Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Folk – syd for Aabenraa

April 5, 2010

Gårdejerne fik fyret pastor Freuchen,
fordi han kritiserede dem. Ikke en gang de velhavende bønder gad at
sende deres børn i skole. En kvægdriver frøs ihjel foran Ensted Kirke.
Ulrik Brand mistede hovedet, han havde dræbt en fattig knægt. Der
blev drukket øl og brændevin både til bryllup, barnedåb, begravelser
og menighedsrådsmøder.
 

Ægteskab inden for egen stand

I 1700 – tallet hændte det næsten
aldrig at en bondesøn eller datter giftede sig uden for sin stand.
Kun sjældent blev ægtefælden fundet uden for sognet. Hvis det skete
var det så i allernærmeste sogn. Ægteskab mellem gårdejere og kådnere
forekom næsten aldrig. 

Gårdmændene var sognets overklasse.
Kådnere og inderste levede af at arbejde for bønderne og lidt skovarbejde
blev det også til. I Hostrupskov
og Styrtom har det sikkert været nogen som levede af fiskeri
ved fjorden og som daglejere inde i Aabenraa.  

Håndværk i Ensted Sogn

Antallet af håndværkere i Ensted
Sogn
var ikke stor. I Aabenraa
vogtede de mange laug på deres rettigheder. I sognet var der i 1743: 

  • 9 hjulmagere, 4 smede,
    3 skræddere, 1 handskemager og en snedker.

 

I Røllum
havde hjulmageren Jepsen stor succes. De afsatte i perioden 1777
– 91 hele 150 vogne til Tønder, Aabenraa og Flensborg Amter.

Der blev fremstillet både arbejdsvogne
til bønderne, fragtvogne og stadsvogne.  

Præsten forsvarede de små 

I 1774 fandt sognepræsten Nicolaus
Freuchen
det nødvendig at være talsmand for småfolkene i sognet.

Årsagen var, at de 27 kongelige gårdejere
på skift hver måned bragte deres skat til Amtsstuen i Tønder.
Nu forlangte man at kådnerne og indersterne skulle være med til at
betale, hvis de ville være med i ordningen. Men det ville de ikke.
Præsten valgte de smås side.

Budbringeren fik en skilling fra hver.
Hvad det endte med, vides ikke. 

Moserne havde stor betydning for sognets
indtjening. Tørvene blev solgt inde i Aabenraa.

Stubbæk 
– bønderne
udskibede træ og tørv fra stranden.  

Skovbrug

Omfanget af skoven var svundet kraftig
ind. Et kort fra 1652 vidnede om, at skoven dengang dækkede et temmelig
stort område. Men man kunne ikke bare gå ud og fælde.

Hertugen i Augustenborg/Gråsten
og embedsmændene i Tønder
anviste, hvor der måtte fældes. I 1701 – 1703 fældede Tønder
– bønderne
dog store mængder af træ. Og i slutningen af 1700
tallet blev der solgt store mængder til skibsbyggeri i Aabenraa.  

Finanskirse

Omkring 1802 oplevede sognet en sand
finanskrise. Konkurser blev almindelige. Dette skyldtes blandt andet,
at den ene skat efter den anden belastede bønderne. Men også møllere
og teglværksarbejdere måtte melde konkurser.  

I midten af 1840erne blev tiderne bedre
i sognet. Skatterestancerne var næsten forsvundet.

Mord og selvmord

Den 8. april 1750 mistede Ulrich Brand
hovedet. Derefter blev han lagt på stejle. Han havde myrdet en fattig
dreng, som havde nogle få skilling på sig. Under galgen blev også
selvmordere begravet. Dem tog bødelen sig også af. De fik lov til
at ligge sammen med mordere og andet pøbel.  

Den 9. januar 1742 skulle en fattig mand
drive fire okser fra Flensborg
til Aabenraa. Han førs ihjel ved Ensted kirke.
Han blev begravet på kirkegården.   

Strandvejen underminieret

Skibsfarten havde brug for sand som ballast.
Det betød, at der blev gravet ved Styrtom.
Det betød så igen at vejen langs stranden blev undermineret. I årene
omkring 1764 blev vognen dog forbedret. Det betød at diligencen blev
lagt over Aabenraa forbi Ensted Kirke.  

Anlæggelse af vejen Altona
– Kolding

Statschausseen Altona
– Kolding
blev ført igennem sognet fra 1846. der skulle
dog mange møder til, før den endelige linieføring lå klar. Et bomhus
blev anlagt ved Styrtom i 1848. Her fik bommanden
rigelig at se til.  

Pastor Meyer
klagede over at udenlandske arbejdere, der arbejde med anlæggelse af
vejen ikke overholdt sabbatsforordningen.
Også arbejdernes drikfældighed var der problemer med.  

De mange kroer

Før den nye vejføring lå de fleste
kroer langs den store hærvej. Ældst var Dybkær Kro
under Årup Gods. Den mistede sin betydning i 1840erne, men forsvandt
dog først helt i 1886.

fra 1806 kom Ensted Kro
til. Den blev nabo til både kirken og galgen. Dengang brugte man udtrykket
Salighed – syn – fordømmelse.

Også Stubbæk Kro
måtte lade livet på grund af den nye vejføring. Som erstatning fik
kroejeren dog lov til at drive høkeri. Men dette blev afslået grundet
den ringe afstand til Aabenraa.

Også Lundsbjerg Kro
blev anlagt.

I Styrtom
havde det været et værtshus siden  1700 tallet. Men en egentlig
tilladelse til kro med herberg og logi blev først givet i 1841.

Både Røllum, Torp
og Sdr. Hostrup havde kro i midten af 1800 tallet.  

Møllerne

I Sønderjylland
var det ofte godsejere eller kongen, der havde monopol på mølleri,
og bønderne havde møllepligt.

Bønderne i Stubbæk og Sdr. Hostrup
skulle søge Felsbæk Vandmølle
i Felsted Sogn.

Røllum og Torp
hørte under Bjerndrup Vandmølle
i Kliplev Sogn.  

En del frimøller opstod. Officielt måtte
disse kun male gryn. Blandt de frie møller var Laksemølle
ned mod Aabenraa Fjord. I den nærliggende bæk var der masser
af laks. I 1778 overtog Hans Lautrup
bedriften. Og det blev en blomstrende virksomhed. I 1786 forpagtede
Lautrup
bryggeri – og brændevinsrettigheder på Årup Gods.

Gennem sønner og svigersønner blev
familien placeret på møller rundt omkring, bl.a. Skovlund,
Bjerndrup, Rødding, Tørning
og Jørgensby Mølle
ved Flensborg.

Også Jørgensgård Teglværk
ved Aabenraa erhvervede den initiativrige Lautrup.  

I begyndelsen af 1800 tallet blev mølletvangen
løsnet. Derved opstod der møller ved Dybkær kro
og Røllum.  

Mindst 34 borgere i sognet havde beskæftigelse
i teglværksindustrien. Og det gik fremad indtil 1857. Efter dette årstal
faldt beskæftigelsen og produktionen.  

Ville ikke give tiende

I begyndelsen af 1800 tallet steg antallet
af kådnere, inderste og jordløse i sognet i forhold til antallet af
gårdejere. Dette kunne mærkes på kirkens økonomi. Bønderne betalte
således for stolestade i kirken.  

I 1826 blev der bygget et klokketårn.
Bønderne mente, at kådnere og andre af sognets beboere skulle betale
halvdelen.

I 1798 havde sognet fået en ny præst
Lorentz Peter Hoeck fra Løgumkloster.
Men snart skulle han komme ud for vanskeligheder. Otte
– mændene
nægtede at give tiende til præst og degn.

Det kunne præsten ikke være tjent med,
så han truede med sin afsked efter kun et års ansættelse. I
år 1800 blev man dog tvunget til at give tiende.  

Årsagen til dette skyldtes antagelig,
at bønderne følte sig trynet af embedsmændene. Der var ikke nogen,
der skulle bestemme over dem, mente de.

Måske havde pastor Freuchen
også været årsag til denne holdning. Det lykkedes for bønderne at
få ham fyret.  

I kirken var der masser af gravøl ved
begravelser. Men også ved barnedåb og bryllupper blev der drukket
meget tæt. Også ved menighedsrådsmøder blev der drukket brændevin
og øl.   

Barn
– uden for ægteskab

Ensted Kirke
var også stedet, hvor man gik til bekendelse. I 1765 måtte den 19
– årige Hans Rossen søn af den ansete bonde og lensfoged
Rasmus Rossen
knæle ved alteret. Over for menigheden måtte han
erkende, at han havde fået et barn med en gårdmandsdatter fra Torp
uden for ægteskab.  

Flere offentlige fester

Den megen vold, druk og overtrædelse
af det sjette bud var efterhånden på retur i begyndelsen af 1800
tallet. Den borgerlige ærbarhed
var ved at vinde frem.  

Den store velstand i midten af det 18.
århundrede resulterede i fester rundt om i sognet. Ringridning, bal
og især skiveskydning var populært.

I 1855 indbød kromand P. Sønnichsen
i Ensted Kro til skiveskydning. Førstepræmien var et fedt svin.  

Masser af skoleforsømmelser

Det var ikke noget, der hed skolebøger
dengang. I 1710 kunne ingen af sognerepræsentanterne læse eller skrive.
Amtmanden måtte erkende, at sognefogederne havde svært at udfærdige
skattelister. Derfor måtte duelige skolemestre tages med på råd.  

Skoleforsømmelserne var store. Det var
kun en fjerdedel af sognets børn, der en gang imellem gik i skole Og
pigerne fik næsten ingen undervisning dengang i 1700 tallet.

Og senere var det ikke blevet meget bedre.
Pastor Meyer
anførte således i 1841, at selv de mest velhavende
bønder mente, at deres børn kun skulle møde en halv dag i skole om
ugen om sommeren.  

Og længe før Meyer,
så mente pastor Freuchen at bønderne frygtede fornyelser, især
når det kostede penge. De satte kun pris på fordele, som fyldte maver
og pung. En stor del mente desuden, at kirke, skole, præst og skolemester
skulle afskaffes, for at spare.

Som skrevet fik bønderne den kritiske
præst fyret.  

Bønderne var imod skoleregulativerne

I sognet havde man en degnskole i
Stubbæk,
omegnsskoler i Røllum og Torp.
I Sdr. Hostrup havde man et skolehus, betjent af en omgangslærer.  

Tønder Provsti
fik et nyt skoleregulativ i 1804 og i 1814 fik Slesvig Holsten
en ny skolelov.

De nye regler betød meget i Ensted
Sogn.
De greb ind i bøndernes selvbestemmelse. Og det syntes de
selvfølgelig ikke om. De tøvede da også med at rette sig efter forskrifterne.

Modvillig måtte de dog efterhånden
give sig. Fra 1830erne var alle sognets lærere uddannet på seminariet.
Men det varede meget længe inden alle regler var indført i Ensted
Sogn.
 

Social omsorg
– dengang

Omstrejfende tiggere og fattige voldte
store problemer. Hertug Christian August
befalede, at der ikke måtte gives husly til omstrejfende.

Det skete for at hindre den hidtidige
modtagelse af meget omstrejfende unyttigt pak.

Som i dag forsøgte sognene at skubbe ansvaret over til andre sogne,
når det galdt social omsorg.

Således blev den fattige kone Annich
Lausdatter
i 1749 kørt fra Store Emmerske
til Ensted Sogn. Hun døde samme aften i Torp.

Det samme gentog sig i 1774. En fremmed
vogn læssede en dødssyg kone og to små børn på byhyrdens mødding.
Inden nogen kunne forhindre det, var vognen borte og Ensted Sogn
måtte tage sig af de fremmede. Her var kun to eksempler af mange. 

Landsbyerne kunne ikke enes om at aflønne
tigerfogederne. I 1848 blev der indført fattigskat. Hertug Frederik
Christian
mente, at fattigdom skyldtes arbejdsløshed. I 1787 oprettede
han derfor en spindeanstalt i Gråsten.
Her kunne fattige få uld, hør og blår til spinding. De kunne så
på den måde, tjene en skilling. Flere kvinder fra Ensted
benyttede sig af tilbuddet.  

I januar 1847 bevilligede hertugen 15
rdl. til hjælp for de trængende og ikke mindst de mange løse og
forsumpede
eksistenser på Årup Gods.
Det var de uægte børn, der voldte kvaler, mente pastor Meyer.  

Tvangsanbragt på 
Arbejderanstalt

Niels Nielsen Ellemose
bad Fattigkollegiet om penge til nyt tøj. Man sørgede for,
at nogle af hans møbler blev solgt, så han havde penge til nyt tøj.

Da han senere beklagede sig, blev han
sendt til Arbejderhuset i Persillegade i Aabenraa.
Han bad dog om at blive fritaget fra dette fængsel,
efter et stykke tid på anstalten. Men pastor Kjær
kunne ikke hjælpe.  

Sognet indgik i 1857 med Kliplev Sogns 
fattiganstalt
Bjerndrup Mark.
I 1862 tog man initiativet til egen fattiggård i Røllum.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:
læs

Syd for Aabenraa  
 


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa