Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Flere gamle værtshuse i København

Juli 7, 2010

Allerede i 1593 blev danskerne beskyldt
for overdreven drikkeri. Vi skal kigge på 
bryggergårde, brænderier, vinhuse, lysthaver, skydebaner, herberger,
almindelig værtshuse. Betjente fik frynsegoder, flaskerne stod parate
til dem. Forordninger blev imødegået med læseklubber. Vi kigger på
det umoralske natteliv og så drak bønderne i Forstæderne for meget.
Vi kigger også på øl – historie
 

I artiklen Gamle Værtshuse i København
omtaler vi ca. 75 gamle værtshuse. I denne artikel fortsætter vi vore
dyk ned i historien på jagt efter anekdoter fra en svunden tid.  

Det Danske Kompagni

Det Danske Kompagni
havde udviklet sig til borgerskabets selskabsforening. Man mødtes til
jule – og pinsedrik. Bagefter var det selvfølgelig skydning ved papegøjestangen.
Det gamle Kompagnihus blev i 1592 erstattet af et nyt. Det kunne
danses og festes på Kompagnihuset.  

Brændevin bedre end vand

Over hele byen var der brændevinsbrænderier.
Vandet var sundhedsfarligt. Og det var uanset om man tog det fra brønd
eller vandledninger. Det var ikke uden grund, at man kaldte vandet for
ålesuppe.

Langt de fleste brænderier havde tilsluttet
krovirksomhed. Og de største aftagere var fattigfolk.

Mange af værtshusene lod sig slet ikke
registrere. Et lille lokale midt i det hele. Ofte var det i forbindelse
med kvæghold. De små brænderier befandt sig ofte i sidehusets nederste
etager.  

Overdreven drikkeri

I 1593 fastslog englænderen Fynes
Moryson
efter at have set Sjælland og København
i sin rejsedagbog: 

  • Til
    sidst vil jeg tilføje at danskerne om muligt overgår deres naboer,
    Sakserne i overdreven drikkeri.

 

Kloge Holberg

Ja som skrevet, var vandet så dårligt
at man måtte gå til andre drikkevarer. Dengang Moryson
var på besøg, fandtes der ikke kaffe, te eller chokolade. Det gjorde
det i Ludvig Holbergs tid. Han udtrykte det meget rammende: 

  • Nu kan vore Hustruer og
    Døtre gjøre ti Visiter om Eftermiddagen og komme ganske
    ædru tilbage. Dette kunne ikke ske i gamle Dage, da man intet andet
    havde at byde de Besøgende uden Gyldenvand, Sek, spansk Bittervin,
    Luttendrank og andet, hvoraf et Fruentimmer i det mindste maatte pimpe
    lidt paa hvert Sted, naar man lagde alle de smaa Doses sammen, som toges
    i hver Barselsstue, det omsider kunde beløbe sig til noget. I det ringeste
    fik de Smag paa visse stærke Liqueurs, hvorom de nu ingen Idé
    have og derfor ingen Lyst kan faa dertil.

 

Bryggergårde

Snarens Kvarter
var det foretrukne sted for bryggerierne. Her lå en tredjedel af dem
alle. Nørre – og Klædebo blev senere det dominerende bryggerkvarter.  

Omkring Kattesund, Hestemøllestræde
og Lavendelstræde
lå der 16 brændevinsbrændere. Der var masser
af brændevin i bysvendens huse.  

I løbet af 1700tallet steg koncentrationen
af bryggergårde omkring Nørregade
markant. Der var store haver foran.  

I Nyhavn
kendes De Tre Flasker fra 1737. Det mere end antyder, at der
var værtshus på stedet. Fra 1712 var der også brændevinsbrænderi
i kælderen sammen med stue og forstue , hvis inderste del blev benyttet
som køkken.  

Stanken ulidelig

Selv om man ikke havde så sarte næser
den gang, kunne det blive for meget. Stanken fra et brændevinsbrænderi
var i hvert fald årsag til at en nabo til et brænderi i Store Strandstræde
i 1740 klagede over Daglig og
Liden stor incommodation i forbindelse med indsættelse af store
vinduer.  

Brænderier

Brænderierne krævede som selvfølge
adgang til skorsten. Men det var der ikke et bestemt sted i Ny Kongensgade.
Man klarede sig med et rør. Det var lige på kanten af det tilladte.

Det var ikke helt ufarligt med de gloende
brændevinspander. En del brande skyldtes dette forhold.

Egentlige brænderier var heller ikke
tilfældet alle steder. Man brugte bare køkkenet. Og sidehuset kunne
rent praktisk bruges som kostald.  

Enkelte steder var der både brænderi
og bryggeri. Det gjaldt blandt andet et stor virksomhed i Store Kongensgade
helt oppe ved Toldbodvejen.
Komplekset blev ejet af Sundheds
Øll brøgger Jacob Johannes Quant .

Det fyldte hele 11 fag.  

Smidt ud af Lauget

Nu var det hele ikke så lovløst,
som det lyder. For i 1643 havde man gennemgået alle bryggergårdene,
og skilt dem fra som ikke opfyldte betingelserne. Hele byen blev gennemgået,
og man frem til 114 som opfyldte betingelserne.

Der blev stillet yderligere krav i 1674.

Ordentlige tilkørselsforhold var et
krav. Nødvendige brandsikringer, plads i gården og et portrum var
også krav. Det var ikke alle bryggergårde, der var med i lauget. Men
så kunne de heller ikke få de samme privilegier.

I 1706 var det slut med bare at overdrage
rettighederne. 

Tre slags
øl

Bryggerierne fremstillede tre slags brunt
øl, dobbelt, middel og slet.
Ifølge en skrå af 1687 skulle det koste henholdsvis tre, to og én
rigsdaler pr. tønde.

Men vi må ikke glemme cavent.
Det var en slags efterøl. Det blev fremstillet, når det ikke kunne
pines mere ud af råmaterialerne. Man kunne simpelthen ikke være bekendt
at sælge det. Derfor blev det givet gratis til fattigfolk.

Inden øllet blev solgt eller bragt ud
fra bryggergården blev det markeret. Det dobbelte øl blev markeret
med en stjerne, middeløl med en halvmåne og det slette med et dollartegn
i cirkel.

Al salg forgik dernæst gennem laugskontoret.  

Før 1690 var det tilladt at brygge,
hvis ejendommen var vurderet til mere end 350 rigsdaler. Der blev dog
også givet tilladelse til brygning som en slangs fattighjælp.
Man kunne så levere til godtfolks privatforbrug.  

I 1906 fandt man rester af Matz Gullandsfars
bryggeri i Nørregade. Bryggeren havde erhvervet byggeriet før
1611. Han døde i 1640, hvorefter enken videreførte forretningen .
Det fundne kar var af egetræ, ovalt og med to jernbånd. Karrets bund
var på revler og havde hul med et tre fod langt afløbsrør, der var
sat vinkelret sammen med et andet trærør af mindre, runde træstammer.
Karrets rumfang svarede til ca. 40.000 flasker øl.  

Kongens Bryghus i vanskeligheder

Kongens Bryghus
havde gang på gang vanskeligheder. De var ikke i stand til at klare
forsyningen. Da Peter Klovmand
i 1686 tiltrådte forlangte han en gennemgribende renovering. Bryghuset
havde både en brun og en hvid
bryggekælder.

Byens øvrige bryggere fremstillede ligeledes
det almindelige brune øl i de nævnte tre kvaliteter, dertil maltøl,
hvidtøl eller blegøl.  

Det tyske
øl 

Men der var stadig en stor import af
tysk øl. De danske bryggerier forsøgte dog at fremstille de populære
typer som bryhan og momme.

Andre kendte tyske ølsorter var pryssing,
kakkebille, hamborger, rommeldies og emsøl.

Bryggerne fik også tilladelse til
at handle med humle, hør, hamp. Beg, tjære, jern, kobber, bly samt
allehånde preussiske og russiske varer, hvorved de ofte gik hørkræmmerne
i bedene.  

Staten var glad for brænderne

I 1698 var der 245 brændere i byen.
Det var staten glad for. Det betød flere indtægter. Disse brændere
forsøgte flere gange at opnå bedre status ved at samle sig i
laug.  Men det blev dem nægtet. Det var sandelig forskel på brændere
og bryggere. Brændere var ofte småkårsfolk.  

Øltapperne

Øltappere var også småkårsfolk. Oprindelig
var det et kvindeerhverv. Øltappere bryggede ikke selv. De købte hos
bryggere til billigere pris end andre. Desuden skulle de have hver tiende
eller tyvende tønde frit. Hovedsagelig holdt de til i lejekældre.  

De rigere gik på 
Vinhus

De bedrestillede havde forkærlighed
for vinhusene. Og den fineste var Stadskælderen
under Rådhuset. Den var etableret før 1443.

I Byens Stadsret
stod der, at borgmester og Raad måtte sælge tysk og andet fremme øl
til både udskænkning på stedet og kandevis til afhentning.

Magistraten
drev forretningen til enevældens indførelse. I 1662 udlejes den for
første gang.  

Vinhuse

En forordning fra 1605 påbød, at hverken
franske eller spanske vine måtte skænkes, hvor der solgtes rhinskvin.
Først i 1733 ophørte denne bestemmelse.  

En af de store vinhandlere i begyndelsen
af 1700tallet var Abraham Lehn.
Han drev vinhandelen og skænkestuen Dyrkiøb
i Klædeboderne. Han lejede forskellige lokaler til opbevaring
af vinen. Ja ude på Christianshavn
lejede han et helt pakhus.  

Et andet kendt vinhus, som var studenternes
favorit, Blasen på hjørnet af Gammel Torv
og Nørregade. Det mødte sin skæbne i 1728 under Københavns
brand.  Det blev faktisk sprængt i luften, for at skabe et brandbælte.  

I Fortunstræde
Amsterdam. Det blev drevet af Claus Biehl,
der havde stået i lære hos Lehn.
Det var et meget præsentabelt sted. Her holdt Det Pavelige Kollegium
til . Det var en selskabsklub med intellektuelle medlemmer.  

På hjørnet af Pilestræde
og Reinegade var et stort vinhus. En bryggergård i Nørregade
havde skænkelokaler i to stuer.

Boldhusets Vinkælder
Slotsholmen var stedet, hvor prominente gæster mødtes.  

I Strand Kvarter
lå vinkælderen Bremerscløssel.
Men ejeren Hendrich Stuve rendte pludselig fra gården. Siden
blev der ølkælder på stedet.

Det skelnedes meget skarpt mellem vin
– og ølkælder. Det første var meget finere.  

Claus Litle
fik i 1652 tilladelse til at opsætte en hestemølle
uden for det gamle Øster Port
til brug for brygning. I 1683 var der bryggerrettigheder i forbindelse
med møllen og den tilhørende gård. Flere bryggergårde opstod i området.  

Lysthaver

I Gothersgade
lå en kendt beværtning i forbindelse med et bryggeri. Det var Landgreven
af Hessen.
Den var etableret af den store brygger, Jens Pedersen
Graahed
i 1664. Den blev benævnt som spil
– og frugthave.

I 1711 blev det hele opkøbt af Nicolai
Kirke.
Stedet skiftede til Assitens kirkegård.
Pesten havde krævet flere kirkegårde.  

Klods op af Rosenborg Have
Store Christians Krog. Den lå i Dronningens Tværgade
og var betegnet som ølhave.
Da Christian Ditlev Hector afhændede den i 1749 hed stedet
Friedensborg Hauge. 
 

Udskænkningen foregik blandt urter og
blomster. Måske skete udskænkningen i rigelige mængder, fordi det
blev nødvendigt at skærme haven mod den kongelige have. Det gav mere,
at være værtshusholder end urtegårds – gartner. Og ham der,
Sorte Christian,
der i øvrigt var mørklødet gik extra.
Han fik barn med sin tjenestepige, uagtet at han havde kone og børn
i hjemmet. Han betalte selvfølgelig sin bøde, men skrev dog til
Magistraten:
 

  • det er Gud og enhver bekiendt,
    at dersom jeg skulde betale eenhver, hvad jeg er bortskyldig, da blev
    der intet tilbage uden én nøgen og totaliter ruineret Mand.

 

Baron Rodsten
drev i Norgesgade et bryggeri og antagelig et værtshus. I ydermuren
var et blyrør med kobberhane, så det var muligt at lade øllet flyde
ud i en tønde på fortovet.  

I Borgergade
nævnes en væver Daniel Reiniche
som Gastgeber fra 1681 til 1717.  

Mange værtshuse

I Nyhavns
ungdom var der ikke værtshuse, der var dominerende her. Fra 1723 og
en snes år frem havde Kaptajn Peder Jensen Wendelbo
en beværtning her. Når han var ude at sejle, var det hans kone,
Birgitte,
der forestod driften.  

Længere nede lå Det norske
Herbeg.
Sådan hed den i 1761. Ejerne havde siden 1700 været forskellige
skippere. En beskrivelse fra 1713, antyder at det var gæstgiveri. Det
udelukker ikke, at der har været et beskedent sømandshjem.  

Omkring tidspunktet for Københavns
Brand
blev det sidenhen så berømte værtshus i Gothersgade,
Weltkuglen
etableret. Indehaveren var tapetmager, og det var en
fribrygger, der overtog stedet. Forholdene var beskedne. Mod gaden var
der kun et træhus. Men der var flere sidehuse  og en ti fags stald.
Og så var der naturligvis en indbygget bryggekedel og en brændevinspande.  

Ved Toldboden

Mange små og kendte knejper skød
op, ikke mindst i nærheden af Nyboder.
De mange søfolk var ofte tørstige. Denne trang prægede deres rute
til Nyholm langs Toldbodvejen. Her kunne man besøge knejper
som Kirken, Strilavs, Hattefutteralet, Toldbodkælderen
og Brokkensbod. De fandtes i løbet af 1700 tallet. Måske ikke
alle på samme tid.  

Brokkensbod
fik Jens Sørensen Brock bevilling på i 1669. Han var som toldbetjent
kendt med forholdene på stedet. Han måtte dog kun udskænke øl og
brændevin.  

I 1669 blev der givet tilladelse til
at sætte et simpelt træskur op på Toldbodens
område. Herfra blev der solgt øl, brændevin og madvarer til søfolk.
Dette vareudvalg blev senere udvidet til delikatesser som koldskål
og osteanretninger i øl.  

Mellem Rosenstræde
og Kochstræde lå forlystelseshaven Pillemarks Hauge.
Etablissementet var grundlagt af Jens Jensen Pillemark.
Han var indehaver fra 1708 til 1735. Men han må åbenbart have solgt
haven,
for den eksisterede endnu i 1748.  

Trock
var et specielt billardspil  som man spillede i et forlystelsessted
i Borgergade. Her lå bryggerhuset sammen med værtshuset. Det
var anlagt i 1690erne af Søren Westesen.  

Statii Have og Skydebane

Mellem Sølvgade
og Klerkegade lå en forlystelseshave, som vi allerede i første
del berettede om. Det var Statii Have og Skydebane.
Navnet havde stedet efter kongens mundskænk Johan Statinus von Baden.
Han havde før 1688 erhvervet området. Det rummede 

  • færdig Skydebane med adskillige
    Lysthuuse til enn hvers Lyst oc Divertissemnt effter Stands Vilkor.

 

Ifølge tilladelsen måtte der trakteres
med både mad  øl og vin. Med i privilegiet fulgte frihed for
borgerlig tyngde inklusive grundskat og indkvartering for både mundskænken
selv og hans hustru i resten af deres dage.

Det gik dog ikke så godt, for stedet
kom under tvangsauktion. Justitsråd Eggers
der havde begæret denne, måtte selv overtage stedet. Han drev det
i en halv snes år. Derefter var det forskellige urtegårdsmænd,
der drev løjerne videre.  

En beskrivelse fra 1734 viser, at der
midt på grunden var et stort beboelseshus. Man kunne henstille
sine vogne. Ud mod Sølvgade
var der keglebane samt brønd og lokum. Desuden var der tre adskilte
haver med en del frugttræer. I den ene var skydebanen, som var forsynet
med en brandmur foran. Så fik ingen af de forbipasserende et skud hagl
bagi.

Resten var hegnet med 47 fag plankeværk.
Haverne var delt op af gamle stakitter og brædder. To lysthuse var
sikkert beregnet for de medbragte damer, hvor de kunne nyde en forfriskning
mens manden forsøgte sig i de sportslige gøremål.  

Både for civile og militære

Skydning var en populær aktivitet. I
1726 søgte Ewold Schrøder
således om privilegium på at drive en skydebane for såvel civile
som militære., der genre ville øve og divertere sig 

  • udi til at skyde til Skiven,
    og andre der af dependerende exercitier.

 

Der blev givet tilladelse til at indrette
skydehus og andre bekvemmeligheder, så enhver efter stand kunne blive
betjent på passende vis, da det skulle være en skydebane for alle
lysthavende.  

Et gæstgiveri havde allerede eksisteret
på nabogrunden siden 1668. Det var Peder Hansen Corsør,
der havde kro med værelser, kamre og staldrum.

Det lå lige op af Pesthuset.
Den driftige kroejer havde også indrettet sig med karusselbane, keglebane
og en lille valnøddelund.  

Stedet kom til at hedde Skydebanen.
Men også Holbæk Gæstekro
blev anvendt. Der blev også drevet hollænderi
på stedet.  

Allerede i 1673 var der etableret et
skydeselskab. Men dette forhindrede dog ikke godtfolk i at afsende raketter
og skyde fra ikke tilladte steder.

Man måtte ikke skyde på helligdage.
Man skulle holde en sober tone og man måtte ikke foretage slagsmål.  

Skytterne blev inddelt i klasser. Drukkenskab
og lemfældig omgang med bøsser var strengt  forbudt.

Det var skiveskydning, og alt som ramtes
af forbigående skud, skulle erstattes. Det var jo faktisk rart at vide.  

En skydebane blev anlagt ved Rådmandsmarken
og på området Grønland ved Nyboder.  

Ved Vester Port

I 1661 fik kleinsmed Gabriel Boemann
skøde ved Vester Port. Stedet blev i 1673 beskrevet som en
Kro, hvor man om Sommeren leger Kedler, pircken Tafl, faar
Øl, Vin, Melch etc. ligger lystig.

Efterhånden overtog spritten virksomheden. Senest i 1737 blev skydebanen
nedlagt. Men værtshuset fortsatte. Ejendommen blev kaldt for Den
gamle Skydebane.
 

Mikkel Vibes Kro

En af de mest kendte kroer var Mikkel
Vibes Kro.
Den lå ved Vester Port.
Det var i 1619, at

Michell Wiibe
fik bevilling sammen med tolder Jacob Mikkelsen
at opbygge en dooplhoff eller achiudepladtz i tilknytning til
deres gæstgiveri. De fik også ret til at brygge og bage samt opkøbe
det fornødne hos bønderne. De fik fire års toldfrihed for import
af vin, samt møbler.

Endvidere fik man lov til at holde tre
– fire køer, et par heste og nogle får. I 1625 fik de yderligere
to års frihed for indførsel af øl og vin.  

Kro – og skydebane blev etableret
der, hvor Roskildevej løb sammen med vejen til Køge.

I 1621 havde man besøg af Kong Christian
den Fjerde.
Det lykkedes for kongen i en skydekonkurrence at få
ram på en okse.

Men skydebanen blev forsømt. Og det
fik kongen til at beordre borgmestre og råd til at få borgerne til
at søge dertil. 

I 1628 blev det pålagt, at få 
forbedret forholdene. I mellemtiden var Michell Wiibe
afgået ved døden. Trods forfaldet lykkedes det, Jacob Mikkelsen,
der i mellemtiden var blevet borgmester, at få skøde på ejendommen.  

I 1671 blev en del af kroen genopbygget
af kongens teltmager, Niels Erlandson.
En anden del af grunden blev indrettet til kapunstopperi
Her kunne det bedre borgerskab forsyne sig med fuldfedt fjerkræ.  

Stockholm

I Nordre Forstad
var beværterhaven Stockholm
berømt. Etatsråd Jacob Monrad
mindes i sin selvbiografi, der udkom i 1690 om sin bardomsbesøg
i de dejlige Hafwer uden for Byen.

