Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer

Dæmningen – syd for Højer

April 5, 2010

Oppe fra et soveværelse i Ny Frederikskog
kunne toget ses, men ikke dæmningen. Turiststormen mod Sild er enorm.
Den truer med at stresse øen. Læs her om Hindenburg
– dæmningens bygning og om den spændene
ø, den fører over til. Inden dæmningens bygning, tjente hotel
– og restaurationsfolk i Tønder og Højer mange penge på
de tyske kurgæster.
 

Et tog i det fjerne

Oppe fra mine bedsteforældres soveværelsesvindue
kunne jeg mod sydvest se et tog køre på vandet. Det var toget
mod og fra Sild, der kørte på Hindenburgdamm
eller Hindenburg – dæmningen.

Ude på den gamle sluse i Højer
kunne vi uden problemer se den nordlige del af Sild.  

Tysklands mest eksklusive strand

Med dæmningen fik de rige og smukke
bedre mulighed for at komme til vel nok Tysklands
mest eksklusive strand.

Inden første verdenskrig tjente både
Tønder
og Højer meget på disse gæster. I første omgang
ankom de til Tønder, hvor de så overnattede på byens hoteller.
Derefter gik turen til Højer
med vogne.

Men da togforbindelsen blev etableret
til Højer gik turen direkte til Højer Sluse,
hvor kur – og strandgæsterne så blev transporteret med skib til
Sild.
 

Vi har i tidligere artikler beskrevet
gæsternes ankomst til de to byer. På banegården i Tønder
holdt de flotte salonvogne fra Tyskland.
Efter første verdenskrig var de plomberet. Men dog ikke mere, end at
min far besøgte disse vogne. Han kunne berette om vild luksus.  

Uberegnelige Vadehav

Dæmningen fra Nibøl
er udelukkende beregnet til togtrafik. Den er 11 kilometer lang.

Den 1. juni 1927 blev dæmningen indviet
efter en byggetid på fire år. Egentlig var den kun ensporet.
Men blev senere tosporet.

Dæmningen er en del af Marschbahn
fra Hamborg til Westerland.
Allerede i 1887 gik banen via Husum
og Niebøl til Tønder.
Derfra gik turen til Højer Sluse.
Med hjuldamper gik det så til Munkmarsch.  

Også en forbindelse mellem Hamborg
og Hörnum blev oprettet.  

Men Vadehavet
var uberegnelig, allerede dengang. En overfart kunne let tage seks timer.
Om vinteren endda op til tre dage. Isen kunne gøre overfarten til en
uovervindelig barriere.

Østenvind kunne give manglende vand,
og tåge kunne give forsinkelser.  

1856: Gør Sild landfast

I 1856 foreslog C.P. Hansen,
at man mellem Keitum og Højer 
eller fra Morsum eller fra Nösse
til Viddingherred byggede to parallele diger. På den måde kunne
Sild
gøres landfast med fastlandet.  

Denne C.P. Hansen
var skolemester, forfatter og lokalhistoriker.  

I 1868 skrev Eiderstedter Nachrichten,
at det ville være ønskværdigt, hvis der fra østsiden af øen blev
anlagt en dæmning. Fra Tønder
eller Højer burde der anlægges en vej eller jernbanelinie.  

Allerede fra 1875 til 1876 undersøgte
Ludwig Meyn
mulighederne for at bygge en dæmning fra fastlandet
til Silds østlige punkt Nósse.

Han fandt ud af at Vadehavet
godt kunne bære en dæmning. På Sild
var der dog delte meninger om dette forehavende. Man mente, at blive
fremmedgjordt og at det ville gå ud over den frisiske kultur på
Sild.

 

Ikke alle var glade for en dæmning

I 1910 besluttede man at gennemføre
et projekt. Men den første verdenskrig satte et stop for disse planer.
Øens betydning som feriemål var efterhånden betydelig.

På naboøerne Amrum og Før
var man ikke begejstret for planerne. I stedet ville de have, at der
blev sørget for at større skibe kunne komme til øerne. Men protesterne
blev afvist.  

Via Tønder og Højer

Gæsterne til øen måtte efter 1920
tage til Danmark (Tønder).
Det krævede visum. Dette blev så i 1922 afløst af en ordning, hvor
vognene var plomberet når man befandt sig på dansk område. Ved
Højer Sluse
måtte de rejsende gå gennem et afspærret område
ned til Vidåen for at gå ombord på hjuldamperen.  

 Men den danske regering havde kun
givet tilladelse til dette i en begrænset tid. Ja man havde givet en
tidsfrist på tre år for at finde en løsning.  Derfor var det
tvingende nødvendig for de tyske myndigheder for at finde en løsning.

I 1925 – 1926 var der via Tønder
og Højer
25.215 rejsende mod Sild.
Visumtvangen blev dog afskaffet i 1926.  

Et enormt bygningsprojekt

Vejforholdene i det nordvestlige Tyskland
var ikke gode dengang. Derfor blev der lagt en ekstra jernbanespor til
Klanxbüll,
så man kunne få transporteret materiale frem.

I 1923 begyndte anlæggelsen af dæmningen.
Man man var knap begyndt, da det hele druknede i en stormflod. Det skete
blot efter fire måneder.

Man måtte anlægge dæmningen mere nordlig
end man oprindelig havde planlagt. Ekstra sikkerhedsforanstaltninger
blev taget i brug for at sikre dæmningen.  

Mellem 1.000 og 1.500 arbejdere blev
beskæftiget ved dæmningen. Efter fire års byggetid blev tre millioner
kubikmeter sand og mudder flyttet.  Endvidere blev 120.000 sten
transporteret til dæmningen fra fastlandet.

Materialerne blev leveret af forskellige
fladbundede både inde fra Husum.
Andre materialer blev leveret via nye skinner. Hver dag kom 70 jernbanevogne
med materialer. Dertil kom 30 sejlbåde, 3  slæbebåde og yderligere
20 andre både.  

Dæmningen blev dyr. Og det måtte passagerne
på dæmningen betale for. Et tillæg blev beregnet fra 1933 til
1940.

Nord og syd for dæmningen på fastlandet
blev der anlagt diger. Derved opstod Wiedingharder Neue Koog
og Dreieckskoog.  

Problemer med navnet

Den første officielle passager var
Rigspræsident Paul von Hindenburg.

Det var også ham, der indviede dæmningen. Efter blot et par timer
forlod han igen øen. Og har efter sigende aldrig mere været på øen.
Egentlig havde dæmningen ingen navn. Men ved en indvielsesmiddag fik
dæmningen sit officielle navn.

Men efter anden verdenskrig, var der
mange tanker fremme for at ændre navnet på dæmningen. Man beskyldte
Rigspræsidenten
for at have banet vejen for Hitler.

Der var mange initiativer i gang for
at ændre navnet. Forslag som Sylt
– Dæmningen, Fredens – dæmningen eller Nordfrislands
– dæmningen
kunne dog ikke rigtig trænge igennem.  

Et biltog på 
550 meter

Fra 1932 blev der også taget biler
med toget. Indtil første verdenskrig blev bilerne kun taget med som
almindelig gods.

Fra 1951 indførtes rigtige biltog. Kun
fire af disse kørte dagligt på sporene.

Men der var utilfredshed at spore. Mange
forlangte at der blev bygget en direkte vej til øen, så biler ikke
var afhængig af toget.

Man gennemførte nogle ændringer, så 
flere og kunne køre til øen. Således kunne man i påsken 1957 overføre
450 køretøjer.

I 1961 indførtes to – etagers
biltog. I dag kaldes togene for SyltShuttle.
Og endelig i 1972 blev der anlagt et ekstra spor.

I 2001 blev der indsat 5 nye biltog på 
en længde af 550 meter. De kunne befordre op til 190 personvogne.  

Hver sommer transporteres 700.000
gæster

Nu er det ikke kun biltog, der kører
over dæmningen. Regionaltog, Intercity og eksprestog kører flere gange
i timen mod og fra Sild.

Man regner med at alene jernbanen hver
sommer transportere 700.000 gæster til og fra øen.

Et enkelt biltog kan medtage 160 personbiler.
På en enkelt dag i forbindelse med højtiderne kan der i løbet af
en dag sagtens køre 120 tog over dæmningen.  

På dæmningen blev der opført
en lille barak. Her sad en person og styrede trafikken. Dette sker nu
elektronisk fra Niebøl. Den lille barak blev i folkemunde kaldet
Villa Havudsigt.
 

To alvorlige ulykker

Den 3. september 2009 skete et tragisk
uheld på dæmningen. En lastbil på 
toget blev ramt af stormvejret og slynget af toget. Chaufføreren blev
dræbt ved ulykken. 

Også i 1993 var der sket en ulykke
på dæmningen, hvor to personer blev alvorlig kvæstet.

Der er eller strenge regler for, hvornår
man må medtage køretøjer. Alt dette er afhængig af vindstyrken.

Efter redningsindsatsen havde redningsmandskabet
kritiseret redningsvejen. Den var ikke blevet vedligeholdt og
mandskabet havde svært ved at nå frem.  

Adskilt fra fastlandet

Men hvad er der for en ø, dæmningen
fører over til?

For cirka 8.000 år siden blev Sild
skilt fra fastlandet.

Øen Sild
var besøgt af vikinger. Det viser flere fund. Fra omkring år 500 blev
Sild
beboet af østfrisere. Strandfriserne
kom først omkring år 1000.

Ifølge overleveringer skulle jyderne
og anglerne i 450 have begivet sig ud på havet for at kolonisere
de britiske øer. I mange år har området været næsten affolket.  

Øen har været beboet siden den yngre
stenalder. På øen findes en del gravhøje og stendysser. Bedst
kendt er Denhoog, Hanhoog og Tinumhoog.

Således minder familiegraven Denhoog
ved Venningstedt om masser af aktivitet i forhistorisk tid.  

Sild nævnes i 1141

Navnet Sild
dukkede første gang op i skriftlige kilder i 1141. øen blev også
nævnt i Valdemars jordebog
fra 1231. Muligvis stammer ordet fra det danske ord for fisken sild.
Andre muligheder er det gammeldanske ord sylt,
der betyder salt eller strandeng.

Men fra 1668 brugte man silden i våbenskjoldet.  

I 1236 blev Sild
en del af hertugdømmerne. Men Nordfrisland
udgjorde et særligt utland
under kongen. Med tiden kom større og større dele under hertugen.

Kongemagten beholdt dog lige til 1864
øen Amrum, den vestlige del øen Før
og List på nordsiden af Sild
under sit direkte herredømme.

List
havde allerede siden 1292 været i besiddelse af købstaden Ribe
og var i modsætning til resten af øen overvejende befolket af jyder.

I 1769 havde øen ca. 3.000 indbyggere.  

Rømø 
og Sild i hver sin retning

De to nordsø – øer Rømø
og Sild udviklede sig helt forskelligt. Keitum
var egentlig Silds hovedstad. Men da de første badevogne
i 1855 blev opstillet i Westerland,
tog udviklingen fart. Denne by var et lokomotiv for de andre byer på
øen. Det var også det år, hvor det første fyrtårn
blev tændt.  

Rømø 
gik efter 1920 en helt anden vej. Man tog imod campister og individuelle
gæster, som søgte den naturnære ferie i et sommerhus, i klitterne
eller ved Nordeuropas bredeste strand. Det var dog overvejende
tyske turister, der opsøgte Rømø,
som de kaldte for de fattiges Sild.  

Ø
– banen på Sild

I 1888 åbnede øbanen mellem Munkmarch
og Westerland. Senere blev den udvidet til Hørnum
og List.. Øbnanen var en såkaldt smalsporet bane. I 1970 blev
trafikken på strækningen indstillet og skinnerne demonteret. Banen
blev erstattet af rutebiler.

Faktisk var det ombyggede Borgward
– lastbiler,
der udgjorde en del af materialet. Disse ombyggede
lastbiler blev taget i brug i 1956, da damplokomotiverne ofte kørte
fast i fygesand.  

En langstrakt
ø 

Det var kejserrigets
populæreste rejsemål og blev kaldt Dronning af Nordsøen.
I 1905 fik byen købstadsrettigheder. Allerede i 1911 havde byen
Vesterland
30.000 gæster om året.  

Ganske vist siger man, at Sild
ligger 20 kilometer fra fastlandet. Men fra øens østligste del er
der kun 8 kilometer til Friedrich
– Wilhelm – Lübke – Koog

på fastlandet.

Fra nord til syd er øen 38,5 kilometer
lang.

På det smalleste sted er øen kun
350 meter bred. Det er mellem Rantum og Hörnum.
Det bredeste sted er mellem Westerland
og Morsum. Her er der 12, 5 kilometer.

Det højeste punkt er Uwe
– klitten
på 52,5 meter.  

Stormfloden i 1362 ændrede øens form.
Store marskområder blev mistet, og øen mistede forbindelsen til fastlandet.
Allehelgensfloden
i 1436 medførte endnu større landtab. Byen
Ejdum
sank i havet og Rantum
forsvandt i klitterne.

Men det var dog først i slutningen af
det 14. århundrede at øen fik sin nuværende karakteristiske form.

En tredjedel af øen er dækket af klitter.
Resten består halvt af gest og halvt af marsk. Gesten er bevokset af
lyng. I marsken findes græsenge og landbrugsjord.  

På hele den vestlige del finder
man en ca. 39 kilometer lang sandstrand. Brændingen og den kraftige
vestenvind medfører konstant ændringer af landskabet. Man ofrer store
beløb på at sikre øen. Regelmæssige strandfodringer
er nødvendig. Og husk, at du skal betale for at bade på Sild.

Foruden toget, kan man tage med Rømø
– Sild
overfarten og ligeledes med ruten Nordstrand
– Hörnum.
Ja så kan man også tage fly til lufthavnen. 

Hovedstaden hedder Westerland
og har 10.000 indbyggere. Det er halvdelen af øens befolkning. Kunsthåndværkere
og gallerier har sat sit præg på byen.

Byen Wenningstedt
er nærmest vokset sammen med Westerland.
Her findes også kasinoer og banegården. Her er læsseramperne til
biltoget. En masse klinikker og kursinstitutioner findes her.

Mod syd i Ramtum
fremstilles en eksklusiv mineralvand. Her i klitterne findes nok
Tysklands
dyreste vinkælder.

 

Kirke fra 1020

De ældste kirker på øen er
Sankt Severin Kirken
ved Keltum
og Sankt Martin Kirken. Den første kirke blev opført allerede
i 1020 i Keitum. Her skulle have ligget et kultsted. Måske har
man tilbedt Odin. Kirken hørte under klosteret i  Odense
og er viet til den hellige Knud.

Keitum
er en gammel er en gammel kaptajnslandsby. To museer fortæller her
om historie, sprog og frisisk kultur. Her er der også mulighed for
at se de originale friser – gårde.

Mod nord ligger den gamle havneby
Munkmarsch.
Det var her ruten gik mod Højer Sluse.  

Omkring Tinnum
er priserne nogenlunde acceptable. Her er de ikke skruet kunstig i vejret.
Det er også her i nærheden, at Tinnumburg
ligger. Det er et ca. 2.000 år gammelt rigvoldsanlæg.

Braderup
er også et kursted, men knap så mondænt som Westerland.
Når vi nu snakker om det mondæne, ja så er Kampen
nok det mest mondæne på hele Sild.
Her holder de mest lækre biler i Whiskeystrasse.

Helt nordpå ligger List.
Her fandtes tidligere massive militære anlæg.  

Syd på ligger Hörnum.
Herfra er der forbindelse til Nordstrand.
Tidligere var der forbindelse herfra til Helgoland.  

Kurgæster ud
– soldater ind

Fra 1914 – 1918 forandrede livet
sig på Sild. I stedet for kurgæsterne var det nu soldaterne,
der rykkede ind overalt, på hoteller, i pensioner og på børnehjem.
Og skolen i Westerland blev indrettet som lazaret.

Dampskibsselskabet stillede skib til
rådighed for transport af tropper og materiel. Ved vestkysten blev
der opstillet 5 batterier. Bunkere med kommunikationscentre blev anlagt.

Og på Sild
kunne man sagtens høre slaget i Skagerak
i 1916. I dagene efter flød døde soldater ind på stranden.

I november 1918 havde de fleste soldater
forladt øen . Mandskab fra et amerikansk krigsskib undersøgte om alt,
var gået rigtig til. De sørgede også for at flyvemaskinerne havde
fået demonteret deres bomber.  

Görring i Wenningstedt

Efter 1933 satte nazisterne sine spor
på øen. Cirka 10.000 soldater blev stationeret og en række bunker
opført. I 1934 fik jøderne strandforbud i Westerland,
og efterhånden også på resten af øen. Mange hotelværter erklærede
deres huse for jødefri.

Det var også i Wenningstedt,
at Göring og mange af hans tilhængere holdt til. Hans hus
Mein Lütten,
eksisterer endnu. Ja egentlig var huset hans kones.

Indtil anden verdenskrig ferierede også
folk som Rosa Luxemburg og Thomas Mann
i Wenningstedt.  

En ny flyveplads blev anlagt ved Westerland.
Et lazaret blev anlagt i den nordlige del af byen. Rigs – arbejdstjenesten
( Reichsabeitsdienst) 
anlagde fire barakbyer på øen. Marinen byggede desuden forskellige
steder på øen.  

Invasion fra Sild

Mange øvelser foregik fra Silds
vestkyst. Meningen var, at tyskerne herfra ville indvardere England.

En betonvej blev anlagt fra Kampden
mod List. Her foregik en masse militær – transport.

Flere gange under krigen blev øen bombarderet
af engelske flyvere, men der skete ikke større skader.  

Efter krigen strandede et stort antal
fordrevne fra Østtyskland på øen. Militære anlag blev sprunget
i luften af besættelsesmagterne.  

Udsat for naturens luner og farer

Den fortsatte erosion er til fare for
øens fremtid. Især i den sydlige del omkring Hørnum
sker der store tab af land. Også lerklinterne bliver mindre. Det store
antal besøgende især om sommeren stresser
øen.

Den langstrakte ø er en slags bølgebryder
foran fastlandet. Men øen er konstant udsat for naturens luner.

Gennem de sidste 400 år er øen godt
nok vokset med 2 kilometer i længden, men den er blevet smallere og
smallere. På det smalleste sted er der fare på færde, hver
gang der er optræk til stormflod. Ja det er kun 350 – 400 meter,
at gøre godt med.

Meget værdifuld marskjord er blevet
begravet af sand, og flere byer er i løbet af historien forsvundet
under klitterne.  

Der er i nyere tid indført sikkerhedsforanstaltninger.
Mange steder på øen er der ikke adgang. Men ikke alle overholder bygningsforbud.
Ældre bygninger er forsvundet. Det gælder blandt andet hotelkomplekset
Zur Kronprinzen
eller en strandcafé ved Wenningstedt.
Disse komplekser blev offer for naturens kræfter.  

I 1907 blev der på privat initiativ
startet bygningen af en mur, der skulle beskytte byen Westerland.
Den startede med at være 68 meter lang. Men byen fortsatte med at udvide
muren. I 1924 var den 774 meter lang og havde en højde på cirka 6
meter.  

Nye gæster til
øen

Med dæmningen kom der også andre
besøgende til øen. Det var ræve, muldvarpe og andre dyr. Dette gik
ud over fuglelivet.  

Spørgsmålet er dog om man i længden
kan stå imod naturens kræfter. Man bruger hvert år enorme summer
på at sikre øen. På den anden side sikrer den voldsomme turisme
på øen også enorme indtægter.  

6,5 millioner overnatninger

I 2007 blev der registreret 6,5 millioner
overnatninger. Øen råder over cirka 12.000 sommerhuse og i alt 50.000
gæstesenge.I højsæsonen er der opstillet mere end 11.000 strandkurve.

De mange biler var en trussel for øen.
Man havde ikke tænkt på indretning af p – pladser. Og
bilisterne ville så tæt til stranden som mulig. De lavede deres
egne p – pladser midt i det truede område. I 1960erne gik man
i gang med udbygning af vejene og p – pladserne på øen. Nu skulle
man så have styr på de 450.000 biler, der hver sommer drøner rundt
på øen. Og hvis man ellers vil betale sig fra det, så er der nu 84
officielle gange gennem klitterne ned til stranden  

En kraftig brænding

Brændingen ind mod Sild
er meget kraftig. Ja man kan ligefrem bliver masseret af den. Men i
1976 blev der illustreret, hvor kraftig den egentlig er. En dansk fiskekutter,
der havde fået motorstop drev ind mod stranden. Den var fuldstændig
ubeskadiget. Men efter to dage ved stranden var den fuldstændig slået
til pindebrænde.  

Kurophold

Vi har tidligere fortalt om de rige og
de smukke, der besøger øen. Ja min far, der et par somre i min ungdom
arbejdede på øen kunne berette om en perlerække af tyske filmskuespillere,
han havde talt med på øen.

Men mange almindelige mennesker,
tager til øen få at få helbredt en af deres lidelser. Således har
vi i flere artikler beskrevet tøndringer
der er taget til øen om sommeren på et kurophold.

Blandt disse tøndringer var Hans
Bulgar.
Ja egentlig hed han Hans Stehr og
var vært på Schweizerhalle i
Tønder. Han var påfaldende ivrig med sine hurraråb, da Dronning
Elisabeth
af Rumænien besøgte øen i 1888. men det kneb
lidt med geografien for Hans.
Så han råbte, Længe leve Bulgarien.
Og sådan noget skal man ikke gøre, når man kommer fra Tønder.
Så får man et øgenavn.  

Provisor Peter Nielsen
fra Tønder Apotek elskede at tage til Sild,
og var stamkunde i Wellenbad
i Westerland. Ja, han kom så til at hedde Peter Wellenbad.  

Luften på Sild
er nemlig helbredende for astma, luftvejssygdomme og muskelinfektioner.

Allerede i 1857/1858 havde man fundet
ud af, luftens gavnlige virkning på helbredet.   

Nøgenbadning

Meget populære er øens nøgenbadestrande.
Den første blev oprettet allerede i 1920.

Men i begyndelsen blev kønnene opdelt.
Længst mod syd var det damerne. Mod nord var det mændene. Og i den
neutrale zone kunne man muntre sig. Her var der musiktelte og restauranter.
Her var også såkaldte Giftbuden.
Her kunne man få en kryddersnaps.

Det var også strenge regler for,
hvornår man måtte bade.  

Orgelkoncert og rummelpot

Øen er præget af både dansk, tysk
og frisisk kultur. Øens nordfrisiske dialekt kaldes sólring.
Men det menes at kun 4 pct. af øens befolkning efterhånden behersker
denne dialekt, som har lånt mange ord fra dansk. Især på det nordlige
Sild
omkring List tales også sønderjysk.
På øen er der en dansk kirke og skole.  

En tur langs Vadehavet
ved solnedgang er befriende for liv og sjæl. Eller en koncert med sømandssange,
eller måske en orgelkoncert i Sankt Severin Kirken
i Keitum er nogle af mulighederne.  

Mange gamle traditioner har overlevet
masseturismen. I februar har man således birkebrænding.
Om sommeren er der ringridning.
Nytårsaften er der rummelpot
eller som det kaldes på øen maskeløb.

Ved juletid opstiller mange øboer et
jöölboom.

Ligesom på naboøerne Amrum,
Før
og Rømø har Sild
også¨deres egen folkedragt. Den bliver også kaldt Sildedragten.
Allerede i 1597 bliver den beskrevet. Den har stor lighed med Rømødragten.  

Sagnet om Ekke Nekkepenn

Et meget kendt folkesagn fra Sild
er Ekke Nekkepenn.

Havguden Ekke
havde en forkærlighed for Hørnum
Sild. Har havde han nemlig forelsket sig i Inge fra Rantum.
Og hun havde givet sit ja.

Senere fortrød den unge pige og forsøgte,
at blive ham kvit.

Ekke
lovede hende omsider, at hvis hun kunne nævne ham ved sit navn, så
skulle hun få sin frihed. Hun spurgte overalt, om hans navn. Men ingen
vidste det.

Bedrøvet gik hun rundt og opsøgte de
ensomme steder. Tiden nærmede sig, hvor han ville hente hende. Da hørte
hun en sang, da hun gik nede ved stranden. Sangen kom inde fra en stor
klit. 

I dag vil jeg brygge

I morgen vil jeg bage

I overmorgen vil jeg bryllup holde

Jeg hedder Ekke Nekkepenn

Min brud er Inge fra Rantum

Og det ved ingen, uden jeg alene.  

Nu vendte hun glad hjem. Og da havguden
kom til den aftalte tid, sagde hun: 

Du hedder Ekke Nekkepenn, og jeg er
Inge fra Rantum.
 

Da forlod havguden hende straks og vendte
aldrig mere tilbage.  

Kilde:
Se

Litteratur Tønder

Litteratur Højer

Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

Bådfolket i Rudbøl

Heltene i Vadehavet

Højer – som havneby

Højer – stormflod og diger

Sidste tog fra Højer

Soldater på Jordsand

Søslaget ved Højer

Travlhed ved Højer Sluse

Vadehavet ved Højer

Øen Jordsand – engang ud for Højer

Øerne syd for Højer

Digebyggeri i Tøndermarsken (under Tønder)

Friserne – syd for Tønder (under
Tønder)

Kanal gennem Tønder (under Tønder)

Tog til Tønder (under Tønder)

Tøndermarsken (under Tønder)

Tøndermarsken 2 (under Tønder)

Tøndermarsken – under vand (under
Tønder)

Vadehavets maler – Emil Nolde
(under Tønder)

Vikinger i Vadehavet (under Tønder)

Enklaverne i Sønderjylland (under Sønderjylland)

Rømø – en ø i Vadehavet
(under Sønderjylland)


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Højer