Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro

Latriner og Kloaker på Nørrebro

Juli 7, 2010

Foredrag i Stefans Kirken den 31.
maj 2010

Vi ser på 
de hygiejniske forhold dengang. Om følgevirkninger af dårlig drikkevand.
Om måden man brugte toiletterne på, og hvordan man fjernede latrinen.
Og så var der åbne kloaker, der blev tømt i søerne, som man
brugte som drikkevand. Midt i stanken og lossepladsen boede Lersø
– bøllerne. Moral og etik ser vi også
på.
 

Stefans
– Kirken var stoppet af glade mennesker. Det var fjerde gang,
at dengang.dk i samarbejde med kirken og Nørrebro Lokalhistoriske Forening
Var med til et sådant arrangement i kirken. En tak skal lyde til samarbejdspartnerne.
Det er altid en stor fornøjelse. Vi lægger et par fotos ud under foto
– galleriet. 
 

Inde i byen

Rigmændene boede i elegante palæer,
borgerskabet i solide ejendomme på byens hovedstrøg og torve. Mens
underklassen som der var flest af, levede sammenstuvet som sild i en
tønde i dårlige bag – og mellemhuse. Ja selv hønsehuse blev taget
i anvendelse som menneskelig beboelse. Fugtige kældre og utæte loftsrum
blev også taget i.

 anvendelse. 

Vand hentede man ved bypumperne. Det
kom fortrinsvis fra søerne. Det var så urent, at det skulle sies
og koges inden brug.  

Toiletterne var anbragt i små skure
i gården over en grubbe, som blev tømt et par gange om året.  

Rotter og herreløse hunde var en plage.
De var glade for de åbne latriner. Men på en varm sommerdag var
det en beklemmende stank i luften.   

Kulilteforgiftning

Kulilteforgiftningen var ti gange større
end i dag. Folk fyrede med træ og tørv. De første fabrikker
var dukket op. Der var tyk røg fra jernstøberier. Jo mere røg der
var, des mere moderne var det. Garverier forurenede med tungmetaller
og syre. Kemikalier og slagteriaffald hældte man bare i søerne.  

Garverierne i Rosenborggade
udskyllede deres kar 4 gange om dagen. Det stinkende affald løb ned
af Frederiksborggade over Kultorvet
gennem Købmagergade over Strøget
for til sidst at plaske i vandet ved Slotsholmen.  

I 1843 var der inde bag voldene 140.000
indbyggere. Spildevandet blev stadig kastet ud på de brolagte gader.

Ja og så var der 2.777 heste, 1.435
køer, 739 svin og 45 får inde i København.
Deres efterladenskaberne blev også bare smidt ud på de brolagte gader.  

Og godt nok havde man en ledning til
Emdrup Sø,
men den kom nogen gange meget tæt på latrindepoterne.  

Under de fleste huse var der såkaldt
kældersump. Her var der mange der tømte latrinaffald om natten, når
ingen kunne se det.
 

Hygiejnekommisionen
fandt ud af, at der i Ryesgade
156A og B var 72 personer, der brugte samme toiletsæde.  

Blågården 1801

Blågården var omdannet til feltlazaret,
sindssygehospital og hospital for veneriske syge. Vandkommisionen
protesterede:
 

  • Skal Veneriske syge, galdne
    Folk, de med Spedalskhed boe så nær ved Landevejen og Peblingesøen,
    hvoraf vi dagligt drikker.

 

Heegaard lå hvor Blågårds Plads
nu ligger og spyede sod, røg og kulstøv ud. I 1836 blev virksomheden
udvidet. En fabrik for tilvirkning af tarmstrenge til musikinstrumenter.
Det afstedkom en meget stærk stank og myndighederne greb hurtig ind.

Der boede dog endnu ikke så mange
herude  

Fuldstændig planløst

I perioden 1850 – 57 opførtes
296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på 
Nørrebro.
Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne
tjente en masse penge.

Moralske, etiske og hygiejniske hensyn
var det ikke tid til at tage hensyn til. Fuldstændig planløst foregik
det. Bülow og Bangert
gjorde, hvad det passede dem.  

Lejekasserner blev opført på kryds
og tværs. Profitten lå i at hobe de flest mulige mennesker sammen.

Lys og luft havde fattigfolk ikke brug
for. Derfor var der både forhus, baghus og sidehus, og ikke mere gårdsplads
end det var nødvendigt for at komme til og fra ejendommen.  

I den ene ende af kvarteret fandtes fornemt
tilbagetrukne villaer, længere fremme uhyggelige spekulationsbyggerier.
Og på Nørrebrogade store herskabslejligheder.

Baggesensgade
slog pludselig et ordentlig sving. Tømrermester Wildau
skulle absolut have et hus liggende i en bestemt retning.  

Koleraen 1853

Koleraen fik katastrofale følger for
Nørrebro.
Man boede så tæt i lejekasserne at smittefaren var
uhyggelig stor.  

Alene på Ladegården
døde 25 kvinder og 31 mænd.  

De stakkels kvinder

Mange af de kvinder der døde på 
Ladegården, var kvinder, der havde bedrevet utugt.

Præventionen var usikker af dyr. Fra
1880 kunne man købe kondomer af fiskeblære og gummipessarer. Lægerne
var dog ikke indstillet på at oplyse om disse muligheder.  

Men så var det godt at der så 
sent som i 1911 dukkede en oplysningsbog op. Den hed Arbejderne og
Børneflokken
og solgte i 12.000 eksemplarer.  

Og hvor var det godt, at de unge piger
fik råd i ugebladenes brevkasser dengang. Når de foreksempel passerede
en ung herre, så skulle dette ske med nedslagene øjne, ellers
kunne det få katastrofale følger. 

Kvindens adelsmærke var kyskhed. Hun
skulle være jomfru, gerne uvidende om samlejet helt indtil hun indgik
i ægteskabet.  

Samtidig var det acceptabelt at manden
besøgte de cirka 40 bordeller inde i København
og de par stykker, der var dukket op i Rabarberlandet.
 

Når det var gået galt, og familien
ikke kunne ernære mor og barn, blev begge anbragt på Fattiggården.
Kvinden blev udspurgt 

Hvor er samlejet foregået?

Hvem var man sammen med?

Hvordan foregik det? 

10 pct. af alle børn var født uden
for ægteskabet. De blev kaldt horeunger.

Fra 1757 til 1938 kunne kvinder føde
anonymt på Fødselsstiftelsen .
Men mere end halvdelen døde af barselsfeber. En markant bedring indtraf
i 1870erne og 1880erne. Da havde man fundet ud af, at der var noget,
der hed bakterier. Læger og jordemødre begyndte at vaske hænder.  

Tilbage til Nørrebro  

I den
”beklageligste” forfatning

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret
var alle sammen private og brygger J.C. Jacobsen
skrev i 1856:  

I regelen er gaderne i den beklageligste
Forfatning, uden Brolægning, uden Fortove og hvad der er endnu værre,
uden Rendestene.
 

Man havde hverken tænkt på vandafløb
eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen
vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.  

Det idylliske vandløb, der i slottets
tid havde løbet langs alléen, var blevet en slimende og stinkende
grøft.

En ildelugtende grøft løb langs
Nørrebrogade,
som drejede af inden Dosseringen,
tog en del kloakvand. En del landede dog i selve søen.  

Det lugter

Den stinkende grøft langs Blaagaardsvejen
gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig mod at
lade den rense.

Vejen var bundløse. Det var umuligt
at køre på dem. Et tørvelæs forsvandt fuldstændig  i
vejenes ælte.

 Kommunen tilbød, at sætte dem
i stand mod at gøre vejene offentlige . Men grundspekulanterne sagde
nej tak. Det betød jo nye byrder og mindre profit.  

Drikkevandet

Drikkevandet skaffede man i begyndelsen
fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assitens Kirkegaard.
Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem.  

I 1833 klagede man over, at der på 
Assitens Kirkegaard
over at kister stod i vand. Man havde forbud
mod at lede det ud i Ladegårdsåen.
Men det fandt vandet selv ud af.  

I 1874 fortæller stadslægen, at der
måtte øses 30 – 40 spande fra gravene.  

Og i 1879 meddelte Blade fra Kirkegården
at flertallet af nogle beboere nede ved Ladegårdsåen
skulle være fundet døde. Man mente, at vandet var fra kirkegården
havde fundet vej til Ladegårdsåen.
Og beboerne havde drukket af det.  

Når vi nu taler om Assitens Kirkegård,
var det ikke så meget styr på det. Dem der skulle holde
øje med det hele, blev fyret, fordi de solgte sprit til de besøgende
og huggede de dødes tøj. 

Mærkelige hændelser på 
kirkegården

Ligene blev kun dækket med 4 alen, så
de hjemløse og omstrejfende hunde fik sig en ekstra bid.  

Man havde godt nok indrettet et hus for
skinddøde. Man havde simpelthen bundet en snor til stortåen på 
den døde. Denne var så forbundet med en klokke, og hvis det så 
skulle ske, ja så kunne man jo være hurtig til stede, hvis man ikke
lige skulle sælge sprit. 

Men den ordning havde også sine
mangler. For mens røvere, var i gang i ved en kiste rejste liget sig
op og forkyndte Så befri mig dog fra dette sted.
Jo, det var Gerda Bodenhof,
der rejste sig. Men røverne blev så forskrækket, at de slog liget
ihjel.

Broderen havde godt nok undret sig, at
hun havde røde kinder, da hun lå i kisten.  

Ja og for at blive ved emnet, så 
udkom der i 1914 en bog ved navn Rotten,
der handlede om en mestertyv og hans datter, der boede i grav på
Assitens Kirkegård.
 

Spildevand

I 1854 havde man anlagt provisoriske
ledninger fra Peblingesøen
og Ladegårdsåen.

Det var heller ikke bedre på den
anden side af Nørrebrogade. Sankt Hans Gade
var anlagt på første blegdam uden at man havde gjort forsøg på at
aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedamssøen.  

Vandinspektør Colding
var rystet over forholdene. Han nævnte en afskyelig stinkende Pøl
i Store Ravnsborg Have. Denne Pøl
skulle aftage spillevand. Men den blev konstant oversvømmet.  

Han foreslog at lede vandet i en kloak
under Ladegårdsåen ud til stranden. Men en sådan anordning
ville koste 15.000 rigsdaler, og det ville man ikke ofre. Og Frederiksberg
Kommune
var ikke med på ideen.  

Dele af Blågårdens
parceller blev konstant oversvømmet af kloakvand.  

Byggeplan opgivet

Man forsøgte at udarbejde en byggeplan
for forstæderne, men så længe der ikke forlå en vandplan,
måtte man opgive en byggeplan.

Endelig i 1857 havde man en plan parat.
Men byggespekulanterne overholdt den ikke. De sad i Borgerrepræsentationen
og havde således intet at frygte.  

Den berygtede Blegdams
– kloak
hvori der lå talrige fulde soldater skulle for længst
have været tildækket.

Man havde masser af planer men Frederiksberg
Kommune
ville ikke være med. Rosenåen
blev brugt som åben kloak.  

Den 14. december 1857 vedtog man Lov
om Gader, Veje og Vandløb i København.

Det betød, at nu kunne der endelig skabes ordnede forhold.

Men der skulle gå hele 30 år før
der blev lagt en stor fælles kloak fra Nørrebro
ud til Øresund.  

Livet omkring søerne

Dengang var det et morast, at gå 
rundt om søerne. Kierkegaard havde garanteret støvler på hver
gang, han gik fra Østerbro til Nørrebro
for at få et glimt af sin elskede Regine,
som for længst var givet ud.  

Købmand E.M Olsen
fik lov til til at sejle med petroleumsbåde. Beboerne klagede over
stanken.  Bådene var en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne,
der kørte strækningen Nørrebrogade – Gothersgade.  

Rengøring af toiletter

Beboerne skulle selv sørge for rengøring
af toiletter. De enlige mænds rengøring var mildt sagt ikke effektiv.
Så børnene gik kun nødtvunget derud. Når de skulle tisse, brugte
de en potte, og når den var fuld så tømte de den i køkkenvasken.  

Indholdet op hos naboen

De store drenge skulle tømme familiens
potte. Det var ikke særlig velset blandt de andre drenge. Så 
dette skete først efter mørkets frembrud, at den skvulpende masse
blev tømt nede i gården på toilettet.

Men blev det for meget for dem, ja så
tømte Pølsedrengene, som de blev kaldt indholdet i vasken.
Det gjaldt så både det lille og det store. Resultatet var at indholdet
dukkede op hos naboen og at faldstammen blev tilstoppet. Og at vasken
blev brugt som pissoir var ret almindeligt.  

Store badedag

Hver lørdag skulle hele familien i bad.
En stor balje blev placeret i stuen. Og vandet blev varmet i fløjtekedelen
på kakkelovnen. Baljen blev kun fyldt en gang, så alle måtte
i det samme vand. Og de små måtte vente til allersidst. Det kunne
jo være at de tissede i vandet og det der var værre.

Der blev skrubbet og håret vasket i
brun sæbe. Så måtte man holde en klud for øjnene ellers gik
det galt.  

Lus

Bagefter blev det kæmmet med tættekam.
At have lus var den største skam, der kunne overgå børnene. Var man
så uheldig, ja så gik man i gang med olie, der havde en kraftig stænk
af petroleum. Et dejligt universalmiddel, der fik hovedbunden til at
boble.  

Fnat

Det var yderst uheldig, hvis skolelægen
fandt ud af, at man havde fnat. Disse små kløende mider var ret irriterende.
Så måtte alle børnne i familien en tur på Kommunehospitalet.
Og det var en barsk omgang. Man blev først smurt ind i en fed substans,
der skulle sidde en del tid. Så blev man sænket ned i et kæmpe badekar
med varmt vand. Efter endt opblødning blev man skuet med sæbe og træuld.
Det gik ikke stille for sig. Børnene skreg. Og derhjemme måtte man
skifte sengetøjet og alt andet tøj skulle vaskes.  

Lopperedder

Mange lejligheder var rene lopperedder.
Der var fugtigt og man havde ikke muligheder for udluftninger. Pludselig
følte man det krible og krable op af sig. Gulve og paneler blev vasket
af i salmiakspiritus og møblerne blev skoldet. Dette kunne holde lopperne
i skak, indtil de atter kravlevede gennem gulve, vægge og lofter.  
 

Børn i renden

Ved den nuværende Teglværksgade
opførtes Aldersro Teglværk.
Rygter vil vide, at mange børn endte deres liv i teglværkets lergrave.
Siden blev gravene fyldt med natrenovation. 

Betjenten, der løb

Det var ikke meget bebyggelse fra
Nørrebros Runddel
til Lyngbyvejen
dengang i 1890erne. En række arbejderboliger og nogle kolonihaver.
Bag ved lå natrenovationen. Inde på pladsen tømtes latrinen i dybe
overdækkede kanaler for at bundfældes. Kanalerne blev ført ud til
et hul på størrelse med selve Runddelen.

I det stille vejr hændte det ofte, at
gassen fra latrinen samlede sig i rørene, så kunne der ske større
og mindre eksplosioner.

Latrinen blev afhentet af omegens gartnerier
og brugt som mødding – velbekomme.  

Når betjente skulle patruljere fra
Nørrebros Runddel
ud af Jagtvejen,
ja så løb de for at få det overstået. Når vinden havde en bestemt
retning kunne det være en meget ubehagelig oplevelse.  

Den uheldige betjent

Dengang havde betjente tjeneste i syv
timers vagt. Og de skulle hele tiden være ud på deres post. De var
tvunget til at spise i det fri. En ældre betjent fandt det bedst at
sidde ned og spise. Han havde fundet ud af, at det var udmærket at
sidde på en omvendt latrintønde.

En dag fandt renovationsselskabet ud
af, at gøre tønden tættere, og så blev bundet dækket af tjære
og asfalt. Det var den pågældende betjent dog ikke orienteret om.
Og efter en times hvil og frokost ville han rejse sig. Men han sad uhjælpelig
fast. Han kunne ikke komme løs, fordi asfalten og tjæren var smeltet.  

Latrinære begivenheder

Med de hastigt voksende yderkvarterer
blev snart misbrugt og mishandlet. Man fik brug for lossepladser og
det, der var endnu værre. Det Latrinære begivenheder.  

Udførslen af byens natrenovation blev
gjort af de berygtede natmænd og natvogne, eller om man vil, lokumstømningen.
Det blev efterhånden et problem. Det gjaldt først og fremmest at få
latrinen ført ud af byen og solgt til landbrugerne. De fik på den
måde billig gødning.  

Kontrakt med renovationsselskab

Københavns Kommune sluttede i 1889 kontrakt
med Københavns Renovationskompagni,
om at få de store latrinmængder bragt bort fra byens grund. Kompagniet
havde dels mellem de længst forglemte lokaliteter, Raadmandsmarken
og Brudesengsmarken
et større latrinoplag med tilhørende bygninger.

Ved Lersøen
havde man også et større depot.  

Kompagniet
skulle ifølge kontrakten inden for fire år nedlægge de to nævnte
depoter. Men det skete ikke.

Lersø 
– depotet
blev i 1890 en rigtig station med sidespor til
Nordhavnen.
Stanken blev ved. En af dansk sangskats smukkeste sange
blev omdøbt til Underlivets aftendufte.  

I November 1890 kunne man i københavnske
dagblade se følgende meddelelse:  

Gjødning til landet. Kjøbenhavns
Renovations – Kompagni lader anlægge en Jernbane fra sine Oplagspladser
til Statsbanernes Spor i nærheden af Nørrebros station, en Strækning
af omtrent et par Tusinde Alen. Anlægget af Sporet have Statsbanerne
taget i Entrerprise.

Til Transport af Gjødningen har Renovationskompagniet
i Malmø ladet forfærdige 12 store Jernbanevogne, der paa et par
Egeplanker nær kun består af Jern og Staal. Paa hver af Vognene er
der Lejer til 3 mægtige Tønder, hvis Forfærdigelse er taget i Enterprise
af en Kjøbenhavnsk Bødkerforretning. Det er da Meningen, at Gjødningsvognene
pr. hestekraft skal transporteres fra Renovationskomapagniets Oplagspladser,
hvor de fyldes, ad den ny Sporlinie til Nørrebros Station for at indrangeres
i Togene og befordres til Landstationerne, hvor saa Gjødningen aftappes
til Forbrugerne.
 

DSB
var tilfredse med de betydelige indtægter. Men beboerne ved landstationerne
og på Nørrebro var sikkert ikke tilfredse med deres stations
nye ære og værdighed som Latrinstation.

Mange nordsjællandske stationer fik
efterhånden denne status.  

Station Lersøen
blev af DSB betragtet som et privat sidespor, men også som en holdeplads.
Det blev opført et beboelseshus til den bestyrende ekspdient. Efterhånden
blev der også ansat en karl.

Til stationen hørte en lille have på 
365 kvadratalen. Gødning havde han jo lige ved hånden. Men
det havde sikkert ikke været særlig behagelig at tage solbad herude.  

Den ejendommelig station åbnede den
1. februar 1891. 

Eksplosion i sommervarmen

Latrinvognene var ikke så store
som pressen gjorde dem til. De tre trætønder kunne tilsammen rumme
10.000 kg. Det varede dog ikke længe før beboerne bare ved synet,
lærte at holde afstand.  

Man havde en anordning så tøndevognene
ikke eksploderede ved indholdets gæring i stærk sommerhede. Det skete
inden denne anordning flere gange. Både ved Lersøen, Nørrebro
Station
og en på en varm pinse eksploderede seks tønder inde på
Hovedbanegården.
 

Desværre var vognene ikke altid lige
tætte. Det betød, at de efterlod en stribe, som godt kunne have interesse
for hunde.  

I de godt 15 år som Station Lersøen
eksisterede blev der afsendt 208.907 tons latrin. Da man var blevet
færdig på Kløvermarken blev Lersø
– depotet
nedlagt.  

Lersø 
– bøller

Hvem var det, der kunne holde ud at bo
i en evig stank, tæt ved losseplads og latrindepot.?  

Lersøen strakte sig i 1900 fra Lygten
til Lyngbyvejen. Sø, det er nu så¨meget sagt. Man havde plantet store
områder til med pil.  

Lersø – bøllerne holdt
til her. Det var vagabonder og andre der nød det frie liv. Storm
P
fik sine motiver herfra.

Forliste skæbner og tvivlsomme eksistenser
opholdt sig her. De byggede blikskure og huler, hvor de kunne opholde
sig. Også storbyens kriminelle, sprittere og voldsmænd søgte her
til. Og de kunne ikke tåle, at se en politiuniform. De satte deres
præg på området og spredte til tider skræk og angst.  

På den nærliggende losseplads
var der masser af ting, at hente. Gamle madrasser var der masser af.
Måske indeholdt de dyr, men det så man stort på. Det var forbudt,
at bruge åben ild, men også det så man stort på. 

Engang imellem måtte man kæmpe mod
store fede rotter, der masede sig ind i hytterne.

Var det noget som Lersøens
beboere hadede, ja så var det arbejde og regelmæssig erhverv. De småskillinger,
som var nødvendig for at sikre sig det mest nødvendige kvantum af
mad og brændevin fik man let ved at tigge eller true en enlig fodgænger,
der så skulle ”købe sig fri” for overfald.  

Karen Spidsmus

I sommermånederne holdt Karen Spidsmus
til på Fælleden. Denne person ledede en bande, der overfaldt
borgerskabet. Slagsmålet forekom ofte og trafik over Fælleden var
særdeles farlig.  

Fælled
– Maja

Fælled
– Maja
var den mest berømte af dem alle sammen. Ofte gik
hun rundt med Julius Østerbro og Nørrebro
for at tigge. Hun gik i meget spraglet tøj. Man sagde om hende, at
hun havde været gift med en læge. Han skulle også have underholdt
hende. Og så var der fest i Lersøen.

De sociale myndigheder havde flere gange
forsøgt at få hende tilbage til en normal tilværelse, men det
lykkedes aldrig. Det lykkedes dog senere, at få en af kongerne
derude fra omvendt. Han hed Jens Schmidt
og arbejde for Blå Kors.

De rige damer holdt sig langt væk, når
de så Maja. Hun kunne finde på, at råbe af dem. Når
hun en sjælden gang var ædru kunne hun faktisk snakke ret så kultiveret.  

Om vinteren boede Maja
og hvis nok også Julius i et skur bag Persons Stenhuggeri
Østerbro. I ledvogterhuset Holger Danskes Briller
Fælleden blev Maja og Julius
vasket.

Når Maja
engang imellem var i detentionen, ja så hændte det ofte, at hun smed
tøjet. I sin ungdom havde Maja Robinson
været en meget flot pige.  

Det var ikke altid let at være Maja.
I Lersøen kæmpede man om hendes gunst. I Aftenbladet den 14.
september 1917 var overskriften:  

Fælled
– dronningen ”Maja Robinson” 
– slaaet fordærvet af sin kæreste.
 

Hvad der blev af Maja,
er der ingen, der ved. Men i 1940erne kunne man se Julius
i Fælledparken.  

Trafikprop på 
Nørrebrogade

Bommene var nede 78 gange i løbet af
et døgn på Nørrebrogade.
Det standsede 361 biler og 18 motorcykler. Anden trafik interesserede
åbenbart ikke DSB. Fodgængerne kunne bare gå over træbroen. Men
hvad med sporvogne, hestevogne, trækvogne og cyklister.

Hvor mange gange mon der kom de såkaldte
chokoladevogne
forbi? 

Chokolade

Det var noget uhyggeligt ved at møde
de stinkende og raslende hestevogne med latrintønderne. De pjaltede
natmænd kørte deres stinkende hestevogne tilbage til depoterne i morgentimerne,
ja så raslede de endnu mere.

Natvogn var et fy – ord. Derfor
blev de kaldt for chokolade – vogne. Farven var jo næsten identisk  

Chokolade
– fabrikken

På samme tid var der i Hørsholmgade
en berømt chokoladefabrik, der hed Cloétta.
Den lå, der hvor dansens Hus ligger.

En vittighed fra den tid, fortæller
om en tysker, der ville se Københavns lyksaligheder.
Han blev slæbt ud til Lersøen:

Wass ist denn dass,
spurgte tyskeren

Schokoladewagen ,
blev der svaret

Ach so, von Cloétta

Nein von Closetta  

Lorteøen

Efterhånden forsvandt lortet (latrinen)
fra Nørrebro. Det blev kørt over Knippelsbro
til latrinkuglen på Amager.
Jernbanearbejderne fik to kroner mere i timen for at tømme disse chokoladevogne,
som lugtede af alt andet end chokolade.  

Kilde:
Se

Litteratur Nørrebro

Litteratur Østerbro

Litteratur København ( under udarbejdelse)  

Hvis du vil vide mere:

Adskillige artikler under Nørrebro
og Østerbro omfatter denne tid


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Nørrebro