Nørrebro Handelsforening ville hjælpe
de ældre med at købe ind. Det skulle ikke være dyrere for dem. Man
kunne bevare de lokale arbejdspladser. Og de
ældre var sikret det frie valg. Det blev en succes uden lige. NH
– Distribution eller senere Handelsstandens Indkøbsordning fik
55 arbejdspladser. Men ak, Københavns Kommune havde en anden holdning
til overholdelse af samarbejdskontrakten. Handelsforeningen blev tvunget
til at sælge. Men man gjorde det på
en måde, så de ældre ikke led nød.  

Ældrerådet protesterede

De ældre på Indre Nørrebro
fik i slutningen af 1999 at vide, at Omsorgsafdelingen

skulle spare. Derfor besluttede politikerne, at de ældre skulle have
varer et bestemt sted fra uden for bydelen.

Det fik Ældrerådet
til at protestere. Man anfægtede, at det pågældende indkøbssted
var dyrere med adskillige af deres varer, end der, hvor man plejede,
at få varer fra. Ældrerådet
kunne heller ikke forstå, at i det udvalg, der tog beslutningen ikke
rummede ældre eller handlende.

Bydelsrådet
svarede, at de handlende ikke var interesseret. Det fik Nørrebro
Handelsforening på barrikaderne.  

Økologi/Social/Sundhed og erhvervspolitik
blev forenet

Systemet fungerede på den måde,
at de ældre blev visiteret af hjemmeplejen. Men det var NH
– Distribution der modtog bestillingen på varerne, plukkede dem
i de tilsluttede supermarkeder, og leverede varerne hos de ældre.

Varerne blev leveret på Christiania
– cykler. Ja man anbragte sågar også varerne i de ældres køleskabe.
Og selskabet ringede også de ældre op, og modtog bestillingen.

Man kombinerede økologi, social – 
og sundhedspolitik samt erhvervspolitik.  

Det kunne have endt lykkeligt

Hjemmehjælperne fik nu tid til andre
vigtige gøremål også til glæde for de ældre. Og det kunne
så kun ende lykkelig. Men det gjorde det ikke. Mange arbejdede nærmest
i døgndrift for at få en god ide praktiseret. Vi andre rendte til
et utal af møder. Men fra starten var det som om, at nogle spændte
ben for den gode ide.  

Hvordan er det med etikken og moralen?

Og kommunen er indtil nu sluppet godt
fra det – rent juridisk. Etisk og moralsk er de ikke sluppet
godt fra det. Hvordan de slipper fra det i den næste juridiske instans,
ja det kan kun tiden vise.

Måske kan denne artikel advare andre,
der vil samarbejde med nogen, der samtidig med at være forretningspartner
også vil være formynder. En ting er sikkert, kommunens juridiske konsulenter
har haft en god indtægt.  

Vi må 
ikke anfægte lovgivningen

Egentlig ville det måske have klædt
kommunen at have indgået et forlig på et tidlig tidspunkt, for de
har da så sandelig i sidste ende sparet en masse af borgernes penge.
Som det vil fremgå af denne artikel lykkedes det kommunens embedsmænd
at villede politikerne.

Og vi kunne ikke drømme om at anfægte
byretten, som ikke mente, at Københavns Kommune
har gjort noget som helst forkert. I vores demokrati er det ligeret
for loven. Ingen ikke engang offentlig forvaltning har forrang for andre
i det danske demokrati?  

Bydelsrådet sparede 700.000 kr.
årligt

NH Distribution/ Handelsstandens Indkøbsordning
startede den 1. april 2000. Fra starten var der omkring 10 ansatte.
Hurtig fandt man ud af, at mange ældre havde det svært med Dankort.
Man fandt ordning, så de ældre kunne betale kontant. Ordningen skabte
også tryghed. De ældre skulle ikke selv på gaden efter varerne.

Lederem af Bydelsrådet
på Nørrebro, Jesper Langebæk
vurderede, at Bydelsrådet sparede 700.000 kr. årligt.  

Store interesse fra hele landet

I andre områder af København
havde de ældre ingen valgmuligheder. Her var de tvunget til, at handle
et sted. Her gad man ikke i første omgang at finde ud af, hvordan man
klarede opgaven på Nørrebro.

Fra NH Distributions
side tilbød man at være behjælpelig med at oprette en lignende ordning
i alle 15 bydele i København.

Fra Svendborg, Randers, Slagelse

og Gråsten kom der forespørgsler om etablering af om lignende
ordning. Fra Odense viste borgmester Anker Boye
stor interesse.

På et tidspunkt viste også 
Post Danmark interesse for projektet.  

Samarbejdspris

Da overborgmester Jens Kramer Mikkelsen
overrakte den nystiftede pris Samarbejdsprisen i
2001 til NH Distribution sagde han, at selskabet sparede kommunen
for fem millioner kroner årligt. Dengang mente han, at der var meget
mere arbejde for selskabet, der på det tidspunkt havde 35 ansatte.

Samarbejdsprisen på 50.000 kr.
blev brugt på medarbejderpleje  

De fleste var tilfredse

Efterhånden kom der flere områder til
ordningen, Indre Nørrebro, Ydre Nørrebro, Indre By

og Ydre Østerbro.

En evaluering foretaget i marts 2001
viste at 

• 90 pct. var tilfredse med
  varerne
• 95 pct. var tilfredse med
  leveringstiden
• 97 pct. var tilfredse med
  budene

 

2.500 kunder

Inden årsskiftet 2001 servicerede
NH – Distribution 2.500 ældre.

Der blev indgået individuelle kontrakter
med lokale butikker, og der blev fundet lokale bude. Men det hele blev
styret fra Nørrebro.  

I begyndelsen startede man i små 
lokaler i Frederik den Syvendes Gade,
men måtte snart udvide. Man tog yderlige lokaler i brug, der hvor

Nørrebro Nærpolitistation nu har til huse.

Men snart måtte man atter udvide. Og
store lokaler i Titangade blev taget i brug.

Firmaet skiftede navn til Handelsstandens
Indkøbsordning. Meningen var at de lokale handelsforeninger aktiv
skulle gå ind og støtte ordningen.  

Samarbejde med Bydelsrådet ikke altid
let

Samarbejdet med Bydelsrådet
på Indre Nørrebro var ikke helt uproblematisk. Man mente, at

Bydelsrådet manipulerede med nogle tal. Fra NH Distributions
side havde man regnet sig frem til, at ordningen på Indre Nørrebro
kun kostede en tredjedel af en tilsvarende ordning i Valby.  

På Østerbro
fik Østerbro Handelsforening

to gratis reklamer på Christania
– cyklerne til en værdi af 30.000 kr.  

Efter tre
år, 48 ansatte

Som et forsøg kom 400 ældre med fra
Frederiksberg. Lokaler i dette område blev også taget i brug.

Efter tre år var der 30 Christania
– cykler i brug. De ældre kunne vælge mellem Irma, Fakta,
Netto og Superbrugsen. På et år blev der omsat for 21 millioner
kroner. Indkøbsordningen var efterhånden en stor arbejdsplads
med 48 ansatte.  

Nyt IT – udstyr blev anskaffet
og selskabet udviklede et program, der gjorde det letter at klare det
administrative. To elektriske biler blev anskaffet. Man fortsatte i
den økologiske retning. Man håbede med tiden at kunne levere til alle
5 – 6.000 ældre i København
og 3 – 4.000 ældre på Frederiksberg.  

Et virvar af ansatte

Når man trådte ind i lokalerne på 
Nørrebrogade emmede det med liv og travlhed. Et virvar af unge
mennesker havde travlt med at ringe til kunder. Der var trange pladsvilkår.

41 tegnestifter er placeret på 
et kort over København / Frederiksberg.

Disse symboliserede de supermarkeder, der var med i ordningen. Selskabet
havde tre målsætninger:  

• De
  ældre skal være tilfredse
• Kommunen skal spare penge
  i forhold til, at de selv skulle klare opgaven
• Vi skal lægge pengene
  i den lokale detailhandel

 

Der var en tilfredsheds – procent
på 97 pct. Kommunen erkendte at de sparede fem millioner kroner
pr. 1.000 ældre, der var tilknyttet ordningen. I 2002 var omsætningen
nået op på 32, 5 millioner kroner.  

Kommunal ansatte synes, at det var
en dårlig ide

På Generalforsamlingen
i NH – Distribution i 2002 kunne kunne Inger Poulsen
fra Ældrerådet fortælle, at hun på et kursus, hvor hun deltog
fik at vide af en kommunal konsulent, at det var en dårlig ide, at
støtte de lokale handlende via en indkøbsordning. Det var hun blevet
meget fortørnet over.

Inger Poulsen
fortsatte med at fortælle, at det er forkasteligt, at politikerne hele
tiden fortalte, at de ældre har valgmuligheder. 30 pct. af de ældre
i København fik den laveste pension, og for dem var det vigtigt

at kunne få et pund hakket kød i Fakta for 27 kroner.  

Manglende betaling

Johnny Beyer
fortalte på generalforsamlingen, at kommunen næsten aldrig betalte
til tiden. Så kunne det let opstå likviditetsproblemer, da NH Distribution
modsat andre lignende selskaber ikke tjente på selve varen.  

Ny direktør 

Johnny Beyer

var blevet ansat som direktør. Han brugte omkring 75 timer om ugen
for at få organisationen til at fungere. Han var stadig formand for
Nørrebro Handelsforening men havde grundet manglende tid opgivet
jobbet som formand for SSH (Storkøbenhavns Sammenvirkende Handelsforeninger).
Dette skulle senere få nogle uheldige følger.  
 

I Titangade som Handelstandens Indkøbsordning

I 2004 var lokaleforholdene blevet for
trange. Man flyttede ud i Titangade.
På få år var man nu oppe på 75 ansatte. Indvielsen skete med et
stort pølsebord. Alle brugere var inviteret.

For at lave positiv omtale og PR blev
undertegnede sat til at lave et brugerblad.

Et repræsentantskab blev nedsat. Den
bestod af Ældrerådet og medlemmer af Nørrebro Handelsforening.
Dette råd skulle være med til at højne kvaliteten i Handelstandens
Indkøbsordning.  

Mange funktioner

Det var mange funktioner, at tage vare
på i Indkøbsforeningen.

• Det var Ringeren, der ringede
  til aftalt tid, for at høre, hvad brugeren
  ønskede at bestille.
• Pakkeren, der pakkede varerne
  i supermarkedet
• Budet, der bragte varerne
  ud
• Opretteren, der sørgede
  for at nye kunder blev registeret. Man aftalte i hvilken butik, brugeren
  ønskede at handle i. Leveringsdag og tidspunkt blev aftalt.
• Budchefen skulle sørge
  for, at der var nok bude på arbejde, så
  varerne kunne bringes ud.
• Receptionisten skulle sørge
  for, at de rette løste problemer for
  brugerne
• Logistikchefen skulle finde
  ud af, om arbejdet kunne gøres bedre.
• Direktøren havde det politiske
  ansvar. Han skulle gå til politikerne, såfremt ting kunne gøres bedre
  fra det offentlige.
• Salgschefen stod for salg
  og indkøb til HI, deriblandt oprettelse af nye butikker samt reklameplads
  på selskabets efterhånden 40 Christania
  – cykler.

 

Kommunal ansatte glemte at informere

Pludselig kastede medierne sig over et
problem, der kunne være undgået. Medarbejdere fra Handelstandens
Indkøbsordning havde ringet brugere op, som var afgået ved døden
eller indlagt på hospital. Problemet var, at medarbejdere ved Københavns
Kommune ikke have fundet det nødvendig, at informere om det.

Fra kommunens side blev det givet udtryk
for, at Handelsstandens Indkøbsordning

kun var ude på, at tjene flere penge. Ifølge kontrakten var det kommunens
opgave at afmelde borgere.

Og kommunen reagerede ikke, trods det
faktum, at HI orienterede kommunen om, at brugere ikke kunne
træffes. Men kommunen forlangte, at få penge tilbage fra HI.  

Holdt penge tilbage

Dette blev starten på en konflikt,
der førte til HI`s dødsstød. Kommunen holdt simpelthen penge
tilbage, og overholdt ikke deres betalingsbestemmelser. Ved forhandlinger
truede kommunens embedsmænd at de ville finde et andet firma, såfremt
HI ikke rettede ind til højre. Fra politisk side fik HI

at vide, at man skulle optræde mere afdæmpet.  

Politikere blev vildledt

Embedsmændene orienterede politikerne
om at HI uberettiget forlangte en merpris, men ikke om at kommunen
reelt sparede penge på vareudbringningen. Politikerne fandt da også
i første omgang ud af, at de var blevet vildledt.  

Hjemmehjælpere kunne ikke finde ud
af teknikken

Et nyt problem opstod på Frederiksberg.
Her skulle hjemmehjælperne sørge for at indsamle indkøbssedler og
faxe dem til HI. Men ofte var det de ældre selv, der havde udfyldt
dem. Og mange gange kunne man på HI

ikke tyde, hvad der var skrevet. Ja ofte var de helt ulæselig. Det
kneb også med teknikken. Hjemmehjælperne skulle sende indkøbssedlen
via faxen, men her kunne man ikke finde ud af teknikken. HI
blev gjort ansvarlige for disse problemer.  

Kommunen ville ikke betale den faktiske
pris

En ny bombe blev dog leveret af kommunen.
Man ville nu kun betale et beløb af 136 kr. pr. leverance. Man ville
ikke betale for den faktiske pris. HI
havde efterhånden 51 supermarkeder. Man blev nødt til at rationalisere
og skære i servicen.

Og dette afstedkom kraftig kritik fra
for eksempel Østerbro Avis.
Og reaktionen fra HI var særdeles uheldig. Undertegnede forsøgte
at rette op på det i et indlæg i bladet.

Heldigvis var der andre brugere, der
bakkede HI op i bladet.  

Østerbro Avis
havde brugt masser af spalteplads på at beskrive en enkelt brugers
problemer. Hun skulle have varer fra en leverandør, der kun havde 14
kunder. Og det kunne praktisk ikke lade sig gøre. Efterfølgende forsøgte
HI at finde en løsning. Men det var forgæves.  

Direktør beskyldt for at stjæle
200.000 kr.

Den næste bombe kom i Jyllands Posten.

Her lykkedes det for formanden for SSH (Storkøbenhavns Samvirkende
Handelsforeninger) at få fortalt at Handelstandens Indkøbsforeninger
havde indgået falske kontrakter og ført alle Københavns handelsforeninger
bag lyset.

• I realiteten har han stukket
  pengene i egen lomme

 

Ja sådan var udsagnet fra Sven Grønsund
formand for SSH og repræsentant for Valby Handelsforening.

Senere i artiklen gjorde formanden læserne opmærksomme på, at beløbet
drejede sig om 200.000 kr.  

Sven Grønsund
blev senere dømt for sine udtalelser.

Det kom til at koste 45.000 kr.

Udtalelserne var også begyndelsen
til en nedtur for SSH. Et par år efter blev organisationen,
som Nørrebro Handelsforening
i sin tid startede, nedlagt.  

Embedsmænd igen på 

spil

Men der lå en bombe under aftalen
med Københavns Kommune. Ifølge reglerne må kommunen ikke betale
mindre, end hvad de selv kunne udføre opgaven til. Her mente embedsmændene
at opgaven kunne løses for 136,- kr. En undersøgelse skulle fastslå
om denne pris var rigtig.  

Opgav samarbejde med kommunen

Repræsentantskabet besluttede at sælge
firmaet. Man mente ikke, at firmaet kunne køre med kommunens kontraktbrud.
Man betalte ikke til tiden, og budgettet kunne ikke holde med den ændrede
betaling. Men kommunen ville ikke acceptere hvad som helst. HI
var næsten tvunget til at sælge til Interware.
Nu var det slut for de ældre med det frie valg. Nu havde de kun en
butik, at handle i.  

Monopollignende forhold

Formand for Ældrerådenes Fællesudvalg
mente, at det var en grund til at de ældre havde valgt Handelstandens
Indkøbsordning:  

• Nu får vi monopollignende
  tilstande. Et stort firma, hvor alle varerne ligger på 
  lager. Vi vil opfordre de ældre til at insistere på 
  en hjemmehjælper, for det er kommunen forpligtet til at tilbyde.

 

Fritvalgs
– ordningen underminiret

Efter loven skulle det være en fritvalgs
– ordning. Og lovgivningen siger helt klart at kommunen ikke må betale
mindre, end hvad den enkelte kommune kunne levere varerne for.

Københavns Kommune
havde selv beregnet, at det ville koste 25 millioner kroner at levere
varerne ud til de 3.000 ældre, men Handelstandens Indkøbsordning
kun havde modtaget 17 millioner kroner.

Forskellen skyldtes, at kommunen havde
regnet ud, hvor mange ældre, der i alt var tilmeldt indkøbsordningen,
mens Handelsstandens Indkøbsordning

kun havde modtaget penge for hver leverance.  

Københavns Kommune
brugte ordningen som besparelse, selv om intentionen fra regeringen
var at sikre det bedste tilbud til borgerne.  

En kontrakt til 13,6 mio kr.

Københavns Kommune
havde brugt 13,6 mio. kroner til at udarbejde kontrakten med Handelstandens
Indkøbsordning. Et digert værk, må man nok sige. I den stod der
bl.a., at man havde ret til at fakturere kunder, der ikke var frameldt
inden kl. 16.

Dette annullerede Københavns Kommune.

De holdt simpelthen bare op med at betale. En masse revisorudgifter
måtte bruges på det forhold.   

Embedsmænd fortalte ikke sandheden

For HI
gjaldt det om, at gøre overgangen så glidende som mulig. De ældre
skulle ikke lide, fordi embedsmænd, politikere og HI
ikke kunne finde ud af det. Men for de 75 medarbejdere var det tale
om et farvel.  

Og kommunen oplyste de ældre, at
HI blot havde opgivet. De oplyste ikke noget om årsagen til dette.
Jo i nogle medier, blev det sagt, at HI

ikke havde økonomi til at drive firmaet videre. Men det var jo ikke
den fulde sandhed.  

Ingen tak for glidende overgang

Og Nørrebro Handelsforening
fik heller aldrig nogen tak for den måde, man lukkede selskabet ned
på. For at de ældre ikke skulle lide, lavede man en glidende overgang.

Det var ikke ret mange ældre, der kom
til at mærke overgangen. Måske først, da de skulle til at krydse
af i et katalog.  

En nat med forhandlinger

Der sad vi så en hel nat og forhandlede
med Interware, som havde 1.750 kunder i København.

De fik nu HI`s 3.400 kunder for en klatskilling.  

Beklagelse fra
Ældrerådet

Og tænk i Østerbro Avis
kunne man læse, at HI var populær trods fejl og mangler. Og
Ældrerådene i København mente, at HI var blevet unfair behandlet
af Københavns Kommune. Og det mente vi som var tæt på også.

Ældrerådenes Fællesudvalg udsendte en presseinformation:  

• Ældrerådene skal stærkt
  beklage, at Handelstandens Indkøbsordning er ophørt, fordi den i de
  bydele, hvor den fungerede, sikrede en stor indkøbsfrihed for de
  ældre i de lokale butikker. Endvidere har der været
  en personlig kontakt mellem det enkelte bud og kunden.
• Rådene er endvidere af
  den opfattelse, at Sundhedsforvaltningen ikke helhjertet er gået ind
  i videreførelse af HI. Ældrerådene har tidligere gjort opmærksom
  på det overordnede uheldige i den monopollignende stilling Interware
  A/S nu vil opnå.

 

Flere af de ældre brugere gav udtryk
for, at man fra kommunens side forsøgte at sabotere ordningen. Nu fik
man så et katalog uden billeder, kun med numre, skrev nogle af
de ældre.  

En rasende bestyrelse

I referatet fra den ekstraordinære generalforsamling
i Nørrebro Handelsforening
fra den 21. oktober 2004 skrev jeg blandt andet:  

• Formanden (Johnny Beyer)
  kunne oplyse, at indkøbsordningens omsætning var vokset til 1,7 mio,
  og det er ca. 70 personer ansat.
• Egenkapitalen viser i dag
  et minus på 1,7 mio. kr. – og budgetterne viser et underskud på
  ca. 200.000 kr. om måneden.

 

Manglende indtjening på 

44.61 pr. leverance

• Efter bestyrelsens opfattelse
  administrer vores samarbejdspartner Københavns Kommune ikke efter
  fritvalgslovgivningen. Blandt andet har de ikke evnen til at regne selv
  simple regnestykker ud – idet embedsmændene er kommet frem til 104,-
  kr. pr. tilmeldt borger – men vil i virkeligheden kun afregne det
  samme beløb efter reelt gennemførte leveringer.
• Denne inkonsekvens giver
  manglende indtjening på 44,61 kr. pr. levering. – og har gjort at selskabet
  ikke kan overleve på disse vilkår
  – idet vi ikke har avancer på de
  ældres vareindkøb.
• Bestyrelsen mener, at hvis
  beregningerne var foregået rigtig ville omsætningen være 100.000
  kr. større pr. uge.
• Formanden mente, at Københavns
  Kommune ikke har ønsket at private indkøbsordninger skal lykkes.
• Derudover har Told
  – og Skattestyrelsen ændret momsfortolkningerne
  – således at indkøbsordninger under fritvalgslovgivningen ikke skal
  opkræve moms. Det betyder en udgift på
  mere end 126.000 kr. pr. måned.

 

Nørrebro Handelsforening kautionerede
for underskuddet

• HI har bragt sagen for
  Konkurrencestyrelsen, der vil tage sagen op. Dette har en tidsramme
  på 4 – 12 måneder. Nørrebro Handelsforening har kautioneret over
  for banken for tre millioner kroner og over for kommunen på
  700.000 kr. For ejendommen på Titangade er der kautioneret med seks
  måneders husleje.

 

Ingen respekt for indgåede aftaler

Bølgerne havde langt fra lagt sig på
den ordinære generalforsamling i Nørrebro Handelsforening
den 31. marts 2005. Bestyrelsen følte sig røvrendt af Københavns
Kommune, og det skinnede også igennem i formandens beretning.

Johnny Beyer sagde blandt andet:  

• I den seneste
  år, har der været utallige møder, hvor vi har drøftet forhold omkring
  Handelsstandens Indkøbsordning primært centreret om, at Københavns
  kommunes embedsmænd havde svært ved at acceptere vores succesfulde
  ordning og det besynderlige forhold i, at Københavns Kommune tilsyneladende
  ingen respekt har for indgåede kontraktlige aftaler.

 
 

Ville nedsætte prisen med 15 pct.

• De skrev minsandten til
  os sidste forår og meddelte, at de havde besluttet, at prisen skulle
  nedsættes med cirka 15 pct. og de mente sig i deres fulde ret til,
  at ændre prisen uden forudgående drøftelser med os.

 

Betragter sig som myndigheder og ikke
forretningspartnere

• De betragter sig selv som
  myndigheder og ikke som forretningspartner, der har indgået aftaler
  med private aktører – vi protesterede
  naturligvis overfor de forhold –
  og fortalte, at gensidigt indgående kontrakter ikke ensidigt kunne
  ændres.
• De fastholdt deres påstand
  om, at de kunne ændre aftalen med dags varsel
  – indtil de omsider flere måneder efter
  – endeligt tog sig sammen til, at
  konsulere deres juridiske bagland.

 

• I mellemtiden havde de
  groft tilsidesat enhver moralsk forretningsforpligtelse
  – idet de bare tog sig den frækhed, at undlade at betale vores
  tilgodehavende.  – hvilket resulterede i, at Kommunen på 

  et givet tidspunkt, havde forfalden saldo i vores favør på
  mere end én million kroner.

• I den periode var selskabet
  naturligvis betrængt økonomisk, og vi kan udelukkende tilskrive vores
  yderst tilfredsstillende samarbejde med Arbejdernes Landsbank, at vi
  kom igennem perioden.

 

Tilbageholdt beløb 

• Den første krise kulminerede
  den 30. juni 2004 – idet Kommunen opsagde vores aftale pr. den dato
  – hvilket resulterede i, at jeg måtte tage en flyver hjem fra min
  ferie – og måtte deltage i nogle meget hårde og drøje forhandlinger
  med Kommunens advokater og Direktører. Forhandlingerne gav i første
  omgang bonus, således at kommunen trak opsigelsen retur og vi kunne
  fortsætte vores arbejde til glæde for de
  ældre i København.

 

Manglede 6
– 7 millioner kr.

• De kom også
  som aftalt med en beregning om prisfastsættelse
  – denne beregning havde de foretaget ud fra antallet af tilmeldte
  borgere under indkøbsordningerne i København
  – med de afregnede kun for de reelt gennemførte ekspeditioner
  – hvilket giver en prisforskel på
  cirka 33 pct.- eller omregnet for vores vedkommende 6
  – 7 millioner kroner.

 

• Vi fortalte naturligvis
  kommunen, at de på grundlag af denne beregning, netop havde underbetalt
  vores samarbejde med et betydeligt millionbeløb 
  – kommunernes embedsmænd startede derefter forfra med
  deres problematiske og ikke regelrette indstilling til tingene.
• Derefter indstillede bestyrelsen,
  at vi skulle prøve, at komme ud af dette samarbejde hurtigst muligt
  – hvorefter vi indgik i nogle seriøse forhandlinger med flere forskellige
  private aktører.
• Vi besluttede os til at
  sælge aktiviteterne til vores største og mest seriøse konkurrent,
  Interware.

 

Falske beskyldninger om klager

Embedsmændene i Københavns Kommune
fortalte politikerne og medierne, at klagerne i Handelstandens Indkøbsordning
hobede sig op. Den hoppede en del medier og politikere på. Sandheden
var, at der af 175.000 ekspeditioner var indløbet 132 klager.

Og klagerne var et resultat af rationaliseringer
opstået på grund af kommunens manglende betalinger.  

Trussel fra Fagbevægelsen

Det var heller ingen hjælp at hente
hos fagbevægelsen. SID Lager –
og Handelsarbejdernes Forbund meddelte således, at hvis medarbejderne
ikke fik en betydelig fratrædelsesgodtgørelse, så kunne de ikke garantere
for, at medarbejderne ikke var syge i opsigelsesperioden.  

Historien er ikke slut

Ja og kære læsere historien er ikke
slut. Byrettens afgørelse er anket til næste instans. Det må 
være noget, der hedder retfærdighed i dette land.  

Denne artikel er lavet i samarbejde
med www.dengang.dk. Under siden fra Urtekræmmer til Shawarmabar
kan du læse om udviklingen om detailhandelen på
Nørrebro. Desuden ligger der ca. 120 artikler om det gamle Nørrebro.  

Her på www.norrebro.dk kan du læse om Nørrebro Handelsforenings
historie fra starten frem til nutiden. Det afsnit, du netop har læst
er blot en af mange dramatiske kapitler i en aktiv handelsforenings
historie.