Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Tivoli

Juli 7, 2010

Dette er historien om
Georg Carstensen og hans værk
Tivoli. Han døde som en skuffet mand. Aktionærerne ville have
mere og mere overskud. Georg Carstensen
ville have nyheder. Han var en sand iværksætter. Han søsatte et hav
af blade og arrangerede nye former for fester. Han deltog i teatersammenhæng
og grundlagde også et Vinter –
Tivoli
og Alhambra Frederiksberg.
Langt fra alt gik lige godt.
 

Europas tredje største

Dette er historien om en meget initiativrig
mand, som ofte blev udskældt. Han blev vel først anerkendt længe
efter sin død. Men dette fænomen har vi også mødt hos andre danskere.

Dette er også historien om et forlystelsessted,
der i tidens løb har tiltrukket millioner af turister. Og alt dette
er selvfølgelig skabt af en sønderjyde. Ok, i hvert fald med stærke
sønderjyske bindinger.

Fire millioner besøgende har haven hvert
år. Det placerer Tivoli til Europas
tredje mest besøgte forlystelsespark.  

Sønderjysk far

Georg Johan Bernhard Carstensen
blev født den 31. august 1812 i den nordafrikanske havneby, Algier,
hvor hans forældre havde hjemme i det danske konsulat.

Hans far var søn af en landsbydegn på 
Als. Så har vi det med sønderjyske på
plads.
 

De danske konsulater i Marokko, Algier,
Tunis og Tripoli
var oprettet i 1700 – tallet som en led i en
handelsaftale med de fire sørøverstater.  

Georg
havde 11 yngre søskende. Den ene blev digegreve i Slesvig.
En blev læge og emigrerede til Mexico
og en faldt senere ved Slaget ved Isted.  

Bundkarakter i skolen

Georg
gik i skole i Efterslægtens Skole,
som havde til huse i den gamle rentemestergård i Østergade 54.
Mens Georg gik der, var der omkring 120 elever. Det var moderne pædagogiske
principper man gik efter på den borgerlige skole. Men det kneb for
lærerne selv at leve op til det. Der blev udkæmpet mange drabelige
kampe med en nærliggende privatskole. Og lærerne fik et pålæg af
politiet om at hindre eleverne i at hænge rundt på konditorier og
andre offentlige steder i skoletiden.   

Det var ikke de bedste karakterer, der
blev præsenteret. Så Georg
kom ved hjælp af lidt snyd på Herlufsholm.
Det kostede årlig 200 rdl., men så var det også inklusive kost, logi,
varme, vask samt pleje og læge i tilfælde af sygdom.

Ak, Georg
fik bundkarakteren ikke at foragte.
Hans opførsel røbede stor letsindighed og mangel på æresfølelse,
berettede lærerne.  

Ekstra undervisning

Faderen var efterhånden kommet hjem
fra Algier og påtog sig nu ansvaret for hans opdragelse. Overlærer
professor Melchior bemærkede, at Georg
var begavet med et godt sundt begreb og dermed velskikket til at
gøre Fremgang.

Overlærer ved Søetatens Drengeskole,
Peter van Wylich
fik nu opgaven at få ny viden ind i drengens hoved
i Gåsegade i Nyboder.  

Gjorde ikke universitets
– studie færdig

Han lærte så meget, at han fik
andenkaraktereren Ikke urosværdig
Universitetet. Og det gik også ganske glat ved andre studier,
selv om han glimrede ved sin fravær på filosofikum.  

I Kongens Livkorps

Alle duelige
universitetsstuderende havde pligt til at indtræde i Kongens Livkorps
og blive der i seks år. Det var den militærgale Frederik den Sjette,
der havde oprettet dette korps. Med undtagelse af de tre højeste officerer
var korpsets medlemmer ulønnede.  

Nogle år senere søgte Georg
sin afsked, da han skulle rejse udenlands. Han satte kursen mod Afrika.
Om han så sin forlovede igen, stod hen i det uvisse. Så de blev enige
om at hæve forlovelsen.  

Første udgivelse

Georg
havde altid haft trang til at skrive. Måske var det derfor, han ikke
fuldførte sin uddannelse. Det begyndte med Minerva,
mens han var elev på Efterslægten.
Året efter, som 16 årig kom Miniatur
– Bibliotek for Moerskabslæsning.

Han fik en kendt bogtrykker til at forestå produktionen. Salgsarbejdet
blev overdraget til bog – og papirhandler Christian Steen.
Der blev også annonceret i Adresseavisen.  

Dansk Ordsprogs
– Almanak
udgav Georg Carstensen
på eget forlag. Det var en tynd bog i lommeformat. Den indeholdt 550
nummererede ordsprog.  

Tusinde og
én Nat
oversatte Carstensen
fra en tysk udgave, som igen var oversat fra franske og engelske udgaver.
Den var udgivet i kommission hos Reitzel.
Men salget gik ikke ret godt. Anmeldelserne var heller ikke gode.   

Så fulgte Gallerie for danske
og fremmede Classikere.
Men serien blev haglet ned. Man mente at
den var for skødesløs og fuld af trykfejl. Sagsanlæg truede Carstensen.
Han var kun 20 år og var bange for, at hans far ville blive rodet ind
i det. Myndighedsalderen var dengang 25 år. Han overlod derfor alle
rettigheder til boghandler Steen.  

Men så blev Carstensen
hængt ud som litterær tyv. Og det var af selveste og mægtige Heiberg
i Den Flyvende Post. Det var pinligt.  

Forvist til udlandet

Konsul Carstensen
skummede over sin søns letsindighed, ustadige adfærd, der – som
faderen skrev – kunne føre både til skafottet og tronen, i galejerne
eller senatet. Han tvang sin søn udlandet.

Først rejste Carstensen
til Tanger. Han søgte ind i Fremmedlegionen
og rejste til Paris. Men han blev ikke optaget. Snart var det
ikke flere penge. Men faderen sendte dog nogle. Snart havde han ikke
flere penge. Faderen var dog så venlig at sende ham nogle. I mange
måneder hørte man ikke fra ham. Pludselig fik familien et brev fra
Philadelphia,
hvor Carstensen underviste i fransk.  

Bladudgivelse i Philedelphia

Hvad faderen ikke fik at vide, var, at
han var i gang med to publikationer. Men bladene kunne ikke løbe rundt.

Pludselig tog han igen til Europa.
Fra New York sejlede han til Le Havre.
Herfra sejlede han med floddamper til Rouen.
Så gik turen på gåben til Paris.
Han havde ingen penge. Så han stiftede gæld i faderens navn.  

Nyt ugeblad på 
vej

Faderen nægtede at forsørge ham i
Paris.
Derfor opsøgte han familien  i Tanger. Carstensen
vendte tilbage til København
den 5. august 1838. Husly fik han hos sin lillebror, Edward.
Senere lejede han et værelse i Store Kongensgade 55.

På vej tilbage fra Amerika
havde han stiftet gæld i udlandet. Men han kunne ikke retsforfølges
i Danmark.  

Men Carstensen
var ukuelig. Snart gik han med nye planer for et ugeblad, Portefeuillen.
Første nummer udkom den 6. januar 1839. Det var Danmarks
første ugeblad som bevidst var skrevet til kvindelige læsere. Der
var dog ikke en eneste artikel om graviditet, fødsel, børneopdragelse,
madlavning eller håndarbejde. 

Carstensen
fortsatte med at redigere tre numre af kulturtillægget i bladet
Søndag.
Han forsøgte sig også som skuespiller, men med et meget
uheldigt resultat. Et par teaterstykker skrev han dog også med nogenlunde
succes.  

Figaro

Portefeuillen
gik ikke, så snart var Carstensen
klar med et nyt projekt, Figaro.
Første nummer udkom 4. juli 1841.

Figaro
skabte stor opsigt, fordi Carstensen
havde afholdt fester i Rosenborg Have
for bladets abonnenter. Året efter arrangerede han yderligere fire
fester.

Festen bestod dels af Vauxhall,
idet der var ophængt henved 2.000 orientalske lamper mellem træerne.
Der var to orkestrer. Det ene var et Harmonimusik
bestående af 70 musikere. Det andet var et orkester der spillede
Strauss.
Mellem koncertens to afdelinger blev der under holdt med
Tyroler – sange.

Og så var der både skuespil og
fyrværkeri. Bladet Fædrelandet
beskyldte ham for både at være åndløs og kommerciel.  

I 1842 arrangerede Carstensen
indendørs Figaro – fester.
Det varede i alt fire dage og var henlagt til Christiansborgs Ridehus.
Fædrelandet
skrev: 

Duelighed til at arrangere Forlystelser
af denne Art er nu så tidt prøvet, at enhver Anbefaling derfor synes
overflødig.
 

Koncert på 
Østerbro

I august 1842 gav Carstensen
og hans fyrværker to forestillinger Concert og Fyrværkeri
i Classens Have Østerbro.
Der var opsat bænke til 4.000 mennesker. Byens konditorier var rigt
repræsenteret og rundt omkring var der vimpler i alle regnbuens farver.
Der blev opsendt varmluftballoner. Det Lumbyeske Selskab og Livjægernes
Musikkorps
skiftedes til at musicere. Fyrværkeriet blev afbrændt
i tre afdelinger, som hver blev afsluttet med kanonskud. Et rekord stort
antal olielamper var opsat.  

De mange Figaro
– fester
var årsag til at navnet Figaro
blev en legende. En kage, en punch og sågar en af disse nymodens hestetrukne
omnibusser blev navngivet Figaro.  

Det var nu ikke alle der var lige begejstrede
for olielamperne. De fine damer var utilfreds med, at lamperne dryppede
ned på deres fine kjoler.  

Nye initiativer

Så fandt den initiativrige Carstensen
på at udgive portætter af publikums yndlingssangere. De lå på disken
i Capozzis velduftende butik. 2 rdl. For 7 litografier.

Og satire var også en del af
Carstensen.
Han var involveret i bladet Corsaren.
På seks år blev bladet beslaglagt 43 gange med 23 retssager til følge.  

Ny Intelligensblade
bar også Carstensens aftryk. De skulle danne et modstykke til
den Heibergske intelligens.
De to blev hvis aldrig gode venner.  

Carstensen stjæler en ide

Egentlig stammede ideen til Tivoli
ikke fra Carstensen. Den stammede fra en indvandrer, Meyer
Hermann Bing.
Han var søn af en hollandsk jøde og arving til firmaet
H.J. Bing & Søn.
Firmaet omfattede bog – og papirhandel og
et kunstforlag. Forretningen gik strygende . 

 Overskuddet investerede sønnen
i Christianshavns Dampmølle.
I 1852 leverede han startkapitalen til porcelænsfabrikken Bing &
Grøndal.

Sammen med kunstdrejer Nygaard,
ansøgte Bing den 2. juni 1841 kongen om at etablere et tivoli
i stil med forlystelseshaver i andre byer. Ansøgningen blev offentliggjort
i Berlingske Tidende.  

Carstensen
greb ideen. Hans fremtidige arrangementer hed nu Vauxhall, Concert
og Tivoli. Bing
protesterede, men det blev afvist af Magistraten.  

En nøjagtig ansøgning

Carstensen
gik nu for alvor ind i konkurrencen. Mens Bings
ansøgning var løst formuleret, var Carstensens
ansøgning meget mere konkret. Heri fremgår det, at han regnede med
at investere 15 – 20.000 rdl.  

  1. En Bazar til Forhandling
    af alle Arter indenlandske Industriprodukter.
  2. En Concertpavillon
  3. Et Tivoli
    – Theater (for Kunstpræstationer, Dans, Maskerade o.s.v.)
  4. Et Cosmorama eller Panorama
  5. En lavtbrændende Fyrværkeri
    – Estrade
  6. Gynger, Russiske Glidebaner
    (rutschebaner) o.s.v.
  7. Keglebaner og andre Tivoli
    – Spil
  8. En billard
    – Pavillon
  9. En restauration
  10. Kaffehus samt Divan for
    Tobaksrygning
  11. Conditorpavilloner

 

Den største forskel var, at Carstensen
søgte et fem års privilegium og selv foreslog at betale den sædvanlige
afgift til fattigvæsenet på 5 pct. af entréindtægten.

For en god ordens skyld blev Bing
orienteret. Men han ønskede ikke at matche Carstensens
ansøgning.  

Privilegium modtaget

Han fik sit privilegium gældende fra
1. juli 1843. Aftenbladet ville vide, at Carstensen
overvejede en ledig ejendom i Frederiksberg Allé
til sit Tivoli. Men den initiativrige iværksætter havde helt
andre planer. Han ville gerne have brugsretten til en del af glaciset.  

Ingeniørkorpset
havde opdelt glaciset i en række lodder som blev bortforpagtet
for seks år ad gangen. Forpagterne havde tilladelse til at dyrke kartofler
i de første to år af kontraktperioden. Derefter måtte de slå hø,
men kreaturhold var forbudt.

Det jordlod som Carstensen
var interesseret i var nr. 24. Den lå mellem Vesterbro Allé( nu
Vesterbrogade),
voldgraven, tømmerpladsen ved Kalvebod Strand
og Dronningens Enghave.  

Carstensen
havde været i audiens hos kongen. En vandrehistorie fortæller, at
han havde sagt til kongen, at så længe folket morer sig, laver de
ikke revolution.

Måske sagde han, at når folk keder
sig, politiserer de.  

Her må 
ikke graves

Aktiekapitalen var sat til 50.000 rdl.
Den var fordelt på 2.000 aktier a 25 rdl. Der var garanteret en
forrentning på 4 pct. p.a. i en kort årrække, hvorpå indskuddet
ville blive tilbagebetalt, så Carstensen
blev eneejer af virksomheden og kunne drive den for egen regning.

Allerede tidlig var man dog klar over,
at det ville koste flere penge at bygge Tivoli
færdig, end selskabet havde i sin kasse.  

Allerede før Carstensen
gik i gang med sit værk stod der på volden et skilt: Her maa ikke
gravs efter gamle Been.

Men trods meget gravearbejde er der i
tidens løb fundet mange ben. I 1964 fandt man et skelet ved Dansetten.

Her foregik en drabelig kamp mod svenskerne,
da de forsøgte at erobre København.  

Kø 
fra starten

Endelig åbnede Tivoli
den 15. august 1843 kl. 4 om eftermiddagen. Da sæsonen sluttede syv
uger senere havde 178.475 gæster besøgt etablissementet. 

Tivoli i begyndelsen

Fra Vesterbro Allé
spadserede man ned i haven ad Zigzag
– alléen
på ryggen af den lave jordvold langs bredden af fæstningsgraven.

Lige inde for porten i lavningen på 
venstre side af alléen, stod det kasseformede teater fra Ridehuset,
midt mellem to traktørsteder, der solgte fadøl, snaps og smørrebrød
til rimelige priser.  

Ved næste knæk i Zigzag
– alléen
kom man til koncertsalen hvis langside ud mod grusgangen
var en åben søjlerække behængt med lange draperede gardiner i mørkerød
velour. I hver ende af bygningen var der en musiktribune og i midten
et konditorudsalg med borde og stole.

 Koncertsalen var flankeret af to
cafeer i tyrkisk stil Divan 1 og Divan 2.
Til højre for indgangen stod Tivolis
fornemste bygning, Bazaren.
Det trefløjede træhus havde udskårne drager på taghjørnerne, vejrdrager
på tagryggen og fra en vimpelstang vajede det kinesiske flag.  

Midtersektionen rummede en førsteklasses
restaurant med spejlvægge og hvide duge på bordene. Hver af sidefløjene
var et overdækket galleri af luksusforretninger på rad og række.
Den største var Kunst – og Industri Magazinet,
hvor håndværkere og fabrikanter kunne sætte nips og isenkram til
salg mod at svare en afgift til Carstensen,
som selv havde forpagtet lokalet.  

De øvrige butikker fristede med tobaksvarer,
flaskeøl, likører, kager, chokolade, frugt, blomster, handsker eller
silketørklæder. Der var også en skopudser og et udsalg af snurrepiberier
forarbejdet af fingernemme franske tugthusfangere.  

De kørende forlystelser
– bagerst

De kørende forlystelser var anbragt
bagerst i haven. I den ene, jernbanekarrusellen, tog man plads i et
legetøjstog  med åbne vogne naglet til en drejeskive, som blev
trukket rundt af en hest., mens et seksmands hornorkester spillede på
livet løs.

Den anden –  rutschebanen, bestod
af to fireetagers trappetårne, der var forbundet af to modsatrettede
pukkelpister med gelænder. Der var to små vogne med hjul, hver
med plads til to passagerer. De susede ved egen kraft ned ad bakken
fra toppen af et tårn til foden af det andet, hvor passagererne blev
hjulpet af og vognene hejst op igen. 

Af andre attraktioner kan nævnes en
riffel – og pistolskydebane, en udendørs cirkus – manege,
og et vokskabinet med bibelske motiver. Så var der fire overdækkede
gondoler. Her kunne man så sejle Lysttoure i Stadsgraven fra Tivoliets
Grund til Tømrergraven og Vesterport og tilbage.
 

Bedre i mørke

Haven havde åben om morgenen fra kl.
6. Der blev ringet en halv time før midnat, så gæsterne kunne
nå at gå gennem Vesterport,
inden den blev lukket.

Entreen var 1 mark for voksne og 8 skilling
for børn. Forlystelserne kostede 8 skilling, men underholdingen var
gratis. Der var wienermusik og operamelodier fra hver sin tribune i
koncertsalen.

I mangen var der beridere med cirkusheste.
På teatret var der artistforestillinger og skyggespil til akkompagnement
af et ottemands orkester.  

I dagslys så det hele lidt kulisseagtigt
ud, men når mørket faldt på, blev dette fuldstændig forandret. De
simple træhuse blev forvandlet til østerlandske paladser. Buskadser
blev til paradishaver. Voldgravens muddervand blev til en svanesø.  

Bygninger skulle kunne rives ned

Det var militæret, der forlangte, at
bygningerne kun måtte laves af træ, lærred, glas og andre lette materialer.
Så kunne de hurtigst muligt rives ned, hvis svensken eller andre fjender
pludselig dukkede op.  

Publikum opførte sig generelt pænt.
Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål, sjofelheder
og synlig utugt blev ikke tolereret. Ofte spadserede Carstensen
selv rundt i haven for at føre tilsyn.  

I ledtog med kapitalen

I Tivolis
første dage markerede man lukningen med seks kanonskud. Dette vakte
dog forskrækkelse hos de nærmeste. Nogle fik fremkaldt minder fra
Københavns bombardement.
Så dette fænomen blev erstattet med
fyrværkeri.  

Berlingske Tidende
og Aftenbladet priste Tivoli
i høje toner. For landets mest yderliggående avis, Kjøbenhavnerposten
var Carstensen en folkefjende, der stod i ledtog med kapitalen
og aristokratiet.

Fædrelandet
var forarget over københavnernes forlystelsessyge.  

Haven var i den første tid ikke noget
for det bedre borgerskab. Frederik den Syvende
og Grevinde Danner kom der. Men de højere rangklasser betragtede
stedet med skepsis.  

Ikke noget for H.C. Andersen

H.C. Andersen
besøgte stedet tre gange. Den første gang, han var der, kom han ind
i en Sangerindepavillon. Men så begyndte sangerinderne at henvende
sig til ham med sange til ham. Han flygtede ud. Men var dog så interesseret,
at han løb bagved pavillonen og kiggede ind ad vinduerne. En streng
Tivoli – betjent
kom og viste ham bort.

Stå 
ikke der og kig!. Enten skal De gå 
ind, eller også må De gå 
Deres Vej
 

Carstensen
skrev følgende i sit eget blad Ny Portefeuille
i 1843: 

Inde i Koncertsalen midt imellem de
ziirlige Modeldamer, der nikke og vrikke i alle straussíske Takster,
sidde stadselige Amagerpiger og Fornøjelsen bliver derfor ikke mindre
paa nogen af Siderne. I Restaurationssalene sidder Bonden fra Hvidovre
eller Gladsaxe i sin rødstribede Vest og med sine kønne og pyntelige
Døtre midt imellem de fineste Folk af alle Rangforordningens Klasser.
 

Træt af bestyrelsen

Ret hurtigt blev Carstensen
træt af bestyrelsen. De pressede på, for at få så stort et udbytte
som muligt. De var også sure over, at der skulle betales afgift
til Fattigvæsenet
på 10 pct. Han havde overset, at han skulle
have borgerskab på entreprisen, såfremt denne skat skulle nedsættes.

Kasseren plagede konstant Carstensen
til at udlevere udgiftsbilag. Denne ville have ham fyret, da han konstant
berøvede ham den nødvendige Lune.  

Nye tiltag

Medarbejderne stod last og brast med
deres chef. Carstensen brugte masser af tid på at finde nyt
til sit Tivoli.

Der blev plantet busketter, anlagt blomsterbede,
indkøbt piedestaler med vaser og statuer i imiteret marmor. Volierer
med levende aber, kaniner og fugle blev opstillet.

Carstensens
mange rejser førte til mange nye påfund. To nye tehuse i toskansk
stil blev indrettet. Den åbne koncertsal blev lukket med hvide og kulørte
vinduer. Der kom en anden belysning. Et par tamme hjorte blev indkøbt.
En kunstig grotte, blev indrettet. Her kunne publikum købe et glas
vand, som var tappet fra Kirstens Piils kilde
og fragtet ind fra Dyrehaven
samme morgen.  

Flere forlystelser fulgte. Tivoligarden
gjorde sit indtog. Amici, fyrværkeren som Carstensen
havde opdaget i Italien fik sin debut. Til ham blev der indrettet
en fyrværkeri gård med værksteder og en beskeden bolig bag ved
Divan 2.
 

Lejemålet blev udvidet med Gyldenløves
Ravelin,
en lille men romantisk, tætbevokset ø i voldgraven ned
mod Kalvebod Strand. På øens højeste punkt blev der bygget
en ottekantet træpavillon med vinstue og udsigtstårn. Det blev et
stort trækplaster, selv om gæsterne måtte slippe en skilling for
at passere den lille træbro, som forbandt Ravelinen med glaciset.

En anden succesfuld nyhed var Tivoli
– Avisen.
Den kostede 2 skilling og indeholdt programmer og selvros
på bekostning af konkurrenterne.  

Ingen pantomime

Men ak. Brødrende Price
havde anmeldt Carstensen, fordi han opførte pantomime.
Det mente de, at have eneret på, og politimesteren gav brødrende ret.
Kancellibestemmelserne forbød al musik efter kl. 23. Så Carstensen
havde bedt Lumbye at sætte tempoet i vejret, så alle 36 numre
kunne være tidligere færdig.

Midt i en gallop
blev musikkerne en aften standset. Det førte til omfattende uroligheder
og rudeknusninger.  

Forhindrede at jernbanen
ødelagde Tivoli

Da sæsonen var forbi, viste det sig
at anlægsomkostningerne var blevet dobbelt så store som budgetteret.
Carstensen
havde heller ikke sparet på driften. Trods et besøgstal
på 373.765, så var der kun 1.078 rdl. Til udlodning til aktionærerne.

Carstensen
fik forhindret at jernbanen skulle gå tværs gennem Tivoli.
Til gengæld fik han etableret en udsigtsplatform mod Enghaven,
så man kunne følge med i bygningen af denne jernbane.  

Atter problemer med bestyrelsen

Trods aktionærenes utilfredshed kunne
Carstensen
op til tredje sæson præsentere en brøndkur, en
læsesalon og et teltcirkus.

Kurtiden varede fra kl. 7 til kl. 8 om
morgenen. Der blev musiceret og udskænket mineralvand fra Rosenborg
Brøndanstalt.
Man kunne også vælge friskmalet mælk fra en kostald
omme bag Bazaren.  

Nu så det ud til, at københavnerne
havde nået et mætningspunkt. Besøgstallet var faldet til 335.374.
Sæsonen gav et underskud på 12.000 rdl.

Aktionærenes utilfredshed gik Carstensen
på nerverne. Han forsøgte hele tiden, at forbedre Tivoli
med nye tiltag.  

På sin egen grund ved Tivoli
havde Carstensen opført et observatorium. Det var oprindelig
et vandtårn, hvor der på toppen var placeret et par kikkerter. Bestyrelsen
havde afvist projektet. Carstensen
fik også på puklen, fordi han havde valgt at lade Bazaren
belyse med 700 lamper.

Pantomimerne kom tilbage. Carstensen
havde købt rettighederne for 200 rdl. hos brødrende Price.

Ingeniørkorpset
forhøjede den årlige lejeindtægt fra 181 til 630 rdl. Carstensen
protesterede til kongen og fik 25 pct. rabat.  

København fik sit Vinter
– Tivoli

København
burde også have et Vinter – Tivoli. Carstensen
havde kig på to pakhuse ved Skt. Annæ
Plads.
Disse udgør i dag Admiral Hotel.
Pakhusene henlå dengang uden brolægning og beplantning med dybe grøfter
langs kanten.  

Carstensen
havde også kig på en ejendom i Amaliegade 10.
Da afgørelsen trak ud, skrev han atter engang til kongen. Endelig fik
han han handelen i stand og aktietegningen kunne påbegyndes. Casino
synes nu at være en realitet.

De samlede anlægsudgifter var sat til
200.000 rdl. Og der var beregnet et overskud på 25.300 rdl.  

Men ikke alt gik lige let. H.C. Lumbyes
orkestermedlemmer havde hidtil fået 10 mark pr. aften. Nu forlangte
de 12 mark. Men Carstensen ville kun give 9 mark. Carstensen
blev derfor sendt til Hamborg
efter et nyt orkester. Lumbyes
orkester kunne man nu høre på Hippodromen,
et nyopført ridehus i Nørregade.

Carstensen
hyrede et tysk orkester, et ungarsk ensemble samt en fransk balletmester
og hans kone.

Inden 1847 gik på hæld havde
Casino
på to måneder haft 30.000 gæster til sine forestillinger. 

Carstensen i krig

Carstensen
havde besluttet at deltage i krigen mod Slesvig.
Hvis han ikke passede sit arbejde i hele Tivoli
– sæsonen
var det kontraktbrud, sagde bestyrelsen.

Ikke lang tid efter, var der opstået
et oprør på De Dansk Vestindiske
Øer. Carstensen
valgte at tage med i en vestindisk hærstyrke.
Han blev udnævnt som premierløjtnant.

 Hjemme i Tivoli
blev Niels Henrik Volkersen,
der var ansat i trykkeriet og havde stået for Tivoli
– Avisen
udnævnt til at lede forlystelserne.  

Tivolis
privilegium udløb den 30. juni 1848 uden at blive fornyet. Antagelig
havde Carstensen ikke søgt om fornyelse. Måske var det en form
for hævn over for den bestyrelse, han ikke kunne sammen med.  

Gift på 
De Vestindiske Øer

Carstensen
blev guvernørens adjudant. Han tjente ca. 35 gange mere end hvad en
farvet landarbejder kunne tjene, men pengene kunne ikke rigtig slå
til, hvis man skulle leve standsmæssigt.  

Han forelskede sig i en lokal pige,
Mary Ann.
Den 8. april 1850 blev de gift i Charlotte Amalia.
Det foregik i den engelske kirke.  

Afsked på
grund af sygdom

Carstensen
blev som så mange andre ramt af sygdom. Hele vinteren 1850 – 51 var
han ude af stand til at arbejde. I efteråret 1851 lod han sig sygemelde,
og i maj 1852 fik han bevilliget tre måneders orlov med halv løn til
at tage til Nordamerika. Senere søgte han sin afsked.

Frederik den Syvende
godkendte ansøgningen. Nu stod han så i New York 
uden job. Hans kone og barn stødte til ham.  

Nyt projekt i New York

Egentlig skulle han have været på 
rekreation, men så hørte han, at der skulle være verdensudstilling
i New York.

Sammen med en række forretningsfolk
stiftede han et selskab, der skulle rejse en udstillingsbygning. Man
rejste 200.000 dollars.  

Man fandt ud af at bygningen ville koste
300.00 dollars. Der blev uskrevet en konkurrence. Og Carstensen
allierede sig med en tysk arkitekt. De tegnede et krystal palads, og
vandt konkurrencen.

Desværre blev indvielsen væsentlig
forsinket. Byggeriet kom til at koste 600.000 dollars. Og skylden fik
Carstensen
og den tyske arkitekt. De blev heller ikke inviteret
med til indvielsen.  

Atter uden job

Egentlig var det ikke en succes. Barnum,
der kunne tjene penge på alt, lejede paladset. Carstensen
blev en slags vicepræsident. Den 4. juli 1854 blev paladset så genåbnet.

Og igen en gang slog Carstensen
til. Han skrev en bog om forløbet med bygningen af paladset. Den amerikanske
presse var begejstret 

Men det lykkedes heller ikke for verdens
største showman, Barnum at tjene penge Man kan ikke få
en død mand til at stå op
, sagde han. I 1854 nedlagde han sit
hverv som formand for bestyrelsen hen på sommeren 1854. Den 1. november
gik det hele konkurs, og Carstensen
stod igen uden job.  

Under opholdet i New York
havde ægteparret Carstensen
fået barn nummer to. Barnet blev døbt på De Vestindiske
Øer.
Kort efter tog han atter tilbage til Europa
for at skaffe levebrød til familien.  

Casino og Tivoli ville ikke ham

Både Casino
og Tivoli trængte til at blive piftet op. Carstensen
mente, at han var manden de ventede på. Han skrev til begge etablissementer
og gjorde retslige krav gældende. Men der blev stillet modkrav.  

Alhambra på 
vej

Snart opstod der rygter om, at Carstensen
var i gang med noget i Søndermarken.
Sandheden var, at da ingen ville have med Carstensen
at gøre, barslede han med et nyt forlystelsessted . Han fandt et passende
sted på Frederiksberg Allé.
Men alléen var spærret af en jernport. Kun fodgængere, omnibusser
og andre køretøjer med speciel tilladelse måtte passere. På højre
side lige efter runddelen lå en stor lystgård Alléenlyst.
Her boede musikhandler Hornemann.
Han ville gerne udleje grunden til Carstensen.  

I marts blev historien offentliggjort
i Flyveposten:

Capitain G. Carstensen har nu erholdt
Tilladelse til at oprette et Sommer
– Casino paa Hr. Musikhandler Hornemanns Eiendom Nr. 4 (nu 34
– 40) i Frederiksberg Allee, der har et meget betydeligt Terrain.
Bevillingen skal blandt Andet tillade Opførelsen af en storartet Concerthal,
der ogsaa kan benyttes som Theater, samt Op førelsen af forkjellige
mindre Bygninger til Beværtninger og Forlystelser, dog skulle alle
støiende Forlystelser være udelukkede og der vil ikke blive oprettet
Carrousselbaner, Rutchbaner og deslige, hvad der imidlertid ikke har
ligget i Entrepreneurens Plan.
 

Hovedbygningen var holdt i maurisk stil.
Derfor fik stedet navnet Alhambra.
Byggegrunden var på 16.500 kvadratmeter og strakte sig fra Frederiksberg
Allé
i syd til Gammel Kongevej
i nord. Hovedbygningen blev anbragt med bagsiden ud mod Gammel Kongevej.
Den var 100 meter i bredden og 60 meter i dybden.

I indbydelsen stod der, at 10.000
Besøgende kunne søge Ly i Tilfælde af Uveir.
 

Mange tiltag

Fyrværkerimesteren Amici
var fulgt med. Han skulle sørge for fantastiske fyrværkerier. Etablissementet
vil blive forsynet med gadebelysning og gas. Der ville blive afholdt
både vinterfester, karnevalsfester samt fastelavnsfester.

Morgenkoncerter og specielle arrangementer
for børn om eftermiddagen skulle trække nye kunder til.

Nye befordringsmidler skulle sørge for
publikum.  

En ølhalle blev forpagtet af
Hornemann
selv.  

Alternativ grundlovsfest

Carstensen
arrangerede i 1856 en alternativ grundlovsfest på Frederiksberg,
Berlingske Tidende
ofrede 19 linier på denne fest, og kun 2 på
festen i Tivoli.

I løbet af sommeren 1856 arrangerede
Carstensen
14 fester i Klampenborg.
Også på Marienlyst blev der afholdt fester. Der blev også
tid til at arrangere fester i Hippodromen.  

Død 
– som en skuffet mand

I juledagene 1856 blev Carstensen
syg. Han troede, at det var en almindelig forkølelse, men kort før
midnat den 4. januar 1857 døde han af en galoperende lungebetændelse.

På daværende tidspunkt barslede
han med endnu et projekt – et nyt ugeblad.

Han blev hyldet og kritiseret. Han havde
både succes og fiasko. Skuffelser og stridigheder fulgte ham konstant.
Han døde som en meget skuffet mand. Man mente at hans ideer var for
flyvske, og at han ikke kunne indordne sig

Hans motto fik han ofte brug for Hold
fast på lykken, mens du har den.
 

Alhambra fallit

Alhambra
kunne ikke løbe rundt. Den 12. oktober 1861 blev ejendommen solgt på
en tvangsaktion. Familien Hornemann
købte den for kun 22.000 rdl. Hornemanns
søn overtog driften, men i 1869 gik han også fallit. Løsøret blev
solgt. Bygningerne blev revet ned og grunden udstykket til bebyggelse.
Langs vestsiden anlagde man Alhambravej.  

Krystalpaladset nedbrændt

Krystalpaladset
i New York brændte den 5. oktober 1858.

Casino
blev brugt som teater og koncertsal i mere end 90 år. Aktieselskabet
gik godt nok fallit i 1894, men kreditorerne fortsatte driften. 

Casino lukket i 1939

 Den 1. april 1939 lukkede Casino
for bestandigt. Senere blev dele af bygningen brugt som pakhus. I 1957
blev den vestlige del af Amaliegade
10 revet ned og erstattet af et kedeligt betonbyggeri, som tilhører
Assurandørforeningen.
Den østlige del er dog bevaret. Adressen
er Toldbodgade 33. Her på adressen finder vi Admiral Hotel.  

Store omlægninger

Samme år som Carstensen
døde, fik Tivoli en ny ledelse. Haven fik ny gaslys og en efter
en blev de gamle trækonstruktioner erstattet af større og mere solide
bygningsværker. Senere medførte Vesterport
og voldenes sløjfning, stadsgravens og tømmergravenes opfyldning store
ændringer. Det samme var tilfældet med anlæggelse af H.C. Andersens
Boulevard
og Bernstorffsgade.  

Carstensen først anerkendt efter
25 år

Carstensens
navn forblev et uartigt navn i Tivoli.
Først ved havens 25 – års fødselsdag var tiden moden til at han
blev rehabiliteret.

Havens 100 – års fødselsdagsfest
faldt midt i besættelsestiden . Myndighederne gav dispensation for
mørklægningen. Den 15. august 1943 samledes 120.000 mennesker sig
i Tivoli.  

Lumbye

Når man tænker Tivoli,
tænker man også Hans Christian Lumbye.
Han begyndte sin karriere som militærtrompeter som 14 – årig. For
hans komposition Champagnegalop
fik han 50 kroner engang for alle. Når han dirigerede sit orkester,
var det oftest med ansigtet vendt mod publikum og med violinen under
hagen. Enten spillede han selv solostemme eller han svingede buen som
dirigentstok.  

Elvira Madigan

Den parisiske Offenbach
– diva
, Anna Judic førte til endeløs jubel i Tivoli
i 1884. Kong Georg af Grækenland
og Prins Valdemar var blandt dem, der hyldede stjernen.

I 1886 var det søstrene Madigan,
der begejstrede publikum og de kongelige. Det var især den 19 årige
Elvira ,
der i øvrigt var født Hedvig Jensen
og var fra Flensborg, der begejstrede publikum. Hun var en usædvanlig
skønhed, der vakte opsigt med sit lange lyse hår.  

En gummidragt i søen

I 1877 flokkedes man for at se Svømmeøvelser
med kaptajn Boytons apparat.
Ved hjælp af hans oppustede gummidragt
var han i stand til flydende at ligge i Tivoli
– søen
og læse sin avis med en parasol over hovedet.  

Trætte mennesker over bord

En vandrutschebane
sluttede i søen. Flere fregatter har ligget i søen. Den nuværende
er den tredje. Sct. Georg den Tredje
er bygget i 1993.

Ifølge gamle love og forordninger havde
Toldvæsnet
haft ret til at undersøge de små både, der sejlede
rundt i søen for smuglergods.

Ganske vist stammer disse bestemmelser
fra dengang, hvor søen havde direkte forbindelse til havnen og derfra
til det åbne hav. I lang tid var der en underjordisk forbindelse med
havnen. Men den er nu stoppet til. Selv en mini – ubåd har ikke mere
en chance. Men mon ikke mange svenskere er druknet i søen fra dengang.

I hvert fald har man hørt om, at redningsbåde
er trådt funktion, når trætte
gæster er faldet over bord.  

Færgekroen
er en overlevering fra festarrangementet Fiskelejet
i 1934. 

Ballonskipperen styrtede

Mange linedansere har bevæget sig langt
oppe, og udspringere har sprunget 24 meter ned i et vandbassin. Så
sent som i 1942 blev kanonkongen Leoni
skudt ud af sit kanonrør.

Ballonskippere har der også været
en del af. Tardini foretog en opstigning i 1851. Han landede
i Skåne, hvor køerne og bønderne gik i chock. Desværre styrtede
italieneren senere ned over Kalvebod Strand.  

Dengang forgik der hestevæddeløb i
en bane rundt om kunstnerplænen.
Forskellige folk balancerede på galoperende heste. Cykel vædeløb
var der også, sågar på de meget moderne væltepetere.  

Fremmede mennesker

En lang årrække var der hver sæson
karavaner af fremmede folkeslag. Det var en nubisk trup med elefanter
og giraffer. Der var beduiner, indianere og cowboys. Så var der kamelridende
og dansende persere. Tyrkiske haremsdamer mellem orientalske tæpper
og viftepalmer. En hel kinesertrup med tryllekunstnere og skuespillere.
Jo, der manglede sandelig ikke noget.  

Sangerindepavillonerne hørte også 
til Tivolis attraktioner. En af de populære steder var Øen.
Det var på den gamle bastion Holchs Ravelin.
Her skulle man så lige af med bropenge

I Slukefter
bød man på frodige sangerinder, æblekage og punch.  

Nimb

De kræsne og mere velstillede havde
rig mulighed for at få tilfredsstillet deres gastronomiske lyster
i haven. Divan 1 og Divan 2
hørte til de mest fornemme. De almindelige mennesker kunne få vand
på maskine
til medbragt madkurv.

Dengang blev rom betragtet som et nationalprodukt.
Det kom jo fra landets daværende vestindiske kolonier.   

Og navnet Nimb er knyttet til haven.
Restaurationsimperiet blev opbygget af Kammeråd Vilhelm Nimb
og ikke mindst dennes hustru Louise,
der var kogebogsforfatter.

Familien Nimb
kom til Tivoli i 1877 som forpagtere af Divan 2.
Stedet blev også kaldt for Nimbs Veranda. 

 
Fru Nimb
fik med sit gode køkken og sine høje idealer efterhånden
samlet byens spidser.

Den sidste Nimb,
der drev restauranten var Jules Nimb, en nevø
til søsteren.
Han havde dog ikke den samme sans for mad. Restauranten
gled familien af hænde.

Nimb
– bygningen
blev oprindelig kaldt for Bazaren.
Det er den tredje af slagsen 

115.000 pærer i Tivoli

Tivoli
fik sine første radiobiler i 1926. Allerede i 1914 kom trærutsjebanen.
Det er verdens ældst fungerende. Himmelskibet,
der blev indviet i 2006, er verdens højeste karrusel med 80 meter.
Og så er der 115.000 elektriske pærer i Tivoli.
Stakkels elektriker. Poul Henningsen
havde udviklet specielle lamper, hvor lyset ikke kunne ses fra oven.
Disse blev brugt under besættelsen.   

Aldrende damer

Abonninerne er parate, når en ny sæson
starter. De har deres bestemte pladser, og dem må andre ikke røre.
Man regner med at der er ca. 20.000 af dem. Pas på dem, de har uskrevne
rettigheder.

I 1849 udstedte man et dekret, hvori
det hed sig, at abonnementskort á 5 rigsdaler kunne fås 
for aldrende damer, der skønnes at være mindst 40
år.

I vores tid er denne gruppe dog ikke
inddelt i alder.  

Nazistisk hævn

Det var et hårdt slag for københavnerne
den dag i juni 1944, da halvdelen af Tivolis
bygninger pludselig stod i brand. Deriblandt var både Koncertsalen
og Glassalen.

Det var det danske Schalburg
– korps,
der stod bag. Mange af de ting, der foregik i Tivoli
var ikke forenelig med den nazistiske ideologi. Kjell Abel,
der var direktør, var kommunist. Leo Mathiesen
spillede jazz og på dansegulvet var der swing – musik.

Men det kunne også være en hævnaktion
for sabotageaktionen mod Riffelsyndikatet
en våbenfabrik der fremstillede våben til tyskerne.  

Musik og skår i glæden

Louis Amstrong
med den gyldne trompet vakte begejstring i 1965. Og i Glassalen
har de alle sammen været, blandt andet Josephine Baker, Eartha Kitt,
Marlene Dietrich.
 

Og så må vi ikke glemme
Tivoligarden.
Og det søde par der vinker til publikum. De tæller
90 drenge i alderen 9 – 16 år. Der er excerpts og musikøvelser året
rundt. I sæsonen medvirker garden i talrige koncerter.  

Og da jeg første gang besøgte Tivoli
smadrede jeg en del af det ægte danske porcelæn i Det Muntre Køkken.
Dette startede i 1926 af Valdemar Lebech.
Om det er ægte porcelæn tvivler jeg dog på. Det siges nemlig, at
der årligt smadres mellem 12 og 13 tons.  

Det skægge ved Tivoli
er, at man som regel lader de kendte i fred. Dem er der så til gengæld
mange af, når man besøger haven. Engang var der 23 restauranter i
haven med 9.300 siddepladser.  

Julearrangementer og Fredagsrock

Tivoli
adskiller sig fra andre forlystelsesparker ved at have flere indgange.
Hovedindgangen ligger hvor den oprindelige hovedindgang var. Dengang
var det en almindelig træport. Den nuværende port er fra 1890. 

Efter en periode med faldende besøgstal
måtte der fornyelser til. De bestod af fredagsrock på scenen midt
i Tivoli. Den anden var julemarkedet. Her har man nok ladet sig
inspirere af tyskerne, der er gode til disse arrangementer.  

Egne oplevelser

Første gang jeg selv var i Tivoli,
var med Tønder Kommuneskole.
Den store oplevelse dengang var Sven Asmussen.
Anden gang var, da min lillesøster ikke måtte komme op i forlystelserne
med børnebillet. De mente, at hun var ældre end hun egentlig var.

Ja så har jeg oplevet at blive
smidt ud af Færgekroen, fordi vi dansede på
bordet.
Og japanske turister fotograferede os, hvor vi dansede et
uautoriseret sted.  

Og så oplevede jeg at få 
kindkys af to smukke piger, Susanne Bjerrehus og Malou Aamund,
samt et skulderklap af Asger Aamund.
Det skete inde på Nimb, hvor jeg i forbindelse med overrækkelse
af De Gyldne Laurbær holdt en hyldesttale til Jane Aamund.
Hun fældede en del tårer, som så resulterede i et ordentlig kram.
Senere på aftenen fulgte yderligere en.  

Jo, der er sandelig mange oplevelser
i Tivoli – også gratis oplevelser.
 

Kilde:
Se

Litteratur København (under udarbejdelse)  

Hvis du vil vide mere:
Læs

Forlystelser i København

København 1840
– 1880

Det var på 
Frederiksberg
 

  
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København