Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Gamle Lav(Laug) og Gilder i København

Juni 5, 2011

Biskoppen følte sig truet. Han forbød
laugene. Håndværker var embedsmænd. Hver Laug havde en Skraa. Medlemmerne
skulle være ”ærlige” og ikke af
”rakkerslægt”. Man måtte ikke hælde
øl på hinanden. De syge og fattige blev hjulpet. Man skulle give
øl ved hver en lejlighed. De fattige fik
”fri drik”. Brødrene måtte regelmæssig til eksamen. Kødmagerne
skulle levere kød til biskoppen.

Biskoppen følte sig truet

Dengang var der masser af håndværks
– og købmandsgilder i København.
Kirken havde stor magt, og biskoppen forsøgte at begrænse gildernes
magt. Allerede i Stadsretten
fra 1294 finder vi følgende bestemmelse:

  • Da man ikke alene skal
    afholde sig fra det Onde, men ogsaa undgaa Anledningen dertil, saa maa
    aldeles ingen af de Foreninger, som i Folkemaalet kaldes Gilde eller
    Hvirving holdes i Kjøbenhavn, hverken hemmeligt eller aabenbart, ej
    nogen som helst andre Samlinger, der paa nogen Maade kan omgaa denne
    Bestemmelse og træde i stedet for de omtalte Gilder eller Samkvem,
    og hvorved denne nyttige Bestemmelses
    Øjemed paa nogen Maade kan hindres, uden de Gilder, som Biskoppen indstifter
    med sin Kapitels Samtykke. Men den som overtræder denne Bestemmelse
    skal bøde 40 Mk., det halve til Biskoppen, det halve til Byens Kasse,
    eller ogsaa skal han af Vanære udjages af Byen og maa ikke vende tilbage.
    Den der med sit Vidende modtager ham i sit Hus, bøde 3 Mk.

Denne bestemmelse skabte et stort røre,
ja man kan kalde det et oprør. For borgerne ville ikke overholde bestemmelserne.
Resultatet blev, at biskoppen konfiskerede indtægter, ejendomme og
andre værdier.

Skytsengel for hvert håndværk

Men nogle lav fik lov til at bestå.
Biskoppen havde i 1275 stadfæstet Skræddernes
og Overskærernes Lav(Laug)

De religiøse Gilder
blev efterhånden Lavsgilder. Vognmændene

i Skt. Knuds Gilde dannede i 1478 deres eget. Skt. Andreæ
Gilde
blev i 1515 omdannet til et Gilde
for Tømmermændene. Men de bevarede dog deres religiøse karakter.

Ofte var det en skytsengel for hvert
håndværk. Således var Skt. Eligius
skytsengel for Guldsmedene.

Men det kunne også være en tilfældighed, hvor man kunne henlægge
gudstjenesten.

Bøder gik til alterlys

De bøder, man fik i lavene blev meget
ofte omsat i voks til alterlys. De brændte for skytspatronens alter
foran Laugets helgenbillede. På helgenes navnedag gik lavene
i procession.

En håndværker var embedsmand

Fra middelalderen kaldtes et håndværk
for et embede, og en håndværker for en embedsmand. Han ikke uden videre
borgerret. I Tyskland måtte de kæmpe for at få det. Herhjemme
har det ikke været samme problemer. Her har håndværkerne indtil
handelstandens
opkomst i det 15. århundrede haft samme rettigheder
som almindelige borgere.

Oprindelig var beslægtede håndværkere
samlet i et laug. Sådan var det med Pungmagere, Remsnidere, Bundtmagere
og Skindere.

Hvert Laug havde en skraa

Hvert laug havde sin egen vedtægt. Den
kaldtes Skraa. Mange af disse bar dog præg, at de var lovet
af folk, der normalt ikke beskæftigede sig med sådanne ting.

Medlemmerne skulle være
”ærlige”

En betingelse for at blive optaget i
de yngre laug, men ikke i de ældste, var at medlemmerne var ærlige.

De måtte ikke være af Rakkerslægt.
De skulle være ægte fødte. Inden for et år skulle de ofte
ægte en hustru, og disse skulle være uberygtede.

Man skulle betale afgift, når man blev
lærling, og når man blev mester.

Giftemål uden for laugene var i begyndelsen
endnu ikke forbudt. Et ægteskab med mesters datter eller enke blev
begunstiget af lauget.

Erik af Pommerns forordning

I 1422 udgav Erik af Pommern

en forordning med følgende indhold:

  • Alle Embedsmænd (håndværkere)
    bjerge og nære sig af deres Embede, saa som er at Borgere og Bymænd,
    de som ikke saadanne Embeder have, som herefter nævnes, de bjerge sig
    med deres Købmandskab og med deres Brygning og saadan Købmandshaantering.
    Bager bjerge sig af bagning, Suder af deres Skogerning, Smed af hans
    Smedegerning, Guldsmed af hans Embede, Skrædder af hans Embede, Kræmmer
    af sit Embede, Skinder af sit Embede og særdeles alle Embedsmænd,
    i hvad som helst Embede de have, at hver af dem bjerger sig af sit Embede.
    Dog saa om nogle af disse Embeder vilde vorde ens derom i nogen Købstad
    og fare uskellig med sin Haantering, enten med Brygning eller Bagning
    eller med Skogerning eller med nogle af disse forskrevne Embeder, da
    skulle Borgmestre og Raadmænd med Fogdens Hjælp granske det ud saa
    ofte, som det Behov gøres, saa at dette forskrevne jo skællingen holdes
    og tilgaar efter det, som Vor Herre under og sætter Tiden i Landet
    til.

Kongen
bestemte således, at der skulle være særskilte laug for nævnte håndværk.

I Kristoffers Stadsret

blev det påbudt, at oldermændene
i laugene skulle indsættes af borgmestre og Raad.
Han gav også øvrigheden fuldmagt til at ophæve de laug som synes
at være unyttige og skade byen.

Mange Laug

I 1522 havde staden følgende laug. Her
har vi forsøgt at opstille dem efter rangorden:

  1. Bryggere
  2. Guldsmede
  3. Bagere
  4. Smede
  5. Skomagere
  6. Skræddere
  7. Remsnidere og Pungmagere
  8. Kødmagere
  9. Bartskærere
  10. Bundtmagere og Skindere
  11. Vognmænd
  12. Dragere

Bryggerne
har i 1422 været i laug med købmændene. Guldsmedene
fik en tysk skrå i 1429 stadfæstet af kongen og dronningen og bekendtgjort
for Høvedsmanden på slottet, Hr. Esge Brok
og for borgmestre og Raad.

Mange retningslinier

Ingen svend måtte arbejde på
egen regning
uden mesterens vidne. Når en svend forsømte mesterens
arbejde skulle oldermanden vælge to mestre til at undersøge
arbejdet. Herefter skulle de træffe en afgørelse.

Ingen svend kunne blive mester, uden
at han havde tjent et år i staden. Og sådan kunne vi blive ved. Der
var retningslinier ned i mindste detalje. Havde man overtrådt disse
vedtægter tre gange, skulle man rømme Staden.

Måtte ikke hælde
øl på hinanden

Skraaen

indeholdt også, hvordan mestrene skulle omgås indbyrdes. Der var selvfølelig
forskelle i de forskellige laug. Her er et par eksempler fra Guldsmedenes
laug. Mestre i Kompagni måtte ikke sidde og drikke med hinanden
i kroer eller ølhuse. Bøder blev også udskrevet, når mestre skældte
ud på hinanden eller slog hinanden på øret. Den, der slog Kniv
mod den anden
skulle bøde 1 lødig Mark.
Den, der slog en anden et Bæger
Øl i Hovedet,
skulle bøde en Fjerdedel Mark lødig,
men slog han det i hans skød, var bøden 4 Mark.

Den, der fratog en anden hans plads på
Torvet
skulle bøde en tønde
Øl.

En enke skulle udvises samme ære som
mester. Hun skulle ved død også følges til graven af Kompagniet.

Bagerne

Det synes ikke som om at bagerne i begyndelsen
havde nogen laug. I Stadsretten

fra 1294 blev det tilladt, at enhver bager kunne bage så ofte han ville.

Fra 1403 har der været et laug af mestre.
Det blev stiftet til Skt. Kathrine.
Hvert år, nemlig torsdag efter pinse og Skt. Knuds dag
efter jul, skulle de lade holde Messe for Skt. Kathrines Alter
i Frue Kirke.

Den broder, der ikke mødte og ofrede
uden at have haft lovligt forfald, skulle give bøde. Ved indtrædelse
i lauget skulle man give et Broderlys (alterlys).

Den Broder der blev fuld og spildte øl
på den anden, skulle bøde. Man måtte ikke møde op med en lang
kniv. Og der der spildte mere en håndsbredte øl på bordet, skulle
bøde. Den, der fornærmede Oldermanden
skulle bøde med en halv tynde øl.

De syge og fattige blev hjulpet

Hvis en broder blev syg skulle han have
fire lybske Skilling fra Bøssen.

Fik han det ikke bedre skulle han have yderligere fire Skilling.

Døde en broder, skulle de andre våge
over ham om natten efter dødsfaldet. Om morgenen skulle de følge afdøde
til kirken. De skulle alle ofre ved messen, og bringe afdøde til graven.
Ingen måtte gå før afdøde var lagt i jorden.

Det var forbudt at følge barbenet til
graven, eller være iført en Skjortesæk.
Hvis en broder var død andetsteds skulle man afholde messe.

Brødrene måtte ikke tiltale hinanden
i vred Hu med Ord, der rørte paa Rygte og
Ære.

Smedende

Smedende
fik stadfæstet deres Skraa

i 1512. De var viet til Skt. Eligius.
Lauget omfattede forskellige smede:

  1. ”Sværdfegene”, hvis
    mesterstykke var et et ”Pasholteræsværd”, en
    ”Rytting” (dolk) og en kårde.
  2. Kedelsmedene , der skulle
    fremstille em ”bryggerspand”, en
    ”bryggerkedel” og en ”sodekeddel”
    (suppekedel)
  3. Grovsmedene, skulle smede
    en hestesko af tre ”Osmunder” (klumper af smedejern) en
    ”Bindeøkse” og et jerngreb.

Arbejdet skulle udføres i fire mestres
nærværelse. Og ikke nok med det. Den kommende svend skulle traktere
med seks Skilling øl og mad. Når så mesterprøven var godkendt, skulle
han traktere sine brødre med en tønde øl og et fad fuldt af mad.
Her skulle være en ost, et fad smør, og to ferske retter.

  1. Klejnsmede, skulle under
    tilsyn smede et par sporer, en ”Spenrighel”
    og en stang til et ”bayersk bid”
    (til ridehest) eller et låseblad.
  2. Knivsmede skulle smede
    blade til en ”Stegemetz” (dolk), en
    ”Weymetz” (jagtkniv) og en ”kvindekniv”.

Man måtte punge ud

Den nye mester skulle atter punge ud.
I skraaen var det nøjagtig angivet, hvad han nu skulle punge
ud med. Hver Broder skulle have:

  • To hvedebrød, Et sigtebrød,
    Desuden skulle måltidet bestå
    af tre ”børster” skinker, fire retter med fersk mad, tre oste,
    tre fade smør, fire tønder dansk
    øl, og 12 nye bægere.

Dette Mesterøl

skulle serveres senest 14 dage efter optagelse i lauget. Men det var
ikke slut i nu med udgifterne. En svend skulle tre gange om året stille
over for Oldermanden og sine Brødre.
Her blev hans moral undersøgt. Man skulle finde ud af, om han
stadig var værdig til at forblive i lauget.

Når en Broder sårede en anden Broder,
skulle seks brødre fastsætte hans bøde til lauget. Hvis man derimod
dræbte en Broder, blev han udstødt og kunne aldrig mere komme ind
i lauget.

En mester, der fik en ny lærling, skulle
give en tønde øl eller 12 Skilling. Ingen måtte tage nogen i arbejde,
uden at der er aftalt en bestemt løn. Og ingen svend måtte sælge
arbejde uden Oldermandens og alle Brødrenes tilladelse.

Fri drik til de fattige

En fattig Broder, som led nød måtte
to gange om året søge lauget og drikke frit. Dog skulle han lige huske
at spørge Oldermanden først.

To gange om året var det skiftedag.
Det var til Mikkelsmesse og Påske.
Kun på disse dage måtte en mester tage en andens svend i tjeneste.

Smedenes laugshus var i 1547 placeret
Gråbrødrenes grund.

Skomagerne fik 1509 en skraa
af Kong Hans. Men lauget er betydelig ældre. I 1434 var Kanniken
Hans Kortsen
den, der læste sjælemesse i Frue Kirke
for Skomagerlauget.

Ægte født og god rygte

Inden man kunne blive optaget i dette
laug, skulle man bevise, at man var ægte født og havde et godt
rygte.
Man skulle have tjent to år i staden som svend.

Mesterstykket var et par gode støvler
og tre par gode sko. Svenden skulle bede om optagelse tre gange.

Første gang skulle han give en tønde
øl. Anden gang skulle han gøre sin Mestergerning
og igen give en tønde øl. Tredje gang skulle han straks give 6 skilling
til Laugshuset. Samtidig skulle han give fire tønder øl, brød
og skinke. Desuden to mark voks (alterlys). Han skulle så længe, han
var yngste mester beværte de andre.

En skomagersvend, der ville gifte sig
med en uberygtet skomagerdatter, skulle have mere frihed end nogen andre.
Men han skulle også give den bedste Igangskost.

Eksamen
– hver lørdag

Hver lørdag skulle to mestre gå omkring
til alle Gildebrødre og vurdere deres arbejde. Hvis de fandt
noget som var daarligt gjort, havde de ret til at tage det med
og fremvise det for alle Gildebrødre.
Her kunne det så pålægges en bøde.

Hver mester måtte have to svende. Havde
man tre, måtte man afgive den ene, såfremt en af Brødrene
manglede en.

Kom der fremmede skomagere til byen og
tilbød fodtøj på torvedage eller på andre tider, skulle
Byfogeden, Skomagernes Oldermænd

og Lensmænd have ret til at beslaglægge det, indtil de gav
bøder til Byfogeden.

Ingen skomager i to miles afstand

Der måtte ikke bo skomagere i to miles
afstand fra byen, som fremstillede støvler eller sko for bønder eller
andre. Dog måtte de gerne arbejde for præster og adelsmænd.

Skrædderne

Skrædderne
fik deres skraa i 1275. Lauget var helliget Trefoldigheden.
Måske var lauget det somme, som i 1527 kaldes Guds Legemes Laug.

Skrædderne
havde et meget anset embede, idet de havde fælles laug med Overskærerne.
De blev senere kaldt Klædekræmmere.

Men da kræmmerne som handlende hævede sig over håndværkerne,
gik de ud af forbundet og sluttede sig sammen med andre købmænd.

Mesterstykket bestod i at skære et
par Klæder,
der skulle sys på Oldermandens
bord. Også her skulle den forhåbentlig kommende svend betale for et
betragteligt arrangement.

Ligesom i andre laug, måtte man ikke
vædde, spille Hazard, slå terninger m.m.

Mesterstykket

Remsnidere og Pungmagere
fremkom 3. april 1460 med en anmodning om en skraa
Rådhuset. De havde selv sammensat skraaen.

En Remsnider

skulle som mesterstykke gære et Bidsel, fade Hovedlavet i fem Ringe
med Forøl (den forreste rem) fadet i tre Ringe og lodde Dupper paa
alle Knotte. Desuden fade en slet Hage og gøre et Spændebælte.

En Pungmager
skulle skære et par dobbelte handsker og rede dem op med silke. Desuden
skulle de fremstille en Ringepung
og en Kvindepung.

Også her måtte man betale for
beværtningen.

Indførte varer blev undersøgt

Oldermanden
og Stolsbroderen skulle undersøge indførte varer. De skulle
undersøges, om de var retfærdige.
Var de ikke det skulle der bødes til Kongen
og Staden.

Fire gange om året, blev der holdt stævne,
og da skulle Oldermanden og Stolsbroderen

bese hver Broders Gerning. Var varerne ikke udført korrekt måtte
der bødes til lauget.

Når en dreng ville lære embedet skulle
han give en tønde øl, et fad salt mad med brød til og en Mk. Voks
til Messen.

En Broders søn
skulle kun give den halve kost for at blive mester.

Kødmagerne skulle levere kød til
biskoppen

Kødmagerne
skulle i det 14. århundrede yde Biskoppen hver Søndag for 1 Sterling
Kød hver.
I 1443 fik kødmagerne i Dragør
eneret til at stå med deres Kødmagerboder.
Det var Kristoffer af Bayern,
der gav dette privilegium.

Brødrene skulle dele

Indtil seks borgere måtte slå sig sammen
og købe en ko af en bonde til egen Føde.
En nabo måtte købe en lam til den halve pris.

Alle kødmagere
måtte ride ud paa Landet og købe
Øksner, Kør, Grise, Faar og Marsvin uden nogen Hinder, men opdagedes
det, at man ikke købte til sit eget Vindues Behov, men til en Købmand
eller anden Mand, skulde det være forbudt Gods.

Når det blev klaget over, at der blev
solgt til for høje priser, skulle borgmestre og Raad sende en
mand eller to til dem, når de huggede en Okse op,

og undersøge, hvad de tog for det.

Kødmagernes skraa

Kødmagerne
fik en skraa, der sandsynligvis er fra 1496.

  • En Kødmager skulde være
    ægte og ret, saa at han kunde staa i Lov og Tov med hver Dannemand
    og skulde have en uberygtet Dannekvinde til Hustru.

Der måtte kun bo Kødmagere
i de dertil bestemte gårde. Og så måtte der kun hænge kød i et
vindue i hver gård.

Ved indtrædelse i lauget skulle man
gøre kost
med to tønder Vismarøl
og fire tønder dansk øl, salt mad og fire ferske retter. Man skulle
give et Bismerpund Voks og 1 lødig Mark.

Oldermanden
skulle give orientering om, hvordan slagtning skulle foregå. Såfremt
man ikke overholdt disse regler, vankede der bøder.

Ingen måtte råbe fra en andens vindue
og sælge selvdødt dyr. Ingen måtte gøre en anden Forkøb paa
Gaden eller ved Stranden.
Når der var flere, der ville købe lam
fra en vogn, måtte hver kun købe et.

Såfremt man købte flere okser og lam,
skulle man spørge Laugsbrødrene,
om de ville købe et. Når nogen ikke ville betale, kunne Oldermanden
tillukke hans Vindue.
Flere måtte ikke slå sig sammen og i fællesskab
på gaden tilbyde marsvineflæsk.

Viduet blev slået til

Når nogen løb vrede fra et stævne
og ikke ville adlyde Oldermanden
og hans Brødre, blev han udslettet af embedet og hans vindue
blev slået til.

Han måtte for at genoptage sit embede
gøre regnskab over for lauget. Hvor købmagerboderne
lå, kan læses i artiklen Strøgets Historie.

Bartskærernes Skraa
er ikke bevaret fra Middelalderen.

Skinder
– embede

Bundtmagerne og Skinderne
fik en Skraa af Kristoffer af Bayern.
Lauget hed dengang Skinderembede. Skraaen

blev stadfæstet af Kong Hans
i 1495 for begge embeder.

Mesterstykket var en Kvinde
– skindkjortel
og en Suben (Mandstrøje?).
De skulle fremstilles i Oldermandens
værksted.

Lauget

holdt gudstjeneste i Gråbrødrekloster.
Det var således formentlig et Marie
– Gilde.

Oldermanden
skulle overdrage en broder nøglerne til lysene i kirken. Denne
skulle så tænde lysene ved festlige lejligheder.

Ingen fremmede måtte blande sig

I 1515 stadfæstede Christian den
Anden
en ny skraa. Han gav tillige det privilegium, at herefter
måtte ingen fremmed buntmager

eller købmand offentlig på gaden eller i vindue tilbyde nyt
skind.

Vognmændene

Vognmændene
vedtog i 1478 en skraa, der i 1518 blev stadfæstet af borgmestre
og raad. De havde udvalgt Skt. Peter
til deres beskytter.

Vognmændene skulle efter omgang køre
Kongens og Stadens ærinde
mod en passende betaling. De skulle have
vogne, der var lukket både foran og bagved. Der skulle kunne gå mindst
tre tdr. på vognen.

De måtte ikke skære tørv på byens
mark eller grave ler eller sand på steder, hvor de ikke havde tilladelse
til det.

Oldermanden
skulle hver fredag tilskikke så mange vognmænd som mulig i hver gade
at bortføre det Møg, der la sammenstuvet paa Gaden.

Fragt
– takster

Man havde fastsat en bestemt takst for
kørslen:

  • For et Læs Ler fik de
    to Hvid
  • For et Læs Kakkelovns
    Ler 2 Sk.
  • For et Læs Sten fra Teglladen
    1Sk.
  • Et Læs Brosand to Hvid
  • Et Læs Mursand 2 Sk.
  • Et Læs Kalk 4 Sk.
  • Tre Tønder at age fra
    Stranden og op i Byen eller omvendt to Hvid
  • Det samme fik man for et
    Læs ved og en Sæk Humle
  • For et Læs tomme Tønder
    en Hvid
  • For et Læs Tømmer to
    hvid
  • For et Læs Flyttegods
    1 Sk.

Vognmændenes Laugshus
lå på Kultorvet.

Dragerne

Dragernes Skraa
er ikke bevaret fra Middelalderen.
I en stor handelsby må der have været mange af dem. Deres oldermand
nævnes i 1525.

Tømmermændenes skraa

Tømmermændenes Laug
har indtaget en meget lav rang. Deres laug havde bestået i længere
tid som Skt. Andreæ Gilde.
Det vides, at de i 1515 fik Magistratens
og Byfogedens samtykke til en skraa.

Der er ikke kendskab til at man skulle
begå et mesterstykke. Enhver mand eller svend som var tilstede
i staden kunne inden for seks uger blive Broder
i Skt. Andreæ Gilde.

Oldermanden
og Stolsbrødrene skulle følge ham på Rådhuset
om med ed bevidne, at han kunne gøre fyldest i embedet. Dernæst skulle
han give en tønde øl og 1 Mk. Voks
til Sankt Andreæ Gilde.

Flere gilder

I Jordebogen
fra ca. 1380 nævnes at der omkring Gammeltorv
var tre grunde, som tilhørte Skt. Mariæ
Gilde, Helligaands Gilde
og Skt. Peders Gilde.
Desuden nævnes Skt. Nicolaj Gilde
med en grund, hvis beliggenhed ikke kan stadfæstes.

Skt. Knuds Gilde
var ikke dannet af bestemte håndværk. Skt. Eriks Gilde
nævnes i 1513. De havde en grund i Kattesund.
I 1538 skænkede Christian den Tredje
dette gildes ejendomme til Helligånds
– Hospitalet.

Skt. Antonii Gilde
nævnes i 1521. Dette gilde bestod af gejstlige og verdslige.
Ja selv kvinder kunne optages i dette gilde.

Flere laugs
– artikler følger

Hermed slutter vores første artikel
om laug – og gilde i det gamle København, men vi er langt fra
færdige. Indtil videre kan vi henvise til vores afsnit: Fra Urtekræmmer
til Shawarmabar, der beskriver handelens udvikling på
Nørrebro fra ca. 1890erne til i dag.

Kilde: Se

  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere: Se

  • Anekdoter fra det gamle
    Christianshavn
  • Christianshavn
    – dengang
  • Fra Ildebrand til Kæmner
  • Gamle værtshuse i København
  • København
    – for længe siden
  • Strøgets Historie

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København