Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Ahlefeldt og Søgård

April 5, 2010

Da Kong Hans endelig erhvervede Lundtoft
Herred, var det ikke meget tilbage. Adelen ejede det meste. Godset Søgård
var Slesvigs største. Og her sad slægten Ahlefeldt på 
magten i 300 år. De var nu ikke alle Guds bedte børn. Internt i slægten
var der også uenighed.
 

Myter og sagn fra Søgård og Kliplev

Slægten Ahlefeldt
har haft stor betydning i egnen omkring  Aabenraa.
Ikke mindst i Søgård i Kliplev Sogn.  

Der har boet en heks ved Søgård
Sø. Grev Ahlefeldt
har haft besøg af ham med et
rødt ar i panden.
I nærheden af Kliplev
er der støbt fortryllende lykkekugler. Til dette skulle der bruges
dødningehoveder, som man hentede fra et nærliggende rettersted.

Et kostbart smykke fra paven i Rom
har engang reddet en smuk ung pige fra døden under et opgør på
Søgård.
 

Skal man beskrive Søgårds
historie må man vide, at stedet er behæftet med mange sagn og en del
overtro. Den legendariske Frederich Fischer
fra Aabenraa udgav i 1861 historien ”Kuglestøberen”.
Den er nu kommet i en ny udgave. 

Kendt
fra 1300

Allerede Kong Valdemars Jordebog
blev Kliplev betegnet som en form for kronegods.

I begyndelsen af 1300tallet kom godset
i de slesvigske hertugers hænder. Der blev opført en gård ved
Store Søgårds Sø.
Det menes dog, at Søgård
er betydelig ældre.

Stedet blev underlagt administration
fra det fjerntliggende Tønder Slot.
Ganske upraktisk, skulle man mene.  

Limbæk slægten overtager

For at lukke et hul i sin kasse pantsatte
hertugen Lundtoft Herred til slægten Limbek.

Den første lensmand som er kendt på
stedet var Johan Limbek, der i 1344 fik Lundtoft Herred
i pant af hertug Valdemar. Senere overgik gården til Johans
bror, Lyder Limbek.

Denne Limbek
– familie
har vi beskæftiget os med i talrige andre artikler
her på siden.  

Benedikt Ahlefeldt på 
Langeland

I 1355 hærgede Benedikt den Anden
Ahlefeldt
Langeland.
Da hertugen gik til modangreb reddede Valdemar Atterdag
ham i sidste øjeblik. Sådan fortæller Sjællandske Krønike.

Benedikts
ældste søn – Benedikt den Tredje
sluttede sig i 1368 til et stormandsoprør mod kongen. Margrete den
Første
var hårde over for stormændene. 

Den første Ahlefeldt på 
Søgård

Fra 1398 optræder Ahlefeldterne
i Søgårds historie. Slægten støttede egentlig hertugerne.
Men Benedicht den Anden gik over til Kong Valdemar.
Han døde i 1360, og hans søn Benedicht den Tredje
fortsatte loyalitet over for kongen. Ja den blev så stor, at han blev
én af de fem betroede riddere, som kongen overlod landets styre til,
når han foretog udenlandsrejser.

Slægten fik sikkert på grund af
denne loyalitet lenshøjheden over området. I løbet af meget kort
tid blev Søgård Gods en af de største i Slesvig.
Det hjalp sikkert også på økonomien, at Benedikt den Tredje
indgik ægteskab med en af Claus Limbæks
døtre – Catherine.  

Men det kan undre at Limbæk
– slægten
gav afkald på både Søgård og Tørning.
Det var en stor familie og arven skulle sikres.  

Den gamle borg

Den gamle borg lå på en holm
i søens nordøstligste vig. Formentlig blev borgen omkring 1480 afløst
af et stenhus. Omkring 1550 var der tale om et firlænget anlæg med
port igennem det nordlige hus. Antagelig har der også været et voldsystem
eller en bastion i det sydvestlige hjørne til Søgård.  

Ærkedegnen på Søgård

I 1490erne havde ærkedegn Joakim
Ahlefeldt
rådighed over østfløjen på Søgård.
Her havde han mulighed for at rekreere sig i landelige omgivelser. I
generation efter generation valgte man at dele hovedbygningen mellem
flere brødre og deres familier.  

Da kong Hans
i 1498 indløste herredet var langt over områdets gårde blevet til
fæstegods under Søgård.  

