Hvem
passede i grunden på københavnerne dengang. Det kigger
vi på. Her havde man ansat folk som Rodemestre,
Vagtmestre, Kæmner, Byfoged, Stadshauptmanden, Vagtskriver,
Byfoged, Stadskonduktør, Skarnfogeden, Rakkeren,
Strandfogeden, Rodemesteren, Fattigforstanderen, Overformynderen,
Kirkeværgen, Underfogeden og Byskriveren. Man
havde en form for fødevarekontrol og man styrede også en
form for lukkelov. Vi hører også om Væbningen
og
Byens
Tynge. Og
tænk, kongen blandede sig, og påskrev, hvis nogen skulle
fyres.

Forordninger

Læser
man gamle beretninger fra København
får
man indtryk af, at der ikke var styr på noget som helst. Det
kan måske have sin rigtighed. Men man forsøgte dog at få
styr på noget af det. I 1500 – 1700 tallene fik man
indført nogen retningslinier. Der blev ansat folk med en
stillingsbeskrivelse, vi slet ikke kender i dag. I en række
artikler vil vi forsøge at fokusere på disse folk.
Desuden kigger vi på nogle af de forordninger, der blev udsendt
dengang, for at få styr på nogen af tingene. Artiklerne
handler også om, hvem der passede på københavnerne
– dengang.

I tilfælde af
brand

Københavnerne
frygtede ilden. Den kunne anrette stor skade. Og brandforsikring
kendte man ikke. Alt hvad man ejede, kunne gå til grunde.

De fleste huse var midt i
1500 – tallet endnu bygget i bindingsværk. Der blev brugt
masser af træ. En slukning kunne næppe betale sig. Det
gjaldt ofte om at redde nabohuset.

Til
at holde øje med staden, var der to brandvagter, nemlig i Vor
Frues og
St.
Nikolajs kirketårne.
Her var i hvert tårn to vagter eller kurerer, der skulle ringe
med klokkerne, når de så ild.

Ved
ringningen hidkaldtes alle tømrer, fiskere og bådsmænd.
Deres pligt var at bestige
det
brændende hus og søge
at slukke.

Det
påhvilede dragerne
at
skaffe vand med kærer og trillebøre. Vognmændene
skulle
køre vand i deres vogne.

På rådhuset
blev der opbevaret læderspande og stiger. Disse var delt ud til
forskellige opbevaringssteder. Hvert kvarter havde sit
opbevaringssted.

Rodemesteren
og Vagtskriveren skulle
sørge for at disse remedier kom frem til brandstedet.

I gaderne op til
brandstedet skulle de, der havde vand i deres brønde, straks
begynde at hente vand og bringe dette til brandstedet.

I 1549 var det strengt
forbudt for kvinder, piger og børn, der ikke var behjælpelig
med brandslukningen at indfinde sig ved brandstedet.

De borgere, der ikke var
behjælpelig med at slukke ilden, skulle med deres eventuelle
svende søge til næste torv eller begive sig til portene.

Forebyggelse af brand

Jo
man havde sandelig en brandforordning. Der var også regler for
forebyggelse af ildebrand. Man opfordrede til at bygge en væg
af ler eller sten i stedet for af træ. Alle skulle være
med til at besigtige
og forsvare deres Ild, dag og nat.

Hvis nogen med vilje og
ved forsømmelighed havde været medvirkende til branden,
skulle vedkommende straks kastes i ilden uden nåde.

I
1597 udsendte Magistraten
en
forordning, der gik ud på, at an skulle foretage syn på
skorstene, ildsteder og esser. Hvis der blev påvist mangler,
skulle stedet straks fjernes eller forbedres inden 14 dage.

Af
Rodemesterens
skrå fra
1606 ses det, at hvert kvarter havde to læderspande, en dobbelt
og en enkelt stige samt to bådshager. Det kan i dag synes at
være ganske lidt i en by, der var bygget så tæt.

Rodemesteren
skulle
anmelde ulovlige ildsteder. Han skulle også sørge for,
at borgerne vedligeholdte deres brønde i gårdene. Under
tørke skulle de sørge for at fylde dem.

Belønning for
at komme først

Under ildebrand skulle
hjørneejendommene sørge for tændte lygter over
gaderne.

Vognmandslavet
skulle
efter Lavsskraaen
af
1610 altid have et par heste hos en af lavsbrødrene, der så
kunne køre byens vandsprøjte til ilden.

Andre vognmænd
skulle køre vand, fyrhager og stiger. Der var belønning
for den, der først kom med deres vand. En mindre belønning
var det for den næste.

I 1618 udkom en
forordning om, hvorledes man skulle forholde sig i tilfælde af
brand på skibe. Det var strengt forbudt at tænde åben
ild på skibe.

En ”Brand –
og Ildordning”

Den
1. januar 1643 udsendte Magistraten
en
Brand
– eller Ildordning udi Kjøbenhavns By.

Naar
Ildsnøden sig tildrager, skulle
beboerne af huset, straks
et stort Anskrig til Naboerne og andre gøre. Hvis
man ikke gjorde dette, kunne man risikere højeste straf.

Hvis ilden udbrød
om natten skulle vagterne på de to kirketårne på en
stang udhænge en tændt lygte mod den side af byen, hvor
ilden var. Der skulle ringes med klokkerne i alle byens kirker.

Enhver borger i nærheden
af ilden, skulle udhænge en lygte foran sin dør og måtte
ikke slukke den før det blev dag.

Alle
stadens porte skulle ufortrødent lukkes. Stadshauptmanden
sendte
til hver hovedvagt en borgervagt. Han skulle lade folk gå
igennem lågen ved porten, og
give Agt paa, hvem der skulle ud.

Travlhed ved juletid

En gang hvert halve år,
skulle skorstenene renses. Brandmestrene skulle ved juletid gå
rundt i deres kvarterer for at tilse julelys.

Særlig
fokus var det på Gæsterier
i
kældre. Bageovne skulle være bygget af en solid grundmur.
Og ved siden af skulle der altid stå en spand vand.

I
1653 kom en forordning med at en brandmester skulle have en
underbrandmester
og
en særlig tilhjælp
af
ti murer – og tømrermester.

En
gang om året skulle Stadshauptmanden
kalde
hele mandskabet på 90 mand, foruden brandmestre til syn
på
Rådhuset.
Brandmestre havde
så den fordel, at de i fredstid slap for landkvartering.

Bevogtning af voldene

Ca.
150 personer bevogtede voldene og portene. I tilfælde af krig
fik man det dobbelte i vægterpenge.

Men
det blev klaget over, at disse vagtposter var lejekarle
eller uforstandige kompaner,
som ikke vidste, hvordan de skulle omgås, Musketter
og
Bøsser.
Og
så var det nogle af disse, der havde en letfærdig omgang
med drikkevare.

I
1627 blev et vægter
– og Politikorps på
140 mand dannet. Stadens
Vagtmester var
den, der kommanderede og ordnede vagten. Sammen med Skarvagten,
der
bestod af 11 – 14 mand skulle han patruljere i gaderne.

I
tilfælde af brand skulle Vagtmesteren
føre
tilsyn med volden, Portvægterne
og
på selve brandstedet.

Kongen
ville dog i 1634 afskaffe denne ordning, da han mente, at
vagtmesteren også skulle være med til at befri
Gader og Stræder for al Modvillighed. Hvis
vagtmesteren blev forulempet, så skulle soldater komme til
hjælp. En Vagtskriver
og
en Brofoged
skulle
rapportere til Vagtmesteren.

Stadskonduktør

I
1651 blev der ansat en Stadskonduktør.
Han
skulle sørge for, at gaderne havde afløb. Hullerne
skulle fyldes og trapperne måtte ikke gå for langt ud.
Rør med regnvand måtte ikke placeres så højt,
at det ikke kunne vælte ned på folk. Hvis brolægningen
ikke var i orden, skulle der klages til Byfogeden.
Ja,
Stadskonduktøren
havde
også nok at se til.

Skarnfogeden

Skarnfogeden
eller
Gadefogeden
havde
tilsyn med gadernes renlighed. Mens man ventede på Vognmanden,
der
skulle køre skarnet væk, gik Gadefogeden
rundt
i gaderne og forkyndte dette ved råb.

Hvis
man ikke efterkom ordren med at feje skarnet sammen, for at få
det bragt på vognene, ja så blev de udpantet, allerede
dagen efter. Skarnfogeden,
Brofogeden, og
en af Fogedsvendene
kom
på inspektion.

Rakkeren

Et
knap så eftertragtet job havde Natmanden.
Lige
som Skarpretteren
blev
han kaldt for Mester.
Det
folkelige navn var Rakkeren.

Hans
job bestod i at bortskaffe skarn, døde hunde, katte og mindre
dyr. Jobbet blev betragtet som uærligt.
Dem,
der lavede uærligt arbejde skulle man helst ikke omgås.
Hvor lidt respekt man havde for dette arbejde, ses af en forordning
fra 1647 om gadens renlighed.

Her
oplyses, at folk, der gentagende gange udkastede skarn ved stranden,
på torvene, ved volden eller på andres fortov skulle
ligestilles med Natmanden.

Natmanden
boede
altid fjernt fra andre mennesker. Før 1516 boede han i det øde
Rosengaard,
omtrent
ved Vognmagergade.
Derefter
havde han bolig uden for Vesterport.
I
perioden 1661 – 89 havde natmanden bolig ved Ny
Østerport, omtrent
der, hvor Rigensgade
i
dag ligger. Det var mellem Salviegade
og Krysemyntegade.

Strandfogeden

Strandfogeden
eller
Havnefogeden
skulle
føre tilsyn med havnen. Han skulle passe på, at ingen
kastede urenheder i vandet. Der blev også ansat en
Havneskriver,
der
førte regnskab med havnens indtægter og udgifter.

Andre
jobs var Vejer,
Maaler, Vrager, Vandmester, Rendemester, Vandkiggere og
Teglgårdsskirvere.

Væbningen

Alle
skulle stille op til Borgervæbningen,
som
var byens forsvar mod ydre fjender. Hver ejendom var takseret med et
vist antal personer og et vist antal våben. Det skte jævnligt
at kongen lod
foretage Mønstring af Borgerskabet. Det
var kun gamle og skrøbelige, der slap for denne værnepligt.

Men mindst en gang om
året var der mønstring. Af gamle regnskaber kan det ses,
at en stor del af udgifterne gik til indkøb af øl.

Ved
højtidelige begivenheder, når foreksempel kongen havde
besøg, stillede Borgerskabet
op
bevæbnet i de gader processionen passerede.

Rodemesteren

Alle
de borgere, der var med i Væbningen
var
delt op i Roder,
hver
på 10 mand. De havde deres formand eller Rodemester
(Rotmeister). Når
der skulle mønstres, hørtes trommer i aller gader. Så
skulle alle give møde foran Rodemesterens
dør,
inden trommerne havde lydt for anden gang. Man samledes derefter
foran Fenrikkens
dør
og marcherede derefter gennem byen til eksercerpladsen.

Det
var strengt forbudt for musketererne og hageskyderne
at
skyde uden tilladelse. Ingen måtte træde ud af
geledderne under marchen. Man skulle også holde sig ædruelig.
For overtrædelser betalte man bøder. Disse skulle
betales i tre dele. Den ene til kongen og byen. Den anden til
Hopmanden,
Fændrikkerne og
de andre officerer. Den tredje del gik til Rodemestrene.

Borgervæbningen

Efterhånden
nåede hærens betegnelser som kaptajner og korporaler også
til Borgervæbningen.
På
volden og i portene blev der udtaget skildvagter.
Disse
blev afløst hver time. Det var strengt forbudt at tale med
nogen. Og det var dømt livsstraf, at afskyde sin musket
om
natten uden årsag.

Så
man nogen mistænkelige personer var proceduren, at man tre
gange skulle råbe:Wer
da? Så
skulle man kalde på korporalen. Først herefter kunne man
eventuelt affyre et skud.

På
vagten var al
overflødig Drik og Fulderi forbudt. Spil, Sværgen og
Banden var
heller ikke tilladt. Det var dømt dødsstraf, når
man brugte våben mod hinanden.

I
vedtægterne stod der også, at Vagten
ikke
måtte tage noget af det, der stod på vognene. Man måtte
heller ikke uforskyldt overfalde nogen med Hug,
Slag eller ubeskedne Ord.

Hvem
bestemte?

Hvordan var det
offentlige liv ellers – dengang?

Manglen
på Tingbøger
og
Raadhusprotokoller
kan
vanskeliggøre svaret.

Men
vi ved, at da Magistraten
i
1525 fik fuldmagt til købe Serridslev
Mark var
der 28 Oldermænd
og
11 Stolebrødre
for
lavene, der udstedte brevet.

Da
byens grunde i 1528 skulle afhændes mødtes foruden
Rodemestrene
også
32 af Menighedsmænd.

I
1542 skulle byen sende to mand til Ringsted
for
at vælge Prins
Frederik til
sin fars efterfølger. Da

blev
fuldmagten foruden af Magistraten
og
Byfogeden
underskrevet
af Rodemesterens
to
Oldermænd
og
12 Oldermænd
fra
lavene.

Til
Prins
Christians valg
i 1584 udstedtes fuldmagten af 4 Rådmænd,
Byfogeden, de to kæmnere, 16 borgere, Oldermændene for
Rodemstrene og 13 Oldermænd fra lavene.

I 1627 mødte 40
borgere op, da man skulle godkende vedtægter for vagttjenesten.
Men der var 56 borgere, der i 1619 indvilligede i søernes
afståelse til kongen. Måske er disse borgere valgt efter
kvarter. Hvordan de er valgt, og hvem der har indstillet disse
borgere, vides ikke. Vi ved, at der i 1659 kom en ny kommunalreform.

Byens Tynge

På
mange måder måtte borgerne udfylde deres borgerpligt.
Dengang blev det kaldt Byens
Tynge. Apotekerne var
dog fritaget. Det var vigtigere for samfundet, at de passede deres
bod.
Disse
apotekere var således fritaget for at være Tingmænd,
Rodemstre, Synsmænd, Vurderingsmænd, Kæmner,
Kirkeværge, Fattigforstandere, Nævnsmand m.m.

Tingmænd
skulle
sidde på Tinget
og
vidne om rigtigheden af de på Tinget
udstedte
dokumenter. Synsmænd
skulle
møde på Tinget
i
tvivlsomme tilfælde.

Vurderingsmænd
skulle
vurdere ejendomme til den rigtige værdi.

Nævnsmænd
var
de 12 mænd, der skulle dømme eller frikende den
anklagede. Til disse jobs valgtes simple
Borgere.

Derimod
var Kirkeværgere,
Fattigforstandere, Overformyndere og Havnefogeder ansete
borgere.

Kæmneren

Kæmneren
var indtil Forordningen
af 5. april 1581 medlem
af Magistraten.
Derefter
skulle

to af byens borgere
udnævnes til hvervet.

I
maj 1620 udarbejdede et udvalg af forhenværende Kæmnere
og
24 af de bedste
og ældste borgere
i byen en vejledning i et mere ensartet regnskabssystem for byen.

I
1643 kom en forordning, der bekendtgjorde, at man kun kunne være
kæmner i to år. Det skulle være deres pligt, at
tage vare på byens indtægter og udgifter. De skulle
derfor være til stede ved Bytinget
i
anledning af bødernes Aftingning.

Kæmneren
skulle
meddele Magistraten,
hvad
der skulle bygges og repareres. Han skulle holde øje med
Pligtfogeden.
Den
sidstnævnte havde opsyn med arbejderne.

Byrdefuld post

Det
var en meget byrdefuld post at være kæmner.
Han
skulle ligeledes motivere Rodemestrene
til
at inddrive skatter. De skulle endvidere holde opsyn med at borgernes
lovbestemte staldrum var til stede.

Kæmneren
skulle
også forsyne portvagten med krudt og bly, så de kunne
skyde mod hunde og høns. Ja, de fik sandelig 4 skilling pr.
skudt hund.

Kæmneren
havde
kun en indtægt. På et tidspunkt bestod den kun af
indtægterne fra Teglgaardsvangen
fra
det nuværende Blågårds
– kvarter. Denne
vang købte Gabel.
Det
betød at kæmneren, derefter fik 60 daler om året.

Sammen
med Byfogeden
skulle
han sørge for at brobelægningen var i orden. Og så
skulle Rodemesteren
sørge for at ingen geder, får og kvæg bevægede
sig op på volden. I alt var der 16 rodemestre.

Der var to rodemestre i
hvert kvarter. Men ikke alle udførte deres job på
betryggende måde. Druk og misbrug hærgede også
blandt disse.

Deres job bestod også
i at føre opsyn, der hvor fremmede og udlændinge
færdedes. Den skat som de inddrev, skulle afleveres til
kæmneren.

Byfogeden

Det
var Byfogedens
pligt,
at sørge for, at kongen fik sin andel af bøderne.
Derfor beklædte han forsædet i Bytinget.

Byfogeden
førte
også tilsyn med gader og veje. Vanskelige sager blev henlagt
til Magistraten.
Her
havde Byfogeden
også
adgang. Her forsvarede han kongens interesser.

Når
en Byfoged
blev
udnævnt, måtte han møde på slottet og
aflægge ed over for Statholderen
eller
Rigets
Hovmester. Så
blev han ført til Rådhuset,
hvor
Magistraten
var
forsamlet i Rådstuen.
Her
holdt Slotsherren
så
en kort tale, hvorved han tilkendegav, at det var kongens vilje, at
vedkommende skulle fungere som Kongelig
Byfoged. Og
man skulle agte
og holde ham for en saadan.

Derpå
førte Slotsherren
ham
til Bytinget
i
procession fulgt af borgmester og Raad,
mens
nogle sværd blev båret foran Byfogeden
som
symbol.

På
det åbne ting som kunne overskues fra hele Gammeltorv
satte
borgmestre og Raad
sig
på Tingstokkene
mens
slotsherren med en ny byfoged ved siden forkyndte den forsamlede
almue, at en ny Byfoged
var
udnævnt. Han befalede også forsamlingen til at respektere
og adlyde ham.

Fra
ældre tid blev Tinget
ført
under åben himmel på Gammeltorv.
Byfoged Klaus Ravn los
et træhus opføre på stedet. En lille kakkelovn
blev også monteret i huset.

Troskab til kongen

Byfogeden skulle vise
kongen absolut troskab. I hans fravær skulle han rette sig
efter rentemesteren.

Han
måtte ikke kræve bøder uden kæmnerens
velsignelse. Også kongen var bekendt med gadernes dårlige
tilstand. I 1629 tales om Underfogeden.
Det
var byfogedens assistent. Byfogedens
hverv
havde også sine begrænsninger. Han måtte ikke selv
anholde borgere. Og sager der var startet på Rådhuset,
måtte
han ikke selv føre.

Retten
blev
også beklædt af Tingmænd,
hvis
Oldermænd
tilsagde
Tingmændene
at
møde efter tur. Byfogeden,
Byskriveren og
Kæmneren
havde
plads på den forreste bænk. Hvis Byfogeden
ikke
udførte sit job ordentligt, afsatte kongen ham. Så måtte
Underfogeden
overtage
jobbet ind til en ny Byfoged
var
udnævnt.

Politiforretningerne
voksede efterhånden fogeden over hovedet. En Underfoged
var
således tiltrængt. En egentlig beskrivelse af hans job
kendes først fra 1658.

Han
skulle forfølge alle dem, der misbrugte og overtrådte
kongens og Rigsrådets
mandater om
Fæstenøl,
Bryllupper, Faddere og Ligfølge.

Han
skulle føre sager, der blev afgjort i mindelighed. Han skulle
ligeledes tiltale lovovertrædelser
især
hos slagtere, skomagere og vognmænd. Han skulle undersøge
alle klager om falsk mål og vægt enten i slagterboder,
høkerboder, bagerhuse, kældre og kroer.

Desuden
skulle han føre tilsyn med at ingen vin
– eller øltappere holdt
åben kælder eller udtappede om søndagen.

Prædiken måtte
først udføres over middag på helligdage. Dette
skulle også kontrolleres.

Tilsyn med importerede
varer, skulle han også føre. En gang om ugen skulle han
kontrollere vinduerne hos alle bagere og slagtere. Vognmændene
skulle kontrolleres for, at de holdt gaderne rente. Desuden skulle de
holde sig inden for den fragtpris, der var anvist.

Underfogeden

Underfogeden
skulle
straks informere Byfogeden
om,
hvis han hørte om slagsmål, mord og manddrab. Kongen
skulle nemlig altid have sin andel af bøden.

Han
var en slags Fødevarekontrol
men
også bestyrer af en art lukkelov.

Forprangere
og høkere måtte
ikke købe varer hos bønderne før kl. 10. Den
almindelig befolkning skulle have fortrinsret.

Dragere,
Daglønnere, og
Vejmænd
der
arbejde ved stranden skulle også kontrolleres.

Byfogeden
og
Byens
Tjenere samt
Byens
Vagtmestre skulle
hjælpe Underfogeden
med
at hente og stævne folk for retten. Som løn fik han en
femte del af bøderne.

Uden for de tre porte var
der i 1654, tre underfogeder. De blev brugt til at vurdere huse,
skure, møller og andre ejendomme.

Byskriveren

Byskriveren
havde
som stadens embedsmand fri bolig. Ved mageskifte med Vor
Frue Kirke om
det gamle Rådhus
i
1492 fik byen et stenhus på det sydlige hjørne af
Klædeboderne
og Gammeltorv. Først
boede Kæmneren
her,
siden Byskriveren.

Byskriveren
havde
en mark ved siden af Byfogedernes.
Først
lå de i Borgmester
– og Raads Vang, senere
i Vognmandsmarken.
Han
var derfor i lav med vognmændene. Han havde foruden løn,
en indtægt for de dokumenter, han udfærdigede på
Bytinget.

Fra
kongen modtog han årligt 1
okse, 1 svin, ½ td. smør, 1 pd. Malt, for
hvad han skrev af kongens sager.

I
1654 blev der bevilliget en eng til Byskriver,
Peder Kristensen, kaldet
Kongens
Eng
mellem Solrød
og
stranden ved Køge
– dog
for en årlig afgift på 15 Rdl.

Foruden
at være tilstede på Bytinget
og
ved Raadstue
– møderne skulle
Byskriveren
føre
Tingbogen
og Raadhusprotokollen. Han
skulle desuden udfærdige domme, skøder og lignende
dokumenter.

Efterhånden
som byen voksede tiltog arbejdsbyrden også. Byskriveren
også.

Således
søger Byskriver
Hildebrand Jørgensen i
1632, at der måtte
antages en særegen Raadhusskriver, der
alene skulle tage vare på ting, der skete i Raadstuen.
Byskriveren ville
så udelukkende beskæftige sig med Bytingets
sager.

Byskriveren,
der blev fyret

Byskriveren
kunne
ikke samtidig være i Raadstuen
og på
Bytinget
samtidig
om mandagen. Byskriveren
havde holdt en Karl. Og
denne karl
havde
i en sag skrevet forkert. Og det havde haft nogle uheldige følger.

Problemet
var også, at folk opsøgte denne Karl
eller tjener i
stedet for Byskriveren.
Den
omtalte karl
blev
dog fyret for Druk
og Forsømmelse.

Kongen
tog sig af sagen året efter, for Magistraten
gjord
ikke noget ved det. Kongen ville endvidere vide, hvorfor der indløb
så mange klager over Byskriverens
langsommelighed.

Magistraten
svarede,
at grunden var, at Byskriveren
til
tier var overlæsset, og at sagerne tog til dag for dag.

Desuden
svarede Magistraten,
at
Byskriveren
var
arrig, ond og videværtig.
Ingen
kunne rigtig snakke med ham.

Magistraten
havde
givet ham fri i to måneder fra Raadstuens
arbejde,
for at han kunne overkomme det mest vigtige arbejde.

Kongen
gentog
flere gange, at Byskriveren
skulle
fyres. Det skete først i 1645.

Kilde:
Se

– Litteratur København
(under udarbejdelse)