Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Det Tyske Mindretal

Juli 7, 2010

Dette er historien om Det Tyske Mindretal.
Set ud fra egne erfaringer, og hvad der skete fra 1850
– 1970. Fordomme og hån har præget tilværelsen for de to nationale
grupper i Sønderjylland. Dengang havde man tyske og danske butikker.
Det er svært at hedde Uwe i hovedstaden. Og så
var jeg ved at blive fyret, fordi man nægtede at tale tysk til dem
fra Mindretallet. Læs også om nazismens indtog i Mindretallet.
 

Det snakker vi ikke om

Det skal vi ikke snakke om,
sagde min mor altid, når jeg spurgte om krigen, og hvorfor de var tysksindede.
Til gengæld var min far mere snakkesalig, særlig efter, at han havde
fået lidt snaps og øl. Og han kunne snakke. Ofte var det de samme
historier, der  fremkom gang på gang. Men en gang imellem åbenbarede
der sig nye.

Jeg har tidligere i artikler refereret
til nogle af min fars historier. Flittige læsere vil også kunne
genkende noget af det følgende i tidligere artikler under Padborg
og Tønder.
 

Det Dansk/Tyske forhold i mange ord

Man kan ikke bare beskrive forholdene
mellem dansk og tysk i nogle få afsnit. Vi har her på siden beskrevet
forholdene mellem sønderjyder og hjemmetyskere i mange artikler. Ligeledes
har vi beskrevet det tåbelige retsopgør, hvor bare det, at være hjemmetysker
var nok til at blive interneret i Fårhuslejren.
Se artikel – henvisningen bagerst.  

Svært at hedde Uwe i København

Tidligere har jeg fået skyld for, at
være både imod og for det tyske mindretal i Nordslesvig.
Jeg er hverken for eller imod. Men nogle episoder har fået mig til
at være lidt kritisk. Men bedøm selv kære læser, nu hvor jeg forsøger
at gennemgå Det Tyske Mindretals Historie.
Vi starter med en meget lang indledning..

Historien er koncentreret om det egentlige
problem racismen og grænsespørgsmålet.  

Først engang er det ret irriterende,
at hedde Uwe i København.
For det kan københavneren overhovedet ikke finde ud af, så ofte bliver
jeg bare kaldt boghandleren
eller Ove.  

Tyskerunger

Af os seks søskende var de tre tysk
døbte, mens de sidste tre er dansk døbte.

Vendepunktet kom da min kusine ønskede
at gå på Statsskolen i Tønder.
Den tyske præst i Tønder blandede sig.
Og det valg blev min far aldeles vred over. Han opsøgte den tyske præst,
og bad ham blande sig uden om. Samtidig opsagde han sit abonnement på
Der Nordschleswiger
og skiftede den ud med en god socialdemokratisk
avis, Sønderjyden.  

Vi har alle sammen gået i dansk børnehave
og skole. Men på Lærkevej
i Tønder blev vi ifølge min gamle legekammerat Ib,
nu igen bosiddende i Tønder,
kaldt for Tyskerunger.  

Du skal tale tysk til Mindretallet

Jeg husker, at under min opvækst i
Tønder,
havde vi både dansker
– butikker
og tysker – butikker.
Mine forældre handlede nu begge steder. 

Da jeg startede i lære i Andersen
& Nissens Boghandel,
ja da var det hos den tyske boghandler
i byen. Det hæftede jeg mig nu ikke så meget ved. Men så kom gamle
Nissen
en dag og konfronterede mig med et for ham, stor problem.  

Brodersen, jeg har lagt mærke til,
at du tiltaler alle på sønderjysk. Dem, der er fra Mindretallet,
skal tiltales på tysk. Jeg ved, at du har lært det hjemmefra.
 

Det kom godt nok som et chok. Jeg havde
ikke noget imod dem fra Mindretallet. Men at tiltale dem på tysk,
nej det ville jeg sandelig ikke. Vi lever i Danmark.

Det var lige før, jeg var blevet fyret
på det grundlag.  

Men da pornobølgen nåede Tyskland,
og de tog til Tønder for at købe erotiske bøger oversat til
tysk, havde jeg ikke noget imod at tale tysk med kunderne Nur für
den eigenen Gebrauch.
 

Naturligt forhold til
”det tyske” 

Min onkel og tante bestyrede den tyske
roklub nede ved Vidåen, og lillebror Jan
havde spillet håndbold i den tyske forening SG West.
Vi drillede ham endda med, at det var en forkortelse for Sauf Gemeinschaft
West.
 

I tysk gymnasium og tysk skole

I Aabenraa
gik vores den ældste på tysk gymnasium. Han klarede det bedre end
mange af de tysksindede. Inden det kom så vidt havde vi besøg af en
lærer fra den tyske skole i Aabenraa.
Her havde vi en fantastisk god diskussion om mindretallet og deres skoler.

Vi havde derfor heller ingen problemer
med at sende den yngste i tysk børnehave og tysk skole, da vi var flyttet
til Padborg. Men vi fik desværre problemer. Men det skyldtes
nu ikke mindretallet.   

Hold jer til reglerne

Op til en generalforsamling havde det
været nogle problemer. Vi var så nogle stykker, der samledes for at
diskutere disse problemer. Det blev af skolen opfattet som noget meget
negativt. De havde alarmeret Der Nordschleswiger og Schul
und Sprachverein.
Og det sidste var heldigt. Det var en god ven
fra Tønder, der repræsenterede denne forening. 

 
Der Norschleswiger
skrev en eller anden smedeartikel, om at visse
forældre ville tage magten på skolen. Det var slet ikke det, det handlede
om. Vi forældre var måløse. Hvorfor var avisen ikke mødt op til
generalforsamlingen.  

Skolen fik af Schul und Sprachverein
påskrevet, at de skulle holde sig til reglerne. Denne forening er en
slags overordnet administration for mindretallets kulturliv  

Du regner jo ikke Dannebrog

Først lang tid efter episoden fik jeg
en undskyldning. Og det var kun tilfældig, jeg fik den. Men det var
nu ikke første gang., der var problemer.

I butikken havde jeg mødt et socialdemokratisk
byrådsmedlem. Hun skulle bruge noget gavepapir. Jeg viste hende noget
med Dannebrog på. 

Uwe, hvordan kan du vise
mig sådan noget. Du regner jo ikke Dannebrog for noget. Du har jo barn
i Den Tyske Skole.
 

Jo man talte skam i Padborg
om, hvem der havde børn i tysks skole. Man spurgte bare ikke om, hvorfor
man havde det.  

Begejstring og fortørnelse

Der skulle komme en bog om, hvorfor man
havde børn i tysk skole. Vi sagde ja til at deltage. Vores motiv var
at vore børn skulle sikres en EU
– uddannelse.
Vi tilhørte ikke det tyske mindretal, men deltog
i det sociale samvær i børnehaven og på skolen. Vi havde også nogle
ideer om, hvad mindretallet kunne gøre bedre.  

Disse ting kom slet ikke med i bogen,
derfor skrev vi en kronik til Flensborg Avis
og Jyske Tidende. Vi tilbød også artiklen til Mindretallets
avis, men de takkede pænt, nej tak.  

Nu skete det så det, at kronikken/artiklen
vakte opsigt og blev omtalt i Radio Syd.
Vi blev efter nogen tid  ringet op af Mindretallets avis. Nu
ville de alligevel bringe kronikken. De ville få en gymnasieelev til
at oversætte den til tysk. En fin oversættelse  blev det til.
Jeg tilbød ellers at aflevere den på tysk.

Vores budskab var nu heller ikke af nogen
ond mening. Men nok engang blev vi måske bevidst misforstået af nogle.  

Vi blev derefter inviteret til at komme
med et indlæg på Nachschule
i Tinglev. Jeg holdt indlægget på sønderjysk/dansk og tysk.
Den ene halvdel af de tilstedeværende pædagoger var begejstrede og
klappede, mens den anden halvdel piftede og råbte. De var meget negative.
Uheldigvis tilhørte sidste gruppe pædagoger fra Den Tyske Skole
i Padborg.
 

Vi var nok ikke særlig vellidte på
skolen efter denne episode. Men glæden vendte tilbage. Samme år var
vi på Knivsbjerg. Og minsandten om ikke vores kronik blev citeret
af en af hovedtalerne. Endda positivt.

Jeg gav min kone et knus. Noget havde
vi da trods alt opnået.  

Måske var vi kommet på kant med
nogle af lærerne i Mindretallet.  For vi har de bedste anbefalinger
til de tyske skoler i Rødekro, Aabenraa og Padborg,
samt børnehaver i Aabenraa og Padborg
samt Det Tyske Gymnasium i Aabenraa.  

Hände hoch

I Padborg
oplevede jeg også en masse fra Sydslesvig,
der blev ofrer for Berufsverbot.
Og så var Karl Otto Meyer ofte på besøg i boghandelen. Han
forærede mig engang sin valgplakat i bedste James Bond
– stil.

For dem der ikke ved det. Så er
Karl Otto Meyer
en legende blandt de dansksindede sydslesvigere.  

Og da vi så fulgte Hærvejen,
fordi min kone havde lavet en filmserie til Danmarks Radio,
befandt vi os pludselig på militært område. Pludselig lød opfordringen
Hände Hoch.
Vi så ind i en masse maskingeværer. Jo der er sket
meget i grænselandet.  

Hvem har håneretten?

I Sønderjylland
har de nationale skel været en stor hæmsko for samværet. Alt efter
hvem der havde håne retten, så er folk fra enten det ene eller anden
nationale tilhørsforhold blevet chikaneret. Sådan er det ikke mere.
De nationale grupperinger lever i dag side om side uden problemer. 

Stor organisation

BDN (Bund Deutscher Nordschleswiger)
administrerer i dag en stor organisation, der omfatter 15 skoler, 1
efterskole, 1 gymnasium, 22 børnehaver, 8 fritidshjem, 1 centralbibliotek,
4 filialbiblioteker, 2 bogbusser og 15 skolebiblioteker.  

Dertil kommer så paraplyorganisationen
Deutscher Schul und Sprachverein.

Mindretallets talerør er Der Nordschleswiger
og Slesvigsk Parti varetager mindretallets interesse på den
politiske vej.  

Mindretallets organisation
blev reorganiseret efter krigen og BDN
grundlagt 22. november 1945. 

Mindretallet sikret

København
– Bonn
erklæringen fra 1955 fastslår at bekendelsen til
tysk nationalitet og tysk kultur er fri og ikke af myndighederne må
bestrides eller efterprøves. Det samme kan siges om det danske. Samtidig
sikrer erklæringen at mindretallene på begge sider af grænsen kan
bevare deres identitet og deres sproglige og kulturelle egenart. 

Man skulle så tro, at det offentlige
ville bevare denne egenart. Men år for år bliver støtten mindre.
De 20.000 fra Det tyske Mindretal
skal således klare sig for 1,5 millioner kroner mindre det kommende
år.  

Ved krigens slutning blev alle Mindretallets
89 skoler lukket. I 1946 åbnedes de første som grundskoler.  

Den ikke altid glorværdige kultur og
historie kan i øvrigt besigtiges  på Deutsches Museum
Nordschleswig
i Sønderborg.
Her har en tysk præst samlet en masse materiale  

Knivsbjerg

Når man nævner det tyske mindretal,
skal vi også nævne Knivsbjerg.
Det var her Peter Rasmus engang ved en gåtur i mindelunden,
spurgte om Hitler lå begravet her. Vi stod foran nogle mindeplader.
Uheldigvis stod formanden for Bund Deutscher Nordschleswiger
lige ved siden af.  Han så lidt chokeret ud. Peter Rasmus
var ikke så gammel dengang.  

Men Knivsbjerg
ligger her med en storstilet udsigt over Genner Bugt.
Dette sted har stor betydning for Mindretallets
kulturelle begivenheder. Den er 97 meter høj og ligger 10 km nord for
Aabenraa.
 

Tyskheden sættes ind

I 1864 havde de preussiske og østrigske
tropper tilført danskerne det afgørende nederlag ved Oeversee. 

Turnbevægelsen
bredte sig under aktiv medvirken fra Flensburger Turnerschaft
til tre af de større nordslesvigske byer, Tønder, Aabenraa og Haderslev.
De meldte sig ind i Deutscher Turnerschaft
og var med til at fortyske området.  

Tysk blev indført som officiel skolesprog.
Fra dansk side oprettede man i 1880 Dansk Sprogforening
og i 1888 en dansk vælgerforening. 

Bismarck
pressede på, nu skulle der også prædikes tysk i kirkerne. I 1890
dannedes Deutscher Verein fúr das nördliche Schleswig.
Foreningen havde i 1909, 59 lokalforeninger. De optrådte som pressionsgruppe
over for regeringen.  

Köller -perioden

Da E.M. Köller
i 1897 blev overpræsident i Slesvig Holsten
fik den tyske forening sit krav om hårdhændet behandling af de dansksindede
opfyldt. Det mest anvendte våben var udvisning af uønskede personer,
der ikke havde tysk statsborgerskab .  

Deutscher Verein
stod også bag købet af Knivsbjerg
i 1893. Meningen var, at det skulle være et modstykke til danskernes
Skamlingsbanken.
Fra 1843 havde det været stedet, hvor de dansksindede
nordslesvigere samledes.  

Johannes Tiedje

I det tyske mindretal var der også 
kræfter, som skånselsløst kritiserede tvangsstyret over for de danske
sønderjyder. De mente, at det var uværdigt for det tyske folk. Især
var det den unge teolog Johannes Tiedje
der gik stærk imod den tyske centralforenings Rabalder
– patriotisme.
 

Tyskerne frygter kun Gud

I 1896 indgik Knivsbjergfesten
for første gang også en idræts – og turnfest med deltagelse af
studenter fra Kiel, skoleelever fra Haderslev, turnere
fra Flensborg og de nordslesvigske foreninger. Festen blev en
årlig tradition. På stedet blev der bygget en pavillon, turn – og
sportsplads samt ungdomsherberg.  

I 1901 kunne man indvie det såkaldte
Vaterlands – Monument.
Hele anlægget var udformet som et ældgammelt
kultsted med 12 klippesøjler, der dannede kreds om et tårn af granitsten.
På tårnets sokkel stod turnbevægelsens slagord Jungs holt fast.  

Her stod en syv meter høj kobberstatue
af Bismarck med rigssværd og rigskrone med attributter. Under
Bismarck,
der kunne skue ud over store dele af grænselandet var
fastgjort en plade, hvor der stod Up ewig ungedelt.
Dette udtrykker Slesvig Holstens
evige forbundethed og i denne sammenhæng tilknytning til det tyske
rige.

Et Bismarck
– citat
var gengivet på tårnet: 

  • Wir Deutsche furchten Gott
    und sonst nichts in der Welt

 

Styrke og magt

Knivsbjerg
var blevet et symbol på styrke og magt. Danskerne betragtede det som
et udtryk for aggressiv fortyskningspolitik 

En af de dansksindede, redaktør 
Jens Jessen,
havde ikke meget til overs for hjemmestyskerne. Ved
en tale på Stenskro den 6. december sagde han den 6.december
1901. 

  • De folk, der
    blæste her ind over vort land af en kvalm søndenvind, kan jo forsvinde
    igen for en forfriskende nordenvind. Men det for os ydmygende i Knivsbjerg
    – festerne ligger i, at der mand og mand imellem kan høres dansk
    tale, og at der i mængden ses danske ansigter. Det er for os sørgeligt
    og harmeligt, at nogen født slesviger kan tage del i slige fester.
    Det er os en stadig kilde til sorg og harme, at indfødte landsmænd
    kan holde med de fremmede
  • Vi kalder dem hjemmetyskere
    her i landet hjemmehørende formentlige tyskere, til fordel fra vildtyskere,
    de virkelige tyskere, som har forvildet sig herop blandt os.
  • Når i nutiden yngre mennesker
    af virkelige meningsgrunde går over til tyskeriet, så
    skyldes det sædvanlig, at de har ladet sig fange i forvanskninger og
    usandheder. Man har fyldt dem med historiske løgne om vor nedstamning,
    vor fortid, vor retslige stilling. Om alle disse folk, for så
    vidt de i sig selv er sanddru og ærlige mennesker, gælder det, at
    vi bør håbe at kunne påvirke dem ved oplysning.

 

Bismarck
– statuen flyttes

Efter 1. verdenskrig var man fra tysk
side klar over, at den kommende afstemning i Slesvig
sandsynligvis ville give dansk flertal i Nordslesvig,
og man frygtede for monumentets sikkerhed under et dansk styre.

 Derfor besluttede man at fjerne
Bismarck – statuen.
Den blev flyttet til Aschberg
ved Hüttener Berge, sydøst for Slesvig.  

De første foreninger genopstår 

Ved afstemningen i 1920 stemte Nordslesvig
75 pct. for Danmark og 25 pct. for Tyskland.
Enkelte steder var det absolut tysk flertal, blandt andet steder som
Tønder
og Højer.

Den tysksindede befolkning begyndte at
omorganisere sig og det var ungdomsforeningerne, der førte an.  

I 1920 blev det første Jugendbund
oprettet i Nordborg. Hurtig fulgte flere efter. Oberleutnant
Peter Larsen Barsmark
var blandt initiativtagerne. Formålet var
at bevare tyskheden. Midlet var folkelig selvhjælp, politisk opdragelse
og statsborgerlig oplysning.  

I 1921 havde det tyske mindretals skoler
3.000 elever og mange af skolelærerne kom til at danne bindeleddet
til foreningerne. I 1921 blev der afholdt en beskeden Knivsbjerg
fest.
 

I sommeren 1921 blev der i Rødekro
dannet Deutscher Jugendbund Nordschleswig. Pastor Johannes Schmidt
– Vodder
blev foreningens formand.

Målet med foreningen var blandt andet
at puste liv i Knivsbjerg festerne.
Det skulle ske ved at værne og uddybe tysk sæd og skik.  

Weimar
– Tyskland kritiske

I 1922 var det tyske mindretal så 
velorganiseret og fasttømret, at det begyndte at udgive tidsskriftet
Nordschleswig, Beitrage zur Volklichen Aufbau.

Pastor Schmidt
– Vodder
var en gennemgående hovedtaler ved adskillige taler
Knivsbjerg. Han stod for en moderat holdning. Men der var
kræfter i gang, som ikke havde den samme opfattelse.  

Det officielle Weimar
– Tyskland
var efterhånden blevet kritiske over for Knivsbjerg
– festerne.
De danske myndigheder var også blevet kritiske over
for især tilrejsende sydfra og deres nationale demonstrationer. Og
den danske presse hæftede sig især ved et stigende krav om grænserevision,
som festtalerne indeholdt.  
 

Advarsel fra de danske myndigheder

Da Dyrander
i 1928 holdt festtalen fik Knivsbjergselskabet
en formaning af de danske myndigheder, man skulle sørge for at deltagerne: 

  • hverken på 
    selve festpladsen eller på vejen fra denne gør sig skyldig i
    statsfjendsk eller for befolkningen krænkende adfærd, at der ikke
    ved talernes indhold eller det øvrigt på
    festpladsen forefaldende gives festen nationalpolitisk karakter.

 

I 1924 opnåede højre – partierne
i Slesvig Holsten 48 pct. af stemmerne. I 1928 havde nazisterne
opnået 4 pct. i Slesvig Holsten.
Ved valget i 1932 var man helt oppe på 51 pct. I landområderne op
mod den danske grænse var procenterne langt højere.  

I perioden 1920 – 1939 havde
Slesvigsk Parti
mellem 30 – 35.000 stemmer i det sønderjyske.
Det svarede til 14 – 16 pct. af stemmerne i landsdelen. Andelen var
helt oppe på 75 pct. i Tønder.  

Nazificering af mindretallet

I perioden fra 1933 til 1938 foregik
nazificeringen af det tyske mindretal i Nordslesvig.
Selvfølgelig var det ikke alle tysksindede, der blev nazister. Men
alle mindretallets organisationer endte med at blive kontrolleret af
nazister. Der var interne rivalisering i Mindretallet. Pastor Schmidt
forsøgte uden succes at fastholde sin lederposition . 

Frem til 1938 kæmpede Deutsche Arbeiterpatei
Nordschleswig
forkortet NSDAP
– N
med Nationalsocialistische Arbeitergemeinschaft Nordschleswig
om magten.  

Jens Møller
– den nye Fører

Fra 1938 var det NSDAP
– N
med dyrlæge Jens Møller
fra Gråsten og den tidligere nævnte oberleutnant Peter Larsen,
der stod for den praktiske organisering af nazismen. En stærk mand
havde man også i lærer Asmus Wilhelm Jürgensen,
der ofte underskrev sig med Asmus von der Heide.  

Fra 1933 oplevede Knivsbjerg
– festen
et sandt tilløbsstykke. Op til 10.000 deltog. Nu havde
man også taget hagekorset til sig.  

Intern uenighed

I 1934 udtalte den moderate Pastor
Schmidt:
 

Das Deutsche Volk hat wieder einen
Führer, auf dessen Tatkraft und Klugheit es unbeding vertraut.
 

I 1935 udspillede der sig ved Knivsbjerg
– festen
en såkaldt Sängerkrieg,
hvor to rivaliserende partigrupper forsøgte at overdøve hinanden.  

Blut und Boden

Grænselære
udkom i 1936. I denne bog dokumenterede Claus Eskildsen bombastisk,
at Sønderjylland altid havde været dansk. Han brugte samme
argumentation som nazisternes Blut und Boden.
 

Dyrlæge Jens Møller
var inkarneret nazist. Talrige gange råbte han  

  • Führer macht uns frei
  • Wir wollen heim ins Reich

 

Mindretallet underlagt partiet

Mindretallet var nu politisk og kulturelt
organiseret, ensrettet og underlagt partiet efter rigstysk mønster.
Schleswigscke Kammeradschaft, SK

svarede til det rigstyske SA blev underlagt partiet.

Deutsche Jungen
og Mädchenschaft Nordschleswig
organiserede med Hitlerjugend og Bund Deutscher Mädel
som forbillede, mindretallets ungdom. 

Og i mindretalles kommune – og
privatskoler blev ungdommen indpodet nazistisk ideologi samt troskab
over for Tyskland og dets fører Adolf Hitler.  

Grænseretten
– nok engang

I 1939 var der stillet stor forventninger
til føreren for NSDAP –
N, Jens Møller.
Han skulle selvfølgelig holde hovedtalen. Problemet
var bare, at grænserevisionen
ikke indgik i Berlins politik. Man ønskede et godt forhold til
de skandinaviske lande.  

Men Jens Møller
holdt sig ikke til den officielle politik. Han mente, at ungdommen havde
krav på et rigtigt budskab. Også Asmus von der Heide
skrev spalter op og spalter ned om kravet med at få placeret en grænse
ved Kongeåen.  

Så var det jo godt, at man havde
talerøret Nordschleswigsche Zeitung.
Ved krigsudbruddet i september 1939 udtalte Jens Møller:  

Tyske folke
– og hjemstavnsfæller

Det tyske folks kamp for en ligeberettigelse
og fjernelse af Versailles – uretten er gået ind i sit afgørende stadium.

Det tyske folk sætter nu magt mod
magt. Den nationalsocialistiske stat vil nu enten på
den ene eller anden måde skaffe respekt for de tyske livsinteresser
i øst og for de undertrykte folketyskere.

Danzig er allerede vendt hjem til
Riget, og den nuværende magt overgået til Gauleiter Forster.

Det tyske folks kamp er også
vor kamp, dets tro er også vor tro, og dets styrke er også
vor styrke. Overfor den tyske og danske offentlighed bekender vi på
ny vor ubrydelige solidaritet med folk, Fører og rige. Tyske folkefæller,
bevar disciplin og besindighed og afvent partilederens ordre. Adolf
Hitler leve!
 

Grænsen ikke anerkendt

Mindretallet anerkendte aldrig den dansk
– tyske grænse. Det gjorde Tyskland
heller ikke, selv om der i 1923 blev indgået en halvofficiel socialdemokratisk
grænseaftale. Kravet om en grænserevision var det altafgørende hovedkrav
fra det tyske mindretal i alle mellemkrigsårene.

 Der blev skrevet og talt om
uretten fra Versailles,
som skulle gøres god igen. Omvendt var
forholdene i Sønderjylland
alt taget i betragtning fredelig sameksitens frem til 1933. Et godt
eksempel var Tønders borgmester, der frem til 1937 tilhørte
det tyske mindretal. Han havde et godt samarbejde med danske politikere
og embedsmænd.  

Mindretallet hylder de tyske soldater

Den 9. april 1940 blev de tyske soldater
hilst velkommen af Mindretallet.
I Tønder hejste de hagekorsflaget op på forskellige offentlige bygninger.

På banegården kom der til en flagkrig,
idet hjemmetyskere ville hejse hagekorsflaget op i banens store flagmast.
Jernbanepersonalet halede i den anden ende. Til sidst skar en jernbanearbejder
flagsnoren ned.  

Den tyske skole i byen fik fri til at
hylde soldaterne. I Aabenraa stormede man Frimurerlogen.
I Kværs bevogtede aktive hjemmetyskere danske soldater. I
Bredevad
havde tysksindede afvæbnet danske soldater.

I Haderslev
var det hjemmetyskere, der ryddede barrikader af vejen.  

Avis skabte røre

I Sønderborg
blev hjemmetyskerne skuffede, for det varede længe inden tyskerne kom.
Ved Chr. De Tiendes Bro stod navnlig damer og ventede på tyskerne.
Fra Dybbøl – siden  dukkede tre motorordonnanser op. De ivrige
piger løb ud på broen og råbte Heil Hitler
og smed blomster. Det viste sig at være danske soldater.  

Den tyske hærledelse havde henstillet
til ro og orden også med hensyn til pressen. Men det var ikke
noget Nordschl. Zeitung kunne leve op til. Under en slags
angiver – rubrik
bidrog de til det modsatte. Her blev alt og alle
kritiseret, der ikke lige forherligede alt det tyske. 

Man kritiserede, at den danske presse
advarede mod samkvem med de tyske soldater. Ligeledes kunne Zeitung
ikke forstå, at man også advarede de unge piger om det samme. Efter
Zeitung`s
opfattelse var det en ganske naturlig ting.  

Vidste besked

Politimester Agersted
i Aabenraa havde spurgt Mindretallets leder, Jens Møller
om han havde kendt til tidspunktet for besættelsen. Han svarede bekræftende,
at det havde han vist i tre dage.

Mindretallet havde fremskaffet et hav
af flagstænger og hagekorsflag, da rygterne var gået, at dele af
Sønderjylland
snart ville blive tysk.  

Ret hurtig organiserede de erhvervsdrivende
hjemmetyskere sig i Deutsche Berufsgruppen in Nordschleswig.
Målet var at få masser af arbejde hos værnemagten. Når den erhvervsdrivende
så fik sine penge var der fratrukket penge til det tyske arbejde, blandt
andet til Deutsche Selbsthilfe.  

Ja man havde endda en gruppe, der hed
Liefergemeinschaft,
hvis eneste opgave var at sikre arbejde hos
tyskerne og så fordele den ud til medlemmerne. Organisationen fik 750
medlemmer og sikrede sig arbejde for 50 millioner kroner. De to pct.
gik til tysk arbejde. På den måde sikrede hjemmetyskerne sig yderligere
1 million kroner betalt af den danske stat.  

Aktioner ved grænsen

Jens Møller, pastor Schmidt
og Vogelgesang havde planlagt nogle aktioner ved grænsen. Det
var planer, at vigtige knudepunkter skulle besættes af uniformerede
SA’er og Hitler Jugend.

Det var planlagt at smide bomber på 
tyske mindesmærker for så senere at give danskere skylden for
dette.  

Ville nazist
– partierne samarbejde?

Fra dansk side var der en hvis bekymring
for, at der skulle være et samarbejde mellem de tyske og danske nazister.
I slutningen af 1940 havde Stauning
spurgt Jens Møller, om det var tilfældet. Men det var det ikke.
Der blev aldrig et samarbejde mellem mindretallet og Fritz Clausens
nazi – parti.

Forholdet mellem Jens Møller og Fritz
Clausen
var neget anstrengt. Begge kæmpede for Hitlers
gunst.  

I øvrigt var Jens Møller
meget uenig i den politik som SS
førte under besættelsen. Han mente ikke, at de tog hensyn til mindretallets
specielle vilkår.  

Job presset igennem

I slutning af 1942 opstod der et problem.
Møller
havde søgt stillingen som overdyrlæge ved slagteriet i
Gråsten,
men ikke fået jobbet. Han bad derfor Scavenius
om at finde en ordning. Dr. Best
blev også involveret. Sagen endte med, at Møller
fik et job som overlæge med  tilsyn ved udførslen af levende
dyr.  

Forholdet mellem Jens Møller
og Werner Best var godt. Således bad Best, Jens Møller
om, at sørge for at butikkerne i Gråsten
igen holdt åben efter en aktion i forbindelse med nedskydningen af
oberst Paludan – Møller fra Grænsegendarmerne.  

Ed til Føreren

I Nordslesvig
gik livet sin gang. Mange af de unge var borte – ved fronten, på
flyvepladser og andre steder i Danmark og Tyskland.
Hvert år forlod nye årgange skolen for at gå ud i livet. I april
1944 afholdt man rundt om i byerne højtideligheder for ungdommen. I 
Tønder talte kredslederen Jes Petersen
, som sagde til de unge
Dit folks fremtid ligger i dine hænder.

Enhver havde pligt til at forstå førerens kalden og tjene den tyske
fremtid. Kredsungdomsføreren modtog de de unge, som derefter aflagde
ed til Føreren. Derefter fik de overrakt Mein Kampf.  

Kritik af ledelsen

Efterhånden opstod der kritik af den
folketyske ledelse. Man greb ikke hårdt nok ind over for de hjemmestyskere,
der deltog i forskellige aktioner mod værnemagten. Og mange steder
drak ledelsen sammen med de tyske officerer. På den måde købte
de sig fri
for at deltage i Selbstschutz og tidsfrivillige.

Mange af værnemagerne levede i sus og
dus, mens de unge småkårsfolk, som landarbejdere, håndværkere og
lignende måtte trække i trøjen.  

Møller greb ind

Den 26. maj 1944 blev en række danskere
i Nord – og Sønderjylland
arresteret, herunder politimestre og amtmænd. Møller
forsøgte gennem kontakter at få dem løsladt. Men det lykkedes ikke
helt.

Og for politimester Agersted
fra Aabenraa betød det hans død.

Også i forbindelse med arrestationen
af de danske politibetjente og gendarmer forsøgte Møller
forgæves at gøre sin indflydelse gældende.  

To nye korps oprettet af Møller

Snart gik det op for Møller,
at krigsheldet begyndte at vende. Han foretog efterhånden en kovending.
Efterkrigstiden lurede forude.

Zeitfreiwillige
var et korps, der blev oprettet på foranledning af Jens Møller
i januar 1943. 

 Det var en slags hjemmeværn, der
skulle bistå regulære tyske tropper ved en allieret invasion i hjemstavnen.
I alt ca. 1.600 meldte sig til korpset, som bar tyske militæruniformer.
De var bevæbnet under de ugentlige øvelser som blev ledet af tyske
værnemagtsofficerer.  

Møller
havde også en bagtanke med dette korps. Det kunne måske hindre at
de unge blev kaldt til fronten.

Selbstschutz
var også Møllers ide. De blev rekrutteret i SK’s ideologiske
kernetropper.
De skulle beskytte hjemmetysk ejendom, først og fremmest
virksomheder mod sabotage.

Korpset blev berygtet fordi de selv påtog
sig politimyndighed over for danske statsborgere. Dette forhold havde
Møller
dog protesteret over. Han ville heller ikke have at Zeitfreiwillige
skulle underlægges en tysk politimyndighed.   

Avisen puster til ilden

Nordschleswigsche Zeitung
begyndte i vinteren 1943 – 44 at mistænkeliggøre det danske politi.
Der blev påstået at hjemmestyskere var udsat for vold og terror af
det danske politi.

Avisen skrev desuden, at det var latterligt
at Danmark fastholdt deres egen nationalitet, når der fremover
var den tyske stat og det tyske sprog, der blev fremherskende.  

Avisens forlag producerede et skrift
på dansk, der hed Paa Broen.
Heri kunne man læse at den danske og den tyske kultur nedstammer fra
samme sted. Krigen var en krig mod den europæiske kultur. Og danskerne
skulle indstille sig med det gode naboskab, man havde med tyskerne.

Helt til det sidste fastholdt avisen,
at den endelig sejr var lige om hjørnet.  
 

Jens Møller var pæredansk

Jens Møller,
der stammede fra Varnæs blev efter krigen dømt for omfattende
højforræderi, gjorde i sit forsvar gældende, at han stod midt i en
nationalkonflikt mellem herbergslandet Danmark og Mutterland Tyskland.
 

Hans far var kernedansk
og i barndomshjemmet var der et bord – dannebrogsflag. I August 1914
meldte han sig frivilligt til den tyske hær. Han blev dekoreret med
jernkorset af 1. og 2. grad samt ridderkorset med krone og sværd.

Han var meget begavet og fik den bedste
eksamen ved dyrlægehøjskolen i Hannover i mange år.

Brylluppet med Marie
skete i dansk ånd i Alnor.  

I forbindelse med et kursus i Berlin
i 1933, oplevede Jens Møller, Hitlers 1. maj tale,
og han var solgt.  

Heltedåd af Møller

Den 5. maj 1945 blev Jens Møller
som så mange andre midlertidig interneret i den tyske skole i Gråsten
af den lokale modstandsbevægelse. Da en større gruppe tyske søkadetter
iværksatte en befrielsesaktion, hvor der bl.a. blev kastet med håndgranater
ind på skolen, forhindrede Møller
med al sandsynlighed et større blodbad ved at lægge sig fysisk imellem
og tale den tyske officer fra sit forehavende.  

Præst beskylder Møller for elendighed

Status i maj 1945 var at 700 var faldet
og omkring 3.500 var interneret i Fårhuslejren
og på Sønderborg Slot. De fleste familier i mindretallet stod
uden forsørgere. Mindretallet var almindelig hadet og foragtet.  

Den tyske præst, pastor Beck
fra Aabenraa gjorde Jens Møller
skyldig i mindretallets livslange ulykke og bundløs elendighed.  

15
års fængsel

I de næste fire år tilbragte Jens
Møller
i diverse arresthuse. Ved Byretten i Aabenraa
blev han idømt 15 års fængsel for medvirken til hvervninger, oprettelse
af Zeitfreiwillig – korpset og Selbstschutz.
Han blev desuden dømt for samarbejde med tyske instanser samt for utilbørlig
angreb mod danske statsborgere og institutioner. Han blev dog ikke anklaget
for højforræderi, som kunne have medført dødsstraf.  

Ved Landsretten i Sønderborg
blev straffen nedsat til 12 år. Men allerede i 1950 blev han løsladt.

Han startede igen med at praktisere,
selv om han havde fået en livsvarig eksklusion i Den danske Dyrlægeforening.  

Forsøg på 
comeback

Jens Møller
forsøgte også et politisk comeback. På generalforsamlingen i mindretallets
nye politiske organisation Bund Deutscher Nordschleswiger
kritiserede han i stærke vendinger den nye ledelse for at have svigtet
de frontfrivillige og deres pårørende. 

Den 28. november 1951 omkom Jens Møller
ved en trafikulykke.     

Knivsbjerg udsat for sabotage

Knivsbjerg festen
1940 blev aldrig til noget. Heller ikke de kommende år blev der afholdt
Knivsbjerg fest.

Den 16. august 1945 godt tre måneder
efter Danmarks befrielse blev granit tårnet og festpladsen ødelagt
ved sprængning af danske sabotører. Man ønskede en gang for alle,
at destruere Tyskernes Kultsted.

Man kunne ikke glemme, at hagekors havde
indrammet den årlige folkefest som et symbol på nazisme. Og man kunne
heller ikke glemme det tyske mindretals illoyalitet over for Danmark.  

Grænsevagten
berettede om sprængningen: 

  • Natten til den 16. August
    blev det hæslige Taarn paa Knivsbjerg sprængt i Luften og fuldstændig
    ødelagt. Sprængningen skete kl. 3.10. Kort før var Sabotørerne,
    omkring 40, deriblandt to Kvinder, i nogle Biler ankommet til Stedet,
    og inden Eksplosionen blev saavel den nærmestboende Befolkning, som
    de 40 tyske Soldater, der stadig boede i Pavillonen ved Monumentet advaret.
    De fik 10 minutter til at bringe sig i Sikkerhed, man da alle fulgte
    den givne Ordre, kom ingen Mennesker noget til. Der blev kun dræbt
    en Hund, som ramtes af en stor Kampesten. Efter al Sandsynlighed har
    der været anvendt en meget betydelig Mængde kraftig Sprængstof for
    at faa det store Monument udslettet. Der nævnes 50 kg.

 

Ingen rettigheder til Mindretallet

Dansk Samling
besluttede, at alle, der havde båret tysk uniform skulle fratages deres
danske statsborgerskab. Det skete, dog ikke, men det viser noget om
folkestemningen efter krigen.

I Aabenraa satte bombesprængninger en
stopper for Nordschleswigsche Zeitung.
De tyske roklubber i Aabenraa
og Tønder fik også kærligheden at følge.  

Mange dømt

Ca. 3.000 medlemmer af Det Tyske Mindretal
blev dømt under retsopgøret. 500 var interneret uden at blive dømt.

Kreditanstalt Vogelgesangs
ejendomme blev beslaglagt.

Omfanget af retsopgøret, dommene, afsoningen
og måden interneringen foregik på blev et traume i mindretallet.
Dette kom i adskillige år til at sætte skel i forholdet til den danske
omverden. Straffelovstillægget i 1945 indeholdt love med tilbagevirkende
kraft.  

Flere sprængninger

I 1949 bekostede den danske stat en delvis
reetablering af Knivsbjerg.
Fra 1947 begyndte stedet igen at fungere som mødested for det tyske
mindretals kulturelle aktiviteter.

Men i danske kredse var der stor modstand
mod, at festerne på Knivsbjerg
skulle genoptages. To sprængninger blev udført lige inden festen skulle
løbe af stablen. Der blev opsat dødningehoveder med teksten Livsfare
– Landminer udlagt.

I de første år blev festerne overvåget
af politiet. I rapporten fra mødet i 1947 stod der: 

  • Deltagerne var ret afdæmpet
    i deres Optræden og Talesproget var paa Pladsen baade dansk og tysk.
    Man saa ikke som ved tidligere Fester den særprægede Klipning af Haaret
    hos de mandelige Deltagere – ”tyskerklippede”, tæt, maskinklippet
    meget højt op. Man fandt ikke den normale provokerende, stive preussiske
    Holdning. Man havde Indtrykket af, at en ny Aand prægede Sammenkomsten.

 

Først efter 1955 fandt politiet ikke
mere anledning til at overvåge Knivsbjerg
– festerne.
 

Mindelund

I 1961 anlagdes på Knivsbjerg
en mindelund for de faldne i begge verdenskrige. Her holdes hvert år
en mindehøjtidelighed på Volkstreuertag,
som er Tysklands fælles mindedag for krigsofre og ofre for nazismen.  

Kritik af BDN

Da Bund Deutscher Nordschleswiger
fra starten tilstræbte at omfatte alle tysksindede blev der ikke gjort
op med fortiden. I 1951 blev posten som generalsekretær besat af
Rudolf Stehr,
som havde været propagandaleder for NSDAP.
Dette afstedkom voldsom kritik fra dansk side.  

De borgerlige rettigheder tilbage

I kraft af en ny lov fra 1950 fik ca.
2.000 tyske nordslesvigere deres borgerlige rettigheder tilbage. I 1955
vakte det stor forundring, da formanden for BDN gav udtryk for, at anerkendelsen
af grænsen i 1945 var sket efter dansk tryk ,
for at hindre udvisning af tysksindede.

I praksis var det dog ikke alle tysksindede
der fik deres rettigheder tilbage. Det offentlige Danmark
var gode til at huske.  

Hvad med Sydslesvig

I 1955 var modsætningsforholdet lyslevende.
I kølvandet på den tyske kapitulation var der vokset et dansk mindretal
frem. De søgte demokratiske værdier. De ville være borger i Danmark,
og mente at grænsen skulle flyttes mod syd.

I Nordslesvig
kunne det tyske mindretal med 9.700 stemmer få en mand i Folketinget.
I Sydslesvig kunne mange flere stemmer ikke få en mand i parlamentet.
Uviljen var enorm stor.  

Tyskland i Nato

Forholdet til naboerne mod syd 
var ikke godt. Chancen for en forbedring kom i 1954, da tyskerne søgte
optagelse i NATO. De danske politikere mente at denne sag burde
knyttes til Mindretallets problemer.

Ret hurtig stod det klart, at der skulle
laves en aftale med begge mindretal på hver side af grænsen.
Spærregrænsen skulle bortfalde og skoleproblemerne skulle finde en
løsning.  

Späckdänen

Det ondsindede ord, Späckdänen
opstod. Med det ord blev alle danskere sat i bås. Måske var
det fordi, at de havde bedre socialle forhold. De fik støtte fra
Danmark
og det afstedkom misundelse fra den tyske befolkning.  

Köln
– Bonn erklæringen

Da den berømte erklæring om mindretallenes
rettigheder blev underskrevet var jublen til at overse. Jyllands
Posten
skrev i en leder, at den tyskle erklæring ikke adskilte
sig fra hvad der i forvejen stod i den vesttyske grundlov. Ja man talte
om Kejserens nye Klæder.  

Ingen forbedring fra dag til dag

Et forbedret forhold skete ikke fra dag
til dag. Omkring 1960 begyndte Det Tyske Wirtschaftswunder.
Pludselig var det arbejde til alle. Inden længe skulle danske og tyske
vare partnere i Fællesmarkedet.  

Et godt forhold

Mit indtryk er, at der i dag er et naturligt
forhold mellem den sønderjyske befolkning og mindretallet.

Da vi boede på Høje Kolstrup
i Aabenraa for ca. 22 år siden havde vi besøg af en meget dansksindet
familie fra Rødekro. De kritiserede os, for at have vore børn
i tyske institutioner. Men da først spritten var i blodet, skrålede
de lige så meget med på de tyske drikkesange og tyske slagere som
os.

Men københavnerne har endnu ikke lært
at stave til Uwe. De undrer sig stadig når jeg taler sønderjysk
til alle sønderjyderne, der besøger butikken. Lige så forundret er
de når jeg på tysk diskuterer politi med den tyske pakkepost, der
besøger butikken.  

Kilde: Se

Litteratur Tønder

Litteratur Aabenraa

Litteratur Besættelsen

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Om det dansk/tyske forhold:

I Sønderjylland siger vi Mojn

Langs Grænsen

Rendsborg 1848

Aabenraa under de to krige (under
Aabenraa)

Folkehjem i Aabenraa (under Aabenraa)

Kysten ud for Aabenraa 1863
– 1864 (under Aabenraa)

Mennesker i Aabenraa (under Aabenraa)

Genforeningen i Bov Sogn (under Padborg/Krusaa/Bov)

Første verdenskrig i Bov (under Padborg/Krusaa/Bov)

Kampen ved Bov og de slesvigske krige
(under Padborg/Krusaa/Bov)

Pigen fra Højer (under Højer)

Dagligliv i Tønder 1910
– 1920 (under Tønder)

En rebel og hans gård (under Tønder)

Hvorfor var Tønder tysk? (under Tønder)

Kongeligt besøg i Tønder (under
Tønder)

Minder fra Tønder 1864
– 1920 (under Tønder)

Købmandsslægten Olufsen fra Tønder
(under Tønder)

Soldat i Tønder 1851 (under Tønder)

Tønder mellem dansk og tysk (under
Tønder)

Tønder på 
en anden måde (under Tønder)

Tønder før og efter Genforeningen
(under Tønder)

Tønder efter krigen (under Tønder)

Tønder Marskens Hovedstad (under
Tønder)

Tønders Historie
– efter 1900 (under Tønder)

Udvandring fra Tønder (under Tønder)

Udvandring fra Tønder 2 (under Tønder)

Ulrich en fysikus fra Tønder (under
Tønder)

Dagbog fra Møgeltønder (under Tønder) 

Hvis du vil vide mere:
Om Besættelsen

Holocaust
– aldrig igen

Modstandsbevægelsen i Aabenraa (under
Aabenraa)

Sabotage i Aabenraa (under Aabenraa)

Bov Kommune under besættelsen (under
Paborg/Krusaa/Bov)

En sønderjyde krydser sine spor (under
Padborg/Krusaa/Bov)

Frøslevlejren (under
Padborg/Krusaa/Bov)

Fårhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

Harreslev
– dengang (under Padborg/Krusaa/Bov)

Dramaet ved Viadukten (under Padborg/Krusaa/Bov) 

Baraklejren i Højer (under Højer)

Højer 1935
– 1945 ( under Højer)

Bombeangreb mod Tønder (under Tønder)

Historien om Jeppe K. Christiansen
(under Tønder)

Obersten fra Tønder (under Tønder)

Sagaen om lokomotivfører Anders Andersen,
Tønder (under Tønder)

Sønderjylland 9. april 1940 (under
Tønder)

Tønder under besættelsen (under
Tønder)

Flygtninge i
Tønder (under Tønder)

Da tyskerne kom til Tønder (under
Tønder)

Besættelsen på 
Nørrebro 1 – 5 (under Nørrebro)

Nørrebro
– 9 dage i sommeren 1944 (under Nørrebro)

Sabotage på 
Nørrebro (under Nørrebro)

Besættelsen på 
Østerbro 1 – 4 (under Østerbro)

Mordet
i Vordingborggade (Øresundsgade) 1942 (under
Østerbro)

Sabotører og stikkere på 
Østerbro (under Østerbro)

Hagekors i Parken (under
Østerbro)

Den Franske Skole i bomberegn (under
København)
 
 
 
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland