejendommen i familiens
eje.

I 1771 bestod bygningen af forhus og
sidehus, begge gammeldags. I 1793 er der kommet en lange keglebane.
I 1807 da Andreas Petersen var ejer, er der blevet opført nye
bygninger. Forskellige ejere fulgte. Først i 1884 forsvandt de gamle
bygningsanlæg. Enkefrue Rosborg

lod Kaalundsgade anlægge over en del af grunden, mens resten
blev opdelt i parceller og solgt.  

Den sorte Adler

Nr. 49: Den næste grund havde 49 ½ 
alen mod broen. Det var den vestlige del af Hans Bøgesens
sted fra 1677. Grunden svarer til Vesterbrogade 83
i dag.

I 1694 blev grunden endnu ubebygget vænge,
fæstet af kongens skrædder, mester Johan Schumacher.
I 1707 fulgte Werner Könne, Prædiker til den Reformerte Kirke.
I 1715 fik kongelige køkkenskriver Rasmus Hollersen
fæste. Tre år efter havde han bygget ud til broen.
I 1737 købte hofskriver og stempelpapirsforvalter Ole Lystgaard
stedet.

I 1742 bød Bryggerlauget
enken 6.031 rdl for stedet. Da var der åbenbart værtshus eller gæstgiveri
på stedet.

Det vides, at Den sorte Adler
og senere Stadt Hamburg lå på adressen. En række forskellige
værtshusholdere fulgte.  

Valdemarsgade bliver anlagt

I 1784 fik klædefabrikørerne Gottlieb
og August Kramer
fæste for livstid. Der blev indrettet væveri
med tre faste klædevæverstole, klædepresse, tørrerammer m.m.

Omkring århundredeskiftet bestod stedet
af det omtrent firefløjede bygningsanlæg med frontkvist, brænde –
og farverhuse samt væverværksted. Forskellige ejere fulgte.

Valdemarsgade
blev anlagt på en lille del af denne grund. I 1874 – 76 blev de gamle
bygninger nedrevet.  

Sorø 
kloster

Nr. 48: Områdets største grund kom
herefter. Den havde en facadelængde mod broen
på ca. 130 alen. Det svarer til beliggenheden af i dag Vesterbrogade
85 – 91.

Her havde brygger Anders Rasmussen

i 1676 bryggerstavn og kålhave.
I begyndelsen af det 18. århundrede var her også et gæstgiveri, der
gik under navnet Sorø Kloster.
I 1714 blev det drevet af skomager og gæstgiver Christen Hansen
Tønder.
I 1719 hed gæstgiveren underfoged og
øltapper Hans Knudsen Sølling,

indtil Christopher Nelling, leverandør og kongelig køkkeninspektør
i 1732 overtog stedet.

Kvindes spillegæld

Han oprettede desuden et stopperi
til opfedning af fjerkræ. Forskellige ejere fulgte. Interessant er
dog at konstatere, at agent Johan Christopher Amberg
i 1783, måtte overlade stedet til konferenseråd Jens Jessenius
Clasen,
grundet sin kones spillegæld på 9.000 rdl. Forskellige
ejere fulgte.  

Fornemt udstyr

Den store gammel gård havde et fornemt
udstyr med bl.a. malede landskaber i havestuen. Det var sandsynligvis
udført af en tidligere jer, Brünniche.
Her var også et ottekantet lysthus, tyrkisk telt, haveskulpturer, fornemme
lysthuse og fuglehus.

På grunden blev en del af Valdemarsgade
anlagt.  

Blomster
– og lysthus

På Vesterbrogade
89 lod postkontrollør Peter Wilhelm Gensen
i 1852 opføre en villa i middelalder
– stil.
I 1860erne var det godsejer C.F.S Leth

der ejede villaen. I haven lod han opføre blomster – og lysthus.
I 1881 var det læge C. Mundt,
der boede her.

I 1898 rev malermester P.D. Løw
villaen nedrive, hvorefter han opførte det eksisterende og fire fløjede
etagehus.  

Galgemøllen

Nr. 47: Den næste grund på 
Vesterbrogade
var Nybromølle

også kaldet for Galgemøllen,
efter den nærliggende murede galge på Vester Fælled,
der lå der over for Sorte Hest
fra 1622 – 1799.

Møllen nævnes allerede i 1673, hvor
møller Oluf Germandsen skulle have haft pladsen fra før svenskernes
belejring (1658 – 1660). Fra 1724 – 1739 havde brygger Otte Lerche
fæste møllen, men ellers var det rigtige møllere som var her.  

Allerede i 1739 var det et otte fags
forhus mod broen med et 12 fags sidehus. Vindmøllen var længere
tilbage på grunden.

Siden 1773 fulgte også fæstet
på vænget bagved. Men her måtte der hverken graves, pløjes,
plantes eller sås. Og man måtte da sandelig heller ikke bygge. Man
kunne så sætte kreatur på græs på vænget. Det var
forresten den gamle pesthuskirkegård, der havde ligget her. Forskellige
fæstere fulgte. 

I 1806 bestod bygningskomplekset af forhus
med 48 alen facade, stuehus, stald, slagtehusmaterialehus samt vindmøllen
på en ottekantet muret fod i to etager. Senere blev udhusene udskiftet
med et nyt sidehus. Dertil kom også en hestemølle. 

Jernstøberi

På naboparcellen 47a, som i mange
år tilhørte fabrikanterne Borch og Henriksen
udviklede der sig efterhånden et større fabrikskompleks til jernstøberi.  

Markmandhus

Nr. 46: Denne grund svarer nærmest til
beliggenheden af Vesterbrogade 97
– 99
i dag. Her lå ved en markvej stadens lille markmandshus.
I 1673 boede her hyrde Niels Jensen
og dyrevogter Mathias Lauridsen.

I 1756 kom her fornemme folk, nemlig kommandør Friedrich Güntelberg.
Han blev efterfulgt af enkefruen og derefter af dennes nye ægtefælle,
generalkrigskommisær Alexander Ross.
Her var et rigtigt overklasse –
landsted.
 

Hjortehus

Der var gobeliner på væggene og
glasdøre til haven,Og her var lysthus i to etager, keglebane og en
hvælvet
lindeallé.

Traktør Jacob Nissen Hiort omdøbte
stedet fra Eensom
til Hjortelund.  

Lystgården Retraite

Nr. 45: Vi er nu nået til den sidste
grund, og den der i dag svarer til Vesterbrogade 101.
I 1735 oprettede tøjsmed Stökter
her en såkaldt tysk smedie.

I midten af det 18. århundrede var fæsterne
her slagtere og hestehandlere, indtil prokansler Erik Pontoppidan

i begyndelsen af 1760 indrettede en lystgård, der senere gik under
navnet Retirade eller Retraite.
Forskellige fæstere fulgte.  

Bygningsanlægget bestod helt til 1894.
Det bestod af et 32 alen lang bindingsværkshus i 14 fag med to tre
fags frontkviste samt sidehuslænger med feldberederværksted.  

Hvide Hest Området

Hele den store strækning af delområdet,
der i dag går fra Enghavevej
til Vesterfælledvej omfattede én stor gæstgiver – ejendom.

Bagskellet, der lå ca. 120 alen
syd for Vesterbrogade og som oprindelig dannede grænse mod
Københavns
store fælles græsningsområde, Vester Fælled,
afspejles stadig i Tøndergade
samt i knækkende på Enghavevej
og Vesterfælledvej.  

Gæstgivergården Callundborg

I det 18. århundrede holdt markmanden
til herude. Bygningsanlægget, der var placeret nærmest byen voksede
efterhånden fra en lille otte fags stråtækt ejendom i 1712 til et
18 fags bindingsværks forhus i en etage, 40 alen langt og med 21 alen
sidelænge i 1793.  

Markmands – arbejdet var på 
dette tidspunkt for længst veget for gæstgiveri, sandsynligvis efter
at brygger Mogens Selstrup i 1740 havde overtaget fæstet på
stedet.  

Hvide Hest

I 1775 sad øltapper Hans Stæhr

på gæstgivergården med fæste for livstid på det store vænge. Stedet
blev kaldt Callundborg Herberg,
men benævnes senere som Hvide Hest.

Den gamle tilknytning til fælleddriften
blev dog længe bevaret.  Stadens fold til indebrænding
, d.v.s. hvor kreaturerne blev ejermærket før udsætning til det fri
sommerliv på græsgangene, lå i gæstgivergårdens vænge lige vest
for bygningsanlægget.  

Efter Hans Stæhr
fulgte i 1808 hans søn, hørkræmmer Christian Stæhr.

Men få år efter dennes død, blev det store vænge, som familien havde
haft i fæste, at staden opdelt og bortaktioneret som selvstændige
ejendomme.  

Udvidelser

Selve bygningerne med have, som strakte
sig 265 alen langs Vesterbro
fra hjørnet af den gamle malkevej
senere Enghavevej, blev købt af kaptajn, buntmager Liebenberg.
Efter hans død i 1819 blev den store ejendom overtaget af hans arvinger.,
som i 1829 solgte vængestykket  til gartner J.C. Hansen.

I 1834 blev den gamle gæstgivergård
forlænget mod øst med en 21 alens staldlængde, der i 1847 blev ombygget
til beboelse.  
 

Frydsvej (Sundevedsgade) anlægges

Efter demarkationslinjens tilbagerykning
i 1852 påbegyndte gartneren en storstilet udparcellering. I 1852 frasolgte
han en stor parcel, der i dag udgør fire grunde ved det østlige hjørne
af Sundvedsgade/vesterbrogade.

Kort efter lod han anlægge Frydsvej
(nu  Sundvedsgade)
tværs over vænget ned til de fællesarealer,
som han også havde erhvervet.  

Lyststedet Amerika

Et lille lyststed blev opført. Det var
en en etagers bygning på 24 x 17 alen. I 1814 blev ejendommen købt
af generalkonsulent John Murray Forbes.

Han døbte stedet Amerika.  

Den amerikanske vindmølle

Forbes
”mekanikus” Winstrup
lod opføre en vindmølle efter et
sindrigt amerikansk patent på en parcel af Vester Fælled
syd for Amerika. Den blev i folkemunde kaldt Amerika
– møllen.
Men bygmesteren kaldte den selv Nye Winstrup Mølle.

Brændevinsbrænder Westergaard
overtog møllen i 1838. 

På en aktion i 1820 blev lyststedet
Amerika
købt af justitsråd Petersen.
Få år senere var det baronesse Elisabeth Sophie Bretton,
der stod som ejer. Efter forskellige ejere var det Stadskonduktør
Schlegels
arvinger, der lod Amerika

udparcellere i syv grunde i 1854.

Hovedbygningen lå, der hvor vi i dag
har Vesterbrogade 131 – 135.  

Forskellige stilperioder

Landstedslignende villaer blandede sig
med ældre bygninger. Mange af disse bygninger måtte vige for nybyggeri.
I dag fremtræder denne del af Vesterbrogade
særdeles broget og forskelligartet. Forskellige stilperioder er repræsenteret.  

Vi slutter hermed vores fjerde vandring
gennem Vesterbros historie. Vi vender senere tilbage med Istedgade og
Enghavevej.
 

Kilde: Se

  • Litteratur København

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Vesterbro, en historisk
    vandretur
  • Et sted på
    Vesterbro

  • Vesterbro
  • Forlystelser i København

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København