Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Den Franske Skole – i bomberegn

Juli 7, 2010

Den 21. marts 1945 døde en masse
uskyldige på Vesterbro og Frederiksberg. RAF var i forvejen betænkelige.
Efter aktionen var modstandsbevægelsen tilfreds. Men et helt kvarter
var ødelagt. 900 var gjort hjemløse. Hjælpen lod vente på
sig. Forældre til de døde skolepiger følte sig svigtet. RAF mistede
seks fly.
 

Hipo
– aktion

Den 21. marts 1945 blev København
for alvor ramt af krigens forfærdelige ansigt. Pludselig var området
omkring Frederiksberg Allé
et stort kaos med død og ødelæggelser.  

Pludselig kunne københavnerne høre
brummen af flyvemaskiner. Det viste sig at være RAF
– flyvere.
De fløj så lavt, at man kunne se piloterne iført
læderhjelm.  

Samtidig skete der en aktion på 
hjørnet af Bülowsvej og Thorvaldsensvej.
En Hipo – bil kom kørende og fra muren, der omkransede
Landbohøjskolens Have
lød der pludselig skud. Modstandsbevægelsen
var i gang. 

Hipo
– bilen
kørte op på fortovet og ramte en dame, der blev
dræbt. Skudsalverne blev heftigere. Lige i nærheden i en kælder lå
en masse frihedsblade stablet på gulvet. Måske havde det været målet
for Hipoernes aktion.

Men det var ikke denne aktion, der stjal
overskrifterne.  

Problemer for modstandsbevægelsen

Gestapo
havde oprettet deres hovedkvarter i Shellhuset.
Her havde man også samlet en masse arkiver om modstandsbevægelsen.
Og de havde efterhånden optrevlet næsten hele modstandsbevægelsen.
Man ønskede fra modstandsbevægelsen side, at dette arkiv blev ødelagt.
Derfor bad man RAF om hjælp.

Den 4. marts havde man i kodeord bedt
London
om, at fremskynde et angreb. Man forstod ikke, at man ikke
for længst havde iværksat et sådant angreb.

Hvad modstandsbevægelsen antagelig ikke
vidste var, at man længe havde planlagt angrebet. Godt nok havde modstandsbevægelsen
i første omgang fået afslag. RAF
mente, at aktionen var for risikabel.  

Oplysninger fra modstandsbevægelsen

Modstandsbevægelsen sørgede for en
masse oplysninger til korpset. Det lykkedes også at skaffe et
foto af målet, set fra Skt. Jørgens Sø.
Dette billede blev bragt i Berlingske Tidende
i forbindelse med en artikel om Statsanstalten.
Det slap uhindret igennem censuren og landede på det rette bord via
Sverige.
 

Gestapo
havde placeret 26 danske fangere i øverste etage af Shellhuset.
De frygtede et angreb fra luften. Derfor blev fangerne brugt som våbenskjold.  

Fly på 
vej

Den 19. januar var alt klart. Men af
en eller anden grund, måske på grund af dårligt vejr blev angrebet
ikke til noget. Den 19. marts kom ordren til at være stand by.  

Den 21. marts løb Operation
Karthago
af stablen. 18 Mosquitofly
med i alt 44 stk. 500 – punds bomber lettede fra Fersfield
i Østengland.

Klokken 8.35 lettede de første maskiner.
Tyve minutter senere var alle i luften. Tre jægere måtte dog vende
om efter kontakt med søfugle.  

Med på turen var 30 Mustang
– jægere
og 2 foto – fly. Man fløj ganske lavt ned over
Vesterhavet
for at undgå tyskernes radar. Helt ned i 5 meters højde.
Derved kom der skum og salt op på vinduerne på grund af den stærke
blæst. Flyenes vidnuesviskere kunne ikke holde vinduerne rene. Det
hæmmede efterhånden udsigten.

Over Tissø
skiltes flyene i bølger. Meningen var at angrebet mod Shellhuset
skulle ske i bølger.  

Sen luftalarmering

Luftalarmen kom meget sent. Men i begyndelsen
tog københavnerne det ikke alvorligt. Dem havde det været så mange
af. Det plejede jo ikke, at ske noget som helst. Overrumplingen var
lykkedes. På Den Franske Skole
betød det at ikke alle nåede i beskyttelsesrum. Det samme var tilfældet
i alle de ejendomme, der blev berørt på Vesterbro
og Frederiksberg.

 Men da de første rystelser kom,
søgte man ly i tilflugtsrum.  

Flystyrt

Første bølge kom ind over byen sydfra
og navigerede efter planen. De fandt let målet. Det var den eneste
camouflagede bygning i hele byen. Forinden havde førermaskinen steget
op til 150 meter for at orientere sig. Efter at have fået øje på
søerne dykkede den igen ned over hustagene, strøg ind over Sydhavnen,
øst om Carlsberg og skød frem mod Den Ny Teater,
der udgjorde sidste pejlepunkt før Shellhuset.  

Planen var at jagerbomberne straks efter
at have kastet deres bomber skulle følge Nørrebrogade
ud af byen i lavest mulig højde for at undgå antiluftskytset.  

Over godsbanen strejfede et af flyene
kl. 11.16 en 30 meter lysmast med halen. Det var nær Ingerslevgade.
Den blev kraftig beskadiget. Flyet mistede styreevnen og passerede gennem
Palnatokegade
under taghøjde. Den ramte hjørneejendommen Palnatokesgade/Sønder
Boulevard 119.
For ikke at ramme ind i husene på den anden side
af Sønder Boulevard, kastede piloten sine bomber.

En af bomberne fik så meget flyvetid,
at den armeres inden den ramte Sønder Boulevard 106.
Bygningen blev sprængt i luften og 11 personer omkom.  

Flyet klarede sig fri af bygningen. Maskinen
steg svagt og passerede Enghavevejens Skole. Kort efter styrtede
det ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé
mellem Den Franske Skole og Avenue
– Teateret.
Det lå i Frederiksberg Allé
76 – 78.
 

Førerkabinen blev slynget frem og havnede
i et øl – depot, der straks blev antændt. Benzintankene
spredtes over et større område. Maskinens 1.400 liter brændstof anrettede
på få øjeblikke eksplosionsagtige brande, der udviklede sort røg.

Øldepotets lager og kontorbygning brændte
ned til grunden.  

Inferno af granater og projektiler

Et inferno af eksploderende antiluftskyts,
brølende bombefly og svirrende Mustangs
forvandlede København til en krigszone. Jagerflyens maskinpistoler
hamrede løs på mål.  

Granater og projektler haglede ned over
gader og stræder. I Haraldsgade
Nørrebro detonerede en antiluftskytsgranat i baglokalet
til en kolonialforretning. Andre vildfarende projektiler fandt vej til
Grøntorvet, Botanisk Have, Bispebjerg, Blegdamsvej 38

og til en lejlighed på Mariendalsvej 48 E.

Ved Østerport Station
gik den britiske beskydning ud over et tog med flygtninge, der holdt
på banelegemet.

I en Linie 2 Sporvogn
blev en højgravid kvinde trampet ned af sine panikslagende medpassagerer.
Hun døde senere af sine kvæstelser.  

Forkert mål 

Anden bølge af bombeflyene kom ind mere
vestfra. Man fløj over Roskildevej
og Frederiksberg Have.
To af disse fly mente, at målet lå under
røgen fra det brændende fly. Derfor kastede de deres bomber over
Den franske Skole
og hele karreen, Amcisevej/Maglekildevej.
To andre maskiner opdagede fejlen og søgte målet i Shellhuset
lidt længere væk.

Hele kvarteret blev på få 
minutter forvandlet til et sandt helvede af støv, ild, brædder og
kalk. Hollændervej, Henrik Ibsens og Dr. Priemers Vej
var i flammer.  

I tredje bølge er det kun enkelte piloter,
der erkender fejlen og fortsætter mod Shellhuset.
Fra England lød budskabet, at man skulle bombe, der hvor der kom ild
og røg.  

Maglekildevej ramt

Under den kvælende sorte røg detonerede
den ene bombe efter den anden. Den Franske Skole, Frederiksberg Allé
74
og Maglekildevej blev på få øjeblikke forvandlet til
et helvede af støv, ild, murbrokker og kalk. Også Søndre Boulevard,
Henrik Ibsens Vej, Dr. Priemers Vej

og Amicisvej blev truffet.  

På Maglekildevej,
der rummede seks større ejendomme udviklede situationen sig meget dramatisk.
Hjørneejendommen Maglekildevej 17
og Dr. Priemersvej 7 blev ramt af en springbombe fra en af de
første maskiner i anden bølge. Denne bombe slog mod husets hjørne.
Resultatet var at tredje og fjerde sal styrtede sammen til anden sal.
Herefter fortsatte bomben ned på gaden og eksploderede foran Maglekildevej
18.
Fem beboere mistede her livet.  

Gaden blev ramt af mindst fem bomber.
Kun Maglekildevej 16 – 18
slap for total ødelæggelse.

I den modsatte ende af gaden i Maglekildevej 
2 – 8
brød ejendommen i brand efter få minutter. Maglekildevej
10 – 14
var antagelig blevet direkte ramt af en bombe. Først
kl. 11.54 var den første brandsprøjte på stedet.  

Masser af dødsfald på 
Den Franske Skole

På Den Franske Skole
omkom 86 børn og 18 voksne. Uskyldige skolepiger og katolske nonner
måtte lade livet. Det var helt meningsløst. Og dette skete blot seks
måneder før befrielsen.

I alt mistede 18 børnehavebørn livet,
men værst gik det ud over det ældste hold. Her var der kun fem, der
overlevede.  

I alt 4 bomber ramte skolen. Den første
faldt i østfløjen og borde sig gennem etagerne. Den blev stoppet af
nogle jerndrager lige før gymnastiksalen.

Få sekunder efter faldt tre bomber
i hovedfløjen. De to gik gennem naturhistorieværelset og nåede kælderen,
hvor mange mindre børn og lærerinder omkom.  

Stor oprydningsarbejde

Oprydningen fortsatte de næste dage.
Under denne oprydning dukkede en række afrevne legemsdele op.

Ud på eftermiddagen dukkede en
tysk officer op. Han havde fået ordre til at beslaglægge skolen til
flygtninge, men han indså straks, at dette var umuligt.

18 timer efter dukkede der piger op,
som selv havde formået at finde vej ud af ruinerne. Hele natten igennem
fortsatte redningsarbejdet.  
 

Måtte ikke tale om det

Mange af de overlevende fik direkte forbud
mod at omtale episoden. De fik ikke bearbejdet episoden. Der sænkede
sig en dyb tavshed over de uhyggelige hændelser.

Heldigvis var der nonner med menneskekundskab,
der efterfølgende fik talt med de overlevende elever. De trodsede lægernes
anbefaling om ikke at rippe op i hændelserne.  

Traumatisk oplevelse

Et kæmpe redningsarbejde fulgte.
Betty Nansen – Teateret
lige overfor fungerede som en slags redningscentral.
Ja man kunne kalde det for en interimistisk informationspost

67 børn og 35 voksne var blevet såret.

Fortvivlede forældre fandt herhen for
at høre nærmere om deres børns skæbne 

For mange redningsfolk var det en traumatisk
oplevelse, at være inde i de mørke ruiner mellem de dræbte, sårede
og forbrændte småpiger. Tiden forskrev tavshed.  Voksne mænd
græder ikke og lader sig ikke mærke af sådanne oplevelser. For mange
forblev det et mareridt resten af livet. Ved siden af skulle redningsfolkene
finde sig i efterfølgende kritik.  

4 bomber rammer skolen

De små i børnehaven sad med deres
åbne madkasser foran sig. De var netop i færd med frokosten. De ældre
var lige kommet ind fra spisefrikvarteret.

Da bomberne begyndte at hagle ned, søgte
elever og nonner omgående ned i kælderen.

Skolen blev antagelig ramt med 4 bombe
– 3 sprængbomber og en brandbombe.  

Mange frivillige

Naboer og tilfældige startede øjeblikkelig
redningsarbejdet. Redningsarbejdet var særdeles vanskeligt. Flammer,
stigende vand og nedstyrtningsfare udgjorde en stor fare. Også 
fem redningsmænd omkom, her i blandt en far der ledte efter sin datter.

Redningsmandskabet kunne høre børn
skrige efter hjælp. Men på et tidspunkt måtte de opgive, at
komme dem til undsætning. Ilden raserede og nedstyrtningsfaren var
voksende. En fortvivlende mor forsøgte fortvivlende at kaste sig ind
i de brændende ruiner.  

Flere hundrede folk havde efterhånden
samlet sig og tilbudt deres hjælp. Men man havde ingen mulighed for
at komme de hjælpeløse til undsætning. Man manglede solidt værktøj
til at bryde igennem. Da håndværksmestre i nærheden tilbød disse
redskaber, valgte brandvæsnet at sige nej.  

Træt af kritik

Det hjalp heller ikke på situationen,
at Hipo – korpset kom og afspærrede hele området. De nægtede
pårørende at komme til stedet. At de så senere hjalp til med redningsarbejdet
står det ikke noget om i de officielle referater fra redningsaktionen.
Selv om mange af dem udførte en heltedåd, var der ikke nogen, der
senere fik tak for dette. Også personalet fra Frederiksberg Brandvæsen
sagde senere nej tak til enhver form for hædersbevisning. De var trætte
af den efterfølgende kritik af redningsindsatsen.

Man havde umulige vilkår. Tyskerne havde
konfiskeret radiomateriellet.  

Kaos på 
hospitalet

På Frederiksberg Hospital
var situationen kaotisk. Ikke alle blev registreret som forskrevet.
De første civile vogne var ankommet. Alt hvad der kunne køre blev
brugt til sygetransport. Budcykler, taxaer, ølvogne og varebiler. På
et tidspunkt kom en lastbil med 40 piger på ladet.  

Hospitalet havde ikke modtaget nogen
besked fra offentlige myndigheder om, hvad der var sket. Til strømningen
var kolossal. I hast fik man etableret et nørdberedskab.

I løbet af kun halvanden time modtog
hospitalet ca. 300 sårede. Hovedparten var fra Den Franske Skole
og Maglekildekvarteret.  

Efterhånden kom der også flere
og flere lig. De fleste var piger i 14 – 15 års alderen. De blev
i første omgang lagt i vaskerum og kældergange. Mange var ikke blevet
identificeret. I mange tilfælde måtte sko, strømpefarve eller tandbøjle
bruges som eneste brugbare kendetegn.  

Ingen kunne stilles til
ansvar

En efterfølgende undersøgelse konkluderede,
at ingen enkeltperson kunne bebrejdes en manglende redningsindsats.
Der var kaos og manglende kommunikation. Dette kan måske skyldes at
katastrofens omfang var enorm. De forskellige myndigheder forstod heller
ikke at kommunikere med hinanden indbyrdes.  

Man fik heller ingen forklaring for,
at det gik 15 timer før gas og vand blev lukket ved Den Franske
Skole.
Der var heller ingen forklaring på, hvorfor man afslog at
få hjælp fra håndværksmestre, der havde det rette værktøj.  

Fortvivlende forældre

Fortvivlede forældre til de dræbte
på Den Franske Skole kæmpede i årevis for at undgå at
tunge entreprenørmaskiner kom til at rage resterne af deres døde piger
frem af bombetomtens jord i forbindelse med nybyggeri på stedet.

Retsmedicinsk Institut
bekræftede at der kunne ligge menneskeaske og rester af legemsdele
på grunden.  

Forældrene krævede arbejdet udsat og
krævede en midlertidig mindelund. De måtte også kæmpe mod indretning
af et konditori i en af de nye ejendomme. De kunne ikke udholde tanken
om at servere flødeskumskager og kaffe på resterne af deres døde
døtre.  

Sankt Joseph Søstrene
havde ikke råd til at genopføre skolen, og kommunen ville ikke hjælpe.
Man ville fra kommunens side heller ikke erhverve grunden til mindelund.  

Frederiksberg Kommune
udskrev en konkurrence til et monument. Forældreudvalgets formand udtalte
til Politiken den 26. januar 1949: 

Vi forældre blev rystet, da konkurrenceudkastene
blev udstillet. Motiverne var jo grusomme
– brændende flyvemaskiner, sammenstyrtede huse, forkullede lig
af ofrene og andre makabre enkeltheder.
 

Under stor mediebevågenhed blev minde
– monumentet ændret.  

Beboere følte sig oversete

Beboerne på Maglekildevej, Henrik
Ibsens vej og Søndre Boulevard

følte sig oversete. Det var både under katastrofen og bagefter.

Folk begyndte desperat at kaste ejendele
ud af vinduet. Og der var nogen, der åbenbart ikke besad nogen form
for moral. Tyveri og plyndringer forekom. Men der var ikke mange ejendele,
der blev reddet.  

På Henrik Ibsens Vej
detonerede en sprængbombe på gaden og rev facaden fuldstændig af
nr. 20 – 22, mens nr. 17 – 19 på de modsatte side af vejen blev
antændt. Den udbrændte fra kælder til kvist. Ulykken på Henrik
Ibsens Vej
kostede i alt fire døde og syv sårede.

Etageejendommen Amcisvej
3 led betydelig skade, mens villaerne i nr. 9 og nr. 10 blev fuldstændig
ødelagt. Flammerne fik fat i taget af Frederiksberg Allé
og Amicisvej 1- 3 ved ca. 13.15 – tiden.  

Ikke megen hjælp at hente

900 mennesker fra Frederiksberg
og Vesterbro stod efter angrebet uden meget andet end det tøj
de gik og stod i. For flere af dem kom oven i købet tab af hus og hjem
samt savnet af pårørende.

Mange valgte at sende børnene på 
landet. Selv lånte de et værelse hos venner eller familie. Andre modtog
med taknemlighed tilbud om et sommerhus, de midlertidig kunne bo i.
Danske Kvinders Beredskab
samlede tøj ind til de berørte. En del
præster og Allé Scenen tog også initiativer til at hjælpe.  

På rådhuset mente man ikke, at
det var deres opgave, at give de berørte en ny bolig. Heller ikke erstatning
for mistet eller ødelagt indbo følte de lokale politikere ansvar for.

Umiddelbart efter katastrofen skred man
ind med akut hjælp og støtte. Da de ramte i forsommeren 1945 modtog
regninger for ødelagte telefoner og gasmålere, synes bægeret at være
nået.  

På Bornholm tvang russiske
bombefly den tyske kommandant til at overgive sig. Luftangrebet mod
Rønne
og Neksø dræbte 10 personer, ødelagde 800 huse
og beskadigede yderligere 3.000.

Ulykken medførte indsamlinger fra hele
Danmark.
Fra Sverige kom der møbler samt 300 træhuse og
et beløb på 7 – 8 millioner kroner. Men de berørte fra den 21.
marts på Frederiksberg havde man glemt.  

Foreningen kæmpede for værdighed

De berørte dannede en forening,Sammenslutningen
af 21. marts
, hvor de i fællesskab kæmpede for en værdig behandling
og erstatning. Man forlangte at de skulle stille sig i køen på socialkontoret.

Det blev starten til en årelang kamp
med politikere og ministrer.  

I juli 1945 gennemførte Royal Air
Force
en stor flyveopvisning i Kastrup.
En del af overskuddet gik til de ramte borgere på Frederiksberg.
Også fra Amerika kom der lidt hjælp. Da en kvinde på et møde
ville have en forklaring fra borgmester Wilhelm Fischer,
hvorfor Frederiksberg Kommune
ikke ville hjælpe, blev hun ført bort.  

Langt om længe stillede kommunen under
pres en million kroner til rådighed. Dette dækkede dog kun en lille
del af udgifterne for de berørte.  

For nogles vedkommende fandt sagerne
først sin afslutning så sent som i 1960.   

Frederiksberg Gymnasium slap nådigt

På Frederiksberg Gymnasium
Hollændervej slap man mirakuløst. Her befandt der sig flere
hundrede elever og lærere, da mindst to sprængbomber ramte skolegården.
På et øjeblik blæste en ældre gymnastiksal fuldstændig omkuld.

Drengeskolens bygninger, der husede både
mellemskole og gymnasium blev stærkt medtaget. Kun et mindre antal
pådrog sig overfladiske snitsår og småskader.  

125 døde i Shellhuset

I Shellhuset
var 8 modstandsfolk blevet dræbt, men for mange lykkedes det at flygte.
Det er forskellige oplysninger om tabet af menneskeliv. Man mener at
i alt 125 tyske og danske Gestapo folk
omkom. Dertil også ca. 20 uskyldige danskere.  

RAF havde kalkuleret med at bygningen
ville falde sammen, og at alle danske modstandsfolk ville blive dræbt.
Kun 51 af de omkommende kunne identificeres. Under udgravninger i ruinerne
fandt man legemsdele fra mellem 20 og 40 personer i ruinerne.  

Hovedpersonerne Bovensiepen, Panche
og Hoffmann
havde man dog ikke fået ram på. De havde været til
begravelse på angrebstidspunktet.  

Selve Shellhuset
var blevet ramt af otte bomber. To slog ind over vagtlokalet på hjørnet
af Kampmanngade og Nyropsgade.
Andre to traf det modsatte hjørne ved Vester Farimagsgade.
Yderligere to blev slynget ind i gården og detonerede.  

Tre dræbt på 
Teknologisk Institut

På Teknologisk Institut
lige ved siden, opholdt der sig 600 mennesker. Institutten blev ramt
af to sprængbomber. Den ene slog gennem taget, der vendte ud mod
Hagemannsgade
og eksploderede. Den borede sig gennem etageadskillelsen
mellem tredje og fjerde sal og eksploderede. Den anden bombe havnede
i gården og anrettede omfattende materiel skade.

Både under og efter angrebet opholdt
der sig mange flygtende fra Shellhuset
i ejendommen. Tre blev dræbt og 11 sårede.

Ingeniørernes Hus
ved siden af Shellhuset nedbrændte fuldstændig.   

Seks fly gik tabt

Foruden det fly, der styrtede ned på 
Frederiksberg,
blev flere fly beskadiget af antiluftskyts blandt
andet fra krydseren Nürnberg,
der lå i havnen.  

Et af flyene faldt ned i Fælledparken.
Den endte i et buskas på hjørnet af Idræts Allé
og Øster Allé og brød i brand.  

 Et fly måtte nødlande nær ved
øen Hven i Øresund.
Det lykkedes for besætningen at nå ud på vingespidserne. Men øboerne
kunne på grund af den stærke blæst ikke nå ud til dem. Besætningen
druknede.  

Undervejs blev styrken beskudt fra
Melbylejren.
To Mosquitos
blev ramt af tysk ild og styrtede i Kattegat.  

En Mustang
måtte nødlande ved Lønborg,
fem kilometer vest for Tarm.

Flere af flyene humpede hjem med brændstofmangel.
Et enkelt kom hjem på en motor. I alt 6 fly og 9 besætningsmedlemmer
gik tabt. Besætningen bestod i øvrigt af en eskadrille bestående
udelukkende af canadiere, australiere og newzealændere.   

Razziaer

Soldater fra værnemagten gik i stilling
rundt omkring. Området omkring Shellhuset
blev afspærret. En masse razziaer og anholdelser fulgte.

En større mængde københavnere havde
taget opstilling ved Sankt Jørgens Sø,
for at betragte det det brændende Shellhus.
Tyskerne nåede frem og begyndte at skyde ind i mængden. På Filippavej
løb et halvt hundrede mennesker ind på Sankt Jørgens Gymnasium.
Med skarpladte våben blev de ført tilbage til gården af deres forfølgere,
og

 mange blev arresteret.  

Ville have nyt hovedkvarter

Allerede næste dag fremkom tyskerne
med erstatningsejendomme for Shellhuset og Ingeniørenes Hus.
De havde i forvejen Dagmarhus, Politigården, Nyboder Skole, Vesterportkompelkset
samt andre ejendomme. Man kunne ikke forhindre, at de også overtog
Skt. Annæ Palæ.
 

Først 8 år efter angrebet i 1953 kunne
en tidligere elev fra Den Franske Skole
indvie et monument i Frederiksberg Allé.  

Hvad ville der være sket ?

Man kan ikke lade være med at tænke
på, hvad der ville være sket, hvis de 708 svære 4
– motores bombefly  og 618 eskortejægere fra Storbritanien d
en
2. april havde nået deres mål – Danmark.  

Formålet var at udslette Luftwaffes
danske flyvepladser. Det tog mere end tre kvarter at få alle fly i
luften. Da de nærmede sig Jyllands
vestkyst blev aktionen aflyst. Grunden var dårlig vejr.

Tænk, hvis civilbefolkningen igen havde
lidt overlast og fået samme behandling som borgerne på Vesterbro
og Frederiksberg?
 

Kilde:
Se

Litteratur Frederiksberg (under udarbejdelse)

Litteratur København (under udarbejdelse)

Litteratur Besættelsestiden  

Hvis du vil vide mere:
Om Besættelsestiden: Læs

Besættelsen på 
Nørrebro 1 – 5 (under Nørrebro)

Likvideret på 
Nørrebro (under Nørrebro)

Nørrebro
– 9 dage i sommeren 1844 (under Nørrebro)

Sabotage på 
Nørrebro (under Nørrebro)

Besættelsen på 
Østerbro 1 – 4 (under Østerbro)

Mordet i Vordingborggade (Øresundsgade)
1942 (under Østerbro)

Sabotører og Stikkere på 
Østerbro (under Østerbro)

Hagekors i Parken (under
Østerbro)

Langs grænsen (under Sønderjylland)

Holocaust
– aldrig igen (under Sønderjylland)

Aabenraa
– under de to krige (under Aabenraa)

Fritz Clausen
– en læge fra Aabenraa (under Aabenraa)

Modstandsbevægelsen i Aabenraa (under
Aabenraa)

Sabotage i Aabenraa (under Aabenraa)

Bov Kommune
– under besættelsen (under Padborg/Krusaa/Bov)

Dramaet ved Viadukten (under Padborg/Krusaa/Bov

En sønderjyde krydser sine spor (under
Padborg/Krusaa/Bov)

Frøslevlejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

Fårhuslejren (under Padborg/Krusaa/Bov)

Harreslev
– dengang (under Padborg/Krusaa/Bov)

Baraklejren i Højer (under Højer)

Højer 1935
– 1945 (under Højer)

Bombeangreb mod Tønder (under Tønder)

Historien om Jeppe K. Christensen
(under Tønder)

Obersten fra Tønder (under Tønder)

Sønderjylland 9. april 1940 (under
Tønder)

Tønder under besættelsen (under
Tønder)

Tønder
– efter krigen (under Tønder)

Tønder
– Marskens hovedstad (under Tønder)

Flygtninge i Tønder (under Tønder)

Da Tyskerne kom til Tønder (under
Tønder)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København