Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønder Byggeforening – dengang

Maj 15, 2011

Tøndringerne opfattede den ny bydel
som noget, der ikke hørte ti. Derfor kalde de det
Das Heidentum. Og ellers hed det stadig
Auntowt Skasé og Møltynne Skasé.
Formanden ville selv bestemme, hvem der skulle anvises lejligheder.
Det var en svær fødsel. Æ Bauverein
blev diskuteret på byens værtshuse. Man sparede i begyndelsen. Købte
kalksten fra Møgeltønder, samt 75.000 brugte mursten og brugte materialer
fra de nedbrudte zeppelin – haller.
 

Inge Aasted og godnathistorier

Man kalder kvarteret for Nystaden,
med sandheden er, at der allerede i 1614 var bygget fire huse uden for
Vesterport.
Og i 1640 var der allerede 40 huse på stedet.  

Jeg kan ikke huske, hvornår vi flyttede
fra Østergade til Strucksalle.
Men vi flyttede derfra omkring 1959. Vi boede på hjørnet ud mod

Skolegade.

Det var en hyggelig tid. Jeg husker den
store radio ind i stuen, hvor vi hver aften hørte Inge Aasted.
Bagefter læste far godnathistorier.  

En falsk julemand

Jeg græd som pisket, da jeg opdagede
at julemanden var vores nabo, Nicolaisen.
Det var ikke godt.  

Ungarns
– indsamling

Endnu husker jeg den store Ungarns
– indsamling.
Der var et kæmpe optog på Strucksalle.
Dengang var vejen brobelagt, men jeg kan også huske, da vejen blev
asfalteret. Det var kæmpe maskiner, synes vi dengang. Og sikke en lugt.  

Med brækket ben i mejeriet

Skråt over for lå et mælkeriudsalg,
en slagter og bager Wraamann.
Vi var ofte over at besøge ham i bageriet. Og det var min far også,
da min lillebror Erwin kom til verden. Min far cyklede ind i
bageriet. Han havde brækket benet.

Bager Wraamann
kan godt huske episoden. Jeg fik en hilsen fra ham via hans smukke datter,
der bor her i København.  

Det store bryggeri

Ja ved siden af mælkeri udsalget var
der en smutvej ned til Markgade.
Og her lå det kæmpe store bryggeri Victoriabryggeriet.
Det blev grundlagt i 1888. I Tønder Amt
var der alene 900 hoteller og værtshuse, så der skulle noget til at
stille tørsten. En gang var hele bryggeriet ved at springe i luften,
men det blev reddet i sidste øjeblik. I 1902 gik selskabet konkurs.
Et forsøg med konserves og dyrkning af champignon blev et flop. Senere
blev det overdraget til korn – og foderstoffer.   

Købmand Lassen

Det var også købmand Lassen.
Her hang ofte vildt på kroge foran butikken. Spændene var det at se
på for os børn, at se. Og inde i butikken fik vi bom.
Butikken lignede en rigtig gammel høker – butik. Ved min storebrors
begravelse fik jeg hilst på sønnen, Christian.  

Kasserer i Murerforbundet

Min far blev kasserer i Murerforbundet.

Der kom masser af arbejdsløse murere i køkkenet på Strucksallé.
Min mor lavede madpakker til dem, der ingen penge havde. Men selv havde
familien Brodersen
heller ikke så mange selv.  Og de drak
kaffe i spandevis.

Da min far skulle have hjælp, fik han
ingen hjælp. Han var hvis nok faldet ned fra taget.  Han bankede
i bordet, men intet hjalp. Min far og mor måtte gå til Frelsens
Hær
for at skaffe tøj til os børn.  

En
ål på køkkengulvet

Det var også i køkkenet mor slagtede,
når Opa kom u fra æ
kow
med et halv svin på knallerten. Men sortsup og blojsup
vendte jeg mig aldrig til – heller ikke lugten.

Når murersvendene kom og skulle hente
dagpenge i køkkenet, ja så hændte det af og til at en ål, som
Opa
havde leveret u fa æ Kow,

gjorde sig selvstændig og krøb hen ad køkkengulvet.  

Poul Schlüter og jeg
– i samme børnehave

Jeg gik i børnehave omme i Viddingherredsgade.
Her ville pædagoger gerne studere mine kunstneriske udfoldelser. De
synes hvis nok, at min fantasi spillede mig et puds. Men min far og
mor mente, at det var farligt at udlevere mine tegninger, så de sagde
nej til, at disse blev udleveret til ukendte.

Et par år senere fik jeg at vide på 
Tønder Kommuneskole,
at jeg bedre skulle styre min fantasi. Jeg
havde skrevet en stil Mord i Skraldespanden.

Det lykkedes at begå fem mord på fire sider.

Poul Schlüter
gik hvis nok i samme børnehave som mig – dog ikke samtidig. Han havde
boet ved næste hjørne – ved Plantagevej.  

Flytning til Lærkevej

Og så var det toilet ude på 
gangen. Så man tænkte sig om en ekstra gang, når man skulle
der ud.  

Det var stort, da vi var ud at se vores
kommende hjem på Lærkevej.

Tænk med egen have. Omkring 1958 – 1959 flyttede vi derud. Og det
gjorde Per og Johannes Keller
også. De boede også på Strucksalle.  

Hørte ikke med til byen

Da byggeriet rigtig tog fat omkring
Strucksallé
begyndte folk at kalde stedet for Das Heidentum.
De opfattede ikke kvarteret som tilhørende byen.

Egentlig blev Strucksallé

opkaldt efter Peter Struck,
men tøndringerne fortsatte med at kalde vejen for Møltynne Skasè.
Heller ikke Viddingherredsgade
faldt i tøndringernes smag. Den fortsatte tøndringerne med at kalde
Avntout Skasé.
 

Egentlig skulle artiklen ikke handle
om min barndom, men om Tønder Byggeforening.  

Funktionærer til byen

Da den slesvigske vestbane kom til
Tønder
i 1896, vågnede Tønder
atter engang op. Ja og dengang var husene endnu nummererede efter kvarter.
Først i 1906 begyndte man at nummerere efter gader.

Det nuværende Vestergade
var bygget omtrent til posthuset. Videre ud mod vest af vejen til
Møgeltønder
lå det stolte Viktoria
– bryggeri.
Enkelte huse lå herude. Men ellers havde Tønder

udvidet sig i mange hundrede år.  

Med den nye jernbane var der kommet en
del funktionærer til byen. De oplevede, at standarden lod meget tilbage
at ønske både m.h.t. størrelse og navnlig i hygiejnisk henseende.
Den nye tid bragte også ønsket om bedre levevilkår.  

Bevægelsen startet i England

Byggeforeningens
fædre var ikke nogen, der selv trængte til bedre boliger. Bevægelsen
med at oprette byggeforeninger
opstod i England. Her ville man skaffe hver familie eget hus
med have.

Målet var ved fælles hjælp at skaffe
passende lejligheder i huse, som de med tiden kunne blive ejere eller
endog medejere af.  

Erfaringer andre steder fra

I Tønder
blev denne tanke bragt frem af en snæver kreds af borgere, som dels
af politisk klogskab og dels af ideologiske grunde ville fremme tanken
at sikre gode boligforhold for den jævne befolkning.

Blandt de mest ihærdige var lærer og
organist Hugo Strange.  

Ved et møde på Humlekærren
besluttede man at gøre mere ved sagen. Den unge arkitekt, Thaysen,
som netop havde etableret sig i byen, var hidkaldt som ekspert. Det
første, man gjorde var at etablere et udvalg. De tog til Husum,

for at se, hvordan deres forening fungerede. Og her havde foreningen
allerede fungeret nogle år.

Som Tondersche Zeitung
fremhævede så foregik turen auf eigenen Kosten.

Turen var en succes. Man indhentede også 
erfaringer fra Flensborg, Kiel, Regensburg
og andre steder fra.  

Vigtigt møde på
Tonhalle

Et indledende møde blev nu berammet.
Fra Kiel tilkaldte man forsikringsråd Nielsen
fra Landsforsikringsanstalten
i Kiel. Det var selvfølgelig en god årsag til, at denne
Nielsen
blev kaldt til. Forsikringsanstalten i Kiel
udlånte penge til den slags foretgender.

Og mødet fandt sted på Tonhalle.

Kun få år i forvejen havde stedet fået sit flotte navn. Inden da
havde det heddet Den Gyldne Træsko
eller Zum Goldenen Klotz.

Det blev et tilløbsstykke. Man fik et
dybdegående foredrag om byggeforeninger i al almindeligheder og om
i den i Tønder påtænkte byggeforening i særdeleshed. 

Formanden ville bestemme

Det nedsatte udvalg havde udarbejdet
forslag til vedtægter. Det var meget konservativt opbygget. Efter udkastet
havde formanden den overvejende indflydelse på, hvem der skulle have
lejligheder tildelt. I det hele taget så passede de foreslåede vedtægter
slet ikke ind i den demokratiske ånd, det nye fortagende var tænkt
som.

Forsikringsråd Nielsen

mente dog også, at udkastet skulle laves fuldstændig om. Det var pinligt.
Forsikringsråden,
der sad pengekassen, erklærede, at der ikke
kom penge fra Landsforsikringsanstalten
til en forening, der ikke bedre kunne fordele ansvar og myndighed mellem
medlemmerne.  

Vedtægterne skulle laves om

Forsamlingen var enig med forsikringsråd
Nielsen.
Men det udvalg, der var blevet nedsat blev godt sure, og
på et enkelt medlem nær, erklærede de, at de ikke mere ville have
med sagen at gøre.

Det hele var måske gået i sig selv,
hvis ikke det havde været for dette enkelte medlem, som var Hugo
Strange.
Han samlede en ny kreds af mænd omkring sig. Disse var
mere indstillede på, at arbejde efter demokratiske statuetter.

Mødet på Tonhalle
blev afholdt den 21. februar 1906. Den var omtalt i en trespaltet artikel
i Tondernsche Zeitung. Referenten måtte dog indrømme, at vedtægterne
skulle laves om.  

Forsikringsråd Hansen
havde fået til opgave, at fremsende hovedlinierne for de nye vedtægter.
Men de lod vente på sig.  

Æ Bauverein
på dagsordenen

Den 24. april var der atter møde på

Tonhalle. Ikke særlig mange var mødt frem. Man diskuterede medlemsbidragenes
størrelse. Mest stemning var der for et indskud på 3 mark og en månedlig
indbetaling på 1 mark. Tydelig var det dog, at interessen var for nedadgående.
Særlig i borgerlige kredse var arrangementet blevet upopulært. Man
mente ikke, at lejerne skulle være med til at bestemme lejen i deres
lejligheder. Og i disse år var Æ Bauverein
noget man diskuterede på byens værtshuse. Bølgerne gik højt.  

Lærer Strange
havde mistet sine borgerlige venner. Han søgte nu forbindelse med andre
kredse. Det var navnlig de tilflyttede jernbanefolk, han tog kontakt
til. Gennem disse gik forbindelsen videre til Den kongelige Jernbanedirektion
i Altona.
De havde en kommission siddende, der beskæftigede sig
med de ansattes boligforhold.  

Hjælp fra Jernbaneadministrationen

Herfra kunne man sikkert forvente et
billigt lån. Men man skulle opgive den oprindelige tanke med et hus
til hver familie. Jernbanefunktionærernes ønsker var da også, at
bare at få gode lejligheder, så længe de boede i Tønder.

Den ny bestyrelses selvstændighed blev
indskrænket. Men til gengæld så det ud til, at nogle af ideerne
ved hjælp af Jernbaneadministrationen
kunne gennemføres.  

De nye møder blev nu holdt på 
Banegårdsrestaurationen.
Forholdet til Jernbaneadministrationen
blev klarlagt og nye vedtægter udarbejdet. Der skulle være en bestyrelse,
der havde den løbende administration. Endvidere skulle et tilsynsråd
etableres. De skulle på en måde svæve lidt over vandende.
Man skulle dog holde møder sammen med bestyrelsen. Og begge råd skulle
vælges på generalforsamlingen. Foreningen skulle i juridisk henseende
være et selskab med indskrænket ansvar (G.m.b.H).  

De to grupper i Tønder

I Tønder
var der således to foreninger under opsejling. Den ene var med en konservativ,
borgerlig ledelse og en med liberal arbejderledelse. Den første havde
masser af idealisme, men ingen penge.

Den anden havde jævne krav til en tilværelse
om en ordentlig lejlighed, og det var lige så vigtig – 
penge.  

Generalforsamling på 
Tonhalle

Den første gik mere og mere i sig selv.
Den anden gik fremad. Da sommeren det år kom til Tønder,
havde byen fået en Byggeforening.

Byens to aviser kunne nu meddele, at
der den 28. juni 1906 var indkaldt til stiftende generalforsamling på
Tonhalle.
Mødeleder skulle være stationsleder Suder.
Denne Suder gik dog hverken ind i bestyrelsen eller tilsynsrådet.
Måske var det af tjenestelige grunde. Men han fungerede som kontaktmand
mellem Byggeforeningen og Jernbanedirektionen i Altona.  

53 personer var nødt op. Tilsynsrådet
blev først valgt. Og den kom til at bestå af gruppen omkring
Hugo Strange.
Han blev valgt som formand, med landmåler Nielsen
som stedfortræder. Bogtrykker Moses
blev sekretær med godsekspedient Nielsen
som stedfortræder.

Da Tilsynsrådet trådte ind i salen,
havde de en liste med forslag til bestyrelsesmedlemmer. Og det var: 

  • Forretningsfører: Banegårdsvært
    Iwan
  • Regnskabsfører: Baneassitent
    Fick
  • Byggeforvalter: Banemester
    Peters
  • Arkitekt: Lauritz Thaysen

 

Det var dog den unge arkitekt, der kom
til at præge sammenslutningen. Man valgte en strategi med at stå sig
godt med pressen. Det var sikkert en meget klog beslutning. Man skulle
sikre sig positiv omtale. Efter loven var foreningen nemlig først juridisk
anerkendt, når der var 150 medlemmer. Men det tal nåede man faktisk
inden for et par måneder.  

Endelig bevilliget lån 

Ved det første møde forelå tilbud
om salg af en mark på 13.560 m2 for 9.000 mark. Marken lå 
omkring den nuværende Strucksallé.
Den tilhørte tømmerhandler Nielsen.

Det var dog ingen sparekasse i Tønder,
der ville bevillige lån til dette. De var vant til at finansiere kreaturhandler
og landbrug og ikke et Genossenschaft

som dette.

Det kunne jo undre, for der forelå 
et skriftligt løfte på 83.800 mark fra Arbejderpensionskassen
i Berlin.  

Men så kom der et tilbud fra den
nyoprettede Skærbæk Kreditbank
om et lån på 11.000 mark mod at indtræde i de Slesvig
– Holstenske Forbund.
Dette skete så, og jorden blev købt.  

Byggeriet startede i det landelige
idyl

Ved den første generalforsamling kunne
ledelsen møde frem med et forslag om bygning af ikke mindre end seks
huse. Der var tale om to stk. til to familier og fire stk. til fire
familier. I fire familie husene var lejen sat til 175 mark om året.

Her var der dog nogen, der mente, at
den leje var sat for høj til at en arbejderfamilie kunne betale det.
Bestyrelsen svarede, at beregningerne var rundet opad. Men virkeligheden
viste sig også, at husene blev lidt billiger e end beregnet.  

Da man startede byggeriet var det landeligt
idyl herude i Nystaden. Men snart blev de ledige byggegrunde
mellem foreningens byggepladser indtaget. Sidegader opstod, og haver
blev tilplantet. Der blev dyrket grøntsager og kartofler, og det fik
betydning, da krigen kom.

Mange af lejerne var jernbanefolk, som
hyppigt blev forflyttet. Senere var det folk fra byen, der indtog lejlighederne.  

Kalksten fra Møgeltønder

Af hensyn til sparsommeligheden anvendtes
i begyndelsen kalksten fra Møgeltønder Kalkstensfabrik.
Men træet i husene var særdeles godt svensk tømmer.

Den unge forening havde efter kun seks
års virke et overskud på 13.626,45 mark. Det lyder måske ikke
af meget. Men dengang kostede et nyt sæt tøj 30 mark, og en månedsløn
var på 100 mark.  

Roser til Strange

I 1912 var der roser på et bestyrelsesmøde
til lærer Strange. I en skrivelse gav forsikringsråd Hansen

en særlig anerkendelse til ham for hans store indsats i foreningen.
Måske kom skrivelsen, fordi at Strange
på det tidspunkt overvejede at tage sin afsked som lærer og organist
i Tønder.  

Krigen satte en stopper for alt byggeri.
I protokollen kunne man læse, hvor bestyrelsen befandt sig.: 

  • Hotelejer Oeverdick var
    i Christiansfeld
  • Postpakmester Nickels og
    journalist Stuckert var i Skærbæk
  • Løjtnant Thomsen
    befandt sig på den vestlige krigsskueplads.

Den trofaste Strange,
der siden foreningens start trofast havde ledet møderne fra 1906, tog
sin afsked i 1915. Han forlod byen og bosatte sig i Kiel,
hvor han døde i 1940 i sit halvfemsindstyvende år.  
 

”Vaks
ved Havelågen”

Selv om der ikke blev bygget i krigsårene
var foreningen aktiv. Man deltog i møder rundt omkring og tog nyttige
oplysninger med hjem. For at spare valgte man altid jernbanefolk som
delegerede. De kunne rejse gratis.  

Man besluttede, at få overladt
43.525 m2 på den jord, hvor Horupsgade

ligger. Betalingen skulle ske ved hypotekslån.

Da luftskibshallen
i 1918 skulle nedrives, var foreningen igen vaks ved havelågen.
De fik fat i de brugte materialer og 75.000 mursten.  

Familier ansvarlige for skarnsstreger

Men det så trist ud i de forskellige
bygninger. Vareknapheden kunne mærkes. Man kunne også mærke,
at fædrene ikke var hjemme. Således blev det anført at alle vinduer
i en kælder i en ejendom var smadret. Det blev vedtaget, at så 

snart, at det var muligt, skulle nye indsættes. Men det blev også
vedtaget, at hver familie var ansvarlig for sådanne skarnsstreger.  

Salg af ejendom

Da Bauverein Tondern
havde fået sine medlemmer hjem fra krigen og fangenskab stod man over
for nye problemer. Afstemningen og de politiske forhold tydede på,
at Tønder igen blev dansk. Samtidig satte inflationen voldsomt
ind på marken. Alle værdier blev forrykket i den grad som ingen
havde drømt om. Hvordan byggeforeningen
skulle kunne komme igennem denne krise bekymrede både medlemmerne og
ledelsen.  

De afgørende beslutninger blev truffet
på Nordfriesischer Gasthof
den 10. april 1920. Mødet blev indledt af købmand Johs. Thomsen
den senere borgmester. Han kunne berette om, at foreningen havde
et overskud på 13.193,80 mark.

Man tog den kloge beslutning, at sælge
den ældste af foreningens ejendomme, Strucksalle 27.
Generalforsamlingen vedtog salget og foreningen blev derved gældfri,
og blev et velhavende selskab.  

Rigdom skulle komme lejere til gode

Man besluttede, at der ikke måtte optages
nye medlemmer, og at den pludselige rigdom skulle komme de gamle medlemmer
til gode i form af bedre boligforhold. Men selskabet måtte ikke blive
et sted for kapitalanbringelse. Men denne spærring blev hvis aldrig
rigtig gennemført.  

Lejerne i de 38 lejligheder, som foreningen
rådede over fik indført elektrisk lys og bedre kloakforhold. Nye tjenestemænd
søgte til byen. Og det var ledelsen opmærksom på. Man havde byggegrundende.
Men skulle man tage fat ligesom i 1906 krævedes det, at man omdannede
foreningen efter dansk lovgivning. Allerede i 1921 trådte man som følge
af dette i likvidation. Først i 1923 genopstod man nu som Tønder
Byggeforening.

Men først efter en generalforsamling
den 12. maj 1923 på Harmonie
kunne man foretage overgangen. Efter de nye vedtægter, faldt ordningen
med et tilsynsråd bort.

Den ny ledelse bestod af ni bestyrelsesmedlemmer,
hvoraf de tre udgjorde forretningsudvalget.  

Større lejligheder i Horupsgade

Den ny bestyrelses største opgave var
at bygge på Horupsgade.
Efter tidens krav blev disse større end de gamle. De var egnede til
børnerige familier. Pludselig disponerede foreningen over 62 lejligheder.  

I 1931 holdt man jubilæumsfest med
kaffebord, taler og dans.
I 1936 skulle man igen have holdt jubilæumsfest.
Bestyrelsen mente dog ikke, at det var forsvarligt på grund af de mange
reparationer, der var udført samme år.  

En månedlig leje på 
40 kr.

Det samme gentog sig i 1946. her var
man også nødt til at foretage en del reparationer, derfor undgik
man festligheder. Det måtte vente til 1956, hvor man kunne se tilbage
til et halvt år hundredes virksomhed. Og det var på det tidspunkt,
at familien Brodersen boede i et af byggeforeningens huse.

På det tidspunkt var lejen omkring
40 kr. om måneden.  

Rimelig
husleje

Jeg mener, at jeg så, at man i dag kun
skal betale 3.400 kr. i månedlig leje for 135m2. Det er ganske billigt.
Og i dag kan Tønder Boligforening
tilbyde 57 lejligheder på Horupsgade, Skolegade og Strucksallé.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Tønder

 

Hvis du
vil vide mere:
Læs

  • Ture i Tønder 1
  • Minder fra Tønder 1864
    – 1920
  • Socialdemokrat i Tønder
    – dengang
  • Tog til Tønder
  • Trafik i Tønder
    – dengang
  • Tønders historie
    – efter 1900

 

Hvis du vil vide mere:
Om Arbejderboliger m.m.: Læs

  • Husvild i Aabenraa (under
    Aabenraa)
  • Kolonisthusene ved Frøslev
    (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Kobbermøllen ved Krusaa
    (under Padborg/Krusaa/Bov
  • Brumleby på
    Østerbro (under Østerbro)
  • En stiftelse på
    Østerbro (under Østerbro)
  • Livet i Nyboder og på
    Østerbro (under Østerbro)
  • Nyboder
    – dengang (under Østerbro)
  • Nyboders historie (under
    Østerbro)
  • Byggespekulation på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Blågårdsgade
    – dengang (under Nørrebro)
  • At bo på
    Nørrebro (under Nørrebro)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder