Der var mange sprog i Sønderjylland.
Plattysk, Højtysk, Dansk, Frisisk, Flensborg Petuh, Tønder
– Plat og mange flere lokale dialekter. Alene frisiske dialekter
var der 5 – 6 stykker af. Og indbyrdes kunne friserne ikke forstå 
hinanden. Og der også forskel på
det sønderjyske. Sproget blev gjort genstand for den nationale krig.
I Stænderforsamlingen måtte man ikke tale dansk. I Aabenraa var der
dansk gudstjeneste med tysk salmesang. Og så
er Mojn blevet moderne.  

Ikke herfra

Når jeg er ude at holde foredrag i København
indleder jeg altid med. 

• Som I sikkert kan høre
  er jeg ikke herfra, men fra Sønderjylland.

 

Og det er jeg stolt af. Som jeg hvis
nok har skrevet i to tidligere artikler om sproget i Sønderjylland
bruger jeg en hver lejlighed til at snak
æ sproch.  

Mojn
– er moderne

Københavnerne bruger Mojn
som en moderne hilsen. Det var Anders Lund Madsen,
der startede denne hilsen. Ordet bruges også af en lokalavis i Flensborg,
og af en stor lokal radiostation i Sønderjylland.  

Man er lidt uenig om stavemoden, og hvor
ordet egentlig stammer fra. Os sønderjyder har lært, at Mojn
kan bruges hele dagen. Vi behøver ikke at sige God Morgen
eller God Aften. Og i København
bruger vi ordet for at markere vores tilhørsforhold.  

Til et cykelløbet hilste en af vore
stjerne – ryttere fra Midtjylland
et tv – hold med en hilsen, Mojn.
Ordet bliver normalt ikke brugt i Midtjylland.
Men takket være medierne er ordet på mode. På den anden side set,
så har vi sønderjyder ikke mere eneret på ordet.  

På Tønder Kommuneskole
måtte vi af nogle lærere ikke snakke sønderjysk. Det var jo nærliggende,
at vi i matematiktimen svarede på sønderjysk.

Og det var også et problem, da
jeg engang havde en jugoslavisk veninde med til fest i æ Synnejysk
Ambassade her i København.

Under banko – spillet blev tallene
råbt op på sønderjysk af Asger Reher.
Det måtte jeg oversætte til rigsdansk.  

Skulle tale tysk

Men kigger man historisk på det,
så er sprog – historien i Sønderjylland
ikke helt så enkelt. Man har dog sågar brugt sproget som national
– krig. I min læretid i Tønder
førte denne sprog – krig
næsten til en annullering af min lærlinge – kontrakt. Jeg fik at
vide, at jeg skulle tiltale alle medlemmer af det tyske mindretal på
tysk.  

Jeg havde og har ikke noget imod det
tyske mindretal, men vi lever i Danmark,
og hvis de er fra Tønder må de enten tale dansk eller synnejysk
til mig. Noget andet var, hvis Kunden var fra Tyskland,
og kun kunne tale tysk. Denne udlægning fandt ikke så meget genklang
hos min ene chef.  

Mange sprog i Sønderjylland

Dengang inden 1864 var Sønderjylland
både Nord – og Sydslesvig.
Både prøjserne og danskerne
brugte sproget i den nationale krig.  

Der er faktisk mange sprog i Sønderjylland.
Ja det er mindst fire hovedsprog. Og inden for disse er der igen store
nuancer.

Mindst betydning har hollandsk.
Der var nogle kolonister i Frederiksstad
og på Nordstrand. Og ved den danske vestkyst er hollandske gloser
gledet ind.  

Frisisk

Frisisk
har fra gammel tid haft hjemme i den sydlige del af Vestslesvig
helt op til Vidåens munding. Det har også haft betydning på
øerne. Ja selv i Tønder har det dengang haft en hvis betydning.
Men sproget blev efterhånden trængt tilbage. Da havet 1634 oversvømmede
Nordstrand markerede det en tilbagegang for sproget.

I dag tales det kun i 12 – 14
sogne på fastlandet syd for grænsen samt på øerne Før,
Sild, Amrum og andre Halliger. Det er i dag cirka 18.000
mennesker, der taler sproget.  

Kan ikke forstå 
hinanden

Og der er forkert at tale om et sprog.
For der er stor forskel på Fastlandsfrisisk
og Øfrisisk. Der findes nogen, der ikke vil anerkende det sidstnævnte
som frisisk. Og inden for denne kategori er der også forskel. En
sildring og en amring forstår næppe hinanden. De må tale tysk
sammen. Især Sild – målet
har forandret sig meget, men mange af de gamle ord er bevaret.  

Hvornår friserne er indvandret er man
stadig uenige om. I Valdemarstiden
har de bosat sig på det områd, som de senere har haft.  

Egentlig findes der fem fastlandsdialekter
og tre ø – dialekter. Der er så stor forskel på disse frisiske
dialekter, at det giver store forståelsesproblemer, som vi har nævnt.
Det forstår man også, når ordet bord hedder dette på forskellige
frisiske dialekter:  

• Staal, Boosel, Teffel,
  Skiuw og Schleew.

 

Det tyske sprog bredte sig

Tysk er det mest udbredte sprog i
Nord – og Sydslesvig. Men her er der også forskelle.

Det plattyske (nordtyske)
var fra gammel tid folkesproget i de sydlige grænseegne.

Siden Holsten
i 1260 fik panteret over landet syd for Danevirke
og Slien, trængte holstenske
herremænd ind, og bosatte sig med deres tjenere nord for Ejderen.
Allerede før 1700 var Ejderstedt
og landet syd for Danevirke
tysk.  

Fehmeren
var allerede fortyske i middelalderen. I løbet af det 18. århundrede
bredte tyskheden sig til Angel
og den sydligste del af af Midt
– og Vestslesvig.  

Plattysk

Flensborg by
havde fået en plattysk folkesprog. Dette blev efterhånden fortrængt
af det højtyske.

Ja man skulle ikke tro det, men Plattysk
og dansk ligner hinanden. Begge sprog har en langt enklere bøjning
end det tyske rigssprog.  

• En kat hedder kat
• En teglsten hedder pannsteen
• Tid hedder tied.

 

Men plattysk
har lige som højtysk udsagnsordet sidst i bisætninger.  

Plattysk
blev brugt i hele Nordtyskland
som kirkesprog. Allerede i 1603 blev det i Hamborg
fortrængt af tysk. Man havde også problemer med offentlige papirer
og oversættelser i Tønder –
noget var på højtysk og noget på plattysk. Og det blev ikke altid
lige godt oversat.  

Højtysk

Højtysk
var ikke et folkesprog dengang i Sønderjylland.
Det var sproget for embedsmænd. Det fik stor udbredelse som dannelsens
sprog. Christian den tredje brugte højtysk
i hoffet. Det blev også kirkesprog i Syd
– og Mellemslesvig og i mange Nordslesvigske
købstæder.

 

Sammenblanding af sprog

Efterhånden opstod der forskellige steder
en mærkelig sammenblanding af dansk og tysk. Det skete også i Tønder,
hvor der opstod en hel speciel dialekt, man kaldte Tynne
– plat. Det var en dialekt, som min far kunne mestre. Han talte
også plattysk.  

• Nein uha, der Kaffee ist
  ja gans grumsig
• Hatte ich nicht gehabt
  den Stock, so hatte ich gefallen
• Wir haben gutes Wetter
  und flütten in
• Das will ich best glauben

 

Flensborg Peluh

I Flensborg
opstod det nu uddøende Flensborg Petuh.
Det er en blanding af tysk, plattysk, dansk og sønderjysk.
Navnet på sproget stammer fra de partoukort
man købte for at sejle med damperne på Flensborg Fjord
om sommeren.

Disse lagde til både på nord – 
og sydsiden af fjorden. Passagerne kunne uden pas gå fra borde
og besøge restauranterne på begge sider. Der var tysk styre på begge
sider –af fjorden, dengang.

I Flensborg
talte de fine, højtysk, de øvrige plattysk
og specielt i byens nordlige og vestlige udkant blev der talt sønderjysk.  

Det danske sprog

Det danske sprog, som blev talt
af godt 150.000 mennesker syd for den grænse, der blev trukket i 1864,
optræder også i forskellig form.

Det danske rigssprog
havde inden 1850 næsten ingen udbredelse i Sønderjylland
inden for skole – og kirkeliv.

Man forsøgte mellem krigene at rode
båd på dette. Men straks efter 1864 forsvandt det danske skolesprog
atter. Kun i Bov holdt det danske stand. Men det fik også konsekvenser
for præsten.  

Dansk
var folkesproget i en stor del af Sønderjylland
fra gammel tid. Men det har været dansk
i form af dialekter.

Mange kloge sprogforskere har ment at
det sydvestjyske sprog udskilte sig fra det nordiske sprog, og
mere lignede det engelsk – frisiske sprog
mere.  

• æ mand (manden)
• æ kun’ (konen)
• æ bah’n (barnet)

 

A eller
æ 

Alle jyder, ikke kun Vest
– eller Sønderjyder siger a eller
æ til sig selv. I både frisisk, plattysk, engelsk
og højtysk har en i –
lyd.

I Tønder
bruger vi æ – formen. Og det finder vi også i Karsten
Thomsens digte fra Flensborg
– egnen.  
 

Flensborg
år 1300

Går vi tilbage til Flensborg
til ca. år 1300, ja så finder vi Flensborg
– afskriften af Jyske Lov, Flensborg Stadsret og Skt. Knuds
Gildeskrå. Her ser vi følgende udlægninger af det sønderjyske
sprog:

• gæ’e (går)
• Stæ’e (står)
• Fæ’e (får)
• hæ’e (har)
• slæ’e (slår)
• hælde’ (holder)
• søwe’ (sover)
• Kømme’ (kommer)

 

Det danske sprog i Sønderjylland
skifter fra nord til syd og fra vest til øst. Egentlig påstod man,
at i vest – sønderjysk var der kun et køn. Men det er ikke
rigtig. Samlingsnavne er intetkøn.  

Plattysk
– dem der bestemte

Dengang var sønderjysk almindelig helt
fra Ejderen over den nuværende grænse til Kongeåen.
Sydpå holdt man op med at tale sønderjysk,
fordi plattysk fik en højere status. Plattysk
blev talt af dem, der bestemte. Og senere var det højtysk,
der fik højere status.  

Sprogøret skulle indstilles

Når vi andre snakke
æ Sproch tænker vi ikke over forskellene. Vi kan dog høre på
dialekten, om de kommer fra Als, Aabenraa
eller Højer.

Da jeg holdte en af mine foredrag på 
sønderjysk på Landbohøjskolen
for Æ Synnejysk Ambassade,
kom en person fra Sønderborg
hen til mig og sagde.  

• det var mærkelig, Uwe,
  men jeg skulle lige i begyndelsen have indstillet mit sprogøre. Du
  taler jo vest – sønderjysk

 

Nationale modsætninger

De nationale modsætninger begyndte at
gøre sig gældende i 1830erne. Det danske sprogområde omfattede 167
sogne med 173.000 indbyggere, mens det tyske sprogområde omfattede
79 sogne med 142.000 indbyggere. Nu skal man nok tage disse tal med
et grand salt. Opgørelsen er set med danske øjne.  

Forvaltningssprog på 
tysk

Rets – og forvaltningssproget
var i hele Hertugdømmet Slesvig, Tysk.
Vægterne råbte på tysk og gadenavnene var på tysk, selv om man talte
dansk i den pågældende by. Man forsøgte fra kongens side, at få
en overensstemmelse mellem folkesproget og embedssproget.  

Det danske sprogs misrøgt

Ja, det var ikke nyt med denne sprogforvirring
i Sønderjylland. Allerede i 1743 holdt Erik Pontoppidan
et foredrag i Videnskabernes Selskab.
Her advarede han mod, hvorledes sprogforholdene var til ubodelig skade
for almuens kristelige oplysning. Han mente, at årsagerne til det
danske sprogs misrøgt, skulle findes i overklassen. Og det vil
sige adelen, gejstligheden og landsfyrsterne. Han mente også, at kongerne
havde begået fejlgreb. Især var han efter Valdemar Sejr, Magrethe
den Første og Christian den Tredje.
Disse var medvirkende til modersmålets afskaffelse.

Især var frygtelig, at det Danske
Sprog blev sparket ud af Kirkerne til Almuens store Sorg og Gremmelse,
skiønt Presteskabet til Behag.  

Sprogskriptet 1840

Sprogskriptet af 14. maj 1840
pålagde, at dansk for fremtiden skulle være rets – og forvaltningssprog.
Ideen var udmærket. Men den måde, det blev gennemført på, afstedkom
meget kritik. Og det var ikke kun fra tysksindede. Således var en danskhedens
bannerfører Knudsen fra Trøjborg
stærk kritisk over for ordningen. Det var heller ikke let for politikerne
at få indført dansk i det brogede Sønderjylland.  

Historisk ret til Slesvig
– Holsten

Den danske regering mente, at det var
en gammel historisk ret, at binde Slesvig Holsten
sammen til kongeriget. I 1842 proklamere Lehmann
under stor jubel en fælles fri forfatning  for kongeriget og
Slesvig. Man tog ikke så meget hensyn til, hvad befolkningen gerne
ville.  

Måtte ikke tale dansk i Stænderforsamlingen

I november 1842 besluttede købmand
Peter Hjort Lorenzen sig for at tale dansk i Stænderforsamlingen
i Flensborg. Man udviste ham. Kongen gav de danske repræsentanter
ret til at bruge deres modersmål. Men i et patent
fra 1844, må der kun tales dansk i forsamlingen, såfremt man ikke
er det Tyske Sprog tilstrækkelig mægtig og forud havde meddelt Præsidiet
dette.  

Ophidselsen steg

Godsejerne og embedsmænd der hidtil
havde regeret i Hertugdømmet,
var mere eller mindre misfornøjet over de krav, deres danske medborgere
havde stillet. Ophidselsen steg og vanskeliggjorde en forsoning mellem
det danske og tyske. Det endte eller sagt på en anden måde begyndte
med den første slesvigske krig.  

Slesvig Holsten til kongeriget

Slesvig
– holstenerne var indstillet på, at Slesvig
måtte deles i en dansk og en tysk del. Allerede den 22. marts 1848
om aftenen drøftede de fem udsendinge fra Slesvig Holsten
mulighederne for en deling med minister Orla Lehmann
ved et privat møde. Trods disse drøftelser meddelte regeringen den
følgende dag, Slesvig – Holstenerne,
at hele Slesvig inklusive den tyske del skulle indlemmes i kongeriget,
uden at åbne for en fredelig løsning i form af en deling.  

Tyske præster

Sproget var dansk
i kirke og skole i 115 sogne, der havde 112.000 indbyggere. Grænsen
strakte sig over den nordlige halvdel af Hertugdømmet Slesvig
med Als og Ærø indtil Flensborg Fjord
og nord om Bov indtil Tønder
og Højer.

Men det danske sprog var nu ikke helt
sikker i disse sogne.  

I Haderslev Provsti
hørte man under Slesvig. Blandt 24 landsbypræster var der kun
9, der havde fået en teologisk uddannelse på dansk. Blandt de øvrige
39 danske præster var der kun to, der havde taget eksamen i København.  

Nord for Flensborg
– Tønder linien lå 8 sogne, hvor der delvis blev prædiket på
tysk.  

Dansk prædiken
– med tysk salmesang

I Aabenraa
var højmessen på tysk. Om eftermiddagen blev der holdt en dansk prædiken,
der blev ledsaget af tysk salmesang. I skolerne blev der undervist næsten
kun på tysk. Ofte måtte der tales dansk, for at læreren skulle forstås
af børnene.  

I Tønder
var forvirringen total. Egnen ansås for at være dansk, men i selve
købstaden ville borgerne betragtes som tyskere. Her var et tysk seminarium.
Adgangseksamenen for danskere blev holdt på tysk. Kun tre timer om
ugen, blev der undervist i dansk.  

Syd for linien Flensborg
– Højer blev der i 27 sogne næsten ikke talt tysk. Men sproget
blev talt i kirken og skolen.

I det lille sogn Ubjerg
kom der hele tiden tyske præster og lærer. Beboerne her var lige så
danske som i Højer og Abild.

På de spredte marskgårde taltes
endnu meget frisisk.  

Alle fine
– talte tysk

Mange steder forstod bønderne syd for
den nuværende grænse ikke det danske sprog, som stod i bøgerne. Man
kaldte det for dansk bogsprog.
Det var sønderjysk, der var fremherskende. På tysk blev det udlagt
som Raben – dänish. I for eksempel Angel
havde beboerne ingen mulighed for at lære det rigtige danske.  

Alle Fine taler Tysk.
Dette begreb vandt efterhånden indpas. Omgangssproget bønderne imellem
var på sønderjysk. Til børnene blev der talt plattysk, og i skolen
blev der undervist på tysk. Sådan var forholdene ofte syd for Flensborg.  

En straf fra dansk side

Der fandtes vel næppe et barn på 
10 år i det vestlige og nordlige Angel,
der kunne udtrykke sig på rigtig dansk i 1851, da skolesproget blev
dansk. Befolkningen opfattede kravet som en straf fra dansk side.  

I strid med fredsaftalen

I 1863 fik de nationalliberale genoplivet
Ejder – politikken. Atter engang forsøgte man at få indlemmet
hele Slesvig i kongeriget, selv om det var i strid med fredsaftalerne
fra 1851 – 52. Under krigen i 1864 foreslog Preussen og
Østrig en deling efter afstemning. Den danske regering afslog.  

Undervisningssprog
– igen på tysk

Efter  1864 blev rets
– og forvaltningssproget tysk i hele Sønderjylland.
En række dansktalende sogne fik igen tysk skole – og kirkesprog.

I landdistrikterne i Nordslesvig
forblev skole – og kirkesproget at være dansk indtil den fransk
– tyske krig.  

Men undervisningssproget blev nu fuldstændig
tysk. Dansk sprogundervisning ophørte. I de sogne, hvor kirkesproget
endnu var dansk, bibeholdt man i en periode dansk religionsundervisning
på fire timer ugentlig.

Dansksindede præster blev afsat. 

Dansksindede udvandrede

H.V. Clausen
foretog i 1890 en beregning af de 413.000 indbyggeres sprog:

• 154.000 dansktalende
• 259.000 tysktalende

 

I det egentlige Nordslesvig
var der

• 135.000 dansktalende
• 8.000 tysktalende

 

En masse dansktalende sønderjyder udvandrede,
mens der skete en betydelig indvandring af tysktalende.  

Efter midten af 1880erne ophørte masseudvandringen.
Antallet af danske stemmer ved Rigsdagsvalgene steg. Men tyskerne havde
taget broderparten.

Antallet af danske stemmer i Flensborg
faldt, mens andelen i Nordslesvig
steg. Undtaget herfra var stemmerne i Højer og Tønder.
Her steg stemmerne til tysk fordel.  

Overgreb fra prøjsisk side

Overgrebet fra prøjsisk
side for at fremme tyskheden var fremherskende. Mange midler blev taget
i anvendelse. Navnet Köller
kommer frem i erindringen. Der var tale om tvang og pressecensur, udvisning
og mange andre ting. Dansksindede blev sat i fængsel for påstået
dansk – nationalt virke.

Fra tysk side satte man ind med en kraftig
fortyskning af landsdelen.  

Fortsat Sønderjysk

Ja kære læser, kan du forstå 
følgende sætninger?:

• Æ finde et sørchle, hvinner
  to minneske å æ sahm Bildungsstufe wegen politischen Gründen it ka´forkehr.
  (Jeg synes, det er sørgeligt at to mennesker med samme uddannelse ikke
  kan omgås hinanden.
• Hvinner kør
  æ toch, æ toch kør, når han pif i
  ø fløt (Hvornår kører toget, toget kører når han fløjter)
• Æ ha taft
  æ lihm i æ ausguss (jeg har tabt kosten i vaskekummen).
• Æ hae much
  å æ baus (jeg har lort på bukserne)

 

Jeg vil til enhver tid fortsætte i arbejdet
med det sønderjyske sprogs udbredelse.  

Kilde:
Se

• Litteratur Sønderjylland
  (under udarbejdelse)

 

Hvis
du vil vide mere: Om sprog i Sønderjylland:

• I Sønderjylland siger
  vi Mojn
• Jordkamp, Vogelgesang og
  Domænegårde
• Friserne syd for Tønder
  (under Tønder)
• Udvandring fra Tønder
  1 – 2 (under Tønder)

 

Hvis du vil vide mere:
Om De Slesvigske krige:

• Begik kongen højforræderi?
• De sidste hertuger på
  Augustenborg
• Rendsborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen?
• Aabenraa 1864 (under Aabenraa)
• Kysten ud for Aabenraa
  1863 – 1864 (under Aabenraa)
• Kampen ved Bov
  – og de slesvigske krige (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Sejren ved Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)
• Soldat i Tønder 1851 (under
  Tønder)
• Tønder mellem dansk og
  tysk (under Tønder)
• Dagborg fra Møgeltønder
  (under Tønder)