Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Omkring Nørrebroparken del 2

September 2, 2010

Nørrebroparken
– fra 1930erne
 

Nørrebroparken
– fra losseplads til park

Først fra 1933, tre år efter stationens
lukning, blev der fremsat forslag om stedets anvendelse i borgerrepræsentationen.
Efterhånden lignede det noget, man ikke kunne være bekendt. Der var
tanker fremme, om at lave en plads, hvor borgerne kunne færdes, tumle
sig og tillige hvile sig. De yngste skulle benytte den sydlige del til
bold – og legeplads. Den nordlige del skulle anlægges til hvileplads
for de ældre.

Den nordlige del blev anlagt som løv
– overdækkede promonader med indblik ind i parken. Den sydlige del
anlagdes som en legeplads med et stort sandbassin samt en rulleskøjtebane
og et soppebassin.  

Boldbaner på grus og græs blev
også indrettet. Ja allerede i 1931 havde man talt om, at der skulle
indrettes en Omnibusgarage omtrent der, hvor legepladsen ligger
i dag.

I 1934 fremkom Socialdemokraterne med
et forslag om, at Nørrebroparken
skulle omdannes til en børnepark.
De mente, at man skulle tage hensyn til de større børn, som i de sidste
par havde brugt det nedlagte stationsområde som tumleplads. Man foreslog
soppebasin, der om vinteren kunne bruges som skøjtebane. Endvidere
skulle der være plads til opslag af telte og anden fri leg: 

  • Selv om det er daarlige
    Tider, haaber vi at Kommunalbestyrelsen vil se paa dette Forslag med
    Velvilje, idet der jo alligevel skal anlægges en Park, og saadan Børnepark,
    som den forslaaede, sikkert vil være til en stor Glæde for de mange
    Arbejderbørn paa Nørrebro.

 

Mindst mulig udgift

Første etape blev indviet i august 1934.
Man talte om et egentlig sportsanlæg vest for lindealleén med blandt
andet anlæg af syv tennisbaner med tilhørende omklædning og cykelstald.
Badminton
– faciliteter talte man også om. Og så skulle der oprettes
to isboder og Folkerumsbygning.

Det endte dog med en skrabet plan, der
anlægges med mindst mulig Udgift med Græsplæner med enkelte fritstående
Træer og de fornødne Bænke og Drikkebrønde.

Således besluttede man i 1935. Ja det
hele kom til at koste 41.000 kr. Der var ikke penge til så meget.

Langs Hellebækgade
var det oprindelig meningen at gaden skulle udvides. Men det blev ikke
rigtig til noget. Og et forsøg på opførelse af musiktribune med opholdsrum
for musikere og toiletter i 1939 blev også kun til drømme.  

Omkring 1940 fandtes der i Nørrebroparken
et meget stort rektangulært soppebasin. Ud over at småbørn kunne
soppe i sikkerhed i det lave, men ofte grågrønne grumsede vand, kunne
det også bruges af større børn til at sejle deres småskibe i.

Der var desuden to sandkasser af forskellige
størrelser og en karrusel.

Ud mod Stefansgade
blev der bygget to røde træbarakker, som led i et beskæftigelsesprojekt
i vinteren 1944 – 46. Og det var delvis på det gamle bryggeri areal.
Plankeværk og gammel beplantning blev fjernet. På den måde blev parken
udvidet. Men legepladsen blev året efter flyttet  

 Den ene barak  var til små
og den anden til større børn. Her holdt Sankt Stefans Fritidshjem
til. De blev revet ned først i 60erne. Fritidshjemmet blev flyttet
over i Skodsborgsgade.

 Her kunne mødre og børn krybe
i ly i tilfælde af regnvejr. I hver ende af bygningen var der toiletter
– i den ene ende for piger, i den anden ende for drenge.

Men drengene benyttede dem sjældent.
Der lugtede altid af urin i Nørrebroparken
dengang.

Også dengang sad man og drak. Forældrene
havde sagt til deres poder, at de bare skulle holde sig væk fra de
drikkende eksistenser.   

Nye tanker

I begyndelsen af 1945 blev KSB (Slangerupbanen)
omtalt som fallitbo. Sidste gang den kørte under privat drift var den
31. marts 1948. DSB overtog driften og personalet. Man startede med
at gå tilbage til damptog, indtil man fik renoveret andre tog.

Man havde planer om at forbinde Lygten
til Amager – banen. Men det blev ikke til noget. Tværtimod
blev strækningen indskrænket. Farum
– Slangerup
blev nedlagt i 1954.  

Gladsaxes
borgmester, Erhard Jacobsen
foreslog, at DSB anlagde en hurtigsporvej
Harreskovsbanen og forlænge skinnerne, så de indgik i det
københavnske sporvejsnet.

Måske var der nogen, der havde lyttet
til den gode Erhard Jacobsen,
for i 1956 indførte man en direkte sporvognslinie fra Rådhuspladsen
til Lygten. Det var linierne 19 og 19x, der kom til at holde
lige ved siden af toget på Lygten Station.
Men eventyret varede kun i halvanden år. Der var ikke nok passagerer.  

Vinter i Nørrebroparken

I Nørrebroparken
sprøjtede parkbetjenten vand på asfalten om natten i vinterperioden.
Når vandet så var frosset til is, havde man den fineste skøjtebane.
Naboarealet der var belagt med græs, blev også oversprøjtet. Pludselig
var skøjtebanen udvidet til det dobbelte.

Om aftenen var skøjtebanen belyst ind
til klokken 24, at et antal kraftige projektører anbragt i høje træpæle
i banens hjørner.

Det hændte mange aftener, at en driftig
person, havde stået hjemme i sit køkken og sat små æbler på 
en tynd rund træpind og overtrukket æblet med transparent rød glasur,
med henblik på at skaffe sig en ekstra indtægt ved at komme hen
til skøjtebanen og sælge dem for 50 øre stykket.

Det var en meget populær form for slik,
som man enten kunne glæde sig selv med eller en pige, som man havde
fået et godt øje til ude på banen.   

Trædebilerne i parken

I sommerhalvåret var en mand der en
mand i 30 års alderen, der havde en forretning kørende i den ene ende
af Nørrebroparken, der hvor Nordbanegade
og Stefansgade mødes og hvor cykel – og gangstien skar tværs
gennem parken.

Manden bestyrede en del trædebiler,
som børn fra 4 til 8 – 10 års alderen kunne sidde i og ved
hjælp af frem og tilbagestående pedaler eller bøjler i bunden, kunne
få til at køre rundt på et stort, fuldstændigt fladt, asfalteret
areal på den nordlige side af stien.

For 25 øre kunne man køre i 15 minutter,
og så kunne man forlænge turen, undtagen hvis der var en anden
der stod og ventede på at få sin tur i netop den bil, man sad i.

I vore dage fylder 25 øre ikke af meget,
og om det var ”en god forretning” for manden var et spørgsmål.
Men de 6 – 7 biler var meget populære især når det var godt
vejr.  

Manden sørgede for, at ingen sprang
over i køen. Han holdt øje med en kæmpe stor urskive på ca.
30 cm, der sammen med pengekassen stod fremme på en bænk, hvorfra
han styrede udlejningen. Når turen begyndte, satte han en markør med
bilens nummer, et kvarter frem, så man kunne se, hvornår turen skulle
slutte. Hver gang man passerede bænken med uret, kunne man skæve på
den, for at se, hvornår tiden udløb. Hvis der var nogen, der snød
lød den hårde dom – Karantæne.

Der var malet veje med gul maling på
det areal, man måtte benytte. Var man så heldig, at være på stedet
ved lukketid, kunne man gratis køre bilen hen i Nordbanegade.
Det var en strækning på 50 – 60 meter. 

Børneparkering

I juli 1951 startede en børneparkering
i Nørrebroparken. Den var åben alle hverdage mellem 11 og 16
for børn fra 3 til 7 år. Det kostede 30 øre pr. barn pr. time. Jo,
det var Danske Kvinders Samfundstjeneste,
der stod bag dette initiativ. Det var ment som en håndstrækning til
de travle hjemmegående husmødre. En af dækningsgravene i parken blev
indrettet til toilet og læ for børnene.

Ved siden af en af bunkerne blev der
opstillet en urangeret sporvogn. Når der var regnvejr blev alle børn
sendt ind i denne. Kvinderne bag denne succes kunne konstatere:

  • Mange Børn kommer alt
    for lidt ud
    . En del blege Børn, der ikke ville trives eller
    spise, har hentet Kulør og Appetit under Sommerens Leg.

 

Alvorligt uheld

Lille pige døden nær i soppebassin.
Sådan kunne man læse i en af aviserne dengang. Den 29. juni 1953 skete
der et uheld ved tømningen af soppebassinet, hvor den 8 – årige
Conny
blev suget fast til aftræksrøret i 20 minutter. Hun sad
så fast, at end ikke 2 – 3 voksne kunne trække hende fri:

  • Tilskadekommende sad således,
    at hendes ben var strakt fremefter lige over bassinets bund, således
    at hun kun lige havde munden fri af vandets overflade.

 

I 1957 fremkommer et forslag om opførelse
af en ny legestue på legepladsen. Den bliver bemandet med en leder
og en medhjælper. En bygning ville koste knap 50.000 kr. Sagen blev
henlagt. I 1961 tages sagen op igen og endelig opføres der en ny bygning.  

Teater og gøgl

Ofte var det teateropvisning i Nørrebroparken.
Et år kunne Carl Ottosen opleves som Robin Hood.
Mange gøglere gæstede parken. Her var tombolaer, skydetelte, parisergynger
og ikke mindst professor Tribini.
Dødsdrom og radiobiler forekom også. Slikboder og eksotiske lækkerier
som Candy Floss og popkorn udfordrede børnene. Der var øltelte,
hvor nørrebroerne festede til den tidlige morgen.

Men der skete flere uheld, sikkerheden
var ikke helt i top, så Københavns Kommune
stoppede løjerne.

Et populært klatrestativ blev fjernet.
Pædagogerne mente, at det var for farligt for poderne. 

De upopulære parkbetjente

 De unge hadede parkbetjentene.
De var også sædlighedens vogtere.
Når de unge  flirtede med den første kærlighed, ja så var
Parkeren
der. En afsides bænk i skumringen var trods alt bedre
end – en to værelses med 5 – 6 beboere.

Det skete også at de større drenge
smed Parkeren i soppebassinet.  

 Ting og sager i Nørrebroparken.
Aviserne skrev flittig om politiets manglende tilstedeværelse . Det
kunne sandelig ikke være rigtig, at unge urostiftere skulle dominere
parkområdet. Der blev klaget over hærværks – og indbrudsforsøg,
samt cykel – og knallertkørsel. Nu forlangte man at Nørrebroparken
blev holdt under streng observation.
I februar 1961 konkluderede politiet, at der ikke længere kunne meldes
om ulovligheder i parken.  

Der var festdag i Nørrebroparken
i 1989. Hele 740.000 kr. var der bevilliget til omlægning af den gamle
legeplads. Ny klatreborg, hjuldamper og soppesø.
En bemandet legeplads, ja det var lige sagen.  

Lygten Station synger hen

Den 25. april 1976 kunne togene fra
Ryparken
føres til Svanemøllen.
Derved stoppede trafikken fra Lygten Station,
der fik en hensynkende tilværelse. Et lokalt grøntorv og spillehal
var nogle af de aktiviteter, der fulgte.

I 1996 blev Thorkild Christensen
ejer af den flotte bygning. I 1997 startede Projekt Kulturcafé
og i 2002 overtog Københavns Kommune
bygningen. Senere havde Kvarterløft Nordvest
bopæl i huset.  
 

Udvalgte Bygninger i Kvarteret  

Sankt Stefans Kirke

En række markante bygninger i kvarteret
vil vi kigge på. 

Da voldene faldt havde byggespekulanterne
gyldne tider inde på Indre Nørrebro.
Disse byggespekulanter var selv med til at fastsætte lovgivningen eller
for den sags skyld lade være med at indføre nogen lov. Mange af dem
sad selv i Borgerrepræsentationen.
Med den store tilstrømning af beboere til byggespekulanternes lejekasserner
fulgte nød og elendighed. Dengang var det offentlige ikke gearet til
at tage sig af den slags. Det var godt, man havde de kirkelige organisationer.
Der var vitterlig behov for deres hjælp ude på Ydre Nørrebro.

Socialisterne var helst fri for kirkebyggeri.
De troende burde selv betale dette byggeri, mente man. Man syntes, at
forbedringer af de sociale forhold kom i første række. Men egentlig
kunne arbejderne godt lide vækkelsesprædikanter. Ak ja, det var nok
at gå i gang med. En skribent fra dengang beretter følgende: 

  • Her laa Huse, hvor der
    ikke findes Trængende. Den største del af de Fattige, som leve herude,
    befinder sig paa den sørgelige Rejse med al den Forkuelse og Demoralisation
    som følger med en haabløs Tilbagegang.
  • Fattigdomen hersker. Mændene
    drikker og Kvinderne sladrer tiden bort. Her er Haab om at Kristendommen,
    al Raahed, Uredelighed og Usædelighedens medarbejdende Aand, vil blive
    til det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, der renser
    de fordærvede.

Jo dengang forstod man at bruge det danske
sprog.  

Dengang dominerede urtekræmmer Ottesens
urtekræmmerbutik. Den havde adressen, Lygtevejen 8,
i dag Nørrebrogade 163 (Bog&Ide). Ottesen
var både postmester og fattigforstander.  

Den næstældste kirke på Nørrebro
er Sankt Stefans Kirke. Sognet blev udskilt af Sankt Johannes
Sogn
i 1874 på initiativ af Rudolf Frimodt.
Hans ønske var, at der skulle påføres en kirke for de fattige i
Lygtekvarteret
på det Ydre Nørrebro. Godt nok skulle kirken være
beskeden, men også smuk. Man må jo sige, at det lykkedes ganske godt.
Den kom til at koste 68.000 kr. Den blev bygget af privat indsamlede
midler. Og den blev bygget i haven omkring landstedet Kirstinedal,
som blev ejet af lensbaron Løvenskjold.
Ja han forærede simpelt hen jorden til kirken.

Og kirkens navn var inspireret af de
barske forhold på Nørrebro. Den Hellige Stefanus
var en af de syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem.

Det må dog betvivles, at kirken
kunne løse de fattiges problemer.

Kirkeskibet er foræret af skibsbygger
Skifter Andersen
fra Aabenraa
i 1882 sammen med to syv – armede lysestager. Skibet var model for
det skibet Heinrich Augusta,
som Skifter Andersen byggede for et købmandshus i Hamburg.  

Karmel i Vedbækgade

I Vedbækgade
lige over for kirken ligger Karmel,
som er knyttet til kirken. Den smukke bygning hed dengang Sankt Stefans
Sognemissions Hjem.
I den høje kælderetage havde genralinde
Harbou
lejet bespisningslokaler til Mødres og Børns Bespisning.

Ind af hovedindgangen var der plads til
300 mennesker. På første sal havde Frøken Marie Købke
lejet otte rummelige værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker,
hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.

På anden sal var værelserne lejet
ud til klokkerkontor.

Karmel
blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgenes Dag.
Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom
de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse
Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely

og Dronning Louises Asyl. .

Alt dette krævede en enorm indsats af
præsterne og frivillige.  

Anna Kirke

Omkring år 1900 blev området omkring
Bjelkes Allé
udskilt fra Sankt Stefans Sogn.
Et selvstændigt kirkesogn med P.E. Waidtløw
som præst opstod. Børnehjemmet Bethlehem
i Bjelkes Allé blev også et slags midtpunkt.

Sognet blev selvstændigt i 1912 og havde
da 9.000 indbyggere. I  1907 blev der købt to villaer på 
Bjelkes Allé,
og her opførtes Anna Kirke
i to etaper fra 1914. Indtil da holdt menigheden gudstjenester i
Sankt Stefans Kirken
og i børnehjemmet.

Indsamlingen til kirken blev foretaget
i hele landet. Det var de såkaldte Anna
– komiteer,
der stod for denne organisation. Hensigten var, at
alle kvinder og piger, der hed Anna,
skulle bidrage. Selv da skonnerten Anna af Thurø
løb af stabelen, blev der samlet ind.

Rørvarefabrikant Rasmus Christiansen
bidrog med en væsentlig andel. Om det er rigtig, at hans kone hed
Anna,
og at han forlangte at kirken skulle bære hendes navn, vides
ikke.  

Den 27. december 1914 blev første etape
– stueetagen indviet som kirke. I 1921 blev kirken udvidet med
den store sal, der er bygget som en lav bygning vinkelret på den daværende
kirke.

I 1928 var hele kirken færdig. Prisen
var på 350.000 kr. Kirkerummet på første sal havde dengang
600 pladser.  

Børnehjemmet Bethlehem

I 1907 kunne man i datidens medier læse
følgende:

  • Ude paa Bjelkes Allé
    ved Jagtvejen ligger Børnehjemmet Bethlehem, som den 8. december kan
    fejre 25 aars Jubilæum. Det skyldes Carl Petersen, som ogsaa stod bag
    St. Peders Gæstehjem og Herberg for Hjemløse. Carl Petersen stod bag
    Foreningen til vildfarne Børns Frelse. Det er den Forening, der staar
    bag Børnehjemmets Økonomi.

 

I december 1883 blev hjemmet åbnet kun
for drenge. Der var plads til 33 poder. Allerede efter det første år
var hjemmet fuldt besat. I juni 1885 udvidede man hjemmet til at kunne
rumme 53 børn. I 1897 blev hjemmet igen udvidet takket være gratis
hjælp fra lokale håndværksmestre.  

Rekruttering til den spanske borgerkrig

De fleste har sikkert glemt, at der i
Bjelkes Alle
befandt sig et rekrutteringskontor i Ungkommunisternes
Hus.
Her blev nogle af de ca. 500 danske frivillige i den spanske
borgerkrig (1936 – 1939) rekrutteret.

I februar 1937 blev der oprettet et dansk
kompagni. 40 pct. af de danske frivillige i borgerkrigen var kommunister.
De tog til Spanien for at bekæmpe fascismen. Ca. 135  
mistede livet.  

Dronning Louises Asyl

I 1887 deltog den dengang 80 årige
Dronning Louise
i åbningen af Dronning Louises Asyl
i Stefansgade. Hun godkendte selv ansættelse af personale, og
ydede selv økonomisk støtte, samt organiserede grundstensnedlæggelsen

Berlingske Tidende
var til stede og kunne berette: 

  • Grundstensnedlæggelsen
    til Børneasylet i Skt. Stefans Sogn har efter Bestemmelsen fundet sted
    i Formiddags. Efter Ankomst fra Fredensborg til Nordbanegården blev
    de Komgelige Herskaber transporteret med hestetrukne Kareter ad Farimagsgade,
    Frederiksborggade og over Dronning Louises Bro, som Dronningen passerede
    for første gang, trods det at den var opkaldt efter Majestæten. Derefter
    kørte Kortegen ad Nørrebrogade til Stefansgade, hvor man svingede
    ned mod Bestemmelsesstedet. Paa den indhegnede Plads i Stefansgade var
    der samlet et talrigt og festklædt Publikum, som fik Plads langs med
    de tre Sider paa lange Bænkerækker. Midt paa den med en mængde Flag
    udsmykkede Plads var en Murpille muret op, og den skulle indeslutte
    Grundstenene.

 

Chokoladefabrikant Cloétta tilbød
et grundstykke til asylcentret, men han var for sent ude. Den 12. april
uddelte han chokolade til alle børnene i forbindelse med pinsen. Ved
hans død i 1899 tildelte hans enke, konsulinde Ida Cloétta
asylselskabet et legat på 25.000 kr. som rettede op på asylcentrets
betrængte økonomi.

I 1889 var der 484 børn i asylcentret
og halvdelen af dem kom fra Jægersborggade.  

Var det mon Dronning Louises Asyl?

Asta Nielsen,
den berømte filmstjerne tilbragte en stor del af sin ungdom på
Nørrebro.
Hun boede i nærheden af Stefans Kirken.
Derefter flyttede hun med sine forældre til Fælledvej.
De boede forskellige steder i Frederik den Syvendes Gade.
Hun var berømt i hele Europa,
og i Tyskland, blev hun kaldt Die Asta.

Asta
fortæller følgende historie om en børneinstitution i nærheden af
Stefans Kirken.
 

  • Et kendt bageri inde i
    byen havde tildelt hjemmet en stor kurv wienerbrød og kager en gang
    om ugen, så børnene her også kunne vide, at den slags eksisterede.
    To af de største drenge, blev da om formiddagen sendt til byen for
    at hente kagerne, selvfølgelig med strengt forbud mod at smage kurvens
    indhold. Når drenge havde slæbt den store kurv fra Vimmelskaftet ud
    til hjemmet på Yderste Nørrebro, blev munden revet op på
    dem for at se og lugte, om forbuddet var blevet overtrådt. Var det
    for en meget sjælden gang, stod den på
    sult, prygl og mørk arrest. Og kagerne fik ingen af de mange børn
    nogen sinde at se. Om eftermiddagen samledes nemlig forstanderindens
    talrige veninder til kaffegilde med børnenes kager til. Det var under
    disse gilder, at drengene, som tegn på
    at der var fest i huset fik lov til at sidde ved vinduerne og kigge
    på os derude.

 

Ungdomshuset

Det var tidlig morgen, klokken var lidt
før 7. Vi havde Bogudsalg.
Et par mærkelige biler holdt foran Jagtvej 69.
Lidt efter kunne vi fra vores køkken i butikken følge et skue, der
vidnede om en amerikansk actionfilm.

Uroen bredte sig hurtig. Ambulancer kørte
ned af Herinesgade. Fra Nørrebrogade
truede unge autonome med at smadre vore vinduer. De havde set urobetjente
blandt vore kunder.

Den store omsætning udeblev. De fleste
butikker i området var lukket. Personalet var efterhånden blevet nervøse.
Ti minutter før normal lukketid, besluttede jeg  af hensyn til
personalets sikkerhed at lukke butikken. Det var vores kunder stærk
utilfreds med.

Man kan hvis godt kalde Jagtvej 69
den mest omtalte grund på Nørrebro.
Jeg skrev vel omkring 30 – 40 artikler om de begivenhedsrige år.  

Handelsforeningens hjemmeside oplevede
rekord – besøg. Ungdomshuset
linkede til flere af vore artikler. Det samme gjorde de store dagblade.
Men ikke alle var lige tilfredse med vores holdning. Vi fik hadefulde
mails fra politibetjente, embedsmænd og politikere. Personlig blev
jeg truet med pressenævnet af en toppolitiker.

Butikker mistede omsætning for 30 millioner
kroner og samfundet betalte ca. 230 millioner kroner inklusive ekstravagter
til politiet. Ja selv blev jeg truet med kropsvisitering af en stresset
betjent, fordi han ville have, at jeg skulle bevise, hvor jeg arbejdede.  

Folkets Hus

Arbejderne ville gerne have et samlingssted.
De måtte ikke være nogle steder. Restauranter og beværtninger kunne
få frataget deres bevilling, hvis de husede arbejderne. Derfor begyndte
Arbejderbevægelsen
selv at opføre forsamlingshuse. Da den fjerde
udgave af Folkets Hus blev indviet kunne man i Social
– Demokraten
læse: 

  • Ude bag Assistens Kirkegaard,
    i det fattigste af Nørrebro ligger Arbejdernes sidst opførte Forsamlingshus
    i Kjøbenhavn.

 

To år efter indvielsen i 1897 blev den
tre måneder lange lockout fejret i huset. Mange andre benyttede huset
til Lørdagsbal. Juletræsfester
og Boksestævner. Det var også her Kvindelig Arbejderforbund
blev dannet den 3. juni 1901. Ja man blev nødt til at ansætte en mandelig
sekretær til at underskrive papirerne. Kvinder havde dengang ingen
myndighed.

Forbundets første formand, Olivia
Nielsen
blev dømt for injurier, da hun under den første kvindestrejke
på virksomheden Jacob Holm & Sønner
kaldte virksomheden for en slaveanstalt. Men ikke nok med det. Hendes
mand blev også dømt. Og begrundelsen – han havde ikke styr på sin
kone.

I 1901 holdt Nørrebro Handelsforening
stormøde i huset. Man diskuterede, Organisationens betydning, Smør
og margarine i rabatordningen
og Indkøbsforeningen.

I mange år holdt foreningen deres årlige
generalforsamling i huset. Og et lysbilledforedrag om Dansk Vestindien
samlede 300 medlemmer.  

Rosa Luxembourg

I 1910 blev Den Anden Socialistiske
Kvindekonference
afholdt i Folkets Hus.
I alt kom 99 kvinder fra 17 lande. Flere af arbejderbevægelsens største
personligheder besøgte huset, bl.a. Lenin
og Rosa Luxembourg.

Fra 1914 – 17 faldt reallønnen
med 14 pct. I 1918 var arbejdsløsheden på 18 pct. Skibsredere og aktieejere
tjente styrtende med penge. Aktierne steg dag for dag. Arbejderne betragtede
Børsen
som et sted, hvor man tjente fede penge på arbejdernes
bekostning. Man besluttede derfor at storme Børsen.
En kæmpe demonstration udgik fra Jagtvej 69
og Børsen blev stormet 11. februar 1918.

Flere demonstranter fik straffe fra fem
uger til to års fængsel.  

De får hus
– vi får fred

Så fulgte Stengade 50
og kampen om Byggeren. Overborgmester Egon Weidekamp
kunne ikke se, at man skulle tage hensyn til en lille skare marginaliserede
unge:

  • Jeg kan ikke se det rimelige
    i, at man bygger noget specielt for ungdommen. Det ville være et mærkeligt
    samfund.

 

Rutana, Schiønning & Arve, Abel
Cathrinesgade, Meknaisk Museum og Bazooka.

Der var ballade i byen. I avisen kunne man læse at Weidekamp
havde kig på et nyt ungdomshus:

  • De 700 medlemmer af Tingluti
    på Jagtvej 69, havde ellers været glade for deres bygning. Men midt
    under juleferien var et oliefyr og et vandrør sprunget.
    Og det var mere end økonomien kunne bære. I forvejen skyldte man kommunen
    123.000 kr. i ejendomsskatter.

 

Egentlig skulle der have været en
Irma
eller en Brugsen på området. FDB
var interesseret, men det fik Nørrebro Handelsforening
forpurret.

Københavns Kommune erhvervede ejendommen
for 700.000 kr. Weidekamp udtalte:

  • De får et hus og vi får
    fred.

 

Men fred blev der ikke. Overborgmesteren
fik buksevand. Allotria blev besat. Der blev ballade på Nørrebrogade,
Politiken
blev besat. Ballade opstod i Ryesgade
og på Christianshavn. Og sådan kunne vi blive ved.

I november 1999 drog unge på plyndringstogt
på Nørrebrogade. Politiet holdt sig tilbage. Ungdomshuset
meddelte, at de ikke deltog. Ingen blev nogensinde dømt.  

Ungdomshuset for en krone

På et bestyrelsesmøde den 13.
juli 2000 sagde Nørrebro Handelsforening
pænt nej tak til at overtage Ungdomshuset
for en krone. Opfordringen kom fra overborgmester jens Krammer Mikkelsen.

En ny gruppe blev dannet på 
Nørrebro.
De kaldte sig Naboerne.
På deres hjemmeside gav de udtryk for deres frustrationer:  

  • Som naboer til Ungdomshuset
    har vi nu fået nok af autonomes intolerante og asociale adfærd. De
    opfører sig vulgært og hensynsløs overfor os som naboer her på 
    Nørrebro. Vi har ryddet op efter hærværk, smadrede flasker,
    graffiti og afføring på vores trappestene, smadrede ruder i husene
    og i bilerne og affald fra mad og toiletbesøg. Larmen i weekenderne
    og stanken fra affaldet og urinen omkring passagerne på
    Nørrebrogade og Jagtvej hører ikke hjemme i et beboelseskvarter.

    Det er for meget. De må 
    finde et sted – hvor deres arrogante fremfærd ikke
    ødelægger det for andre. Det handler ikke om ideologi og politisk
    standpunkt, men om medmenneskelig adfærd og at vi som naboer ikke længere
    kan holde det ud.
     

Hvorfor skal man være gidsler?

I Nørrebro Handelsforening
havde man længe været trætte af politikerne. Gang på gang havde
man fået at vide, at nu blev der taget initiativer til af få løst
Nørrebros
problemer. Masser af butikker var forsvundet. Kunderne
turde ikke mere at besøge bydelen.  Handelsforeningen udsendte
atter er presseinformation 

  • Hvorfor skal 71.000 borgere
    og flere tusinde butiksansatte hele tiden føle sig som gidsler i et
    spil, der gælder om et mødested for unge mennesker?
  • Hvornår kommer politikerne
    ud til bydelen, og diskutere med dem, der bliver ramt på
    den ene eller anden måde?
  • Kære politikere, kom ud
    og tal med os, vi vil ikke mere finde os i denne behandling.

 

Der skete ikke noget. Toppolitikere udtalte,
at de unges krav var barnagtige og ifølge de unge pustede politiet
til ilden.  

Ikke kun
”kapitalistforretninger”

Og som noget helt grotesk var jeg med
til at lave en folder til samtlige butikker om hvordan man skulle forholde
sig i tilfælde af en konflikt. Den blev lavet sammen med HK og DA.
Forsikringsselskaberne var begyndt at stå af med hensyn til at dække
skaderne. Så her måtte der også laves en folder med tips. I medierne
bildte politikerne borgerne ind, at forsikringerne dækkede alle skaderne.

Det var ikke kun kapitalistforretninger,
der blev angrebet. Den lille frisør og dyrehandleren blev også angrebet.
Efter en af disse aktioner var vi ude at lave en optælling. Der var
gået ud over 45 butikker.

Nørrebro Handelsforening
bakkede op om de fredelige aktivisters ønske om et nyt hus, men tog
kraftig afstand til vold og hærværk samt trusler om afbrænding af
butikker. Politikerene afviste Nørrebro Handelsforening
som mægler i konflikten.  

Jagtvej 65

På Jagtvej 65
ligger Aldi i dag. Dengang den 26. december 1924 åbnede Colosseum
et flot og luksuriøst filmpalæ med plads til 1.000 tilskuere.
Fem år senere, i foråret 1929 var Colosseum
blandt de første biografer herhjemme, der viste talefilm.

Biografen blev ombygget i 1971 og igen
i 1980, hvor den fik tre sale. Repertoiret var tilpasset Nørrebro
– publikummet.
Det var spændingsfilm lige på og hårdt eller
kærlighedsfilm uden for meget snak. Man viste et meget blandet program
– til sidst mest pornofilm. Biografen lukkede i 1982 – 1983.   

Husumgades/Havremarkens Skole

Husumgades Skole
blev indviet som betalingsskole i 1890. Samme år blev skolen gjort
til friskole. Da kommunen købte grunden, var der et gartneri på stedet.
Den nærmeste større bygning var dengang Nørrebro Station. 
Der var 19 klasseværelser men varme og ventilation. Det var yderst
moderne, men byggeriet havde også været dyrt. Hele 176.034Kr.

Fra 1. maj 1903 blev skolen udnævnt
som kroneskole. Det betød at forældrene skulle betale en krone
pr. måned for deres pode.

Ved skolens start var der tilmeldt 916
elever. I 1912 var der 1.284 elever. Og i 1923 toppede det med 1,425
elever. Og en af de mest berømte elever var den store filmstjerne
Asta Nielsen.

 I 1930 fik skolen navneforandring
til Havremarkens Skole. Den 7. maj 1945 ankom Den Danske Brigade
til skolen, og tog opstilling i skolegården. Pludselig begyndte maskingeværer
at beskyde brigaden fra vinduer i Søllerødgade
og Jul. Blomsgade Det var danske Hippo
– folk,
der var i gang. Brigaden blev kun i et par dage, derefter
tog frihedskæmpere over.  

Bryggeriet Stefan

Bryggeriet Stefan
blev stiftet i 1895. Allerede tre år efter slog stifteren H.C. Meyer
sig sammen med to andre hvidtølsbryggerier. Jo der var gang i den,
i Stefansgade 51.

Særlig populær blev den såkaldte
Kroneøl.
Man nåede op på 25.000 flasker om dagen. Fra 1913 blev
der også fremstillet mineralvand. I 1939 var det slut. Da blev bryggeriet
opkøbt af De Forenede Bryggerier.  

Chokoladefabrikken Cloétta

Chokoladefabrikken Cloétta
blev opført i 1862 af de to schweiziske brødre Bernhard og Christoph
Cloétta.
I 1867 købte man en ejendom i Indre By
og brugte endda dampmaskiner. I 1901 flyttede man til lokalerne i
Hørsholmsgade.
Hele 125 mennesker var beskæftiget her. I 1929
blev firmaet et aktieselskab og overtaget af Chr. F. Kehlet.
Fra 1954 til 1960 blev firmaet drevet fra Glostrup.
Chokoladekoncernen Fazer overtog derefter stedet. Og i Hørsholmsgade
danser man på stedet i Dansens Hus.  

Begivenheder i kvarteret  

Drama i Husumgade

Et drama udspillede sig i Husumgade
12 den 13. november 1907 om formiddagen.

Sofus Rasmussen
havde været redaktør af det anarkistiske blad Skorpionen.
Han var gået for vidt og fået en dom på tre måneders fængsel. Straks
efter dommen flygtede han til Sverige.
Politiet havde fået at vide, at han holdt sig skjult i København.

En gang imellem besøgte han sine forældre
i Husumgade. Og det gjorde han også den pågældende dag.

Rasmussen
havde i 1905 fra en talerstol truet med at myrde en betjent. Ingen troede
dog, at han ville gøre brug af denne trussel.  

De to civile betjente Elmer
og Gemzøe blev sendt til adressen i Husumgade,
efter at man havde fået et tip. Familien boede på fjerde sal til venstre.
Fru Rasmussen lukkede op, men benægtede at Sofus
var til stede. Betjenten forlangte dog adgang til lejligheden. Da han
gik ind, kom den eftersøgte frem. Han tog en revolver frem og affyrede
den direkte i hovedet på betjent Gemzøe.
Endnu et skud blev affyret.

Sofus Rasmussen
styrtede ned af hovedtrappen. På tredjesals trappeafsats dræbte han
sig selv med et skud i hjertet. Betjent Elmer
var gået af køkkentrappen og havde hørt skuddene. Elmer
havde fået forkerte oplysninger i brødbutikken nedenunder, og var
gået forkert.

Gemzøe 
var vaklet nedenunder, men var død ved ankomsten til Baldersgades
Hospital.
 

Sofus Rasmussen
var kørt til St. Johannes Stiftelsens Lighus.
Ved visitationen havde man fundet to revolvere, en dolk og en æske
med skarpladte patroner.

Mærkværdig roligt modtog publikum meddelelsen
om anarkisten Sofus Rasmussens
mord. Der blev ingen opstandelse på Nørrebro.  

Besættelsestiden

Et vigtigt møde blev afholdt i Hillerødgade
75
den 9. april 1942. Her besluttede 14 DKPer, at nu skulle DKP
deltage aktivt i modstandsbevægelsen.

Hans Petersen,
der var med i modstandsbevægelsen BOPA
havde fremstillet en bombe, der skulle eksplodere foran Bjelkes Allé
16,
den 21. oktober 1942. Bomben gik dog ikke af. Ejendommen havde
tilhørt Kommunistisk Ungdom.
Nu havde en tysk transportafdeling overtaget ejendommen.

Hans Petersen
blev anholdt af dansk politi og overgivet til tyskerne. Den 12. april
1943 blev han dømt til døden, men blev dog benådet til livsvarig
tugthus.  

Danmarks Frihedsråd 

Danmarks Frihedsråd 
blev dannet den 16. september 1943 hos Harilds Afskrivningsbureau
Nørrebrogade 156.

Dansk Politi jagtede alle kommunister.
Man havde spottet en af de mest markante, Børge Houmann
til området omkring Husumgade.
Da han skulle hente sin skjorte i sit vaskeri i en kælderbutik, var
politiet klar og ventede på ham. Men rullekonen
nåede at advare ham. I hele 11 dage havde de stået og ventet på ham
i det lille vaskeri.  

En sabotageaktion ødelagde et snedkeri
og et skomagerværksted i Vedbækgade 4.

Den 11. maj var bomber lagt uden for
lædervareforretningen i Stefansgade.
Ejeren var medlem af DNSAP.

En Schalburg
– mand
bosiddende Jægersborggade
25 st. blev såret af skud den 14. august.

Dagen efter gik det ud over Lampeskærmsfabrikken,
Heinesgade 1.
Det viste sig dog kun at blive ved truslerne.  

Den 19. august skød tysk militær foran
Nørrebrogade 169
efter en ung mand, der var deserteret fra SS.
En tilfældig beboer fra Sorgenfrigade
blev alvorlig såret.

Dagen efter var der rudeknuseri i
Taskeforretningen, Stefansgade 20.

Lædervarehandler, Kongsted Christensen,
Stefansgade 22
blev skudt den 16. september i Grøntforretningen
i nummer 10, hvor han var kunde.  

Mordet på 
Frk. Lange

På hjørnet af Stefansgade/Husumgade
blev Ella Johanne Sofie Sustmann
dræbt den 16. december. 1944. Hun blev likvideret af modstandsfolk.
Man sagde om hende, at hun som telefonistinde
i Telefonhuset foretog aflytninger for tyskerne. Hendes mand
blev likvideret i en linie 16 på Nørrebrogade.

I modstandskredse blev hun kaldt Frk.
Lange
og havde bopæl, Jagtvej 87.
En dramatisk beretning fra modstandsbevægelsen afslører likvideringen: 

  • Vi ventede derefter en
    times tid, i hvilken en lirekasse uafladeligt spillede
    ”Julen har bragt velsignet bud”. Så 
    viste hun sig i gadedøren. Vi havde i forvejen trukket lod, om hvem
    der skulle skyde og loddet faldt på 
    Philipsen.
  • Philipsen ventede, da de
    lige var ved en legeplads, men Poul gik frem, stak sin
    ”Parabel” lige op i nakken på
    hende og trykkede af. Hovedet blev fuldstændig knust. Hundene lagde
    sig ind til hende og gav sig til at hyle. Vi tog hendes taske og løb.

 

Seks revolverbevæbnede mænd trængte
den 21. januar ind i Fabriksarbejdernes Forbundskontor, Bjelkes Allé
32
, hvor de tog beholdningen af kontanter og kontingentmærker.

Den 26. marts lød det ved 22 – 
tiden kraftig skyderi ved Åboulevarden.
Kl. 23.45 fortsatte skyderiet ved Nørrebros Runddel.

Næste dag omringede tysk militær,
Privatbanken, Stefans afdeling,

Nørrebrogade 180. Bestyreren R. Jacobsen
blev anholdt.

Den 1. april blev Metropolitanskolen
og Hillerødgades Skoler
inddraget af den tyske værnemagt til indkvartering
af flygtninge.  

Modstandsbevægelsen lagde røgslør 

Den 47 – årige købmand, Knud
Valdemar Hansen
blev den 4. april 1945 bortført af tre bevæbnede
mænd fra sin forretning på Rungsted Plads.
Samme dag blev han fundet med tre skud gennem hovedet i Utterslev
Mose.

Drabsmændene havde stjålet købmandens
sparekassebog, og de var dumme nok til at hæve hans penge. Det lignede
et rovmord, men alt tydede på, at det var modstandsbevægelsen, der
stod bag.

Ministeriet for Særlige Anliggender
ville forhindre at modstandsbevægelsen fik tilsmudset deres ry. Den
unge politifuldmægtig Volmer Nissen
havde ellers hurtig opklaret sagen.

Da politifuldmægtigen var på vej
til gerningsstedet, var det lige før, han selv var blevet likvideret.
Han blev stoppet og holdt op af Holger Danske
folk. Disse havde pistolerne fremme, og anså fuldmægtigen og hans
chauffør som Gestapo – folk.

En søn af en landsretssagfører rejste
hurtig til USA. Det vil sige, han blev tvunget til at rejse af
sin familie. Volmer Nissen havde hurtig fundet frem til hans
navn.  Der var navne på yderligere mistænkte. Men ingen blev
nogensinde dømt for rovmordet.  

Masser af skud

Tyrolerkroen,
Jagtvej 64 oplevede den 15. april et optrin mellem Schalburg
– folk
og civile danskere.

Den 17. april opdagede en jernbanefunktionær
røveri af 16 tromler benzin. Han blev truet med pistol af fire –
fem personer.

Dagen efter var der kraftige bombeeksplosioner
hos Skandinavisk Motor Compagni , Lundtoftegade 106.
Alle bygninger udbrændte – også en del tyske motorvogne.

Den 20. april kl. 4.35 skete der en eksplosion
i Café Resí, Hillerødgade 16.

En yngre mand blev om morgenen den 25.
april fundet dræbt med skud i hoved og bryst på Nørrebrogade
200.
Dagen efter blev en kvinde, bosiddende Jærgersborggade
9
tilfældig ramt.

Jagtvej 69
blev beslaglagt af tyskerne den 28. april.

Den 30. april forekom der en del skyderi
omkring Slangerup – banen.

En tysk søløjtnant og en marinesoldat
blev livsfarligt såret ved Nørrebros Runddel
den 3. maj. Dagen efter blev en tysk soldat skudt på en sporvogn ved
Nørrebro Station.
 

En morder i kvarteret

Helge Rudolf Keil
med dæknavnet Ruddi var et usædvanligt nervøst gemyt. Han
havde ikke de store evner, da han gik i Hillerødgades Skole.
Det eneste, der interesserede ham var forbryderromaner. Faderen var
værtshusholder. Helge gik for at være en særling i kvarteret.

Han kom i lære som barber. Fem dage
i træk måtte han til fornyet svendeprøve. Da han endelig bestod – 
med ros, havde han drukket en halv flaske portvin og fire øl. Han holdt
dog hurtig op som barber, da han var bange for at skære halsen over
på sine kunder.

En dag var han utilfreds med moderens
mad og stak en gaffel i baghovedet på hende. På Bispebjerg
Hospital
sagde man om ham, at han var forbeholden, afglidende
og stillestående.

Han rejste til Norge,
hvor han fik arbejde på et lazaret. I løbet af juni 1944 fik han kontakt
med modstandsbevægelsen. Men han blev taget med falsk legitimationskort.
Han kom i forhør hos den berygtede Birkedal.
Resultatet blev, at Keil blev stikker for Birkedal.
Det menes at Keil begik 3 – 5 mord.  

Masser af butikker i kvarteret

Engang var Nørrebrogade
faktisk Danmarks handelscenter
nummer et. Det er det ikke mere. Også i kvarteret omkring Nørrebroparken
bugnede det med specialbutikker. Ved næsten ethvert gadehjørne lå
der en købmand, et ismejeri, en grønthandler, en slagter eller en
bager. Alt blev købt frisk samme dag, man skulle bruge det. I 1950erne
havde man ikke køleskabe og frysere.

Heinesgade
havde en del butikker. Her lå også et ismejeri og et folkekøkken.
Dette folkekøkken havde en duft af afsmeltet fedt og fedtegraver. Det
var nu ikke den mest luksus betonede retter, man her serverede. 

På hjørnet af Holtegade
boede Købmand Nielsen., og på hjørnet af Heinesgade
hed købmanden, Bojesen.

Dengang var det eksotiske dufte, der
mødte en hos købmanden. Det meste blev leveret i sække eller tønder.
Ja, man kan vel ikke sige, at spegesild duftede eksotiske. Men de blev
også leveret i tønder til købmanden.  

I Søllerødgade
lå et vaskeri. Det var her bomben gik af mange år senere.

Omme i Julius Blomsgade 30
lå en lille hyggelig afdeling af Hovedstadens Brugsforening
også kaldet HB. De havde en manufakturafdeling omkring hjørnet
i Stefansgade 17. Ja og her i gaden lå også en stor slagterforretning,
der altid var fuld af husmødre.

Og i Holtegade
lå børnenes favoritbutik, Frøknerne Krappes
legetøjsforretning. Ved siden af lå kaffebaren Stefan.
Og allerede dengang lå Lille Peter
på hjørnet af Søllerødgade
og Stefansgade, i tilfælde af man var blevet tørstig efter
en øl.

I kvarteret lå blandt andet også 
en smørrebrødsforretning og Selandia Radio.
Og henne ved Runddelen var allerede dengang Café
Runddelen.
Den var der allerede da bygningen blev opført i 1878.
Her lå også et apotek.

Ja ikke mange butikker herude, opnår
at blive 100 år. Men det bliver tilfældet for Steenberg Bog&Ide
næste år. Gennem 99 år har butikken været drevet af samme familie.  

Politisk slagsmål på 
Café Runddel

Jo, det var også noget spændende
især for større drenge i Café
Stefan.
En automat med kondomer på vej ud til toilettet. De unge
vidste ikke rigtig, hvad det skulle bruges til, men de vidste, at det
var lidt frækt. Man kunne altid prale med, at man havde en pakke.

Ja så kom telefonhuset på 
Borups Allé
i 1953. Dengang skulle man have en begrundelse for
at få en telefon. En uniformeret person kom ud til en samtale.

Og der i slutningen af 1940erne kunne
man komme op at slås, når man mødtes på Café
Runddelen
og på andre værtshuse. Det var især, når kommunister
og socialdemokrater mødtes. I 1947 havde Socialdemokraterne
mistet deres absolutte flertal. Man var gået tilbage til 17 pladser.
Kommunisterne
var gået frem til 11 pladser, og de var som regel
bedre skolet.  

Bomben i Søllerødgade

Den 16, marts 1992 kl. ca. 11.30 genlød
kvarteret af et ordentligt brag. Der var Internationale Socialisters
kontor i Søllerødgade, der blev ramt af en bombe. Ved eksplosionen
dræbtes IS – medlemmet, Henrik Christensen,
der tidligere havde været aktiv i Fællesinitiativet mod Racisme.

Politiet oprettede en ti – mands enhed
til at forestå efterforskningen. PET var også indblandet, men bombeattentatet
blev aldrig opklaret. Mange år senere kom det frem, at PET skulle have
været advaret mod, at nazistiske kredse havde forberedt et bombeattentat.
Et afslørende bånd skulle være et bevis i sagen , men PET benægtede
dette.  

Nogle kendte mennesker i kvarteret  

Mille fra Stefansgade

En af filmhistoriens største action
– helte boede i Stefansgade.
Hun deltog i 85 danske og udenlandske film. Emilie Sannom
også kaldet Mille gennemførte luftakrobatik, som aldrig er
set siden.

Hun blev født den 29. september 1886
under fattige kår. Faderen var kioskejer og tidligere sømand. Mille
havde forfalsket sin dåbsattest, for at få myndighedernes tilladelse
til at foretage faldskærmsudspring i en sen alder. Allerede som ni
– årig optrådte hun på Dagmarteatret.
Også hendes søskende, Charlotte, Thora
og Ragnhild blev skuespillere. I rollen som Orfelia
i 1911 kastede hun sig fra Kronborgs
høje murværk og ned i den plørede voldgrav.  

Senere blev det spring fra høje altaner,
fra hustag til hustag. Hun løb ud af brændende huse og sloges med
glubske hunde, faldt af hurtigtkørende hestevogne. Hun medvirkede i
vilde bil – og motorcykelkørsler, balanceakter over dybe afgrunde
og på brændende møllevinger. Da hun skulle optage svømmebilleder
til filmen Den Blå Grotte i Italien,
mødte hun nogle piloter. Hun lod sig overtale til at medvirke i en
opvisning, hvor hun skulle sidde på flyets understel.

Hun boltrede sig uden sikkerhedslinie
på en dristig og livsfarlig måde. Hun forsøgte at få flycertifikat.
Men det lykkedes aldrig. Men det var nu ingen hindring. Hun fløj alligevel.

Mille
døde iført en badedragt i 1931. Det skete under en faldskærmsulykke
ved Hessel Gods syd for Grenå.
Hun var ikke så glad for faldskærmsudspring, men hun skulle forsørge
sin datter og sine gamle forældre hjemme i Stefansgade 41 1. sal.
Den faldskærm, hun sprang ud i, var ny. Det blev hendes skæbne.

Begravelsen fandt sted fra Stefans
Kirken.
Trods kulde og regn var der kommet flere folk, end hvad
kirken kunne rumme.

Hun forblev ugift, men havde mange beundrere
og tilbedere. I hele forløbet boede hun i Stefansgade.
Her deltog hun i det praktiske, blandt andet trappevask til stor forundring
for postbudet, der kom med alle fanbrevene.  

Barnemoderen fra Jægersborggade

Århundredets største massemorder boede
i Jægersborggade. Dagmar Overby kvalte de små børn,
og derefter brændte hun dem i kakkelovnen. Ufatteligt at ingen fattede
mistanke, før hun havde dræbt 25 børn i tidsrummet fra 1911 – 1920.

Op gennem tiderne er  mange børn
født til et liv, hvor de var uønskede. Måske passede tidspunktet
ikke, måske passede samfundets normer ikke. Det var tiden før plejeloven
og folkeregistreringen.

Hun annoncerede i avisen efter plejebørn.
Det gik fint. Masser af penge blev tjent. Mange ulykkelige unge piger
blev gravide uden for ægteskab, og datidens moral var indskrænket.
Ofte ville faderen ikke kendes ved barnet. Han betalte sig fra det.
Og det blev Dagmar Overbys lykke eller ulykke – om man vil.  

Samfundet kunne ikke tolerere børn uden
for ægteskabet. De var og blev uønskede.

Efter sagen blev lovgivningen lavet om
på en række punkter, blandt andet med hensyn til adoption 
og plejeforhold  samt registrering.

Det vides at hun smed et barnelig i latrinen
Assitens Kirkegaard. Andre oplysninger går på, at hun skar
halsen over på et barn og lagde det på en grav på kirkegården.

Det hændte, at hun mødte moderen, når
hun gik tur med barnevognen. Det var så bare et andet barn, der
lå der.  

Hysteri og tvangstanker

Hun fandt ud af, at æter virkede beroligende
på hende. Det tog hun så, lige inden hun begik mordene. Hun kvalte
bønrene med en snor og gemte dem i den tids køleskab. Ofte glemte
hun ligene. Så fandt hun ud af på bedste måde at komme
af med dem, bl.a. ved at brænde dem i kakkelovnen.

Kort før hendes dom blev hun mentalundersøgt.
Professor Wimmer
gav følgende signalement: 

  • Hun er ikke lidende af
    hysteri eller tvangstanker. I moralsk henseende betegnes hun som defekt,
    uærlig, seksuelt uregelmæssig og med trang til at lade andre tage
    skylden, for det hun har begået. Det er mulighed for, at brugen af
    narkotiske midler har svækket hende i moralsk henseende.

 

Man kunne tilføje, at hun var ualmindelig
godt begavet og lærenem. Hun havde et frygteligt temperament og sind. 

Et familiemedlem til et af børnene blev
på tidspunkt mistænksom, men Dagmar Overby
skaffede både lægeattest og begravelsespapirer på et barn, som hun
havde myrdet.

Da politiet efterforskede sagen fandt
de knoglerester i kakkelovnen og et glemt indtørret lig på loftet.

Egentlig blev hun kun dømt for 8 mord.
Hun skulle henrettes ved halshugning, guillotine eller økse. Dommen
blev omstødt til tugthusarbejde på livstid. Dagmar Overby
havde svært ved at være indespærret. Mentalt blev hun helt afsporet
og måtte overflyttes til Skt. Hans
i Roskilde. Her begik hun selvmord den 6. maj 1921.  

Alberti
–  bedrager og byggematador

Den 11. juni 1932 blev en ældre mand
kørt ned af linie 5 på hjørnet af Nørrebrogade
og Fælledvej. Han var ved bevidsthed med i chock. Han havde
fået forvredet sin ene hofte og og albue. Tre dage efter døde han
af en blodprop. Den ældre mand, der i to omgange havde boet på
Fælledvej,
var Danmarks
tidligere justitsminister, storbedrager og byggematador Peter Adler
Alberti.

Manden var hensynsløs dominerende over
for sine omgivelser. Han indførte prygelloven.
Han bedragede Den Sjællandske Bondestands Sparekasse.
Ingen anede uro, før det var for sent. Efterhånden som underslæbene
voksede tog han større og større lån. De Radikale
udtalte, at kokken 1 var han teglværksejer, klokken 2 var han justitsminister
og kl.3 var han grundspekulant.
 

Den 8. september 1908 melder Alberti
sig selv.
Han indrømmede sig skyldig i falsk og bedrageri for
9,5 millioner kroner.

Dommen lød på 8 års tugthus.
Han blev kendt skyldig i at havde svindlet for 15 millioner kroner.
Det svarer i dag til ca. 15 milliarder kroner.

Han var 188 cm høj, vejede 138,5 kilo
og havde en livvidde på 155 cm. I Horsens
måtte de sy en speciel fangedragt til ham. Han blev ydmyget af sine
medfanger og fik en depression, der var livstruende. I sommeren 1912
var hans vægt nede på 71 kg.

Den 20. august 1920 blev Alberti
benådet.

Manden havde tjent mange penge i Jægersborggade.  
 
 
 

Værd at vide om kvarteret 

Lundtoftegade

I medierne bliver Lundtoftegade
udråbt som ghetto, men sådan føler befolkningen på stedet det ikke.
Det er etagebyggeri fra 1970erne, der præger gadebilledet. En stor
andel af beboerne er anden etnisk herkomst end dansk. Gaden strækker
sig fra Borups Plads til Hyltebro
i nord.  


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro