Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Den tidlige Handelstand

Juni 5, 2011

Mange tyske håndværkere i Staden.
Det Tyske Kompagni startede handelsstandsforeningerne. Advarsel mod
overforbrug i borgerskabet. Brændevin vandt indpas i Laugene. Ifølge
regeringen var der for meget druk til fordærvelse i gilderne. Laugene
var hele tiden under angreb. Regler blev konstant efterset. Laugene
forfulgte hensynsløst de uorganiserede. Svendene savnede deres drikkelag.
Konstant var der ulovlig handel og
ølsalg

Det Tyske Kompagni

Den fremmede handelstand levede som en
selvstændig og uafhængig stat i staten. De havde deres egen jura.
De opfyldte ingen borgerpligt og betalte kun en ringe afgift til biskoppen.
Det var som regel tyskere, der i begyndelsen kun omholdt sig i byen
om sommeren. Efterhånden overvintrede de også i landet. Tydskemannegade
er opkaldt efter disse tyske købmænd.

Det tydske Kompagni
var et meget eksklusivt selskab. Kun tyskere, navnlig fra Wismar,
Stralsund
og Stettin blev optaget her. De havde deres egen
regler, der mindede en del om laugsreglerne.

Kun sælge i små
partier

I Jacob Erlandsens Stadsret
peges der på nogle bestemmelser, der sigter efter borgernes fordel.
Således blev det pålagt de fremmede, at sælge i små partier. Man
måtte ikke handle indbyrdes. Det kunne gå ud over den pris, borgerne
skulle betale.

I lommen på
tyskerne

Christian den Første
var i lommen hos Lybækkerne.
Han turde ikke at bryde deres privilegier. Christoffer af Bayern

havde flere planer om at erobre Lybæk
og sætter en stopper for deres konkurrence.

Men Christian den Første
fik dog hævet Det tydske Kompagni.
Det betød, at der blev lige ret mellem danske og tyske købmænd. Nu
skulle tyske købmænd have borgerskab,
hvis de ikke ville ligge vinteren over.

Muligheden for billig tysk
øl

Bønderne fik at vide, at de skulle
bringe deres Varer til Torvs
og hente deres fornødenheder i byerne.
Men kongen udsendte den 30. september 1475 en underlig forordning:

  • Tydske Mænd maa seile
    ind i vort Rige Danmark, men ingen Danske med Varer til Tydskland, imellem
    de tre Riger, er det tilladt de Danske at seile. Danske Borgere maa
    vel fragte deres Skibe ud til tydske Mænd for at føre disses Varer
    til Tydskland, men ikke selv sende Gods eller Kjøbmandsvarer med.

Kloge historikere har påvist, at på
den måde kunne danskerne få forholdsvis billig tysk øl. Men
den holdt ikke på længere sigt.

Overforbrug hos borgerskabet

Jo i mange år var det Hansestæderne,
der drev handel herhjemme. Men i første halvdel af det 15. århundrede
kom hollændere, skotter og englændere.

Frederik den Første
tilskrev Rigsrådet på tysk, men adelsmændene fortalte, at
det så de ikke en gang til. Der var mange, der var blevet sure på
tyskerne.

Men andre mente, at var et decideret
overforbrug hos de lidt rigere med vin, silke, fløjl og damask. Desuden
blev der importeret udenlandske ølsorter hertil i tøndevis.

Det danske Kompagni

Danske skibe hentede nu masser af varer
i udlandet. Tyskernes magt var blevet brudt. Efter reformation eksisterede
Det tydske Kompagni
slet ikke mere.

Nu hed det Det danske Kompagni.
Det blev et samlingssted for fornemme borgere, både handelsmænd og
håndværkere.

Et skyde
– og papegøjeselskab

Fra sin start var Det danske Kompagni
et skyde – og papegøjeselskab. Selskabets ældste gildeskraa

er fra den 23. maj 1447. Formålet dengang var udelukkende selskabelig.
Man kom for at more sig. Der blev budt på dans, drikkelag, fugleskydning
og lignende. Der var også større fester knyttet til årets helligdage,
jul, fastelavn og pinse. Også byens spidser samledes i dette selskab.

Forbindelse til Rådhuset

Man skulle være ærlige Folk,
for at blive optaget. Senere måtte man ikke være medlem af et håndværkerlaug.
Gildets forbindelse til Rådhuset
var meget nært.

Da Kompagnihuset

i 1682 blev solgt, anvendtes salgssummen til betaling af byens gæld.
Til modsætning for håndværkergilderne så det ud som om, at Det
danske Kompagni
samlede forskellige samfundsklasser.

Gratis sprut til Papegøjekongen

Papegøjekongen fik en guldring, men
til gengæld skulle han give 6 tønder øl. Til gengæld drak han frit
ved årets tre adeldrikke. Første gang med fire senere med to kvindelige
gæster.

Kompagniet
holdt også en årlig majfest.
Alle brødre red fra hus og hjem med spillemænd, piber og trommer.
Der var en, der blev kåret som majgreve.

Man pyntede sig med masser af grønne grene for at markere, at sommeren
kom.

Oldermanden
skulle klare enhver tvist, inden den havnede i retten. Brødrene havde
ret til at bruge kompagnihuset
til bryllup og værtsskab for en passende betaling.

Tvang i Lauget

I Håndværksgilderne

gik man også til den. Men det var ikke kun på det selskabelige, man
gik til den. Man havde stor indflydelse. Gilderne og Laugene
havde deres ret til

  • at forbyde Alle, som ikke
    ere Medlemmer, at drive Laugets Næring

Enhver der var medlem, skulle underkaste
sig visse regler, forskrifter, indskrænkninger, kort sagt laugstvang.

Mange tyske håndværkere

De fleste københavnske håndværkere
var dengang tyskere. På den måde udviklede laugssystemet sig.
Og det tog rigtig fart under Christoffer af Bayern, Erik af Pommern
og Christian den Første.

Christoffer af Bayern
befalede i sin stadsret, at laugenes oldermænd skulle indsættes af
borgmestre og råd. Men efterhånden blev kontrollen med gilderne
hård. Der måtte ikke holdes møde uden overværelse af råd.

Der var fastsat bestemte priser for forskellige
håndværk. Særlig over for bagere,
ølkoner og guldsmede
var man meget strenge. Her var der rig lejlighed
for forfalskninger og bedragerier. Såfremt man i gentagelsestilfælde
blev grebet i dette, ja så mistede man sit borgerskab.

Bedrageri

Alt arbejde skulle så vidt det
var muligt mærkes med byens stempel. Det var også for at komme
bedrageri til livs. Kong Hans
havde i 1490 udsendt en forordning:

  • at Guldsmedene i vore Kjøbstæder
    her i Riget gjøre og arbejde meget ondt Sølv, ved hvilken vore kjære
    Undersåtter, den menige Mand besviges dem til Skade og Forfang i mange
    Maader.

Forlystelser, druk og gilde

Gildebrødrene samledes så ofte
det kunne lade sig gøre i Laugshusene
til forlystelser, dans og drikkelag.

I disse bygninger fandtes i det mindste
en stor sal, forsynet med bænke langs væggen og et mægtigt bord foran.
Over bænken var der indmuret et skab, hvor Gildet
opbevarede sine papirer, bøger, drikkekar m.m.

Man skiltes dog tidligt. Og tegn på
opbrud skete efter, at en af gildets embedsmænd hamrede et stykke træ
i bordet. På møderne var der også en anbefaling over, hvordan man
skulle opføre sig. I en såkaldt Visitationsbog
kunne man læse følgende:

  • I maa ikke læbe udi Mad
    som Svin og Køer. Dernæst æde og drikke I med hverandre og sidde
    tilsammen og tale god Snak om Gud og den, som godt er, om
    Ægteskabs Handel, give hverandre Eders Børn og Dørtre til
    Ægte, og lærer og underviser hverandre. Ja Somme giver ogsaa tilkjende,
    at de ere gladhjertige og sidde og sjunge eller kvæde en deilig
    Vise, give en Vise for i Dandsen, drikke hverandre til med et
    Ærinde af en Vise, som vi andre maa, dersom vi allers kunne fare vel
    derved. Djævelen skikker os saa mange onde Stunder dertil. Vi maa vel
    stjæle os en glad Stund til at drikke en Skaal
    Øl med hverandre endda også over vor Tørst, om vi ellers ikke slemme
    og dømme eller fortalte hverandre, eller bruge nogen anden Ugudelighed
    med løsagtige Noder, Boleviser eller ugudelig Gildminde.

En anderledes råhed

Moralen var anderledes dengang. Raahed
og Voldsomhed
var ikke blot tilstede i håndværkerstanden. Sværdet
sad også løst hos adelsmændene. Mange havde adskillige mord på samvittigheden.
Datiden dømte en sådan forbrydelse mildt.

Brændevinen vandt indpas

På gilderne drak man ikke kun dansk
og udenlandsk øl, men også mjød og et utal af vinsorter. Og i 1528
bidrog en ny berusende drik til fornøjlighederne. Denne drik kaldtes

Brændevin. Man kaldte den også for Livsens Vand.
Det blev også betragtet som et lægemiddel. Og med den blev det lettere,
at holde rusen ved lige hele dagen.

Den indfødte
københavnske handelstand var delt i tre laug.

De nye grosserer

Kjøbmændene,
der også hed Vandtsnidere eller Klædebolauget., Kræmmere
og Bryggere,
hvortil Skippere
Christian den Fjerdes tid kom.

Vandtsnidere
kan vel nærmest oversættes til Grosserer.

Disse var nok stadens mægtigste og rigeste. De havde detailhandel med
klæde, fløjl, Damask
og al slags silke og Sardug (blanding
af lærred og bomuld).

De handlede også med kobber,
tin, bly, jern, laks, ål, sælhundespæk, honning, humle, salt, hør,
hamp, tjære, svovl, saltpeter, trævarer, korn, mel, sæbe, smør,
huder, skind, flæsk, søm m.m.

Kræmmere

Det andet købmands
– laug
var Kræmmerne. Det var fortrinsvis detailhandlere.
Af en Laugsskraa de fik i 1559 ses det, at der solgtes kramgods

fra Venedig, Nürnberg, Frankfurt
samt hav der gjøres i Tyskland.

  • De maatte ikke være i
    Kompagni med Fremmede, handle med Andres Penge eller sælge Fremmed
    Gods.

Bryggere

Den tredje fornemste handelsklasse var

bryggerne. Dengang herskede der et umådeligt øldrikkeri. Bryggerne
havde eneret på at fabrikere og sælge dansk øl i store og små partier.
Fremmede skippere og købmænd skulle købe Skibsøl
af dem. De var til gengæld forpligtet til at levere godt øl til en
af Magistraten fastsat takst.

De måtte også handle med Humle,
Hør, Hamp, Beg, Tjære, Jern, Kobber, Tin, Bly

og diverse preussiske og russiske varer. De måtte drive en slags
Hørkramhandel.
Desuden måtte de drive byttehandel med bønderne.

Dårlig dansk
øl

Nu var den danske øl dengang ikke særlig
velsmagende. Derfor foretrak de fleste tysk øl. Senere fik 12 borgere
i København eneret til at sælge tysk øl fra deres herberger.
De fik sat et mærke på deres ejendom, så man kunne se, at her blev
der solgt tysk øl.

Men som alle regler dengang, blev denne
også omgået.

Skipperne
havde fået lov til at beskæftige sig med handel. Det fik dog først
betydning fra Christian den Fjerdes
tid. De solgte lige fra madvarer som Gryn,
Ærter, Bønner, Saltet Ål
til færdigsyede klædningsstykker som
skjorter, halskæder, forklæder m.m. (Se vores artikel Nyhavns historie).

I Rævebogen
trykt i Lybæk i 1555 kaldes Kræmmere og Kjømænd
for et svigefuldt, argelistigt og bedrageligt Folk.

Gældsfængsel

Det var ikke alle, der kunne betale.
Derfor opstod begrebet Gældsfængsel.

Her blev alle dem indsat, som ikke betalte, selv om de var blevet dømt
af retten. Man kaldte den også for Svæltekjælderen.
Adelsfolk kunne dog ikke dømmes til at sidde i Gældsfængsel.

Næst efter handelsstanden så var
håndværkerne den nyttigste Klasse Borgere som bidrog mest til Kjøbstædernes
Udvikling.

Fra rigdom til armod

En af de store handelsmænd på
Frederik den Andens
tid var Markus Hess.

Han var borgmester i byen fra 1565 til 1589. Vi ser ham som hestehandler.
Kongen købte de bedste hos ham.

Vi ser ham også som skibsbygger.
Desuden støbte han kanoner. Af andre ting handlede han med Salt,
Korn, Uld, Klæde.
Og et rederi med skibe havde han også.

Omkring 1580 begyndte ulykkerne at rasle
ned over ham . Han blev afskediget i 1589, men blev resten af sit liv
friholdt for skat.

Ja det endte med, at han bad kongen om
hjælp til sin armod.

Masser af frihedsbreve

Netop også under Frederik den
Anden
skete der en stor indvandring. En masse tyske og hollandske
håndværkere indvaderede byen. Alle disse fik store friheder og begunstigelser.
Man slap for skat, vagt og anden Tynge

enten i et åremål eller for livstid.

Men i 1582 indløb der så mange
klager, at kongen befalede at alle Frihedsbreve
indtil videre skulle afskaffes.

Nye skraaer

Flere håndværk fik i den tid nye
skraaer.
Således Rebslagerne (1564), Tømmermændene (1575),
Snedkerne (1576)
og Bartskjærerne (1577).

I 1572 opstod et helt nyt laug, nemlig
Smørhandlernes.
Men det må være gået dem dårligt. De kunne
ikke betale deres afgifter, så de fik lov til at handle med høkervarer
som Flæsk, Lys og fødevarer.
Derved blev de et høkerlaug,
men det bestod ikke ret længe.

Sejlmagere i laug

Det var tegn i sol og måne på, at nogle
laug
misbrugte deres eneret ved at forlange for meget for deres
ydelser. Kort før Frederik den Andens

død kom der en forordning om takster for alle vigtige næringsveje,
Bager, skomagere, skræddere, smede, vognmænd

og mange andre.

Der kom nye laugsskraaer
for Seilmagere, Vandtsnidere, Bryggere og Tydskølførende.
Sidstnævnte var for dem, der importerede øl og solgte det i store
partier.

Sejlmagerne

havde ikke været i laug før.

Bryggerne
fik nu ret til at levere øl til flåden. De havde også fået fortrinsret
til al den humle, der blev importeret til staden.

Druk
til fordærvelse

Desværre havde ikke alle håndværkere
råd til at lade sig optage i laugs
– væsenet.
Det var forbundet med en større udgift at skulle
betale alle mad – og drikkevarer i forbindelse med en optagelse. Kongen
mente, at der var

  • meget unyttig Drik, Laugsbrødrene
    gik selv til Fordærvelse

Reglerne blev efterset

I år 1600 befalede kongen for at råde
bod på alle onder, at alle Skraaer
skulle efterses og revideres. Man kunne se forandringerne i Rodemestrenes
Skraa af 1606.
Heri bestemmes, at den der indtræder i Lauget

skulle lægge Tre Daler i Bøssen og desuden give Oldermanden
en daler, Laugsskriveren 1 Daler

og De Fattige en Daler.

Vognmændenes Skraa
fra 1610 fastsatte en Gylden
som indgang samt fire Daler

til Laugshusets forbedring, til de fattige og Laugsbrødrenes
jordefærd.

Slagterne nægtede at sælge oksekød,
så længe man ikke også ville købe lammekød af dem. Magistraten
ville ikke finde sig i dette. Så de tillod inden
– og udenbys Folk at sælge Kjød paa Nytorv.

Til en bestemt pris.

Forordninger hindrede ikke Laug

Efterhånden tillod kongen flere og flere
håndværkere til at drive deres erhverv uden at træde ind i Laug.

Et vigtigt skridt traf kongen den 19.
juni 1613. Han udsendte en forordning, hvori han ophævede al Laugstvang
og indførte faktisk Næringsfrihed.

I forandret form

Laugene havde ikke kun negative sider.
De fattige var blevet hjulpen og en hvis regulering fandt hele tiden
sted. Så allerede i 1621 var kongen nødt til at genindføre
Laugs – væsenet,
dog i en lidt forandret skikkelse.

En forvirret tid

For at blive medlem af et Laug
skulle man ikke mere have stået i lære eller lavet et mesterstykke.
Og Laugs – husene måtte heller ikke mere bruges til drikkegilder.
Skal man forske i denne interessante del af historien støder man på
masser af modsigelser. Man spørger sig selv, hvad blev der egentlig
besluttet?

Bagernes vilkår

I årene efter 1621 faldt en stor mængde
af nye Laugsskraaer, artikler, bestemmelser
m.m. Byfogeden, Kæmnere og Bagerens Oldermænd
skulle hver måned undersøge om brødet var rent og ustraffeligt.
Brødsalget skete efter gammel skik fra bagerens vinduer. Men på et
tidspunkt blev bagerne nødt til at falbyde deres brød på Nytorv
hver onsdag og hver lørdag. Kunden skulle have mulighed for at se,
hvem der var den bedste bager.

Senere blev der indrettet offentlige
bagerboder
forskellige steder. Det hele var ikke så ligetil dengang.
Kongen kunne fortælle, at privatfolk, som havde ret til at bage til
eget brug, gav sig selv til at sælge brød. Og bagerne, ja de måtte
ikke sætte lys i deres vinduer, sætte skilte på, eller i det hele
taget gøre opmærksom på deres tilstedeværelse.

Ulovligt
øl

Private bryggere gjorde det samme. De
solgte ulovligt øl. For at gøre ende på dette, skulle man søge
om tilladelse til at brygge hos Magistraten.
I 1643 blev der således foretaget et syn over bryggergårdene.

Bryggerne
tilhørte Stadens Bryggerlaug.

I folkemunde blev det kaldt Det fornemme Bryggerlaug.

Strenge regler for slagtere

I 1623 var der kommet nogle ordninger
for slagterne. Man ville misbruget til livs. Al slagtning skulle nu
foregå i Christoffer Valkendorfs Boder
uden for Vesterport. Udsalg af kød skulle finde sted fra
Slagterboderne
på hjørnet af Skindergade

og Klosterstræde eller på Nytorv.

Det var strengt forbudt at slagte
og udhugge magert Kokjød blandt Oxekjød.

Det kostede Æren og Embedet
at sælge selvdødt kød.

Vognmandslauget

Vognmandslauget

var forpligtet til at vedligeholde broer og veje. Desuden skulle man
fjerne byens skrald og hjælpe til i tilfælde af brand. De fik en del
friheder og begunstigelser. Den bestod bl.a. i at overtage en del af
Serridslevs
gamle jorder til deres hestefoder og Laugs Ophold.
Denne Vognmarken lå mellem Borgervang (Bryggervang)
og Emdrup Mark.

I 1610 blev der vedtaget at 40 vognmænd
havde eneret på vognmandskørsel. Dog måtte bønder og andre
gerne køre for købmænd til årsmarkeder på Sjælland.

Man havde forsøgt at oprette nogle kompagnier.
Den 18. november 1670 forsøgte man for tredje gang
at oprette Ostindisk Handelskompagni.

Mange initiativer dengang faldt dog til
jorden. Riget manglede penge og kreditter.

Laugene overlevede nok engang

Enevælden var dukket op. I oktober 1664
fastsatte en betænkning, at de forskellige Laug
ikke mere skulle være så egenrådige. De ensartede svendetakster skulle
også ophøre, da en dygtig svend havde krav på en højere løn. Desuden
mente man, at der var grænser for, hvor meget chikane og omkostninger,
man skulle udsættes for, hvis man ikke var med i et Laug.

Men det var vanskeligt at komme noget
fastbundet til livs. Således ville tyske bogtrykkere ikke anerkende
deres danske og hollandske kollegaer. De mente ikke, at deres faglige
kunden, kunne måle sig med deres. Sådanne stridigheder hørte til
dagens orden også laugene imellem.

Laugene overlevede. Det gjorde de gamle
gilder også. Igen blev der åbnet for øltønderne. Der blev igen afholdt
store fester med dans, druk og spil.

Retterstedet blev flyttet

Det var tydeligt, at Laugenes
magt var tilbage. Det så man tydeligt den 14. april 1668. Retterstedet
Hallandsaas (Kongens Nytorv)

og Retterstedet på Nytorv skulle flyttes. Det blev som sædvane
var, Tømmerlaugets job, at flytte det. Det skete med piber og
trommer i et stort optog. Alle var bevæbnet med et redskab.

Byfogeden, Byens Kæmner og Underkæmner,
diverse anførere, oldermænd og bisidere,

ja de var alle med i optoget.

Retterstedet
blev igen rejst foran Kastellet
ved Østerport. Og som sædvane var, havde byen sponseret en
masse Rostokker Øl.

Vandtsniderne og Kæmnerne
var i 1651 indgået i et fælles laug. De kaldte sig Det Danske Kjøbmandskompagni.
Men det ophørte allerede i 1688.

Vinhandlere

Vinudskænkning fandt sted fra talrige
kældre i byen. Mange af de steder kunne man også få øl oh brændevin.
Apotekere havde også ret til at holde vinudskænkning. Men herfra måtte
der kun sælges i potter og anker. Men man måtte ikke fra samme kælder
sælge både Fransk og Rhinsk.

I 1651 trådte vinhandlerne

sammen i et laug. Kun dem som havde tjent i seks aar og ejede en
formue paa 1.000 Rdlr.
Kunne optages. Den fineste kælder var
Stadens Vinkælder
under Rådhuset.

Apotekerne

Noget nyt var kommet til staden omkring
1665, nemlig the og kaffe. I begyndelsen kunne dette kun købes på
apoteket. Dengang var de mindst fire apoteker i byen, Svaneapoteket,
Løveapoteket, Kong Salomons Apotek

og Hofapoteket. Kongen havde i 1660 bestemt, hvad der måtte
sælges på apotekerne.

Stridigheder i Laugene

I 1672 blev alle Laug
igen gennemgået. Inden for selve Laugene
var stridighederne store. Snart blev det klaget, at en urmager og en
kleinsmed var blevet udvist, fordi de skulle være uærlige.
Snart kom mestre og svende på kant med hinanden og måtte have rettes
hjælp for at udrede trådene. Mange gange nægtede laugene
at optage medlemmer, der ellers opfyldte betingelserne. Man bagtalte
hinanden og søgte at komme hinanden til livs. Og ofte endte det i håndgribeligheder.

Det pinte regeringen, at det københavnske
laugsvæsen
havde så tætte forbindelser til det tyske laugsvæsen.

En
”Benhøvling”

Der var forskellige ceremonier. Skulle
en tømrersvend optages, skulle han gennem en benhøvling.

En snedkerdreng, der efter endt lærertid
skulle gøres til svend, måtte den sidste søndag møde op hos Oldermanden

for at blive udskrevet. Han kaldtes nu en Konøgle.
Det navn bevarede han ind til han var blevet behøvlet. Det var som
regel dagen efter. En nøje indstuderet ceremoni fulgte. Derefter blev
den nye svend forsynet med formularer, som han skulle bruge på sin
udenlandsrejse. Disse formularer sikrede ham, at han altid var velkommen
og et værdigt medlem af Lauget.

Borgerskab nødvendig

Man forsøgte flere gange, at komme
laugsvæsnet
til livs. Det som regeringen var utilfreds med, var
at det var en stat i staten, og at de hele tiden undgik kontrol.

Først ved forordninger af 23. maj 1681
og af 6. maj 1682 skete der en ændring.

Heri blev det godtgjort, at enhver måtte
ernære sig ved sin lærte profession, når blot man havde erhvervet
borgerskab ved Magistraten,

og havde betalt en mindre sum til de fattige, til Laugshuset,
til Oldermanden og endelig til rådhusskriveren.

Forordning for Håndværkersvende

Rettigheder og pligter blev fastsat i
Forordning om Haandværkersvende og Drenge.

Nu fik alle Laug de næste par år nye artikler.

Alle disse artikler
blev indledt med et forbud mod, at

  • Nogen ernærer sig af det
    paagjældende Haandværk eller holder Svende og Drenge, før han har
    erhvervet Borgerskab og er indskreven i lauget, ligesom de slutter med
    en henvisning til forordningerne fra 1681 og 1682.

Kontrolforanstaltninger

Regeringen havde indført en række kontrolbestemmelser
for at sikre borgerne mod Laugets

overgreb. Den indeholdt bestemmelser om, hvornår håndværkerne skulle
have arbejdet færdig, og hvor meget, man måtte forlange for et udført
arbejde. Det indeholdt også bestemmelser for, når møllere eksempelvis
forfalskede melet.

Ølbryggere, slagtere og bagere kunne
ikke mere sælge med overdreven fortjeneste. Varerne skulle være gode,
og de måtte heller ikke mangle i salgsboderne. Der skulle være rigelig
af varerne.

Fødevarekontrol
– dengang

Man havde også en slags fødevarekontrol.
Fire gange om året skulle man inspicere bagernes lofter og konfiskere
alt muggent hvede og rug.

Hver 14. dag skulle politimesteren veje
brødet og checke om bagermesteren overholdt lovgivningen. Var det ikke
tilfældet kunne han forbyde deres Næring i 8 Uger.
Hvis der var nogen, der sladrede, at en visitation var på vej, ja så
skulle han af med 10 rigsdaler til Børnehuset.

Forskel i bødestørrelse

Kigger man i straffebestemmelserne, så
gøres der forskel på mester og svend. Således idømmes en vognmand
kun bøder, når han nægter, at køre. Begår en svend samme overtrædelse
idømmes han fængsel i Stadens Kælder.

Enhver borger måtte gerne slagte og
bage, men ikke videresælge produktet. Og enhver måtte gerne have vogn
og hest, men måtte ikke udlåne.

Uenighed i Laugene

I 1692 søgte Krudenerere(Urtekræmmerne),
Isenkræmmerne og Sukkerbagere

at komme i samme laug. Det blev også tilladt, men allerede efter et
par år blev de så uenige, at de blev kaldt til samråd på Rådhuset.

En lang og besværlig vej

Vejen til at blive håndværksmester
var lang og besværlig. Måske ikke lige besværlig i alle laug. Når
en dreng blev taget i lære efter at have været taget på prøve i
nogen tid, blev der opsat en skriftlig kontrakt mellem mesteren og drengens
pårørende. Han blev indskrevet i oldermandens bog og måtte i henhold
til Laugsartiklernes påbud tjene som dreng i tre, fire, fem
eller seks år alt efter det pågældende håndværks beskaffenhed.
Drengen kunne betale sig til at forkorte lærertiden.

I bogbinderbranchen blev den dreng, der
kunne latin, belønnet med nedsættelse af tjenestetiden.

Mange betingelser skulle opfyldes

Der var forskellige andre betingelser
forbundet med at komme i Laugene.

En vognmand i København skulle have mindst to par dygtige heste,
en god kurvevogn og en gadevogn. Ingen kusk kunne optages, hvis han
ikke havde tjent i staden som kusk i mindst tre år.

En skipper skulle have dug og disk
i København. Desuden skulle han have bestået en navigations
– prøve.

Kræmmere, Urtekræmmere, Isenkræmmere,
sukkerbagere, vinhandlere og vintappere

skulle være mindst 25 år gamle og have tjent deres lærerår som drenge
og svende.

De første skulle underkaste sig en eksamen.
Kræmmerne skulle eksamineres i regnekunsten.

Silke
– og Uldkræmmere
skulle eje 2.000 Rdr. Og ingen gæld for
at starte deres handel. For Lærredskræmmere
var beløbet 1.000 Rdr.

Bryggerne
var også underlagt streng kontrol. Som tidligere nævnt skulle deres
bryggergårde godkendes. De skulle eje 2.000 Rdr. Og det var meget detaljerede
bestemmelser for øllets godhed og hvor mange slags øl, der måtte
brygges.

Magistraten havde travlt

Mange af Laugene

fik bøder. De ville ikke finde sig i de strenge kontroller. Noget tyder
på, at der var kaos nogle steder. Således måtte svende, der var uddannet
i udlandet pludselig starte forfra i Danmark. Magistraten
måtte i flere tilfælde ind og afbryde forbindelsen mellem københavnske
og tyske laug.

I 1691 henvendte Oldermændene
for Murerne, Smedene, Snedkerne og Tømrerne
sig til kongen for at få større indtægter fra Laugskassen.
Men det fik de ikke meget ud af.

Svendene savnede deres drikkelag

Svendene savnede deres sammenkomster
og drikkelag. Og langsom gik man igen tilbage til gammel sædvane. Det
så ud til at forordningerne fra 1681 og 1682 ikke rigtig lod sig gennemføre.
Fra regeringens side ville man ikke ophæve laugene totalt.

Ulovlig handel

I 1692 udarbejde Magistraten
en betænkning, som viste at Håndeværker
– og Handelsstanden
ikke havde det så godt. Fremmede, der var
fritaget for borgerlig tyngde, kunne sælge varerne meget billigere.

Mange soldater bedrev også ulovlig
handel, uden at der blev grebet ind. Det var ofte høkeri og
ølsalg til Skade for Borgerskabet.

De undlod også at betale skatter og afgifter.

Antallet af mestre i de forskellige
laug
steg også betænkelig. Og det betød masser af armod. Børnene
måtte ud at tigge, før de kunne læse, hed det sig. Også konen måtte
ud med tiggerstaven.

Ingen religionsfrihed
– ifølge biskop

Fra regeringens side ville man lokke
andre handelsdrivende til for at få gang i den københavnske handel.
Derfor ville man give religionsfrihed. Men dette forslag satte biskop
Wandal
sig aldeles imod. Man forsøgte at få gang i klædemanufakturet.

Et forsøg med handel på de danske
besiddelser slog fejl flere gange. I 1678 talte Københavns Handelsflåde

116 fartøjer. I 1695 var der 295 skippere i hovedstaden.

Mørke tider

Det så ud som om at handelen tog
et opsving omkring 1690, efter at have været på tilbagegang i en årrække.
Men helt godt var det ikke. I Magistrats
– betænkningen
hed det sig:

  • Handelen bestaar alene
    i det, som indføres og konsumeres her, thi kun Lidet eller Intet kan
    udføres undtagen en ringe Del Vin og Salt, som dog ikke er Landsens
    Frugt, Hvorimod Rug og Byg, der i tidligere Tider bragte Penge ind i
    Landet og gav Handel og Næring, er nu paa Grund af Landmandens slette
    Tilstand og Uformuehed til at holde Kvæg og dyrke Jorden, ikke af den
    Godhed eller den Overflødighed, at de kan søges eller sælges. Vel
    har ”Den Franske Handel” i nogle faa aar havt nogen Aseelse, men
    paa Grund af den ulovlige Opbringelse og anden Mishandling af Skibene,
    som idelig sker af Engelske og Hollandske Kapere, bliver den ogsaa snart
    til intet, eftersom Enhver gruer for at vove sine Midler med saa stor
    Hazard og Perikel, og desuden kun ganske faa af Borgerskabet formaar
    at drive den Handel.

Handelstanden klagede over de høje afgifter.
Byrderne var efterhånden også overvældende. Staten var dybt
forgældet, og de tog sig ikke af de talrige klager, der hobede sig
op. Krigene betød også, at der blev udskrevet krigsskat.

I portene skulle der også betales
nye skatter for at ind – og udføre varer.

De rige måtte låne staten penge. Og
beløbene blev ikke tilbagebetalt som lovet.

Nye Torvemarkeder

Nye torvemarkeder opstod. Ved Knippelsbro
stod der i 1692 ikke mindre end 64 fiskerkoner.

Galanterihandlere

blev tidens modebutikker. Her kunne man få alt lige fra glasperler
til fløjls drengekasketter. Mange af de ting, som der blev handlet
med, blev indført toldfrit.

Hensynsløs forfølgelse

Laugene
forfulgte de enker, der ikke var i stand til at blive gift igen. Jagten
på fuskere skete med stor iver og hensynsløshed. Man stjal værktøj
og varer. I 1709 klagede fem borgere over, at de var blevet overfaldet
af Oldermanden i Slagterlauget
samt 10 – 12 Laugsbrødre.

I 1720 blev en øltapper

mishandlet af to barberer og tre betjente.
Øltapperen
barberede en af sine gæster, mens denne drak en pot
øl hos ham. Den stakkels øltapper
var sengeliggende i seks uger.

Grovsmede
og Nagelsmede skændtes om, hvem der måtte sælge Bygningssøm.
Sverdefegere og Isenkræmmere
skændtes om salget af kårdeklinger.

Der kunne fremdrages flere fejder. Men enden på det hele var en masse
stridigheder, kævl og konflikter.

Konflikter truer

Svendene holdt sammen mod mestrene. Der
kom til mange håndgribeligheder og arbejdsnedlæggelser. Alle disse
ting tog meget af regeringens tid.

Frimestre og erhvervsdrivende uden for
laugene var et problem for de eksisterende Laug.
Særlig beskyttelse nød soldater og matroser, der var blevet afskediget
på grund af et handicap.

Ved Vibenhus
havde 150 – 200 brændevinsbrændere

den 11. maj 1723 redet kongen i møde for at aflevere et protestbrev.
Det eneste de fik ud af det, var at blive anholdt og senere benådet
igen.

Hjulmagersvendene
havde i 1727 klaget over, at deres tyske kollegaer ikke ville arbejde
sammen med dem, når de kom til København.
Det resulterede i at danskerne blev fyret.

Nødråb fra Slagterlauget

I København
var det politimesteren, der førte kontrol. Og han var især ude efter

Slagterlauget. De tabte efterhånden modet og sendte en bøn til
kongen:

  • at maatte blive befriet
    fra Politiet og deres haarde Medfart.

Antallet af Laugsmestre
i hovedstaden var i 1723 i alt 1.662. dertil kom 1.752 svende og 1.227
drenge. Det største Laug var Skrædderne (249), Skipperne
(212), Skomagerne (138) og Bryggerne (102).

De laveste

Lavest i rangdelingen var Brolæggere
og Gørtlere.
Også skorstensfejerne var ilde set, selv om de ikke
mere blev betragtet som uærlige.

Natmænd
og andre, der udførte uungåelige gerninger til nytte og tjeneste
var heller ikke velansete.

Skorstensfejer
– du må flytte

Det varede længe inden man kom fordommene
til livs. Således fik Bertel Seiller,
som hidtil havde boet i St. Klemensgade
og købt en gård på Nytorv
i 1727, befaling fra Magistraten
om at sælge den igen. Han skulle finde sig et afsides liggende hus,
for det stred mod god Orden og Politi, at skorstensfejere og
deslige Betjente boede paa publique Steder.

Kilde: Se

  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Gamle Laug og Gilder i
    København
  • Flere gamle værtshuse
    i København
  • Fra Ildebrand til Kæmner
  • Gamle værtshuse i København
  • København omkring
    år 1800
  • København 1840
    – 1880
  • København for længe siden
  • Strøgets Historie
  • Nørrebro virksomheder
    1923 (under Nørrebro)
  • Nørrebros Detailhandel
    i 1960 og 1970 (under Nørrebro)
  • Slagtermesteren fra Runddelen
    (under Nørrebro)
  • Urtekræmmere, Spækhuggere
    og andre på Nørrebro (under Nørrebro)

  • Se afsnittet: Fra Urtekræmmmer
    til Shawarmabar (Detailhandelens udvikling på
    Nørrebro)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København