Uenighed på 
Søgård

Gennem 300 år regerede den mægtige
slægt Ahlefeldt på stedet. Men stridigheder i slægten, førte
til, at der blev etableret en mur gennem gården. Det ses på gamle
afbildninger. Borgergården blev simpelthen afskåret. Efterhånden
foretrak den ene gren af familien længere øst på til Sundeved.

Den ene gren havde det halve Søgård,
med gårdene Grøngrøft og Årup.
Den anden gren havde Gråsten og Stoltelund.  

Claus Ahlefeldt
havde ved sin død i 1487, tre sønner, der skulle arve efter ham. Den
yngste Joachim var teolog og ærkedegn i Slesvig.
Derfor var det de to ældste brødre Benedikt og Jørgen,
der skulle dele arven.

De var godt nok brødre, men ikke særlig
gode venner. De delte derfor jord og slotsgård med en stor muret gård
mellem sig.  

Under bataljen med bønderne i Ditmarsken
omkommer hele 9 mænd fra Ahlefeldt
– familien.
Blandt dem var Jørgen. Benedikt
overtog hele gården.

Ved Bendikts
død i 1519 overtog sønnerne Frantz og Gregers
godset. Men ak og ved. Disse to kunne heller ikke enes. Stridighederne
eskalerede voldsomt. Igen blev alt delt. Gregers
flyttede fra Søgård. Han flyttede til Troldlykke
og derfra videre til Flensborg.  

Dominans i Lundtoft Herred

I 1524 erklærede Frederik den Første,
at de adelige godsherrer selv måtte udøve hånd – og halsretten
over deres undersåtter. Måske havde Søgård
allerede da udøvet birkeretten. I 1600 tallet blev der i hvert fald
afsagt domme på Søgård.  

Ahlefeldternes
dominans i Lundtoft Herred på reformationstiden var overvældende.
Man rådede over 5 fæstegårde i Holbøl Sogn,
og 53 selvejergårde, der lå i Tønder Amt.
178 gårde i Lundtoft Herred
tilhørte slægten Ahlefeldt.
De ejede alle gårde på nær tre i hovegårdssognet  Kliplev
og nabosognet Kværs. Knap 75 pct. af gårdene i de næstnærmeste
sogne Felsted og Ensted ejede de.  

Ditmarsken kræver sine ofre

De to brødre, Frantz og Gregers
deltog i sommeren 1559 i krigen mod Ditmarsken. Frantz
faldt under stormen på Heide
den 13. juni. Gregers blev såret af et skud i benet. Han fortsatte
kampen, men det gik betændelse i benet. Det medførte hans død. Begge
brødre blev begravet i Kliplev Kirke.

Søgård
– en bastion

En primitiv skitse viser Søgård
omkring 1569. Adgangen til borgen fandt sted ad en lang bro, der førte
over til søens nordlige bred , hvor avlsgården antagelig lå. Anlægget
var stærkt befæstet. De første Ahlefeldter
på stedet stillede også anlægget til rådighed for de holstenske
grever i kampen mod Erik af Pommern.

Ahlefeldterne
forstod at holde opsætsige bønder fjendtligsindede standsfæller på
afstand.  

Præsten fra Kværs fik bank

Gregers søn, Hans
arvede Gråsten Slot. Da han ikke var myndig, styrede moderen
arven. Da han allerede døde i 1580, måtte der igen en umyndig søn,
Gregers
overtage besiddelserne. Senere var det denne Gregers,
der for alvor gjorde Gråsten Slot
stort.

Omfattende byggerier betød at det nye
slot først var klar i 1616. Kun fire år kunne Gregers
nyde det.

I 1620 efterlod han sine besiddelser
til sin ældste søn Hans,
der på det tidspunkt kun var 15 år.  

Og denne søn forstærkede hoveriet.
Bønderne klagede til kongen, men lige meget hjælp det. Præsten fra
Kværs
forsvarede bønderne, men det resulterede i en gang bank
fra Hans. Dette fik dog kongen til at udstede en bøde på 2.000
rigsdaler. 

Hans
var bestemt ikke respekteret af bønderne. Men blandt sine egne var
han dybt respekteret. Han blev valgt til formand for den slesvigske
del af ridderskabet. Hos hertugen på Gottorp
var han også dybt respekteret.  

En
ødsel livsstil

Men den temperamentsfulde Ahlefeldt
førte en ødsel livsstil. Derfor måtte han i 1647 sælge Gråsten
til Hertug Fillip Glücksborg.

Men han kunne ikke holde kreditorerne
fra døren. Han måtte bede Frederik den Tredje
om skattelettelse. Forarmet og jordløs døde han i 1662.   

Svenskerne bombede Søgård

Under Svensker
– krigen i
1643 blev Søgård
forsøgt forsvaret mod general Torstenson.
Denne skød bygningen i grus med artilleri. Herregården blev ikke genopbygget.
Familien flyttede til Grøngrøft.
Sten fra den gamle hovedbygning blev brugt til at påføre det nye
Gråsten Slot.
 

Avlsgården blev flyttet vest for søen,
hvor nu Søgård Kasserne ligger. I den forbindelse må der også
være bygget et beboelseshus, hvor selskabsløven Frederik Ahlefeldt
holdt til.  

Frikøbt for mord

To nye Ahlefeldter
var på banen. Det var Frederik
og fætter Ditlev. De deltager i forskellige krige rundt om i
Europa.
Ved et slagsmål på en kro i Amsterdam
kom den iltre Frederik til at dræbe en mand. Ved hjælp af diplomati
og penge lykkedes det for Ditlev
at frikøbe ham for mordanklage.

Hans jordiske gods, Søgård
var skudt sønder og sammen. I en senere beskrivelse af ham, nævner
vi blandt andet, at han gifter sig til indflydelse og penge. Det lykkedes
for ham at købe Gråsten tilbage for 65.000 rigsdaler. Det var
25.000 rigsdaler mindre end det, Hertug Filip
havde givet for det.

Morfar Gregers
ambitioner stod ikke mål med Frederiks
med hensyn til Gråsten Slot.
Men hele ombygningen var ikke tilendebragt før Frederik
dør i 1686.  
 

Skovbølgård

I Felsted Sogn
fandtes endnu et gods, Skovbølgaard.
Herfra  blev birkeretten også varetaget. Gården blev ejet af
slægten Uge. Det forholdsvis lille gods gik i 1600tallet over
til Burchwald – slægten.
I 1706 blev det indlemmet i Søgård.

Lundtoft Herred
var reduceret til en samling redt spredt beliggende landområder. Kun
omkring Uge og Rinkenæs fandtes større områder uden adelige
besiddelser.  

Mere gæld

Frederik den Yngre
overtog hele herligheden efter sin far. Han havde en god uddannelse
og faderens rigdom som god ballast. Han anlagde en smuk have og orangeri.
Det var også ham, der hjembragte det berømte Gråsten
æble.
Rejser, fester og meget dyre livsstil førte til, at han
efterlod sine arvinger en gæld på 300.000 rigsdaler. Tja, da han arvede
det hele fra sin far startede han med 1,5 million rigsdaler.  

Den sidste Ahlefeldt

Han yngre bror, Carl fik ikke
alene Gråsten, Langeland 
men også Rixingen og Mørsberg ved broderens død. Slægtens
besiddelser var nu igen samlet på en hånd.

Carl
var meget vellidt ved hoffet, men heller ikke bleg for fest og ballade.
Til sidst kunne han ikke låne mere. Misvækst, krigsskader, og kvægpest
satte en stopper for videre vækst.

Den sidste Ahlefeldt
Søgård blev denne gehejmråd Carl Ahlefeldt.
Da hæren skulle bygge om, fandt man den sidste ejers våbenskjold på
loftet. Ahlefeldt døde i 1722. Da kom der frem, at gården var
insolvent.  

Tvangsaktion

Hans 20 årige søn var ikke i stand
til at vedgå arv og gæld. Alle godser og besiddelser, dog
Tranekær
undtaget, blev sat på tvangsaktion.  

Store godsmængder blev solgt i 1725
på tvangsaktionen på Gottorp.

Søgård og Gråsten
blev delt. Men også mange andre store gårde blev solgt. Det var blandt
andet Fiskebæk, Kiding, Ballesgård, Skovbølgård, Bojskov, Ladegård,
Grøngrøft, Kelstrup, Årup og Årtoft.
 

Hertug Christian August
købte Gråsten, Fiskebæk og Kiding
for kun 95.000 rigsdaler.  

Hoveriet afskaffes

Søgårds
nye ejer blev landråd Godske von Thiesen.
I 1786 overtog dennes halvbroder, grev Werner von der Schulenburg
gården.

Skiftende godsforvaltere boede på 
stedet. I Schulenburgs tid blev der indført arvefeste og selveje.
Hoveriet blev afløst af afgift. Ejerens enke besluttede desuden, at
restgæld og afgiftsrestance skulle eftergives.  

Godsinspektør Thullesen
dyrkede runkelroer og raps, ligesom der blev plantet en del skov. 

Herredstinget

Det enlige tingsted er man uenige om.
Da det kom under godsjuristdirektionen , blev retterstedet flyttet til
Ensted Sogn.
Fra 1770 blev herredstinget holdt ved den eneste gård
i Tørsbøl, der ikke hørte under noget gods.    

Flere ejere

I 1838 blev Søgård
solgt til advokat Friederich Güntzel.
Han lod opføre en enetages bygning. Det er faktisk denne bygning, der
danner grundlag for det nuværende Søgård.

I 1854 var det amtmand Heltzen,
der overtog stedet. Hovedbygningen blev udvidet.  En vestlig tværfløj
i to etager blev opført. 

Bommerlunder
– snapsen

Den berømte Bommerlunder
– snaps
blev fra 1863 fremstillet på stedet af brygmester
Callesen.
Desværre nedbrændte brænderiet og produktionen fortsatte
i Flensborg.

Da området blev indlemmet i Preussen
tog fortyskningen til. Der blev opkøbte masser af ejendomme. En dansk
modaktion udeblev ikke. Både Trøjborg og Søgård
blev sikret på danske hænder i 1906. Det var bankdirektør Axel
Heide,
der overtog Søgård,
og godsforvalter Raben blev ansat til at drive stedet.  

Alberti
– 
sagen satte sin spor. Bankdirektøren kunne ikke mere magte
at drive den store gård. Villars Lund,
godsejer og landtingsmedlem overtog stedet med den samme godsforvalter.  

Krigsministeriet overtager

I 1934 erhvervede Krigsministeriet
via Statens Jordlovsudvalg.
Da Hærrens Bygningstjeneste
skulle bruge stedet manglede de en del faciliteter. Derfor rejstes et
større hus i samme stil som den gamle hovedbygning. Den gamle vestfløj
blev bevaret uændret, og en ny østfløj blev føjet til.

Den gamle avlsgård fra 1919 blev omdannet
til belægningsstuer og senere til depoter.  

Kamphandlinger fra Søgård

Den 9. april 1940 var Søgård
udgangspunkt for en række kamphandlinger (se artikel under Tønder:
Sønderjylland 9. april 1940).

11 soldater fra Søgård faldt under disse kampe. 

Årup Gods

Og Årup
fortjener også lige en ekstra omtale. Årup
hørte det meste af middelalderen under Søgård gods
og familien Ahlenfeldt. Det sjove er, at selv om Aabenraa
Fjord
ligger lige i nærheden, så afvandes størstedelen af skoven
til Vidåen. Dybe grøfter præger dele af skoven. De er gravet
for at fremme afvandingen af dens lavere liggende arealer. Det var også
syd for Årupgård, at valfartskapelet Sct. Annas Kappel
lå.

 

Endelig under Aabenraa Amt

Først efter treårskrigen blev de administrative
forhold i Lundtoft Herred mere overskuelig. Herredet
blev lagt under Aabenraa Amt.
Men man beholdt både herreds –
og husfogeden.
For første gang siden ca. 1300 lykkedes det at forene
Herredet.
De sidste forhindringer blev ryddet af vejen den 3. juni
1853.

Godsherrerne ordnede selv politiforvaltningen
på deres besiddelser, men nu var de underordnet de almindelige
lokale og regionale myndigheder.  

Søgård til Lundtofte Herred

Hertug Christian August af Augustenborg
blev landsforvist efter sin rolle under treårskrigen. Hans besiddelser
blev taget fra ham. De gråstenske godser blev ført videre som kongelig
forpagtningsgods.

Søgård
med alle dens besiddelser kom til Lundtoft Herred. Til Søgård
hørte gårde i Ravsted, Terkesbøl og Visgaarde samt i Gåskær,
Ingebøl og Vollerup Sogn
som i 1850 var blevet forenet under
Rise herred.
 

Fordelt mellem to kommuner

Men i 1867 blev det hele igen lavet om.
Og i 1920 genopstod Lundtoft Herred
nu udvidet med Varnæs Birk.
Og i 2007 blev området delt i mellem de to nye storkommuner Aabenraa
og Sønderborg.
 

Gisninger om slægtens opståen

Rygterne vil vide, at slægtens herkomst
begynder ved greverne af Schwabeck,
der i 1152 skal være flygtet til Hannover
og her have grundlagt byen Alfeld.

Man kan dog betvivle denne oplysning.
Den stammer fra den berygtede krønikeskriver Joh. Letzner (død
1621).
Han var kendt for upålidelighed og lettroende.   

En antagelse er at Ahlefeldt
– slægten
har rod i slægten Westenseer.
Der forekommer i 1253 en Emeko von Westensee.
Han ejede sognet Westensee med godserne Deutsch Nienhof, Schierensee,
Emkendorf og Bossee.
 

Slægtsnavnet Ahlefeldt
kan også stamme fra Alevelde eller Anevelde.
Disse navne forkommer i Pommern
i det 14. århundrede. De er sikkert meget ældre. Navnet Anefelde
kan omskrives til Anfall. Det forstås som et Len. Ved Tønder
kendes et stednavn Aneveldemark.

Byen Ahlefeldt
ligger 2 mil nord for Rendsborg.
Her bliver der i ældre skrifter nævnt, at byens grænse skal strække
sig fra Ejderen til den sidste grænsepæl tæt ved Hr. Benedicts
(Ahlefeldts)
Vold.

De første besiddere skulle have været
brødrende Johan og Gerhard de Anevelde.
Derefter skulle nedstående Benedict de Anevelde
have overtaget grunden.

Men også denne antagelse er lidt
diffust.  

Ridder Benedikt de Alvelde

Med sikkerhed ved vi, at ridderen
Benedikt de Alvelde
den 26. november skrev kontrakt med Hertug
Henrik den Anden af Mecklenburg

om at forrette krigstjeneste for ham. Højst tænkeligt er det den samme
væbner som allerede nævnes i et dokument i 1309. Vi ved, at han var
holstener og var knyttet til Grev Johan den Milde.
Efter holstensk skik har han skrevet sig til en lokalitet, landsbyen
Ahlefeld.
Her har enten ham selv eller hans forældre haft et gods.  

Våbenskjoldet

Våbenskjoldet kan føres tilbage til
Benedikt den Andens
segl fra 1354. Den består af et tvedelt skjold
med en ørnevinge i højre felt og to bjælker i venstre. Benedict
den Førstes
segl skal have rummet den samme opstilling. Hjelmtegnet,
der træffes første gang i 1389 er en lænket hund. Dette sammensatte
våben kunne afspejle et slægtskabs – eller tjenesteforhold til en
stormand, der har ført et vingepar som våben, men også her er vi
på gyngende grund. Et tilsvarende våben føres af flere gamle holstenske
slægter.  

Søn og sønnesønner tjente Valdemar
Atterdag.
 

Masser af gods

I Slesvig erhvervede slægten foruden
Søgård
også Nør (ved Ergenförde), Königsförde
– Lindau (ved Ejderkanalen), Sakstorp (på
halvøen Svans) og Gelting.

I hertugdømmet Holsten
havde slægten følgende besiddelser. Bossee, Lehmkulen, Wittmold,
Deutsch – Nienhof, Emkendorf, Hasseldorf

og Fresenburg.  

Kamp om rigdom og magt

Slægten er stor. Indtil nu er 1.300 
fødte Ahlefelder. Sammen med Rantzau
– slægten
kæmpede man om anseelse og rigdom. Slægten havde
de højeste embeder og titler inden for de danske kongers og hertugers
tjeneste.

Ditmarsken krævede store tab

Således faldt Hans til Haseldorf
Ahlefeldt
i 1500 i Ditmarksen
med Dannebrogsfanen. Ja en masse Ahlefeldter døde i krige mod
Ditmarsken
i både 1404, 1500 og 1599.

 
Godske Ahlefeldt
var den sidste katolske biskop i Slesvig.
I Frederik den Tredjes tid spillede flere Ahlefeldter
en fremragende rolle, særlig under Karl Gustav
– krigen.
 

Frederik Ahlefeldt

Frederik Ahlefeldt (død 1686)
blev i 1665 tysk rigsgreve og i 1672 dansk lensgreve. Han erhvervede
grevskabet Langeland.

Over en seksårig periode studerede han
på universiteter i Jena, Bologna, Paris og Amsterdam.
Ja sådan lyder den pæne version.  

Han var søn af Frederik Ahlefeldt
til Søgård. Ved sit giftermål i 1656 med statholder Christian
Rantzaus
eneste datter, Margrete Dorothea,
kom han ind i en indflydelsesrig familie. Frederik
var også respekteret hos Dronning Sophie Amalie.
Dronningen var flygtet fra København,
der var plaget af pesten. I Flensborg holdt hun nogle gevaldige fester,
og her var Frederik Ahlefeldt
en af hendes ynglinge.  

Bortførte 14
– årige datter

Men han påkaldte Kong Frederik den
Tredjes
vrede. Åbenbart var ægteskabet indgået uden svigerfars
accept. Og man kan vel godt forstå svigerfar. Ja Frederik Ahlefeldt
havde bortført Christian Rantzaus
14 – årige datter og giftet sig. Efter to års pres fra kongehuset
gav svigerfar  så efter.  

Stor karriere

I 1657 blev han landråd og generalkrigskommissarius
og brugtes de følgende år i diplomatiske udsendelser til kurfyrsten
af Brandenburg
og hertugen af Gottorp.
I 1660 sendtes han til England.
I 1661 sluttede han en handels – og venskabskontrakt.

Efter hjemkomsten udnævntes han i 1661
som Statholder i København.
Senere i 1663 blev han statholder i hertugdømmerne, amtmand i Steinburg
og guvernør i Sønder – Ditmarsken. 

I de følgende år opholdt han sig mest
på Gråsten. Han var især optaget af stridighederne med
Gottorp. Gråsten
havde han købt i 1662 af den fallerede hertug
Philipp af Glücksborg.
Med handelen fulgte også Fiskebæk.  

Ledende minister

Efter tronskiftet 1670 og Christoffer
Gabels
fald blev Ahlefeldt
den ledende minister. Men han havde ikke så meget lyst til at deltage
i regeringens daglige forretninger, så efterhånden blev han trængt
af Griffenfeld.

I begyndelsen støttede han denne. Men
efterhånden blev han en af Griffenfelds
største modstandere. Han mente, at Griffenfelds
politik var skæbnesvanger for landet.  

Efter faderen og svigerfaderen kom
Ahlefeldt
i besiddelse af en stor formue. Grev Rantzau
havde i sommeren 1659 med kongens samtykke overdraget ham tranekær
Len på Langeland.
I 1663 fik han Elefantordenen.  

Hedvig Ahlefeldt
– konkurs

På Gram Slot
kunne enken Hedvig Ahlefeldt
fra Søgård ikke klare gældsforpligtelserne i 1663. Hun havde
været enke siden 1647. Hun blev erklæret konkurs. Allerede inden havde
rigsfeltherre Hans Schack vist interesse for erhvervelsen af
stedet. Han havde sendt to af sine mest betroede mænd til tvangsaktionen.
De havde fået bemyndigelse til at byde 16.000 rigsdaler. Men rigsgreve
Christoffer Rantzau
narrer dem. Han bød 17.000 rigsdaler.

Samme aften tilbyder Rantzau
dog at afhænde slottet til Schack
for samme beløb. Men det lykkedes dog for Hans Schack
at få godset for 13.400 rigsdaler.  

Norske besiddelser

Frederiks sønnesønn Grev
Christian
arvede grevskabet Laurvig i Norge.
Fra 1785 fik slægten kongelig bevilling for sig og efterkommere at
føre navn af grever Ahlefeldt –
Laurvig.
 

Gehejmråd Burchard Ahlefeldt
til Eskilsmark
fik 1672 pantent som dansk greve. Slægten samlede
store besiddelser. Olpenæs (ved Kappel), Ludvigsborg (på
halvøen Svans) Königsförde – Lindau (ved Ejderkanalen), Grevskabet
Langeland med Tranekær Slot, Stamhusene Ahlefeldt (Broløkke) og Stamhuset
Lundsgård, Baroniet Lehn, Stamhuset Egeskov, Herregårdene Eriksholm,
Fjællebro, Hjortholm, Møllerup, Skovsbo og Ulstrup Slot.
 

Som tidligere nævnt opstod linjen
Ahlefeldt – Laurvig
eller Ahlefeldt
– Laurvigen
efter at kammerherre, generalmajor Christian lensgreve
Ahlefeldt til Grevskabet Langeland (1732
– 1791)
tilkendes arveretten til grevskabet Laurvig
i Norge.

Hans søn Frederik lensgreve
Ahlefeldt – Laurvig,
som blev kaldt Generalen
solgte Grevskabet Laurvig til kongen i 1805. Slægten fortsatte
dog med de anvendte navne.  

Senere forekom yderligere variationer
af navne i slægten som Ahlefeldt
– Laurvig – Bille
og Ahlefeldt
– Laurvig – Lehn.
 

Teater
– tosset

Lensgreve Frederik Ahlefeldt
– Laurvigen (”Generalen”) (1760
– 1838)
overtog efter faderens død godset Tranekær på
Langeland.

I modsætning til sin far, reformerede
han det langelandske landbrug. Han oprettede et lærerseminarium og
udflyttede de gamle fæstegårde. Han oprettede en sukkerfabrik, fik
restaureret kirkerne på Langeland
og indkaldte fremmede håndværkere.  

Allerede som 14 – årig blev han udnævnt
som ritmester i det sjællandske regiment. I 1783 blev han oberstløjtnant.
Under krigen mod England lykkedes det for ham ved hjælp af små
fiskerbåde, at fre tropper gennem den engelske blokade til Lolland
fra Langeland.

Han blev kaldt for teatergal.
På tidspunkter havde han indflydelse på teateret i Gottorp
og Odense.

På Tranekær Slot
oprettede han en teatertrup.  

Afholdt greve

I perioden 1791 – 1813 afskaffede
han hoveriet. Fra 1810 indførte han efterhånden fast akkord for alle
tiender.
Han blev yderst populær blandt borgerne på Langeland.  

Statsbankerotten førte til, at ham måtte
sælge sine norske besiddelser til kongen.  

”Generalens”
brodersøn nægtede i 1832 i første omgang at overtage Tranekær.
Efter en tænkepause slog han dog til. Han bosatte sig i et mindre hus.
Gennem flid og sparsommelighed lykkedes det atter at få Tranekær
på højkant igen.  

Elise Ahlefeldt
– mor til H.C.A. ?

Sammen med sin kone fik ”Generalen”
i 1788 deres eneste fælles barn, datteren Elise.
I 1807 fødte hun et uægteskabeligt
barn som blev bortadopteret til tyske forældre. Elise Ahlefeldts
fortrolige omgang med tronfølgeren Prins Christian førte derfor
til rygter om, at denne var barnets far. Rygter går på at de er de
egentlige forældre til H.C. Andersen (Læs artiklen
– under Aabenraa: Jomfru Fanny fra Aabenraa).
 

Skilt og gift

I 1810 blev Elise
gift med den tyske krigshelt Ludvig Lützow.
Parret blev skilt og Elise plejede omgang med den berømte tyske
digter, Immermann. Denne har faktisk skrevet om livet på
Tranekær Slot.
Titlen på dette værk er Die Epigon.  

Elises
graviditet og fødsel i 1807 medførte, at Grevinde Hedemann
sammen med sin datter Elise
flyttede fra Tranekær til Hamburg.  

Lensgreveparret blev siden skilt.
Lensgreve Federik Ahlefeldt – Laurvig

forlovede sig i 1815 med den kun 18 – årige Ida Catharina Leth.  

En lensgreve kan ikke uden videre gifte
sig. Kongen skulle spørges. Og Frederik den Sjette
bifaldt brylluppet.

Ægteskabet medførte en større arvesag
mellem lensgreven og Elise Ahlefeldts
ægtemand, Lützow.

Og let har det bestemt ikke været. Det
umage ægteskab første til familiemæssige stridigheder. Parret blev
skilt efter fire års ægteskab. Ida Catharina Leth
blev siden gift igen.  

De vigtigste Ahlefeldter

Når man skal beskrive slægten i korte
træk, kommer man selvfølgelig til at glemme væsentlige personer.
Men vi nævner her i korte træk, dem som vi mener er væsentlige. Som
det vil fremgå i andre artikler her på siden, har slægten været
nævnt i mange artikler.  

Godske Ahlefeldt (død 1541) biskop
i Slesvig by

Claus Ahlefeldt (1614
– 1674) generalfeltmarskal og dansk befalingsmand i Norge

Frederik Ahlefeldt (1623
– 1686) lensgreve til Grevskabet Langeland, dansk stholder i
hertugdømmerne, storkansler.

Frederik Ahlefeldt (1662
– 1708) lensgreve til Langeland, dansk statholder i hertugdømmerne.

Frederik Ahlefeldt (1702
– 1773) lensgreve til Langeland, general

Carl Ahlefeldt (1670
– 1722) gehejmråd, lensgreve til Langeland, dansk statholder
i hertugdømmerne

Benedikt von Ahlefeldt (1678
– 1757) godsejer, direktør for Hamburger Oper, klosterprovst
til Uetersen Kloster

Charlotte von Ahlefeld (1781
– 1849) tysk forfatterinde

Elisa von Ahlefeldt (1788
– 1855)

Sophie von Ahlenfeldt, gift grevinde
von Brockdorff (1848 – 1906)

Walter von Brockdorff
– Ahlefeldt (1887 – 1943) greve, tysk general under 2. verdenskrig
 

Ikke meget tilbage

I dag er der kun få spor tilbage
af det oprindelige anlæg ved Søgård. I 1847 anlagde Ingeniørtropperne
en landevej hen over resterne. Der findes dog svage voldaftegninger
vest for landevejen og volde og murrester øst for landevejen.   

Djævlen i kroppen

Vi hører ofte at den holstenske adel
tog til udlandet for at studere. Men det var sjældent de her gjorde
sig bemærket. De unge holstenske adelsmænd var kendt som hovmodige
og anmassende. Ofte førte de et ødselt og udskejende liv.

Endnu i 1722 hedder det i et brev fra
den danske Legationssekretær
i Paris i anledning af nogle optøjer som Joachim Christoffer Ahlefeldt
havde forøvet der: 

  • De fleste holstenske Adelsmænd
    har Djævlen i Kroppen med deres Forfængelighed og Stolthed.

 

Ahlefeldt: Jeg er suveræn 

Den unge Ahlefeldt
havde blandt andet udtalt: 

  • Den danske Adel er kun
    Slaver. Kongen af Danmark er ikke min Herre, skønt jeg for Hertugen
    af Holsten, er han ikke mere min Herre end Kongen. Jeg er selv suveræn
    som hele den øvrige holstenske Adel.

 

Nu var den holstenske adel hverken værre
eller bedre end andre steder.

Overfor borgere og bønder optrådte
adelen med hensynsløs brutalitet. Der var dog hæderlige undtagelser.
Indbyrdes har de udkæmpet blodige fejder.

De har gennem tiden unddraget sig skatter
og afgifter. Christian den Fjerde
bestemte i 1598, at adelen skulle betale afgifter. Men sandheden var
nok en anden.

Det er bemærkelsesværdig, at adelen
havde så stor magt i Lundtoft Herred.  

Kilde:
Se

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Litteratur Aabenraa  

Hvis du vil vide mere: Følgende artikler
har relation til teksten:

Adelsslægten, der uddøde

Jomfru Fanny fra Aabenraa

Folk syd for Aabenraa

Lov og ret i Aabenraa

Urnehoved – et Tingsted ved Aabenraa

Syd for Aabenraa

Kirker – syd for Aabenraa

Bommerlund, snaps, kro og skov (under
Padborg,Krusaa,Bov)

Gårde og mennesker i Bov Sogn (under
Padborg,Krusaa, Bov)

Okseøerne i Flensborg Fjord (under Padborg,
Krusaa, Bov)

Hertugen af Tønder (under Tønder)

Møgeltønder – dengang (under
Tønder)

Møgeltønders historie (under Tønder)

Oprør i Møgeltønder (under Tønder)

Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder)

Sønderjylland 9. april 1940 (under Tønder)

Trøjborg Slot – nord for Tønder
(under Tønder)

Bondeslægten på Trøjborg (under
Tønder)

Bondeslægten på Trøjborg – 
endnu mere (under Tønder)

Tønderhus – slot, borg og fæstning
(under Tønder)

Præstens dagbog (under Tønder)

Enklaverne i Sønderjylland (under Sønderjylland)

Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
(under Sønderjylland)

Sønderjyllands Historie indtil 1200
(under Sønderjylland)

Margrete den Første og Sønderjylland
(under Sønderjylland)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa