Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Pest i København

Juli 26, 2011

En tredjedel af befolkningen døde
i 1711/12. København var fuld af skidt og møg, og man byggede alt
for tæt. Der lå råddent kød og
ådsler i gaderne. Barber – 
lauget fik travlt. Der var ikke noget egentlig sygehus. Vordrufgaard
og Ladegaarden blev brugt som lazaret. Militæret ville ikke frivillig
forlade Ladegaarden. 66 skibe lå på
Reden. Flådens Folk døde som fluer. Og på
Kastellet drak man ”pest – vand”. Nyboder
– folket smed bare ligene vilkårlig, og blandt fangerne var det mandefald.
 

Guds straf

Allerede i året 1351, da København

hørte under Roskilde – bispen,
led byen under en meget voldsom pest – epidemi. Ja man kaldte den
for Den sorte død. Ja byen var faktisk ramt af pest ca. 30 gange.
Op til to tredjedel af byens befolkning gik bort under epidemierne.  

Pesten blev anset for Guds straf.
Den kom, fordi mennesket havde begået synd. Andre mente, at det var
jødernes skyld, at vi fik pest.  

Brugsvejledning

På universitet havde man tidlig
udarbejdet retningslinier for, hvordan man skulle helbrede pesten. Man
havde opgivet navnene på medicinen.

Der indførtes en ordning med, at de
fattige frit kunne hente medicinen på apoteket, mens dem, der
kunne betale, selvfølgelig skulle betale for det.  

Forholdsregler fra 1613

Man var udmærket klar over smittefaren.
Således udsendte Christian den Fjerde
i 1613 en bestemmelse, hvori man blandt andet kunne læse, at 

  • ingen som kommer fra steder,
    hvor sygdommen er begyndt, må 
    tillades adgang til steder, som endnu er fri. Hvis nogen indkommer,
    indlægges han 4 eller fem uger i Pesthuset eller i værelser, hvor
    ingen sygdom har været, og tillades senest at udkomme, når ingen sygdom
    har vist sig hos ham.
  • At breve fra smittede steder
    skulle gennemstryges
  • at ingen skibe eller håndtering
    tillades fra sådanne steder, og at aldeles ingen derfra kommende skibsfolk
    eller varer tilstedes at føres i land.

 

Meteorer og Nordlys

Mange mærkelige ting skete der dengang.
I Frankrig så man meteorer. Der var masser af Nordlys
i Norden. I 1701 var Vesuv

i udbrud. I 1708 var der jordrystelser i Italien
og Frankrig. Sådan noget gav varsler om noget ondt. Dette var
Guds straf.
 

I 1709 var vinteren meget streng.
Venedig
var omgivet af is. Sygdomme opstod. Således var der udbrud
af kopper i 1703. I 1708 havde man Forrådnelsesfeber.

Om efteråret i 1709 havde man en meget farlig influenza. Den angreb
børn og unge mennesker. Men det skulle blive meget værre.  

Pest på 
vej

I Kostantinopel
var pesten brudt ud i 1704. I 1708 var den nået Ungarns
og Polens grænser. Kort tid efter viste den sig i Preussen.

Man havde i Danzig gjort alle mulige forholdsregler, men intet
hjalp. Den følgende vinter udryddede den 23.000 mennesker. Pesten bredte
sig til Pommern . I september 1710 raser den i Stettin
og Stralsund.  

Mange flygtede fra krige, og på den
måde kom pesten i 1710 til Karlskrona.
Her døde 16.000. Den bredte sig til Stockholm,
hvor 40.000 skulle være blevet offer for den. Fra 1709 til 1711 huserede
den i Spanien. Og i 1720 udbredte den sig i det sydlige Frankrig.  

I krig mod svenskerne

Herhjemme var Danmark
atter i gang med en krig mod Sverige.
Den 28. oktober 1709 blev der erklæret krig. 16.000 soldater blev landsat
den 12. november ved fiskelejet Raa
i Skåne. Der var vel nok kun 5.000 indfødte danskere imellem.

Svenskerne blev pålagt en ordentlig
brandskat og den ene by efter den anden blev besat, Helsingborg,
Landskrona og Karlskrona.

Under den strenge vinter blev Christiansstad
indtaget.  

Forrådnelsesfeber

Masser af sårede reddede sig i land
i Helsingør under beskyttelse af den danske flåde. Hunger,
kulde, magtløshed bredte sig efter de tabte slag. En Forådnelsesfeber
bredte sig i Helsingør. Har havde man ikke de nødvendige faciliteter
til at tage sig af alle de syge og sårede på en hensigtsmæssig måde.
De der kunne transporteres, blev fragtet til København.

De blev anbragt i Krigshospitalet,
i lejede huse både i og uden for byen.  

Sygdom ramte flåden

Den danske flåde, der tidligt på 
året 1710 stak til søs, blev heller ikke forskånet for den sygdom,
som i starten bredte sig hos land – soldaterne.

En del af den danske flåde var sendt
til Den Finske Bugt for at hjælpe russerne. De havde medtaget
proviant til tre måneder.

Men sygdommen ramte over 1.500 matroser.
I løbet af juli og august døde mange af dem. I løbet af 1710 døde
i alt mere end 6.000 medlemmer. Men det skulle blive meget værre.  

Fysikus og politimester

I 1683 havde København
fået sin første politimester.
Han skulle også sørge for sundheden i byen. I 1701 var der også oprettet
en politiret.
Og i 1708 fik man en indstands, der hed Politie
– og Commerce Collegium.
De fik meget travlt under pesten. Og
det fik politimester justitsråd Johan Bertram Ernst

også.  

Siden Christian den Fjerdes
tid havde København fået sin egen Fysikus (Physicus).
Han skulle understøtte politimesteren
og øvrigheden samt føre tilsyn med hospitalerne, herunder stiftelserne.
Fysikus
skulle også visitere apotekerne.

Under pesten i 1711 hed Fysikus, Johan
Eichel.
Han var tillige medlem af Magistraten.  

København fuld af skidt og møg 

København
stank og var fuld af skidt og møg. Rendestenen var som en stinkende
kloak. Havne og kanaler var fulde af skarn og døde dyr.

Christian den Fjerde
havde udsendt flere forordninger, hvis formål var at gøre København

mere rent. Og kigger vi efter i de ældre Laugs
– forordninger
ser vi også, at det var blandt andet var vognmændenes
pligt, at holde gader og veje rene.  

Ujævnheder i brobelægningen

Brolægningen lod også meget tilbage
at ønske. Således klagede Christian den Femte
over at han ikke kunne komme frem i gader på grund af ujævnheder i
brolægningen. Ja Frederik den Anden
befalede det allerede.

Flere torve var således uden brolægning.
Og ubebyggede grunde indeholdt en utrolig mængde urenlighed, ja lad
os bare kalde dem for lossepladser. Ådsler, døde dyr og meget andet
blev bare henkastet.  

Der var mangel på organiseret natrenovation
og adskillige påbud og forordninger blev ikke overholdt.  

Råddent kød og indvolde på 
gaderne

I 1577 havde Frederik den Anden
forbudt slagterne at slagte inde i byen. I januar 1685 var der kommet
en forordning om uorden og urenligheder i gaderne. Her stod, at man
ikke måtte kaste råddent kød og indvolde på gaderne.  

Bygget alt for tæt 

Men alt dette hjalp ikke. København

forblev usund. Bygninger og huse var bygget alt for tæt. I mange gader
og stræder kunne to vogne ikke passere hinanden. Sol og luft kunne
ikke trænge ned i stræderne.

I 1683 befalede Christian den Femte
at alle skure og udhuse skulle nedtages, hvis de stod i vejen. Meget
tidlig var øvrigheden klar over, at den tætte bebyggelse var befordrende
for ildebrande og epidemier.  

Der stank i kirkerne

At man i 1701 overlod stadens renholdelse
til en anden privat entreprenør hjalp ikke synderligt meget. Morten
Willemsen
og hans arvinger kunne ikke gøre det bedre.

En anden uskik man heller ikke uden videre
kom til livs, var at begrave lig i stadens kirker.  I kirkerne
i København og på Christianshavn

var der en ulidelig stank. De rige så det som status, at blive begravet
inde i kirkerne.  

Barbererne

Barbererne,
som kom til at spille en vigtig rolle under pesten, havde allerede tidligt
dannet et laug. De havde nu 21 mestre, og sammen med svende og
drenge udgjorde de et ikke ringe antal.

Gennem tiden havde de opnået en del
goder og rettigheder, men også en masse pligter. Disse pligter
betød, at de skulle ud på kamppladsen og ud på flåden, når der
var sygdom.

De skulle, når der var pest rådgive
de syge og overtage behandlingen.

Men ofte var kundskaberne meget små.
Disse var så til gengæld større hos kirurgerne.

Disse havde god erfaringer fra militæret eller flåden.  

Kvaksalvere

København
var også godt dækket af kvaksalvere,
som bildte syge folk ind, at de kunne helbrede dem. Mange holdt hånden
over dem og de fik sågar sikret sig privilegier.  

Apoteker

I 1672 havde København

fire priviligerede apoteker, nemlig Hof
– apoteket, Løve – apoteket, Svane
– apoteket
og Salomons Apotek.

Dette antal blev ikke forøget før 
Vajsenhus – apoteket
Nytorv
blev anlagt i 1734.

Det var ikke, fordi at der var nogen,
der forsøgte. Således søgte enkedronningens hof – apoteker om bevilling
til Skt. Anna – apoteket i 1711, da pesten var på sit tilbagetog.
Men de andre apoteker var imod, så det det blev ikke til noget.  

Ingen sygehuse

Byen havde mange stiftelser til syge,
gamle og fattige. Men et egentlig lazaret eller sygehus havde byen ikke.
Frederiks Hospital
blev først stiftet i 1737. Almindeligt Hospital
måtte først fra 1769 modtage syge.  

Krigshospitaler

Til gengæld havde militæret to sygehuse.
Det var Kvæsthuset til flådens patienter og det såkaldte

Krigshospital Ladegården.

Kvæsthuset
var blevet oprettet i 1658 og først anlagt på Bremerholm
for bådsfolk. Ti år senere blev det flyttet til fattighusene
Christianshavn. Til sidst endte det i nærheden af

Nyboder (læs artiklen Guldhuset).

Under krige var disse hospital dog overbelagt,
så man måtte leje andre huse for at klare presset.

Kun en lille del af Københavns
syge kunne under normale omstændigheder optages på de forskellige
stiftelser.  

Pesthus fra 1522

Allerede i 1522 var der anlagt et
Pesthus
af Claus Denne uden for Vesterport.

Også Skt Jørgens Hospital
mellem Nørreport og Vesterport
fungerede en overgang som pesthospital.  

Skt. Jørgens Hospital

Skt. Jørgens Hospital
var oprindelig bestemt til at modtage og afsondre fra andre menneskers
Selskab dem, der led af Spedalskhed.

Denne sygdom var i middelalderen meget udbredt. Sygdommen aftog i begyndelsen
af det 16. århundrede.  

Vartov Hospital

I 1659 blev Vartov Hospital
ødelagt af svenskerne. Hospitalet startede nord for København.
I 1665 blev det anlagt på ny, længere væk fra staden i nærheden
af Kalvebod Strand.

Men under pesten i 1711 havde København
ikke et eneste sted, hvor man kunne anbringe de pestsyge.  

Strandvagter måtte skyde

Flere forbud mod handel med de steder,
der var ramt af pesten fremkom. Langs strandende ansatte man strandvægtere,
der skulle forhindre skibsbesætninger i at snige sig til lands. Der
var faktisk livsstraf til dem, der ikke efterkom forordningerne. Fra
prædikestolene blev alle forordninger oplæst hver søndag.  

Ingen post

Ethvert brev fra udlandet skulle tages
med tang eller et andet passende instrument. Det skulle så gennemstryges
med svovl, malurt eller lignende., før de blev bragt til Toldboden.
Forsendelser fra Polen, Preussen og Pommern

eller fra posthusene i Lübeck
og Hamborg måtte slet ikke sendes til København.  

Karantæne

Skibe der kom til Danmark
måtte gennem en 40 – dages karantæne. På Saltholm

blev der oprettet en karantænestation. Men der var ikke alle skippere,
der rettede sig efter anordninger og forordninger. Og dem, der skulle
passe på, at reglerne skulle overholdes blev bestukket.  

I sommeren 1710 bredte pesten sig mere
og mere i Nordtyskland. Der blev indført flere handelsrestriktioner,
og der opstod varemangel mange steder.  

Mistænkelige dødsfald

I de sidste dage af september opstod
der et mistænkeligt dødsfald. En silkevæver, der kommet fra Stockholm
blev syg i sit logi  hos en færgemand i Strandgade.

Hun døde efter fire dages sygdom.

Fjorten dage efter blev i samme hus,
en dreng på 14 år, husmoderen og en pige syg. De to dage døde med
de samme symptomer som silkevæveren.

En undersøgelse viste dog, at det ikke
var tale om pest.  

Alle byens borgere blev bedt om, at anmelde,
hvis nogen skulle blive syge. Kort tid efter indtraf der en del sygdom
hos færgefolk og lodser. Ifølge en indberetning fra den 18. november
var seks personer døde kort efter hinanden.

Barbererne Tindorf
og Meyer blev sat til at undersøge tllfældene. De tilskrev
dog dødsfaldene sult. Man havde efter naboernes udtalelse konstateret
at nu afdøde havde levet af rå kålstokke og vand. For en sikkerheds
skyld blev der dog sat vagt foran huset og de dødes efterladenskaber
blev afbrændt.  

En delegation til Helsingør 

Som følge af foruroligende efterretninger
rejste en delegation fra København
til Helsingør den 3. december for at undersøge tilstanden der.

Og i Helsingør havde Medicus 
von Wesphalen
og en kirurg ved navn Drewis
fået tilbudt den fyrstelige månedlige gage på 8 Rdl. For at få bekæmpet
den mystiske sygdom i Helsingør.

Her havde man dog endnu ikke fastslået
sygdommen som pest, men konstaterede, at det var tale om ondartet
epidemisk feber.
 

Delegationen rejste lettet tilbage til
København.
Man mente ikke det var pest. Men i februar 2011 rejste
vicebrandirektøren i København, Gregers Romer

til Helsingør, for lige at checke om, det ikke alligevel var
tale om pest. Der blev nemlig berettet om stigende dødsfald i byen.  

Helsingør blev afspærret

Amtmanden i Kronborg Amt, Gehaimraad
Otto Rabe
fik befaling på, at indrette Kronborg Ladegaard
til at modtage syge soldater og andre syge i Helsingør.

Bedst som man troede, at sygdommen var
på tilbagetog, kom den tilbage med fornyet kraft. Det viste sig,
at mange skjulte deres sygdom.

Medicus Westphalen
begav sig også rundt i de små byer omkring Helsingør.
Har var der også opstået en smitsom sygdom.  

Den 25. maj besluttede man at spærre
Helsingør
ikke kun fra søsiden men også fra landsiden.  

Sundhedsbevis

Der blev nu langt om længe indført
den regel, at ingen uden sundhedsbevis måtte forlade amtet. Det betød,
at der ikke måtte have været sygdom i huset inden for de sidste 6
uger. I de huse, hvor man konstaterede sygdom, blev der sat et hvidt
kors. Man måtte ved begravelse ikke læge klæder over kisterne.

Sygdommen bredte sig. Man sagde, at det
var fordi, at borger brugte de sengeklæder som soldaterne havde brugt,
da de var syge.

Nu fik den øverste læge også 
løntilskud fra København.

Her var man begyndt at blive bange.  

Svin blev slagtet

Fire proviantmestre blev ansat. De skulle
foretage indkøb og fordele fødevarer blandt de fattige. Man forsøgte
at fjerne svinestier inde i byen og alle svin skulle skydes. Man mente,
at svin var med til at sprede smitten.  
 

Mange forholdsregler

Ligbærere blev ansat og en ny pestkirkegård
blev anlagt. De der døde, blev begravet inden solens opgang eller efter
dens nedgang. Vinduer og døre skulle holdes lukket.

Dr. Heinichius
skulle lave en liste over de syge. Han mente ikke, at epidemien var
pest, men blot en hidsig feber.

Det blev pålagt barbererne at forsyne
de syge med den nødvendige medicin og uddele forebyggende medicin til
de andre i husstanden.  

Borgmester i unode

Den 12. juni faldt borgmesteren i
Helsingør, Walter Gaben
i kongens unåde. Kongen mente, at 
han aldeles ingen hjælp eller assistance
ydede, og at han forhalede ting, der kunne forbedre sygdomstilstanden
i Helsingør.  

Indbyggere opdelt i fire klasser

Indbyggerne blev inddelt i fire klasser: 

  1. de som kunne underholde
    sig selv (de formuende)
  2. de som daglig måtte købe,
    hvad de behøvede, og mente at kunne holde det ud i seks uger
  3. de som nu var blevet fattige
  4. tiggere og lavere klasser

 

I tredje klasse var der 181 personer
og i 4. klasse var der hele 743 personer. De sidste fik ugentlig 6 pd.
Brød og en pot gryn ugentlig.

Man mente, at det var gavnligt, at flytte
de fattige ud i hytter på marken og give dem strå. Men der var
ikke rigtig penge til at foretage dette.  

Uenighed

I det hele taget var der stor uenighed
om, hvordan man skulle håndtere situationen i Helsingør.
Bedre blev det heller ikke af, at den øverste læge, Heinichius
ikke fik udbetalt sin løn. Til sidst nægtede han at besøge de syge.  

Sygdommen aftager i Helsingør 

I september begyndte sygdommen endelig
at aftage. Det blev beordret at husene og byen skulle gøres ren og
renses.

Endvidere blev det den 28. oktober bestemt,
at al sengetøj, der har været anvendt under sygdommen skulle brændes.
Men det protesterede man imod, for så havde beboerne ikke noget
at sove i. Man indskrænkede sig så til, at rense sengetøjet
på bedste måde.  

Den 26. december ophævedes vagten omkring
Helsingør.
Den 12. januar blev Heinichius
opsagt.  

Alle mistænkte blev overført til karantæne
– anstalten på Saltholm.
Biskop Chr. Worm blev kommanderet til at ordinere en præst til
dem for at betjene dem i deres saligheds sag.  

Hvordan kom sygdommen til København?

Det er uenighed blandt historikere om,
hvordan pesten kom til København.
Nogle mener, at den kom fra Sverige og Skåne
og via Helsingør til København.
Andre mener, at det var en bådsmand, som blev ført fra et skib ude
i Øresund ind til København.  

Kongen forlod København

Kong Frederik den Fjerde
forlod hovedstaden den 11. eller 12. juni for at begive sig til Jægersborg.
Men han blev der dog kun nogle dage, hvorefter han tog ophold på
Frederiksberg Slot.
Men situationen udviklede sig katastrofalt i
København,
så kongen tog den 18. juli til Kolding. Enkedronningen
og den regerende dronning tog ligeledes afsted den 28. juli.

Historiske kilder melder dog om, at det
kongelige selskab var ret tæt på pesten, således skulle en kokkedreng
være ramt af pesten, og blevet begravet på Fyn.  

De rige og formuende flygtede fra hovedstaden.
Og der var mange fattige, der klamrede sig til vognene for at flygte
fra elendigheden.

Bataljonerne på
Fælleden

Flåden var gået i søen. Alle hvervede
regimenter gik til Holsten.
De to sjællandske regimenter forblev dog i hovedstaden.  

Den største del af garnisonen rykket
i august måned ud på Fællederne.

Der blev de indkvarteret i telte og barakker. De gravede kuler til ligene
og nogle tjente en ekstra skilling som ligbærere. Det bevirkede så
at pesten også fandt vej herud.  

Dødsstraf

Udråbere gik rundt på gaderne
og efter trommeslag bekendtgjorde de, at der var dødsstraf til dem,
der ikke fulgte anordningerne fra Sundheds
– kommissionen.
Lig, der lå på gaden skulle fjernes hurtigst
muligt, og begraves uden nogen form for højtidelighed.  

Lægerne var uenige

Når pesten fik så katastrofale
følger i København var det fordi, at lægerne var alt for længe
om at fastslå, at det virkelig var tale om pest. Man havde åbenbart
overhørt advarslerne fra Helsingør.  

Stakkels barbere

I juli blev oldermanden og samtlige mestre
i barber – lauget bedt om at møde hos Stadsphysicus Eichel.
Efterkom de ikke ordren, blev der udskrevet en straf på 4 rdl. Samtidig
blev Østerport lukket.  

Vodrufgaard som pesthus

Man besluttede ligeledes, at Vodrufgaard
skulle indrettes som pesthus. Stedet var ikke uheldigt valgt. Gården
lå ud til Soretdamssøen. Den lå adskilt fra byen og havde
vand omkring sig på to sider, idet den lå lige ved Ladegårdsåen.

Man måtte på den sumpagtige grund
indrette sig med barakker og telte. Man havde ikke regnet med at sygdommen
ville vare så længe ved.  

Lederen fortrød 

Omsorgen for de syge skulle varetages
af barberer. Til overmester antog man Johan Michael Kyhl
fra Brandenburg. Han modtog den fyrstelige gage på 30 rdl. om
måneden og 5 rdl. Og 2 mk. I kostpenge. Som undermester blev Daniel
Ulrich
antaget.

Da det gik op for Kyhl,

hvor farlig jobbet var, tabte han modet og værgede sig. Men Sundheds
– Kommissionen
truede med arrestation.

Der blev også antaget skrivere,
spisemestre, vågekoner, vaskekoner, gravere o.s.v.

Det var dog ikke uden problemer, at få disse jobs besat.  

Uhumske forhold

Barber
– svendene
skulle efter lodtrækning have vagten.

Lazarettet

blev udstyret med det mest nødvendige. Sengene blev forsynet med strå.
Dog brugte man almindelig sengetøj.

Underbarberen
nægtede at udføre sit arbejde såfremt han ikke fik beskyttelsesmiddel.
Forholdene var dog uhumske. Sengeklæderne blev ikke vasket. Og da tilstrømningen
var på sit højeste måtte patienterne sove under åben himmel.

Man forlangte at personalet brugte såkaldte
overkjoler.
Men snart havde man ikke flere. Så måtte man bruge
pap overtrukket med lærred.  

En tugtmester blev ansat

Frygten for smitte blandt personalet
førte til at det var som så med plejen. Mange flygtede fra deres
post. Personalet stjal også fra patienterne og begik utugt. De
syge fik mod betaling lov til at gå ind i staden. Uvedkommende
fik ligeledes lov til at besøge lazarettet.

Man blev derfor nødt til at ansætte
en tugtmester, der kunne straffe de ansatte mod overtrædelser
af forordningerne.  

Den 17. august bestemte Sundheds
– kommissionen
at lazarettet skulle omgives af spanske ryttere.
Desuden blev alle ind – og udgange bevogtet af bevæbnede vagter.  

Overpris for kister

Efterhånden som dødsfaldene tiltog,
kørte man ligene bort i sygevogne. De kunne rumme 12 – 24 lig
ad gangen. På markerne omkring Vodrofgaard

blev ligene begravet under 3 alen. At man skulle begraves uden kiste
vakte vild forargelse.

De formuende fik så mulighed for
at købe en kiste. Også det var der nogen, der udnyttede. De forlangte
så pludselig det firedobbelte for en kiste.  

En stor risiko

De ansatte døde som fluer.
Det skete også for de to ledere på Vodrufgaard. Og det blev
uhyggelig svært at finde afløsere.

De ansatte havde fået restriktioner
på, hvordan de skulle omgås raske mennesker. Mindst en gang om dagen
skulle de tage sig af de syge. Barbererne
fik månedlig 4 Rdl. Men risikoen var særdeles stor . 

Ladegaarden som pesthus

Den 3. august bestemtes at også 
Ladegaarden
skulle bruges som Pesthus.
Problemet var bare, at den blev anvendt som krigshospital. Der lå 140
soldater på hospitalet. Disse skulle flyttes til Falkonérgården.

Og her fik falkoner Georg Oliver
befaling til med sine falke at begive sig til Jægerborg.

Det blev pålagt politimester Ernst
og oberst Andreas Francke at sørge for, at Ladegaarden
blev rømmet. Men militæret satte sig på bagbenene. De ville ikke
uden videre acceptere, at skulle rømme Ladegaarden.  

Sove under
åben himmel

Men den 2. september kunne man så 
tage Ladegaarden i brug. Men ak, der var slet ikke plads til
alle de syge. Man kunne heller ikke få flere telte. Så mange af de
syge måtte ligge under åben himmel.  

12 kommissærer

I 12 områder i København
udnævnte man kommissærer, der skulle sørge for sundheden og indrapportere
sygdom. De skulle give både åndelig og legemlig hjælp.

Der skulle også drage mere omsorg for de dødes begravelse.  

66 skibe på 
Reden

På Københavns Red
lå 66 større eller mindre skibe med en besætning på ca. 18.000 mand.
Her var ansat 129 kirurger og  barberer, 40 overkirurgere 
og 52 underkirurgere.  

Spar på 

plaster

Forbruget af plaster og linned var så
stort, at Sundheds – kommissionen
opfordrede til sparsommelighed.

Apotekerne blev opfordret til at have
gode og friske varer, som skulle kunne sælges til en pris alle havde
råd til. 

Også den åndelig frelse blev der
sørget for. I stadens forskellige sogne blev der ansat hjælpepræster,
som skulle holde sig afsondrede på angivne værelser. De skulle opsøge
de syge og følge de døde til graven.  

Rige skulle betale

Man opfordrede nu til at de nogenlunde
bemidlede blev hjemme i deres egen lejlighed, når de blev syge. Dem,
der kunne betale for helbredelse skulle gøre det. Ligesom de forskellige
laug skulle betale for deres brødres helbredelse.

Der blev pålagt stadens indbyggere at
undgå store forsamlinger som bryllupper, og laugsforsamlinger.
Vin – og krohuse, spisekvarterer og badstuer var blevet lukket. Og
kun en gang om ugen måtte der afholdes bøn i kirken. Al skolegang
var indstillet.  

Nye forordninger

Rendestenene skulle daglig skylles, ådsler
skulle fjernes og møddinger skulle mindst en gang om ugen fjernes.

Ingen måtte udkaste sengeklæder, halm
og lignende  

De vogne, der blev brugt til at bortskaffe
lig, måtte ikke bruges til andre formål. Ligene skulle begraves senest
24 timer efter at døden var indtrådt. Og så skulle man bruge
kalk. 

Efterhånden var det svært at skaffe
lokale barbere. Man måtte importere dem fra Bremen, Glückstadt
og Hamborg. Præster og lokale barbere var efterhånden flygtet
fra byen.  

200 soldater blev sat til at grave gruber,
hvori man hældte ligene. I seks dage gravede de.  

Studenter som ligbærere

Der var problemer med Ligbærer
– lauget.
De ville ikke mere arbejde under de betingelser, de
havde. På biskop Worms foranledning tog man så i stedet kontakt
med studenterne. De stillede selvfølgelig nogle krav. De ville have
to værelser, en vågekone, en månedlig gage på 12 Rdl. og sorte
Danziger – lærreds kjortler.

De ville have varer og strømper på Kommissionens
bekostning. De ville endvidere have fri vask og lys. De ville have beskyttelse
mod sygdommen. Når de blev syge ville de have et værdigt sted, hvor
de kunne blive helbredt. Såfremt de døde, ville de have en værdig
begravelse på en af kirkegårdene. De nægtede at kaste jord på kisterne.

Endelig forlangte de i fremtiden at måtte
begrave fornemme lig. Det kunne sikkert indbringe dem en god indtægt.  

Sundheds
– Kommissionen
syntes at kravene var barske, men de havde
intet valg. En masse lig lå og ventede til at komme i jorden. Den 28.
juli blev der lavet en kontrakt med studenterne.  

Truede med at nedlægge arbejdet

Men studenterne mente ikke, at Sundheds
– Kommissionen
overholdt betingelserne. Studenterne fandt, at
de logier, der blev dem påbudt var alt for dårlige. Der var ingen
senge, ingen sengeklæder, møbler, opvartning. De truede med at nedlægge
arbejdet inden de kom i gang.  

Mandefald blandt fangerne

Nu blev det så fangerne på 

Bremerholm, der kom til at kaste grave til uden for voldene. Det
var en yderst farlig beskæftigelse. Efter få dage var kun to ud af
17 fangere i live. Det viste sig, at mange lig bare lå henkastet på
kirkegårdene, og en forfærdelig stank bredte sig. Graverne på de
forskellige kirkegårde døde også i hobetal.  

Det lugtede på 
Kastellet

Sundheds
– Kommissionen
forlangte, at der ikke måtte være åbne
og halvåbne grave på kirkegårdene. Det samme gjaldt for den nye kirkegård
uden for Østerport. Men her klagede de ansatte på Kastellet
over en forfærdelig lugt. Her var der anlagt en pest – kirkegård
lige ved siden af Soldaternes og Matrosernes kirkegård.

I gruberne blev der kastet hen ved fire
lig oven over hinanden. Men man glemte at lægge nok jord over. Dødeligheden
var nået til sit højeste. Der var ikke tid og mulighed for at ligge
de døde i kister. De forrådnede lig kunne lugtes i lang afstand.  

I en forordning fra 15. maj 1711 hedder
det:  

  • Da man har bragt i Erfaring
    at Ligene af de afdøde Soldater kun er bedækket med ganske lidt Jord
    saaledes at de efter kort Tids Forløb ligge aldeles blottede, hvorved
    der udbreder sig en giftig Stank, der kan foraarsage Inficering gives
    der Ordre til, at Regimentscheferne skal lade de ved deres Regimenter
    afdøde Soladater ordentlig og dybt begrave, saa at de ikke ligge blottede
    paa Kirkegaarden.

 

Nyboder
– folket smed bare liget

Der var også ballade over på 

den anden side på Holmens Kirkegård.
Kongen havde den 22. august givet ordre til at al ligbrænding skulle
afskaffes, og at ligene måtte udføres på vogne.

Holmens
folk var dog et stridbart folkefærd. De ville ikke finde sig i, at
det skulle forbydes at fly deres Døde ordentlig til Jorden.

Baadsfolkene
fra Nyborder slæbte deres lig hen, hvor der var åbne grave.
Var det ingen lod de bare liget ligge. Ellers bestak de fangerne fra
Bremerholm,
så de kunne begrave ligene.

Der blev udkommanderet ryttervagter,
som skulle passe på, at Nyboder
– folket
kastede deres lig i fællesgravene.  

Ingen store begravelser

For de formuende var det et stort tab,
da man forbød den traditionelle begravelse med stort følge og forskellige
klæder over kisten m.m.  

København var lovløs 

Under hele pest – perioden udbrød
der lovløshed i København.
Plyndringer og mord var hyppige.

36 ryttere måtte hjælpe politiet med at opretholde ro og orden. Vidner
fra den tid berettede om at der på gaderne lå ca. 1.200 syge.  

Den mad som de fattige fik på lazaretterne
var halvkogt og undertiden halv rådent. Mange måtte hjælpe sig selv.
Barbererne
var nærmest lige glade med plejen.  

Sengetøj skulle ikke brændes

I november 1711 begyndte sygdommen at
vende. Der kom ikke nye tilfælde. Den 12. november blev studenterne
sagt op. Og også de barberer fra Hamborg
blev sagt. Det vil sige de 8 af dem døde under opholdet.

Igen stod man over for valget, hvad skulle
brændes. Fattigdommen var uendelig stor. Man besluttede, at i stedet
for at sengetøjet blev brændt, ja så skulle det vaskes.

Gamle pjalter og gammelt halm skulle
afbrændes.  

København stadig ikke renere

Men København
var aldeles ikke blevet renere. Således udgik der i en forordning af
23. april 1712 omfattende urenligheden i staden. Den gik ud på at skarn
skulle fjernes fra gaderne. Den 2. april 1712 kunne Østerport
atter åbnes for almindelig trafik.

Man modtog efterhånden igen varer – 

men med yderste forsigtighed.  

Dem der så troede at de kunne komme
i land, måtte tro om igen. Man havde simpelthen glemt matroserne ude
i flåden. Man havde ingen indkvartsringesteder til dem.  

Man drak
”pest – vand” 

Flådens folk døde som fluer. Men man
mente at de døde soldaters uniformer var for gode til at de bare skulle
tilintetgøres. Man trak dem derfor af de døde kroppe og vaskede dem.
Denne vask foregik på Grønlands
– pladsen
tæt ved Nyboder.
Man brugte vand fra Kastelsgraven.

Denne grav blev i forvejen brugt som
W.C. For garnisonen. Man lod også vandet fra de pestsmittede uniformerflyde
tilbage til graven. Ja og gravvandet blev benyttet af garnisonen som
drikkevand! 

Masser af sengetøj 

Den 14. december 1712  blev det
meddelt at Ladegården var blevet renset og vasket. Ja man kunne
meddele, at der forefandtes 525 sengesteder, 370 stråsække, 715 dækkener,
og 7.119 lagner.

Den ene halvdel af Ladegården
kunne nu tage nogle af de syge matroser ude fra flåden.  

Fra Kastellet
blev der meldt om 800 dyner og 80 puder som blev bragt til Smedehuset.
De bataljoner, som camperede uden for staden skulle nu indkvarteres
i det gamle pesthus uden for Vesterport.  

En tredjedel døde

En tredjedel af Københavns
befolkning eller 25.000 mennesker måtte bukke under.  

Kilde:
Se

  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)
  • Litteratur Nørrebro
  • Litteratur
    Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:

Læs

  • Guldhuset i Rigensgade
  • Garnisons Kirkegård
    (under Østerbro)
  • Et hospital på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Ladgården
    – dengang (under Nørrebro)
  • Pest på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Sygdom og andre lidelser
    i Tønder (under Tønder)
  • Syge mennesker i Aabenraa
    (under Aabenraa)
  • Den mærkelige læge fra
    Højer (under Højer)

 
 
 

 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København