Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

En Tolder – familie fra Hærvejen

November 4, 2010

Den
første Arnkiel kendes fra 1420. 1568 berettes om et mord på
Toldsted. Den vilde præst fra Hellevad. En Arnkiel bliver
henrettet. Uægte børn og slagsmål hørte til
i familien. Flugt til Sverige og Norge. Amtmanden ville have Toldsted
for at sikre sit uægte barn. Dyb fjendskab mellem provst og
amtmand. Og så kom en komet over Aabenraa som et mørkt
varsel. Køer, svin og får græssede på
kirkegården.

Toldsted
nævnes i 1487

Hertug
Adolf den Syvende ville ikke nøjes med den indtægt han
fik fra tolden ved
Gottorp.
Han
ville også have noget fra nordgrænsen af sit rige.
Beslutningen er taget mellem 1435 og 1440.

Første
gang,
Toldsted
nævnes
ved navn er i 1487. Her er der tale om en kro på
Hærvejen.
En
søndag aften i 1487 fik
Kong
Hans
her
tiden til at gå med at spille med
Hertug
Magnus.
Han
måtte hos sin sekretær skaffe sig 10 rdl. til
at
doble med.

Fra
nord kom især heste – og
øksnehandelens
mænd og fra syd kom de handlende med humle, klæder og alt
det, der samledes under begrebet
kramvarer.

I 1522 brændte det
hele. Og alt måtte genopføres.

Den
første Arnkiel

Og
navnet
Arnkiel
er
uløseligt forbundet med
Toldsted.
Det
ældste ejendomspapir, som familien kunne fremvise i 1690erne
stammede fra året 1500. Det vedrørte dog kun noget
tilkøbt jord.

Der
forligger ingen beviser for, at
familien
Arnkiel
har
fået overladt embedet omkring 1435.

Den
første
Arnkiel
som
vi kender er den
Hartlich
Arnkiel,
der
nævnes engang efter 1420. Sandsynligvis er det den samme som
nævnes i
Flensborgs
Vor Frue købmandsgilde.
Navnet
Hartvig
er
blandt de ældst kendte i familien.

I
blodslægt med Urne – slægten

Arnkielernes
våben
svarer nøje til det våben, som
Urne
– slægten
førte.
Våbenet som
Urne
– slægten
førte,
var et ørnelår med tilhørende klo. I
Danmarks
ældste
kirkebog, som findes i
Hjordkær
Kirke
,
har præsten tegnet dette mærke ud for alle indførsler,
der vedrører familien
Arnkiel.

Den
jord, som
Toldsted
og Nybøl
ligger
på, har engang været
Urne
– slægtens
jord.
Måske har der været et blodfællesskab mellem
Urnerne
og Arnkielerne. Bolderslev
var
Urnernes
hovedsæde,
og
Bolderslev
Frigård
har
været i
Urne
– slægtens
eje.

Nogle
historikere har hævdet at
Arnkiel
har
forbindelse til lokaliteten
Arnkiel

Als.
Ordet
anar
kan
henledes til
ørn.
Og
slutleddet til ordet
kilde.
Efterleddet
kan tolkes af tysk
kiel
for
fjer.

Langt ude

Måske
kan navnet henføres til det gamle mandsnavn
Arnketil.
Og
her støder vi på det ældst kendte
Urne
– navn, Ketil Urne.
Og
så er vi fremme ved en anden stor slægt i
Nybøl,
der
hed
Eskelsen,
Eschelsen
.
Fornavnet
Eskild,
As – ketill,
indeholder
også navnet
Ketil,
Kjeld.

Eskelsen
– slægtens
jord
i
Nybøl
stødte
lige op til
Toldsted.
Nu
er vi måske lidt langt ude. Vi må nok hellere overlade
resten til de garvede slægtsforskere.

Den
første omtale af en tolder på
Toldsted
stammer
fra
Aabenraa
Amts
ældste
regnskaber fra 1535, hvor der nævnes
Asmus
tor Tolnestede (Asmus til Toldsted).
Han
kaldes i 1539
Asmus
Kukelhan.
Først
i 1563 kaldes han ved sit rette navn,
Asmus
Arnkiel.

Kukelhan
var
utvivlsom et øgenavn til kromanden på
Toldsted.
Undertiden
blev han også kaldt
Asmus
Kröger (plattysk for kromand).

Ja
og begrebet
Kückelhaen
kendes
fra en god øl, der blev brygget i
Aabenraa.

Et nyt sogn

Asmus
Arnkiels
ungdomsår
har været præget af megen uro. Med egne øjne har
han set
Hertug
Frederiks og Johan Rantzaus
landsknægte
og ryttere under deres færd nordpå ad
Hærvejen
i
1523 forbi det nedbrændte
Toldsted.
Undervejs
slog de lejr ved
Rise.
Efterfølgende
stormede de
Aabenraa.
Han
har sikkert også oplevet
bondeopstanden
ved
Urnehoved.

En
ny kirke blev i det tidsrum opført i
Hjordkær.
Toldsted
med
Nybøl,
Kassø
og
Årslev
samt
Sønder
Ønlev
blev
lagt ind i det nye sogn.

En ny præst med ny lære

Den
unge junker
Christian
med
sin kun 14 – årige hustru var begejstret for den nye
lære. Og allerede i 1528 havde man i sognet en ny præst,
der var fortrolig med
Martin
Luthers
lære.
Præsten
Andreas
Generanus
var
bondesøn fra G
enner.
Hans
søn,
Jacob
Genranus
indførte
kirkebogen.

I
Aabenraa
Amts
regnskaber
fra 1535 findes der en udgiftspost, der viser at feltherren og
drabanten på
Gottorp
sammen
med 14 heste har fortæret for
7
mark dansk

Toldsted.

Mord på Toldsted

Ganske
givet har det været mange gøremål for
Asmus
Arnkiel

Toldsted.
Hans
pligt var at holde øje med gæster, der tog sig af de
våde varer. Han skulle også holde øje med
smugleri, der bare ville smutte forbi. Han skulle også håndhæve
husordenen. Det var ikke altid helt let. Således kom to karle
op at slås den 21. april 1568. Det endte med et mord, der fik
et retsligt efterspil.

Christoffer Arnkiel

Da
Jacob
Generanus
i
1573 begyndte at føre kirkebog, var
Asmus
Arnkiel
åbenbart
død, siden han ikke nævnes i den. Hans søn og
efterfølger
Christoffer
Arnkiel
omtales
første gang i 1575 i forbindelse med hans søns dåb.

Han
var gift to gange. Først med
Kirsten,
der
døde i 1595, og derefter med den tredive år yngre,
Anna,
der
levede helt til 1645. Selv døde
Christoffer
i
1616, 81 år gammel.

I
den tid, hvor
Christoffer
var
tolder og kromand var krigene langt borte fra
Sønderjylland.
Det
betød opgangstider for stedet. Udlandet var villige til at
betale høje priser landbrugsvarerne, især stude, heste
og svin.

Dette betød
velstand i mange sønderjyske bondehjem. De rige sønderjyder
bestående af storbønder, herreds – og
sognefogeder, frigårdsejere, møllere, toldere og
sognepræster indgik økonomisk og socialt særdeles
velovervejede ægteskabsforbindelser.

Herved
skabtes en mærkbar afstand til de jævnere
fæstere
og kådnere.

Standsmæssig
gift

Tolder
– familien på
Toldsted
tilhørte
den absolutte bonde – overklasse.
Christoffers
datter
Meta
(1581 – 1659)
blev
gift med
Ensteds
sognefoged,
Jens
Thaysen
i
Stubbæk,
og
deres sønner blev begge herredsfogeder over
Lundtoft
Herred.
Først
var det
Peter
Thaysen
i
Stubbæk,
der
blev gift med en præstedatter fra Løjt. Derefter var det
Michael
Thaysen,
der
var ejer af
Buskmose
i Rinkenæs Sogn.

Sidstnævnte
var gift med enken efter
Hans
Bennich
til
Buskmose.
Hun
var datter af herredsfoged
Friedrich
Bentzen, Tønder Herred.

Hele tiden var det tale
om standsmæssige ægteskaber.

Det
samme kom til at gælde for
Jürgen
Arnkiel,
som
var
Christoffer
Arnkiels
ældste
søn af af andet ægteskab. Han fortsatte som tolder på
Toldsted.
Hans
hustru var
Voldborg
Troelsdatter

fra
Hjerndrupgård.
Og
det var af ham, som den berømte
Troels
Arnkiel
fik
sit fornavn.

Den vilde præst fra Hellevad

Omkring
år 1600 opstod der en krise. Priserne var skruet op, men der
var ikke mere det overskud, som før. De fattigste led stor
nød. Det fik
Hellevad
– præsten, Nicolaus Helduaderus (Heldvad)

til at angribe købmænd, storbøndere og møllere.
Han sprogbrug var meget bombastisk.


Toldsted
var
der også utilfredshed med den opfarende præst. Senere
skrev
Troels
Arnkiel
om
den bramfrie og uværdige præst.

I
Aabenraa
var
der også ballade. 125 af amtets bønder besluttede sig,
at samles på
Toldsted
og
drage mod
Gottorp
for
at protestere over for hertugen.

Det
endte med, at sekretæren
Wolf
Kalundt
blev
forflyttet til
Løgumkloster.
Amtmanden,
Friedrich
Ahlefeldt
tog
senere konsekvens af protesterne og opgav sit embede i 1605.

I
1608 måtte
Hellevad
– præsten
forlade
sit embede. Siden reformationen havde familien beklædt dette
embede.

En
storbrand i
Aabenraa
i
1610 og mordet på borgmester
Claus
Esmarch
vakte
røre. En række markante personer var involveret, blandt
andet
Nicolaus
Heldvads efterfølger, Jørgen Lund.
Han
blev henrettet i
Flensborg
anklaget
som medgerningsmand til mordet.

Dette
betød, at
Hellevad
– præsten, Nicolaus Helvad
atter
mente, at han kunne beklæde stillingen. Men i julen 1611 måtte
han igen ud i landflygtighed, denne gang for stedse.

Såret
af naboen

I
sit første ægteskab havde
Christoffer
Arnkiel
tre
sønner,
Asmus
(født 1583), Hartvig (født 1589) og Jacob (født
1597).
I
andet ægteskab var det
Jørgen
(født 1597)
og
Frederik
(født 1603).

I
det travle hjem på
Toldsted
har
det sikkert ikke været tid til at tage sig af børnene.
Alle drenge kom til at stå i datidens bøde – og
strafferegister.

I
1601 var det dog de to naboer,
Jes
og Peter Eschelsen
der
fik en bøde, fordi de
i
mere end blot overdreven kådhed
havde
forvoldt den dengang 18 – årige
Asmus
Arnkiel
skade
Toldsted.

De vilde sønner

I
1612 var det dog
Asmus
Arnkiel,
der
var den skyldige. Han blev dømt 2 rdl i bøde, fordi han
havde slået
Peter
Eschelsen.
Opgøret
fra tidligere var åbenbart ikke glemt.

Året
efter var den gal igen. Brødrende
Asmus
og
Hartvig
Arnkiel
stod
da anklaget for
Aabenraa
Byting. Jacob Petersen
fra
Tønning
beskyldte
dem for at have tilføjet hans broder stor skade på åben
gade, da han var på vej til sit herberg.

Men
ikke nok med det. I amtsregnskabernes bøderegister fremgår
det, at
Asmus
Arnkiel
havde
slået en fremmed babersvend og hugget to fingre af hans venstre
hånd. Han slap med en bøde på 4 rdl.

Hartvig
Arnkiel
havde
slået samme svend med sit spyd over halsen

.Flere
voldshandlinger fulgte de næste år. Men i starten af 1615
fik et slagsmål med
Aabenraa´s
byvægter,
Jørgen
Hansen
og
hans medhjælper alvorlige følger. Det var
Asmus,
Hartvig og Jacob Arnkiel,
der
havde været i byen. Det endte med at byvægteren døde.

Et
nævn på 12 mand dømte ved
Bytinget
både
Asmus
og
Jacob
som
skyldige i drabet. Samtidig blev der udstedt en arrestordre på
Hartvig
Arnkiel,
for
den skade han havde forvoldt medarbejderen.

En Arnkiel bliver henrettet

Asmus
slap
dog ud af drabssagen. Men den yngste af brødrende slap ikke,
selv om familien forsøgte alt muligt. Han havde lige fået
en bøde på 5 rdl for at have besvangret
Bunde
Lorentzens
datter
fra
Nybøl.

Ved
hjælp af penge og gaver havde de fået den dræbtes
bror til at give afkald på dødsstraf over
Jacob
Arnkiel.
Men
det hele hjalp ikke så meget. Hertugen traf en afgørelse.
Og den 27. maj 1616 fandt henrettelsen af
Jacob
Arnkiel
sted
i
Aabenraa.

Den gamle far var død
en måned forinden og slap for at opleve udgangen af den
sørgelige sag.

Flugt til Blekinge

Mord,
hor og strid prægede familien
Arnkiels
omdømme.
Måske var det derfor, at
Hartvig
brød
op fra hjemstavnen. I 1610 kun 18 år gammel blev han gift og
blev gårdmand i
Sønder
Ønlev.
Men
i 1617 rejste han med hustru og fem børn til
Blekinge.
Det
var
Danmarks
østligste
provins. Her blev han i 1632 nævnt som
Kongelig
Majestæts laksefoged

Mørum
Laxebo.
Ifølge
lensregnskaberne ansøgte han i 1637 om at blive gift igen.

Uægte børn og vild
bryllupsfest

Christoffer
Arnkils
embede
blev efter hans død i de første par varetaget af hans
enke,
Anna
Arnkiel.
I
1621 blev det overdraget til hendes ældste søn,
Jørgen.

Han havde et iltert
temperament. Ved et bryllup havde han såret en gæst i
hovedet. Det kostede han 3 rdl. I bøde.

I
sine ungdomsår levede han papirløst med
Anna
Lorenzdatter.
For
at besvangre hende anden gange måtte han betale en bøde
i 1624. Han indgik et lovformeligt ægteskab, ikke med
Anna,
men
med den mere standsmæssige
Voldborg
Troelsdatter.
De
fik efterhånden ti børn.

Sidste
gang
Jørgen
Arnkiel
nævnes
i bøderegisterene er i
Aabenraa
amtsregisterene
fra
1630, da han må bøde 1 rdl for at have slået
Peter
Eshelsen.
Det
var den samme mand, som hans broder,
Asmus
et
par gange havde haft et udestående med.

Flugt til Norge

Lillebroderen,
Frederik
(Friedrich)
slog
i 1623
Aabenraa`s
byfoged,
Claus
Arup (eller Claus Clausen fra Årup).
Han
fik dog kun en bøde på 1 rdl. Grunden var, at byfogeden
var kendt som meget voldelig. Og denne byfoged endte sine dage på
en voldsom måde, kort tid efter.

Efter
denne handling forlod
Frederik
Arnkiel

sin hjemstavn. Han tog til
Bohuslen,
hvor han i 1667 endte sine dage som borgmester i
Kongselv
(Kungälv).

Hans
halvbror endte med at blive svensk undersåt efter
Karl
den Tiende Gustavs
sejr
over
Danmark
– Norge
i
1658. Resten af denne slægt findes endnu i
Sverige
og Finland.

Toldsted nedbrændt

Det
lystige liv blev brat afbrudt, da krigen rullede ind over
hertugdømmerne og videre ind i kongeriget. I september 1627
var den kongelige lejehær i vild flugt op ad
Hærvejen.
Den
kejserlige feltherre
Albrecht
von Wallenstein
rådede
over en hær fra alle dele af det
Tysk
– Romerske Rige,
også
de fremmedartede kroater. Disse kroater blev af sønderjyderne
kaldt
vilde
krabater.

Uge,
Bolderslev, Rise
og
Øster
Løgum
blev
alle flammernes bytte.

Heller
ikke
Toldsted
undgik
denne skæbne. I 1627 havde alle forladt stedet. Alt var
nedbrændt. Handelen var ophørt og der fandt ingen
toldopkrævning sted.

Christian
den Fjerde
fik
forhandlet en tålelig fred igennem i 1629.

Nye trængsler

Næppe
var freden indført før
Jørgen
Arnkiel
gik
i gang med at opføre sit ødelagte hjem. Skaderne blev
opgjort til 4.500 mark. Dengang havde det nok været det største
gæstgiveri på
Hærvejen.
Og
toldbygningen var offentlig ejendom.
Jørgen
Arnkiel
gik
derfor til hertugen for at få hjælp og bistand.

Resultatet
af genopbygning var dog noget beskeden.
Ove
Juel
skrev
således i sin dagbog i 1639:
Tollsted,
et Wertzhuus, men ikke synderligt.

Men
trængslerne var ikke forbi. I 1643 trængte
Wallenstein
igen
ind i landsdelen. I
Hjordkær
kirkebog
nævnes
i disse år flere tilfælde af voldtægt og drab
begået af de svenske tropper.

Nicht
ein Pfennig
,
havde
Jørgen
Arnkiel
til
sig selv i hele 1643. Atter engang måtte han starte forfra. Han
var efterhånden en knækket mand. Den 9. december 1653
blev han ført til sin grav på
Hjordkær
Kirkegård.

Hans
ældste søn,
Christoffer
skulle
føre hvervet videre.

Foruden
denne efterlod
Jørgen
Arnkiel
endnu
to sønner,
Asmus
og
Troels.
Sidstnævnte
blev en navnkundig provst i
Aabenraa.

Asmus
Arnkiel
blev
ejer af
Stubbum.
Helt
frem til 1820 havde familien
Arnkiel
halvparten
af gården. Så på
Haderslev
– egnen
findes
også en gren af tolder – familien.

Jørgen
Arnkiels
søn,
Christoffer,
opkaldt
efter sin farfar er antagelig født i 1626. I sine unge år
oplevede han masser af krige. Næppe var han blevet tolder på
Toldsted,
da
Karl
den Tiende Gustav
i
efteråret 1657 lod sin hær marchere op ad
Hærvejen
og
videre over isen til de danske øer. I slutningen af 1658
overskred
brandenburger,
kejserlige
og
polakker
grænsen
til
Holsten
for
at støtte kampen mod svenskekongen.

Men
for befolkningen var det en sand pest. Soldaterne begik selvtægt
og skaffede sig selv mad og andre fornødenheder. De bragte
også noget andet med sig, nemlig
plettyfus.

Pesten udryddede et halvt sogn

I
lille
Hjordkær
Sogn
har
præsten i 1659 gjort krigens ofre op.
Mortus
513 (513 døde).
Det
må antagelig have været en tredjedel af sognets
befolkning.


Toldsted
anføres
kun et dødsfald. Det har antagelig været en af
Christoffer
Arnkiels
medhjælpere.
Alle andre havde forladt stedet.

Familien
havde opgivet toldeftersynet på grund af plyndringer. De havde
taget ophold på hertugens ladegård ved
Aabenraa.
Den lå vest for
Brundlund
Slot,
omtrent
der, hvor Hjelmhaverne ligger.

Atter
engang måtte familien
Arnkiel
bede
myndighederne om hjælp til at få
Toldsted
genetableret.

Kongelig besættelse

Selv
om freden havde holdt sit indtog i 1660, blev det også de
efterfølgende år en trang tid, ikke blot for
Toldsted
og
dens beboere, men for det ganske land og rige.

Den
kongelige besættelsesmagt fratog
Christoffer
Arnkiels
beføjelser
fra 1676 til 1679. Hertugen kunne efter landflygtighed atter besætte
stolen i
Gottorp
i
1679.

I
1684 rykkede kongelige tropper atter engang ind i den gottorpske del
af
Sønderjylland.
Christoffer Arnkiel
følte
sig klemt af situationen.

Hans
bror, provst
Troels
Arnkiel

var kendt ud over det ganske land for sin troskab mod hertugen. Dette
havde sikkert også en indflydelse på, hvordan man
betragtede
Toldsted.

Stedet
blev besat med oberst
Bernstorff,
senere
dragoner, en korporal med fire menige under oberstløjtnant
du
Mont.

En kongelig kommisær

Pludselig
var den en mand ved navn
Karsten
Haagensen,
der
blev ansat som chef på
Toldsted.
Ja
han blev udnævnt som
kongelige
kommisær.
Han
var bestemt ikke ukendt, og en gammel kending af
Arnkiel.

I
sine unge år havde
Karsten
Haagensen
forladt
sin fødeby,
Aabenraa.
Han havde turet rundt i
Europa
som
krigskarl i forskellige hære. Derefter havde han i en årrække
været borgmester i sin hjemby. Men han røg hurtigt uklar
med en stor del af borgerskabet. Efter eb række opgør
også af korporlig art, besluttede den gottorpske regering at
afskedige ham i 1681.

Men
Haagensen
havde
andre strenge at spille på. Hans ældste datter var
grev
Conrad Reventlows mætresse.
Og
greven var amtmand over Haderslev. Nu kunne
Haagensen
vende
tilbage og vise sin magt over sine tidligere landsmænd. Selv
regnede han med atter engang at blive borgmester i
Aabenraa.

Men
det endte med, at
Haagensen
blev
forflyttet til
Løgumkloster
og
Christoffer
Arnkiel
kunne
igen overtage sit embede.

Skatteforhold på Toldsted

En
anden grund til at man tvivlede på
Christoffer
Arnkiel,
var
hans skatteforhold. Han meddelte, at familien altid har haft
skattefrihed. Og den samme konklusion kom
amtsforvalter
Caspar v. Saldern
frem
til.

Men
Christoffer
Arnkiel
var
blevet en træt mand. Hans hustru
Maria
døde
den 12. september 1689.
Christoffers
modstandskraft
var svækket. Sygdom satte ind, først og fremmest af
psykisk art. Den 9. februar 1694 døde han kun 51 år
gammel.

Allerede
den 12. februar 1696 måtte også hans søn,
Friedrich
Arnkiel
føres
til graven. En datter,
Margrethe
blev
gift med
oberförster
Bertram Buchwald.
Hendes
grav findes i
Galten
Kirke
mellem
Århus
og
Silkeborg.

Inde
i
Hjordkær
Kirke
minder
en stol med et trekøveragtigt topstykke om den afdøde
tolder og hans hustru. Den er fra 1676, og man læser på
den:

  • Marina Arenkils –
    Christopfer Arenkil.

Familiens tid var forbi

Og
nu skulle man så tro, at en af sønnerne overtog hvervet
som sædvanlig. Men det skete ikke.
Arnkilernes
to
hundrede års tilknytning til
Toldsted
var
forbi.

Tolderens
nærmeste foresatte amtmand
Friedrich
von Günderoth
havde
andre planer. Normalt var det sådan at slægterne
Arnkiel,
von Saldern, Kamphöver
og
Günderoth kunne
afgøre alt omkring
Aabenraa
imellem
sig.

Friedrich
von Günderoth
var
standsmæssig gift med
Adelheit
von der Wisch.
Men
han havde fået en datter med en kvinde af betydelig lavere
stand. Hun hed
Metha
(Mette)Ivers.
Som
skik og brug var dengang, sørgede barnefaderen for sit
illegitime afkom.
Metha var
derfor i 1693 blevet gift i
Aabenraa
med
en af amtmandens medarbejdere,
Johann
Rönnau.
Hun
var dermed placeret på et samfundsmæssigt passende trin.

Amtmandens
plan var at
Rönnau
skulle
være den nye tolder på
Toldsted.

En
sådan plan kunne kun ikke gennemføres uden et større
opgør med
provst
Troels Arnkiel,
der
varetog slægtens arvinger. Dette medførte et brud mellem
Aabenraas provst
og amtmanden.

Angreb mod embedsmanden

Og amtmanden fulgte det gamle trick,
at hvis man ville af med en embedsmand og dennes arvinger, skulle man
finde et eller andet, som ikke var i orden.

Troels
Arnkiel
derimod
påviste, at
Toldsted
havde
tilhørt slægten siden
Kong
Hans
tid.
Men de gottorpske myndigheder fastslog at bygningerne ved
Hærvejen
egentlig
stod på selve vejen, og derfor tilhørte offentligheden.
Endvidere påviste man, at bygningerne flere gange var istandsat
på det offentliges bekostning.

Men
amtmanden var højeste myndighed og han bestemte. Den 18. april
1694 klokken ti om aftenen blev børnene tvunget til at forlade
deres fædrene hjem. En
fodknægt
(betjent)
fra
Aabenraa foretog
udsættelsen og tilkaldte bønder fjernede møblerne.

Med
amtmanden i ryggen trak
Johann
Rönnau
det
længste strå. Sagen blev afsluttet med, at han betalte
Troels Arnkiel et
beløb på 500 rdl. Og det har sikkert været
amtmanden, der betalte, for at sikre, at hans datter født uden
for ægteskab fik en ordentlig opvækst.

Men
ak,
Johann Rönnau
fik
kun en kort tid som tolder på
Toldsted.
Allerede
den 5. juni 1700 døde han, kun 44 år gammel.

Enken
giftede sig allerede det følgende år med
bygningsinspektør
Christian
Albrecht Thomsen.
I
1703 modtog han bestalling som tolder.

Troels Arnkiel kaldt til byen

Troels
Arnkiel
udgav
flere teologiske og historiske værker.

I
sin barndom havde han været ved at miste livet. I sidste
øjeblik blev han reddet fra druknedøden efter at være
faldet i et vandhul. Måske var det denne hændelse, der
fik ham til at studere teologi. Han studerede i
Leipzig
og
Estland. Og
han var en af de første studenter fra universitetet i
Kiel.

Da
Aabenraas præst
Georg Hübschmann
døde
i 1672 kaldte man på
Troels
Arnkiel. Aabenraas
daværende
borgmester
Karsten
Haagensen
forsøgte
at stikke en kæp i hjulet, men amtmand
Hans
Blomme

Brundlund skar
igennem.

Efter
sin ansættelse giftede
Troels
Arnkiel
sig
med en datter af en præst ved
Slesvig
Domkirke, Theodor Neumann,
og
enke efter hofpræsten i
Husum,
Georg Volckhard.
Hun
havde en dreng og en pige, der begge endte deres dage i
Bjolderup
præstegård.
Selv
blev
Troels far
til en søn og en datter.

En komet over byen

I
1680 og 1681 viste der sig en komet over
Aabenraa.
Det
fik
Troels Arnkiel
til
at udsende nogle teologiske betragtninger over dette naturfænomen.
Arnkiel konkluderede,
at dette var en advarsel mod menneskerne.

Vestergade
i
Aabenraa nedbrændte
tre uger efter. Fra prædikestolen i
Nicolai
kirke
tordnede
pastoren mod befolkningen, at nu skulle de gøre bod. De fromme
derimod havde ingen grund til at frygte dette fænomen.
Menigheden pegede på
Romerbrevets
8. kapitel vers 28:

  • Wir
    wissen, dass denen, die Gott lieben, alle Dinge zum besten dienen.

Den
kongelige besættelsesmagt suspenderede
Troels
Arnkiel
den
1. juni 1677. I 1689 kunne han vende tilbage til
Aabenraa,
da
de kongelige besættelsestropper havde forladt byen. I hele
området arbejde han meget for at få konfirmationen
indført.

Oldtidsminder

Den
lærde mand var også historikere. Han var på sporet
af hjemegenes oldtidsminder. Nu var det mange lærde, der
omkring dette tidspunkt søgte efter livets store spørgsmål.
Således oprettede
hertug
Frederik den Tredje
et
kunstkammer, der ikke så sin mage i hele
Europa.
Her
fandtes kunst og etnografika fra hele verden.

I
Danmark havde
kongens livlæge
Ole
Worm
indsamlet
indberetninger om fortidsminder fra hvert et sogn i
Danmark.
Troels Arnkiel
fortæller
fra dengang:

  • Da
    jeg i året 1694 på vej til Slesvig endnu engang
    betragtede de hedenske gravsteder mellem Billschau og Oversø
    på marken i Walsdorf, fortalte en husmand fra Walsdorf mig, at
    man ved en begravelse på stedet, havde udgravet et gravsted,
    der var omgivet af kampsten. Her var an stødt på urner
    og gravkrus. Jeg skrev med det samme til pastor Ehrn Lauritzius i
    Oversø desangående.

I
dag er højgruppen ved
Munkvolstrup
freddet
og blevet en seværdighed i
Sydslesvig.
De
seks langhøje og en rundhøj er oprettet i bronzealderen
mellem 3500 og 3000 før kr.f.

I
1703 udkom
Trogillus
(Troels Arnkiels)
arkæologiske
skrifter som genoptryk i et gedigent værk på fire bind.

En
medhjælper

I
år 1700 havde
Troels
Arnkiel
antaget
en adjunkt eller medhjælper til embedet. Det var
Christian
Gottlieb Koch,
der
var født i
Magdeburg.
Han
var en utrolig selv sikker herre, der straks krævede
menighedens opmærksomhed ved at optræde som viceprovst.

Og
det hjalp også på det hele, at han viede
Troels
Arnkiels
datter
Ida.
var han sikker på at arve provste – og
førstepræsteembedet i
Aabenraa.

Besynderlige
tilstande

Diakonen måtte dog ned med
nakken. Han blev anklaget for usømmelig vandel. Han var altid
den sidste til en fest, og han drak rigelig, selv om dette ikke var
tilladt for en gejstlig. Hen på natten havde han lagt sig på
gulvet og ladet trusseløse piger hoppe over sig. Uha –
Uha. Han havde drukket de vakre pigers skål og revet hatte og
parykker af festdeltagerne.

Der
herskede besynderlige tilstande i
Aabenraa.
For
gang på gang mødte
kantoren
op
i beruset tilstand. Det var ham, der sang og spillede for. Han gik
ofte i gang med de forkerte salmer og af og til kunne han slet ikke
inde tonen. Først i 1704 blev han afskediget. For
Troels
Arnkiel
var
dette meget pinligt.

Amtmand og provst var uvenner

Efter
hændelserne på
Toldsted
var
amtmanden og provsten de mest forbitrede fjender, og mon ikke
provsten har påtalt amtmandens moralske vandel.

Amtmanden gik nu til angreb mod
provsten gang på gang. Først var det kirkegården,
hvor der ifølge amtmanden var skarn, snavs og svin, tilmed
provstens svin.

Provsten måtte erkende, at
grundet sine økonomiske forhold var han nødsaget til at
bruge kirkegårdens græs til sine svin, men også for
nogle får, en ko og en del gæs.

Og af med hensyn til manglende indtægt
sagde provsten, at nogle af de gårde i Kolstrup, der skulle
aflønne provsten, var lagt ind under amtmandens ladegård.
Og med hensyn til orden på kirkegården, så var det
skarpretterens dreng, der skulle sørge for dette. Her havde
provsten slet ingen myndighed.

Kegler på kirkegården

Ikke
sjældent var det støj under gudstjenesten fra
kirkegården. Det hændte ofte, at
Aabenraas
befolkning
tog sig et spil kegler her.

Efterhånden
led
Troels Arnkiel
mere
og mere af en psykisk sygdom. Og svigersønnen,
Christian
Gottlieb Koch
måtte
overtage embedet. Amtmanden protesterede. Ingen havde nemlig spurgt
ham.

Det
første
Koch
forlangte
var en ny tjenestebolig. Hvordan skulle han kunne passe sine studier,
når der i præstegården kun fandtes en jernovn. Men
borgmester
Caspar von
Saldern
afviste
pure. Fra gammel tid havde man sørget for provsten og
diakonen. Men man kunne ikke sørge for en tredje.

Kunne ikke kom af med Arnkiel og
svigersøn

Det
var ikke særlig rart i gejstligheden i
Aabenraa
dengang.
Borgmester og amtmand forsøgte flere gange at komme af med
Arnkiel og
svigersønnen.

Arnkiel
sad
i gode økonomiske kår. I 1696 købte han
Grøngård
i
Burkal Sogn for
6.000 rigsdaler.

Grundet
flere brande i
Aabenraa
skulle
stråtag fjernes fra tagene. Det samme gjaldt også for
præstegården, men øvrigheden ville ikke betale.
Det måtte præsten selv sørge for.
Troels
Arnkiel
skrev
flere gange om den sag til hertugen. Den 7. september 1712 udåndende
den lærde teolog, forfatter og historiker,
Troels
Arnkiel.

Sønnen
Friedrich studerede
ved forskellige tyske universiteter. I 1721 nedsatte han sig som
advokat i
Aabenraa.
Fra
1723 til sin død i 1728 var han tillige borgmester.

Et
teglværk i Aabenraa

Troels
Arnkiels
svigersøn,
Christian Gottlieb
Koch
underkastede
sig de nye forhold og skrev under på lydighed og troskab til
Frederik den Fjerde.
Men
hans sindelag forblev gottorpsk.

Ved
en arveforpantning i 1705 fik han overdraget
Jørgensgård
Teglværk.
Han
byggede arbejderboliger på
Klinkbjerg.
Da
der i forvejen lå et hus på grunden, der ikke var
skatteberettiget, søgte han skattefrihed for de nye boliger.
Først efter hans død kunne myndighederne tage sig
sammen. Det var kun de huse, der blev beboet af teglværksarbejdere,
der fik skattefrihed.

Rod i kirkeregnskabet

Kirkeregnskaberne
skulle efter skik aflægges på Rådhuset i
magistratens nærværelse. Selve kirkeregnskabet blev ført
af kirkejuraterne.
Kock
påberåbte
sig en hertugelig forordning af 20. april 1639, hvorved han gjorde
krav på fri disposition over kirkens midler og magistratens
udelukkelse fra regnskabet. Det resulterede i at kirkeregnskaberne
var i håbløs uorden ved provstens død i 1736.

Ægteskabet
med
Ida Arnkiel
afstedkom
en søn, født omkring 1703. Hans navn var
Joachim
Hinrich Koch.

Kilde:
Se

Litteratur Sønderjylland (under
udarbejdelse)

Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere:

  • Aabenraa i de onde tider

  • Adelsslægten, der uddøde

  • Anekdoter fra det gamle Aabenraa

  • Dagligliv i Aabenraa –
    dengang

  • To kirker i Aabenraa

  • Toldsted på Hærvejen

  • Urnehoved – et Tingsted ved
    Aabenraa

  • Hærvejen i Sønderjylland
    ( under Sønderjylland)

  • Bommerlund – snaps, kro og
    skov (under Padborg, Krusaa og Bov)

  • Hærvejen til grænsen
    (under Padborg, Krusaa og Bov)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa