Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Classens Have 1807

Februar 21, 2011

Kampen i Classens Have varede kun
tre – fire timer. Men hvad skete der før og efter.
Peymann ville gerne have lidt heltedøden. Han blev gjort ansvarlig
for nederlaget. Men englænderne kom med 30.000. Og kronprinsen tog
bare til Sønderjylland. Østerbro var sønderbombet. Og en engelsk
familie ved Østerport måtte flygte ud af landet. De danske soldater
var som bønder i uniformer, sagde englænderne, men de roste da også.
 

Danmark ikke klar til kamp

Peymann
var blevet udnævnt som kommandant med uindskrænket militær magtbeføjelse.
Man regnede med, at englænderne ville angribe fra søsiden lige som
de gjorde i 1801. Kronprinsen havde den 7. august beordret Admiralitetet
til hurtigt at opstille et forsvar omkring Københavns Havn
ved at armere den faste defension. Men man fandt det ikke nødvendig
at klargøre flåden.

Og landtropperne, ja de befandt sig i
Holsten.
Hvor den skulle værne om Danmarks
neutralitet over for de franske tropper. Danmark
var slet ikke klar til kamp. Landet blev taget på sengen. Faktisk var
englænderne af den overbevisning, at franskmændene ville tage den
danske flåde.  

Kronprinsen på 
vej mod syd

Den daværende konge, Christian den
Syvende
havde på grund af sin sindstilstand ingen egentlig magt.
Det var kronprinsen, den senere Frederik den Sjette,
der bestred den egentlige magt.

Han befandt sig med hæren i Sønderjylland.
Det var her, han modtog englændernes ultimatum. Og det var udlevering
af hele den danske flåde samt at indtræde i krigen på Englands
side. Det blev til et rungende nej. Men den engelske flåde var på
vej. Ja de var tæt på.

I modsætning til 1801 havde de en stor
landhær med.  

Nær pågrebet på 
Storebælt

Men kronprinsen kom dog til København
for at hente kongen og bringe ham i sikkerhed. Og det skete på Kolding
Slot.
Selv tog kronprinsen atter engang sydpå. På vejen over
Storebælt
blev de stoppet af et engelsk krigsskib. Færgemanden
fortalte, at de sejlede for en syg svensk baron. De fik lov til at fortsætte.  

Op mod en overmagt

Den 70
– årige Peymann
havde aldrig tidligere haft en militær
kommando. Det meste af sin tjenestetid havde han tilbragt bag skrivebordet.
Til hans rådighed stod kun 5.500 egentlige soldater. Dertil kom
Borgervæbningen, Landværn, Livjægerkorps

samt Studenterkorps. Man var vel ca. 11.000 i det hele. Ja og
englænderne stillede med 30.000 mand.  

En hurtig march mod København

Den 16. august gik englænderne i land
ved Vedbæk. De blev ikke angrebet. Peymann
udsendte 600 mand, der blot skulle observere. De gik op til Mølleåen
fra Lyngby til Strandmøllen.

Ni dage senere stod englænderne uden
for København i en linje fra Classens Have,
på ydersiden af Søerne ad Blegdamsvejen
forbi Blågård og Ladegården
til Kalvebod Strand.  

Seks af otte udfald fra Københavns
Landforsvar
var fællesoperationer med kanonbåde og landtropper.
De tre af dem havde Classens Have
som mål. To andre udfald gik gennem dette område, som lå mellem
Classensgade, Østerbrogade, Rosenvængets Allé

og stranden.  

Den 25. august skete der et angreb nord
for området ved Svanemøllen.
Man ville hindre fjenden i at nå frem til København
og især Kastellet.

Den 17. august blev udfaldet foretaget
af Livjægere, men overmagten var for stor.  

Den 20. august var 9 kanonbåde og en
hær på 3.800 i gang med at ødelægge batterier ved Svanemøllen.
Man kan undre sig, at når man kunne samle så stor en styrke, hvorfor
man så ikke angreb englænderne i Vedbæk.  

Manglende signal til kanonbåden

Aktionen lykkedes dog ikke, fordi oberstløjtnant
Voigh
som havde kommandoen glemte at signalere til kanonbådene.
Det kostede 16 døde og 20 sårede.

Den 24. august gik englænderne frem
mod Østerbro og Kalkbrænderiet,
mod Jagtvejen, Nørrebro, Frederiksberg
samt udkanten af Vesterbro og pressede danskerne tilbage.

Presset var så stor, at det kompagni,
der stod parat med to kanoner på Rolighedsvej (Nordre Frihavnsgade)
mellem Strandvejen og det gamle kalkbrænderi
blev kastet til bage til Classens Have.  

Overrumplet

Men udfaldet fra den 25. august skete
fra Kastellet mod Classens Have.
For danskerne var området strategisk. Men sådan blev det ikke opfattet
af englænderne. Deres artilleri blev opført i halvcirkler op til tre
kilometer fra byen. Når de nu alligevel var i området kunne det skyldes
at deres batteristilling på Trianglen
skulle forsvares.

Det forlød, at englænderne var ved
at anlægge moterbatteri på Assistens Kirkegård. Holstein
fik til opgave at ødelægge dette. Men det lykkedes ikke. Tværtimod
var der store tab, 21 døde og 55 sårede.

I løbet af natten trængte de frem til
Østerbro, Blegdamsvej, Blågård, Ladegården

og til Vesterbro indtil skydebanen.

Ved salpeterværket ved Trianglen
var en dansk arbejdskommando ved at anlægge en større skanse. De blev
fuldstændig overrumplet og taget til fange af englænderne. Et angreb
fra Classnes Have blev afværget.  

Tæt på byen

Egentlig havde englænderne planer om
at grave løbegrave på Fælleden og lave en linje langs
Jagtvejen .
Men efter den 25. sad de på alle de vigtigste udgange
fra byen. Nu var det Blegdamsvej,
der blev udpeget som linjen eller parallel. Den erobrede skanse ved
Trianglen
blev ombygget. Over Nørrebrogade
blev der bygget en skanse af sandsække. Broen over søerne var vigtig
for englænderne. Men de skulle alligevel ikke vide sig for sikre. Fra
Kalvebod Strand
blev de generet af tre danske kanonbåde.  

Den 26. og 27. august gik englænderne
til kamp mod disse kanonjoller. Den voldsomme beskydning fik selveste
Peymann
til at dukke op.  

Også den 26. og 31. august angreb
danske landtropper og kanonbåde fjenden i Classens Have.

Ude i Svanemølle
– bugten
blev kanonbåden Stubbekøbing
ramt af en granat. Båden eksploderede og 31 mand omkom.  

Det berømte
”slag” 

Natten mellem den 30. og 31. august gjorde
man klar til udfaldet i Classens Have. Peymann
opmarcherede to bataljoner af af Danske Livregiment,
en bataljon af Norske Livregiment,
en jægerstyrke, Den Kongelige Livgarde
til fods, Kongens Livjægerkorps
og herregårdsskyttere samt en feltarttileristyrke med otte kanoner.

2.500 mand var de.  

Især udfaldet den 31. august var dramatisk.
Her blev Peymann såret af en flintekugle i låret. Egentlig
ville han gerne have fået heltedøden. Til lægen sagde han:  

  • Åh det er ingenting. Den
    burde have truffet mig i hjertet.

 

Han havde indset, at der intet var at
udrette, og at han senere ville blive gjort til syndebuk. Peymann
blev afhentet af en karet og inde på Kastellet,
blev han tilset af Professor Windsløv.

Peymann
havde stillet sig et højt sted. Fjenden kunne se, at det var en betydningsfuld
soldat, man havde med at gøre.  

Udfaldet var historisk

Udfaldet er gået ind i en historien.
Det lykkedes og soldaterne kæmpede bravt. 24 døde og 98 blev såret. 
Strategisk var udfaldet dog uden betydning. Kommandør Bille
udtrykte det således: 

  • Entreprisen lykkedes for
    en del – og det er ikke nok til at udfaldet kan karaktiseres
    som et væsentligt og vellykket udfald

 

Også udfaldet den 25. august mod
Assistens
var afgørende. Englænderne tordnede frem overalt.

Kommunikationen mellem kanonbådene og
landtropperne var nogle gange katastrofale. Men den fungerede den 31.
august.  

Bomber fra
Kastellet

Fra Kastellet
blev angrebet fulgt op af kanonerne. I første omgang blev englænderne
jagte på flugt. I den danske bagtrop var der en 50 tømrer og 50 brandmænd
De begyndte at fælde træer og brænde bygningerne ned.. Efter, at
englænderne igen havde samlet sig, trak danskerne sig tilbage til
Kastellet.
Men nu havde kanonerne frit syn til Classens Have.
Nu kunne englænderne ikke mere gemme sig.

Tre timer varede kampen.

Fra Strandvejen
og resten af Østerbro stormede de engelske soldater nu frem.
Genral Bird
blev ramt to gange, men fortsatte kampen. Det ene projektil
knuste hans finger, det andet ramte hans kraveben. Han trak straks højre
hånd ind under uniformsjakken, trak en fladtrykt kugle frem og gav
den til sin adjudant.  

Fra søsiden fortsatte kampene. Et engelsk
transportskib blev sænket. Det kostede 10 døde og 21 sårede englændere.

Hele byen jublede og det gav nyt håb.
Men kampen mod overmagten var stor.  

Bønder i uniform

Englænderne havde ikke meget til overs
for de danske soldater. De kæmpede ganske tappert, men virkede som
bønder i uniform, sagde de, uden metode og dømmekraft. Man var i ledelsen
ikke meget for at bombardere byen.

Men den engelske officer Charles Cadell
roste de kæmpende studenter anført af deres professorer i Classens
Have:
 

  • Den angribende danske gruppe
    bestod af universitetets studenter, som havde dannet et let infanterikorps,
    anført af deres professorer. De avancerede på 
    en yderst tapper måde og kæmpede storslået. Mange af disse unge helte
    blev dræbt og mange blev såret. Et sådant tilfælde af heltemodig
    opofrelse for deres land fortjener at blive nedskrevet med bogstaver
    af guld og bringer det gamle Rom og Sparta i erindring.

 

Den irske kaptajn, Harry Ross
– Lewin
var imponeret over Det Danske Livregiment,
som med deres skarlagensrøde kapper og pudsede parykker var de største
mænd , han havde set i nogen hær.  

Sidste chance inden bombningen

Den 1. september prøvede englænderne
en sidste gang, at overtale Peymann
til overgivelse. Udlever flåden, så vil vi betale erstatning, fik
han at vide. Men det lå uden for hans beføjelser. Problemet var bare,
at kronprinsen stadig befandt sig i Sønderjylland.
Englænderne ville ikke vente. Nu var der kun en mulighed. København
skulle bombes.  

Terrorbombardement

Den 2. september 1807 begyndte verdens
første terrorbombardement af en civilbefolkning. Englænderne brugte
både raketter og brandbomber. De var rettet direkte mod civilbefolkningen
og civile bygninger.  

Ordren nåede ikke frem

Til sidst lykkedes det også at
ramme Vor Frue Kirke. Bombardementet varede i tre dage, og resulterede
i adskillige brand i byen. Til sidst gav man op og overlod flåden til
englænderne. Hvorfor man ikke havde brændt den af inden, virker mystisk.
Ordren var også givet af kronprinsen. Men løjtnant Steffens
der skulle overgive den skriftlige ordre til Peymann
blev pågrebet på sin hest 10 kilometer fra sit mål af englænderne.  

Hvor stod batterierne?

Batterierne stod parat. Sigtekornet var
rettet mod byen. Men hvor stod englændernes batterier?  

  1. Ved gamle Pesthus ( Valdemarsgade/Istedgade)
  2. Bag Gartner Mohrs have
    (Valdemarsgade/Istedgaade)
  3. Foran Skydebanen (Absalonsgade/Svendsgade)
  4. I Svanholms Have (Gl. Kongevej/Vodroffsvej)
  5. I Vordroffs Have (Vodroffsvej/Martinsvej)
  6. Ved Ladegårdsvejen
    foran gården Rolighed (Åboulevarden/Bûlowsvej/Rolighedsvej)
  7. I Blaagaards Have (Stengade/Korsgade)
  8. I Toxveds Have (Møllegade/Peter
    Fabers Gade)
  9. I Sandgraven
    Vester Fælled (Nørre Allé/Guldbergsgade/Ahornsgade)
  10. I redouten ved Saltpeterværket
    (Trianglen)
  11. Øst for gården Nøjsomhed
    (Viborggade/Nøjsomhedsvej)
  12. Ved Ny Kalkbrænderi (Vordingborggade/Løgstørgade)
  13. Ved Svanemøllen (Østerbrogade/Strandvejen/Strandvænget)

 

Kapitulationen

Den 7. september efter at København
var blevet sønderbombet, blev kapitulationen
underskrevet: 

  • Englænderne skulle besætte
    Kastellet og Holmen
  • Krigsskibe af alle typer
    og alt flådetilbehør skulle udleveres
  • Engelske transportskibe
    skulle indlades i havnen for at kunne indskibe og laste ekspeditionskorpset
    og dets materiel
  • Senest seks uger efter
    kapitulationen skulle Kastellet tilbageleveres og de engelske tropper
    indskibes
  • Fjendtlighederne på
    hele Sjælland skulle ophøre
  • Personer, personlig ejendom
    og dansk politi skulle respekteres ligesom beslaglagt engelsk ejendom
    skulle tilbageleveres
  • Alle fanger skal vende
    tilbage til egne styrker, og de officerer, der var fanger bundet af
    deres æresord, skulle løstages for denne forpligtigelse.

 

Danmarks ydmygelse

Om aftenen den 20. oktober stod de ud
gennem Sundet de første 100 skibe. Dagen efter fulgte den engelske
hovedstyrke på 80 krigsskibe og 243 transportskibe. Man lagde sig tæt
på den svenske kyst og Helsingborg,
hvor man saluterede for den svenske konge. Han var taget ned fra
Stockholm
for med skadefryd at iagttage det prægtige syn af arvefjendens
Danmarks
ydmygelse.  

De skyldige skulle findes

Selvfølgelig skulle der findes skyldige.
Overkrigs – kommissionen
forkyndte dommen. Peymann
blev fundet skyldig i at have forsømt at overholde de kongelige instruktioner.
Han havde ikke gjort sit yderste til Landet og Stadens Forsvar.
Han havde ikke opfyldt de almindelige pligter, som det blev forventet
af en øverstkommanderende. Han havde undladt at vise den fornødne
militære Conduite.
Han havde også undladt at forsyne generalløjtnant
Castenskiold
med den fornødne ammunition til det sjællandske landeværn.
Han havde også capituleret og udleveret den danske Flaade til den
engelske Magt uden Beviislig Nødvendighed, og hverken i Henseende til
den indtagende Capitulation eller det holdne Krigsraad, iagttaget Krigslovens
Forskrifter.
 

Peymann
blev dømt til døden Også tre andre officerer blev dømt til døden.
Alle blev dog benådet af kongen.  

Østerbro meget medtaget

Belejringen satte sit præg på 
Østerbro.
Den pensionerede søofficer Peter Schiønning
kørte den 13. september, efter at belejringen var ophørt ind til
København.
Der måtte ham et voldsomt syn. Han beskrev i sin dagbog:  

  • Saa snart vi nærmede os
    Østerport eller dens Forstad, saa vi ikke andet end rædsomme Syner
    og mange Beviser paa, en grum Fiende havde været i Landet. Afbrændte
    Huse, af Bomber  mægtig ruinerede Gaarde, næsten intet Vindue
    helt, men lutter i Stykker sprungne Ruder, aabne og Tomme Huse, alle
    havde forladt, og stod som givne til Pris for alle. Alt som vi kom nærmere,
    saa vi Fiendernes mange Straahytter, for
    en Del forfærdigede af Sæden, ligesom den har staaet paa Marken med
    Kornet i endnu, ligesom og deres ofte stærke Batterier og mange Forskansninger
    bedækkede med Sandsække.

 

En familie
– skæbne i krigen

Man var bange for at engelske spioner
ville gå i gang i København.
Ja man så spøgelser midt om dagen. Alt hvad der havde med engelsk
at gøre, blev holdt under skærpet opsyn.

En række ryttere havde således observeret
skræddermester Sanders
kone, Phoebe
og parrets ældste datter, Amalia
ude på området mellem Østerport
og Kalkbrænderiet.

Man havde sagt til dem, at det var farligt
at befinde sig på området. De var straks vendt tilbage til det
lille hus uden for Østerport,
som Sanders ejede.  

Kort efter deres ankomst dukkede folk
fra Livjægerkorpset op og bad Phoebe
om at følge med til Kastellet.
Her blev hun afhentet af politiet og senere afhørt af politimesteren.

Politimesteren bad hende blive i deres
hus på Gothersgade og ikke igen at gå til huset ved
Østerport.
Men inden løsladelsen var Phoebe
og hendes 8 børn blevet indespærret i Blåtårn.  

Udenbys misædere

Phoebe
havde forklaret, at de var gået ud for at se på de engelske krigsskibe
ude i Sundet. Desuden havde de kigget på det sted, hvor hendes
mand ville anlægge et jernstøberi.

Phoebe
blev anklaget for at være udenbys misædere.
Mistanken blev bestyrket i, at hendes mand havde forladt huset med et
afskedsbrev. Det var bestemt ikke en ferie, for familien. Dagligt måtte
cellerne tømmes for vand, som trængte ind. Efter kapitulationen blev
familien løsladt.  

Krige har mange ofre

Huset ude ved Østerport
var blevet smadret. Manden vendte igen hjem. Han allierede sig med sin
gode ven manufakturhandler Kall,
og gav denne en fuldmagt, så alle hans skyldnere kunne blive betalt.

Derefter pakkede familien Sanders
to vognlæs med klæder og mindre ejendele og betalte en bådsmand fem
rigsdaler for at fragte dem ud til et af de engelske skibe, der lå
for anker uden for byen.  

Højtstående embedsmænd nægtede at
betale deres gæld til Sanders.
Blandt kunderne var både tre Reventlower, en Schack, en Schulin
og en Rantzau. Nogle betalte, andre gjorde ikke. Sanders
blev nærmest udplyndret af staten. Han vendte aldrig tilbage. Han og
familien var mistænkt for altid.

Krige har mange ofre.  

Kilde:
Se

  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)
  • Litteratur
    Østerbro

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Classens Have på
    Østerbro
  • Gamle Havne på
    Østerbro
  • Kastellet
  • Langelinie
    – dengang
  • Østerbro og Nørrebro
    i krig
  • Østerbro som landsby

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro