Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Hærvejen i Sønderjylland

September 2, 2010

En
ødemark, et saltland, en vældig ørken. Sådan var beskrivelsen om
landskabet omkring Hærvejen i 1070. Plyndringer og epidemier var der
masser af. Vejen var ikke brugbar i vådt vejr. De fleste kroer blev
rost. Bønder havde kørselspligt. 275 vogne skulle de stille til rådighed
for kongen. Læs om ”Rechte Herr Weg”, Pottervej, Helene Kilde,
Sakservej, Pottervej, Herlufstenen, Bolderslev Frigård, Pouls Kro,
Den Krumme vej og meget mere.
 

Mange antagelser

Ufattelige mange bøger er skrevet om
Hærvejen.
Historisk er emnet dybt interessant. Men når det handler
om historie, skal man ikke tro, alt hvad man læser. Bevares historikerne
har gjort deres bedste. Men der er kommet ny viden til. Nye forskningsresultater
siger noget helt andet. Gamle kort har heller ikke altid været præcise.
Og så har historikere ofte gjort brug af antagelser,
som stammer fra forkerte oplysninger.  

De mest kendte bøger er begået af
Hugo Mathiessen.
Men mange af hans antagelser holder ikke for en
nærmere undersøgelse. Også Mads Lidegaard
har beskæftiget sig med Hærvejen.
Men også hans metoder bunder på en masse usikkerhed. Wilhelm La
Cour
antagelser er også tilfældige. Af andre med meninger om
Hærvejen
kan nævnes P.V. Glob, H.V. Gregersen
og Bjørn Svensson.  

Forskere har glemt at klimaændringer
har haft sin virkning på Hærvejs
– strækningen.
Men også nedbrydning af jord, rydning af skov
og grundlæggelse af nye landsbyer i det 11. og 12. århundrede havde
sin virkning.  

Historisk vingesus

Selv har jeg mærket historiens vingesus
i Bommerlund Plantage, og stået på Gejlå
Broen.
Min afdøde kone fortalte meget om Hærvejen.
Hun lavede faktisk flere film om den. De har været vist på DR.
De tåler sagtens en genudsendelse.

Ja og så har jeg i tidligere artikler
berettet om Hände Hoch Hærvejen
syd for grænsen. Vi stod pludselig på militært område.  

Ligner en
ørken

Hærvejen
er antagelig mere end tre tusinde år gammel.

Langt de fleste rejsende har været oksedrivere,
kuske og andre karle. Men har færdedes også kongens mænd, bissekræmmere,
pottemænd, samt vandrende svende.  

Man er taget til Kliplev
for at tilbede Skt. Hjælper, overnattet på Toldsted
eller drukket på Bommerlund Kro.

Adam af Bremen
var dog ikke så begejstret, da han drog på Hærvejen: 

  • Vel vrimler enhver egn
    i Germanien skrækkelig af dybe skove, men Jylland er dog mere skrækindjagende
    end andre egne – jordbunden er gold. Det ser næsten ud som en
    ødemark, et saltland og en vældig
    ørken.

 

Mange navne

Hærvejen
er kaldt Kongevejen, Adelvejen, Oksevejen, Studevejen, Sakservejen,
Roma – vejen, Gammel Viborgvej

eller bare Den Store Landevej.

Men nu havde Hærvejen
ikke eneret på navnet, således blev den gamle vej mellem Højer
og Tønder
i 1554 kaldt Herren Weg.
Og i 1769 hed den Herrweg.

I 1796 blev den såkaldte Krumme vej
fra Bov til Flensborg kaldt for Den nach Niehuus führenden
Herrwege.
 

I dag kender de fleste til Hærvejen
som betegnelsen for den jyske Hærvej.
Mange hjulspor er efterhånden dannet. Og de fulgte ikke altid i samme
retning.

Efterhånden som købstæderne opstod,
skete der stor forskydninger i trafikmønstret. Egentlig er den første
skriftlige kilde om Hærvejens
eksistens begået af Adam af Bremen
i 1070.

Et rejsekort fra 1492 viser en vej, der
går fra Lybæk over Slesvig/Flensborg
til Ribe. Og fra 1501 findes et kort, der viser strækningen
fra Viborg, forbi Haderslev, Slesvig
og længere syd på. 

Hærvejen er ikke en vej

Fra midten af det 17. århundrede findes
Mejers (Meyer)
kort over landevejsnettet. Men denne Meyer
havde ikke det bedte ry. Disse kort er behæftet med mange fejl.  

Mange turistforeninger påberåber sig
at havde den originale Hærvej.
Men det er ikke den hele sandhed. For Hærvejen
bestod af et utal af veje og hjulspor. Et godt udgangspunkt er at kigge
efter gravhøje. Oldtidens stormænd ønskede at blive set også efter
deres død. Derfor blev gravhøje anlagt på højderygge eller i umiddelbar
nærhed af vejen. Men manglende høje betød ikke nødvendigvis, at
der ikke gik en vej lige der.  

Hærvejen
var nu engang ikke en vej. Det var et kompliceret net af mere eller
mindre parallelle og indbyrdes forbundne veje. Hvilken rute man valgte,
afhang af rejsemål, transportform, årstid og krav om sikkerhed. 
Lokale forhold havde også betydning. 

Straffebestemmelser

Selv Jydske Lov
havde Hærvejen med. Den indeholdt straffebestemmelser mod dem,
som kørte eller red på en anden mands marker eller enge. Tilsvarende
var det udtrykkelig forbudt at spærre eller ødelægge offentlige veje.  

Fra Yngre Stenalder

Fund af flere skivehjul fra tiden før
2.000 år før Kristi Fødsel. Ved stenalderens slutning har der allerede
eksisteret et vejnet. Kun ganske få steder var det brolagt. Ellers
bestod vejene kun af en samling jord – og sandveje.

Allerede i den yngre stenalder var
Hærvejen
en vigtig handelsrute, antages det. Fra bronzealderen
viser talrige fund, at Hærvejen
havde stor betydning. Fra ca. 1.800 før Kristi er der blevet importeret
masser af metal. Bytteobjektet har sikkert været rav.  

Hedeby
fik en central rolle under vikingetiden. Ribe
fik ren stor rolle for transithandelen mellem øst og vest. Efterhånden
overtog søfarten dog en del af disse ting.  

Forsvarsvolde

Vejene havde stor strategisk betydning.
Det ses af de mange forsvarsvolde over eller langs Hærvejen.

En af disse er Olgerdiget,
der stammer fra 2. århundrede efter Kristi fødsel. Selve volden er
7,5 km lang. Egentlig havde den forbindelse fra den nedlagte Tinglev
til et område vest for Urnehoved. Olgerdiget
havde palisader, vold og grav. Der var mosestrækninger på begge sider.
Ved Øster Løgum findes rester af et tilsvarende anlæg.

Margrethevolden
ved Øster immervad skal ikke glemmes.  

Lidt nord for Trælhede
i nærheden af Vester Immervad
var der en spærring over den såkaldte Savsevej
eller Saksevej.  

Det mest kendte voldanlæg er dog
Dannevirke.
Her kunne man i mellem det 8. og 13. århundrede ikke
kun beherske den nord og sydgående trafik, men hele området mellem
Slien
og Trene. Ifølge overleveringer blev færdslen ført
igennem Wiegelsdor. Hele voldanlægget var på ca. 14 km.  

Plyndringer og epidemier

Gennem tiden har det ikke været sjovt,
at bo i nærheden af Hærvejen.
Mange hære er draget igennem. Plyndringer og epidemier har plaget befolkningen.

I 1043 trængte en vendisk hær over
Ejderen
op i Sønderjylland.
Den blev dog slået af Magnus den Gode
Lyrskov Hede.

I 1156 kom Sven Gathe
med en saksisk hær og nåede til Sommersted.
Ifølge sagnet blev de slået af Valdemar den Store.

Året efter led Knud den Tredje
et nederlag ved Hærvejen. I 1295 mødtes Erik Menved
og Hertug Valdemar i et slag.

Ved Immervad
var der i 1422 et slag mellem danskere og holstenere. Denne begivenhed
fik nogle til at omdøbe Immervad
til Jammervad.  

Fattige mennesker

Talrige tropper har indfundet sig langs
Hærvejen.
Og indkvarteringer af disse har hørt til dagens orden.
I et notat fra 1543 over Gregorius von Ahlefeldts
fæstebønder i Uge Sogn hedder det: 

  • Disse foreskrevne og arme
    Folk ere forhærgede og forfærdede af Kongelige Majestæts Landsknægte,
    saa de ikke kunne udgive nogen Skat eller Hyre, idet de bor ved en fri
    Landevej.

 

Pesten satte sine spor

Da de Kejserlige Hære
i 1627 gik ind i Holsten, flygtede resterne af den danske hær
i panik op gennem Jylland. Undervejs raserede de landsbyerne
langs Hærvejen.

Mange kirker og Toldsted Kro
blev brændt ned. I hælene kom Wallenstein
og hans tropper.

I de efterfølgende krige 1643 – 
45 og 1657 – 60 trængte nye hære op i landet syd fra. Hærene
havde desværre taget pesten med sig. Adskillige omkom.  

Pilgrimme

Pilgrimmene blev afløst af okserne i
det 16. – 17. og 18. århundrede.

I øvrigt minder talrige stednavne langs
Hærvejen
om pilgrimme. I 1872 blev der i Frøslev Mose
fundet et kostbart skrin. Det er dateret til omkring år 1000. Enten
er ejerne kommet ud for en ulykke eller de er blevet overfaldet.  

Masser af okser

Pilgrimme brugte vejen i 4 – 500 år.
Studene var her i længere tid. De blev drevet til markeder i Nordtyskland
og Holland. Ikke uden grund blev vejen kaldt Oksevejen.
Danske okser var allerede i 1252 eftertragtet i Flandern.
Men også heste blev eksporteret.  

Af toldregnskabet ved Gottorp
fremgår det, at der der omkring år 1500 blev eksporteret 20.000 okser.
I 1520 var tallet op på 30.000. Mellem 1545 og 1578 var eksporten oppe
på 40.000 årligt.

Der kom et lille fald grundet diverse
krige, men fra ca 1600 nåede man op på årligt 50.000 okser.  

Af andre varer kan nævnes humle, hør,
hamp, lærred, linned, silke – og uldtrøjer samt kobberkedler.
Desuden fisk, huder og skind.   

Kirken interesserede sig også for
Hærvejen. Slesvig og Ribe Bispedømmer

delte i det 11. århundrede vejen mellem sig.  

Ikke brugbar i vådt vejr

Det var ikke altid lige let at færdes
på Hærvejen. Der er beretninger om, at rejsende overfaldt
en vognmand, fordi vognen væltede.

Over vadestederne kunne det være svært
at komme, grundet oversvømmelser. I 1642 klagede den bremerske rådmand
Heinrich Meyer
over, at Oksevejen
syd for Stenderup Kro var et morads og derfor ikke brugbar
i vådt vejr.
 

Det var ikke alle, der havde sans for
det smukke landskab langs Hærvejen. Heinrich Meyer
skrev således i 1642 i sin dagbog, at egnen mellem Flensborg
og Stenderup Å var sandet, sumpet og
øde Landskab.

Tilsvarende gav Ulrich von Werdum
i 1673 egnen mellem Flensborg
og Immervad følgende karakteristik: 

  • Omkring Bov var det sandet
    og stenet Mark. Til Toldsted var det
    ”Sumpet Land”. Herfra gik det til Rise gennem
    ”middelmådigt Land”. Ved Øster Løgum passerede man
    ”stenet Sandmark”.

 

Heller ikke L.M. Vedel
var synlig imponeret. Omkring år 1800 skrev han:  

  • Fra Haderslev uden om Apenrade
    ad Flensborg til Slesvig gik det langs den skaldede sandede hedeegn.
    Her er kun udueligt og øde Jord. Her er der kun begroet med den sorte
    høje Lyng. Her øjnes kun nogle små
    Faar, som fødes til Nødtørftighed. Mellem Toldsted og Flensborg er
    der blottet for Kreaturer og Huse.

 

Wedel
kunne også berette om, at der var opsat høje Pæle med Lygter paa
hver Fjerding Vej
mellem Slesvig
og Rendsborg.  

I 1623 roste Christian af Anhalt
– Bernburg
vejen som en smuk jævn vej. Han oplyste også at den
flere steder mellem Rise og Flensborg
var brolagt.  

Kroer blev rost

Toldsted Kro
og Røde Kro blev rost af flere rejsende. Holger Jacabæus
udtalte således i 1671, at der var så mange puder og dyner på
Toldsted Kro,
at der var nødvendigt at bruge en stige.

Ikke alle synes dog at Toldsted Kro
var behagelig. I 1522 måtte Christian den Anden
forlade stedet, da det brændte over hovedet paa ham.
Ved den lejlighed mistede han ikke kun sin taske, saddel, støvler og
sporer, men også rede penge.  

Bommerlund Kro
var kendt for sin gode snaps. Længere syd på, blev kroen ved Stenderup
Å
af en svensk rejsende betegnet som et ringa Wårdshus.

Kroen ved Gottorp Slot
fik et bedre skudsmål. Heinrich Meyer
betegnede det i 1642, at det var et bekvemt Værtshus.  

Abraham van der Meersch
tilbragte i 1674 en nat i Rendsborg i en meget magelig Seng.  

Plattysk ved Bov

Samuel Keichel
opdagede i 1586, at man allerede omkring Slesvig
talte dansk. Men i 1800, da L.M. Wedel
rejste forbi Bov konstaterede han, at her begynder det plattyske,
at være det herskende Sprog . Dog kan man forstaa Dansk, uden
at tale det.
 

275 vogne til kongen

Bønderne langs Hærvejen
havde en del pligter. En af dem var såkaldt kørselspligt.
Hvis fyrstelige personer bad om det, skulle de være parat. Men
nogle gange så det lidt voldsomt ud.  

Da Christian den Femtes
søster Prinsesse Wilhelmine Ernestine
i 1671 rejste til Tyskland måtte der den 18. august fremskaffes
hele 88 vogne ved Årøsund
til brug for hendes kongelige højhed. Et tilsvarende antal skulle i
de følgende dage være til rådighed i Haderslev
og Bolderslev.  

Kong Christian den Syvende
skulle ca. 100 år senere på besøg i Slesvig. Haderslev Amt skulle
sørge for 71 par heste og 275 vogne til Immervad Kro.  

Stakkels hertug

Bønderne havde også vedligeholdelsespligt.
På visse strækninger af Hærvejen
var der på sten markeret, hvem der havde vedligeholdelsespligten for
et bestemt område. Sådanne sten er fundet mellem Bommerlund og
Bov.
Andre steder markerede stenene, hvilken by, der skulle vedligeholde
en bestemt strækning.  

Nu var sådan en vedligeholdelse ikke
særlig populært hos bønderne. Måske var det årsag til en episode
ved Rødekro i 1784.

Den 24. marts dette år så amtmanden
i Haderslev sig nødsaget til, at gøre sin kollega i Aabenraa
opmærksom på følgende optrin: 

  • Nogle ved Røde Kro til
    Vejreparation forsamlede Bønder af Mjøls og Lunderup havde af den
    forbipasserende Hertug af Würtenberg (da samme kort før Broen paa
    Grund af vejens daarlig Beksaffenhed, brækkede en Hammelstok) ikke
    blot ved Fremfusenhed krævet Drikkepenge, men ogsaa den til den høje
    suite kørende med fire Heste bespændte Chaice, den var kørt fast
    i Isen, blev anholdt af de stærke Karle iblandt dem og holdt tilbage
    bagfra med voldelig Trussel om, at den ikke skulle komme af Pletten,
    før de fik Drikkepenge.

 

Ja dertil er at sige, at Haderslevs
Amtmand
ikke var meget for at bruge punktum.  

Hærvejen var et sandt delta

Forskerne har været aldeles uenige om,
hvor i det nordlige Sønderjylland,
hvor Hærvejen gik. Igen har antagelser været fremherskende
for beviser. Vi skal for ikke at gøre denne artikel for kedelig gå
i detaljer. En ting er dog sikker, Hærvejen
har været et sandt delta.

Forskerne er heller ikke enige om
Hærvejen
nord for Sønderjylland
endnu i vikingetid og middelalder udgjorde et sammenhængende vejstrøg
gennem hele Jylland.  

Farrisskoven
var engang en mægtig skov, et sandt vildnis. Det var et frygtet sted
med røvere. Derfor mener mange forskere, at Hærvejen
blev ført uden om. Nede ved Frøslev Mose
var der også røvere og banditter. Derned talte man om Røverskoven.  

Andre forskere mener, at landsdelen nærmest
var mennesketom i oldtiden. Men arkæologiske fund peger på det stik
modsatte. Hærvejen havde dengang en mere vestlig retning. I
bronzealderen var Esbjerg – Hjerting
området et handelscenter. Det kan have haft betydning for Hærvejens
retning.  

Mange vadesteder over Skodborg
Å 

I Oldtiden
var der mindst 12 vadesteder over Skodborg
Å (Kongeåen).
Ved Foldingbro
skabte naturen et naturligt vadested.

Skodborghus
har været et vigtigt punkt på Hærvejen
gennem historien. Det var et gammelt vadested og midtvejs mellem
Hedeby
og Viborg. Ca. 1 km fra dette sted lå vadestedet
Vad.
Her lå også grænsen mellem Nørre
– og Sønderjylland.
 

Foldingbro

Da Dronning Christine
i 1505 foretog en rejse fra Horsens
til Ribe foregik det over Foldingbro.

Okser fra det indre af Nørrejylland
i det 16. – 17. og 18. århundrede blev drevet syd på af Hærvejen
over Foldingbro. Denne forbindelse havde rod tilbage i historien.

Således fik lensmanden på Skodborghus
i 1570 et længere brev fra kongen. Gården ved Folding
skulle nedlægges. Den skulle fremover huse en mand, der skulle være
fri for landegilde. Men denne mand  

  • skulle gøre sit bedste
    og have opseende med at ingen Øksne, Heste eller Kvæg udfortoldet
    udtrives.

 

Begrebet
”Rechte Herr Weg” 

I 1649 kan man på Mejers
kort finde begrebet Rechte Herr Weg.
Da Dronning Christine i 1504 rejste fra Koldinghus
til Tørning over Toldsted
til Flensborg fremgår det, at hun kører af rechte Herr Weg.
Vi ved ikke præcis, hvor rechte Herr Weg
er gået. Det er et levn fra oldtiden, som har levet videre i middelalderen.

Spørgsmålet er om navnet hentyder til
den rigtige Hærvej
eller den højre Hærvej?  

Pottervej

Parallelt med denne findes der syd for
Vojens
en anden gammel vejstrækning. Det er den såkaldte Pottervej
også kaldet Foldingbro Landevej.

Navnet
stammer fra de jyske pottemænd,
der fra Vestjylland kom rejsende med deres potter. De solgte
dem helt ned til Jylland.

Denne vej blev også kaldt Landevej
fra Gram.
I 1761 kaldtes den for Landstrasse von Jüttland.  

Sakservej

Sakservejen
var den middelagtige betegnelse for den sønderjyske del af Hærvejen.
Længere syd på finder vi Frisevejen,
der fra Urnehoved – egnen
gik syd – vest mod Frisland.
Syd for Immervad Å smelter Savsevej (Sakservejen)
sammen med Pottervejen.

Lidt syd for Øster Løgum
er der et marker, der i 1609 og 1649 blev kaldt Sawsetoft
og Sawse Dam. I 1775 – 77 blev de kaldt Saxe Toft
og Saxe Dam. Antagelig har de taget navn efter den lokalitet,
der var lige i nærheden, nemlig vejen ned mod de sakser, slaver
og vender.
 

I 1681 fandtes der i Skydstrup Sogn
en vej, der blev kaldt Sauffsewei.
Ifølge Sønderjyske Stednavne
betyder det Saksevej.  

Vest for Andholm
lå i 1641 Herweg Acker. Den hedder hvis nok i dag Vesterholm.  

Fra Foldingbro
gik vejen enten forbi Ribe eller Arnum.
Her bøjede den tværs over Sønderjylland
forbi Toftlund, Agerskov og Hellevad.

Lidt nord for Toldsted
løb den sammen med Oksevejen
fra Haderslev.  

Helene Kilde

Ved Pottervejen
vest for Hovslund findes en hellig kilde Helene Kilde
eller Det Hellige Vand. Ifølge sagnet skulle Prinsesse Helene
fra Skåne her ved hjælp af vand  fra kilden have helbredt
Valdemar Sejr
for en dårlig fod. Siden skulle kilden have været
et meget besøgt valfartssted.  

Øst for Hjarup Mose
findes en rest af det oprindelige Hærvejsstrøg.
I modsætning til Pottervejen
var Oksevejen endnu i det 17. og 18. århundrede en hovedfærdselsåre.  

Æ Vold

Fra Haderslev og
Årøsund Færgehus
slog man sig ind på Hærvejen
ved Øster Immervad. Turen gik syd på forbi Øster Løgum
og Æ Vold.

Denne begyndte oprindelig helt nede fra
Genner Bugt.
Desværre er de fleste spor i dag helt udslettet. Talrige
egepæle er dog fundet på stedet.  

Herlufstenen

Herlufstenen
som også kaldes Hovslund – stenen
vidner om, at der også i vikingetiden kom rejsende fobi. Ja historikere
påstår, at stenen blev placeret midt på vejen. I indberetningen om
oldtidssager i Øster Løgum Sogn
i 1800 – tallet, blev det nævnt, at stenen stod i højre side af
landevejen mellem Haderslev og Flensborg.
Skriften var vendt af vejen mod øst.

Stenen fik en ufrivillig rejse til slottet
Dreilinden
i Potsdam. Efter anden verdenskrig vendte den
tilbage på sin oprindelige plads.  

Hærvejen blev smallere

I mellemtiden var Oksevejen
mellem Immervad Bro og Hanebjerg
skrumpet betydelig ind. I dag er den kun mellem 3,2 og 4,5 meter bred.
Gamle matrikelkort peger på, at vejen var betydelig bredere dengang.

Lige så stille er hegnspælene
blevet flyttet på vejens bekostning. Det skete næsten overalt
langs Hærvejen.  

Masser af gravhøje

Oprindelig havde man kendskab til 130
gravhøje i Rise Sogn. I Hjordkær sogn
var der 130 gravhøje. Ca. 700 meter fra jernbanen var vadestedet over
Røde Å.
Denne overgang var markeret med fem gravhøje.

Syd for Rise Mark
er der flere bevarede høje. En af dem er Fladhøj.
Og 100 meter øst for Oksevejen
i nærheden af Søst ligger en høj med det flotte navn Kongens
Høj.
 

Rise
– et kultsted

Rødekro blev først anlagt ved
Røde Å
i midten af det 17. århundrede. Syd her for, var Rise
betydelig ældre. Her var nærmest et kult – og valfartssted. På
sjælen var der lindring i Rise Kirke
og en helligvandskilde på præstegårdens mark.

Kirken har ofte haft fyrstelig besøg.
Således havde Dronning Christine
en udgift på 1 mark til præsterne.  

En del af nord – sydgående færdsel
har haft et mere vestligt forløb end Oksevejen.
På et kort fra 1641 findes tre vadesteder ved Dybvad, Lunderup og
Mjøls.
 

Toldsted

Længere syd på lå Toldsted.
Her var toldopkrævningssted for den gottorpske hertug. Første gang
bliver stedet nævnt i 1487. Stedet menes dog at være opført i årene
mellem 1435 – 1440. Her mødtes Oksevejen
med den nord – vest kommende Ribe – vej.  

Friservej

Syd for Toldsted
svinger Oksevejen i dag mod sydøst over Urnehoved
og Povls Bro. En del gravhøje ved Porsåen
vidner om et gammelt vadested.

Fund i Bjolderup og Uge Sogne
viser dog en anden linieføring end den nuværende Oksevej.
Lokalt blev vejen kaldt for Friservej.  

En gren af Hærvejen
førte i oldtiden helt til Tinglev.
Allerede i yngre stenalder og ældre bronzealder drejede vejen længere
mod øst.

Fra Bolderslev
drejede man af. Herfra gik det i en bue mod sydøst i retning af af
Poulskro
og Poulsbro.  

Det mægtige Olgerdige
og de mange vadestæder ved Uge og Almstrup Bæk
viser, at der har været flere vejføringer vest om Urnehoved.  

Bolderslev Frigård

I 1487 gæstede Viborgs
biskop, Niels Glob med følge, Bolderslev
på sin rejse. Bispen boede på Bolderslev Frigård,
Gården var et fritbondegods, mod
årligt at give en Tønde Honning til Slottet i Flensborg.
 

I 1520 bekræftede Hertug Christian
gårdens privilegier. Frigården
havde også herbergspligt til fyrstelige gæster. Frederik den Anden
overnattede her efter forhandlinger om arvedelingen med Hertug Hans
den Ældre.
I 1596 var Hertug August af Lüneburg
på besøg.  

I begyndelsen af 1600 – tallet
ville statholder, Gert Rantzau
igen kræve afgift. Men den daværende ejer, Rasmus Petersen
protesterede. Han henvendte sig til Christian den Fjerde
om frigørelse af afgift. Kongen gav ham ret under betingelse af 

  • at give os og vore Heste
    og Folk, til hvad Tid og Lejlighed, de måtte rejse til og fra, fri
    Foder og natteleje.

 

Frigården nedbrændt

I 1617 var den svenske arveprins Karl
Filip af Södermanland
på gården. Året efter var det rigsråd
Eske Beck
på hjemrejse fra Svabstedt.
Og Christian den Fjerde var der hele syv gange.  

I 1627 brændte Frigården. Wallenstein
havde sat sine spor.  

Pouls Kro

Pouls Kro
havde ligget inde i Uge By.
Som følge af svigtende besøg flyttede den ud til Oksevejen.
Her kunne den lidt nord for Bjerndrup Mølleå
betjene de rejsende som endnu valgte ruten over Bolderslev.
Også dem, der valgte at forkorte ruten over Urnehoved,
kunne kroen betjene. Hvornår kroen flyttede vides ikke. Men det fremgår
af Kliplev Kirkebog, at det var før 1670.  

Ruten over Bolderslev
og Uge samt Oksevejen
over Urnehoved mødte hinanden i nærheden af Pouls kro.
De mange gravhøje her ved Bjerndrup Mølleå
tyder på, at vadestedet har haft en central betydning helt tilbage
til den yngre stenalder. Den nuværende bro over Bjerndrup Mølleå
er fra 1744. Her har tidligere været træbroer, som kan spores tilbage
til 1600 tallet.  

Urnehoved

Urnehoved
er anlagt i tiden efter det anden eller tredje århundrede efter Kristi.
Dele af vejen over Urnehoved
har været brolagt. De første skriftlige kilder på dette, har vi fra
1623. det år rejste Fyrste Christian af Anhalt
– Bernburg
fra Flensborg
til Haderslev. Han fortalte om en delvis brolagt vej.

Hugo Mathessen
mente, at vejen var seks meter bred.  

Hærvejen
har sikkert en gang gået helt ind til Kliplev.
Her er fundet en mønt fra 358 – 367 efter Kristi. Dog kender vi kun
den strækning, der passerer ca. 2 kilometer vest for byen.  

Flere ruter til Bov

Fra Urnehoved
mod Bov kan der desuden spores mindst to andre ruter mod Bov.
Den ene gik over Lovtrup og Tinglev til Bov.
En anden havde retning mod Oksekær,
hvorfra den i en blød bue svingede mod øst ind over Øster Gejl
og herfra nordvest om Bov.  

Vejsten i Bommerlund Plantage

Gammel Flensborgvej
også kaldet Gammel Klostervej
skilte sig ud fra Oksevejen
nord for Bov i en meget spids vinkel. På tre kilometer havde
den kun fjernet sig 500 meter fra Oksevejen.
Herpå svingede den mod nordvest og gik over Bajstrup og Tinglev
mod Løgumkloster.

Selve vejfletningen findes ikke mere.
Men nord for A8 er en del af vejen bevaret. Som et minde om vejen
står der i dag ved Oksevejen
i Bommerlund Plantage en gammel høj vejvisersten.
Her er indgraveret Lögum Closter.  

Gejlå 

Over Gejlå
er der mindst to vadesteder.

Strækningen mellem Oksekær
og Bov forbi Bommerlund Kro, Gejlåbroen
og Lygtekroen dokumentere færdsel i det 17. og 18. århundrede.
Men det er ikke rigtig dokumentation for ældre færdsel.

Der er dog fundet rester af en træbro
ved Gejlå, der kan føres tilbage til 1660. En ny træbro blev
først opsat i 1765. I den første halvdel af 1700 tallet har man skullet
vade, ride eller køre igennem åen. Måske har der været vadested
i middelalderen eller oldtiden.  

Den Krumme Vej

Nogle historikere er af den mening, at
Hærvejen
altid har fulgt Den krumme vej
gennem selve Bov og derfra cidere syd på. Som bevis for denne
påstand, har man fremført en helligkilde ved Nyhus
kaldet St. Gertruds Kapel.

Men Den krumme vej
samt Oksevejen vest om Flensborg
er først kommet til senere.  

De mange gravhøje mellem Bov
og Frørup viser, at den nord – sydgående færdsel i yngre
stenalder og ældre bronzealder valgte en mere vestlig retning. Grunden
har sikkert været, at man ville undgå højdeforskelle. Overgangen
syd på har været ved Simonsdrys.  

En bosætning er blevet etableret ved
den nuværende Oksevej i Padborg
i 1200 i yngre stenalder. Måske har denne bosætning udviklet sig.
For i begyndelsen af middelalderen tyder flere kilder på, at trafikken
fik en mere østlig retning.  

Med Flensborgs
opståen i 1200 tallet træder Oksevejen
til Bov. Den krumme vej træder nu ind i historien.

For at sikre Flensborg
mod angreb fra nord blev borgen Nyhus (Niehus)
anlagt i 1300 tallet. Den var i hvert fald anlagt inden 1365 ved
Den krumme vej,
som gik ind til Flensborg.

I Bov måtte man nu over et bakkedrag.
Bov Kirke
fik en trafikal betydning.  

Selv om der i Flensborgs stadsret
stod anført, at man ikke måtte opkræve told, så gjorde Erik af
Pommern
det alligevel i 1409 fra Nyhus.  

Pilgrimme ved Flensborg

Adskillige pilgrimme besøgte også 
egnen omkring Flensborg. Gildebrødrende skulle stå
pilgrimmene bi.
Et kapel i Klues
vidner om den store interesse. Her er blandt andet fundet krykker. Efter
Reformationen blev kapellet revet ned. Stenene blev brugt til at reparere
Hanved Kirke.
 

Farvel til Hærvejen

Toldopkrævning i Bov
var en realitet før 1543. Og de, der ikke drejede af ved Den krumme
vej,
fortsatte forbi Oldemorstoft.

Her overnattede Christian den Fjerde
flere gange.

Muligvis er vejen fortsat ud i sandet
eller også havde den forbindelse med Margretenweg
i nærheden af Flensborg.  

Omkring år 1800 var færdslen på 
Den krumme vej
stagneret. De fleste tog over Kruså.
I 1850erne fik den sit endelig dødsstød, da vejen mellem de sønderjyske
købstæder på østkysten blev anlagt.

Hærvejen
havde udspillet sin rolle. Gennem tre tusinde år var det den store
færdselsåre. Den sønderjyske motorvej har overtaget dette.  

Kilde:
Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Læs

Sønderjyllands Historie indtil 1200

Flensborg mere end 725
år 

Ahlefeldt og Søgård (under Aabenraa)

Folk
– syd for Aabenraa (under Aabenraa)

Fra Hjordkjær til Rødekro (under
Aabenraa)

Syd for Aabenraa (under Aabenraa)

Toldsted
– på Hærvejen (under Aabenraa)

Urnehoved
– et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)

Kirker  syd for Aabenraa (under
Aabenraa)

Bommerlund
– snaps, kro og skov (under Padborg/Krusaa/Bov)

De første mennesker i Bov (under
Padborg/Krusaa/Bov)

Gårde og mennesker i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)

Hærvejen til Grænsen (under Padborg/Krusaa/Bov)

Livet omkring Bov Kirke (under Padborg/Krusaa/Bov)

Ryd Kloster (under Padborg/Krusaa/Bov)  
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland