Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

At bo på Nørrebro

April 25, 2011

Det var ikke let at bo i en et
– værelses med børn. Man havde intet privatliv. Væggene var
tynde. Brændevinen var en trøst. Vedligeholdelse var ikke eksisterende.
Boligspekulanter havde frie tøjler. Boligforholdene afslørede klasseforskelle.
 

De fattige på 
Nørrebro

Dengang var forskellen på faglærte
og ikke – faglærtes løn mellem 35 og 50 pct. i 1914 var dette
indsnævret til ca. 25 pct. Kosten steg hos de lavtlønnede arbejdere.
Det var dem, som skulle finde sig i til tider næsten umenneskelige
boligforhold på Nørrebro.

Dertil kom, at arbejdsløsheden i slutningen
af 1870erne og i midten af 1880erne anslået har været mindst 15 pct.
Omkring 1910 var den stadig på 10 pct. men tallene er sikkert
væsentlig højere, for de nævnte tal omfatter kun dem, der var i en
fagforening.  

Boligforholdene afslørede klasseskel

Frygten for at miste sit arbejde og frygten
for at miste det på grund af sygdom var stor. Klasseforskellen
var meget stor. Boligforholdene afspejlede den forskel.  

Boligspekulanter
fik frie tøjler

Udnyttelsesgraden på de begrænsede
grunde var stor. Husene blev højere. Der opstod et system af side -,
mellem – og bagbygninger, der ikke havde direkte adgang til gaden.
Og gårdspladsen var minimal. Og i København
boede en fjerdedel af den københavnske befolkning i sådanne huse.
Mange af disse befandt sig på Nørrebro.  

Man forsømte at gøre København
smukt og sundt. Boligspekulanterne fik frie tøjler. Man forsømte at
give de mindre bemidlede blot en lille smule bekvemmelighed og hygge.
Man byggede dystert i en knugende ensformighed. Det var bygningerne
som bestod i lang tid fremover. Og den næste katastrofe for Nørrebro
indtraf under den såkaldte bulldozersanering.

Det var dog et håb for dem, der kom
til at bo i baghuse i Korsgade, Gartnergade,
Åboulevarden
og Blågårdsagade.
Her vente de sparsomme vinduer da trods alt ud til rester af gamle haver
og oplagspladser.  

Sammenstuvning

Lejlighederne var små. Et – og
toværelses lejligheder var den dominerende for arbejderne. I en fjerdedel
af disse lejligheder boede mere end fem personer. Og i mange af disse
havde man sågar logerende, der skulle hjælp til med økonomien.  

Sammenstuvning af arbejderne foregik
hovedsagelig på den forreste del af Nørrebro.
Ja sådan kaldte man del del af Nørrebro
dengang.

Mange havde næsten intet bohave. De
lå direkte på det bare gulv eller oven på nogle pjalter.  

Nogle steder var loftshøjden 1.80 – 
2.00 meter, og der var kun 3 kvadratmeter tik hver. Følgen var sygdom
både hos børn og voksne. Barnedødeligheden var enorm.

Lysforholdene var dårlige, husene var
fugtige, og mange af lejlighederne blev betragtet som meget usunde.  

Sundhedsvedtægt blev ikke overholdt

Ja man kan undre sig, for i Sundhedsvedtægt
for Kjøbenhavn
af 15. juni 1886 kunne myndighederne skride ind
over for ejere af ejendomme med usunde eller overbefolkede lejligheder.
Men der er ikke mange eksempler på, at denne forordning blev udfoldet.

I samme vedtægt, taler man om 10 m2
pr. person i lejligheden. Men det blev langt fra overholdt.  

Men spekulanterne var glade. De kunne
fortsætte deres spekulationsbyggeri. De tjente formuer på den prisstigning,
der fulgte, da demarkationslinien blev afskaffet. Og byggeloven tog
først og fremmest hensyn til de fornemmes og riges interesser.  

Et værelses  med børn

En toværelses lejlighed kostede i gennemsnit
186 kr. (fra 150 – 250 kr.) om året. En arbejdsmand tjente omkring
450 kr. Tusinder af arbejderkoner tog arbejde med hjem fra store konfektionsfirmaer. 
Så sad de arbejde seks timer hver dag.  

I 1880erne udgjorde antallet af et –
værelseslejligheder over 20 pct. på Nørrebro.
Omkring århundrede skiftet var antallet faldet til ca. 10 pct.

Men statistik er noget man altid kan
dreje. Omkring en sjettedel af arbejderægtepar boede stadig i 1895
i ét – værelseslejligheder ofte med et eller flere små
børn.  

Et andet bemærkelsesværdig tal er,
at en fjerdedel af boligarealet i 1885 var lejligheder i baghuse, mellemhuse
på lofter og i kældre.  

Alle fulgte med i privatlivet

Lejlighederne bestod af to rum uden køkken,
men med en kakkelovn eller petroleumsovn som kogested, når der skulle
laves mad.

Man købte hos bageren mad fra den forrige
dag. Det var billigere.  

Privatliv var noget man drømte om. Man
havde det i hvert fald ikke for sig selv. Gennem de tynde vægge hørtes
skænderier og barnegråd. Og masser af drukkenbolte gjorde deres besyv
med.

I brændevinen søgte de trøst for det
liv, som var spildt.  

Vedligeholdelse eksisterede ikke

Bygningerne var hurtig opførte. Som
regel var de bygget af beskidte gule sten. Andre steder brugte man røde
mursten. De var medtaget af vejr og vind.

Andre blev pudset over med grå 
cement. Ja der er mange eksempler på, at vægge og tage skvattede sammen
under stormvejr.

Der var kun 6 – 7 alen til nabobygningen.
Man kunne knap nok åbne vinduet.  

Vedligeholdelsen eksisterede ikke. Den
grønne farve på vinduer og døre var skallet af. Kittet under
vinduerne var for længst forsvundet. Det var ikke rart, når blæsten
satte ind.

Plankeværkene mellem de snævre gårde
og lokummerne var faldefærdige.  

Natpotten var en nødvendighed

Natpotten var nødvendig. Hvem gad at
gå ned fra tredje sal til den mørke gårds retirader. Nu var
det ikke altid, at alle var lige flittige til at tømme toiletspanden
i lejligheden. Så en værre stank bredte sig ofte i bygningerne.
Retirader, pissoir og skarnbøtteopsamlinger
lå direkte op til vinduerne.

 Særlig om sommeren kunne det være
ulideligt.

Og wc’ er i lejligheden var en stor luksus.
Således var det i Storkøbenhavns
ca. 150.000 lejligheder omkring år 1900 kun 2.000 wc’er.  

Flere rum blev taget i anvendelse

Bolignød betød, at endnu flere rum
blev taget i anvendelse. Og det betød en yderligere forværring af
de hygiejniske og sociale problemer. Byen havde for lidt plads og tilstrømningen
var enorm.

Kigger vi lidt på tallene, så forsvandt
cirka 22 pct. af befolkningen fra de mest fattige og trange gader på
Nørrebro
i tidsrummet 1901 til 1911.  

Hvor var funktionærerne?

Hvis nu vi kigger på befolkningssammenhængen
så ser vi atter, at det er de fattigste, der har klumpet sig sammen
den forreste del af Nørrebro.
I en dobbeltejendom på Stengade
var der 85 et – og to værelses lejligheder. Her boede i alt 177 voksne
personer. Antallet af børn er ikke medtaget. Her boede: 

  • 32 rengøringskoner
  • 12 syersker, strygersker
  • 18  kvindelige fabriksarbejdere
  • 8 bladbude, enker o.l
  • 8 alderdomsunderstøttede
  • 48 arbejdsmænd
  • 9 fabriksarbejdere
  • 37 faglærte arbejdere
  • 2 funktionærer
  • 3 pensionister

 

Bemærkelsesværdig er det, at der er
så få med en forholdsvis god løn, funktionærer.  

Arbejdernes Byggeforening

Arbejdernes Byggeforening
gjorde sit til at bygge sunde boliger til arbejderne. Men nogen gange
slog det fejl. Byggeriet blev så dyrt, at arbejderne ikke havde råd
til at bo der. Men folkene bag disse byggeforeninger gjorde meget ud
af, at påpege det sundhedsfarlige ved at bo så tæt sammen, som det
var tilfældet på Nørrebro.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Arbejdere og Industri på
    Nørrebro 2
  • Arbejderne på
    Nørrebro
  • Blågårdskvarteret gennem
    400 år
  • Blågårdsgade dengang
  • Dagligliv på
    Nørrebro – dengang
  • Den stinkende kloak på
    Nørrebro
  • Industri og arbejdere på
    Nørrebro
  • Latriner og kloaker på
    Nørrebro
  • Barn på
    Nørrebro
  • Byggespekulation på
    Nørrebro

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro