Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Flugten over Øresund

Januar 5, 2011

Danskerne blev gjort til helte. Kongen
red rundt med Davids – stjernen. Jøderne syntes, det var et
mirakel. Werner Best nåede at advare. Fiskere og kystbetjente tog sig
rigeligt betalt. Tyske matroser fortalte, hvornår man patruljerede.
Kun Gestapo og danske håndlangere tog jødeforfølgelsen alvorlig.
 

Regeringens samarbejdspolitik

Regeringens samarbejdspolitik med tyskerne
i begyndelsen af besættelsen fik en positiv betydning for jøderne.
Den danske regering gjorde det klart, at de ikke ville give indrømmelser
over for tyskernes krav om antijødiske love.

De 8.000 danske jøder havde gennem 1930erne
fulgt nazisternes overgreb. 

Krystalnatten

De havde også fulgt med i, at den
17 årige Herschel Grynszpan
havde skudt den tyske diplomat Ernst von Rath
i Paris som protest mod deportation af sin familie. Det Tredje
Riges
propagandaminister Joseph Goebbels
iværksatte derefter en aktion natten mellem den 9. og 10. november
1938 mod den jødiske befolkning. I løbet af Krystalnatten
blev 250 synagoger sat i brand, tusindvis af jødiske butikker blev
ødelagt og konfiskeret. Masser af jøder blev arresteret og sendt i
dødslejre. 

Herhjemme var det højst overraskende,
at Jyllands Posten i en leder skrev

  • til en vis grad forstå
    tyskernes animositet over for jøderne

 

Samarbejdspolitikken ophører

I august 1943 ophørte samarbejdspolitikken.
Werner Best
fik ordre på, at kursen skulle skærpes over for
Danmark.
Den tyske øverstkommanderende i Danmark von Hanneken
meddelte den danske udenrigsminister Scavenius,
at tysk militær havde overtaget magten.  

Best trak i land

Werner Best
havde under et møde med Hitler
foreslået en aktion mod de danske jøder, nu hvor der ikke mere var
et reelt samarbejde med den danske regering. Aktionen skulle foregå
natten mellem den 1. og 2. oktober.

Det mærkelige var, at Best
ikke var begejstret for aktionen. Også andre ledende tyske embedsmænd
var imod aktionen.  

Stærke beviser

Det Mosaiske Trossamfund
troede i første omgang ikke på advarslerne. Men beviserne var stærke.
Man gjorde alt for at sende advarsler ud.  

Måtte ikke bryde ind

Sent på aftenen den 1. oktober
rykkede tysk politi ud. Der var i dagene forinden ankommet en styrke
på ca. 1.500 mand. Desuden deltog 3.000 mand fra det tyske sikkerhedspoliti.
Danske nazister var vejvisere for tyskerne.

Man traf dog ikke mange hjemme. Det skete,
fordi mange var flygtet og andre ikke ville lukke op. Best
havde beordret at man ikke måtte bryde ind.  

116 danske jøder vendte ikke hjem

De cirka 200 jøder, der blev fanget
i København blev ført ned til et ventende skib ved Langelinie.
For at fylde skibet hentede man nogle af de mange tilfangetagende kommunister.

I alt blev der taget cirka 481 jøder. 

De jøder, der blev fanget i Jylland,
blev med tog kørt gennem Tyskland
og havnede i ghettoen Theresienstadt.
Måske siger antallet af tilfangetagende jøder også noget om tyskernes
passivitet.

Omkring 116 danske og 758 norske jøder
vendte aldrig hjem igen.  

Det nazistiske slogan Arbeit macht
frei
stod ved indgangen. I løbet af krigen blev 144.000 jøder
sendt til Theresienstadt. Af dem døde en fjerdedel i lejren,
hovedsagelig af sult og sygdom, mens cirka 88.000 blev deporteret til
Auschwitz
eller andre udryddelseslejre. Ved krigens afslutning var
der 19.000 overlevende i lejren.  

Advarsel

En masseflugt skete allerede mellem den
28. og 29. september. Duckwitz
havde  den 28. september advaret Hans Hedtoft
og H.C. Hansen om aktionen.  Og den 2. oktober meddelte
Sverige,
at man officielt tog imod jøder.

Flugten kulminerede den 8. – 9. oktober,
hvor der i løbet af 48 timer blev bragt 2.500 jøder til Sverige.  

Omfattende redningsaktion

Redningsaktionen omfattede i løbet af
ganske kort tid tusindvis af mennesker. Mange af disse havde ikke tidligere
været involveret i nogen form for modstandskamp. 7.000 jøder blev
i løbet af nogle få uger bragt i skjul i kirker, skoler, hospitaler
og private hjem. De blev transporteret til Øresundskysten
for derefter, at blive ført over sundet til Sverige.

Aktionen var ikke en stor koordineret
aktion.

Også præster, hospitaler, Falck
– folk,  studenter m.m. deltog i redningen af de danske jøder.
Der skulle også findes fiskere og både, der turde at sejle til
Sverige.
 

Et ligtog fra Bispebjerg Hospital

Mange jøder skjulte sig i Ørstedsparken.
Andre skjulte sig i skovene. På Bispebjerg Hospital
sov de i husassistenternes og sygeplejerskens senge. Alle lægerne på
hospitalerne var involveret. Også de underjordiske gange på Bispebjerg
Hospital
blev taget i brug. Man lavede ligefrem fingerede ligtog
for hurtigst muligt at kunne transportere jøderne til kysten. 
En nat var man blevet omringet af tyskere og deres danske håndlangere.
Inde på hospitalet befandt der sig 200 flygtninge. Med ligtoget kom
de alle sammen ud.  

113 jødiske børn fulgte ikke med deres
forældre til Sverige. De blev i Danmark.   

Mange ruter

Fra Kalkbrænderihavnen
gik der en rute til Malmø.
Det var Studenternes Efterretningstjeneste,
der stod for denne. Og lige i nærheden havde tyskerne masser af flådefartøjer.  

Aktion i Gilleleje

En del af aktionen foregik fra Gilleleje.
En dag stod et stort antal jøder pludselig uden båd. Mange måtte
i hast gemmes på kirkeloftet. Gestapo
havde fået indberetninger om, hvad der foregik. En kæreste til en
tysk soldat havde hvis nok røbet det. Og så gik det hurtigt.

Gestapo foretog en razzia, der
bevirkede at 80 jøder blev sendt til Theresienstadt  

Umiddelbart derefter blev der nedsat
en jødekomité, der skulle forbedre sikkerheden og koordinationen
af fremtidige transporter.

En lokal købmand med nøgler til diverse
sommerhuse sørgede for indkvartering af henved

 500 jøder.

  

Passivitet fra den tyske flåde

Nogle af jøderne blev fanget af tyske
patruljebåde, men næsten alle nåede over sundet i sikkerhed i
Sverige.
Men det var som om, at det ikke var den største iver hos
den tyske flåde med at fange jøderne. De optrådte særdeles passivt.

Men helt ufarligt har det bestemt ikke
været. Fra tysk side var man måske forundret over, at den danske kystbevogtning
ikke deltog aktivt. 

Aktioner ved havnene

I Dragør
havde Gestapo beslaglagt Villa Pax, hvor de foretog afhøringer
af fiskere m.m., som de mistænkte for at modarbejde den tyske besættelsesmagt.

Den 4. oktober blev der iværksat en
razzia på Dragør Havn.
En stor del nåede at gemme sig, men 15 jøder blev pågrebet.  

I Kastrup
blev en jødisk kvinde dræbt af skud, da en gruppe soldater fra den
tyske hær anholdte 20 jøder den 4. oktober. Og nogle dage senere dræbte
betjente fra det tyske sikkerhedspoliti en ung medhjælper under en
ildkamp i Taarbæk Havn.  

Tragedien ved Julebæk Strand

Den 3. oktober 1943 blev en fortvivlet
mand med blodet flydende fra dybe sår på håndleddet fundet på 
Strandvejen.
En tragedie havde fundet sted. Han havde slået sin
kone og to små børn ihjel med en kniv. Han var på flugt fra Gestapo.
Han frygtede, at de var blevet opdaget i deres skjul i badekabinerne
ved Julebæk Strand nord for Helsingør.
Han havde skåret deres hals over.

Under selve flugten over Øresund
mistede 47 mennesker livet, 23 druknede, 16 begik selvmord og 5 døde
af chok eller udmattelse.

Under selve flugtforsøget havde tyskerne
pågrebet 190 jøder.  

Flere druknede under forsøg på 
at nå Sverige i robåde, og enkelte druknede i et forsøg
på at svømme til Sverige.  

Skibene sendt til reparation

Der blev ikke foretaget en speciel overvågning
over Øresund. Den tyske hær og marine forholdt sig passivt.
Forfølgelsen var overladt til Gestapo
og deres danske håndlangere. Først længe efter flugten over Øresund
kontrollerede det tyske sø – og kystpoliti området. 

Påfaldende er det, at den tyske kommandant
i Københavns Havn netop i begyndelsen af oktober sørgede for,
at flådens kystbevogtningsfartøjer blev sendt til reparation.

Ja der er endda beretninger om, at tyske
matroser fortalte danske modstandsfolk, hvornår de tyske patruljebåde,
der ikke var til reparation, sejlede ud.  

Var det tale om en magtkamp?

Det forekommer, at kun Gestapo
var interesseret i forfølgelsen af jøderne herhjemme. Måske kunne
det skyldes den ændrede magtbalance mellem den tyske rigsbefuldmægtigede
Werner Best
og værnemagtens general Von Hanneken.
Sidstnævnte havde fået ekstraordinære beføjelser i forbindelse med
den militære undtagelsestilstand efter den 29. august 1943.

Best
forsøgte at hæve sin magtposition ved at kræve en egen politistyrke
under sig. Et middel til dette, var en aktion mod jøderne. Men Best
ønskede samtidig at bevare det gode forhold til det danske departementchefstyre.
Best
havde intet til overs for jøderne, men for ham var det underordnet
om deres udryddelse skete ved deportation eller udryddelse.  

Werner Best
var ikke så populær i Berlin.
Man syntes, at det havde været for meget ballade i det ellers fredelige
Danmark. Åbenbart havde han også sendt Duckwitz
til Berlin for at få forhindret jøde – aktionen.  

Det er svært at forklare Bests
dobbeltspil. Han var SS – general
og antisemit. Han havde gode grunde til at komme af med jøderne. Men
han var også en smidig politiker. Det var ham, der foreslog aktionen.
Men lige så hurtig slog han bak. Da han ikke havde held til at stoppe
aktionen lod han en advarsel sive ud til nogle politikere.

Måske ville han skaffe sig en god karakterbog
hos Hitler, samtidig med at han ville undgå ballade i Danmark.  

Ikke i udryddelseslejre

Men hvad end man mener, så var
Bests
dobbeltspil årsag til at flugten over Øresund
blev en succes. SS – generalen
gjorde sit til for at sabotere aktionen. Han sørgede også for, at
jøderne ikke blev sendt direkte i udryddelseslejr.

Det vil sige at forhandlingerne foregik
med SS – lederen Albert Eichmann.
Aftalen gik ud på, at danske jøder ikke skulle sendes til udryddelseslejre.  

Judenfrei

Da Best
den 5. oktober kunne erklære Danmark
for Judenrein var han tilfreds. Men i Tyskland
var Himmler ganske utilfreds med resultatet.  

Et mirakel

Redningen af jøderne var det mest markante
eksempel på civil modstand under besættelsen. Det blev betragtet som
en heltedåd særlig i Israel
og USA. Jøderne selv betragtede det som et mirakel.  

Hårdt i Holland

Ved krigens afslutning  i 1945 befandt
der sig over 20.000 danske flygtninge i Sverige,
inklusive modstandsfolk og den danske brigade.

Kun 1 pct. af de danske jøder blev dræbt.
Over 70 pct. blev dræbt i Holland
og 15 pct. i Italien. Det gik ualmindeligt hårdt for sig i
Holland.
Her omkom 112.000 personer.  

Wannseeprotokol

Vi har her på siden tidligere beskæftiget
os med den opsigtsvækkende Wannseeprotokol.
Ifølge den var der 5.600 jøder i Danmark
og 1.300 i Norge. I protokollen gøres der opmærksom på det
forhold, at 

  • man i visse stater, herunder
    de skandinaviske, må påregne vanskeligheder , såfremt man i
    disse tilfælde må betragtes som tilrådeligt at mindske interventionerne.
    Set i lyset af det relativt beskedne antal jøder, som vil være omfattet
    af denne udskydelse, er det tale om en begrænsning uden substantiel
    betydning.

 

Begrundelsen er næsten at Norge
og Danmark nærmest var undtaget. På det tidspunkt havde det
især i Norge været en heftig modstand.  

Danmark som mønstereksempel

På et tidspunkt brugte tyskerne,
Danmark
som et forbillede i deres agitation. Man havde et fortrinligt
sportsligt samarbejde (se artiklen: Hagekors i Parken).
Men en voksende modstand og en afbrydelse af samarbejdspolitikken forhindrede
dog dette.

De allierede havde været lidt afventende
med hensyn til, hvor de havde danskerne. Redningen af de danske jøder
var noget de allierede kunne bruge. Nu tilhørte Danmark
endelig kredsen.  

Danmark et tolerant folkefærd

I USA
opstod myten, hvordan den danske konge bar jødestjernen i sympati med
de danske jøder. Sandheden er dog, at de danske jøder i modsætning
til jøder i andre lande aldrig blev tvunget til at bære den gule
Davidsstjerne.

Så sent som i Washington Post
den 29. marts 2002, der beskriver aktionerne over Øresund,
ja da er overskriften:  

  • Danes have a long history
    of tolerance of other religions and lifestyles

 

Der stod ikke noget i artiklen, at den
danske regering havde afvist tyske jøder og henvist til samarbejdspolitikken
med tyskerne. Der stod heller ikke noget om, at man havde afvist at
hjælpe de jøder, der havde søgt tilflugt på danske ambassader.  

Ambassadør og
dødsdømt

Efterkrigstiden var entydig i deres dom.
Werner Best
blev tildelt dødsstraf i 1948. Duckwitz,
der advarede jøderne efter ordre fra Best,
blev efter krigen Tysklands
ambassadør i Danmark.  

Var det moralsk forkasteligt?

Ifølge Thomas Hjortsø,
forfatteren til bogen Den dyre Flugt
betalte de ca. 7 – 8.000 danske jøder det der i dag svarer til 250
millioner kroner til fiskerne og deres mellemmænd  for at redde
livet over Øresund.

Prisen kunne blive høj, når en modvillig
fisker stod over for en desperat rig jøde. Men trods alt kom de fattige
jøder også over. Men det kunne skyldes Hjælpefonden.
Denne fond arbejde efterhånden med en større sum.  

Var det moralsk forkasteligt, at en dansk
skipper modtog 100.000 kr. for natten mellem den 8. og 9. oktober at
have fragtet 230 jøder over Sundet.
Mange danskere tjente jo tykt på tyskerne med at levere krigsmateriel
og fødevarer til dem. Og hvad med vognmændene ?

Mange arbejdsgivere blev ikke straffet.
Det var dem, der tjente pengene. Men de arbejdere , der arbejde for
deres arbejdsgiver blev ofte sendt i Fårhuslejren.

Min far fortalte om forholdene i Tønder.
Her er mange firmaer ikke blevet straffet, selv om de har tjent enorme
summer på tyskerne.  

Hvis en fisker blev taget, ja så 
ventede der en dødsstraf eller en KZ – lejr. Han kunne ikke vide,
hvornår Gestapo slog til.  

Tavshed om pengene

Måske bunder tavsheden om betalingen
for overfarten på, at man efter krigen kunne ansøge om at få 
pengene tilbagebetalt. Den mulighed benyttede 1.200 – 1.300 sig
af. Men historikere har nok heller ikke forsket i spørgsmålet om penge.

Men lige efter besættelsen var det almindelig
kendt, at det kostede store summer for at blive reddet. Selv Skattevæsnet
interesserede sig for sagen.  

Guldfeberen bredte sig

Der gik ligefrem rygter om, at større
pengesummer var gravet ned i Gilleleje,
beregnet til fiskerne. En velhavende jøde betalte 50.000 kr. for to,
for at blive transporteret fra Nordhavn.

Der var eksempler på, at fiskere forlangte
det tredobbelte af den forlangte pris for overfarten. Men de rige jøder
tilbød af sig selv ufattelige beløb.

Kystbetjentene hørte, hvad fiskerne
fik. De ville også have en del af kagen. Så de begyndte
at tage 4 – 500 kr. fra hver jøde, for at lade dem sejle. Jo
guldfeberen havde bredt sig på bekostning af de forfulgte jøder  

Mellemmænd blev godt betalt

Mellemmænd stod parat til at hjælpe
de jøder, der nåede frem. Men det tog de sig også fyrstelig
betalt for. De skulle ikke stille båd til rådighed. De skulle blot
formidle jyderne til en, der ville fragte dem over Øresund.  

Manglende penge kostede 20
ældre en tur

At ikke alt heltearbejde var lige prisværdig,
vidner følgende historie om.

20 ældre jøder boede på et plejehjem
i Indre By. Lederen af plejehjemmet ville godt have de ældre
i sikkerhed. Plejehjemmet lå ikke langt fra synagogen. Man forsøgte
at få dem overført til De Gamles Hjem på
Nørrebro.
Men her forlangte ledelsen en garantisum.

Det lykkedes ikke at få fremskaffet
denne sum. De ældre jøder blev pågrebet af tyskerne og sendt til
Theresienstadt.
 

Kilde:
Se

  • Besættelsestidens Litteratur
    A – L
  • Besættelsestidens Litteratur
    M – Å
  • Thomas Hjortsø: Den dyre
    Flugt (People`s Press)

 

Hvis du vil vide mere:
Om Besættelsestiden: Læs

  • Den Franske Skole
    – i Bomberegn
  • Hagekors i Parken (under
    Østerbro)
  • Mordet i Vordingborggade
    (Øresundsgade) 1942 (under Østerbro)
  • Soldater og stikkere i
    Østerbro (under Østerbro)
  • Besættelsen på
    Østerbro 1 – 4 (under Østerbro)
  • Besættelsen på
    Nørrebro 1 – 5 (under Nørrebro)
  • Likvideret på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Nørrebro, 9 dage i sommeren
    1944 (under Nørrebro)
  • Sabotage på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Det tyske mindretal (under
    Sønderjylland)
  • Langs Grænsen (under Sønderjylland)
  • En stikker i Sønderjylland
    (under Sønderjylland)
  • Tyskertøser, Feltmadrasser
    og Horeunger (under Sønderjylland)
  • Bov Kommune mellem dansk
    og tysk (under Bov/Padborg/Krusaa
  • Bov kommune under besættelsen
    (under Bov/Padborg/Krusaa)
  • Dramaet ved Viadukten (under
    Bov/Padborg/Krusaa)
  • Frøslevlejren (under Padborg/Bov/Krusaa)
  • Fårhuslejren (under Padborg/Bov/Krusaa)
  • Harreslev
    – dengang (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • En sønderjyde krydser
    sine spor (under Padborg/Krusaa/Bov)
  • Nazister i Tønder (under
    Tønder)
  • Tønder, Marskens hovedstad
    (under Tønder)
  • Bombeangreb mod Tønder
    (under Tønder)
  • Da tyskerne kom til Tønder
    (under Tønder)
  • Flygtning i Tønder (under
    Tønder)
  • Sønderjylland 9. april
    1940 (under Tønder)
  • Historien om Jeppe K. Christiansen
    (under Tønder)
  • Obersten fra Tønder (under
    Tønder)
  • Tønder under besættelsen
    (under Tønder)
  • Baraklejren i Højer (under
    Højer)
  • Højer
    1935 – 1945 (under Højer)
  • Fritz Clausen
    – lægen fra Aabenraa (under Aabenraa)
  • Modstandsbevægelsen i
    Aabenraa (under Aabenraa)
  • Sabotage i Aabenraa (under
    Aabenraa)
  • Aabenraa
    – under de to krige (under Aabenraa)

 


Se Fotos fra Ladelund


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København