Læs om sognets styreform. Og om præsten
der kunne tale i to timer usammenhængende. Om Hernhutternes indtog.
Og præsten, der døde af druk. Og så 
fandtes der en trolddomsbog hos præsten. I Løjt begyndte man at få 
soveværelse. Efterhånden son velstanden steg, spiste tjeneste
– og herrefolket ikke mere sammen ved langbordet.  

Bulhuset

Fra ældre tid var den mest udbredte
byggeform i Løjt – Bulhuset.

Det er et rent træhus, båret af lodrette
stolper. Væggene udgøres af vandret tømmer. I store dele af landet
blev denne byggeform anvendt. Det krævede store mængder af egetræ
og bidrog til at skovene blev afhugget. Derfor forbød Christian
den Tredje denne byggeform i Nordjylland
i 1554.  

Anderledes var det i det skovrige
Nordselesvig. Bulhusene blev bygget til langt op i 1700tallet. Og
især på Løjt kan vi se rester af denne byggeform. Rundt om i landet
afløste bindingsværk denne byggeform. Men det blev aldrig rigtig
populært på Løjt.

Her var det den hollandsk – frisiske
byggeskik med grundmurede huse med tegl, der slog igennem.

De var mere solide, tættere og mere
anseelig. Laderne forblev dog bulhuse.  

Eget soveværelse

!850 – 1860 var en meget velstående
periode for Løjt. Dengang blev der bygget meget. Fra slutningen
af 1700tallet fik de mere velstående hjem eget soveværelse.  

Både herre – og tjenestefolk
spiste for det meste sammen. Man færdes også inde i huset i arbejdstøj.
Ved spisetiderne samledes man om langbordet.

Men i løbet af 1800tallet vandt den
fine stue med polstrede stole og sofa indpas, og separat soveværelse
blev mere og mere almindelig i sognets gårde og huse.  

Herredsfogeden

Den overordnede lokalforvaltning stod
amtmanden for. Han var også den som borgerne klagede til, når
de var utilfredse med afgørelser på et lavere nivue.  

I 1660erne hørte det meste af Løjt
Sogn – herunder alle selvejergårde – under Aabenraa Amt.
Det hørte så igen under Hertugen af Gottorp.

Kanceligodset Høgebjerg
hørte direkte under landsregeringen i Gottorp
og gården Dalholt var en del af Gråstens
godser.  

Herredsfogeden ledede herredstinget
og fungerede også som politimyndighed. Instil 1700tallet var det typisk
storbønder, der beklædte dette hverv. Efterhånden blev disse dog
erstattet af professionelle.  

Løjt
hørte til Rise Herred, hvis tingsted imidlertid fra 1771 lå
i Aabenraa. Præsterne var også at betragte som professionelle
embedsmænd.  

Sognefogeden

Sognefoged – hvervet var det vigtigste
hverv for bønderne. Også dette hverv kunne betragtes som en lokal
politi – myndighed. En af opgaverne var at fortælle lokalbefolkningen
om nye love og forordninger. De havde opsynet med gårdene og dets vedligeholdelse.
Når det var nødvendigt, skulle de opkræve restancer.

Men det kunne godt knibe for sognefogeden
at få folk til at forbedre vejene. I 1782 måtte sognefogederne
i Løjt opgive at få forbedret vejen fra Kirkeby
til Barsmark.  

Ejeren af Fladsten
forlangte, at lovændringer skulle forkyndes ham personligt, ellers
ville han ikke overholde dem. Sognefogeden skulle sørge for at indkassere
de ekstraordinære skatter.  Den særlige kopskat
havde sognefogederne store problemer med at indkassere. Amtmanden brugte
sognefogederne til at skaffe sig oplysninger om blandt andet høstudbytte,
kvægsyge og vejvæsen.

Sognefogeden fik i det meste af 1700tallet
24 rdl. Om året samt skattefrihed for sin gård. I praksis gik hvervet
i arv. Nogle steder valgte man at vælge to sognefogeder på grund af
den store arbejdsbyrde.  

Barsø 
lå uden for sognefogedens distrikt. Øen havde sin egen foged, der
ofte fejlagtig blev kaldt sognefoged. Embedet gik i arv, men mindst
tre slægter nåede dog at varetage hvervet mellem 1700 og 1864.  

Sandemænd

Jyske Lov
foreskrev, at der ved hvert herredsting skulle være 8 sandemænd.
Ved danske Lov i 1683 blev denne lov indført i hele kongeriget,
men reelt kom den ikke til at virke. I Sønderjylland
beholdt man dog sandemændene
frem til 1864. Deres hovedfunktion var at dømme i mordsager. Men de
tog sig også af syns – og skønsager, især i forbindelse med udskiftninger.  

Sandemændene
var ulønnede, men de fik en hvis betaling for deres arbejde. Og det
var kun selvejerbønder, der kunne beklæde dette hverv. Også dette
hverv gik i arv. Mindst fire generationer af slægten Bruhn
på Nørre Brunsgård i Skovby
havde hvervet efter hinanden. Alle sandemændene
havde store gårde.  

Alle repræsentanter svor loyalitet til
landsherren. Efter 1721 var det kongen. Hver gang en ny konge kom til,
svor fogeder og sandemænd troskab.  

Kirkeværger

Der var også bonde
– embedsmænd ved kirkerne. Allerede i middelalderen var det ved
hver kirke én eller to kirkeværger, også kaldet kirkejurater,
som forvaltede kirkens indtægter og formuer, der gik til vedligeholdelse
af kirkebygningen. Mange steder mistede kirkeværgerne deres betydning,
men ikke i Løjt. Sådanne kirkeværger blev udnævnt for livstid.
I Løjt var der to kikeværger, og i lang tid var det sandemænd
af slægten Bruhn fra Skovby, der sad inde med det ene
embede.  

Tolvmænd

Et specielt sønderjysk fænomen var
tolv sognemænd, der var en blanding af menighedsråd og sogneråd.
De blev kaldt tolvmænd.

De fleste steder blev de valgt tre år
ad gangen. I Løjt blev de valgt et år ad gangen. Disse tolvmænd
havde indflydelse på præstevalget. De kom også til at forvalte skole
– og især fattigkassen.  

De borgere, der ikke var så velhavende,
havde stort set ingen indflydelse på sognets udvikling. Det var gårdmændene,
der var sognets herskende klasse. De forskellige embedsposter var også
med til at skabe en elite blandt gårdmændene selv. På Løjt
var det de samme slægter, der gennem generationer var indflydelsesrig.  

Guds ord

Frem til midten af 1700 tallet gik førstepræsteembedet
i Løjt i praksis i arv til slægterne Villadsen
og Fabricius. I 1754 skulle det nybesættes. Andenpræsten i
Løjt, Lars Hübschmann bad om at få embedet uden valg. Men de
forskellige udvalg og råd ønskede dog at få deres valgret respekteret.
Man havde tre ansøgere, at vælge imellem, og et lille flertal valgte
fængselspræst Bendixen fra Glückstadt.  

Men det var nu ikke meget løjtningerne
blandede sig i kirkens liv. Jørgen Madsen,
gårdejer på Fladsten i midten af 1600 tallet, skrev for hvert
nyfødt barn, Gud regere hende (eller ham)
med sin Hellig Aand, Amen. Og de døde fik ønsket om en lykkelig opstandelse
med.

Storbonden Paul Hansen
påkaldte i 1740erne altid Guds lykke og velsignelse, når ét af de
skibe, han havde interesser i, stod til søs. Bemærkningerne om deres
lykkelige tilbagevenden blev ledsaget af et Gud ske lov og tak.
Gud blev også takket, når der kom brev fra sønnen i det fremmede,
og når høsten var kommet sikkert i hus.  

Trolddom hos præsten

Pastor Fabricius
måtte mane en kromands genfærd i Mørkesø
nord for Kirkeby. Om pastor Bendixen, Fabricius
afløser fortaltes det, at han havde Cyprianus troldomsbog. En
tjenestepige skulle have fået fat i den, og havde læst rotterne
til præstegården. Præsten havde dog fået dem læst bort igen.  

Kirkelivet i Løjt Sogn

På initiativ af generalsuperintendant
(biskop) Adler blev der skabt en ny agerende gudstjenesteordning
for Slesvig – Holsten. Den nye ordning begrænsede salmesangen
og messedelen i gudstjenesten. Den indførte nye alterbogstekster, som
kun talte lidt om synd og nåde, men så meget mere om rationalistiske
grundtanker visdom og dyd. I 1797 indførtes dette system i alle
sogne i Aabenraa Provsti.  

I Løjt
samlede gårdejer Hans Petersen
i Boesgård 118 familieoverhoveder til protest mod den nye ordning.
Man ville have den gamle ordning tilbage, men præsten ville ikke bøje
sig.

Man bestemte så, at der skulle laves
en afstemning. Alle dem, der var imod skulle møde op på Amtshuset
i Aabenraa. Der mødte 118 op, godt og vel en tredjedel af de stemmeberettigede.
Dem der så ikke mødte op, tog man til indtægt for, at de var tilhænger
af den nye ordning. Dette ville beboerne ikke finde sig i. der blev
foretaget en ny afstemning, og den viste et svinende nederlag til præsten.  

Hernhutter i sognet

På et tidspunkt skete der en vækkelse
på Løjt. En ny præst, Andreas Matthiesen
var stærkt inspireret af Hernhutter,
og samarbejde med Brødremenigheden i Christiansfeld.

I 1819 var der 110 vakte sjæle i sognet.
Helt i hernhuttisk mønster blev man organiseret i særlige grupper
for ugifte mænd, ugifte kvinder, ægtepar og enker som om hverdagen
holdt møder hver for sig, men alle samledes om søndagen. For de vakte
var der tale om en ægte Guds oplevelse.  

Provsten Paulsen
i Aabenraa var stærk bekymret over kirkelivet i Løjt Sogn.
I 1815 skrev han således: 

• Den fejlagtige og fordærvelige
  Paastand, at Troen alene gør sagelig, er for den halvdannede meget
  tillokkende, og er en Sovepude for Dorskhed. Derfor strømmer alle aandeligt
  forkrøblende Mennesker, ja Folk, der næsten er borgerlige Forbrydere,
  til ham, derfor iler især ængstede kvindelige Sjæle til ham, og Skinhellighed
  og Hykleri træder mere og mere i stedet for tro Pligtopfyldelse og
  sand Tilbedelse af Gud i Aand og Sandhed.

 

Præst død af druk

Ak ja, Matthiesen
fortsatte med at prædike to timer i træk. Og Paulsen
satte sin andenpræst Backmann
ind i kampen mod den rebelske præst fra Løjt.
Men Backmann forfaldt til druk og endte med at drikke sig ihjel.

Matthiesen
talte mere og mere uden sammenhæng. Efterhånden var det kun Hernhutter,
der gik i kirke i Løjt Sogn.  

Vækkelsen var måske årsag til, at
det var Indre Mission og ikke den grundtvigske bevægelse, der
vandt større fodfæste i Løjt.
Præsterne tog også som de fleste andre præster i Sønderjylland
parti for Slesvig Holsten i den nationale strid.  

Skoleliv i Løjt Sogn

Allerede i 1544 blev der påbudt kapelanerne
eller andenpræsterne – på landet, at de skulle undervise
børnene i den kristne børnelærdom, læsning, skrivning og regning.
Påbudets virkning er dog yderst tvivlsom.

Bønderne oprettede egne skoler. Hvornår
man startede i Løjt, vides ikke. Tilbage fra 1704 nævnes der
dog en håndværker, som hidtil (har) holdt skole.

I 1704 foreskrev amtmanden og provsten
i Aabenraa, at der skulle oprettes sogneskoler i alle sogne i
Aabenraa Amt. De fleste steder løb dette dog ud i sandet. Men i
Løjt blev der opført et skolehus på 6 fag i Løjt. Erich Kruhl
fra Øster Løgum blev ansat til at oplære ungdommen i skrivning,
regning og katekismus. Kirkens folk lagde stor vægt på at bibringe
befolkningen læsningens kunst. De mente, at man ved at læse Luthers
lille Katekismus kunne få gode kristne. Bønderne mente dog, at
det var nok, at de kunne regne og skrive. Og i Løjt
havde bønderne råd til at holde skole.  

Sognebørnene skulle hver søndag lægge
en søsling (6 skilling) til skolen, men det kneb at få pengene
ind hos borgerne i Barsmark, Skovby
og Stollig. De havde i forvejen selv holdt skole.
Men disse bondeskoler var myndighederne imod. Dem kunne man ikke uden
videre føre kontrol med. Og særlig kirken imod dem, da bønderne som
skrevet ikke var så meget for, at man blev undervist i katekismus.  

Da skolemestrene i Kirkeby
klagede over, at bønderne i Skovby
selv havde antaget en lærer, svarede gårdmændene, at de i over
70 år havde holdt egen lærer, og at der var over 20 børn i
Skovby der behøvede undervisning.

Det var som om, skoleundervisningen i
Løjt var væsentlig længere fremme end andre steder i Sønderjylland.  

I 1746 stod der både i Barsmark og
Skovby nye skolehuse på 5 fag hver, som rummede skolestue, almindelig
stue og køkken.

Nogen egentlig uddannelse var det kun
ganske få af lærerne der havde inden 1800. Skolemesteren i
Kirkeby, Ludvig Brencken, der virkede til 1744, var ifølge præsten,
velsikket nok til at oplære ungdommen, men for voldsom over for
børnene. Samme klager kom fra Skovby.
Her blev skolemesteren beskyldt for at behandle eleverne som matroser.

Og så var det Hans Mikkelsen,
der også var forfatter og poet. Han blev beskyldt for ikke altid at
bruge nok tid på skolehvervet. Han fik også løn for at være klog
mand og landmåler. Men nu var lærerlønningerne dog ikke
særlig store. Mikkelsen fungerede som skolelærer i 53 år.  

Oplus forstanden og opvække
hjertet

Myndighederne lagde stor vægt på, at
skolerne skulle opdrage befolkningen moralsk. Det gjaldt om at vække
og fremelske både fornuft og moral. Men lad os bruge lærer Ebbesens
ord på Barsø: oplyse forstanden og opvække hjertet.  

Bøndernes og de søfarendes behov lå
især i regning, matematik, dansk, tysk, skrivning og læsning. Og måske
er det her vi har forklaringen på, hvorfor Løjt
udklækkede så mange kaptajner og styremænd.

 

Ingen dansk nationalfølelse

Hverdagssproget var sønderjysk. Man
var vant til, at myndighederne betjente sig af tysk. Den nationale bevægelse
bredte sig. Slesvig – Holsten
skulle gøres til én stat. Men før 1848 kunne man ikke rigtig mærke
noget til disse bevægelser i Løjt Sogn.

Fischer
inde fra Aabenraa udtalte i 1843, at man ikke kunne mærke nogen
dansk nationalfølelse.  

Efter slaget ved Slesvig
den 23. april 1848 besatte slesvig – holstenske soldater oprørssoldater
hele Løjt Sogn med undtagelse af Barsø.
Det var ikke de voldsomme fysiske overgreb, der forekom. Oprørsregeringen
afsatte og udnævnte embedsmænd, opkrævede skatter og udskrev soldater
til den slesvig – holstenske hær.  

En af de afsatte lærere, andenlærer
i Kirkeby Paul Nissen startede en underskriftsindsamling for
en fortsat forbindelse til Danmark. Jørgen Jørgensen på
Harbogård ved Bodum, skrev ved siden af sit navn: 

• Jeg har levet under 4 danske
  konger, har svoret troskab til Frederik den Sjette, og den ed, jeg har
  gjort, skal aldrig brydes.

 

Embedsmænd afskediget

Under våbenhvilen i 1849 – 1850
gik den danske administrator i Slesvig
i gang med en udrensning blandt embedsmændene. I Løjt
samlede interessen sig om de to præster, Kaftan
og Posselt. De to havde været ivrige slesvig – holstenere
under krigen. Sognefoged Reuter,
der egentlig var dansksindet ville dog bevare præsterne. Men præsterne
blev afskediget.  

Et dansk bibliotek blev oprettet i
Kirkeby, og sidst i 50erne også ét i Barsmark.
Forholdet til de tysksindede var normalt. 

Preusser indkvarteteret på 
gårdene

Krigen i 1864 kom i højere grad til
at berøre Løjt. Efter rømningen ved Dannevirke
blev Løjt Sogn besat af preussiske og østrigske styrker. De
blev indkvarteret rundt om på gårdene.  

Sociale skel voksede

De store gårde ansatte flere folk, og
det sociale skel voksede. Der blev større forskel på under –
og overklasse i Løjt Sogn.

Det nationale skel voksede i sognet.
De dansksindede var godt nok i flertal. Men de tysksindede havde store
gårde og masser af jord.

Skibsfarten havde skabt stor velstand
hos en talmæssig lille klasse af redere og kaptajner. Landbruget var
dog ind til 1960 sognets største indtægtskilde.  

Fra 1860 til 1890 faldt indbyggertallet
med ikke mindre end 500. Børnedødligheden var stigende og udvandringen
var ikke uvæsentlig. En del flyttede også til det nærliggende
Aabenraa.  

I 1860 var der ca. 200 søfolk i Løjt
Sogn. Heraf var de tre fjerdedele menige, altså matroser, dæksdrenge,
kokke og skibstømrere. I 1880 udtalte pastor Mumsen: 

• I tidligere
  år var det især skibsfarten, der blomstrede her i Løjt, det forekom
  at ca. 80 pct. eller derover af mine konfirmanddrenge stak til søs,
  dette er i de snere år aftaget, og nu er det næsten kun 20 pct. af
  konfirmationsdrenge, der vier sig til denne levevej.

 

I Aabenraa
kom skibsfarten og skibsbyggeriet i 1870erne og 1880erne i en alvorlig
krise. Dette forplantede sig til Løjt.  

Det var langt fra kaptajnen til skibsdrengen
og fra præsten til kirkegårdsgraveren. Men det var knap så langt
fra mesteren til lærlingen. Kun få mestre havde overhovedet medhjælpere.

Det var nemmere for en husmand at blive
håndværker ved siden af landbruget end at blive ejer af en gård.  

De borgerlige idealer i Løjt

Med den stigende velstand nærmede de
store gårde sig efterhånden de borgerlige idealer i byen. Der kom
maleirer på væggene. Og det gamle fællesskab mellem tjenestefolk
og herrefolk blev ophævet. Det var slut med langbordet. Tjenestefolkene
spiste nu i såkaldte folkestuer.  

Landbrugskrisen nåede også 
Løjt. Til biskoppen skrev pastor Mumsen
i 1880: 

• Velstanden i menigheden
  er heller ikke den samme som tidligere, idet de sidste
  år ikke har været gunstige for landmanden. Han indskrænker i vid
  udstrækning og anvender heller ikke så
  mange penge til jordforbedringer som tidligere.

 

Det første andelsmejeri

Hovedproduktet i landbruget i Løjt
Sogn var kødkvæg, derfor var krisen ikke så kraftig her som andre
steder i Sønderjylland.

Meget sent fik man oprettet andelsmejerier
i sognet. Omkring 1870 var produktionen af smør på et meget primitiv
stade. Det var heller ikke den gode pris, man fik hos købmanden.  

Først da mælken fra flere gårde blev
behandlet på en mere hygiejnisk måde med vand eller isafkøling af
mælken, kunne man opnå en bedre kvalitet og dermed få en bedre pris.
I årene fra 1885 til 1893 var der hos Jes Eschelsen
på Rundemølle et sådant fællesmejeri. Men i december 1893
kunne Hejmdal meddele:  

• Mejeriet på 
  Rundemølle standser i morgen sin virksomhed af mangel på 
  tilslutning. Mejeriet var et købemejeri og har aldrig haft ret stor
  tilslutning, da studeavlen endnu er almindelig i Løjt.

 

Lukningen gav dog stødet til oprettelse
af Løjt Kirkeby Andelsmejeri –
ti år efter at det første andelsmejeri i Sønderjylland
blev opført i Mejlby ved Lintrup.  

Første verdenskrig sætter landbruget
tilbage

Første verdenskrig betød at mange af
brugene blev overladt til kvinder, børn og gamle. Fra 1915 kom der
ganske vist russiske krigsfanger, men de kunne ikke erstatte den fraværende
driftsleder. Svineholdet blev skåret ned og mælkemængden faldt også
katastrofalt. Det kunne mærkes på Stollig Andelsmejeri
og Løjt Andelsmejeri.

Bygninger, maskiner og redskaber blev
forsømt. Mange løjtninger gemte deres formue til bedre tider, men
pludselig faldt markens værdi.  

Kilde:
Se

Litteratur, Løjt  

Hvis du vil vide mere:
Læs

Skibe i Aabenraa

Flere skibe i Aabenraa

Løjt, Løjtninger og Løjt Land

Kysten ud for Aabenraa 1863
– 1864

Løjt Land
– i begyndelsen

Løjt Land
– nordøst for Aabenraa