Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Arbejderkamp på Nørrebro

April 25, 2011

Mange kampe er foregået på 
Nørrebro. En af de blodigste foregik den 5. maj 1872. Militæret sad
parat med skarpladte våben. Flåden var alarmeret. Arbejderne blev
hugget ned med stave, knipler og sabler. Grundloven var sat ud af kraft.
Politimester Crone havde sat sig et mål. Socialismen skulle bekæmpes
med alle midler. Og han fik opbakning af justitsminister Krieger. Hvad
og hvorfor skete det. 
 

En travl dag for politiinspektøren

Politiinspektør Clausen
havde usædvanligt travlt den 5. maj 1872. Ifølge Etatsrådens
ordre skulle han med sit mandskab forhindre afholdelse af en Folkeforsamling
på Nørrefælled.
Til at hjælpe sig havde han fået udkommanderet
politiinspektør Petersen.

Etatsråd 
og politimester Crone havde forbudt afholdelse af mødet.  

Husarer kom til hjælp

Politiet fik desuden god hjælp af en
eskadron husarer under Ritmester Nørgaard.
Ved 15 – tiden overtog Oberst Castenskjold
dog kommandoen. Det gjorde han også over en eskadron, som hørte under
Husarregimentets Excercerskole

fra Jægersborg Disse blev ind til oberstens kommando ledet af
Ritmester Moltke.
 

Clausens
styrke havde samlet sig i skolebygningen på hjørnet af Fælledvej
og Sankt Hans Torv.  

Myndighederne i stilling

Allerede klokken 14.30 havde en større
menneskemængde taget opstilling på Blegdamsvejen.
Derfor blev politiassistent Thorsen
med sin deling beordret til at indtage deres stilling på Nørrefælled.
Han skulle her forhindre at folk samledes. Samtidig skulle han sørge
for at færdslen på Blegdamsvejen
ikke blev forhindret af pøbelen.  

Det var i begyndelsen ikke noget problem
med at udføre ordren. Mere og mere pøbel
ankom. Så det kneb for politistyrken at holde orden. Men i begyndelsen
hjalp det dog, at Ritmester Nørgaard
kom med sine husarer. Men med ham kom en masse nysgerrige.

Ritmesteren
fik derfor ordre til at gå i stilling i Myginds Gård
i Nørreallé. Eskadronen fra Jægersborg
havde taget stilling på Tagensvej.
Efter ordre kunne de hurtig rykke frem mod Fælleden.  

Politiassistent Rantzau
blev bedt om, at tage stilling på Nørreallé.
Her samledes også et stort antal mennesker. Rantzau
skulle forhindre, at de gik ind på Fælleden.

Men det lykkedes ikke at holde folkemængden
tilbage. Derfor blev husarerne kommanderet til at storme Fælleden.
Man forsøgte at trænge pøblen
tilbage til Østeralle. 

Omtrent klokken 16 beordredes politiassistent
Thorsen
til med første deling at tage stilling på Fælleden,
omtrent ud for midten af Blegdamsvejen. 

Problemer ved Trianglen

Ved Trianglen
blev tilstrømningen større og større. Politiinspektør Petersen
afgik til politiassistent Thygesens
stilling, ligesom en afdeling husarer afgik til Trianglen.
Herfra tiltvang sig flere og flere adgang til Fælleden.
Og der blev observeret stenkast mod husarerne.

Clausen
måtte nu bede oberst Castenskjold
at sende en afdeling husarer mod Trianglen.
Husarene forsøgte at sprede menneskemængden.

En større politistyrke blev kommanderet
frem til Trianglen.  

Clausens
plan var allerede ved Trianglen
at splitte forsamlingen. Han ønskede ikke, at forsamlingen skulle gå
gennem Østerport og videre mod Amalienborg.

Nu havde ordensmagtet mistet tålmodigheden.
Fælleden s
kulle tømmes. Med løftet sabel gik husarerne i aktion.

Hele Østerallé og Blegdamsvejen
mod Trianglen var nu sort af mennesker. Pøbelen,
som politiet kaldte dem hujede og skreg, og der blev kastet masser af
sten mod husarerne. Trods flere anmodninger om at gå hjem, blev husarerne
og betjentene hånet.  

En større politi – og husarstyrke
tog nu opstilling på Trianglen
for at forhindre pøbelen en adgang til Østerbro.
Men det lykkedes dem, at finde vej til Strandvejen.
De sang og alt så fedelig ud. Men da husarerne og politiet igen viste
sig, var det optakt til ballade.  

Pøbelen blev jagtet

De 70 betjente var op mod en tusindtallig
forsamling. Dertil kom et støre antal husarer. Staverne blev
ny trukket og sammen med husarerne blev pøbelen nu jagtet ned af
Blegdamsvej.
Bag om kirken blev pøbelen
jagtet ned til Sankt Hans Torv.  

Klokken 18.30 kunne husarerne afmarchere.
Men herunder skete der også angreb fra pøbelen.
Med den brug af magt, der blev anvendt er det overraskende, at det ikke
kostede menneskeliv.  

Mange blev såret

Året efter fremkom justitsministeriets
rapport om episoden. Det viste sig, at der til aktionen havde været
2 politiinspektører, 4 politiassistenter, 28 overbetjente og 107 almindelige
betjente.

I rapporten blev det nævnt, at det var
en tusindskare frakkeklædte personer, der havde trodset forbuddet.

74 husarer var blevet ramt af 143 stenkast.
Fire husarer måtte omgående have lægehjælp, en var i livsfare. 23
betjente var blevet ramt.  Af stenkast eller på anden måde lidt
overlast.

Arbejderne påstod dog at de også 
kastede med hestepærer og snustobak mod hestene. Rapporten nævnede
ikke noget om, hvor mange arbejdere, der var kommet til skade.  

Kampen fortsatte

Efter at forsamlingen havde forladt
Fælleden
drog de ind mod byen, hvor de ødelagde gadelygter og
vinduer. . Desuden kastede de med sten mod sporvogne, drosker og ind
i huse.

På Gammeltorv
samledes en større mængde. Men man gjorde ikke nogen forsøg på at
befri de indsatte ledere, som de ellers havde truet med i dagens løb.  

Hvor stor tabet havde været hos arbejderne
blev ikke nævnt i rapporten.

Men hvordan kunne de komme så vidt?  

Tænk
– hvis arbejderne tog magten

Borgerne var bekymrede. Tænk hvis det
samme skete i København som i Paris.
Gennem 72 dage tilraner småborgere og væbnede arbejdere sig magten,
indtil militæret fik sat en stopper for det.  

Socialisten
– et aggressivt talerør 

I foråret 1871 udkom et lille hefte
Socialisten.
Dette hefte er med til at starte arbejderbevægelsens
kamp for politisk indflydelse og faglig organisering. De mennesker,
der startede dette hefte var natten inden Slaget på
Fælleden
blevet anholdt.

Og dette slag kunne have udviklet sig
langt alvorligere. Arbejderne skulle
knækkes. På Kastellet lå mere militær parat, og i havnen
lå flåden klar.  

Efter blot få måneder havde bladet,
der blev skrevet på Nørrebro,
3.000 abonnenter. Arbejderne
havde fået et talerør – et aggressivt af slagsen.  

Arbejderne var misunderlige medborgere

Der var anmeldt mere vold ind der stod
i den politirapport som inspektør Clausen
havde sendt til sin chef politimester Crone.
Sang var blevet erstattet af råb og skrig, da husarerne slog løs.
Rå vold, kamp og panik opstod.  

Denne Crone
var tidligere byfoged i Helsingør.
Han havde stort overblik, beslutsomhed og handlekraft. Han betragtede
den socialistiske bevægelse som et sammenrend af misunderlige medborgere,
anarkister og forbrydere. Fra omkring 1871 til sin afgang i 1887 betragtede
han kampen mod socialismen som sin vigtigste tjenestelige opgave.

Han mente, at meningen med forfatningen
og de nye tolerante regler med Grundloven,
ja så skulle bøtten ikke bare vendes.  

Bogtrykkere blev truet

Crone
vidste udmærket godt, at med de nye censur – regler, kunne man ikke
bare forbyde socialisternes nye talerør.

Ja så tog politimesteren i stedet
en snak med diverse bogtrykkere og lagde pres på dem. Til sidst
henlægges bladet så til en bogtrykker i Malmø,
ind til dette også bliver forpurret. Derefter bliver det trykt på
en håndpresse inde ved Vandkunsten.
Sidste udgave af bladet bliver trykt i Hamborg
langt fra politimester Crones
lange arm.  

En masse forandringer var sket. Man havde
fået jernbane og dampskibe. Politiske partier blev grundlagt. Men skellet
mellem rig og fattig var blevet større. Demokratiet i Danmark
var forholdsvis nyt. Det var de socialistiske ideer også.  

Et møde mod undertrykkelse

Mødet på Fælleden
skulle vise sammenhold og solidaritet med de københavnske murere, som
stillede krav om nedsat arbejdstid.  

Fattigdommen var enorm. Flere begik selvmord.
De kunne ikke udholde håbløsheden. De elendige boligforhold øgede
børnedødeligheden. Mange var flyttet ind fra landet og havde håbet
på en god tilværelse i storbyen.

Man boede 8 – 10 mennesker i en
et – eller to – værelses lejlighed. I gården stank det
af døde dyr, afføring, urin og affald. 

Kun 14 pct. havde stemmeret

200.000 mennesker boede der i København
i 1871. Arbejdstiden var mellem 10 og 12 timer hver dag, seks dage om
ugen. Børnene måtte også arbejde ved siden af, at de skulle i skole.
Og der var ikke sundhedsmyndigheder, der tjekkede arbejdsmiljøet på
fabrikkerne. Og dem, der fik fattighjælp blev umyndiggjort. De mistede
retten over deres ejendele og mændene mistede deres stemmeret.  

Ja i 1871 skulle man være mand og over
30 år for at få valgret. Men de 5 F’ere kunne ikke få stemmeret
og det var  

  • Fruentimmer, Folkehold(tjenestefolk),
    Fjolser, Forbrydere og fattige (dem, der havde fået og fik fattighjælp,
    og ikke havde betalt tilbage.)

 

Det betød faktisk at kun 14 pct. af
den danske befolkning havde stemmeret.

Ja egentlig var kravene til valgret mere
komplicerede. Derfor opgav mange arbejdere. Egentlig var demokratiet
indført med Grundloven i 1848.  

Politimesteren havde ansat stikkere

Og politiet var meget på stikkerne,
da Socialistiske blade udkom. Hvem stod bag. Godt nok stod der,
at det var en arbejder. Men det var tydeligt, at vedkommende, der stod
bag, var veluddannet.

Man var bange for at de parisiske tilstande
ville komme til København.
Oprøret i Paris havde stået på i to måneder og kostet 30.000
voksne og børn livet.  

I det omtalte blad opfordrede forfatteren
arbejderne til at organisere sig i fagforeninger. Bladet krævede desuden
en række forordninger, der skulle sikre mod elendige arbejds – og
leveforhold.  

Pios elev var en hvis Alberti

Efterhånden kom det frem, at manden
bag Socialistiske Blade var Louis Pio,
reserveofficer og ansat i Postvæsnet.
Man kunne ikke kalde ham arbejder i almindelig forstand, men han var
meget optaget af de socialistiske ideer.

Pio
var også på et tidspunkt timelærer på Borgerdydskolen
i fysik og matematik. En af hans elever var selveste P. A.
Alberti.
 

Bekymret over den socilistiske ideologi

Sammen med Poul Gerleff
og Harald Brix havde han oprettet en dansk afdeling for den socialistiske
arbejderforening Internationale.
I løbet af kort tid havde foreningen fået 9.500 medlemmer.

Samtidig opstod der en strejkebølge
i København. Og hvad var mere nærliggende at give skylden til
Pio
og Internationale. De borgerlige aviser kastede sig over
Pio.
 

Politimester Crone
var dyb bekymret over den socialistiske ideologi. Han indrapporterede
løbende til Justitsministeriet.
Han beklagede Internationales
påvirkning af befolkningen. Gennem stikkere og spioner holdt politimesteren
sig orienteret. Der foregik næppe et arbejdermøde uden en stikker.
Crone
vidste alt.  

En enkeltbillet til Brasilien

Crone
betaler sågar en sporvognskonduktør til at forsøge at drage Pios
hæderlighed i tvivl. Men mistanken rettes nu mod denne sporvognskonduktør
Jacobsen.
Efter at have været Crones hoved
– stikker
gennem fire måneder, følte han jorden brænde under
sig. Crone svarer igen ved at give Jacobsen, hans kone og
syv børn,
ni enkeltbiletter til Brasilien.

En af de andre stikkere, Korn
blev senere chef for Station 4
og avancerer til 3. politiinspektør og chef for sædelighedspolitiet.
Han roder sig dog ud i noget større underslæb og skyder sig selv på
domhuset
i 1895.  

Grundloven tilsidesættes

Murerne ville ikke mere finde sig i at
arbejde fra kl. 6 til 19, seks dage om ugen. Den 3. april 1872 indledte
de en strejke for at få forbedret deres situation. Ja, det var
hele 1.200 murere og 800 arbejdsmænd der var i strejke. Maalet er
fyldt
sagde Pio. Og det var baggrunden for mødet på
Fælleden
den 5. maj 1872.  

  • Naar vore Modstandere paa
    Søndag ser halvtreds Tusinde frie og enige Arbejdere i
    én Falanks på Nørrefælled, vil de dog maaske endnu komme til
    besindelse,
    sådan udtrykte købmand Anton Mundberg, kredsformand
    i København det optimistisk.

 

Crone
gik nærmest i panik. Med plakater på større virksomheder og overalt
i byen bekendtgjorde han forbuddet mod mødet. Men havde han lovhjemmel
til dette?

Mundberg
gik ind for at rette sig efter politimesterens, mens Pio
henviste til Grundloven.  

Crone
gik omgående til justitsministeren. Han ville have mødet forbudt og
lederne fængslet. De følgende dage skete der en hektisk aktivitet
mellem diverse ministre og politimesteren. Ville et forbud stride mod
Grundloven?
Havde lederne udført en ulovlig handling? Justitsminister
Krieger
var enig med Crone
i at arrestere de tre ledere og forbyde mødet.  

Lederne blev fængslet

Den 4. maj forbød myndighederne både
mødet og Internationales fremtidige udendørsmøder. Pio
var rasende. Han mente helt bestemt, at det var et angreb mod grundloven.
Han opfordrede til at bryde loven. Men ved et møde sad spionen Kron
og hørte på ledernes udtalelser. Det betød, at de alle tre blev arresteret.
De blev ført til arresthuset  på Nytorv .
Først i foråret 1873 faldt dommen over de tre.  

Sten, køller og brædder

Løbesedler med oplysninger om arrestationen 
blev uddelt. Arbejderne var rasende. De var bestemt ikke ubevæbnet,
da de mødte op på Fælleden.
Foruden sten, medbragte de køller og brædder. Og slaget, der varede
i tre timer var som tidligere omtalt særdeles blodigt.

Konsekvenserne var vidtrækkende.  

Internationale
blev forbudt. Myndighederne ønskede at svække organiseringen af arbejderne.
Men en ny arbejderforening blev dannet. Fagforeninger blev dannet. Arbejderne
lærte at fremføre argumenter, lytte, tage stilling og afgive deres
stemme.  

Hårde fængselsstraffe

Myndighederne havde ellers forsøgt at
knække bevægelsen ved at tildele Pio, Gerleff og Brix
hårde fængselsstraffe. Formanden blev dømt til fem års forbedringshus.
Sekretæren og kassereren idømtes tre år hver.

Årene i fængslet tog hårdt på dem.
For ikke at de skulle dø som martyrer valgte myndighederne at benåde
dem i 1875.  

Det var i forbindelse med Christian
den Niendes
fødselsdag. Pio
besøgte Karl Marx og fortsatte sine ætsende og velformulerende
angreb mod rigets borgerlige magthavere og myndigheder.

Men der var kommet nye leder i arbejderbevægelsen.
Pio
havde svært ved at finde sin plads. Han satte sig i gæld og
frygtede for sit helbred. I januar 1877 indkasserede indkasserede han
endnu en helbredsnedbrydende fængselsdom. Denne gang på seks år og
fem måneders forbedringshus.  

Udvisning

Myndighederne gav 10.000 kr. til Pio
og Gerleff mod at de aldrig mere skulle vise sig i Danmark.
Den 23. marts 1877 tog de med damperen til USA.
Dette blev af arbejderne betragtet som forræderi. Myndighederne havde
opnået det, de ville.

Og Brix,
ja han blev fængslet endnu en gang.

Situationen i arbejderbevægelsen var
kritisk. Adskillige fagforeninger var i opløsning. En reorganisering
var nødvendig.  

I folketinget i 1884

I 1878 delte bevægelsen sig i en fagbevægelse
og et politisk parti – Socialdemokratisk Forbund.
I 1884 lykkedes det at få de første medlemmer i Folketinget.
I 1924 fik man den første socialdemokratiske statsminister Thorvald
Stauning.
 

I 1872 sad en handskemager fra Randers
og indkaldt som soldat parat på Kastellet
med skarpladt våben. Han var parat til at blive kommanderet i kamp
og skyde på arbejderne. Han var så rystet over begivenhederne, at
han senere meldte sig ind i Den Internationale Arbejderforening.
I 1882 overtog denne Peter Christian Knudsen
formandsposten i Socialdemokratiet.  

Stor uenighed

Mellem 1887 og 1889 førtes der i
Socialdemokratiet
en debat om man skulle arbejde hen i mod demokratiske
og sociale reformer eller om der skulle bygges på et revolutionært
grundlag. Det blev den reformvenlige fløj, der vandt. De revolutionære
blev ekskluderet af partiet.  

Fængselsophold havde sat sine spor

Brix
døde kun 40 år gammel, et halvt år efter sin løsladelse. Fængselsopholdet
og uretfærdigheden havde sat sine spor. Af frygt for optøjer lod
politimester Crone
fjerne kisten med hans lig fra bopælen i
Gothersgade.
Dette afstedkom et protestmøde med 1.500 deltagere
i arbejdernes forsamlingshus i Rømersgade
og efterfølgende slagsmål mellem socialister og ordensmagten.  

Første Maj
– i dag

Går man en tur i Fælledparken
i dag, er det ikke meget arbejderkamp idet. Jo hvis vi bevæger os om
til de rigtige røde – måske. Det gjorde min kone og mig, da vi kom
til København for 14 – 15 år siden. Der var stil over det,
når Peter Abrahamsen og Benny Holst
sang arbejdersange.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro
  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Alberti på
    Nørrebro
  • Arbejdere og Industri på
    Nørrebro 2
  • Arbejderne på
    Nørrebro
  • Begravelse på
    Assitents Kirkegaard 1887
  • Byggespekulation på
    Nørrebro
  • Industri og arbejdere på
    Nørrebro
  • Kampen på
    Fælleden
  • Louis Pio på
    Nørrebro
  • Moral, etik, horeunger
    og fattighjælp
  • Stauning på
    Nørrebro
  • Historien om Første maj
    (under København)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro