Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland

Sønderjysk Humor

Februar 4, 2010

På 
det multietniske Nørrebro kan man grine af Sønderjysk. På 
Tønder Kommuneskole havde man ikke humor. Den fromme Brorson blev censureret
af prøjserne. Præsten fra Flensborg blev
”danskerfjendsk”. De gamle krøniker om landsdelen var uden humor.
Numsen blev vist både i Flensborg og Sønderborg. Så
skal Isted Løven stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg.
 

De griner af sønderjysk

Når man midt på Nørrebro
bryder ud i sønderjysk, griner de lokale beboere. Men det er jo ikke
humor i sig selv. Vi er bare nogle, der holder fast i vores modersmål.
Og takket være vore forældre kan vi efter mange år stadig beherske
denne dialekt. Og det glæder da også tilhørere, når man kan holde
foredrag på denne dialekt.  

Respektløs over for
øvrigheden

Den sønderjyske humor er respektløs
over for konger, prinser, præster og øvrighedspersoner. Den sønderjyske
humor er ikke næsvis som den københavnske. Vi har bevaret den tørre,
brede jyske lune. Kun hvis det gælder om at værne den nationale værdighed,
kan humoren blive hård og skånselsløst.  

Erling Jepsen

Sønderjysk humor er tør og overraskende.
Erling Jepsens fantastiske to bøger om forholdene i flækken Højer
er både humor og ironi. Og de film, der er lavet over de to bøger
fastholder denne ironiske stemning. Dog er der masser af alvor i bøgerne
og filmene.  

Asger og Willys Kaffeklub

Når jeg ser Asger Reher
fra Ørkenes Sønner ja så er man bare fortabt. Eller dengang,
jeg havde slæbt en sød serbisk pige til at overvære en optræden
med Willys Kaffeklub. Hun kunne genkende nogle af typerne fra
hendes hjemegn.  

Isted Løven på 
Bov Bakke

Morsomt var det også, da min gode ven,
Per Borgaard
mente, at Istedløven
skulle stå på Bov Bakke og kigge over mod Flensborg.
Dette gav han udtryk for under et møde, som jeg arrangerede for
Kulturelt Samråd
Smedeby Kro.
Senere gengav vi indlægget i medlemsbladet. Senere blev det brugt i
den kommunale valgkamp – ak ja.  

Ingen humor på 
Tønder Kommuneskole

Men tingene kan åbenbart også 
blive for morsomme. Således fik jeg i skolen at vide, at jeg skulle
begrænse min kreativitet. Jeg havde skrevet en mini – krimi på 4
– 5 sider, der hed Mord i skraldespanden.
Det skete 7 mord, inden jeg var færdig.

Ikke alle lærere på Tønder
Kommuneskole
var lige humoristiske dengang.  

Alvorlige krøniker

I ældre tid træder den sønderjyske
humor ikke frem. Middelalderens krøniker er gravalvorlige. De har ingen
sans for humor. Den daglige brydning mellem dansk og tysk var den sønderjyske
folkevids frugtbarske grobund.  

En anelse humor kan vi ane i sagnet om
Uffe hin spage.
Også landsdelens høvding, Knud Lavard
kan få en til at trække på smilebåndet. Men nu var han jo ikke sønderjyde.

En skæmtefuld tone oplever vi i den
fromme Brorsons digt om David og Goliath. Kaptajn Werner Abrahamson
fremkommer med den satiriske vise: Min Søn, om du vil i verden frem,
saa buk.
 

Den fromme Brorson blev censureret

Morsomt er det også, at tænke sig,
at den fromme præst og senere biskop Brorson
i sin salme Her vil ties, her vil bies, her vil bies, o svage sind
blev beskyldt for at skrive politisk ophidsende sange.
Den blev udlagt som opfordring til sej modstand mod undertrykkerne.

Derfor forbød preusserne denne sang
i Köllertiden. Det mærkelige var, at preusserne
helt overså Brorsons digt om David og Goliath.  

Æ Rummelpot

En del humor findes i Svend Thorsen:
Lunets Sønner (1937).
Men det er nu småt med udbuddet. Så har
Nikolaj Andersen
i samlingen Sønderjyske Digte og Historier
(1930)
meget mere at byde på.

Og i dag har vi også Æ Rummelpot.
Men kigger vi tilbage i Sønderjyllands historie kan vi også finde
oplivende historier.  

Præsten fra Svenstrup

Omkring 1630 hed præsten i Svenstrup
Als Carsten Lorenzen. Hans fyrstelige herskab var Hertug
Frederik af Nordborg.
Han var kendt som en rå og hensynsløs person.

I 1637 fandt han ud af på en helligdag
at stævne Svenstrups bønder som klappere til en jagt. Men pastoren
fritog dem. Det var ulovligt.

Derefter kom hertugen galopperende i
fnysende arrigskab. Han langede præsten en over øjet med sin ridepisk.
Men præsten lod sig ikke skræmme. Han tog fat i hertugens lange bukkeskæg,
halede ham ned på jorden og holdt en dundrende tordentale.

Denne formastelige handling kostede kjole
og krave.

Men kong Christian den Fjerede,
der godt kendte hertugens udskejelser, lønnede den tapre og spøgefulde
præst til et bedre kald i Odense.  

Krokonen fra Arrild

Krofolkene i Arrild
var godt hjemmetyske. En dag kommer en dansk gæst ind på kroen. Han
får øje på en tysk – national plakat, der pranger på væggen med
Bismarcks
kæmpebillede og nedenunder hans stolte valgsprog: 

  • Wir Deutschen fürchten
    Gott, sonst nicht in der Welt.

 

Gæsten spørger krokonen, om hun nu
også ved, hvad der menes med det. Troskyldig svarer hun: 

  • De veer
    æ it, de forstær æ 
    it, men de ska sej te vi æ så 
    tysk, så tysk, så tysk, – å
    de æ vi da å.

 

Præsten fra Flensborg

Et af de grelleste eksempler på 
hovedkulds overgang fra flammende dansksind til tysksind er en provst
Jacobsen
fra Flensborg Provsti
et eksempel på. I 1811 havde han endnu været pæredansk og kvædet
hyperloyale fædrelandsrytmer: 

  • Feierlich schallet der
    Jubelgesang, glücklicher Dänen beim Becherklang.
  • (Festlig genlyder jubelsang
    af lykkelige danske ved bægerklang)

 

Men på sine gamle dage havde piben
rigtig nok fået en anden lyd: 

  • O armes Land vom Gott veracht’t,
    wo man aus Holz, die Schuhe macht, wo man statt Holz die Erde brennt,
    und wo man ”Schneer” die Butter nennt.
    Gott wolle uns behüten, dass wir nicht werden Jüten.
  • (O arme land, Guds spot
    og spe, hvor man af træ gør skoene. Hvor man for træ
    må brænde tørre og hvor man kalder Butter, smør. Gid Gud det blot
    forbyder, at vi skal vorde jyder.

 

Fischer fra Aabenraa

En hjemmetysk pastor Jens Wrang
udtalte om den meget danske
urmager i Aabenraa og stifter af bladet Freja:  

  • Fischer er en rasende dansker,
    så hvis ”Domsbasunen” ikke på
    den yderste dagblæser på dansk, står han såmænd ikke op af graven.

 

En smuk anerkendelse fra en modstander.  

Vers til Köller

Til ære for Overpræsident Mathias
v. Köller
under sit felttog mod danskerne, blev der skrevet et
vers:

  • Doch da du nicht den Nacken
    bogst, nein unverdrossen wieter logst, dann hat man es verstanden zu
    finden die optanten.
  • (Dog da du nakken ej har
    bøjet, nej ufortrødent videre løjet, har man forstået, som det sandt
    er, at finde frem til optanter.

 

Smedevers mod Eskildsen

I et anonymt stridsskrift mod Eskildsens
”Grænselære”
findes citeret følgende smædevers mod rigsdanskere:

  • Danske Pak, mæ
    æ Lus i æ Nak, mä æ Træsk i æ
    Haend, Herut a æ Laend.

 

Så 
viser vi røv 

Prins Frederik af Nør 
var i 1848 i Rendsborg. Her bildte han garnisonen ind, at
Frederik den Syvende
var taget til fange af københavnske oprørere,
og at det nu var den provisoriske slesvig – holstenske regering varetog
hans rettigheder. Han var iført dansk generalsuniform.

Men allerede tidligere vidste beboerne
i Flensborg, hvad han bar på.

I 1846 var han kommet til Flensborg
med sit kongelige følge. Da hans vogn kom forbi det sted, hvor gildebrødrene
fra St. Knuds Gildet stod, gjorde de kort omkring og fremviste
den legemsdel, hvor ryggen bliver fræk.  Således markerede de
deres manglende troskab.

Det var gildets oldermand, værkmester
Kruse,
der havde iscenesat den velmotiverede demonstration.   

Numsen vises også 
i Sønderborg

I 1868 fik Kong Wilhelm af Preussen
lyst til at besøge de to hertugdømme, som hans soldater så tappert
havde tilkæmpet sig. Han skulle også besøge Sønderborg.
Lige inden besøgte en delegation ham, og takkede for at han anerkendte
løftet i Prag – fredens § 5
om landsdelens genafståelse til Danmark. Dette nægtede han dog.

Så var det at slagtermester
Reimers
sagde til sit folk:

  • Æ Kong vil it hils
    å vos, så vil vi helle it hils å ham

Kongen kom sejlende til byen og steg
over i sin ekvipage for at køre op ad den stejle perlegade.
Der stod alle stoute alsinger stille og rolig og røg deres piber. Sikke
en masse loyalitet, tænkte kongen. Men pludselig lød en kommando.
Omkring.

Nu viste de alle en mindre respektfuld
del deres legeme. Kong Wilhelm
kom aldrig til Sønderborg igen.  

Djævelen på 
Augustenborg Slot

En nevø til Prinsen af Nør
fik også sit Rap over Snerten.

Det var på Augustenborg Slot
i 1844. Det var maskerade, og i en sofa sad to danske præster og snakkede
gemytlig sammen på deres modersmål. Den ene var alsingeren Jørgen
Hansen,
der senere blev biskop. Han var kendt for sin slagfærdighed.

Pludselig stod der foran dem som skudt
op af jorden, en festdeltager, maskeret som djævel, med store sorte
horn, en ildrød tunge ud af halsen, og en lang sort sært bagud. Han
skulede ondt til de to dansktalende præster og til sidst hvæssede
han arrig:

  • Verfluchte Dänen.

Men Jørgen Hansen
lod sig ikke bringe ud af fatning:

  • Nej se, det var da morsomt.
    Så fik vi at vide, hvad nationalitet Hans Majestæt Fanden regner sig
    til.

Djævlen forsvandt hurtig uden at svare.
Da maskerne faldt, viste det sig, at djævelen var Prins Frederik
af Augustenborg.
 

Bismarck og Prinsen

I 1864 dukkede Herzog Friedrich der
Achte (Prins Frederik af Augustenborg)

pludselig op hos Bismarck. Denne jagede prinsen ned af trapperne
med en bemærkning på plattysk, at man har lov til at dreje halsen
om på den kylling, man selv havde udklækket.  

Løgn blev en videnskab
– i Kiel

Omkring 1848 sagde Fanden:

  • Nu er løgn blevet en videnskab
    – professoren er taget til Kiel for at studere.

Sønderjyderne var blevet trætte af
den tyske historieforfalskning. Således holdt professor Kaufmann
i 1923 et foredrag for flensborgske pigeskoleelever:

  • Den jyske dialekt skulle
    slet ikke kaldes dansk

Lige så galt gik det for professor
O. Brandt
i Slesvig – Holstens Historie
udgivet i 1925. her kaldte han Gorm den Gamle
som en vild tyskerforfølger.  

Præsterne havde det svært

Da de tyske præster havde overtaget
alle hverv fik de det meget svært med sproget. Det havde provst
Götting
i Aabenraa. Han var ellers en brav mand, men mishandlede
i den grad det danske sprog. Engang skulle han introducere en ny lærer:

  • I hafe længe
    ønsket eder en godt Lærer, och nu hafe I fået en satan.

 

En anden præst skrev i en piges poesibog:

  • Et godt Fæ
    ved din Vugge stod (skulle have været
    ”en god fe)

 

En tredje præst stævnede kirkeforstanderskabet
til forhandling om følgende emne:

  • Laag paa Kirkegaarden (skulle
    have været laage)

 

Lærerne kunne ikke undervise i dansk

Lærerne havde det lige så svært
med de danske sprog. En af de værste var seminarieforstander Rickmers
i Tønder. Engang sagde han:

  • Vil de Herrer kaste op
    i Bibelen, Kapitel så og så

Da seminaristerne lo, spurgte han forarget:

  • Hvad lattrer de af?

 

Svend kunne ikke
Laut noget

Lille Svend skulle møde på sin
første skoledag, og sige sit navn. Men han talte ikke så tydeligt.
Læreren råbte Laut.(højere)
Det hjalp nu ikke meget. Så læreren skreg igen Laut.
I stedet for at svare begyndte Svend at snøfte og snuse. Læreren gentager
igen: Laut. Nu var det i en vred tone. Da brast det for lille
Svend, han begyndte at græde:

  • Æ ka it laut (på
    sønderjysk: lugte) nowe.

 

Æ Feuerwehr i aktion

Kommandosproget i det frivillige brandværn
i Sønderjylland, var helt op til 1945 tysk. Det var det i hvert
fald i Tønder.

Og så skete det, at en brandmajor
ville gøre sig vigtig. Han for rundt og kommanderede. Leute her,
Leute her (folk herhen).

Men så var det en lun sønderjyde
blandt tilskuerne, der udbrød på sønderjysk:

  • Æ ka da sawt si uen Løjte
    (se uden lygter).

 

Da Schweizerhalle brændte

Æ Feuerwehr i Tynne
var kaldt til brand på Schweizerhalle.
Man manglede vand, og brandfolkene kunne lige så godt tage sig en lille
en. Det fik en gendarm til at udbryde:

  • Ich verbiete mich jeden
    genuss zu geniesen

En dansksindet brandmand vender sig om
til ham:


  • ska da helle it tro, at då få nue.

 

Latrinvognen
fra Aabenraa

Kalle og Fidde
kørte ind ad Ramsherred i Aabenraa
med deres såkaldte latrinvogn. Det var i middagspausen. Pludselig råber
Kalle:

  • Fidde hålt, stop
    æ hest
  • Hvorfor Kalle, wa
    æ det da sket
  • Jamen Fidde,
    æ ha taft min mantel næe i æ en spand bachve
  • Kalle, den mantel wå
    da it møje væe
  • Jamen Fidde,
    æ lævepostæesma lå i æ fick

 

Ondt Naboskab

På en telegrafpæl stod følgende
”kvad”, der vidner om ondt naboskab: 

  • De
    æ så styg og ækel en Fowl

    Vos oll te Skræk 
    å Plaw

  • Fra Hus te Hus fra Gowl
    te Gowl
  • han flyer både Nat
    å Daw
  • Og hvå
    de æ nove å fesk
  • Han stjæl både fad
    å Desk
  • Å skriche vi Småfowl,
    som vi ka ha Grund

  • skrål han bare: ”Hold Mund”

 

Uffe hin spage og Sakserne

Vi kender alle sagnet. Men kender du
den i den sønderjyske version. Den kommer her: 

  • Uffe stoj lidt
    å så å de to Sawsere. Saa gik han hen sæ
    tee å drill mæ bpåde de jæn å
    de annen. Å mere å mereåpire bløw dæn føst Sawser, han sku slås
    mæ, så den slow om sæ uen Mål å
    Mæ. Men så å jen Gång gæk Uffe løs
    å ham mæ æ Skræp, å snår lå
    æ Sawse å æ joer, å dæn Sawse wår døe.

  • gæk Uffe ætte æ Kejse sin søn,
    å mæ ham lejt han. Lie som en kat gør mæ
    æn Mus. Jo tombere slow æ prins om sæ. Men Uffe bløw hel role væ
    æt å soj te æ prins:
  • Æ trj da te
    æn sawser wå stør. Men dæ æ væl kom i
    æ mun, di hær æt. Å så slow Uffe te
    æ tysk Kejse sin søn, te han dråt næer
    å æ joer, å hær bløw han liggen, fo hån wår
    å dø.

 

Ja og sådan kunne vi blive ved. Meget
sjovt, er også at læse gamle sagn og eventyrer fra Løjt. Men
dem har vi bragt under Aabenraa.
 

Litteratur:
Se

  • Litteratur Sønderjylland

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Sønderjylland