Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Nørrebro – erindringer

Oktober 22, 2011

Klunserne byttede koner. Missionspenge
blev investeret hos slikmutter. Politiet på 
Fælledvejen var indstillet på 
jokes. I 1965 var der 123 udskænkningssteder på 
Nørrebro. Vi kigger på Nørrebro
– moden i 1930 – 1940erne. Og så 

går vi i Stefans Biografteater. Der var små
værelser og lokum i gården, og så
var der mange enlige kvinder på Nørrebro. For mange træer var der
på Nørrebros Runddel.
 

Den gamle Runddel

Nørrebros Runddel
blev anlagt samtidig med Jagtvejen
i 1750. Man plantede masser af træer. Men efterhånden som trafikken
voksede fik man problemer med de store poppeltræer., der var plantet
med 2 – 3 meters mellemrum. Møllerne mente også, at træerne tog
for meget vind fra deres møller. Så i 1844 blev det bestemt, at hver
anden af træerne skulle fældes. Ja egentlig var det for sent. For
man sagde på Nørrebro, at på grund af manglende vind var den
ene vindmølle blevet til en hestemølle.  

Forskønnelsesudvalget
mente også, at man fremover skulle plante lind – eller elmetræer.
De hele gamle nørrebroer mener, at det er på Runddelen

at Nørrebros hjerte befinder sig. I 1924 blev Runddelen
forvandlet til det, vi stort set, ser i dag.  

Dronning Louises Bro

Den 7. september 1887 fyldte Dronning
Louise
70 år. Men det var også den dag, hvor Dronning Louises
Bro
blev indviet i sin fulde bredde.  

Skt. Stefans Apotek

Det var også ved Runddelen,
at Hovedstadens Brugsforening
blev dannet. Det var her, hvor Nørre Central Cafè
og dansestedet Troika lå.  

I februar 1890 søgte Farmaceutisk
Medhjælperforening
tilladelse til at oprette to nye apoteker i

København. Det Kongelige Sundhedskollegium
havde fundet frem til at der var et særligt behov Den del af Københavns
Kommune, som ligger udenfor Jagtvejen og Falkoneralleen med de tilhørende
Dele af Brønshøj Kommune.
 

Det var et område, der husede 120.000
mennesker. Derfor foreslog kollegiet, at der foreløbig blev åbnet
to apoteker. Et, der skulle dække Frederiksberg (H.C.
Ørsted Apotek)
og så et på Nørrebro
– kanten.

Det var ikke noget lille kvarter, området
skulle dække.  

Det nye apotek blev opført på 
den grund, der tilhørte den gamle Øhlunds Mølle.

Dengang rejste der sig en flot apoteker – bygning midt på marken.
Men Skt. Stefans Apotek var født. 

Enlige kvinder

I visse kvarterer på Nørrebro
udgjorde enlige kvinder, der var forsørgere hele 40 pct. Sådan var
det i 1901. Mere end andre steder havde de erhvervsarbejde. I baggårdene
var der mange små arbejdspladser. Men der var også mange store som
Schmidt, Mygind og Müttemeiers Maskinfabrik

og Schiønning og Arvè.  

I 1909 var ugelønnen for en faglært
arbejder 18 kroner.  

Små 
værelser og lokum i gården

Værelserne i Nørrebrogade
225 var små i 1917. Køkkenet var ude på gangen. I soveværelset kunne
sengene ikke engang stå ved siden af hinanden. Det var karbidlampe
i stuen og gasblus til oplysning i køkkenet.

Der var ingen lys i opgangen. Der var
gammeldags lokum i gården. Det var ikke sjovt midt om natten, at skulle
ned fra femte sal med et stearinlys i hånden for at besørge nede i
Retiraderne.
 

Natmændene kom med deres ladvogn med
to heste forspændt og hentede de fulde tønder. Sikke en hørm.

Ja prisen for hele herligheden om måneden
var, hvad man kunne tjene om ugen i papirfabrikken i Skyttegade.  

Storvask foregik i køkkenet. Nogen var
heldige, at have en mørk kælder til rådighed. Her foregik det med
et gammeldags vaskebrædt. En petroleumslampe gavet lidt uhuggeligt
skær. Men tøjet skulle være rent. En del var heldige at have et tørreloft
oppe på sjette sal.  

Gården var belagt med brosten. Men her
var også jord, hvor beboerne havde kaninbure stående. Når dyrene
var fede nok, blev der serveret kaninsteg. Der var masser af rotter
i gården og mus i lejlighederne. Der blev sat musefælder op i køkkenskabene,
og der var altid fangst.  

God legeplads ved Ladegårdsåen

Området omkring Ladegårdsåen
var en sjov legeplads. Om vinteren var der is på åen. Hvis man ikke
havde en kælk kunne man snildt bruge et sildekasselåg, ja og skoletasken
kunne også bruges.  

Allerede i 1600 – tallet taltes
der om forurening af åen. Kongen påbød bønderne om at rense den.
Det samme gentog sig i 1620. En masse heste -, hunde og kattelig har
mange gange været med til at forstoppe åens løb.

Faktisk først i 1820 blev den første
bro Büllovsbroen bygget over åen. Det var dog en privat bro,
der kunne føre byggematadoren fra Nørrebros

slum til det pæne kvarter på Frederiksberg.

Bangert
lavede senere en bro ved Brohusgade.
Og selvfølgelig forlangte han bropenge. Man var jo ikke forretningsmand
for ingenting.  

Den tredje bro, Parcelbroen
var i 1892 så faldefærdig, at den blev revet ned. Den blev erstattet
af en jorddæmning. Ladegårdsåens
skæbne var hermed beseglet.  

Billig brændsel

Lige over ved Slangerup
– banen
i den sidste tid af første verdenskrig, sad koksdamen
og pillede koks. Når lokomotiverne kom ind, smed de afbrændte kul
ud, så var slaggerne blevet til koks. Ja hvis man var hurtig var det
meget billig brændsel.  

Det kunne man også finde på 
byggepladserne. Dem var der masser af under første verdenskrig omkring
Nørrebro.
Så var det bare med at få en sæk med.  

Det var ikke unormalt, at man gik til
bageren med en spånkurv og fik for 50 øre gammelt brød – 
fra dagen før. Det kunne sagtens varmes i ovnen.  

Som børn elskede man, når spillemand
Viggo
kom ned i gården med sin lirekasse. Så blev der danset,
og beboerne smed mønter ned til ham pakket i avispapir.  

Det var dengang, at købmændene havde
åbent til kl. 23 om lørdagen.  
 

De dansende brandsprøjter

Deroppe fra Nørrebrogade

var der en god udsigt, især når brandsprøjterne kom dansende hen
ad sporvognsskinnerne. Det var hestevogn med firspand med to kuske på
førersædet. Når hestene ramte skinnerne med deres hestehove, slog
det gnister.  

Efterhånden var der kommet petroleumslampe
i stuen, og en skibslampe i soveværelset. Her brændte lyset ind til
de små var faldet i søvn. Der var efterhånden også kommet en køkkenlampe,
men stadig ingen lys på trappen.  

Stefans Biografteater

Der hvor Hillerødgade
og Nordbanegade mødes, lå den lille biograf Stefans Biografteater.
Der var stor søgning af børnene til søndagsforestillingerne. Men
inden skulle man lige forbi slikmutter

i Skodsborggade. Her kunne man købe æble på pind.
Det var æbler, der var dyppet i en varm glasurmasse, og derefter afkølet.  

Børnene måtte pænt vente, indtil døren
gik op. Inden da havde de betalt de 40 øre. Og det gik hurtig, da dørene
åbnede sig. Det var med at finde de bedste pladser. Børnepladserne
var bænke anbragt foran i teatret. Bagved sad de voksne på klapstole.  

To store kakkelovne var der, en på 
hver side. I loftet var der de skønneste friser, som forstillede billeder
fra romertiden.

Det var stumfilm, der blev vist i biografen
før august 1928, hvor biografen lukkede. Men der var både en klaverspiller
og en violinist, der kunne dramatisere forestillingen.  

Mandags – og torsdagsfilm var mere
alvorlige film bestemt for det voksne publikum, mens repertoiret fra
fredag til søndag var mere børne –  og ungdomsvenligt.  

Det var i de år, hvor cowboy – 
helten Tom Mix var en af de store trækplastre i biograferne
verden over. Andre store navne var Fyrtårnet
og Bivognen. Så var der også Chaplin

og Harald Lloyd. Jo der blev sandelig stampet i gulvet og piftet,
når Tom Mix red efter banditterne.  

Luften i biografen har ikke været god.
Børnene opdagede det ikke. De var for optaget af det, der foregik op
på lærredet. Men under forestillingen kom en kontrollør og sprøjtede
med håndsprøjte i salen.  

Da Greven af Monte Cristo
havde premiere men der var startvanskeligheder. Skibet Pharo
stod stille på lærredet, og filmen knækkede samme sted hele tre gange.
Men til sidst kom skibet i havn, og historien kunne fortsætte.  

I Social Demokraten
den 19. august 1928 kunne man læse følgende annonce:  

  • Stefans Biograf kl. 5
    – 7 1/4 – 9 ¼: Politichefens Datter med Tom Mix samt
    Harald Lloyd Til søs i 2 Akter
  • Teatret indstiller sin
    Drift fra og med i Dag. Direktionen takker det store Publikum, der gennem
    Aarene har vist Teatret sin Velvilje.

 

Jagtvej 69

Jagtvej 69
blev som bekendt revet ned efter en masse ballade. Dette hus rummede
en masse minder. Og en stor del af Nørrebros
historie foregik netop her.

Gennem årene havde der været afholdt
tusinder af foreningsfester i huset.  

Det var her, Hr. Gundeman
havde danseskole i 30 – 40erne. Undervisningen foregik om aftenen 
og søndag formiddag var der dansant, med en særlig entré. Det kostede
2 kr., men det var stuvende fuldt.  

Hr. Gundeman
stod på en stol i højre side af salen og råbte, 1- 2 – 3. Der var
akkompagnement af et klaver. Når man havde lært at danse kunne man
kaste sig ud i alle de fester, der foregik i huset.  

Man købte gerne en billet i forvejen
hos en af foreningsmedlemmerne for 75 øre. Det gav først adgang til
en teaterforestilling. Bagefter var der så bal. Et baltegn kostede
1 – 2 kr. Musikken bestod som regel af et 6 – mands orkester.
Ja, der blev spillet tidens populære melodier: Stakkels Gigolo,
Ti små snavsede fingre, Det var på
Capri.
 

Moden
– dengang

Til venstre for scenen holdt stampublikummet
til. Deres påklædning var dengang en nydelig habit, altid nypressede
benklæder. Jakken var kort med store revser, lidt vat i skuldrene og
benklæderne var vide for neden.

Et sådant sæt tøj kunne man købe
skræddersyet hos en af Nørrebros

mange skrædderforretninger for 5 kr. om ugen, hvis man ikke havde råd
til at købe det kontant.  

Skjorten var gerne stribet , et smart
slips og et lille lommetørklæde i brystlommen samt sorte sko. Sådan
var swinger – påklædningen
dengang.  

Masser af bal

Hårfrisøren var tætklippet i nakken
og i spidsen.

Dengang var der masser af bal i byen,
Gimle, Rossini – Rømersgade, Weinold, Folkets Hus på Enghavevej

og mange andre steder.

Og de unge, nybegyndere kaldte man
Turister.
De kunne ikke rigtig begå sig på dansegulvet og blev
ofte mødt med forargelige øjekast af de garvede.  

I de år var en hvid skjorte med sorte
prikker det store julegavehit. Meget udbredt dengang var også en slips,
pyntelommetørklæde samt tørklæde i en slags silkekvalitet. En noget
billigere model var poloskjorten, som kunne fås i forskellige farver.
Moderne var en rød poloskjorte med hvid slips.  

Men ellers var svinger
– moden
en stribet skjorte.

Når det var pinsebal, som sluttede om
morgenen ved 5 – tiden, kom mælkemanden med en kasse sødmælk.
Mange tog videre til kolonihaverne, hvor der var et hornorkester eller
harmonikaspillere.  

Man kunne også tage hen i den lille
danserestaurant Resi i Hillerødgade.

Her var dans til et tre – mands orkester. Restauranten havde et slogan:  

  • Hvorfor sidde hjemme med
    sin thesi, når man kan more sig i Resi.

 

Stauning på 
besøg 

Men som sagt skete der meget i Folkets
Hus
Jagtvej 69. Således fejrede Socialdemokratiets
12. kreds,
40 års jubilæumsfest. Den 13. januar 1933. Der var
festale af statsminister Th. Stauning.

Derefter var der tale af folketingsmand O. Andersen.

Og så var det sandelig teater med
Povl Vendelbos Teaterselskab.
De opførte, Tante Jutta fra Kalkutta.
Bagefter var det bal til Emil Løftgrens Orkester
til klokken 2.  

123 værtshuse

Der har altid været gang i Nørrebro.
Således var der op mod 1965 hele 123 udskænkningssteder på Nørrebro.
Nogle af de danserestauranter som ikke er mere havde så eksotiske navne
som Bolero, Palma de Mallorca
og Barcelona.

Og så kom Det nye Resi.
Det blev et sandt beattempel.  

Forsvundet er også den verdensberømte
Oscar Davidsen
på hjørnet af Griffenfeldtsgade
og Åboulevarden. Prater blev til Zigøjnerhallen
og senere Mickeys Dance Hall. Tyrolerkroen
skiftede navn til Nyroleren.  

Den gamle Tagenskro

Og når vi taler om gamle kroer, så 
var det også den gamle Tagenskro.
Den stammer tilbage fra 1700 – tallet. Har var krohave. Man kunne
få serveret i små hyggelige livlig malede lysthuse. Har var stort
rykind, når soldaterkongen Frederik den Sjette
holdt sine store manøvre på Fælleden
med Borgervæbningens mere eller mindre velvillige bistand.  

Sjov og ballade hos Politiet

I 1930 havde man på den store
Fælledvejens Poltistation
stadig humor. Man brugte store skrivepulte.
I et af disse pulte havde man opbevaret en sixpence og et kranium. Da
en anmelder en gang dukkede op blev han bag skrivepulten møt af et
kranium iført sixåence, der med mørk stemme spurgte: Hvad kan
jeg så gøre for Dem.
 

Værre var det næsten en gang, da to
unge mennesker havde opholdt sig temmelig længe foran kirkegårdsmuren
på Jagtvejen. To betjente havde observeret dette. Den ene
betjent bevægede sig ind på kirkegården , iførts sig sine hvide
handsker, og bandt et hvidt lommetørklæde om det ene håndled. Derefter
kravlede han op på et gravgekænder, umiddelbart ud for det unge par,
stak den hvide arm ud over muren og sagde med hul røst: 

  • Kan vi så 
    få ro til at sove vores sidste søvn ?

 

Det fortælles, at det unge par brølede
af rædsel, og spænede væk i panik til megen morskab for betjentene
og et postbud, der havde overværet morskaben.  

Mad på 

skolen

Kapelvejens Skole
var blevet til betalingssskole (1 kr. om måneden, og det var mere end
det almindelige borgere havde råd til. Så mange blev flyttet over
til Hans Tausensgades Skole.
Der var et stort køkken med komfur og store gryder.

Der blev serveret varm mad hver anden
dag om vinteren i skolen. Men det var kun for de børn, der havde anmodet
om det. Om mandagen blev der serveret biksemad.
Ellers var det Blodbudding.
Om lørdagen var der flæskesteg.  

En lærerinde sørgede for at de trænte
elever fik træsko og strømper. Denne Frk. Bruhn
sørgede også for, at de særlig trængte kunne hente gammelt brød
hos bageren.

Den sociale nød i begyndelsen af 1900
– tallet var stor på Nørrebro.  

Nørrebro
– et bissekvarter

I 1930erne var dele af Nørrebro
blevet et rigtigt Bisse – kvarter.

Det gjaldt om, at sætte sig i respekt fra starten.

Store Gert
var spritter. Han holdt til på Blågårds Plads. Nørrebro
– mødrene
bad ham tit at holde øje med børnene, mens de var
på indkøb. Han var den mest trofaste barnepige, man kunne ønske sig. 

Missionspenge investeret hos slikmutter

Ellers lå der sprittere på 
trapperne og sov. I 20erne og 30erne var der stor arbejdsløshed. Der
var ikke meget handel i butikkerne.

Mange unger blev om søndagen anbragt
i Søndagsskolen. Det foregik blandt andet i gymnastiksale. Man
fik 2 – øre med til en eller anden mission. Ofte blev missionspengene
dog investeret hos slikmutter.  

Brand på 
teatret

Den 15. december 1931 skete der en katastrofe
på Nørrebro. Teatret
brændte. Johannes Meyer havde lige haft succes med hovedrollen
i Styrmand Karlsens flammer.
Han udtalte til Dagens Nyheder  

  • Det er forfærdeligt .
    Nu er det hele forbi. Og just som det gik så
    godt.

 

Buster Larsen får sin debut

Men Nørrebros Teater
rejste sig fra asken. Teatret blev hurtig bygget op igen. 7. september
1932 kunne Johannes Meyer åbne igen med forestillingen To
Slips,
hvori et nyt talent så dagens lys – Buster Larsen.
Dengang 12 år.

Buster Larsen

er født og opvokset på Nørrebro.  

Klunserne bytter koner

Klunserne var meget aktive på 
Nørrebro.
Deres faste værtshus var Det grønne Hjørne
på hjørnet af Jægersborggade
og Stefansgade. Her kom senere en cykelbutik. Stedet var en værre
bule, hvor klunserne byttede koner. De sloges såmænd også om dem
på stedet.  

Og kære læsere sådan kunne vi blive
ved – og det gør vi – 
i flere artikler.
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:

  • Anekdoter fra det gamle
    Nørrebro
  • At bo på
    Nørrebro
  • Barn på
    Nørrebro
  • Blågårds
    – kvarteret gennem 400 år
  • Dagligliv på
    Nørrebro – dengang
  • Gamle historier fra Nørrebro
  • Historien om Nørrebros
    Teater
  • Historier fra Nørrebro
    1880 – 1936
  • Nørrebro Overskrifter
    1903 – 1916
  • Nørrebro
    – dengang
  • Omkring Nørrebroparken
    1 – 3
  • Steder på
    Nørrebro
  • Urtekræmmere, Spækhøkere
    og andre på Nørrebro m.m.
  • Stauning på
    Nørrebro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro