Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Øst for Tønder

Juli 7, 2010

”Tyge fra Nold”
stammede ikke fra Nolde. Men der var engang et slot i Nolde. Så
fik præsten børn med husholderen. Og så
var det manden, der fik barn med søsteren. Nis Hinrichsen måtte flygte.
To gange var der religiøs vækkelse i Burkal Sogn. Læs også
om den drikfældige præst. Og da kongen blev sat foran kejseren. Fritz
Clausen gæstede Danmarks mindste forsamlingshus. Skolebørn optrådte
som ligrøvere. Bomber over Rørkær. Og så
er der eksempler på en værre gang blandingssprog. 
 

De første kendte

Hvordan var forholdene her øst for
Tønder – dengang
. Ja man kan kigge i kirkebøger, gå i lokalhistoriske
arkiver eller få fat i gamle erindringer.

Men takket være munkene i Løgum, kan
vi også få nogle enkelte glimt fra dengang.

Således er den ældste navngivne person
i Burkal nok Ubbe Tordsen
fra Jyndevad. Han var i strid med munkene omkring nogle jorde
i Burkal Sogn.

Kongen trådte  til, og dømmer
sagen til fordel for munkene. Vi er tilbage i 1245, og det er muligvis
nogle af Tordsens besiddelser i Jyndevad
som klosteret havde overtaget.  

Adelsfolk i sognet

Denne Tordsen
var en betydelig herre. I 1405 omtales Erik Krummendiek.
Han havde Jyndevad i len fra Løgum.
Denne familie havde overordentlig betydning og var en mægtig holstensk
adelsslægt.

Senere købte hertug Frederik den
Første
store jorde i Lydersholm
af munkene. Før 1237 ejede munkene både en vandmølle, jorder og fiskedamme
i Lydersholm.  

I 1350 nævnes Peder Eriksen Sappi
som ejer af Solvig. Mads Gjordsen
giftede sig til ejerskabet 

I Bov
boede ridder Jannikus Jonsen.
Han tilbyttede sig fra Løgum to otting land
i 1365. Dette jordstykke var tidligere skænket af en kone i Bov,
som hed Margaretha Karoli. Kigger man i gamle papirer, ser man
også at slægten Blå havde besiddelser i selve Burkal.  

Sagnet om
”Tyge Fræ Noll” 

I Nolde
skulle det før 1365 have været et gods, ejet af Peter Ebbisen.
Den sidste ejer hed Tyge van Nold.
Sådan påstås det, men er det nu sandt?
Der er fundet træ fra vold – og vandanlæg på stedet. I sognet findes
et gammelt sagn fra Valdemarstiden:
 

Tyge Fræ 
Noll, der æ fa’e té dem
ål 
 

Det første sted, man møder denne
Tyge Nold
i forbindelse med landsbyen Nolde
ved Burkal er i Pontoppidans: Danske Atlas: 

Ved Nolde, som fordum ingen Bye skal
have været, har staaet et Slot, hvis sidste Beboer, Tyge Nold nævnes
i de danske kiempeviser.
 

Kong Valdemars bryllup

Egentlig findes der flere historier om
denne Tyge Nold. Det er selve sagnet om ham. Men hans navn kendes
også fra folkevisen om Sven Vonved.
Og der findes også en tredje version.

Den første historie lyder sådan her:  

Kong Valdemar sad til bryllupsgilde
på Sønderborg Slot i 7 år. Da snakken slap op, blev løbere
sendt ud i landet for at høre og spørge nyt. Meningen var, at snakken
skulle i gang igen. En af disse budbringere kom gående af vejen til
Nolde, hvor han mødte først 12 grønklædte ryttere, siden 12 blåklædte
og til sidst 12 rødklædte. Han standsede derefter en gammel kone,
der netop kom kørende. Bag i hendes vogn var der bredt halm i bunden.
Ovenpå lå en meget gammel mand. Hun kunne fortælle, at de 12 grønklædte
ryttere var hendes farbrødre. De 12 blåklædte var hendes morbrødre.
Og de 12 rødklædte var hendes sønner,
”å om´obag i æ wuun legge Thøg`fra Nåll, han
æ fae te dem åll”.
 

De andre versioner ligner denne. Det
er så blot blevet til 13 riddere. Men pludselig havde man så mere
at snakke om til bryllupsfesten.

En vise om Tyge Nold
findes i fire versioner.  

Tyge Nold var ikke den sidste ejer

Men har sagnet og folkeviserne noget
på sig. I Rends findes svage rester af et forsvarsanlæg.
I Nolde er der rester af en gammel borg. Men denne borg går
ikke længere tilbage end år 1300. Tyge Nold
er langt ældre. Måske stammer han tilbage til omkring år 500. Han
kan næppe have været den sidste beboer eller ejer på slottet ved
Nolde.

Vi ved, at en stormand ved navn Peter
Ebbisen
ejede Nolde før 1365, og at Otto Snaf
skødede sin by Nolde med den tillæggende
til Hertug Adolf i 1437.  

Ifølge navneforskningen skulle navnet
Nolde
have sin oprindelse i ordet Hnulle,
som betyder forhøjning. I 1365 kaldes landsbyen Nylle,
i 1437 Nulde og i 1505 Nolde.

Måske er denne Tyge Nold
et helt andet sted fra. Øv, det er altid trist at aflive en myte.  

Afhængig af adelen

Slægten Emmiksen
dukker op i sidste halvdel af 1300 – tallet. I 1428 havde slægten
8 gårde i Slogs Herred.  

I 1519 overtager Ribe – bispen
en ejendom i Lund. På denne skulle bo en person ved navn
Chresten Andersen.
 

Den almindelige befolkning kunne dengang
opdeles i to. Det var dem, der var ret frie. Mens andre var ret afhængige
af adelen. Men det er svært at få et samlet overblik af forholdene.  

Burkal Kirke

Kirken i Burkal
menes at være opført omkring 1225. Andre nævner dog året 1170.

 Det er vel nok den yngste i
Slogs Herred.
Ved kirkens istandsættelse i 1622 har man været
lidt hård ved det gamle inventar. Dog har man skånet Lægandskrucifikset
og den gamle messeklokke.

Det sjove er, at der aldrig har været
et rigtigt tårn på Burkal Kirke.

Måske har munkene fra Tønder
haft deres gang i Burkal. I Tønder
blev der i 1238 oprettet et Franciskaner kloster (gråbrødrene).
I 1275 et Dominikaner kloster (sortebrødrene)  

Børn med husholdersken

I 1200 tallet har der selvfølgelig været
en præst i Burkal. Meget imod kirkens vilje har han haft en
husholderske. Han kunne jo ikke være gift med hende . Ofte havde præsterne
børn med deres husholderske. Disse forhold var mere eller mindre officielle
dengang. Og mange præster var med i et slags broderskab med andre kollegaer.

Det vides at præsten fra Burkal
i 1517 var medlem af Den hellige Trefoldigheds Kalentes Broderskab
i Flensborg.  
 

Samarbejde med Bylderup

Det var ikke ualmindelig at der blev
oprettet et vikarembede, som betaltes af broderskabet. Det betød, at
der blev oprettet et alter mere i kirken, hvor vikaren daglig læste
sine messer.  Engang ved middelalderens slutning, blev sådan et
embede oprettet i Bylderup.
Embedet var dog fælles for både Burkal og Bylderup Sogne.
Selv om det var selvstændige sogne kunne de dog godt finde sammen.  

Reformationen kom tidligt

Reformationen var lige så meget et diktat
fra oven end et ønske fra lokalbefolkningen. Men i Sønderjylland
var man tidlig på den. Allerede i 1522 havde Herman Tast
en fast tilhørerskare i Husum.

Hertug Christian
var en ivrig tilhænger af den nye lære. Men i kongens del var der
stadig den katolske kirke, der rådede.  

Men Stepping
– præsten Laurentius Foss (1607
– 1640)
har i sine optegnelser oplyst, at han har set en forordning
til Burkal – præsten udstedt i 1528. Men en egentlig evangelisk
præst kendes først i Burkal
fra 1569. Det var Andreas Michelsen,
der havde været diakon i Tønder
fra 1561.  

Mange forordninger fra hertugen

Ved Sønderjyllands
deling i 1544 kom Burkal Sogn
under Hertug Hans den Ældre.
Indtil 1920 hørte sognet under Slesvig
stift og biskop.

Hertugen var kirkens mand. Han indførte
en del forordninger om straf for ægteskabsbrud og hor, om helligholdelse
af søndagen og en forordning om, hvor mange der må være med til barselsgilder,
bryllupper og begravelser.  

Bønderne ville ikke betale tiende

Meget tyder på at bønderne ikke ville
betale tiende efter reformationen. Igen i 1570 blev der udstedt en forordning
for Slogs Herred om præstetiende.

Det var provsten og amtmanden, der skulle
visitere kirkerne og få orden på regnskaberne.  

Herredsfoged Nis Hinrichsen

En berømt skikkelse i Sønderjyllands
historie
var ejer af Hajstrupgård i Bylderup Sogn, Vrågård
i Burkal Sogn og Vollerup Frigård

m.m. Nis Hinrichsen. I 1518 blev han herredsfoged i Slogs
Herred.
I 1533 blev han forpagter af tolden samme sted. Grunden
til, at han blev berømt, var en episode på Urnehoved Ting
i 1523.  

Bønderne ville ikke mere finde sig i
Hertug Frederiks
( den senere Frederiks den Første)
grusomheder. Man ville hellere have Christian den Anden.
Bønderne havde derfor samlet sig på Urnehoved Ting.

Nis Hinrichsen
havde redet ind mellem dem og foreslået, at de skulle indstille kampen
og acceptere Frederik.  

Men det ville bønderne ikke finde sig
i. Han måtte forlade stedet forfulgt af øksehug og pileskud. Fem pile
blev hængende i hans tykke kappe. Han undslap takket værre sin hurtige
hest. Men bønderne gik dog hver til sit efter episoden. Kappen og hans
sporer hængte i Bylderup Kirke
hen imod år 1800.  

Kong Frederik den Første
udnævnte ham som frimand, som en belønning for hans indsats. Han blev
optaget i Flensborgs Frue Kjøbmands Laug
i 1515.

I Bylderup Kirke
findes en ligsten, der efter traditionen skulle have dækket ægteparret.
Nu befinder den sig foran prædikestolen under mandfolkestolene. 
 

Hertug Hans og hans jagtslot

Hertug Hans den
Ældre
kom en del i området. Han lod først opføre Grøngård
på ca. 1.000 tdr. land. Nogle år senere lod han bygge et jagtslot
ved siden af gården. Og Hertug Frederik
havde jord ved Lydersholm. Det meste af jorden var krat og skov.
Og det meste af skoven blev fældet. Det blev brugt til digebyggeri.

Der var også to udsteder, Tuetmose
og Halekamp.
Men beboerne blev bortvist, grundet umoralsk og forargeligt
levned.  

Da Hans den
Ældre
døede i 1580 blev jagtslottet næsten ikke mere brugt. Det
gik i forfald og allerede i 1648 rives det ned. Den sidste halvdel dog
først i 1656.

Og gården var i privat eje fra 1775
til 1924. En del blev dog med tiden udstykket. Derefter overtog staten
ejendommen og efterhånden blev jorden helt udstykket. I 1956 overtager
præsteembedet i Burkal den gamle gård. 

Moderniseringer af kirken

Det kan undre, at man havde råd til
at udvide og modernisere kirken i en tid med udplyndring og besættelse.
Svenskerne, udplyndrede befolkningen på livet løs. Den danske
konge besatte landsdelen i både 1675 og 1685.  

De første kirkeregnskaber fra 1623 kaster
ikke rigtig lys over, hvor pengene er kommet fra. Men der må åbenbart
have været mange, der strømmede til kirken, for den blev yderligere
udvidet.  

De fattige måtte klare sig selv

I Bylderup
kendes en skole fra slutningen af det 16. århundrede. I 1710 var der
fem skoler i sognet. Men i Burkal Skole
gik der kun 6 – 7 børn.

I kirken havde man en tysk bibel fra
1675, og i 1699 anskaffede man Christian den Fjerdes
danske bibel fra 1633.  

I 1710 bliver der udsendt en række spørgsmål
til præsterne. Og i disse svar kan vi i Burkal
se, at der ikke er truffet ordninger med hensyn til tiggere. Sognet
ydede ikke fattighjælp til deres egne fattige. De søgte derfor uden
for sognet, for at skaffe sig til det daglige brød.  

Barn med sin søster

I 1722 berettes om en mand, der levede
både sammen med sin kone og sin søster. De blev begge to gravide.
Søsteren fødte først, og for at skjule utugten, lod konen som om,
at det var hendes barn. Præsten kom og døbte barnet. Men da konen
steg op af barselssengen kunne folk jo ikke undgå, at se, at
hun stadig var gravid. Det endte med at faderen og søsteren flygtede.  

Pietismen fik sit tag i Burkal.
Prædiken var mere følelsesbetonet og mere inderlig. Præstesønnen
fra Højst, Enevold Ewald introducerede bevægelsen i Slogs
Herred.
Han kom hjem til sin far i 1718, og var meget optaget af
det, han havde hørt i Jena.
I 1727 kaldes han til København,
hvor han bliver leder af Vajsenhuset.
Denne Ewald havde en hvis tilknytning til Burkal.
Lærer Prætorios var søn af den tidligere præst i Højst,
og i familie med Enevolds far.  

Overtage embedet med enke

Allerede i 1720 var der en kreds af
vakte
i Burkal. Degnen Prætorius
var blandt de ledende.

I Burkal
gik præsteembedet som så mange andre steder i arv. Det kunne skyldes
at præstegårdene som regel blev ejet af præsten selv.

Hvis det ikke var en søn til at overtage
et sådant embede, ja så måtte en ny ung præst som regel overtage
både embede, præstegård og den afdøde præsts gamle enke. Som oftest
måtte han gifte sig med hende.  

Afvanding allere i 1712

I Tønder Amts Jordebog
fra 1712 står en interessant bemærkning om byen Nolde:  

Efter at opstemningen af vandet og
engene ved hjælp af stemmeværker er blevet opfundet og indrettet ,
har landsbyen taget synligt til og er kommet i bedre stand.
 

Disse enge havde stor betydning for bønderne.
Så tidlig som i 1713 begyndte man at dele engene mellem sig i
Hostrup Sogn.
Det samme skete i 1757 i Lund,
mens det allerede skete i 1741 i Rends.  

Den første vækkelse i Burkal

Vækkelsen i sognet bredte sig nu til
præstegården. Præsterne fra Stepping, Huntrup og Ladelund
skilte sig ud. Det var den pietistiske – hernhutiske  bevægelse,
der havde indfundet sig. Og Burkal
blev et slags center for denne bevægelse. Man gik hånd i hånd med
Brødremenigheden.
 

Omkring 1781 omfattede vækkelsen 200
sjæle i sognet. Fra den tid stammer udtrykket: 

Burkal var en Guds have, hvor det
udstrøede Guds ord voksede og stod i yndig flor.

 

Fra 1750 – 89 havde sognet en
præst Peter Petersen, der nærmest fungerede som en profet.
Han forudsagde blandt andet sin egen død. Også efterfølgeren Andreas
Prætorius
fulgte i samme spor. Han døde i 1801. Og med hans død
forsvandt den gamle hernhutiske pietistiske bevægelse langsomt.  

En drikfældig præst

I 1792 samlede man sammen til et tårn
til kirken. Cirka 90 hustande samlede 345 mark sammen. Pastor Prætorios
skrev til amtmanden, at det vel ikke var en stor sum. Og der var ikke
mange velhavende, men at man måtte påskønne viljen til dåd.  

En søn af den første pastor Petersen,
der også hed Peter Petersen
var af en helt anden type end sine to forgængere. Det blev påstået,
at han var drikfældig. Han kom til kirken lige fra drikkegilder i
Tønder.
I præstegården havde han en slags elskerinde.  

Det positive ved denne præst var dog,
at han sørgede for et kombineret fattig – og arbejderhus i 1815.  

Pastor Beyer
overtager i 1830 hvervet. Efter ham kom Pastor Claudius.
De sidste rejseprædikanter havde for længst forladt sognet.

Omkring 1850 har folkesproget i sognet
været dansk, mens sognets kirke og skole har været ret så tyske i
sprog og tanke. 

Præsten blev smidt ud

Men dette så ud at vende, da
pastor Johannes Kock
kom til. For ham var kirketjenesten også skolen.
Man havde ikke engang en dansk lærerbog. Han gjorde et stort stykke
arbejde for at få fat i de rette lærerbøger og lærerkræfter.

I 1855 mente han, at have gjort nok for
sognet og ville søge væk. Men det fik han ikke lov til. Han tog også 
fat på at studere det sønderjyske folkesprog.  

Han blev afskediget den 29. april 1864.
Og den 8. maj stod Burkals ungdom ude foran hans vinduer og skrålede: 

Du skal væk du sorte kok, nu har
du galet længe nok.
 

Så hurtig kunne udviklingen vende.
Da Kock måtte flygte, glemte han sine dannebrogsflag. De blev
opbevaret af en tysksindet familie og overrakt den første danske præst
efter Kock . Det var pastor Högel.
Og det var efterkommere af familien, der overrakte Dannebrog,
som nu var syet sammen til et flag.

Grænselandet har mange nuancer!!  

Sproget var dansk

Sproget i Burkal
har altid været dansk. Men ved rigsdagsvalget i 1898 blev der kun afgivet
18 danske stemmer fra hele sognet. I hele perioden fra 1864  –
1920 forblev sproget i Burkal Kirke,
dansk.

Stemmetalet ved genforeningen til fordel
for Danmark var 51 pct.  

I Nolde
blev en senere meget berømt person født den 21. september 1867. Han
hed Emil Hansen og ham vender vi tilbage til.  

En ny vækkelse

En ny vækkelse kom til Burkal.
Det var arbejdsmand Hans Pedersen Nielsen
fra Ballum der sammen med bysbarnet Hans Poulsen var
lægprædikanter for Luthersk Mission.

Der opstod missionshuse i Rends, Jyndevad,
Lund
og Bylderup – Bov.
Også Pinsebevægelsen fik fodfæste. Efter Genforeningen
var Dansk Missionsforbund på banen.  

Forsamlingshuse blev indviet. Danmarks
mindste i Lydersholm blev indviet i 1928, Jyndevad
1929 og Bylderup Bov i 1934. Sidstnævnte blev solgt til Luthersk
Missionsforening
i 1966.  

To mindestene

På kirkegården står to nye mindesten,
en for danske frihedskæmpere, der mistede livet i kz – lejrene, og
en for de sønner fra tyske hjem, der blev krigens ofre ved Hitlers
fronter.  

Store Jyndevad og Rends

Mellem Store og Lille Jyndevad
er der toenhalv kilometer. Og nu er vi meget tæt ved grænsen. Rends
ligger fire kilometer fra Store Jyndevad.
Og nede ved Sønderåen ligger Stade.  

Centrum i Store Jyndevad
kaldtes for Æ Bjørn. Jeg ved faktisk ikke om det stadig er
tilfældet. Her lå også vandrehjemmet og en tidligere kro. Også
købmand Andresen
og bager Lorenzen
havde forretning her.  

 
Vi skal også nævne to smede, Marshall
og Buch. Og så var der to skomager. Storbyen
rummede også en sluse og en mølle og selvfølgelig en mølledam.

Her blev der produceret jævnstrøm til
byen. En aften var mølleren sur, fordi han ikke var blevet inviteret
til fest. Så slukkede han for strømmen i en halv time.  

Jyndevad Mølle
blev først opført i 1896. Det tidligere kongelige korn – og valsemølles
historie kan spores helt tilbage til 1230. Dengang blev den drevet af
munkene på Løgum Kloster.
De anlagde Mølledammen i 1357 og opdrættede fisk. De spiste
nemlig ikke kød.  

Den danske bager lå i Rends.
Den tyske i Store Jyndevad.
Det var meget vigtigt at bide mærke i det. Og slagteren, der lå på
vejen mod Burkal, var tysk.

Den mørkerøde Gendarmgård
lå i Rends. Vi må heller ikke glemme Rends Efterskole.
Og så ligger Pebersmark her også. Vi har mange gange smuglet
os selv
over denne grænseovergang.  

Jyndevad Forsøgsstation
blev bygget i 1939. Det var ellers lige før, det ikke var blevet til
noget. Udenrigsministeriet mente således, at det for tæt ved grænsen.  

En vandrig egn

Kigger vi lidt på egnen ved
Grøngård,
så er den meget vandrig. Her ligger på en kort strækning
fem åer. Grønå, Lillestrøm, Gammelå, Sønderå
og Skelbækken. Grøngård ligger ca. 9 – 10 kilometer øst
for Tønder og 2 kilometer fra grænsen.

Står vi oppe på Jejsing Banke,
så kan vi skimte skovene ved Vestre,
syd for grænsen. Elhøj. Sønder Løgum og Ladelund
skimtes i horisonten.

Først i 1934 kom der elektrisk lys på 
Grøngård.
Og det var også det år, der kom en fast vej til
Sæd.
Indtil da måtte man køre på en meget sandet vej og forsøge
at finde nogle hjulspor.

Her i Sæd
blev der dyrket de specielle Sæd
– kartofler,
af en meget høj kvalitet.  

Oversvømmelserne driller

Der var masser af sand omkring Grøngård.
Engene omkring blev ofte overrislet af Gammelåen.
Man kunne snildt løbe på skøjter helt fra Rends
forbi Lydersholm til Tønder.
I regnfulde somre kunne det være meget besværligt at bjerge både
hø og korn. Når åerne gik over deres bredder, svømmede høststakkerne
væk, udi Vidåen.  

Ved Hestholm
måtte beboerne sejle de 400 meter over til hovedvejen, hvis man skulle
videre til Tønder. Hestholm
lå på et værft.

Selv efter afvandingen kunne oversvømmelserne
skabe store problemer på egnen. Det var meget almindelig med storke
dengang. Således fortælles det, at 20 – 30 storke engang overnattede
rundt omkring på tage, skorstene og i træer.  

I sommeren 1938 herskede mund
– og klovsygen.
I hver eneste fenne lå der syge dyr.  

Både tyskere og danskere til begravelse

Når nogen var døde eller skulle begraves
i Lydersholm og Grøngård,
gik der en bedemand rundt til hver eneste hjem. En overgang var det
æ gammel smej.
Han var iført diplomat med høj hat. Det var også
skik, at alle gik med til begravelser, både tyske og danske. De fleste
gange var der kaffebord i Saksborg Kro
lige ved kirken.

Det skete også at en begravelse
blev foretaget på både dansk og tysk.  

Samme ramme

Dengang var alle landmændene i Lydersholm
tyske. Efter genforeningen i 1920 hang der på Lydersholm Skole
to store billeder. Et af af kejser Wilhelm
og et billede af Luther. Men nu fik man så et billede af
Kong Christian den Tiende.
Og skolekommissionen var sparsommelig.
Man mente godt, at man kunne bruge rammen fra kejseren.

Det var gården, Petersholm
der i 1821 blev indrettet som skole. Den blev senere bygget om. Efterhånden
voksede børnetallet til 50.  

I Lydersholm
blev der efter genforeningen givet tysk undervisning i 10 timer ugentlig.
Men dette kunne de tysksindede familier ikke nøjes med. Så i 1929
blev der opført en tysk privatskole.  

Træbarakker i Lydersholm

Omkring 40 gendarmer bosatte sig efter
1920 i Lydersholm. Der blev bygget en række træbarakker til
dem. De bidrog også til kulturen med deres hornorkester. En fast bestanddel
var de til ringridning og skyttefester.  

Kongelig besøg 

I juni 1934 besøgte de kongelige,
Danmarks mindste forsamlingshus i Lydersholm.

I følget var foruden Kong Christian den Tiende, Dronning Alexandrine,
Kronprins Frederik, Prins Knud og Prinsesse Caroline Mathilde.

Også amtmand Grev Schack og politimester Martensen
– Larsen
var til stede.

Skolebørnene fik fri og flagene vajede
overalt. Dog valgte de tyske skoler i området ikke at give børnene
fri.  

Gamle Eduard Petersen
fra Lille Grøngård havde netop modtaget Ridderkorset
få dage i forvejen. Han var også mødt op for at hilse på kongen
og takke for korset:  

Æ si’e mi kong så manne tak for
e ko´s.
Så gik han i stå, men fortsatte idet han med fingeren
pegede på Grev Schack:

Ham dær, e amtmand var jo ud’ ve
mæ’et den anden daw.
 

Fritz Clausen på 
besøg 

Det lille forsamlingshus lagde rammerne
til meget. Herfra kunne lytterne over det ganske land høre en direkte
radiotransmission. Det var stort.

Og her kom Fritz Clausen
og talte til 25 – 30 meningsfæller. Bageren fra Bylderup Bov
havde været med til at arrangere mødet.  

Ved Lille Tønde Skov
var der friluftsteater. Forskellige turneer spillede her, helt til 1956.
Skuespillerne blev indkvarteret på egnen.  

I Sæd
var det indtil 1945 tysk flertal. Her begyndte den danske skole med
syv børn i en lille privat stue hos en landmand. Efterhånden måtte
man dog rykke ind i storstuen.

En ny skole blev bygget af staten og
indviet i 1933.  Bagefter samlede man sig på den tyske grænsekro.
Her holdt lærer Højmark en flammende tale om Kristen Kold
og hans tanker.  

Et sjovt sprog

Egentlig gik det fint mellem de dansk
og tysksindede i de første ti år efter genforeningen. De fleste kunne
dansk også hjemmetyskerne. Men resultatet blev meget pudsigt,
når man blandede de tyske brokker sammen. Denne der blanding kendes
også inde fra Tønder.  

Ich bin så 
scheiss in stand til morgen

Ich bin så 
scheiss inn stand og æ er slet it rigte opgeregt eno.
Æ har slett int fån mi morgenkaffe ino.

Habe ich dir nicht so oft gesagt,
at do itt må komm så møj schør o
æ brø

Ja, det er hvis kun sønderjyder, der
kan forstå dette. Lederen af tysk ringridning i Saksborg
sagde engang: 

Still gestand! Rechtsumm! Og så 
kié ind a e Lejgaff
 

Stemningen vendte efter 1930 – 
31. Man samledes stadig til begravelser. Men efterhånden sluttede de
fælles folkelige arrangementer.  

Vil ikke drille tyskerne

Den 12. maj 1933 afholdtes et stort idrætsstævne
i Tønder. 1400 børn gik i optog fra Tønder Banegård
gennem hele byen til sportspladsen. Forrest red stolte ryttere. Bertel
fra Grøngård var en af dem. Far og mor havde kørt dem ind
til Tønder. Bertel og hans bror havde hver tre små danske flag
i hånden.  

Da de kørte gennem Sæd
på vejen hjem, gemte Bertel
sine flag i bunden af vognen. Hvorfor gør du det,
spurgte faderen. Jeg vil ikke drille tyskerne,
svarede han. Ork, svarede faderen, det var jo netop det vi
gjorde i Tønder i dag.

Selv i børnenes bevidsthed blev Sæd
regnet for en tysk by, dengang.  

Chokolade og cigaretter til tyske
soldater

Den 9. april 1940 delte hjemmetyskerne
chokolade, cigaretter og bolsjer ud til de tyske soldater. En købmand
delte ud af sine varer i lange baner. Og i Lydersholm
råbte en gårdejerkone til naboen: 

Das haven die Dänen gut von  

I det lille forsamlingshus i Lydersholm
overnattede 14 tyske soldater. Senere forargede det de dansksindede,
at hjemmetyskerne fejrede Hitlers
fødselsdag i det danske forsamlingshus. Det var svært at bære. Masser
af lagkage, blev der bagt. Da Paris
blev taget blev Hagekorsflaget
rejst i Lydersholm.  

Bomber over Rørkær 

Den 28. september 1942 faldt der 400
brandbomber over Rørkær. Tre mennesker blev dræbt, og tre
ejendomme blev fuldstændig ødelagt.

Det gik ikke ubemærket hen i det lille
samfund, at alle gendarmer blev anholdt. I Jyndevad
hjalp en tysk soldat en gendarm til at flygte. Mange blev anholdt, blandt
andet vognmand Hans Therkelsen
i Bylderup Bov.  

De første gendarmer var bukket under
i KZ – lejrene. Sorgen bredte sig i det lille samfund. En mindegudstjeneste
for afdøde lektor Rosenkjær
i Tønder Kirke samlede også mange dansksindede fra Burkal
Sogn.
Lektoren var omkommet i kz – lejren i Husum.  

350 tyske arbejdere ankom til Rørkær
– Jejsing.
De skulle grave tankgrave, skyttegraver og fælder
på strækningen mellem Jejsing
til Tønder.

Soldater blev indkvarteret overalt, og
også flygtninge ankom i stigende antal.  

Bombefly ned ved Jejsing

En vinteraften blev et engelsk bombefly
skudt ned på en mark ved Jejsing.
Seks flyvere blev dræbt. Maskinen og de døde englændere blev liggende
i to døgn. Folk valfartede til stedet. Den tyske skole i Bylderup
lavede direkte en udflugt til stedet og beundrede tyskernes værk. En
af flyverne lå fastklemt i en tjørnehæk. Nogle af de tyske skoleelever
samlede flødekarameller ud af denne døde pilots lommer.  

Bomber faldt ned i Rends, Nolde, Vindtved,
syd for Jejsing
og Solderup.

På hele strækningen til Tønder
blev der gravet maskingeværstillinger, kun et par meter fra hovedvejen
med 50 meters afstand.  

Emil Nolde

Vi havde bebudet, at vi ville vende tilbage
til Emil Hansen fra Nolde.
Han var søn af gårdmand Niels Hansen,
der kom fra det frisiske og Hanne Christine Hansen,
som var født i Nolde. Sproget var selvfølgelig dansk, tysk
lærte man i skolen. 

Drengen elskede at tegne og modulere.
Landbruget var ikke noget for ham. Han kom i lære hos billedskærer
Sauermann i Flensborg.
Efter lærertiden og nogle år i Karlsruhe
og Berlin
kom han i 1892 til Skt Gallen i Svejts,
hvor han var tegnelærer i seks år.  

De følgende år rejste han i Tyskland
og Paris.
I 1900 kom han til København,
hvor han traf Willumsen, Knud Rasmussen og Herman Bang.  

Han sendte billeder ind til Charlottenborg
og Den frie. Men de blev ikke antaget. Han traf også en ung
sangerinde, Ada Vilstrup, som han efter et år blev gift med.

De følgende år blev sværre for
Emil Nolde,
som han kaldte sig.

Og det videre forløb kan du læse i
artiklen Vadehavets maler – Emil Nolde.  

Barndom i Nolde

Emil så resterne af borgen 
Måske blev den brugt som røverborg, konstaterede Emil.
I hans ungdom bestod den lille by af fem huse og fem gårde med i alt
68 indbyggere. Livet omkring Burkal
dengang i 1870erne beskrev Emil Nolde
ganske malende.  

Han beundrede kroværten på 
Saksborg Kro, Ingwert Iveren.
Han havde engang sagt til landsdommeren:
Du skal drikke vand, det er sundt.

Søndag formiddag var Ingwert
altid i form, når kirkegængerne kom forbi, for at få sig en snaps.

Det var sjovt, når en handel skulle
afsluttes. Når 18 okser skiftede ejer. Det kunne være Rasmus Hinrichsen
og Christian Mathiesen
fra Højer
eller Peter Lorenzen fra Dageböll Kog,
der købte dyrene.

Og så skete det også, at man skulle
tælle, hvad der var i indsamlingsbøtten fra kirken. Det foregik i
hjemmet. Faderen var kasserer i Burkal Kirke.  

Når så foråret kom var der både
føl, kyllinger, lam og kalve. Jo, det var noget man glædede sig til.
Og købte man hos købmanden for 15 øre rosiner, ja det var luksus.
De forskellige årstider satte sit præg på Emil.
Naturen havde også sine luner.

Der var høstfest med glade mennesker
og harmonika – musik.

Glæde var det, når frugtvognene fra
østkysten kom. Så var der blommer, pære og æbler. Der kom også
fiskevogne over fra østkysten. Man kunne købe daggamle torsk meget
billig.  

Der var meget, der skulle klares på 
gårdene. Bagning, røgning, slagtning. Og børnene hjalp med. Til jul
spiste karlene og pigerne med i den gode stue.

Der blev badet i Grønå,
og her lærte man også at svømme. Her fangede man også mange fisk,
nogle gange endda laks.  

Det kneb for Emil,
at lære bibelen uden ad. Så ville han hellere lytte, når karlene
fortalte historier. Særlig historierne om røverne ved Kruså, syntes
Emil,
var spændene.

Sproget var en blanding af sønderjysk
og tysk. I skolen blev der talt tysk, religionsundervisningen foregik
på dansk og når der skulle handles med dyr, foregik det på 
plattysk.

Da Emil
blev ni år, måtte han gå en klasse om til stor fortrydelse for faderen.  

Kilde:
Se

Litteratur Tønder

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Læs

Vadehavets maler
– Emil Nolde

Hostrup, Jejsing og Præsten

Sønderjyllands historie indtil
år 1200 (under Sønderjylland)

Urnehoved
– et Tingsted ved Aabenraa (under Aabenraa)
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder