Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Mennesker i Aabenraa

April 5, 2010

Vi følger tiden før, under og efter
tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker
som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert,
Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester
Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også
høre om den danske forening Union og Frederiksklubben. Om Liedertafel
og boykot mod nationalbanken og danske mønter. Så
var der også sangkrig i Hjelm Skov.
 

De sproglige forhold

Allgemeines Wochenblatt
vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget
var talrige. Men i Aabenraa
blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning.
Denne holdning var man også bevidst om tidligere.

Således skrev kaptajn W. F. Born
i sine erindringer fra 1834: 

  • De samme sønderjyder,
    som senere så ofte påstod på 
    ægte sønderjysk, at de var tyske, sang da med
    ægte danske varme ”Vi alle dig elske, livsalige fred.

 

En skildring i Nyeste Morgenblad
fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen
kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet
Aabenraa
sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende
betegnelse Apenrade: 

  • Et mærkværdigt særsyn
    er den måde, hvorpå det danske sprog behandles i Apenrade., lige som
    i flere af Sønderjyllands stæder. Overalt på
    landet hører man tungemål, der stemmer med Nørrejyllands i alle dens
    særegenheder. Det samme er tilfælde med tjenestetyendets og overhovedet
    almuens sprog her. Man må højlig undres, at i denne ligesom i flere
    sønderjyske købstæder, både skoleundervisning, det kirkelige foredrag
    og forretningsvæsenet er langt mere betegnede på
    at fortrænge det danske sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk.

 

Den tyske salmesang

Efter en omtale af den tyske salmesang
ved de danske gudstjenester hedder det: 

  • Alle offentlige indskrifter
    er på tysk, hvilket naturligvis anlediger, at også 
    handlendes og andre næringsbrugeres skilte er affattede på 
    dette sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk. Dog gør udsalget
    for kaptajn Bruhns mølle en undtagelse. Dets indskrift er på
    dansk. Nattevægteren har efter 1814 råbt på
    tysk, men den offentlige udråber bruger
    ”bredt sønderjysk”. Et vink fra regeringens side ville uden tvivl
    være tilstrækkeligt for i Sønderjylland at hæve og beskytte fædrenesprogets
    rettigheder.

 

Hertugdømmerne afsondrer sig

Det var interessante betragtninger, som
politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede
sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas
skibsfart afhængig af Hamborg.
Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen
og kirken.

Men en anden ting var kampen mellem tilhængere
og modstandere af enevælden.  

I begyndelsen af 1830erne kom velstanden
til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa
anløb i stigende grad Sydamerika.
Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.  

To småskibe gik i rutefart mellem
Aabenraa
og Kiel. Men også et dampskib König Christian
8.
blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.  

Egentlig var det folkende fra Løjt,
der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede
de 157 søfarende i Aabenraa
og de 225 i Løjt Sogn.

Masser af analfabeter i Aabenraa

Kun halvdelen af drengene fik undervisning
i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845
fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger
og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede
nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning.
Dette var dog i strid med skoleloven.

Der var masser analfabeter i Aabenraa
i
1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres
mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev
hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der
afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne
skole.  

Kun få 
havde valgret

Stænderforfatningen gav i købstæderne
valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd.,
mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På
dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa.
Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper.

Det var datidens demokrati.  

Ny borgmester

I 1837 blev borgmester Bendix Schows
helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow
blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen
var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa.
Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren
af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i
sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt
med Allgemerines Wochenblatt
vakte opsigt.

Kopperholdt,
der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri
i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde
overtaget et bryggeri i Hamborg.  

Nyt ugeblad

Fischer
var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskebet
i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer
privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første
nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich
privilegirtes Apenrader Wochenblatt.
 

Fischer
var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipperfamilie.
I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester
i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse.
Fischer
viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod
tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges
mindst lige så meget som det fremmede tyske.
Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til med administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.

Hans omgangskreds var håndværkere,
skibstømrere og søfolk. Fischer
havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd
var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske
sprog.  

Dansk bibliotek

Fischer
fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt
med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille
en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg
udtrykte angst for, at denne danske selvbevisthed skulle brede sig.  

Oprør over brug af bynavn

Da det rygtedes at bladet skulle udkomme
på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa.
Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot
fremkom.  Fischer stod over for store kræfter.

Efter det første halvår på tysk
var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet.
Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.  

Da bladet så kom på dansk
opstod der et nyt problem. Fischer
brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade.
Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.  

Et blad fra Haderslev, Lyna
havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa
og Fischers avis var i stærk tilbagegang.  

Fischer havde borgmesterens opbakning

Fischer
havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer
at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers
ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage.  

Aabenraas
borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.

Men pludselig råbte udråberen igen
på tysk i Aabenraa. Og Fischers
dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.  

Borgmesteren støtter Neuber

Borgmesteren støttede nu lægen A.W.
Neuber
som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter
synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa.
Neuber var kommet til Danmark som flygtning. To småskrifter om det
positive ved slesvigholstenisme
havde vist noget om Neubers
litterære formåen.  

Ugebladet i modvind

Borgerskabets protest mod Fischers
dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet
om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksporget ugeblad.

Pludselig var Fischers
dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig.
I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa.
Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.

I første omgang fik borgmesteren dog
ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber
var bedre til tysk end Fischer.  

Regeringen fører nervøs politik

For regeringen var det vigtigt at fastholde
det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten.
Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev
Prinsen af Nør
udnævnt til statholder i Hertugdømmerne
og Reventlow – Criminil til præsident for det slesvigholstenske
Kancelli.
 

Ugeblad
– ikke engang på værtshusene

Fischer
kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad.
I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.

I 1844 forsøgte man igen at få 
et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers
blad ikke engang var at finde på værtshusene.  

Det var også  Neuber,
der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).  

Boykot mod nye mønter

Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren
1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter.
Dette skete som led i Christians den ottendes
helstatsbestræbelser.

Men i Aabenraa
førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.  

Ud med Dannebrog

39 skippere og skibsredere fra byen bad
om at begrebet dansk ejendom
blev ændret til Schleswigholsteinisches Eigentum.
Desuden ville man have Dannebrog
udskiftet med det slesvigholstenske
flag.

Byens matador, Jørgen Bruhn
var dog ikke blandt underskriverne.  

Ringeagten for Danmark kom til udtryk
i en påstand om, at man i Sydamerika
havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.  

Nye flag i Aabenraa

Pludselig kunne man i Aabenraa
opleve flag fra Slesvig Holsten.
Det var rødt med Hertugdømmernes
forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj
dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde
som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.  

Liedertafel

Liedertafel,
som var en sangforening fra Aabenraa
kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig
Holsten,
nægtede at optage dansksindede. Neubert
var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet: 

  • Schleswig und Holstein
    auf ewig verient

    Das ist da Vaterland, das ist
    gemeint
     

Boykot mod Nationalbanken

I november 1843 havde et par hundrede
af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til
en slesvig – holstensk landsbank.

Nationalbanken oprettede en filialbank
i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer
forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank,
og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis
af erhvervsdrivende fra Aabenraa.  

Kongeligt besøg 

Den 31. juli 1844 besøgte kongen
Aabenraa.
De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk
. Det samme gjaldt for Burgervereins
lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag
mørke vinduer og fulgte begivenhederne.  

Nyt flag
– mange steder

Skibsrederne førte an med propaganda
for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev
der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.  

Det slesvig holstenske flag dukkede op
ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten
Succurs
løb af stabelen hos Aabenraas
betydligste skibsværft Júrgen Paulsen.  

Den 27. august 1845 skrev Fischer
i sit blad: 

  • Hvorvidt det går med det
    slesvig – holstenske uvæsen herovre, kan ingen tro som ikke
    selv har set det. Diebørn påhæftes slesvig
    – holstenske kokarder, og små og store drenge løber omkring i byen
    med disse politiske partiemblemer. Børn, som næppe kan tale, grynter
    deres ”Sleswig Holstein stammverwandt”. De lidt større bruger de
    så yndede titler ”dansk hund, landsforræder”. Med en
    øvet og rutineret færdighed. Ikke sjældent er dansksindede forældres
    børn blevet forfulgt, angrebet mere eller mindre mishandlet af disse
    3 – og 4 – fods riddere.

 

Liedertafel
fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård.
Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen
og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.  

Sangerkrig i Hjelm Skov

I Hjelm Skov
udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel
havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen
samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 –
årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat
forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten
lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian,
hver gang de separatistiske Schleswig
– Holstein meerumschlungen
lød.  

Borgmesteren havde i sin egenskab som
politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe
ind, hvis der skete lovbrud.

Men mange af de unge mennesker blev dagen
efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.  

Union
– ny dansk forening

Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske
småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man
protesterede mod en ny skolereform.

Fischer
havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber.
De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen
som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.  

Den danskorienterede forening Union
blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45
medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa.
Men situationen blev hurtig tilspidset.  

Aabenraa anerkender ny provisorisk
regering

Revolutionen i
marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland.
Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa
blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod
blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen,
skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.

De gik alle ind for både Slesvig
og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.  

Meget tidlig godkendte man i Aabenraa
den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet
af begivenhederne.

Fischer
fik at vide, at han skulle udgive sit blad i slesvig holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding.
Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra
al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.

Ved alle indgange til byen blev der opstillet
vagtposter. 

Indkaldte landsoldater på vej til
deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg
eller beordret hjem. Aabenraa
stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.  

Det gik en hel uge inden der nåede militær
frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer. 

Danske protestaktioner

Den 28. marts gennemtvang arbejdere på 
Aabenraas
største værft, at ejeren Jürgen Paulsen
strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere
nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.

Foran rådhuset demonstrerede tømrerne.
På den danskorienterede agent Bruhns
opfordring gik de dog hjem.  

De første skud i krigen

Bevæbnede danske styrker nåede samtidig
frem som styrken fra Slesvig Holsten.
Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas
historie.

Danske krigsskibe blev observeret i Genner
Fjord.
Ved indløbet til Aabenraa Fjord
iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.  

Ved havnen ankom St. Thomas
med kaptajnløjtnant Suenson
ombord. Han lod borgmester Schou
komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg
for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering
og sin adfærd over for indkaldte soldater.

Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe
kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret
under treårskrigen.  

Tyske tropper modtaget med begejstring

De slesvig – holstenske tropper
blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse
styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære
ledere fra Aabenraa.

Om aftenen forsikrede magistraten over
for flådens repræsentant, Steen Bille
sin troskab over for kongen. Frederik Fischer
vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog
fra huse og skibe.  

Den 14. april red Frederik den Syvende
i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne
var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.  

Preussiske tropper i Aabenraa

Natten til den 30. april marcherede preussiske
tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte
det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer
forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.

Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære
ledere tilbage til byen.  

Der fandtes ikke mere et decideret dansk
parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn
viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også
at tage en antidansk holdning.

Dansksindede blev med mellemrum arresteret,
men snart blev de igen løsladt af magistraten.  

Ny politimester

Denne holdning var ikke alle tilfredse
med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage
sig af den danske pøbel.

Til midlertidig politimester blev udnævnt
hollænderen P. Chr. Henrici.
Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin
indtrædelse viste provst Rehoff
ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå
i hans pult.

Provsten havde været bange for at
pøbelen
skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.  

I 1848 tilsluttede Preussen
sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland
og rømmede også Nordslesvig.
Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største
del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.  

Den danske flåde truer Aabenraa

Den 29. maj sendte Steen Bille
en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller
fjende. Hvis ikke Dannebrog
blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive
beskudt.

En hannoveransk ritmester, hvis folk
endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig
imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage
sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende
var dansksindede.
 

Fischer vender tilbage
– for tidligt

Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske
tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer
i omegnen.

Med de danske skibe vendte Fischer
atter engang tilbage til sin fødeby.

Det var dog et sørgeligt syn, der mødte
ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger
var fjernet. Men ak, Fischer
var vendt tilbage for tidligt. 

Den 4. juni ved daggry marcherede ca.
480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske
kanonbåde lå i havnen. Fischer
blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til
Torvet.
 

  • Ist das der gefährliche
    Mann!

 

Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen
blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere
Fischer.

Efter et par timer forlod preusserne
igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de
danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.  

Von der Tann
– elsket og hadet

Den 10. juni rykkede 700 preussere og
von der Tanns
friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men
friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.

Aabenraa
blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet.
Overalt i byen var der opstillet barrikader.  

Bruhn
tog til Flensborg for at bede general Wrangel
om at trække dem bort fra Aabenraa.
Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn
repræsenterede byen. Da von der Tann
den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham
i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der
opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte
ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han
udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.  

Den 28. juni blev de uregerlige tropper
af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre slesvig
– holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.

De danske tropper rømmede hele Slesvig
og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.  

Borgmesteren vender tilbage

Omkring 1. oktober vendte borgmester
Schow
tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg
været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de
danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland
og en fanatisk danskhader.  

Schow
fik en stor modtagelse i Aabenraa.
De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen
var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus
var der festbanket med 150 deltagere.i sin
takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held
og lykke i Tysklands storhed.

På Skibbroen
blev det tyske flag atter hejst.  

Borgmester Schow
opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage
sig over for den dansksindede læge, Grauer.
Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde
sig for dansk agitation.

Borgmesteren svarede, at det ikke var
nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre
ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.

Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren,
og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev
malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.  

Borgmesteren sørgede for, at der ikke
blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere
var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte
bøje sig.  

I Aabenraa
blev en  Schows første embedshandlinger, at udnævne den
forhadte leder af friskarerne, von der Tann
til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere
anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med
Danmark.
 

Dansk protest

Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede
ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet
459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd: 

  • Vi protesterer på 
    det højtidligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland, og at det under
    hvilket som helst påskud løsrives fra dets forbindelse med Danmark.

 

Det var Frederik Fischer,
der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg,
og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske
byer.  

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev der oprettet
en dansk forening i Aabenraa.
Den fik navnet Frederiksklubben.
Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer
(Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.

I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer.
Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer: 

  • Vore medborgere har rejst
    sig og jeg føler ordentligt mit hjerte banke, når jeg tænker på,
    at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så
    lang tid forgæves har arbejdet på
    at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mange
    bestræbelser aldrig har tvivlet om at få
    at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så
    mægtig er frembrudt, og – hvad det vigtigste er
    – holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os at være aabenraaer.

 

Aabenraa
ønskede et kejserdømme

Borgmesteren lod sig nu ikke slå 
ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt.
Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten
blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern.
Samtidig forslog han Aabenraa Havn
omdannet til krigshavn for den tyske flåde.  

Tilstanden ifølge borgmesteren

Borgmesteren skrev også til fællesregeringen
og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa.
Han delte det danske parti i tre afdelinger.

 Den første afdeling bestod af
tømmerfolkene. De var ganske vist dansksindede, men ikke så farlige,
som man antog dem for.

Den anden afdeling var den berygtede
redaktør Fischers tilhængere. De bestod af hans ungdomsvenner
og pårørende. Man gjorde tilsyneladende ikke andet end korrespondere
med Fischer Als.

Den tredje afdeling  var de mindre
håndværkere, arbejdsfolk og tjenesteydende. Disse var kun med, fordi
de var bange.

Det tyske parti samlede derimod de indbyggere,
der havde intelligens og betydning.

Sådan var borgmesterens mening, der
også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.  

Med våbenstilstandens ophør i slutninger
af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere
i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe
atter til  Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn
var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild.
Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund
Slot
blev beskadiget ved skyderierne.  

Aabenraa. Frederik den Syvende er
en forræder

Et par dage efter begyndte de tyske tropper
deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland.
Sejrene ved Eckernförde og Kolding
gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt
andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen,
hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere
ville anerkende Frederik den Syvende
som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand.
Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte: 

  • En fremmed leder i landsfyrstens
    navn med rov og mord trængte frem på 
    Slesvig Holstens sletter og med draget sværd pålagde en fri tysk folkestamme
    trældommens skændige åg. Nu havde Frederik den Syvende frivilligt
    nedværdiget sig til vor undertrykker og bøddel. Han erklæres derfor
    for en forræder mod sit tyske land og sit tyske folk og for uværdig
    til at bære den slesvig holstenske hertugkrone.

 

Fischer atter tilbage

En måned efter denne henvendelse, var
situationen igen en helt anden. Den slesvig – holstenske hær var
blevet slået ved Fredericia. Preussen
havde sluttet fred med Danmark.

Måneden igennem fortsatte de tyske tropper
deres tilbagetog gennem Aabenraa.

Den 25. august blev Bestyrelseskommisionen
for Slesvig
installeret i Flensborg,
og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.  

Frederik Fischer
vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen.
Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje
udgivet Apenrader Wochenblatt.  

Borgmesteren bliver afskediget

Den svenske general Malmberg
klagede over borgmester Schow
i forbindelse med at postmester Moltke
igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse
den 12. september. Forinden havde agent Bruhn
bedt om sin afsked.

Da de resterende magistratsmedlemmer
nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen,
blev disse også afskediget.

Schow
blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat.
Provst Rehoff
og rektor Nissen
blev også afskediget.  

Dansksindet borgmester og magistrat

En ny borgmester og en nyt magistrat
blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede
og de dansksindede i Aabenraa.

Det slesvig – holstenske parti, der
før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu
blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede
lag af håndværkere.  

Det kan undre, at størstedelen af befolkningen
i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive.
Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.

Skibsrederne var før 1814 danske patrioter,
men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de slesvig holstenske
patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.

Men sømændene og skibstømrerne ville
det anderledes.  

Måske spillede det også ind, at
slesvig holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa

    Litteratur Sønderjylland (under
    udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Se

Aabenraa 1864

Kysten ud for Aabenraa 1863 – 
1864

Rådhuset i Aabenraa

Skyttelauget i Aabenraa

Skibe fra Aabenraa

Flere skibe fra Aabenraa

Kampen ved Bov – og de slesvigske
krige (under Padborg/Krusaa/Bov)

Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)

Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)

Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)

Tønder – mellem dansk og tysk (under
Tønder)

Heltene i Vadehavet (under Højer)  
 
 
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa