Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Hvor er det Gamle Tønder?

Januar 5, 2011

Efter 1920 var der bolignød i Tønder.
Alt blev brugt, selv faldefærdige træhuse. Boligforeninger opstod,
og der blev bygget og bygget. De gamle huse blev kritikløs revet ned.
Men i 1962 opstod en fond, som vi i dag kan takke for
at den gamle byggekultur er bevaret.
 

De mange historier

Der var kommet nye butikker. Og mit gamle
stemværtshus var blevet forandret. Man har helt indstillet sig på 
de unge. Og ved 1 . tiden strømmede de til. Jo, det er Skibroen jeg
taler om. Det var sjovt at være tilbage i Tønder.  

Og så er det lige, man kommer til
at tænke på min far, der var en fantastisk historie – 
fortæller. Han havde en historie for hver ejendom inde i Tønders midte.
Godt nok var det de samme historier, der kom igen. Men lyttede man ordentlig
efter, så var det en forandring hver gang. Og fik han en enkelt snaps
eller to, ja så kom der pludselige nye fortællinger.  

Gadebillet har forandret sig lidt efter
lidt. Dem, der ikke har set Tønder
siden 1920 vil sikkert korse sig. Særlig i bykernen er meget forandret
og i yderområderne har Tønder
sprængt sine rammer.  

Trafikken har ændret sig. Væk er hest
og vogn. Nu er det biler overalt.

Dengang i 1920 lå gaderne hen i
nærmest mørke. Nu er Tønder
badet i lys.  

Store forandringer

Mange af husene er de samme, men adskillige
er saneret. Andre er afløst af ny arkitektur, som er en stærk kontrast
til den gamle byggestil.

Dem der daglig færdes i byen, mærker
nok ikke denne forandring. Det gør vi, som ikke mere så ofte
kommer til byen.  

Borgmester Poulsen
skrev i 1960erne i en håndbog Velkommen til Tønder,
at byen 

  • har trods mange omvæltninger
    gennem tiderne og den gennemgribende modernisering bevaret sit særpræg,
    der stammer fra vestslesvigsk kultur

 

Ja han havde ret. Den helt store forandring
er sket, hvor der før var enge og marker. Nu er der huse og veje.

Væk er også den fodboldbane ude
på Nordre Landevej, hvor vi rødder fra Lærkevej
havde vores egen multiarena. Her havde vi den fornøjelse en aften at
spille sammen med topspillere fra Bundesligaklubben HSV.
Det var godt nok kun en halv time.

De var på vej til Rømø
i nogle sportsvogne. De benyttede så lejligheden til at drille os.  

Et net af nye veje

Omkring Strucksallé, Ribe Landevej
og Carstensgade blev der spundet et net af nye veje efter 1920
og de kommende årtier. Det ene nye hus efter det andet blev bygget.

I første halvdel af 1920erne skrev
Vestslesvigsk Tidende:
 

  • Den udvikling, som Tønder
    by for tiden er inde i, er jo ganske overordentlig stærk. Fortsættes
    den blot et par år – og
    der er intet der tyder, at den ikke gør det
    – vil byen eller i hvert fald dens udkanter, fuldstændig har skiftet
    udseende.

 

Tilsvarende stærkt gik det i 1960erne.
Det bebyggede areal i 1970 var blevet mangedobbelt.  

Nystad

I vest opstod den såkaldte Nystad,
der havde bredt sig på begge sider af Strucksallé.
Ny var bebyggelsen ved Dyrhus, Horupsgade
og Plantagevej, der slet ikke eksisterede i 1920.

I Markgade, Viddingherredsgade
og Strucksallé var der kommet langt flere ejendomme.

I Viddingherredsgade
var der også opført eksportstalde og slagteri. Her husker jeg, at
jeg engang var blevet angrebet af en tyr. Jeg slap levende fra det.  

Nord for Strucksalle
kom der i 1950erne og 1960erne flere institutioner.  

Masser af byggeri

Kommunen var klar til at opføre 550
boliger omkranset af Plantagevej, Nordre Landevej, Vestre Omfartsvej
og Bargumsvej. Det første tegn på denne udvikling var udflytningen
af Brugsen til nye store lokaler i 1968 ved Plantagevej.
Her gik lillebror, Erwin rundt i mange år.

Biler og gående skulle holdes adskilt.
Et omfattende stisystem blev indrettet. Fællesarealer og grønne områder
blev indrettet.  

Ubebyggede områder

Nystaden
havde taget fat om udvidelsen. Men området nord for bykernen, der var
afgrænset af Carstensgade, Nordre Landevej, Plantagevej. Bargumsvej
og Grev Schacksvej var så godt som ubebygget. Flere af de nævnte
veje fandtes ikke dengang. Det hele var et stort åbent land. Og
Leos Allé
var nærmest en markvej, der var vanskelig at færdes
på om vinteren.  

Dragonvej

For enden af denne markvej blev militærlejren
indrettet i 1920. I de følgende år dukkede mange huse op langs
Leos Allé, Dragonvej, Ribe Landevej

og Carstensgade. Her var det typisk en – og tofamilies huse,
der blev opført.

I 1923 vedtog byrådet, at urmager
Hansens
grund på Dragonvej
skulle udlægges til 11 byggegrunde.

I løbet af få år, var der omkring
militærlejren opstået en helt ny bydel.  

Oplevelser på 
det gamle stadion

Her er ude på det åbne land blev
sportspladsen i 1912 anlagt. Med et imponerende tribuneanlæg 
hørte den til en af provinsens bedste i mange år. I 1958 blev det
nye anlæg ved Sønderport taget i brug. Men jeg mener, at kan
huske, at det gamle stadion blev brugt nogle år endnu.

Her var det yderst sjov at lege gemmeleg
og snyde sig ind til fodboldkampe. Det var dengang Heinz Auerbacher
og Basse var stjerner på holdet. Basse
havde været tidligere professionel i Skotland.
Ja og så kom Henning Enoksen.
Det var tider dengang.

Det var også her, min onkel blev
jysk mester i kuglestød. Og her overværede vi min far spille firmafodbold. 
Med marchmusik holdt vi også skoleidrætsstævne her.

Og så husker jeg også når,
den store helikopter landede på pladsen for at hente patienter
fra Tønder Sygehus.  

Ja og så havde vi jo på 
Lærkevej
en fodboldklub. Og vores træner, jeg tror det var
John Andersen
mente, at vi skulle løbe 10 kilometer på stadion.
Det var hårdt.

Og lige efter at det nye stadion nede
ved Sønderport var færdig måtte vi drenge fra Tønder SF
spille på den store bane. Det var mod Møgeltønder.
Resultatet blev 1 – 1. Men hvem tror I, der skød Tønders
mål. Nemlig, det var mig. Det var hjørnespark, og bolden ramte mig
på låret og sprang i mål. Det var stort.

Jeg mente, det skulle i avisen, og så 
tog jeg med Per Keller ned til Jydske Tidende,
for det skulle da i avisen. Men det kom det nu aldrig.  

En bekymret avis

Men kære læser, nu tilbage til Tønders
udvikling. Vestslevigsk Tidende
skrev i 1923:  

  • mens denne bebyggelse finder
    sted, vil man se det store areal, som ligger mellem sportspladsen (ved
    Nygade)og byen, stadig ligger ubenyttet hen, mens det dog var mere naturligt,
    at dette areal også blev bebygget. Hvis der ikke gøres noget for,
    at dette ikke sker, og hvis byens udvikling fremdeles vil gå
    så rask frem, som tilfældet er nu, vil man i løbet af få
    år stå over for den kendsgerning, at der er ude sydvest for byen og
    ude omkring lejren vil have rejst sig to nye selvstændige eller i hvert
    fald afsondrede bydele….Det ville ikke tage sig godt ud, hvis der
    til sin tid skulle komme til at ligge et stort
    ubebygget terræn mellem byen og lejren med denne lille kvarter af nye
    huse.

 

Ja man bekymrede sig om byens udvikling.
Endnu i midten af 1940erne var der store ubebyggede arealer mellem
Tønder Øst
og den nordlige bydel, samt områderne vest for
Leosalle.
 

Kreaturer måtte vige pladsen

Øst for Carstensgade
var der i 1930erne opstået en mindre bebyggelse omkring Provst Petersensvej.
Herefter gik udviklingen nærmest i stå.

Det var først i andel halvdel af 1960erne,
at der opstod et nyt boligområde mellem Carstensgade
og Galgestrømmen, hvor Marskvej
nærmest er en hovedvej for mindre veje i dag.

Vest for Ribe Landevej
opstod der nærmest et helt industrikvarter. Vejene blev kaldt for
Fabriksvej, Håndværkervej, Svendevej, Murervej m.m.
 

Øst for Vidåen
og syd for Slotsbanken skete der ikke noget. De lave engområder
blev godt nok afvandet, så de ikke blev oversvømmet hele tiden. Endnu
i 1970 gik det helt op til den gamle bebyggelse. Men dette var så til
gengæld med til at fremhæve byens skønhed.

Det var kun den gamle markedsplads, hvor
kreaturerne måtte vige pladsen for campister, friluftsbadene og idrætsfolk.  

Det store byggeri i begyndelsen af 1920erne
var forudsaget af tilflyttere. Allerede mellem 1921 og 1925 steg befolkningstallet
i Tønder inklusive Slots
– og Frigrunden
med over 700 personer. Den samlede befolkning
var nu lidt over 6.000.

I 1960 var befolkningstallet steget til
7.200. Tilvæksten i den periode var betydelig lavere end andre steder.  

Boligforeningerne voksede

Tønder Andelsboligforening
var den store drivkraft. Den havde set dagens lys i 1938. Det første
byggeri var 12 lejligheder på Bargumsvej.
På generalforsamlingen i 1959 blev det oplyst, at foreningen nu rådede
over 269 beboede lejligheder, to butikker og 27 garager.

Tønder Socialfilantropiske Boligselskab
rådede over 44 boliger.

Der var også Dansk Boligselskab
af 1945.
I 1959 blev det i samarbejde med Tønder Kommune
og Amtsrådet stiftet en lokal afdeling af selskabet med navnet
Tønder Boligselskab.
 

Byggeriet i 1960erne slog alle rekorder.
Man nåede op på 407 ejendomme med i alt 594 boliger.  

Bolignød 

Da alle embedsmænd kom til Tønder
i 1920erne var der reel boligmangel. Man måtte tage sig til takke med
skumle værelser, og DSB – folk
måtte tage sig takke med små træhuse. I april 1921 kunne Vestslevigsk
Tidende
berette:  

  • de mange, som står uden
    bolig eller som må dele bolig med andre familier på 
    en alt andet end tilfredsstillende måde

 

I 1922 kunne samme avis berette, at  

  • bolignøden er en alvorlig
    trussel mod mange mennesker

 

Ja selv redaktøren med kone og to børn
måtte tage sig til takke med hotelophold.  

De første vaskemaskiner

De fleste måtte som andre steder før
1945 klare sig med vaskebrædt, balje og gruekedel. Derfor var interessen
stor, da isenkræmmer M.C. Christiansen
i 1948 kunne fremvise en smart husholdningsmaskine, i lak og nikkel.
Foruden at vaske og koge op til 6 lagener ad gangen kunne den som
Jydske Tidende
fremhævede, også forsyne familien med 34 l varmt
vand.

Om sommeren kunne den endvidere – 
anvendes som fryseboks på grund af dens stærke isolation, og den kunne
tillige bruges til afkøling af smør, øl, sodavand og madvarer i den
varme årstid. Endelig blev maskinen fremvist som henkogningsapperat
for frugt og kød i weck – glas.

Kun12 år senere var den slags finesser
ved at blive hverdag. Da behøvede man ikke længere at bruge vaskemaskinen
til madlavning, fremstilling af varmt vand og som køleskab. Efterhånden
blev disse bekvemmeligheder almindelig, når man flyttede ind i en lejlighed
– også i Tønder.  

Saneringen starter

Vi har i tidligere artikler fremhævet
de flotte huse i Tønder. I turistbrochurer bliver især Slotsgade
(Frigrunden)
og Uldgade
fremhævet. Det var især gaderne, der gav et malerisk udseende.

En del af byens maleriske huse måtte
falde for saneringsbestræbelserne i 1920erne og 1930erne. Det var især
de små huse, der var i en dårlig stand, der måtte lade livet.

Flere større huse blev efterhånden
fredet i klasse A. 

Saneringen af de ældre kvarterer skete
med en uhyggelig hast. Men omkring 1960 bremsede man op. Man lagde nu
vægten på at bevare det gamle Tønder.

Havde man haft samme iver dengang, som
i dag, ville Tønders mest populære værtshus sikkert have eksisteret
den dag i dag. Det var In Weissen Schwan,
som blev revet ned i 1932.  

Ikke så 
få dårlige lejligheder

Iøvrigt så meddelte amtslæge
H. Lausten – Thomsen
i sin beretning for 1933, at der endnu var: 

  • ikke saa faa daarlige Lejligheder
    i den overbebyggede indre Del af Byen.

 

Dyrene skulle ikke bydes de forhold

Boligsituationen i 1920erne gjorde, at
de gamle huse blev en torn i øjet på mange. Et eksempel herpå er
et læserbrev fra 1946 i Jydske Tidende.
Her blev det udtalt, at boligforholdene i byen: 

  • i mange tilfælde er af
    en sådan art, at en dygtig og ærekær landmand ville værge sig ved
    at byde sine dyr sådanne. Hvad nytter et hus med en idyllisk facade,
    når det indre kan sammenlignes med de kalkede grave, som omtales i
    bibelen. Thi sagen er den, at byen ikke alene mangler lejligheder, men
    også benytter boliger af sådan art, at de for længst burde være
    kasseret.

 

Kvindernes særlige repræsentant

I november 1948 henvendte Turistforeningen
sig til byrådet. Man ville gerne have byrådet til at bevare de faldefattige
huse især omkring Uldgade.
Men et ville man ikke umiddelbar går med til. Problemet kan aflæses
af byrådsmedlemmet Emilie Bay,
som Jydske Tidende kaldte kvindernes særlige repræsentant
i byrådet:
 

  • Jeg ser sådan på 
    det, at gamle sunde boliger skal bevares, men det er håbløst, at lave
    Uldgade – boligerne om til menneskeboliger til rimelig pris.
    Fra borgernes side – d.v.s. Skatteydernes
    – må de sundhedsmæssige krav til boligerne i Tønder være de vigtigste.
    Men adskillige gamle huse i Uldgade
    – kvarteret er rene rottereder. Jeg skammer mig over, at der må
    bo mennesker sådanne steder. Selv om der gror roser omkring den faldefærdige
    idyl. Jeg er selv interesseret i alt gammelt og en stor ynder deraf.
    Men det sunde folkeliv er vigtigere og må
    være det mest magtpåliggende for en kommune.

 

Dødsstødet

Efterhånden som kommunen havde mulighed
for det, opkøbte de ejendomme, der indgik i saneringsplanen. Og der
blev luftet ud. I 1957 blev der nedlagt to boliger, i 1958 blev
der nedlagt 14 og i 1959 blev der nedlagt 26 boliger.

I Jydske Tidende
beklagede man, at et malerisk kvarter fik dødsstødet.  

Bevarelse af
gamle huse

I 1960 voksede velstanden. Nu begyndte
man at tænke anderledes. Nu var det ikke kun de enkelte huse, man ville
bevare. Nu var det hele kvarterer, der skulle bevares.

Men da var det allerede gået hårdt
ud over Østergade. Det ene gamle hus efter det andet forsvandt.

Museumsinspektør Sigurd Schoubye
kritiserede kommunens saneringspolitik, og klagede over, at historisk
interesserede medborgere ikke blev taget med på råd. En avis refererede
fra en af møderne med den malende overskrift, Drøftelse over Tønders
ruiner.
 

Utilfredsheden med udviklingen i den
indre by, gav startsskuddet  til oprettelsen af Fondet til bevarelse
af gamle huse i Tønder.
Initiativtager hertil var apoteker Hans
Iver Toft.
 

Fondets midler blev tilvejebragt ved
indsamling fra private fonde og tilskud fra det offentlige. I foråret
1964 kunne man disponere over 200.000 kr. Efter at husene var sat grundig
i stand og moderniseret, solgte man dem.  

Bygningsarven bevares

Efter knap to års virke var man blevet
ejer af 6 ejendomme. Hertil kom i de følgende år ejerskab af adskillige
andre huse, særlig i Uldgade.

Nøgleordet var bevarende sanering.
Dette skulle sikre, at bygningsarven fra Tønders
fortid blev givet videre til de næste generationer.  
 

Den historiske interesse vakt

Man kan sige, at både min far og min
onkel havde masser af arbejde med de gamle huse i Tønder,
og når jeg en sjælden gang går gennem den indre by kan jeg glæde
mig over det initiativ som apoteker Toft,
tog dengang.

Gennem sit murerarbejde fik min far vakt
sin historiske interesse. Og tak for det. Det er hvis nok gået i arv.  

Kilde:
Se

  • litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Tønder
    – Institutionernes by
  • Carsten Richtsen og Digegrevens
    Hus
  • Drengestreger i Tønder
    1920
  • Gader og veje i Tønder
  • Gamle virksomheder i Tønder
  • Købmandsslægten Olufsen
    fra Tønder
  • Militæret i Tønder 1920
    – 1923
  • Socialdemokrat i Tønder
    – dengang
  • Ture i Tønder 1
    – 4
  • Tønder efter krigen
  • Tønders historie
    – efter 1900
  • Tønder, Marskens Hovedstad
  • Tønder, Marsken og afvandingen

 
 

      


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder