Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Mere om Kongens Hvide Hest

Juni 5, 2011

Blev hesten slået ned? Var den albino – ja eller nej. Måske var den en Knapstrupper?. Måske brugte man en blanding af voks og kalk for at fjerne urinrester eller rester fra et dækken? Læs også om hvorfor Johanne græd? Ja det gjorde kongen også. Vi skal også møde Der Schimmelreiter og andre myter om heste. Så var det også kromanden, der drak grænsekommissionen fuld, så han kunne få kroen til Danmark. Og så begik den aldrende redaktør en alvorlig fejl.

 

Mange reaktioner på historien

Siden vi har skrev artiklen Kongens Hvide Hest hav vi her på redaktionen fået en del henvendelser, der gør historien endnu mere spændende. Og siden dengang.dk offentliggjorde de første to historier om episoden (Kongens hvide Hest og Pigen fra Højer) har andre sider også beskæftiget sig med historien.

 

En fejl fra den aldrende redaktør 

I et enkelt tilfælde har vi dog taget gruelig fejl. Men Martin ringede hertil og gjorde os opmærksom på fejlen.

Vi skrev, at det var den lokale præst, der havde overværet, at kongen havde visket den hvide hest Malgre Tout noget i øret. Hvis det er rigtig skulle den lokale præst være langt over 100 år gammel. Og som Martin  sagde i telefonen, så havde han set præsten dagen forinden, og han lignede ikke en på over 100 år.

Næh det var såmænd forlæggeren  Steen Hasselbalch, der havde overværet hændelsen. Den lokale præst havde blot gengivet historien. Her på redaktionen beklager vi fejlen.

 

Jomfru Fannys forudsigelser

Baggrunden for hele balladen er, at  Jomfru Fanny havde forudsagt, at en konge ville ride over grænsen på en hvid hest.

Prins Knud havde fået noget hvidt på sit tøj, da han red bag ved kongen, og så startede balladen for alvor.

 

Blev hesten slået ned

Også på hjemmesiden www.danmarkshistorie.dk har man flere gange beskæftigede sig med historien. Tak til Helene for henvisningen.

Det er forskellige holdninger til, hvornår hesten døde. Det siges, at den blev skudt i 1921 på grund af dårligt ben.

Ifølge barnebarnet til den kusk, der passede Malgre Tout Visborggård, Stig Andersen,  så blev hesten ikke skudt. Den blev slået ned af Stig Andersens farfar, fordi den havde en sygdom, der bevirkede, at hovene smuldrede.

 

Albino – ja eller nej?

I 19 myter fra Sønderjyllands Historie  står anført, at hesten var en albino.  Samme opfattelse har man på Siden Saxo.

Andre påstår, at der ikke findes ægte albinoer inden for heste. De kan fremstå med et lyserødt skær, som kan stamme fra urin og vådt halm.

Påstanden er delvis rigtig. Der findes ikke ægte albinoer blandt heste, da ægte albinoer helt mangler evnen til at danne pigment. Hos heste skyldes det hvide  et dominant arveanlæg for hvidt.  Dette er dødeligt i dobbelt dosis. Den hvide farve  kan derfor ikke nedarves rent. Indbyrdes avl med uægte albino – heste resulterer i at 2/3 af afkommet bliver hvidt, mens 1/3 bliver farvet. Ja sådan står det beskrevet om American Albino. 

 

Var det en Knapstrupper

Vi skrev i vores historie, at hesten kom fra Frankrig. Men andre mener, at hesten formentlig er en  Knabstrupper. Det er en hesterace som er avlet på det vestsjællandske gods, Knapstrup.

Stamfaderen skulle være hingsten  Thor, der blev født i 1847.

 

Man brugte pibeler

Ifølge barnebarnet til kusken på Visborggård var der ofte misfarvninger hos de hvide heste på gården. Her skulle man have brugt pibeler,  som bruges til hvidtning og rensning.

Andre mener så igen, at der er brugt wienerkalk, som er en kalkblanding, der normalt bruges til polering.

 

Hvorfor fik hesten en misfarvning?

Da kongen skulle ride over grænsen påstår forskere, at hesten netop havde være ude på en ridetur og den svedte. Derfor havde den fået et rødt dækken over sig. Hesten skulle derfor være mærket af denne farve. Men ifølge vores oplysninger på dengang.dk var hesten meget nervøs over alle de mennesker, der ville se den hvide hest og kongen. Den skulle have smidt kongen af. Under den resterende del af besøget i Sønderjylland havde kongen haltet ret meget. Måske var det under denne hændelse, der var opstået misfarvninger af den ene aller anden art.

 

Kalk og voks

Ifølge Stig Andersen er der under den pludselige opstående situation brugt, hvad hans farfar havde ved hånden. Han havde taget noget kalk fra en væg samt noget tit, som er en slags voks, man normalt bruger til pudsning. Det er antagelig det, som Prins Knud  har fået på sit tøj.

 

Myter om hestens have

Og hvorfor skulle det så lige være en hvid hest?

Der findes tidligere mange udlægninger og overtro omkring hestens farve:

  • Den brune hest var sangvinsk
  • Den røde hest var kolerisk
  • Den sorte hest var melankolsk
  • Skimlen var flegmatisk

Kelterne  troede, at røde heste særligt med rødhårede ryttere var tegn på kommende ulykker. Arabere mente derimod, at røde heste var de hurtigste.

I England var man af den opfattelse, at man skulle holde sig fra heste med hvide sokker på alle fire ben. Brogede heste var i mange år utænkelig i det bedre borgerskab. Det var i alle dage enighed om, at hvide heste var forbeholdt konger og stormænd.

 

Der Schimmelreiter

På den tyske vestkyst figurer Der Schimmelreiter. Egentlig er det en myte, men det er også titlen på en meget kendt roman af Theodor Storm. Der Schimmelreiter  er forvarslet på en forfærdelig stormflod. Men egentlig handler det om forskellige skyformationer. Nogle mennesker kunne lige som min bedstefar, der var assisterende slusemester ved Højer Sluse  på skyformationerne se varslerne.

Det hændte, at når han besøgte os på Strucksallè i Tønder  pludselig måtte tage knallerten tilbage til Højer  for at lukke slusen og hente sine får ind.

 

Kladruperheste

I dag behøver kongehuset ikke at låne sig frem til en hvid hest. I de historiske stalde på Christiansborg  står otte hvide Kladruperheste parat til at trække kongefamilien gennem København.

På et af verdens ældste stutterier, The National Stud and Kladruby and Labem i Tjekkiet fandt man de helt rigtige heste til formålet. Igennem de sidste 425 år har stutteriet avlet de sjældne Kladruperheste  til russiske og europæiske fyrster, monarker og kejsere. Man det var ikke dette studeri, der var leverandør i 1920. Og tak for det, for ellers havde vi ikke haft denne spændende historie.

 

Hvorfor græd Johanne?

Et andet spørgsmål, som vi har fået, er:

Hvorfor græde den lille pige på hesten sammen med kongen?

Ja kigger man godt efter, så græd kongen faktisk også.

 

Kongen ville beholde Johanne

Egentlig var det ikke meningen, at den lille pige Johanne Martinne Klippert skulle have været op til kongen. Moderen, den senere præstekone fra Højer, Elisabet Braren løftede sin plejedatter op til kongen for at give ham blomster. Men kongen løftede hende op på hesten. I sin beskrivelse af hændelsen skriver, Elisabet Braren:

Efter en Tid saa jeg, at Johanne blev Angst, hun kunne ikke se mig og var lige ved at græde. Da maatte jeg bryde igennem Menneskemængden og komme ud til Grøften, som jeg løb henad, indtil jeg kom foran Toget. Saa brød jeg igennem, men blev standset af tre Politibetjente, som vilde vide mit Navn. Da jeg kom frem, kaldte jeg Johanne ved Navn, men for lutter Jubel og Hurraraab, var det næste umuligt for hende at høre mig. Straks da holdt Hesten stille. Idet jeg tog hende ned, sagde Kongen ”Maa jeg beholde hende”. Han fik intet svar, thi da jeg saa op i hendes Ansigt, afmaaledes der en Skræk for hvad mit Svar vilde bringe.

Kongens opfattelse af episoden var dog lidt anderledes. I den fremragende bog af Knud J.V. Jespersen: Rytterkongen  er kongens dagbog gengivet. Her skriver han bl.a.:

Jeg følte mig dybt grebet, og da en lille Pige senere raktes op mod mig med en Buket Blomster, saa lagde jeg i det Kys jeg trykte paa hendes Pande, al den Glæde og Taknemmelighed, jeg selv følte, og da den lille Pige lagde sine Arme om min Hals, havde jeg Følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine Arme – nu da den lille Pige tillidsfuldt sad foran mig paa Hesten.

 

Nervesammenbrud

Plejemoderen, Elisabet Braren fortsætter sin beretning:

Så hurtig jeg kunne trak jeg Johanne ned i Grøften. Der fik hun et lille Nerveanfald, som udtrykte sig i klagende Toner. Jeg fik hende til Ro. Hun fik Hatten paa og stille gik vi bagefter hele Sværmen.

Det er datteren til Johanne Braren,  der hedder Eli Fredskilde, der har udgivet et lille hefte om hendes mors liv. Hun fortæller også at hun ofte besøgte hendes bedsteforældre, præstefamilien Braren i Tønder.

Johanne blev født den 1. august 1911 på Ladegaard. Den 13. april 1915 måtte moderen overlade hende til Erlev Børnehjem. Allerede den 3. november 1915 blev hun anbragt i familiepleje hos Pastor Braren i Åstrup.

 

Kromandens plan

Der hvor kongen red over grænsen lå Frederikshøj Kro i 1864. Myterne fortæller, at kromanden drak grænse – kommissionen fuld og fik dem til at lægge grænsen syd for kroen, så Frederikshøj Kro kunne forblive dansk.

 

Kongen græd også 

Nu var det ikke kun den lille Johanne, der græd. Det kan vi udlede af sognepræst Gjørups meget følelsesladede historie fra dengang:

Paa den lille Festplads ved Vejen nord for Grænsen, hvor den hvide Hest ventede paa sin Rytter, og hvorfra den kongelige Kortege skulle udgå, blev Kongen modtaget af Sognerådet i Taps, og i de tyve Minutter naaede Forventningerne i de store Skarer en saadan Spænding, at det krævede en Udløsning. Alle Samtaler var gaaet i Staa, fordi alle Sind kun var optaget af det ene: ”Øjeblikket” – det som det danske Haab i mere end et halv Aarhundrede havde ventet paa. Forunderligt ensom, skønt omringet af TusinderBarhovedet og iført Infanteriets beskedne graa Uniform – rider Kongen langsomt frem, og hans Ansigt lyser af den store Højtid, skønt de skarpe Træk er præget af den stærkeste Sindsbevægelse og skønt Taarer løber ned af hans Kinder, mens Blikket vender opad.

 

Braren bevarede kontakten med kongehuset

Så kunne historien godt være slut, men det er den ikke. Familien Braren  bevarede kontakten med kongefamilien.

Efter 1921 blev de tyskuddannede præster siddende i over 40 sogne i Sønderjylland.  Efterhånden voksede interessen fra de danske menigheder, at få ansat danske præster. Det krav opstod især after nazismens gennembrud i 1933.

 

En bitter præst

I Højer gik et kirkeligt udvalg til Braren og spurgte denne, om han ville antage en dansk ordineret medhjælper uden at det betød ekstra udgifter for ham. Braren afslog. Landtingsmand Hans Jefsen Christensen blev bedt om hjælp. Resultatet blev, at den tidligere sognepræst i Vedsted, N.P. Jensen fik hvervet som Kapelan i Højer.

Braren og de tyske medlemmer af menighedsrådet blev rasende. Ved indsættelsen af N.P. Nielsen udtalte Braren, at han var bitter over at miste den danske menighed. Han mente selv, at havde behandlet begge menigheder lige godt.

 

Den danske præst måtte klare sig selv

Et flertal i menighedsrådet i Højer mente ikke, at det var deres opgave at hjælpe den danske præst til en bolig.

I 1943 tog Braren så sin afsked fra den tyske menighed i Højer.

Tak til Hilmer, Martin, Helene og alle de andre læsere, der har mailet, ringet og skrevet angående Kongens Hvide Hest. Måske fortsætter historien med et tredje afsnit?

 

Kilde: Se

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Kongens hvide hest (under Sønderjylland)
  • Pigen fra Højer (under Højer)
  • Jomfru Fanny fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Jomfru Fanny – Myte eller virkelighed (under Aabenraa)
  • Højer Kirke (under Højer)
  • Flugten over grænsen 1914 – 1918 (under Sønderjylland)
  • Bov Sogn mellem dansk og tysk (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Grænse og dens bevogtere (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Padborg – og nabobyerne (under Padborg/Krusaa7Bov)
  • Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Dagligliv i Tønder 1910 – 1920(under Tønder)
  • Hvorfor var Tønder tysk? (under Tønder)
  • Minder fra Tønder 1864 – 1920 (under Tønder)
  • Tønder før – og efter Genforeningen (under Tønder)
  • Tønder – marskens hovedstad (under Tønder)
  • Tønders dansksindede (under Tønder)
  • og mange andre artikler

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland