Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov

Første verdenskrig i Bov

Maj 3, 2010

De danske ord forsvandt. Da soldaterne
kom, var der udsolgt af øl. Man efterlyste unge piger. Kaffepunchen
blev dyrere grundet en åndssvag forordning. En karrusel i Flensborg
tiltrak befolkningen. I Klues var der frække piger. Og på Møllesøen
var der skøjteløb. Et år var der mangel på kartofler og på Smedeby
Station tiltrak messing til Kobbermøllen stor opmærksomhed.
 

De danske ord forsvandt

I sognet tænkte man på kammeraterne
ved fronten. Aviserne bragte hver dag nye sejrsmeldinger. Den ene fæstning
efter den anden faldt. Aviserne bragte tabslister i begyndelsen. Spændt
kiggede man efter om der var bekendte på listen. Det skulle snart vise
sig, at unge fra egnen var blandt dem, der faldt. Det var trist læsning.  

Man skulle huske at sige Fahrkarte,
Rückfahrkarte og Bahnsteig. Billet og perron

fandtes ikke mere. De fleste danske ord forsvandt, nogle af dem kom
aldrig tilbage.

Ude på hovedbanen skulle der gås
vagt. Her blev gårdejere med en hvis pondus udpeget. Kirketjener
Hans Jensen
fra Bov var stedfortræder for en af gårdejerne.
Engang, da han kedede sig lagde han sig til at sove ved siden af sporet.
En ældre løjtnant, der var på inspektionstur, opdagede det. Løjtnanten
spurgte, om det var ham, der holdt vagt. 

Jawohl Herr Leutnant fest steht und
treu die Wacht an Rhein
 

Køerne fik ikke mere mask

Selv køerne i Bov Sogn
kunne mærke de ændrede forhold. Malkekøerne var vant til at få et
fodertilskud af mask, som der hver dag blev hentet på et bryggeri i
Flensborg.
Men dette tilskud var nu forbeholdt hestene i Flensborg.
Selv om det var krig, fortsatte man med at brygge øl.

Det var også slut med oliekager
og fodersukker.  

Bindegarn til selvbinderen meldte købmand
P. Møller
i Frøslev også udsolgt af. Mere kunne ikke skaffes.  

Indkvartering af soldater

Nu erklærede England 
også tyskerne krig. I sognet kom der kvartermagere.
I Smedeby skulle der pludselig indkvarteres 60 mand og 2 officerer.
En lille fjedervogn blev straks spændt fast og over til Flensborg
gik det i en fart. Hos slagter Paulsen
blev der købt ind i store portioner, svinesteg, oksesteg og store mængder
af pålæg.

Nogle koner blev der sendt bud efter.
I loen blev der dækket op med borde og siddepladser.  

Så kom de, regimentet i triste
grå uniformer. De fik tildelt deres kvarterer. Og efter bespisningen
tog de ned i den lille eng, for at vaske sig i bækken. Mange forsøgte
at få sig en lille lur.  

Udsolgt af
øl 

Hen imod aftenen blev soldaterne mere
friske. Smedeby, hvor de havde taget ophold så meget idyllisk
ud. De grimme teglværker var forsvundet på den tid. Men det undrede
soldaterne, at der næsten ingen unge piger var i byen.

De fandt ud af at marketenderen lå 
i Hokkerups gård. Så de forsynede sig med øl, og snart var
der udsolgt. Og kroen lå dog lige langt nok væk.

Store bjerge af smørrebrød blev fortæret.
Ikke et eneste var tilbage.  

Nu var det jo praktisk med så mange
raske svende, så de fik lige lidt arbejde i marken, som tak for
mad. Regimetskapellet kom om aftenen til den lille by. Og krigens
slagere rullede snart ned gennem dalene.  

Næste dag var der afmarch. Deres udstyr
vejede 90 pund. Næsten udelukkende holstenere var Regiment 163
fra Rendsborg Garnison var der.

I nattens muld og mørke var de afrejst.
Først en gang til Fårhus,
hvor der var en rampe til toget. Hele styrken med heste og vogne blev
pakket i et tog og sendt til Belgien.

De havde fået en meget uvenlig modtagelse.
Pludselig var de blevet beskudt fra alle vinduerne af civilbefolkningen.
De havde lidt sværre tab. Men straks var de brudt ind i husene, og
dem der var i besiddelse af et gevær blev skudt.  

Hamstring var upopulær 

Alle fremtrædende folk inden for den
danske bevægelse blev sat under husarrest på et hotel. Så 
vidt vides, var der ingen fra Bov Sogn.

Ved krigens udbrud blev der hamstret.
Alt i udenlandske varer blev hamstret, så som kaffe, te , ris, kakao
og mange andre ting. Også stoffer i metervarer blev opkøbt. Aviserne
slog hårdt ned på disse, men lige meget hjalp det.  

Nu var det dog kun pengefolk,
der havde råd til at hamstre. Småfolk
havde ikke råd til det. Der var ingen i Smedeby,
der hamstrede. Her betød det ikke så meget, at man lidt efter lidt
måtte drikke kornkaffe.  

Brød, smør og kødvarer blev rationeret.
På gårdene måtte man slagte en gris om året.

Livet i Smedeby
gik nogenlunde, som inden krigen. 

Sæbe
– en lerklump

Værre var det dog med festtøjet. Man
kunne ikke få sine støvler forsålet. Ja så skulle man
da lige selv have et stykke gammelt drivrem med. Så blev støvlerne
forsålet, forsynet med en jernring og sålerne blev spækket med soldatersøm.

Sæben var også knap. Det man kunne
få som erstatning var nærmest en lerklump, der lugtede lidt af
sæbe. Først efter otte dage kunne man få klumpen til at skumme
lidt.  

Varerne man fik tildelt holdt prisen.
Så her steg udgiften dog ikke. Soldaterkonerne fik en forholdsvis
god understøttelse. Disse blev uddelt af kommuneforstander Jørgen
Lenger.
Det var også ham, der stod for rationeringskortene.  

En mærkelig forordning

Mange bekendte mødtes på Bezirkskommando.
Her kunne man få ordnet sine papirer. På de talrige kroer i omegnen
blev dette så fejret med en kaffepunch eller to.

Og så skete det, at det blev til
flere. I skarer drev de så syngende og skrålende ned til det
sidste tog. Borgerne beklagede sig over denne larm.

Byrådet gik i tænkeboks og fik så
den besynderlige ide at vedtage, at en kaffepunch ikke måtte koste
under 50 Pf. Indtil da havde den kostet 15 Pf. Eller syv stk. for én
Mark.

Men ynderne af kaffepunch var nu meget
snu. Når der nu kom tre eller fire mand ind for at fejre gensynet ,
bestilte de bare en punch eller tre eller fire kopper, alt efter hvor
mange de var. Og så blev de lige så fulde som før. Forordningen havde
absolut ingen virkning.  

Dans og sang forbudt

Al dans og forlystelse var forbudt. Cykelture
kunne det heller ikke blive noget af. Straks i begyndelsen af krigen,
skulle al cykelgummi afleveres. Cyklerne lå nu på loftet eller i udhuset
og rustede. 

Hvis man skulle have tiden til at gå,
kunne man tage til Flensborg.
Her var der en stor og omfangsrig krigsudstilling. Der så man legemesstore
figurer af alle fjendtlige soldater i alle fjendtlige soldater i deres
originale uniformer med hele deres udrustning. Der var sorte, brune,
hvide og gule folk fra hele verden. Et par fjendlige flyvemaskiner og
meget andet kunne også beskues.  

Og når vi nu er ved Flensborg.
Så blev en karrusel opstillet i Nystaden
lige over for Biehls Trælasthandel.
Men ak, der var kø hele tiden.

Mange måtte vente helt til kl. 21.30,
for da måtte soldaterne forlade området med deres piger. De skulle
være i seng klokken 22.

Det var nu ikke udelukkende for at køre
karrusel, folk var kommet. Karusellen spillede jo alle kendte dansemelodier,
så folk benyttede dette til at tage sig en lille dans. Og plads
var der nok af. Karrusellen stod på en nedlagt byggeplads. Og
politiet holdt sig væk.  

De frække piger fra Klues

Så gik det nord på. Mange bøjede
af undervejs. Og til sidst var dem fra Bov Sogn
alene med de frække piger fra Klues.  

Disse piger lokkede de unge mænd fra
Bov
til at besøge dem. De havde et sted, hvor de ofte dansede i
mørke til klavermusik.

En gang imellem tog man også toget
for at gå i kino i Flensborg.

Ellers sad man på halmknipper i
hestestalden og udvekslede nyheder. Her sad man også og sang og
spillede lidt.  

Englænderne duede ikke

De bedste heste tog militæret.

Men der var hjælp til landbruget. I
Bov
havde man indrettet et lille kvarter til krigsfangerne. Der
fulgte to vagtposter med. I begyndelsen var det englændere. Men gårdejerne
havde store mistro over for dem. De havde ikke det mindste begreb om
landbrug.

Ofte tog de sig store friheder og meldte
sig syge. Vagtmændene kunne ikke rigtig stille noget op med dem. Det
hele endte med, at de blev sendt tilbage til fangelejren i Güstrov.  

To dage senere kom russere i stedet.
De var helt anderledes og blev højt værdsat af bønderne. De var en
trofast hjælp de sidste år af krigen.  

Mangel på 
arbejdskraft

Efterhånden blev flere og flere indkaldt
til militæret. Det stillede større krav til de andre med at klare
høsten og andre ting på gårdene. Og høstfesten blev også klaret.
Vafler og sødsuppe blev serveret til middagen.

De fleste mænd i sognet mellem 20 og
30 år var indkaldt. Der var akut mangel på arbejdskraft.  

Som ofte foregik session på 
Hotel Nordischer Hof,
det senere Flensborghus.

De kommende soldater blev opstillet ude
i gården. Derefter blev de 17 – årige kaldt op ved navneopråb.

Efter en kort uddannelse blev de unge
så sendt til fronten. Forældrene til dem, der ikke klarede den
fik et brev, hvori der stod, at deres søn havde lidt heltedøden for
Tysklands ære.
 

Pligtaflevering af halm hørte til dagens
orden.

Ovre i Jørgensby
var der en hel fabrik, der ikke lavede andet end at skære hakkelse.
Der lå store lagre af halm og tagrør uden for fabrikken.  

Skøjteløb på Møllesøen

1916 begyndte med voldsomme snemasser.
Der var også besvær med belysningen, når der skulle arbejdes
i stalden og på loftet. Petroleum kunne ikke skaffes. Man kunne
få staldlygter til karbid
og også til kogesprit. Men disse var ikke særlig effektive.
Det meste af arbejdet blev foretaget i mørke.

Man kunne løbe på skøjter på 
Møllesøen.
Der var masser af liv dernede. Også fra Kobbermøllen
kom de unge på skøjter.

Flere gange kom Kommerzienratens
børn fra Krusågård med deres gæster ned på søen. De havde
fået undervisning i skøjteløb. Og det så imponerende ud. De kom
dog også med de bedste skøjter, der kunne fremskaffes. De andre skøjter
var hjemmeslavede. En meget sindrig konstruktion.  

Tøj og støvler fra Flensborg

Det kneb efterhånden med skotøj. Også
arbejdstøj var svært at skaffe. Hos Adolf Johansen
i Nørregade i Flensborg kunne man købe billige bukser. Problemet
var bare, at de ikke kunne tåle at blive våde. De var fremstillet
af grove papirtrevler, som var sammenvævet. Ja, de kunne heller ikke
tåle at blive vasket.

De holdt nu ikke længe. En gang regnvejr
og så var de ikke bukser mere.  

I Flensborg
blev der oprettet to udsalgssteder, et for brugte reparerede militærstøvler
og et for arbejdstrøjer og bukser omsyet til civilt formål. Desuden
kunne man købe kasseret militærudstyr. Begge steder lå nede ved havnen.
For at kunne købe tingene skulle man være i besiddelse af en Bezugschein.
Det viste, at man var trængende.  

Soldaterkonerne gik i grupper til marskandiserne
i Flensborg. Et stykke strikketøj kunne oprimpes og garnet bruges
til at strikke strømper af. Gamle frakker og jakker kunne sprættes
op, vendes og udmærket børnetøj blev resultatet. Når konerne havde
afsøgt det hele gik det med toget tilbage. Udbyttet var ikke altid
tilfredsstillende, men man havde haft en fornøjelig dag ud af det.  

Lyngkoste fra Frøslev

Ude i Fårhus
var der opstået en produktion af lyngkoste.
Det var Jes Asmussen, der startede dette. I lang tid lå han
på lazaret. En granatsplint havde beskadiget hjerneskallen. I stedet
for den manglende hjerneskal havde man indsat en sølvplade.

Men produktionen var nu ikke den store
succes.  

Mangel på 
kartofler

Et år slap kartoflerne op. Man måtte
i stedet spise gulerødder og atter gulerødder. Rugvælling blev ligefrem
en delikatesse i sammenligning med dem. Denne vælling blev serveret
både morgen og aften. Om morgenen fik man dog to stykker brød til.
For det meste var det kvark på.

Kvark var en slags ost, som man lavede
af skummetmælk, og den lod sig smøre lige som smør.   

Gaver til frontsoldaterne

Hvert år op mod jul blev der iværksat
store indsamlinger af Liebesgaben
til frontsoldaterne. De første år blev der samlet meget ind, men efterhånden
var det ikke så meget at komme efter. Man gjorde dog store anstrengelser
for at hjælpe de pårørende ude ved fronten. Det var cigaretter, tobak,
måske en ny pibe eller et par hjemmebagte pebernødder. Måske var
der også en sirupskage imellem.  

I foråret lagde man et feltbanespor
fra Kobbermølle op til Smedeby Station.
På dette spor skulle smeltemateriale køres til fabrikken, hvor man
smeltede det og lavede granattændere af det. Materialet kom fra
Belgien,
hvor man havde beslaglagt alt kobber – og messingtøj.
Dette var for længst afleveret herhjemme. Nu var det ikke så meget
af dette på Bov – egnen blandt småkårsfolk.  

Messing til Kobbermøllen

På Smedeby Station
stod tipvogne med lysestager i alle størrelser, fra små sirlige på
10 cm op til store svære på en meter. Kristus – figurer i samme
størrelsesorden. Kobberkedler, vægtlodder, statuer og statuetter,
klokker, skåle, dørplader. Der var tusinde forskellige ting, der stod
klar til at blive forarbejdet. Masser af ting var hentet fra kirker.

For de unge i sognet var Smedeby Station
et yndet udflugtsmål. Der var altid noget at hente.

Engang løb et par vogne af sporet nede
ved slottet. Ladningen bestod af krucifikser af messing. Russiske
krigsfangere kom forbi og puttede en håndfuld i lommen.

Der stod også en vogn på 
stationen uden tippelad. Den lånte de unge sommetider om aftenen. Så 
stod den på halsbrækkende køreture ned ad bakken.  

Lys i Smedeby

I sommeren 1917 blev Smedeby
koblet til kraftværket i Flensborg.
Masterne blev rejst fra Bov
til Smedeby. Fem mand var beskæftiget med det arbejde, men det
gik nu ikke så hurtig. En mast pr. dag. En transformator blev etableret
ved Pebergade. Det var et stort øjeblik, da der kom lys til
Smedeby.
Pludselig tog arbejdet i stalden om morgenen kun den halve
tid.

Nu kunne de unge også mødes under
rigtig lys i hestestalden, selv om de fik at vide, at de skulle spare
på det nyerhvervede lys.  

Tyskernes nationalspise

Nede i dalen på Valdemarstoft
havde man specialiseret sig i tørring af roer. Senere blev der lavet
Dørrgemüse
af dem. Det var næsten blevet Tysklands
nationalspise i særdeleshed af småfolk i byerne.

Myndighederne fortalte, at når 
Rusland
var erobret ville der være mere mad til befolkningen.  

Mange husholdinger havde plantet sukkerroer
i deres haver. Der blev kogt sirup af dem op mod jul, hvis man ellers
kunne få fat i noget mel.

Julemåltidet bestod også af langkål
med svinehoved.
Og gaven bestod som regel af noget sammenflikket
tøj.  

Rygter når Smedeby

Rygter opstod om strejker i Polen
og opstand i marinen. I Kiel
var der ligefrem revolution. Også ud til fronten bredte uroen sig.
Disciplinen faldt og efterhånden gik der opløsning i det hele.

I Smedeby
var man ikke lutter begejstret for udviklingen.  Tyskerne var kendt
som et lovlydigt folk. Her var der ikke så meget plads til anarkistiske
tilbøjeligheder. I Berlin kæmpede marinen mod infanteriet.
Der var ingen anden udvej end at søge våbenhvile, men inden, ja så
stak kejseren af til Holland.  

Uorganiseret afmønstring

Efter kapitulationen begyndte afmønstringen.
Men det var temmelig uorganiseret. Mange vente hjem inden. De efterlod
dog lige geværet. Ind imellem fandt de et tog, men ellers gik det til
fods.

I hjemmene var der glæde. Krigen var
forbi. Krigens følger forsvandt dog ikke lige med det samme.  
 

Masser af arbejde i Bov Sogn

I byerne var der masser af arbejdsløshed,
men ikke i Bov Sogn. Kommerzienrat Hübsch
Krusågård, der ejede mange ejendomme på egnen, beskæftigede
flere hundrede mand ved anlægsarbejde og byggeri.

Vejvæsnet brugte også masser af
folk. Ofte havde man en lang vej til arbejde. Der fandtes stadig ingen
cykler. Levnedsmiddel – situationen var ikke blevet bedre. Men man
behøvede ikke mere at tænke på pårørende ved fronten.  

Nye tider

Pludselig blev der indført en arbejdstid
på otte timer dagligt. Men det mærkede man nu ikke noget til
i landbruget. Nu gjaldt valget pludselig også for kvinder. Valgalderen
blev nedsat og der opstod helt nye partier.  

En ny rigsdag, en regering og en præsident
skulle vælges. De allierede krævede enorme krigserstatninger.

Forordningen om, at heste ikke måtte
slagtes, så længe de kunne stå på benene, blev ophævet.  

Bal på 
Bov Kro

De nye tider prægede befolkningen i
Bov.
Man talte pludselig om politik. Ja den enkelte havde pludselig
et standpunkt.

Nu måtte man pludselig danse. Man fik
trang til at indhente det forsømte. På Bov Kro
var der nu bal hver søndag. Ved indgangen til salen hang en stor plakat,
der bekendtgjorde, at dans i jernbeslået fodtøj var forbudt.

Kromanden stod selv og lyttede efter
mistænkelig fodtøj. De stærke drikke havde endnu ikke vundet indpas.
Men stemningen var alligevel høj. Man drak vin eller bowle, der bestod
af forskellige slags vine. 

Arbejderrådets ultimatum

Hver kommune fik sit arbejder – 
og bonderåd.. Officielt var de valgt af folket. En af de første initiativer
var, at man omgående skulle forhøje smørrationen fra 50 gr. Til 75
gr. Om måneden til Smedebys
befolkning. I modsat fald ville folk fra Smedeby spærre sine grænser
for al aflevering til Flensborg.
 

Farvel til krigsfangerne

Det var lidt sørgmodigt, da de russiske
fangere skulle forlade sognet. De blev kørt til banegården i Flensborg.
Ved banegården holdt et langt tog med lukkede godsvogne. Langs resten
af toget stod i lange rækker af fanger opstillet med små mellemrum.
Mellem hvert hold og foran hvert hold stod vagtfolkene.  

Der blev udvekslet mange gange Dosvedanje.
Fangerne gav udtryk for, at de aldrig ville glemme befolkningen i
Bov.
Om de kom helskindet hjem vides ikke.  

Kilde:
Se

Litteratur Padborg/Bov/Krusaa  
 

Hvis du vil vide mere:
Læs

Genforeningen i Bov Sogn

Frøslev – dengang Sønderjyllands
største landsby

Kobbermøllen ved Krusaa

Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
(under Tønder)

Minder fra Tønder 1864 – 1920
(under Tønder)   
 
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Padborg / Kruså / Bov