Dette er en videreførelse af Nørrebro
Handelsforenings historie. Vi kigger på
fødselsdagsfesten og første halvår af 2002. Masser af aktivitet kostede
bestyrelsesmedlemmerne penge. Ruder blev knust. En ny parkeringsordning
blev indført. En somalier klagede over et specielt problem. En butikskonsulent
blev ansat og en alternativ jobordning blev indført. Foreningen sponserede
musik til Kulturelle Markedsdage.
Holdning til lukkeloven
En dag kom Johnny Beyer
ind i butikken. Dengang blev han nærmest kaldt Kongen af Nørrebro.
Jeg kommenterede hans indstilling til lukkeloven, og roste ham for sine
argumenter. Han spurgte så hvilke forudsætninger, jeg havde for at
sige det. Da jeg så svarede, at jeg havde en fortid som HK – formand
i Aabenraa, ja så blev jeg kapret.
Der fulgte også et varmt venskab
med en særdeles aktiv person og en familie, der aktiv støttede ham,
både i med – og modgang. Jeg vidste så ikke, at man skulle
være til rådighed i døgnets 24 timer for Nørrebro Handelsforening.
Samtidig skulle man med minutters varsel stille op til medierne. Og
det var lige fra de skrevne til de elektroniske medier.
Det blev en bog
Man fandt ud af, at jeg kunne skrive.
Bestyrelsen i Nørrebro Handelsforening
mente, at der skulle udgives en folder i anledningen af foreningens
110 års fødselsdag. Under indtagelse af whisky sagde jeg ja til denne
opgave. Og inden jeg så mig om, havde jeg skrevet en bog på 152 sider.
Ja og hele oplaget på 500 stk. er i dag så godt som udsolgt.
Dengang havde man søgt Bydelsrådet
om tilskud til bogen, men det blev afslået.
Nørrebro Lokalhistoriske Forening
leverede vederlagsfrit gamle fotos til bogen
Ingen begreb om PC
Dengang havde jeg ikke så meget
begreb om PC – verdenen. Så det var min kære kone,
Hanne, der stod for meget af arbejdet. Vi både scannede, lavede
opsætning, og jeg tog friske fotos fra handelslivet på Nørrebro.
Senere har jeg dog fået lidt mere begreb om PC – problematikken.
Gode anmeldelser
Men desværre var min kone allerede dengang
i perioder syg, så vi kom i tidsnød. Til sidst måtte vi arbejde dag
og nat for at blive færdig til tiden.
Bogen blev positiv anmeldt mindst fire
steder:
- Dette er en utraditionel
historiebog om Nørrebro. Den beskriver detailhandelens barske vilkår
under byggeboomet, saneringen, narkoproblemer og rudeknuseri. Bogen
handler om en handelsforening, der både blander sig i kulturliv, socialpolitik,
økoologi, integration, erhvervsliv og meget mere - Nørrebro Handelsforenings
slogan er ”Holdninger bliver til handlinger”. Og det er sandt, at
foreningen har spillet – og stadig spiller
– en meget aktiv rolle i lokalsamfundet her på
Nørrebro. I bogen gentager forfatteren flere gange, at foreningen af
nogle betragtes som et irriterende onde. - Det er da heller ingen
tvivl om, at deres store synlighed og insisterende blanden sig i lokalpolitik
har kunnet genere nogle. Men det er nok hovedsageligt folk og grupper
af anden politisk observans. - Med Handelsforeningen som
fokus beskriver Uwe Brodersen Nørrebros historie fra nærmest landsbyagtig
idyl til vore dages hektiske storbyliv. - Dengang havde butikslivet
trange kår. Og det har den også i dag, skriver formanden for foreningen,
den meget politisk aktive Johnny Beyer i sit efterskrift til bogen
”Det er ingen tvivl om, at foreningens mange bestyrelserhar måttet
kæmpe og arbejde hårdt for at klæde politikerne bedre på. Og man
kan konstatere, at flere af arbejdsopgaverne er næsten de samme i 2001
som i år 1891. - Uwe Brodersen beskriver
med engageret og personlig stemme hele Nørrebros historie, som han
har svært ved at slippe sin lidenskab for. Samtidig bevarer han dog
fokuset på Handelsforeningen, hvis historie gennemgås fra start til
nutid med masser af billeder og anden dokumentation. I bogens anden
del beskrives foreningens holdninger og mål for fremtiden. - Alt i alt må
bogen betegnes som en sympatisk og anderledes kærlighedserklæring
til Nørrebro, med et klart fokus og en tydelig politisk vinkel.
En jubilæumsavis
Ikke nok med det. Bestyrelsen mente også,
at der skulle laves en jubilæumsavis. Med et godt samarbejde med
Nørrebro Avis (Det hed den – dengang) – troede vi, fik vi stablet
en flot avis på banen.
Min kone og mig fik travlt. Vi skulle
levere fotos og 14 siders tekst. Dette gjorde vi vederlagsfrit. Meningen
var, at der skulle være 60 pct. annonce og 40 pct. tekst. Efterfølgende
modtog Nørrebro Handelsforening
dog en kæmpe stor regning. Det var helt imod aftalerne. En retssag
truede, men man blev dog enige om et forlig.
Ikke altid hæderlige
Og den lokale avis PAAGADEN
havde udsendt min gode ven John Dickow.
Han skrev bl.a. følgende i bladet:
- Fredag den 16. november
2001 var der reception på Nørrebrogade 88, hvor Nørrebro Handelsforening
markerede deres 110 års fødselsdag. Samtidig markeredes N.H. Distributions
flytning til nye lokaler samt udgivelsen af jubilæumsbogen om handelsforeningen,
som er blevet til i løbet af sommerhalvåret. Det redaktionsmæssige
har været overladt til Uwe Brodersen, som kendes som boghandler i Bog
& Ide på Nørrebrogade. - Det er formand Johnny Beyers
ønske, at NH – Distribution skal udvides til flere bydele og her
har Østerbro allerede vist interesse, men udvidelsen er helt og holdent
op til politikerne. - Til sidst var der i handelsforeningen
spænding om jubilæumsbogen nåede at blive færdig til tiden og det
gjorde den takket være en ihærdig indsats fra Nørrebro Bogtryk &
Grafisk Center på Nørrebrogade - Til receptionen var der
gennem hele eftermiddagen pænt besøg, på
et tidspunkt var der 300 – 400 gæster sammen med foreningens egne
medlemmer, som var til stede. Fra venner, bekendte og politikere, lokale
medier, græsrødder m.fl. var der anerkendende ord til både handelsforeningen
og N.H. Distribution. På gavebordet så
man blandt andet adskillige flasker vin, flere buketter blomster, et
par indrammede billeder, en cigaræske
– om der var noget indhold vides ikke samt meget andet. Efter receptionen
lykkedes det mig at få et interview med Uwe Brodersen, der som nævnt
i indledningen har stået for handelsforeningens historie i bogform
og som i interviewet kom ind på enkelte episoder fra bogen. - Uwe Brodersen fortalte
også, at de lokale handlende ikke altid har været helt hæderlige,
og nævnte et par eksempler. I foreningens første
år var kassererposten meget udsat. Det skyldes bl.a. at to af de personer,
som bestred posten, tog af kassen og så
kunne de jo ikke fortsætte på posten. Udskiftningen i bestyrelsen
gik ikke kun ud over kassereren. - En anden episode er af
nyere dato. I en butik var Nørrebro Handelsforenings etniske rådgiver
i gang med at fortælle butiksindehaveren om, hvor vigtigt det var at
overholde regler og forordninger, da to politibetjente trådte ind i
butikken. ”Du Ali”, sagde den ene betjent,
”Jeg skal have en af de billige colaer, du ved”. Denne sandfærdige
historie viser, hvor svært det kan være at få
de etniske butiksindehavere til at overholde regler og forordninger. - Foreningen har tidligere
haft et par små udvalg og fra en af disse stammer en anden historie.
Der var indløbet klager på kvaliteten af portvin. På
kapslen stod, at den kostede 2 kroner, men den blev solgt for 1,60.
Foreningen opkøbte et par prøveflasker for at smage på
varerne. Man kunne blot konstater, at kvaliteten på
portvinen ikke var mere værd, og sagen fik ikke mere konsekvenser for
den handlende. Desværre har foreningen ikke sådanne udvalg mere. - Foreningen havde også
en understøttelsesfond, som blev startet 27. februar 1912. Det skete
med det imponerende beløb af 50 kroner, som blev doneret af de Danske
Spritfabrikker. Pengene stammede fra opkrævning af en bøde for salg
af akvavit til underpris som Handelsforeningen opkrævede og sendte
til Spritfabrikkerne, men de vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene
til og returnerede dem. Handelsforeningen oprettede så
en fond og gennem den lykkedes det at få
oprettet boliger i foreningens ejendom i Prinesse Charlottesgade. Den
blev oprettet i 1927. I den bor i dag unge mennesker til en billig husleje. - Saneringen kostede Handelsforeningen
2/3 af dens medlemmer. - Bogen er skrevet i en humoristisk
stil og er fuld af anekdoter fra en svunden tid.
Fest med Bjørn Tiedemann
. På Restaurant Bellahøj
holdt Nørrebro Handelsforening
en stor fest med Bjørn Tiedemann
og en masse gæster. Hovedgæsten overborgmester Jens Kramer Mikkelsen
meldte desværre afbud i sidste øjeblik:
- Nørrebro Handelsforening
110 års jubilæum – Festarrangement
– Lørdag den 17.11.2001. Restaurant Bellahøj, Bellahøjvej 20, 2720
Bellahøj
- Aftenes menu:
- Varmrøget Havørred på
plukket salat vendt i vinaigrette - Indbagt Kalkunbryst
– med årstidens grøntsager og lækker sauce af markens svampe, hertil
pommes rissolé - Parfait Is
– med marcipan og chokolade, serveredes med hindbærsauce. - Kaffe/The med gognac eller
likør
Og Lokalhistorisk Forening
havde været så venlig, at lave en plancheudstilling. De omtalte også
bogen på 10 sider i deres årsskrift.
Dramatik, skuffelser og glæder
Ja kære læsere, det er så her
den egentlige historie starter. Det er en fortsættese af historien
om Nørrebro Handelsforening
fra og med år 2001. Og denne historie vil kun blive offentliggjort
elektronisk. Den vil nok i højere grad være personlig. For mit eget
vedkommende har årene i Nørrebro Handelsforening
været særdeles lærerrige. Årene har været præget af dramatik,
aktivitet, skuffelser og glæder. Årene har også givet et indtryk
af politikere, der simpelt hen har været manipulerende. De har scoret
billige popularitetspoint på bekostning af blandt andet Nørrebro
Handelsforening. Jo man fik sandelig indblik i mange ting. Også
begrebet pseudo – demokrati
fik en ny betydning. I mange år fungerede jeg som en slags spindoktor
for Handelsforeningen.
Forskel på
journalister
Egentlig tror jeg ikke, at erhvervslivet
på Nørrebro og for den sags skyld resten af befolkningen
på Nørrebro ved, hvor meget vi gjorde for dem.
For nogle af medlemmerne af bestyrelsen
har det heller ikke været omkostningsfrit både økonomisk og psykisk
at sidde i så aktiv en bestyrelse. Ja nogle af medlemmerne i bestyrelsen
blev chikaneret og fik deres butiksruder smadret.
Vi lærte også at omgås medierne.
Mange af journalister fik vi et godt forhold til. De var elskværdige
og forstående. Men der var sandelig også nogle af journalisterne der
teede sig som herrefolk.
Fortsættelse af historien
Bogen slutter med generalforsamlingen
i år 2001. På www.dengang.dk er bogen gengivet i en net – udgave. De fleste
af artiklerne har vi valgt at ligge under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar.
Et par af artiklerne ligger under Nørrebro.
På Handelsforeningens hjemmeside finder du artiklerne under arkiv.
Ulovligt byggeri
I forbindelse med bygningen af Fields
anfægtede Johnny Beyer, at sagsbehandlingen var forkert. Men
trods mange argumenter fortsatte man bygeriet som om intet var hændt.
Havde det været tale om en carport var den nok blevet revet ned
Lige
betingelser
Den 20. februar var Nørrebro Handelsforening
sammen med SSH med til at arrangere et stormøde på Østerfælled
Torv på Østerbro. Emnet var, Skal der være lige betingelser
for selvstændige og lønmodtagere i forbindelse med sygdom.
En forretningsdrivende på Østerbro
brækkede ryggen og blev stillet i en næsten håbløs situation. Der
var nogen specielle muligheder inden for lovgivningen, som de færreste
forretningsdrivende kender til.
Penge til lokalradio
Nørrebro Radio
havde søgt om et tilskud på 5.000 kr. dette blev bevilliget, men der
var ikke enighed i bestyrelsen. Foreningen har altid haft et godt forhold
til radiostationen og har ofte været gæst.
Politi stormer Ungdomshus
Natten til den 6. juni trængte politiet
ind i Ungdomshuset på Jagtvejen.
Deres hensigt var at finde grafittimalere. De unge ville ikke finde
sig i ordensmagtens opførsel og hældte maling på dem.
De unge udsendte en presseinformation,
hvor de forlangte, at politiet skulle løslade de anholdte og betale
for de ødelæggelser, som de forudsagde. Man forlangte tillige en undskyldning
fra politiet.
Samme dag havde Nørrebro Handelsforening
bestyrelsesmøde.
44 parkeringspladser på Kapelvej
blev skåret ned til 19. grunden var hærværk på kirkegården.
Jazz til Kulturelle Markedsdage
Til Kulturelle Markedsdage
havde Nørrebro Handelsforening
sponseret Fessors Big City Band
og Finn Ziegler. I boden på markedsdagene var der foranstaltet
forskellige konkurrencer. Præmierne var sponseret af medlemmerne. Mange
besøgte boden. Alt i alt besøgte 6.000 mennesker de Kulturelle
markedsdage.
Foran boden blev der son altid råbt
højt, når forskellige politiske tvistigheder skulle ordnes.
I skidt og stank
Den 4. august 2001 kunne Berlingske
Tidende meddele, at Gamle lever i skidt og stank.
Det fik Johnny Beyer i blækhuset. Han udsendte en presseinformation
på vegne af Nørrebro Handelsforenings
datterselskab, NH Distribution. (læs særskilt artikel om NH
– Distribution)
Ønske om butikskonsulent
Nørrebro Park Kvarterløft
var startet. Og handelsforeningen havde et stort ønske om en butikskonsulent.
Han kunne samtidig være leder af en alternativ jobformidling. Desuden
skulle han være en slags formidler mellem de unge mennesker (9 –
10 kl.) og erhvervslivet. Han måtte gerne have en etnisk profil og
gå i dialog med de etniske forretninger.
Man synes også, at et formidlings-bureau
at tomme butikker og lokaler kunne skabe nyt liv i bydelen.
I Stefansgade
blev der indrettet et Informatek.
Da Jens Kramer Mikkelsen indviede stedet, sagde han fejlagtigt,
Jeg er glad for at være på Vesterbro.
Meningen med Informateket var egentlig at lave en ukompliceret
jobanvisning. Det skulle også være stedet, hvor man kunne komme ind
og få hjælp med jobansøgninger og bruge Pc’erne. På et tidspunkt
var der hele seks konsulenter ansat på stedet.
Forskelsbehandling af butiksejere
Indre Nørrebro
Ældreråd havde klaget til Bydelsrådet
over at to butikker havde brugt for meget udstillingsplads på fortovet.
Fra Nørrebro Handelsforenings
var man fortørnet over, at Bydelsrådet
ikke ville gribe ind, da man var bange for en konfrontation mellem etniske
grupper af butiksejere. Nørrebro Handelsforening
tog kraftig afstand fra denne udlægning. Man mente at ordninger og
regler skulle være ens for alle, uanset hvilken etnisk gruppe, man
tilhørte.
Nørrebro Handelsforening
syntes, at det var forkasteligt, at det var nogle grupperinger på
Nørrebro, der ikke accepterede demokratiet. Man burde ikke angribe
en lovlig varslet parade med sten og flasker. Man mente heller ikke
det kunne være rigtig, at politiet ikke kunne arbejde under betryggende
forhold, uden at skulle have back – up grupper. Man opfordrede disse
grupperinger til at vise hensyn over for demokratiet.
Møde med overborgmesteren
Den 24.august mødtes Johnny Beyer
med overborgmesteren. Inden var der dog blevet til et møde med to embedsmænd.
Blandt emnerne var
- Tiden efter bydelsforsøget,
P – sagen, Hovedstad og Helhed (SSH
– forslag), Stormøde om erhvervsdebat, Københavns Erhvervsråd,
NH – Distribution, Bedre infrastruktur, hvorfor ikke Jagtvej
under Åboulevarden? , Mere metro, Havnetunnel, EU
– formandskab, bange for uroligheder på
Nørrebro
Dengang var det almindelig at Nørrebro
Handelsforening jævnlig mødtes med overborgmesteren
Hellig Jihad på
Nørrebro
Den 22. oktober blev der delt en løbeseddel
rundt på Nørrebro. Det var ret så rabiate synspunkter der
kom frem:
- Danskere er selv ude om
voldtægt af deres piger, for de beskytter dem ikke, og urene piger
er ikke beskyttet af den Hellige Koran - Det er vores menneskeret
at få vores eget område, hvor vi kan leve uden druk, narko, nøgne
danske piger, pølsebord, dårlige bodegaer og alle mulige andre danske
ting - De kristne og danskerne
har ingen kraft eller tro. Derfor er de svage og vi er stærke - Danske politikere er korrupte
og bliver valgt hver 4. år. De laver hele tiden nye love, men vore
love og regler gælder til evig tid.
Eksperter og folk i muslimske kredse
mente, at brevet var et falsum. En imam udtalte således at rettroende
muslimer ikke ville bruge sådanne ord. Og flere påstande i brevet
var direkte i modstrid med islams retslære.
Men Moses Hansen
og Faderhuset troede på brevets ægthed.
Trafikministeriet gav foreningen ret
Trafikministeriet havde givet Nørrebro
Handelsforening (SSH) ret i deres holdning til p – spørgsmålet.
Nu afventede man med spænding afgørelsen fra Indenrigsministeriet.
I Nørrebro Handelsforening
havde man indhentet tilbud på julebelysning.
Diplom for godt samarbejde
Selv om udviklingen i NH Distribution
omtales i en særskilt artikel, skal det dog lige nævnes her, at selskabet
fik en pris og diplom på 50.000 kr. Det var en nystiftet samarbejdspris.
Det afstedkom omtale mange steder.
Ungdomshuset
var blevet overtaget af Faderhuset. Dialogcentret
så ikke positiv på denne kristne sekt. I bestyrelsen frygtede man
uroligheder.
Kæmpe succes på
kirkegården
Tilmeldingen til en rundvisning på
Assistens Kirkegård måtte stoppes ved 150 tilmeldinger. Det var
simpelthen ikke plads til flere. Folk fik sandwich og en forfriskning
og så gik man ud og udforskede den historiske have med formidlingscentrets
dygtige guider.
Valgmøde på
Bellahøj
Der stod politik på programmet,
da en række politikere fra alle opstillede partier valgte at ligge
vejen forbi Nørrebro Handelsforening/SSH’s
arrangement den 9. oktober 2001 på Restaurant Bellahøj.
Man ønskede fra foreningens side at diskutere byudvikling og erhvervsstruktur,
råden over vejarealer, parkeringsrestriktioner og helhedsløsninger
for den kollektive trafik.
Mødet samlede cirka 50 deltagere og
blev flot omtalt i JP København.
Rundvisning på
Rådhuset
Den 22. oktober 2001 arrangerede foreningen
en rundtur på Københavns Rådhus.
Her var der også mulighed for at skyde på overborgmester Jens Kramer
Mikkelsen
Døre til Nørrebro
En ny plakat med Døre til Nørrebro
blev præsenteret. Nørrebro Handelsforening
var en af sponsorerne og undertegnede fik en af sine fotos med på plakaten.
Ellers var der døre på Nørrebro,
der var at finde på plakaten.
Julebelysning med underskud
Julebelysningen havde et underskud på
121.000 kr. Kvickly ville ikke være med. Og Mathiesen og
Føtex ville kun betale halvdelen af det de skulle. Det betød at
foreningen måtte spare på opsætning af juletræ ved Runddelen.
Der blev ingen annonce og fire kæder skulle droppes.
Og så fik Nørrebro Handelsforening
delvis ret i en sag mod Kjøbenhavns Juleudsmykning.
Chikane og vold
I 2001/2002 fokuserede Nørrebro Handelsforening
også på chikane og overfald i butikkerne. Man etablerede sig med 4
psykolog – studerende og foretog en undersøgelse af forholdene i
Nørrebros butikker. Undersøgelsen sluttede med et fokus – møde
på La Perla. Det viste sig, at 87 pct. af de deltagende butikker
havde været udsat for chikane.
Foreningen samarbejde med HK om projektet.
Det fik omtale i en del medier. Også Bo Asmus Kjeldgaard
fra SF deltog i mødet.
Ny skoleordning
Nørrebro Handelsforening
var også foregangsmænd i SSH (Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger).
Denne sammenslutning er nu ophørt. I 2002 startede foreningen en undersøgelse
omkring uddannelsessystemet. Der blev sendt spørgeskemaer ud til virksomheder
i hele København. Problematikken gik ud på om skoleordningen
for elever kunne forbedres.
Protest mod planlov
Gennem SSH
afgav Nørrebro Handelsforening
et høringssvar vedr. ny planlov. I foreningen mente man, at den nye
lov ville give 20 – 30 vinderbyer og ca. 250 taberbyer. Foreningen
ønskede ikke at planlægningen af butiksformål skulle overgå fra
regionerne til kommunen.
Statsministeren fik
æg i hovedet
Et stort beløb mangles til juleudsmykningen.
Flere butikker havde ikke betalt.
Den 21. januar var det landets statsminister,
der var på besøg på Nørrebro.
Det fik autonome til at smide æg i hovedet på ham. Nørrebro Handelsforening
udsendte en presseinformation, hvori man påpegede, at aktionen skadede
alle de organisationer, der forsøgte at skabe et bedre Nørrebro.
Konsekvensen var, sagde man i Handelsforeningen,
kunne være at politikerne fravalgte bydelen.
I februar måned var foreningen inviteret
til et møde i anledningen af opstarten af Bispebjerg
– Nordvest Handelsforening.
Razzia mod butikker
Som noget nyt tog vi initiativ til et
nyhedsbrev. Allerede dengang havde medierne en mærkelig holdning til
alt, hvad der havde med Nørrebro
at gøre. Således kunne Jyllands Posten
berette om Fup i butikker på Nørrebro.
Det som avisen ikke påpegede var, at
langt de fleste butikker på Nørrebro
betalte deres moms og deres skat. Gennem årene har Nørrebro Handelsforening
taget initiativ til at gøre forholdene bedre gennem informationsmøder
og kurser.
Jyllands posten
kunne fortælle, at aktionen var rettet mod 40 forretninger. Regnskabsmæssige
fejl var der fundet i 26 tilfælde, heriblandt manglende kasseafstemninger,
væsentlige kassedifferencer, manglende udarbejdelse af kasserapporter,
samt manglende opbevaring af købsbilag. I hele 31 af de 40 butikker
var der begrundet mistanke om smugling eller momsfusk.
Manglende dansk varedeklaration og ulovlige
fødevarer fandtes der også eksempler på. Og sorte ansatte var
der masser af.
Et flot hefte
Allerede i maj 2000 havde vi lavet et
flot A4 – hefte med en beskrivelse alle vore gøremål. Det blev uddelt
til alle butikker i området. Målet var at kapre nye medlemmer. Det
var et stort arbejde at samle tekste og lave fotos til dette hefte.
Men det blev virkelig flot.
Gang i debatten
Undertegnede fik en henvendelse fra redaktøren
af månedsavisen Paagaden om at levere debatindlæg, så man
kunne få lidt mere knald på debatten, Man lavede et debat – og klummepanel
på 6 – 8 personer.
Parkeringsordning
I april måned afleverede foreningen
via SSH et høringssvar vedr. parkeringsordningen. Nørrebro
Handelsforening mente, at Københavns Kommune
havde overtrådt Grundlovens
§ 43. En livlig korrespondance var indledt med Indenrigsministeriet
og Trafikministeriet.
Københavns Kommune
mente ikke, man havde overtrådt noget som helst. Man henviste til
Vejlovens
§ 107.
Trafikministeriet
gav således Nørrebro Handelsforening
ret i, at parkeringsafgiften for de erhvervsdrivende oversteg de administrative
udgifter.
Indenrigsministeriet
skrev tilbage, at ordningen på private fællesveje må anses som ulovlig.
Trods disse argumenter var Københavns Kommune
indstillet på, at gøre en forsøgsordning til en permanent løsning.
Intet svar fra Søren Pind
I Horsens
havde man etableret en ordning, med at butikker kunne låne penge til
forskønnelse af deres facader. I Nørrebro Handelsforening
mente man, at sådan en løsning også skulle kunne fungere i København.
Derfor skrev man til borgmester, Søren Pind.
Trods flere henvendelser hørte foreningen aldrig noget i denne sag
fra foreningen.
En ny hjemmeside
En ny hjemmeside på Nørrebro
var dukket på. Den hed www.2200.dk. De ønskede en støtte erklæring fra Nørrebro
Handelsforening. Den fik de:
- Nørrebro Handelsforening
forsøger at nedbryde fordomme på
Nørrebro, det samme gør 2200.dk. Derfor bruger vi ofte denne hjemmeside,
selv om vi har vores egen norrebro.dk - 2200.dk er ikke kommerciel
og varetager ikke specielle interesser, derfor støtter vi dem. De får
alle vore nyheder, og store dele af vores bog
”Nørrebro handelsforening gennem 110
år ligger på denne side, fordi vi mener, at en stor del af Nørrebro
– borgerne vil læse den, der på
siden. - 2200.dk binder en masse
foreninger og interessegrupper sammen, det er organet for
blandt andet græsrødder på Nørrebro. - Vi må
indrømme, at vi i begyndelsen troede, at de varetog en speciel gruppes
interesse. Vi blev offer for vores egen fordom. - 2200.dk skildrer det folkelige
miljø på Nørrebro, deres arrangementskalender er nok det mest alsidige,
der findes. - 2200.dk er oplysende om
alle kroge i bydelen. De giver et alsidigt billede af et Nørrebro,
hvor der sker mere, end det de andre medier bekymrer sig om.
Foreningen skulle fortælle om skolevalg
Og så mente nogle politikere i
Københavns Borgerrepræsentation,
at Nørrebro Handelsforening
skulle gå ud og anbefale at de danske børn skulle gå i danske folkeskoler.
Det somaliske problem
Nørrebro Handelsforening
fik en henvendelse fra en somalier, der påpegede, at der på Nørrebro
foregik en omfattende ulovlig handel med Khat.
Problemet omfattede madforgiftning, ulovlig restaurationsvirksomhed,
omgåelse af told – og skatteregler m.m.
Khat
havde været forbudt i 10 år. Ved at tygge planten
opnår man en form for beruselse. Den anonyme somalier melder om tuberkulose
– udbrud m.m. Han havde bl.a. henvendt sig til Levnedsmiddelstyrelse
m.m.
Hurtig fik foreningen organiseret et
møde med embedslægen, Nørrebro Nærpoliti
og Bellahøj Politi.
Der kom ny Kat
til Nørrebro tre gange om ugen. Helt op til 1,5 tom af gangen.
Der var også tale om sygedom, masser af sort arbejde og ulovlige spisesteder.
Man mente dog ikke, at Kat i sig selv var skyld i sygdomstilfælde.
Somalier havde ikke for vane, at gå til læge. HA’ er og autonome
brugte ofte somaliere.
I madklubberne fik man ofte tilbudt billige
får fra udlandet. Man mente ikke, at dette kød var kontrolleret af
en offentlig myndighed.
Hvis man fjernede Khat
fra Nørrebro, ja så ville tilstrømningen af somaliere også
mindskes.
Fra politiets side fik Nørrebro Handelsforening
at vide, at man ikke havde ubegrænsede midler til rådighed for at
gå i gang med en aktion. Den somalier, der henvendte sig til foreningen,
ønskede at alt Khat skulle forsvinde fra Nørrebro.
Resultatet af mødet blev, at hvis alle myndigheder skulle involveres,
ville det tage lang tid.
Herefter trak Nørrebro Handelsforening
sig ud af sagen. Man havde opnået at få myndighederne til at se på
sagen. Det havde den omtalte somalier forgæves selv forsøgt at få
myndighederne til at se på.
På
havnerundfart
Via SSH arrangerede man i juni 2002 en
kanalrundfart med overborgmester Jens Kramer Mikkelsen.
Men overborgmesteren svigtede atter engang. Han sendte i stedet havnemesteren,
men det blev turen nu ikke ringere af. Gennem tiden har havnen ændret
sig fra en traditionel havn til et international havnemiljø med luksuslinere.
Der blev også til et kig på de historiske bygninger ved havnekanten.
Fremtidens Nørrebro
I juni måned deltog handelsforeningen
i en workshop omkring fremtidens Nørrebro.
Oplægget var lød sådan:
- 12 kvadratkilometer
– 100 nationaliteter –
73.000 mennesker. Mon ikke vi selv har et ord at sku’ ha sagt?
Musikerforbund ville have penge
Dansk Musikerforbund
havde inviteret til et møde, der gik ud på at skaffe penge til et
kæmpe arrangement. Det skulle sætte Nørrebro
på verdenskortet. Budgettet var på hele 260.000 kr.
Stengade
– drøm eller mareridt
Stengade
– en drøm eller et mareridt. Ja sådan lød et debatindlæg
som Nørrebro Handelsforening
havde skrevet til Nørrebro Avis.
Heri blev det fastslået at busslusen var til irritation for mange beboere
og erhvervsdrivende. Bilisterne måtte køre store omveje. Det gav en
større belastning for miljøet.
Fra kommunens side begyndte man at adfærds
– regulere trafikken. Man kunne ikke forstå, at erhvervslivets biler
måtte køre omveje for at komme til bestemmelsesstedet. Trafikken søgte
mod Jagtvejen, er i forvejen var belastet.
Bydelsrådets
næstformand, Kim Bentzen opfordrede Handelsforeningens
medlemmer til at gøre formanden, Johnny Beyer
opmærksom på, at denne sag var en rigtig dårlig tjener for foreningens
medlemmer. Foreningens medlemmer var bedst tjent med busser,
fodgængere og cykler
I Bydelsrådet
mente man også, at Handelsforeningen
ikke var kommet med et eneste solidt argument til afskaffelse af
busslusen. Og så fortalte Bydelsrådet
at trafiktællinger havde vist, at trafikken ikke var steget alternative
steder.
Handelsforeningens
argumenter med at busslusen var hæmmende for virksomhedernes arbejde,
prellede fuldstændig af på Bydelsrådet.
I Handelsforeningen
spurgte man om, hvor de 13.000 biler, der normalt kørte gennem Stengade
pr. døgn så var forsvundet hen. Det fik man aldrig noget svar på.
Kilde:
Diverse mødereferater og avisudklip
Hvis du vil vide mere:
- På www.norrebro.dk Se under arkiv
- På www.dengang.dk. Se under gruppen: Fra Urtekræmmer til Shawarmabar
Nørrebro, den 18. maj 1993 (under
Nørrebro)
Nørrebros detailhandel i 1960 og 1970 (under Nørrebro)- År 1900 på Nørrebro
(under Nørrebro)
Slagtermesteren fra Runddelen (under Nørrebro)
Artikelserien om Nørrebro Handelsforenings
nyere historie fortsættes