Christian
den Ottende var allerede i 1846 med til at opildne til antidanske
protester med sit åbne brev. Sprogskriptet fra 1840 var
allerede i gang med dette. Regeringen blev fyret. Oprør i
Rensborg. Prinsen af Nør handlede i kongens navn, påstod
han. De slesvig – holstenske styrker blev nedkæmpet, men
14 dage efter var den danske hær i vild flugt. Det var
begyndelsen til tre års krig.

Minder
fra et slag

Der
hvor Hærvejen
og Rønsdamvej støder
til Padborgvej
står
der en rød granitsten med følgende indskrift:

• Sejren ved Bov den 9.
  april 1848 – Rejst af Bov Sogns Beboere 1923.

I
Rinkenæs
står
der ved vejen i byens østligste udkant en mindesten over Sejer
Steffensen. Her
står følgende indskrift:

• Minde om den 6. april
  1848.

• Første Skud
  fra Krigerskare

Voldte Byen Skræk
og fare

Men med Tak og Pris og
Hæder

Broderlig vi mindes
Eder

Som for os i første
Møde

Seier vandt hvor Seier
døde

På
Bov
Kirkegård ved
kirkens østgavl står en mindesten over kaptajn
J.F. Hegermann – Lindenkrone, som
dødelig såret blev ført til Aabenraa,
hvor
han døde og ligger begravet.

Men er alle i grund klar
over, hvilken sejre det drejer sig om, den forårsmorgen for 162
år siden.

Antidanske følelser

Ved
indgangen til 1840erne var den politiske situation i hertugdømmet
præget af et voksende nationalt modsætningsforhold mellem
de kræfter, som ønskede helstarten bevaret under den
danske krone, og de, især konservative kræfter, der
betragtede de to hertugdømmer som selvstændige med
hinanden fast forbundne stater, og som ønskede Slesvigs
indtræden
i det tyske forbund. Holsten
var allerede
i 1815 blevet tilknyttet det tyske forbund.

Christian
den Ottende, der
i 1839 var kommet på tronen, viste sig at være fast
besluttet på at bevare helstaten. Han skuffede dermed dem, der
mente at hertugdømmerne skulle have en fri forfatning. Kongens
ide gav mere næring til den slesvig – holstenske
bevægelse.

Sprogskriptet
af
1840, som indførte dansk rets – og forvaltningssprog,
hvor der i hertugdømmerne var dansk kirke – og
skolesprog, gav voldsomme protester fra Slesvigs
stænderforsamling.
Med et stort flertal krævede de reskriptet ophævet.
Formålet var at styrke helstaten. Men det fremkaldte alvorlige
antidanske følelser i hertugdømmerne.

Hertugen
følte sig forbigået

Et
andet problem var arvefølgen i det danske kongehus. Hertug
Christian August af Augustenborg, der
sammen med sin broder, Frederik,
kaldet
Prinsen
af Nør var
frontfigurer i den slesvig – holstenske bevægelse,
hævdede den augustenborgske slægts arveret til den danske
krone, hvis kongehusets mandestamme uddøde.

Kongens
åbne brev

Dette
var ikke lige Christian
den Ottendes mening.
Han var af den faste overbevisning, at kongelovens
mandelige/kvindelige arvefølge også gjaldt for Slesvig.

Den
8. juli 1846 udsendte kongen derfor et åbent brev, som
fastslog, at kongelovens regler om arvefølge også havde
gyldighed i hertugdømmerne Slesvig
og Lauenborg.

Brevet
fremkaldte en voldsom reaktion i hertugdømmerne. De holstenske
og slesvigske stænder protesterede og flere nedlagde deres
mandater. Man krævede nu en slesvig – holstensk
forfatning, Slesvigs
indlemmelse i det tyske forbund og hertugdømmernes
administrative adskillelse fra kongeriget.

Modstanden
mod kongens brev blev fra den danske regerings side mødt med
censur og mødeforbud. Dette skærpede endnu mere
modsætningsforholdet mellem Danmark
og
hertugdømmerne.

Opstanden brudt ud

Den
20. januar 1848 døde Christian
den Ottende pludselig.
Han efterfulgtes af Frederik
den Syvende. De
forfatningsmæssige ændringer, som Christian
den Ottende i
nogen tid havde forberedt, blev straks taget op af den nye konge.
Disse ændringer omfattede blandt andet fælles stænder
for kongeriget og hertugdømmerne.

Men
Pariser
– Revolutionen den
24. februar 1848 bredte sig i lynets hast til Slesvig
– Holsten. Og
de kultur – radikale vejrede morgenluft.

Ved
et møde i Rendsborg
den
18. marts krævede den liberale Th.
Olshausen, at
Slesvig
– Holsten skulle
erklære sig som en uafhængig stat tilknyttet det tyske
forbund.

En
delegation rejste til København
den
21. marts. Den 24. marts fik den det klare svar, at kongen ville
tilstå Holsten
en
fri forfatning som selvstændig tysk forbundsstat, men Slesvig
skulle
forbindes med Danmark
ved
en fælles fri forfatning, men med egen landdag og særskilt
forvaltning.

Men
inden delegationen nåede tilbage til Kiel
med
dette svar var opstanden i Slesvig
– Holsten brudt
ud.

Den provisoriske regering

Under
indtryk af de politiske begivenheder i København,
som
også i høj grad havde sammenhæng med det slesvig –
holstenske spørgsmål, og som var endt med ministeriets
afgang den 21. marts, havde en lille kreds af blandt andet Th.
Olshausen og Prinsen af Nør grebet
tøjlerne. På et møde natten mellem den 23. og 24.
marts havde de dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne.

Den provisoriske regering
overtog magten med den begrundelse, at en folkebevægelse var
blevet tvunget til at afskedige sine rådgivere og indtage en
fjendtlig holdning over for hertugdømmerne.

• Lad Herrens Vilje er
  ikke længere fri, og Landet staar uden Regering

Samtidig erklærede
man sig som en del af martsrevolutionen.

Overrumplingen i Rendsborg

Den
næste morgen, den 24. marts, rykkede en oprørsstyrke
bestående af garnisonen i Kiel
og
et halvt hundrede bevæbnede studenter og borgere under kommando
af Prinsen
af Nør ind
i fæstningen i Rendsborg.
De
overgav sig uden modstand. Våben og krigskasse faldt i
oprørernes hænder og hovedparten af fæstningens
besætning gik over til prinsen, der hævdede at handle i
kongens navn.

Med
overrumplingen af fæstningen Rendsborg
var
det væbnede oprør en kendsgerning. Oprørsbevægelsen
bredte sig hastigt til det meste af Slesvig,
hvor
også de fleste købstæder anerkendte den
provisoriske regering. Men befolkningen stod dog stærkt
splittet.

Danmark opruster

Da
efterretningerne fra Rendsborg
nåede
København den
25. marts, var krigsbestyrelsen klar over, at opgøret ikke
kunne stoppe bare med et ekspeditionskorps. Preussen
støttede
aktivt oprørerne.

Der
blev derfor besluttet, at indlede et regulært felttog mod
hertugdømmerne. Den danske krigsminister F.
Tscherning lod
straks foretage mobilisering af alle mobile styrker. Som
øverstbefalende for høren blev oberst Hedemann
udnævnt. Den unge kaptajn Læssøe
blev
stabschef.

Den
28. marts afgik de første tropper fra København.
Ved
Kolding samledes
alle tropper den 31. marts. Armeens hovedstyrke bestod af 8
bataljoner, 14 eskadroner rytteri, 24 kanoner og et
ingeniørdetachement.

På
Als blev
et flankekorps samlet. Det bestod af 5 bataljoner, 2 eskadroner og 6
kanoner under oberst Schleppegrells
kommando.

Tilsammen udgjorde styrken 10.500
mand.

Tropperne på plads

Også
flåden blev i hast udrustet. Syv marinefartøjer blev
sendt til farvandet omkring Als
og
Flensborg Fjord.

De
første dage i april rykkede hovedstyrken og flankekorpset frem
gennem Nordslesvig og
gik i kantonnement i et område, som strakte sig fra Flensborg
Fjord, over
Rinkenæs,
Tørsbøl, nord
for Hostrup Sø
og Kliplev til
Tinglev og
Aabenraa.

Fra denne stilling, blev der foretaget
rekognosceringer, dels for at få billede af fjendes styrke og
stilling, og dels for at lodde stemningen i befolkningen.

Også
de slesvig – holstenske styrker foretog den 6. april en
rekognoscering mod flankekorpset. Der udspandt sig en kort fægtning,
hvor ved det første offer, en dansk soldat faldt i udkanten af
Rinkenæs.

Den
6. april havde de slesvig – holstenske tropper fået at
vide, at danskerne havde landsat store styrker på halvøen
Holdnæs i
Flensborg Fjord. Da
man frygtede at blive omringet, sendtes tre bataljoner og et frikorps
ud mod Glücksborg.
Der
var dog kun en bataljon, der blev landsat.

Efter at være inddelt i en række
kampenheder brød hæren den 8. april op fra
kantonnementerne og rykkede frem til følgende punkter:

En
kavaleribrigade og et kanonbatteri under general Wedell rykkede fra
Tinglev til Medelby vest for Flensborg.

Avangarden,
sammensat af infanteri, rytteri og artelleri under oberstløjtnant
Magius rykkede fra Hostrup, Stubbæk, Røllum og Torp til
Bommerlund

Første
Infanteribrigade under oberst Bülov rykkede fra Aabenraa til
Perbøl og Vilsbæk.

Anden
Infanteribrigade under oberst Meyer rykkede fra Løjt til
Holbøl og Holdbi.

Flankekorpset
under oberst Schleppegrell rykkede fra Sundved frem til Rinkenæs,
Bækken, Hokkerup og Hønsnap.

Desuden
gik reservestyrkerne i stilling i Bommerlund.

Allerede
ved middagstid den 8. april havde alle afdelinger indtaget deres nye
stillinger. Om eftermiddagen foretog en kommando bestående af
to jægerkommagnier, tre eskadroner og to kanoner en
rekognoscering mod Bov.
Slesvig
– holstenerne trak sig tilbage mod Nyhus.
Da
de danske styrker forlod Bov,
besatte
de igen området.

Den slesvig – holstenske hær
var sammensat af dels regulære tropper fra de slesvig –
holstenske jæger – og infanteribataljoner og artilleri –
og dragonregimenter dels af studenter og turnerer samt forskellige
frikorps.

De slesvig – holstenske
styrker

Man
havde fra Preussen
fået
hjælp af 50 officerer. Regeringen havde forlangt at styrken,
som man havde samlet skulle vandre mod nord. Men Prinsen
af Nør mente,
at tropperne var alt for uerfarende.

Men sidst i marts vandrede en lille
trop mod nord

Den
samlede styrke var på 6 – 7.000 mand under general
Krohn. De
havde den 8. april indtaget følgende stillinger:

Højre
fløj under major Michelsen stod ved Kruså og
Kobbermøllen. Hovedstyrken havde besat Bov og Nyhus. Venstre
fløj under kaptajn Schmidt stod i Harreslev. Fire eskadroner
rytteri under Fürsen Bachmann var posteret i Ellund, Frøslev
og Valdemarstoft for at dække Oksevejen.

Reserven
befandt sig i Flensborg. Desuden var et antal prøjsiske
bataljoner under kommando af oberst Bonin i Rendsborg.

Den 9. april 1848

Den
9. april var en klar solskinsdag. Planlagt var det at flankekorpset
skulle udføre et skinangreb mod Kruså
og
Kobbermøllen
for
at fastholde slesvig – holstenernes højre fløj.
Samtidig skulle avantgarden fulgt af resten af flankekorpset angribe
Bov.

Første
brigade skulle gå vest om Bov
over Frøslev
og
angribe Harreslev.
Rytteriet
i Medelby skulle
styrke denne bevægelse på yderste højre føj.

Hovedangrebet
skulle altså rettes mod Bov
og
Harreslev. Tropperne
skulle derefter uopholdeligt rykke frem til Flensborg
for
at afskære de slesvig – holstenske styrkers tilbagetog.

Klokken
8 satte Første Brigade sig i bevægelse fra Bommerlund
og
gik vest om Bov ad
Oksevejen. Ved
vejkrydset hvor Oksevejen
skærer
Tøndervej,
formedes angrebskæder, som rykkede frem mod den nordlige udkant
af Bov.

Kaptajn
Hegermann – Lindenkrone, der
personligt førte sit kompagnis angrebskæde, blev kampens
første offer, idet han blev dødelig såret af et
skud.

Kampe i Bov

Herefter
udviklede der sig en heftig kamp i byen, navnlig omkring kirken, hvor
kirkegårdsdiget ydede god dækning. Slesvig –
holstenerne fortrak efterhånden til byens sydlige udkant,
hvorfra de hurtigt blev tvunget tilbage over Rønsdam
til
Nyhus.

Klokken
11 stod avantgarden syd for Bov,
mens
flankekorpset som var rykket frem fra øst, stod øst for
Bov. Fra
bakkedammen syd og øst for Bov
beskød
de danske kanoner de fjendtlige kanoner ved Nyhus.

Avantgarden
fik nu ordre til at angribe Nyhus
– passet. De
rykkede frem ad Bov –
Nyhusvejen (nu Rønsdamvej), mens Schleppegrells styrker
sendtes over Valdemarstoft
og Haraldsdal for
at omgå den fjendtlige stilling ved Nyhus.

Første
Brigade var klokken 11 var nået til et punkt midtvejs mellem
Ellund og Harreslev
og
rykkede nu direkte frem mod Harreslev.

Klokken
11.30 begyndte den afgørende kamp. Avantgarden satte sig uden
vanskeligheder i besiddelse af Nyhus
– passet. Slesvig
– holstenernes hovedstyrke stod over for den danske overmagt.
De trak sig tilbage til Møllebakkerne
nord
for Flensborg.

Første
Brigade stødte i Harreslev
på
stærk modstand. Alle veje var barrikaderede med vogne og
bohave. Først efter heftige kampe blev slesvig –
holstenerne drevet tilbage til Marieskoven.
Og
et teglværk øst for Harreslev.

Den
del af flankekorpset, som havde til opgave at føre et
skinangreb mod Kruså
og Kobbermøllen fulgte
efter, da den fjendtlige højre fløj, efter at Nyhus
– passet og
Harreslev var
opgivet, også trak sig tilbage mod Flensborg.
Under
tilbagetrækningen blev de ved Wasserleben
beskudt
af de danske flådefartøjer, der lå på
Flensborg Fjord.

Og
ikke nok med det. Syd fra kom general
Ryes tropper.

Slesvig
– holstenerne var nu overalt drevet tilbage til Flensborg.
Da
de danske styrker rykkede ind i byen opstod der flere steder kampe,
navnlig omkring et jernstøberi i Nystaden.

Sejren hjemme efter seks timer

Klokken
14.30 efter kun seks timers kamp var al modstand ophørt.
Danskerne kunne rykke ind i Flensborg,
mens
slesvig – holstenerne trak sig tilbage tilbage til stillinger
ved Isted og Mysunde.

Derimod
lykkedes det ikke at afskære den slesvig – holstenske
hovedstyrkes tilbagetrækning. Efter en hård marsch gennem
vanskeligt terræn havde Bulows
Første
Infanteribrigade måtte opgive at gå vest om slagmarken.
Den havde i stedet taget kursen mod Flensborg.
Også
Kavaleribrigaden måtte opgive at omringe fjenden.

De
danske tab var 15 døde og 77 sårede. Slesvig –
holstenernes tab var 36 døde og 121 sårede. Der blev
taget ca. 1.000 fanger, som straks af søvejen blev sendt til
København,
hvor
de blev anbragt på to linieskibe.

Den danske hær i flugt

Slaget
ved Bov var
en overbevisende sejr for den danske hær. Allerede to dage
senere stod de ved Slien.

Den
23. april gik den slesvig – holstenske og preussiske hær
til modangreb ved Slesvig.
Den
danske hær måtte splittet fortrække til Als
og
Fyn. Den
tyske hær under general Wrangel
besatte
Slesvig og
store dele af Jylland.
Den slesvig – holstenske styrke var
nu op på cirka 32.000 mand. Og flere fulgte efter.

General Rye var arresteret

Det
var gamle danske afdelinger, der kæmpede mod hinanden og som
havde kæmpet sammen mange steder. Gamle officerskammerater
måtte ifølge politiske ordre nu kæmpe mod
hinanden. I starten værgede general Rye
sig
ved dette og måtte i arrest.

Tre års krig

Dette
var optakten til en krig, som afbrudt af våbenstilstands
aftaler fremkaldt efter pres fra England
og Rusland med
flere gentagelser kom til at strække sig over tre år. Det
endte med en række aftaler om hertugdømmernes forhold.
Helstaten forblev under den danske krone.

Vi
vil i den kommende til fokusere mere på de slesvigske krige. Så
hold øje med nyere artikler.

Kilde:
Se

• Litteratur Padborg/Krusaa/Bov

• Litteratur Sønderjylland
  (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• Kampen ved Bov – og de
  slesvigske krige

• Heltene i Vadehavet (under Højer)
  

• Dagbog fra Møgeltønder
  (under Tønder)

• Kongeligt besøg i Tønder
  (under Tønder)

• Soldat i Tønder 1851 (under
  Tønder)

• Tønder mellem dansk og tysk
  (under Tønder)

• Ulrich – en Fysikus fra
  Tønder (under Tønder)

• Vajsenhuset i Tønder (under
  Tønder)

• Rendsborg 1848 (under
  Sønderjylland)

• Sønderjylland til Ejderen
  (under Sønderjylland)

• Begik Christian den Tiende
  højforræderi? (under Sønderjylland)

• Aabenraa 1864 (under Aabenraa)

• Kysten ud for Aabenraa 1863 –
  1864 (under Aabenraa)

• Mennesker i Aabenraa (under
  Aabenraa)

• Jomfru Fanny – myter eller
  virkelighed (under Aabenraa)