Han fik jævnligt penge af sin mor, hvorefter han med mine andre
Skole – Camerater, men jeg meest aleene lod mig tractere i disse
Hafwer med Faaremelch och anden Melch, smør och Brød, nu med anden
Mad och Frugt efter Aarsens Tijd.

Fortæringen skete i de små lysthuse.  

De mere ydmyge knejper tiltrak bønderne.
Man måtte ikke opholde sig i byen længere end til klokken 12. Så 
det var bedre at gøre ophold på en af de mange knejper. Og øllet
flød i stride strømme. Fristelsen var stor, for hjemme ventede det
hårde arbejde.  

Bønderne drikker for meget

Efterhånden blev det den drikkelystne
Christian den Fjerde
for meget. Han udsendte en forordning, hvor
han understregede at ikke enhver måtte flygte fra dagligdagens trivialiteter.
Såfremt bønderne fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne, skulle
de kastes i Slottets fængsel og straffes efter fortjeneste.  

Det var normalt med krohold i forstæderne.
Ja selv i selve porthuset til Vester Port
var der udskænkning. Her kunne man få slukket tørsten og få stillet
den værste sult. I 1705 var der endda udnævnt en særlig spisemester,
der hed Hans Krone.  

I nærheden af Ladegården
blev der i 1670 givet tilladelse til krohold. Her opførte murmester
Jens Madtzen
en kro med tilladelse til både at brygge og bage,
således at tilrejsende til nødtørfftighed for penge
kunne både overnatte og overleve. Al fremmed drik måtte der såmænd
gerne diverteres med, blot man betalte told. På et tidspunkt
blev stedet kaldt for Den Gule Hest.  

Reglerne skulle overholdes

Det var ikke altid at kroejerne overholdt
betingelserne. Således blev Jens Andersen Tune
idømt en bøde på ikke mindre end 100 rigsdaler for overtrædelse
af Bryggerlaugets artikler. Han havde brygget sit eget øl og
udskænket det. Men monarken viste sin Kongelige Mildhed og Naade.
Han nedsatte bøden til en femtedel. Tune
var stadskæmner

og burde kende betingelserne.  

Et mord i
Vestre Forstad

Værtshusene lå tæt. Og det var ikke
altid godt. I 1711 indlogerede an bondekarl sig sammen med en ung pige
hos en enke i Vestre Forstad.
Hvad der skete i nattens muld og mørke vides ikke. I nattens muld og
mørke, havde bondekarlen sneget sig væk. Næste morgen havde enken
fundet den unge pige død på værelset.  

På et tidspunkt i begyndelsen af
1700tallet var der ikke mindre end 8 keglebaner i Vestre Forstad.
Og i den forbindelse var det naturligvis udskænkning. Mange af skydebanerne
havde også keglebane.  

Nordre Forstad

Det var dog ikke kun i Vestre Forstad,
at der var værtshuse. Således fik Johan Merhoff
i 1661 lov til at nogen ringe biugning opreyse, som tak for hans
indsats under den netop afsluttende krig mod svenskerne. Hvis du kom
igen skulle han dog være klar til at demolere huset.

Bygningen skulle benyttes til krohold,
hvor man måtte beskænke vejfarende med både dansk og fremmed øl.
Placeringen var ved den gamle vold ved Peblinge Sø.  

Og her i Nordre Forstad
var der også muligheder på Gabels Gaard
i 1670erne, at få stillet tørsten. Stedet var rammen for adskillige
sommerforlystelser. I 1673 kunne man nyde adskillige slags drikkevarer
Store Ravnsborg.  

Senere overtog Kammerjunker Wind
stedet. Nu var det mulighed for oprigtig fransk wiin.

I 1725 fik urtegårdsmand Andreas
Behrentz
tilladelse til brygning af øl og brændevin på stedet.
Det var ikke kun til eget forbrug, men også til salg i potter og kander
samt andre smaa maal.
Han måtte dog ikke levere til kroer og andre
udskænkningssteder.  

På Blegdam
nr. 8 var der også brænderi med udskænkning. Her kunne snapsen skyldes
ned mens pigen eller konen afleverede tøjet.  

I 1720 var Den Stærke Mands Have
i Nordre Forstad også noget, der kunne tiltrække folk. Og denne
mand omtaler vi i en anden artikel.  

Østre Forstad

I Østre Forstad
havde kokken i Gamle Fiskerhus, Kristian Hansen
lejet stedet af ejeren Andreas Høyer
lejet stedet for at servere fisk og vildt med udsøgt opvartning over
fornemme Liebhavere.

Her havde der været traktørsted siden
1679. Skydebanen fra dengang var dog ikke længere i behold 

På Søholt
blev der også drevet traktørsted. I 1722 kunne man læse, at man for
billig betaling kunne blive betjent efter sin stand i den smukke have.  

Omkring kilderne i det yderste af
Østre Forstad
florerede udskænkningsstederne og forlystelserne.
En populær vise fra begyndelsen af 1700tallet fortalte følgende: 

  • Du seer gusten, bleg og
    suur som Beileren, der seer sin Brud til Gyldenlund at fare.

 

Gyldenlund
var det senere Charlottenlund.
Allerede i 1663 var der her indrettet et værtshus af Frederik den
Tredjes
kammertjener, Jakob Petersen.

Dette navn går igen i forbindelse med
den lystgård som Ulrik Frederik Gyldenløve
lod bygge på stedet. Har var Christian den Femte
ofte på besøg.  

Omkring Vartou Kilde
Kildedal og Tueborg. Myndighederne var dog ikke så begejstret
over det umoralske liv, som foregik herude. I 1717 fik man opklaret
et mord på Tueborg. Det var godt nok foregået på Raadmandsvang.
Men morderen sad herude og pralede med det.

På Kildedal
var der kapskydning. Ifølge annoncerne fra 1725 kunne man få god mad
og drikke i friske luft. På grunden var der både frugt -, blomster
– og køkkenhave. Ja så var der også iskælder.  

På Tueborg
havde brygger Jonas Nielsen Thue
overtaget hele komplekset. Han påbegyndte et omfattende byggeri. Nogle
har spekuleret på, om han var ophavsmand til navnet. Men på stedet
lå en lille lokal bakke, hvor den oprindelige ejendom lå. Og denne
bakke hed Tueborg.  

Christianshavn

I 1722 gav Vintapperlauget, Bendix
Johan Niesso
privilegium til at nedsætte sig på Christianshavn.
Han havde i tre år drevet engroshandel med vine og brændevin andetsteds.
Det var et nyt stort hus, der blev opført. For at nedsætte sig som
vinhandler, krævede lauget at man skulle råde over en disponibel kapital
på mindst 1.000 rigsdaler.  

Strandgaden
var Christianshavns fineste gade. Det var den, man først fik
øje på, når man passerede Langebroesgade,
når man skulle hen til Lille Torfvegade,
som var bydelens nerve.

 

Gadehusets kælder var indrettet som
vinkælder. I selve skænkestuen var der måtter på væggene. Der var
bræddegulv og vindovn. Ved Københavns brand
boede enken fortsat i huset med barn, karl og pige. Foruden nogle
brandlidte
tillige en wiin Kypper Svend, forhen Logerende og
endnu Forbliver.
Senere blev den nye ejer vinhandler Rasmus Rohde.

Det viste sig, at enken havde giftet
sig med ham. 

I Strandgaden
på hjørnet af Lille Torfvegade
Vinkælderen. En anden vinhandler var Pierre Abbesté.
Fra 1699 havde han vin kælder i Strandgaden.
Han havde såvel i 1720 som i 1726 fået henstand fra sine kreditorer.
Han kunne ikke selv få inddrevet sine penge fra sine debitorer. På
hjørnet af Lærstræde og Høibrostræde drev han også vinhandel.
Et stort herberg havde han også bygget.

I 1722 var der registreret 28 vinhandlere
i hovedstaden.  

Dengang var der endnu ikke mange ølkældre
og udskænkningssteder på Christianshavn.

Øltapperier og brændevinsbrænderier
fulgtes ofte ad. På hjørnet af Dronningensgade og Søndervoldsstræde 
rykkede en garder ind mellem 1675 og 1680. Han blev ejer af tre våninger.
Da han kom i årene og det var slut med at ernære sig som soldat, slog
han sig ned som brændevinsbrænder. Han døde i 1716.

En handelsmand overtog stedet, og nu
blev det også tilført et øltapperi. Udskænkningen foregik i
stuen. Der var beskedne forhold, så hvordan privatlivet har været
står hen i det uvisse. Køkkenet var i brænderiet.

Efterfølgeren levede i 1728 med kone
og fire børn på stedet. 16 andre mennesker var fordelt i huset
og dertil kom otte brandlidte.  

Øltapperne drev ofte udskænkning i
kældre. Det viser et eksempel fra 1713 i Ofvergaden ofver Vandet.
Skipperen, der ejede stedet, havde udlejet gadehusets kælder, hvor
der i fire fag var forstue, stue og ølkælder med bare vægge og stengulv.  

På hjørnet af Torfvet og Dronningensgade
var der et brænderi i forhuset. Kælderen var sandsynligvis udlejet,
og her var indrettet både beboelse for brændevinsbrænderen med forstue,
stue, to kamre og køkken og et brænderi i et stort kælderrum med
åben skorsten. Der var også udskænkning på stedet.  

I 1699 blev der givet et privilegium
til Herman Jäger, der ellers var kendt som sæbesyder.
Han var hjemmehørende i Strandgaden,
og havde et almindelig bryggeri. Nu fik han så lov til at indrette
et hamborger rummeldus og andet lyst øl.  

Ambiørn Haagensens Gård
i Prindsensgade var blevet smidt ud af lauget, fordi man ikke
havde fået indlagt vand. Men nu i 1679 havde man sørget for pumpevandstilførelse
og indrettet en hestemølle. Man fik nu stillet i udsigt at måtte genindtræde.  

På hjørnet af Torfvet
og Kanalen var et gadehus indrettet til bryggeri og skænkestue.
En anden stor bryggergård lå ved Lille Kongensgade og Lille Torfvegade.
Gadehuset var på ikke mindre end 21 fag.  

I Sankt Sophiagade
lå der en ølhave. Der var både lysthus og bræddelokum. I 1732 købte
øltapper Johan Henrik Bremer
stedet. Her var både tyre, bjørne og hunde. En af bjørnene kunne
endda opleves i udklædt tilstand.  

30 herberger i København

De fleste herberger havde udskænkning.
Allerede i 1523 var der 30 herbeger i København.

I Høibrostræde
Stadens ordinaire Gæstgiverhuus.
Det var et meget præsentabelt sted. Gæstgiveren Jørgen Jørgensen
bekostede mange penge på stedet. Han fik også lov til at hænge byvåbnet
på facaden. Det fik et meget officielt præg, men det skulle også
lokke 

  • rejsende cavallerer oc
    andre fornemme Folck, baade ind – 
    oc udenlendiske
    indenfor.

 

Meget tidlig hører man om Lybske
Herberg,
det var for de fornemme. Det lå på Amager Torv. Oxetoppen
lå i Østergade. 

I Østre Kvarter lå
et andet af stadens gæstehuse, nemlig Lecherbischen.
Det fortalte vi noget om i første del.  

De præsentable gæstgivergårde

I området omkring Amager Torv
og Kanalen lå alle de præsentable gæstgivergårde. Her fandt
vi det flotte Fortunen.

I Store Laurs Biørnstræde
Skibet. Den var mere beskeden. Gadehuset bestod af seks fags
bindingsværk i to etager.

De velstående søgte mod Den Sorte
Rytter
i Nybørs. Måske foretrak de Prinsen af Danmark
i Østergade.

I Store Færgestræde
Den Gamle Prins. Hollandske skippere valgte Druen
i Færgestræde. Svenske officerer foretrak Flensborg Vaaben.  

Mange kongelige fester

Dengang forstod man at feste. Festlighederne
i forbindelse med Christian den Fjerdes
kroning varede fra den 23. august og sluttede først den 8. september
1596. På Amager Torv var der et springvand med rød – og hvid
vin. Og så blev der serveret helstegte okser.

Midt under festen brændte borgmester
Oluf Madsens
gård i Vestergade.
14 andre ejendomme led samme skæbne.  

Forordninger i 1723

Med det stigende antal værtshuse opstod
der ofte ballade.. Der var misbrug med Drik og dobbel Natten igiennem
i Kroe og Værtshuse samt Kieldere.

Det blev præciseret, at fremover måtte ingen opholde sig i ølkældrene
længere end til Tappenstræg blev slagen om Aftenen.

Overtrædelse ville betyde natlig ophold
i arresten. I tilfælde af klammeri ved privatfester var der en bøde
til værten på 20 rigsdaler.

Og det blev sandelig endnu værre, for
i 1723 blev det proklameret, at nu måtte man ikke mere drikke på 
kredit.  

Betjente med frynsegoder

Efterhånden som byen voksede, blev politikredsene
udvidet. Der blev i de mest belastede kvarterer en række politivagter.
De var så underlagt kredsens hovedstation. Den første af disse
nærstationer
var politivagten Lille Vibenhus
Østerbro. Den blev oprettet som en filial af stationen på
Fælledvej
i 1872. Lige ved siden af lå et særdeles livlig værtshus.  

Det var ganske almindeligt dengang, at
værtshusene betalte sig fra diverse chikaner fra betjentene ved hele
tiden at stille flasker parat. Det var de frynsegoder, der fulgte med
jobbet.

Man lod sig traktere med øl, kaffepunch
og andre drikkevare på husets regning. Man kunne på sådan
en patrulje let få en pind i ørene.  

Når en ung betjent skulle starte sit
job inde i København, så kunne man være sikker på, at han
blev introduceret for Dukkehjemmet.

Det var en dyb og dunkel beværtning
på hjørnet af Store og Lille Brøndstræde.
Stampublikummet bestod af ludere, alfonser og bondefangere.  

Det var sin sag at holde styr på 
værtshusgæsterne for en betjent. Sympatien er altid hos den anholdte.
Det hørte til dagligdagens fornøjelser for Nørrebros
drenge, når en betjent slæbte af med en beruset mand. En af de mest
yndede lege dengang var betjent og fuld mand.
Det var ikke altid betjenten, der trak sig sejrrigt ud af den episode.  

Mælke
– toddy

I kvarteret Gothersgade, Adelgade
og Borgergade
lå 35 særdeles velbesøgte værtshuse. De fleste
var uden borde og stole. Her var blot en meget lang disk. Her blev brændevinsglas
og små glas med mælk, den såkaldte mælke – toddy, en populær
drik til fire eller otte øre for en dobbelt – stod på geled fra
morgen til aften.

Klyngen af rystende og utålmodige stamgæster
stod i kø, når værtshusene åbnede tidlig om morgenen.  

Logi
– huse

De fordringsløse logihuse havde politiets
opmærksomhed. De havde deres skænkestuer, hvor man nød hinandens
selskab indtil man faldt omkuld. Der boede langt flere end to på værelserne.
Man var lige glade med politibestemmelser om renlighed og sanitære
forhold.

Der blev kun skiftet vaske – og
sengetøj en gang om måneden. Og man behøvede ikke at vaske sig. Man
havde vænnet sig til at have husdyr i form af lus eller lopper.  

Det problem havde man løst i logihuset
Rokken
i Dronningens Tværgade.
Her var det plads til 200 overnattende. Her skulle man sove splitternøgen
på kolde lagener af voksdug. Hver morgen skulle man gnides i sprit.  

I Blodproppen
i Farvergade havde man løst problemerne med hensyn til normeringen
på værelserne ved ganske enkelt at rulle halmmåtter ud på gulvet
i skænkestuen, så kunne folk uden dikkedarer lægge sig, når trætheden
overmandede dem.  

Varme kartofler med stegt yver

Man tænkte ikke så meget på 
mad i disse logihuse. Så var der til gengæld mange stegehuse,
man kunne besøge. Eller man kun benytte sig af et tilbud i Vognmagergade,
hvor man tilbød Varme kartofler og stegt yver for fem øre.
Velbekomme.  

På Gammel Strand
var knive og skeer lænket til disken. Tallerknerne var erstattet af
fordybninger i bordpladen. Serveringen bestod først og fremmest af
Gule ærter,
der blev sprøjtet ned i fordybningen. Det blev med
det samme suget op igen, såfremt betalingen ikke faldt omgående. Hvordan
vaskede man op? Det var måske ikke nødvendigt?  

Ved Stadsgraven

I 1870erne var området mellem Vesterbrogade
og Jernbanegade belagt med blomstrende haver langs Stadsgravens
bred. Disse haver var genbo til Tivoli.

Her lå Kongens Klub.
Den havde tidligere ligget i den såkaldte Rudlphis Have
over ved Gamle Kongevej. Her blev der i 1872 startet det såkaldte
Café Boulevard.

Mange sjældne planter kunne man beskue
ved Stadsgraven. Mange af disse var kommet ude fra Apoteker
Riises
gamle have St. Thomas
ude på Frederiksberg.  

Studenternes
samlingssted dengang var Bernia.
Her samledes Bohémerne. Her var de traditionelle punch skiftet
ud med de i Frankrig bandlyste Absinth,
der blev serveret for 25 øre.  

Omgåelse af bestemmelser

Mere eller mindre legitime værtshuse
dukkede op. Politiet forsøgte gennem 1880erne at dæmme op for dette
umoralske fænomen med politivedtægternes bestemmelser i hånden.

I henhold til disse regler, skulle der
være lukket og slukket klokken 24.. Hvis det da ikke lige var tale
om selskabslokaler eller privatfester. Ja, hvor gik grænsen? 

På de steder, hvor man stod sig
godt med gadens betjent, kunne man komme ind hele natten. Man skulle
bare råbe det rigtige kampråb.

Men mange var dog så smarte og
bruge grundlovens bestemmelser om forsamlingsret. Så der opstod
pludselig en masse Læserselskaber.
Således også på Strøget
i Rydbergs Kælder.  

Måske skulle man lige udstyres med et
medlemskort, men man måtte dog tage alle de gæster med, man ville.
Blandt de succesfulde var Klosterhallen
og Blanch i Vimmelskaftet.  

Natværtshuse

I 1890erne gav man tilladelse til natværtshuse.
De måtte have åben til kl. 2.00 Den livligste var nok Riises
over for Helligåndskirken.
Men også i Bramierkælderen
var der liv og glade dage.

I Tivoli
ville man ikke gå hjem. Lige så hurtig man var gennet ud gennem hovedindgangen,
kom man tilbage over plankeværket ud mod bagsiden for at slå sig ned
i Kilde – Pavillonen.  

Det umoralske natteliv

Det umoralske natteliv var henvist til
specielle gader. Der bredte sig en autoriseret skamløshed, som mange
betragtede som en skandale for byen. Umiddelbart op til byens absolut
mest fashionable færdselsåre, Østergade,
stødte således en af Ujumskhedens værste Afløbsrender, Holmensgade.
Her færdes kæmpemæssige politifolk, forsoldede alfonser, let levende
kvindepersoner og fulde søfolk. Blandt disse var ikke mindst russiske
matroser. De blev ledet på syndens vej.  

Men også Dybdensgade
og Hummergade havde fra gammel tid et særligt ry blandt søens
folk. Et dårligt rygte havde også Farvergade, Gaasegade
og Magstræde.  

Så var det godt, at man havde det
såkaldte Bethleskib. Også Frelsens Hær
forsøgte at redde folk fra syndens vej. I Fravergade
havde man lejet en butik. I vinduet var der et kæmpe billede af korsfæstelsen
med teksten Kom til Jesus.  

Også Natmissionen
forsøgte at redde folk fra synden og flasken. Natmissionær Clausen
var en stor statelig skikkelse. Han gik rundt med høj hat, blondt fuldskæg
og lommen fuld af pjecer og skrifter.  

Således nåede vi atter engang gennem
Københavns pulveriserende liv.

Og det var ikke sidste gang.  

Kilde:
Se

Litteratur København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Det var på
    Frederiksberg
  • Forlystelser i København
  • Gamle Værtshuse i København
  • København
    – dengang
  • København 1840
    – 1880
  • København omkring
    år 1800
  • Tivoli
  • De vilde på
    Nørrebro (under Nørrebro)
  • Sønderjyske Drikkeopskrifter
    (under Sønderjylland)
  • i mange flere artikler beskriver
    vi diverse værtshuse og knejper

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København