Jøderne har altid været forfulgte.
De er stadig uønskede mange steder, bl.a. i visse områder af København.
Dengang var de uønskede i håndværker og handelslav. I Flensborg råbte
stænderforsamlingen: Ud med Jøderne. I 1930 erne udviste den danske
stat tusinder af jøder til en usikker fremtid. Også
under besættelsen blev jøder udvist af den danske stat til kz
– lejre. Den tyske racehygiejne blev rost i Danmark. Den danske stat
advarede mod jødiske – danske kærlighedsforhold

Over
Øresund

Danskerne blev nærmest udråbt som helte,
da de hjalp jøderne over Øresund. Man fik masser af goodwill verden
over. Man glemte bare lige at nævne, at mange måtte bruge deres sidste
sparepenge for at blive reddet. Selvfølgelig tjener det mange
danskere til ære, at de risikerede deres liv for at de reddede jødernes
liv.

Men det tjener ikke Danmark
til ære den måde, vi behandlede jøderne før, under og efter den
tyske besættelse.

Artikelliste bagerst

Vi har samlet en liste over 50 artikler
om Besættelsestiden bagerst i denne artikel.

Katolikere og jøder

Allerede ved vor tidsregnings begyndelse
kom jøderne til Europa. I 1400 – tallet skærpedes tonen mellem
den katolske kirke og jøderne. De blev tvunget til at udvandre.

I den katolske verden blev jøderne beskyldt
for at være årsag til epidemier.

De to grupperinger

Fra Spanien
og Portugal bosatte de sig i Amsterdam.

Her opstod et jødisk centrum, og de var i høj grad med til at højne
hollændernes økonomi. De havde gode forbindelser til kolonierne. Man
kaldte dem for De sefardiske Jøder.

De adskilte sig fra den gruppe, der bosatte
sig i Tyskland og Central
– og Østeuropa. Disse blev evig forfulgt, og havde vanskeligheder
ved at etablere sig et bestemt sted. De ernærede sig som småhandlende
og pantelånere.

Religionsfrihed under overvågning

De første jøder kom til Danmark
i slutningen af 1500tallet. Det var købmænd, der bosatte sig i

Altona.

Danmark
havde i 1640 – 1650 været udsat for krige og epidemier, så man manglede
kvalificeret arbejdskraft. Ja man ligefrem lovede de nye skattefrihed,
hvis de kunne etablere nogle ordentlige produktionsvirksomheder.

Var man 15 familier samlet et sted fik
man ret til at bygge synagoger. Men det var faktisk kun de velhavende
jøder, man var interesseret i. Nu var der også tale om religionsfrihed
under overvågning.

Skulle have lejdebrev

En forordning fra 1651 dikterede, at
ingen jøder måtte give sig ind i landet uden lejdebrev. Man var ikke
så meget interesseret i de tyske jøder. Man ville hellere have
de portugisiske jøder. I 1678 sendte kongen et brev til Københavns
Magistrat, hvor han påpegede, at jøder uden lejdebrev inden 8
dage skulle sendes ud af landet. I 1681 blev en overtrædelse af påbuddet
om lejdebrev takseret til 1.000 rigsdaler.

Lejdebrev

Ofte fik man et lejdebrev på anbefaling
eller fordi man tilhørte en anset familie. Man havde måske overtaget
en forretning eller havde planer om at oprette et manufaktur.

Jøder, der havde begået økonomisk
kriminalitet blev øjeblikkelig afvist eller udvist. Man ville skåne
andre for at blive snydt.

Den jødiske menighed

I 1684 fik hofjuveler Israel David
og hans kompagnon Meyer Goltschmidt

kongelig tilladelse til at forrette gudstjeneste i deres hjem, men dog
kun for lukkede døre. Dette var starten på den jødiske menighed.
Fem år senere blev den første rabbiner ansat. Og i 1694 købte jøderne
en begravelsesplads på Nørrebro.

I 1802 købte man grunden i Krystalgade,
men først i 1833 blev deres synagoge bygget og indviet.

Vigtig med indflydelse

Da Simon Levin
i 1724 efter at have været en skikkelig borger i Nakskov

ville bosætte sig i København
regnede han ikke med problemer af nogen art. Men svaret fra Politi
– og Kommercekollegiet var følgende:

• Vi tør ej recommendere
  Supplikantens Ansøgning, eftersom baade han og hans Familie er fattige,
  med hvilken slags Jøder Staden ej er tjent.

Men jøden Davis Heinrich Israel

måtte gerne bosætte sig. Han havde nemlig arbejdet for en af Københavns
rigeste jøder.

Det var en stor forskelsbehandling. Regeringen
tillod grupperinger af handelsfolk og håndværkere med en anden trosretning
til at etablere sig i det 17. og 18. århundrede for at få gang i handelen
og økonomien. Man håbede på at få gang i manufakturen. Det gav arbejde
til mange og kunne aflaste Fattigvæsnet.

Jøder uønsket i laug

Et stort problem var, at de forskellige
håndværker og handels – laug

ikke ville optage jøderne. Derfor var de i et konstant modsætningsforhold
til for eksempel købmænds –
lavene. Man kunne ikke tolerere, at andre kom ind på deres enemærker.
Derfor var man fra myndighedernes side nødtvungne til at begrænse
jødernes produktion og handel. Det var stik i mod regeringens tanker.

Det betød at jøderne kom til at beskæftige
sig med pengeforretninger, pantelånsvirksomhed, handel med brugte genstande
samt te, kaffe og chokolade. Ja man kaldte det faktisk for jødehandel.

Store krav til jøderne

Store krav blev det stillet til jøderne,
og det var borgerskabet godt tilfreds med. Den 4. november 1726 skrev
Magistraten på vegne af borgerskabet og de kristne

i Københavns kommune til kongen. De takkede for:

• Indskrenkelse, at den hidtil
  af dennem (jøderne)selv tagne Frihed, ved deres Indreise og Nedsettelse
  her udi Staden.

I længden var det de tyske jøder, der
fik størst betydning for hovedstaden.

Den 29. marts 1814 stadfæstede Frederik
den Sjette en anordning, der på de væsentlige punkter gav jøderne
ligestilling med landets øvrige indbyggere.

Efterhånden bestod den jødiske menighed
i Danmark af 1.600 personer. Sådan så det ud i 1780. De fleste
boede i hovedstaden.

Man beholdt sine egne skikke

I 1788 havde de fået adgang til håndværkslavene
. Men egentlig måtte jøderne ikke beklæde embeder før 1849.

De havde nu også en forpligtigelse
for at overholde den borgerlige lovgivning. De måtte ikke længere
henvise til mosaiske love eller rabbinske forskrifter og vedtægter.

Man beholdt dog de jødiske regler omkring
begravelsesskikke, omskærelse af drengebørn og de jødiske højtider.
Sabathvilen blev også taget bogstaveligt.

Den jødiske menighed fik også
tilladelse til at oprette deres eget bageri. Man tillod nemlig ikke
mælk i forarbejdningen af brød.

Problemet med koshermad og sabbatten
om lørdagen var et problem om lørdagn, som var en almindelig arbejdsdag.
Det kunne godt være et problem for jødiske lærerdrenge hos kristne
håndværkermestre.

Masser af angreb

I 1813 og senere i 1816 fremkom der voldsomme
angreb mod jøderne. En af dem var fra Kongelig Konfessionarius,
Chr. Bastholm:

• de har korstfæstet Jesus,
  de var troløse og skadelige borgere, de er kun optaget af penge og
  de er til fare for landets økonomi. De er egennyttige og dovne og som
  menighed er de en stat i staten.

Stænderforsamlingen: Ud med jøderne

I Hertugdømmerne
gjaldt der andre regler end i Kongeriget. Pastor Lorenzen
fra Adelby afleverede den 3. december 1840 en betænkning i den
Slesvigske Stænderforsamling om jøderne.
I den skrev pastoren blandt andet:

• Det ville være bedre og
  ud fra den kristelige stats principper konsekvent fra første færd
  at nægte disse fremmede som kristendommens fjender al adgang som tilfældet
  er den dag i dag i Norge.

I 1848 udgjorde jøderne den største
minoritetsgruppe i København.
De var omkring 3.800 mennesker.

Antisemitisme i Danmark

Forfølgelser af jøder skete mange steder
rundt om i verden, i Rusland, Marokko

og Ungarn. Man har glemt, at der i 1919 blev dræbt 3.000 jøder
i Ungarn.

Hadet og mistroen til jøderne førte
også til antisemitiske strømninger i Danmark.
Trods jødernes begrænsede rettigheder kulminerede hadet og mistroen
i de såkaldte jødefejder,
som varede fra 1813 til 1820.

Man beskyldte jøderne for at være årsag
til statsbankerotten i 1813. Det hjalp også til mistroen, at man
havde oversat en tysk anti – jødisk bog med titlen Moses
und Jesus.

Bilcher forsvarede jøderne

Ja selveste Steen Steensen Blicher
udgav et skrift Bør Jøderne taales i Staten?
Han beskrev alvoren i deres religiøsitet, deres mådehold i livsførelse,
deres godgørenhed samt deres flid med arbejdet til livets ophold og
det på fuld lovlig vis, som han fremhævede. Også Grundtvig
forsvarede jøderne. Men han havde dog nogle løftede pegefingre.

Uroligheder mange steder

Danskere angreb jøderne og deres ejendomme
i forskellige byer. Fra prædikestolen kaldte Biskop Mynster
borgerne til orden.

Urolighederne startede i Raphaels
Modebutik i Østergade.
Husarerne måtte hjælpe politiet med at rydde gaden. En rasende folkemængde
var forsamlet.

Dagen før havde det været et opslag
på Børsen, med en opfordring til at fordrive jøderne.

I slutningen af 1800 – tallet
blev omrejsende håndværkere fra Polen og Rusland
opfattet som en direkte trussel mod danske håndværkere.

Ikke i historiebøgerne

I historiebøgerne står det heller ikke
meget om, at der fra 1875 til 1919 blev udvist 31.000 fra Danmark.
Det skete efter retningslinier i Lov om Tilsynet med Fremmede og
Rejsende. De fleste af disse mennesker var jøder.

Opholdsbogen lignede Skudsmålsbogen
og i § 1 hed det sig:

• Udenlandske Tatere, Musikanter,
  Forevisere af Dyr og Andet, Udøvere af Kraft
  – og Behændighedskunstner og lignende Personer, som vil ernære
  sig ved omvandring har ikke adgang til landet.

Ville man have arbejde i Danmark,

skulle man kunne legitimere sig hos politiet for at få denne Opholdsbog.
Man skulle kunne have økonomiske midler til at bestride sit tarvelige
Ophold i 8 Dage.

En stramning af Fremmedloven

I 1913 fandt en administrativ stramning
af fremmedloven sted og i 1916 indførtes pas – og visumtvang.
I 1914 besluttede man sig for, at det var Chefen for Statspolitiets
Kontor i København, der skulle udstede opholdstilladelser.
Før den tid havde det været de lokale politimestre, der havde ansvaret
for udlændingetilsyn. De havde også sørget for, at tilrejsende fremmede
blev registreret ved Statspolitiet.

I 1938 undergik administrationen af udlændinge
diverse strukturændringer. Og Statspolitiet
kom nu til at hedde Rigspolitiet.

Udvisning til en usikker skæbne

I Danmark
frygtede man, at de antisemitiske følelser ville tage til hvis flere
jøder tog ophold i Danmark, da nazismen tiltog i Tyskland
i 1930erne. Fra dansk side sendte man derfor hundredvis af jøder tilbage
til en usikker skæbne.

Embedsmændene fortsatte den praksis
også efter at Danmark
var blevet besat. De udtalte, at det var det tyskerne
ønskede. Men det svarer nødvendigvis ikke til sandheden. Nazisterne
ville gerne af med jøderne.

Love, regler og en restriktiv administration
bar med til at skabe en praksis for udvisning af jøder. Man satte ikke
spørgsmålstegn i at udvise statsløse jøder og andre flygtninge til
Nazi – Tyskland. Jøderne blev også behandlet som emigranter
og ikke som politiske flygtninge.

Et stort samarbejde eksisterede i perioden
1935 til 1939 mellem det danske udenrigsministerium og nazistyret i
Tyskland med henblik på udvisning af jøder fra Danmark.

Forbudt kærlighed

Indledte en udvisnings – truet
jøde et forhold til en dansk pige, ja så blev indsatsen for udvisning
sat i vejret. Udlændingemyndighederne forpurrede på den måde adskillige
forhold mellem jødiske mænd og danske kvinder.

Pigerne og deres forældre blev kaldt
til samtale i Fremmedafdelingen,
hvor de fik at vide, at de kunne miste deres infødsret,

dersom de rejste ud af Danmark.

Samarbejde med Nazi
– Tyskland

Nu var man i Danmark
langt fra uvidende om de restriktioner, fængslinger, interneringer,
der foregik i Tyskland. Man lagde vægt på et godt og problemfrit
samarbejde med den store nabo mod syd. Fra 1933 til 1940 åbnede
Danmark kun døren for 2.164 jøder.

Racisme fra danske embedsmænd

I 1933 skrev en medarbejder ved det danske
gesandtskab i Berlin i forbindelse med jødernes udvandring:

• Selv om vi er liberale
  og fordumsfri, er der dog måske anledning til at være opmærksom på
  den fare, der herved kunne opstå
  for vor nordiske Racerenhed.

Værre var udtalelserne af den danske

legationsråd i Litauen
i 1939. Han kommenterede udviklingen på følgende måde:

• Paa disse Kanter af Europa
  er man Antisemit. Det gælder Myndighederne, Befolkningen og de Fremmede.
  I øvrigt er alle Danske fra Baltikum, jeg har været i Berøring med.
  Østjøderne er et utiltalende og upaalideligt Folkefærd. Man søger
  da ogsaa her mere og mere at trænge dem ud af Handelen. Af det offentlige
  Liv er de allerede forsvundet.

Arv og Race

I 1934 udgav Dansk Forening for Social
Oplysning en lille bog om Arv og Race.
To af bogens forfattere beskæftigede sig med jøde – spørgsmålet.
Begge anerkendte jødernes særlige racepræg. Man enedes om at tilbagevise
verserende teorier om jødernes underlegenhed. Man fremhævede i stedet
deres sociale og kulturelle overlegenhed. Ja man fik at vide, at det
ikke var på grund af deres religion, men snarere deres Forspring
i Tilpasning til Bylivet og Byerhvervene
– altsaa i egentlig Forstand paa Grund af deres Race
– at Jøderne vækker Uvillie.

Formålet har sikkert været at tage
afstand til den tyske holdning.

Dansk ros til tysk racehygiejne

Inden da var den tyske lærerbog i racehygiejne
udkommet. Den blev positivt anmeldt i Danmark,
blandt andet af Axel Garboe

i Socialt Tidsskrift. Heri blev den jødiske race beskrevet som

• Selekteret med henblik
  på kontrol og udbytning af andre mennesker. Det kunne man se ud
  fra jødernes stærke position i handelslivet og i erhverv. De havde
  en god evne til at påvirke andre for eksempel presse, teater og jura.
  Kriminalitet var mere udbredt blandt jøder end i andre befolkningsgrupper.
  Det gjaldt både bedrageri, salg af usædelig litteratur og hvid slavehandel.

Bogen var udkommet på engelsk og
den danske anmelder kaldte bogen for en Samvittighedsfuld og grundig
Mands Værk.

Ja egentlig betragtede nazisterne ikke
kun jøderne som en religiøs gruppe med også som en semisk
race.

Anti
– jøde propaganda i Danmark

Nu var der en del, der troede på
nazisternes jøde – løgn – også i Danmark. Og det
var også betydningsfylde personer.

Fra 1940 – 45 spillede statsminister
Scavenius en afgørende rolle som frontfigur mellem besættelsesmagten
og politikerne.

For at tilfredsstille tyskerne medte
han sig ind i den tyske nazi – organisation Nordische Gesellschaft.
Desværre har vi er på redaktionen ikke kunnet få bekræftet denne
oplysning, da PET ikke giver adgang til medlemskartoteket, som
i lighed med det såkaldte Bovrup
– kartotek ikke er offentlig tilgængelig i Rigsarkivet.

Nordische Gesellschaft
udbredte uvidenskabelige og fjendtlige raceteorier. De udsendte tidsskriftet
Rasse (Race). Her var nazisterne aldeles uhæmmet i deres fjendtligheder
over for jøder og romaer.

Efter oplysninger, som heller ikke har
kunnet bekræftes, så havde man 8.000 medlemmer i Danmark.

Restriktiv administration

Det var en stærk restriktiv administration,
der mødte de jødiske flygtninge som kom til Danmark

efter nazisternes indlemmelse af Østrig i
marts 1938.

Danske jøder led
økonomisk tab

Danske jøder led store økonomiske tab.
De måtte afgive ledelsesposter i danske firmaer som handlede med
Tyskland, efter indførelse af tyske love om arieseringsforanstaltninger.
Således blev formanden for Mosaisk Troessamfund,
højesteretssagfører C.B. Henriques

tvunget ud af bestyrelsen i Siemens.

Fra dansk side protesterede man ikke
over de tyske love, men accepterede dem.

De fleste var væk

I midten af september 1943 gav Hitler
ordre til Entlösung i Danmark.
Aktionen skulle foregå natten mellem den 1. og 2. oktober. Men da var
allered 7.000 jøder transporteret over Øresund.

Den nat fandt tyskerne kun 284. Og i alt 480 jøder blev sendt til KZ
– lejre i Tyskland. De fem procent kom ikke hjem. I alt 6 millioner
jøder blev dræbt under Anden verdenskrig .

Fra tysk side havde man forventet at
sende 5.000 jøder med skib fra København
og 2.000 med tog fra Fyn og Jylland.

Det skriver vi ikke om

Dansk flygtningepolitik i 1930erne og
1940erne hører ikke til de smukkeste kapitler i Danmarkshistorien.
Måske er det derfor, vi ikke har hørt så meget om det. I arkiverne
finder man også 30 uafsluttede krigsforbrydelser. Modstandskampen har
været det vigtigste, at beskæftige sig med for forskerne. At undersøge
bestemte aspekter fra besættelsestiden var ikke velanskrevet. Det paradoksale
er, at netop besættelsestiden er det, der er skrevet mest om i Danmarkshistorien

Udråbt som spioner

Nogle af de jøder, der under besættelsen
blev udvist af den danske stat, blev mange år efter pludselig udråbt
som spioner. Men det var ganske almindelige jøder, herunder børn,
der blev udvist.

Også
uønsket efter besættelsen

Og efter besættelsen, blev mange jøder
opfattet som kriminelle og anbragt i isolation. Det var nok ikke den
velkomst, de havde regnet med.

Går man tilbage for at se, hvem der
blev udvist, er det ikke altid, at jøderne figurer på listerne.

Mange af dem, der blev udvist og som
døde i kz – lejre fik pludselig i 1963 tilladelse til at vende
tilbage til Danmark velvidende at man vidste, at de var omkommende.
Skulle dette dække over, at de var blevet udleveret til tyskerne?

For de flygtninge, der kom hjem fra
Sverige var forholdene ikke blevet bedre. Endeløse ansøgninger
om opholdstilladelse og arbejdstilladelse fulgte. Arbejde måtte de
ikke medmindre det drejede sig om noget specialiseret arbejde, som ikke
kunne udføres af danskere. Fagforbund, fagforeninger og andre interesseorganisationer
blev spurgt, men de modsatte sig som oftest arbejdstilladelse og erhvervsgrundlag
for jøder.

Beklagede man sig over de forhold, man
blev budt, blev man truet med udvisning.

Diskrimination

Nogle af de jøder, der vendte tilbage
fra kz – lejrene ændrede deres navne. De var trætte af diskrimination.

Jøderne angribes af kommunisterne

På Land & Folk, Kommunisternes
hovedorgan, blev jøderne beskyldt for at

• gjort det muligt for kapitalistiske
  elementer af jødisk oprindelse at stjæle fra den tjekkoslovakiske
  stat.

De frygtelige skueprocesser mod jødiske
læger i Sovjetunionen i 1953 fik skribenterne på Land og
Folk til at definere jøder som dyr og anklage dem for at være
spioner for fremmede magter.

Modstandsmanden, professor og minister
i Befrielses – regeringen talte også om at zionistiske spioner
havde været på spil.

1982: Jøder ud af Danmark

Så sent som i 1982 blev det efter
en demonstration smidt svineblod mod en nabobygning til synagogen i
Krystalgade. Her kunne man så læse:

• Jøder ud af Danmark

Det var tydeligt at venstrefløjen i
Danmark personificerede krisen i mellemøsten med jøderne i
Danmark.

2011: Jøder uønsket i dele af København

Og i 2011 skal man ikke vise sig som
jøde i forskellige områder af København,

så er man hel sikker på, at blive chikaneret på den ene eller anden
måde.

Kilde:
Se

• Litteratur København (under
  udarbejdelse)
• Besættelsestidens Litteratur
  A – L M – Å
• Morten Thing: De russiske
  jøder i København 1882 – 1943 /Gyldendal
• Vilhjálmur
  Örn Vilhjálmsson: Medajens Bagside /Vandkunsten
• Lene Koch: Race Hygiejne
  1920 – 56 / Informations Forlag
• Jens
  Rasmussen: Religionstolerance og Religionsfrihed/Syddansk Universitetsforlag

Hvis du vil vide mere: (om Besættelsestiden
)

• Flugten over
  Øresund
• Humor under Besættelsen
• Den Franske skole i Bomberegn
• Besættelsen på
  Østerbro 1 – 4 (under Østerbro)
• Flere sabotager på
  Østerbro (under Østerbro)
• Hagekorset i Parken (under
  Østerbro)
• Mordet i Vordingborggade
  (Øresundsgade) 1942 (under Østerbro)
• Sabotører og stikker på
  Østerbro (under Østerbro)
• Besættelsen på
  Nørrebro 1 – 5 (under Nørrebro)
• Likvideret på
  Nørrebro (under Nørrebro)
• Nørrebro 9 dage i september
  1944 (under Nørrebro)
• Nørrebro
  – flere sabotager (under Nørrebro)
• Sabotage på
  Nørrebro (under Nørrebro)
• Varehuset Buldog på
  Nørrebro (under Nørrebro)
• Det Tyske Mindretal (under
  Sønderjylland)
• En Stikker fra Sønderjylland
  (under Sønderjylland)
• Holocaust
  – aldrig igen (under Sønderjylland)
• Langs Grænsen (under Sønderjylland)
• Tyskertøser, Feltmadrasser
  og Horeunger (under Sønderjylland)
• Modstand i Kolding (under
  Sønderjylland)
• Aabenraa under de to krige
  (under Aabenraa)
• Fritz Clausen
  – lægen fra Aabenraa (under Aabenraa)
• Modstandsbevægelsen i
  Aabenraa (under Aabenraa)
• Sabotage i Aabenraa (under
  Aabenraa)
• Bov Kommune
  – under Besættelsen (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Bov Sogn
  – mellem dansk og tysk (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Dagligliv i Frøslevlejren
  (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Dramaet ved Viadukten (under
  Padborg/Krusaa/Bov)
• En sønderjyde krydser
  sine spor (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Fårhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Harreslev
  – dengang (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Baraklejren i Højer (under
  Højer)
• Højer 1935
  – 1945 (under Højer)
• Bombeangreb mod Tønder
  (under Tønder)
• Da tyskerne kom til Tønder
  (under Tønder)
• Flygtninge i Tønder (under
  Tønder)
• Historien om
  Jeppe K. Christiansen (under Tønder)
• Nazister i Tønder (under
  Tønder)
• Obersten fra Tønder (under
  Tønder)
• Sønderjylland 9. april
  1940 (under Tønder)
• Tønder under besættelsen
  (under Tønder)
• Tønder
  – efter krigen (under Tønder)
• Tønder
  – Marskens hovedstad (under Tønder)
• Sabotage i Tønder
• Se billedreportagen fra
  Ladelund