Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Christianshavn – dengang

Februar 4, 2010

Kongen måtte bæres hjem efter at
have været til fest hos Tordenskjold. Kvinder der var skyld i kønsforstyrelser
blev anbragt i Kvindefængslet. Store slag fandt sted mellem amagerkanere
og christianshavnere på Volden. Et kræmmerhus med fedtegravere
kostede 5 øre. Koyvere kostede 20
øre. Man spiste vandgrød og survælling. Og Bådsmandsstrædes Skole
blev kaldt for det røde fængsel
 

Skattefrihed

Christian den Fjerdes
ordre til storkøbmand Johan de Willem
i 1616 var at han skulle få velstående nederlandske købmænd og gode
håndværkere til at komme til Danmark.

Til gengæld ville han garantere religionsfrihed
samt 12 års frihed for skat, told og anden tyngde.
Dog kunne der kun gives 7 års frihed for udførselstold.

Uden modydelser måtte de så bosætte
sig på et land, der hed Amager. Og dog betingelsen var, at man
opførte et godt købstadshus på grunden.  

I første omgang havde kongen tænkt
og et centralt torv med 8 gader. Ambitionerne var høje. Men de blev
ikke helt indfriet. Men Strandgade
er et godt eksempel på, hvor flot der kunne bygges. Vi tager på en
vandretur op af Strandgade.  

Vandretur i Strandgade

En perlerække af velbevarede ejendomme
ligger på denne gade. Vi begynder ved Christianskirken.
Den var omgivet af B&W´s
mange bygninger. I 1755 – 59 blev den bygget som kirke for den tyske
del af garnisonen. Dens oprindelige navn var Friederichskirche.
Det var faktisk Eigtved, der var skaberen. Siden 1901 har kirken
været dansk sognekirke under det nuværende navn.  

Kongen måtte bæres hjem

Her i Strandgade
boede Grundtvig fra 1829 til 1840. I nabohuset Strandgade
6 boede Tordenskjold. Bygningen er opført af vindhandler
Abraham,
en af Københavns
32 mægtiske mænd (forløberen for Borgerrepræsentationen)i
enevældens tid.

Da Tordenskjold
boede her, var Frederik den Fjerde
ofte på besøg. Kongen blev ofte så fuld, at han måtte bæres hjem
til slottet på den anden side af havneløbet.  

Strandgade
14 blev kaldt for Rhodske Gård.
Midt i 1600 – tallet blev den opført af borgmester Norman Hiort.
Ofte er gården blevet udnævnt som Christianshavns Rådhus.
I 1781 blev ejendommen forhøjet med to etager. Under et engelsk luftangreb
i 1943 blev ejendommen beskadiget, men bygget om i 1945.

I sangerinde – knejpernes gyldne
tid i 1860erne lå et etablissement
i ejendommen kaldet Christian den Fjerdes Hal.
Det senere kælderværtshus på samme sted, Christian den Fjerde
er nærmest legendarisk.  

Før Torvegades
udvidelse lå der her en række gamle renæssancegårde. Blandt dem
var Strandgade 22 – 24 opført i begyndelsen af 1630erne. Den
var ejet af købmanden og tolderen af købmanden og tolderen Nikkel
Kock.
Han blev beskrevet som en brutal person, der hverken kunne
læse eller skrive. Men han var som øverste chef for toldmyndighederne
god til at få penge til den slunkne statskasse. På den måde var han
en god ven af kongen.  

Her på Strandvejen
lå restauranten, Kabyssen, dansestedet Charlie Brown
og Færgekroen. Og en række gamle ejendomme ombygget til ukendelighed.  

I nr. 26 er det Behagens Gård
fra 1626. her var engang politistation. 

I nr. 28 er det Sivert Gubbes gård.
Gubbe
var en af Christian den Fjerdes
personlige venner. I mange af sine erindringer har han berettet om drukture
sammen med kongen i hans unge dage. I Norge
har de således smadret flere værtshuse.  

Strandgade 30
er fra 1636. Den er opført af Jens Petersen.
Senere blev den bryggergård. Således er porten indrettet i 1710 af
bryggeren, Niels Sørensen.  

Christianshavns
ældste hus

Christianshavns
vel nok ældste hus er sikkert Strandgade 32,
opført af Mikkel Vibe i begyndelsen af 1620erne. Han var jyde
og senere borgmester. Han fik af kongen ordre til at føre tilsyn med
byggerierne på Christianshavn.
Men jyden nåede aldrig, at se sit eget hus færdig.  

På den anden side af Sankt Annægade
fortsætter en række af de gamle bygninger. Vi skal her nævne Torps
Gård
fra 1733. 

Ved siden af i nummer 36 – en
ejendom opført af Niels Brock
i 1780. Legatstifteren er blandt andet navngiver til en handelsskole.  

I nummer 46 ligger så Anders
Bjørns gård.
Denne person omtales senere her i artiklen.

På den modsatte side af Strandgade
lå Asiatisks Kompagni.  

Kæmpe voldanlæg 

På kort fra 1617 er 934 hussteder
indtegnet. Et voldanlæg blev planlagt. Og for at få dette finansieret
skulle der udskrives en ekstra skat. Der tages kontakt til hollandske
ingeniører. Planlagt var op til 65 projekter, hvori indgik en del kanaler.

Meningen med det hele var at militæret
skulle flytte ud til det nye sted, og når det hele stod færdig skulle
der udstedes købstadsrettigheder.  

Selve fæstningen bestod af en fæstningsring
med 5 bastioner. Af de oprindelige bastioner er der i dag kun to tilbage.

På Møllebastionen
lå der selvfølgelig en mølle, den hed Breslaus Mølle.
En fæstningsby havde brug for forsyninger i form af mel og gryn, så
der blev opstillet mange møller på bastionerne rundt om i København.
Også på Bastionen ved Kirken
blev der opstillet en mølle. Den blev kaldt Lille Mølle.  

Helt let var det nu ikke at bygge på 
dette sted – Amager.
Det hele skulle bygges på pæle.  

Knippelsbro

I 1620 stod en bro og en dæmning til
København
færdig. Det var den første Knippelsbro.
I ældre historiebøger har jeg set beskrivelser af, at broen er opkaldt
efter det rundtømmer – knipler
broen var belagt med. Men det er ikke korrekt.

Den første bro blev oprindelig kaldt
Christianshavns Bro
eller Lange Bro (det var før Langebros tid).  

Hans Knip
fik i 1642 lov til at købe den grund, der lå lige op til broen. Hans
opgave var også at hejse vindbroen op og ned. Desuden skulle han opkræve
bropenge af de skibe, der passerede.

Efter Hans Knips
død, hed hans ejendom stadig Knippenshus.
Og det er efter denne brovagt, broen har sit navn.  

Den første Knippelsbro
var en primitiv træbro. I 1725 – 28 blev den grundig forbedret og
i 1869 afløst af en jernbro. I 1908 blev der anlagt en ny, men den
blev afløst i 1930 af en endnu nyere bro. Og det er den, der i dag
er anlagt for enden af Torvegade.  

Første Langebro
blev bygget i 1686. Flere gange blev den ombygget. I 1930 opsatte man
en interimistisk bro, som i 1954 blev afløst af den nuværende.

Frelsers kirke

I 1630 flyttede den senere byfoged,
Johan Lauridsen
til stedet. Han kunne berette om oversvømmelse
og højvande. Ja han påstod, at der var tre alen vand, da han
overtog grunden. 

Et stort befæstningsanlæg skulle rumme
både Tøjhus og Flåde. Sådan var tanken. Men det gik knap
så hurtig, som kongen havde tænkt sig. Voldanlæggene havde fremspringende
bastioner. Bydelen var systematisk ordnet med hovedgade og sidegader
placeret systematisk. Oppe fra Frelserkirkens
kirketårn kan man endnu se meningen med det hele, hvis man ellers tør
at gå op af vindeltrappen. 

Ja den første kirke var en beskeden
træbygning, der dog snart blev utidssvarende. Vor Frelsers Kirke
blev påbegyndt i 1682, men først indviet i 1696. Det tårn som arkitekten
havde planlagt til kirken, blev aldrig bygget. I stedet tilfaldt opgaven
til Lauritz de Thurah, der i 1749 – 50, der opførte det enestående
spiralsnoede spir med udvendig trappe. Spiret krones af en globus, som
bærer en 3 meter høj figur af Frelseren
med sejrsfanen. Alt er udført i forgyldt kobber.  

Som lovet fik Christianshavn
sine købstadsrettigheder. Det skete den 8. juni 1639. Byvåben og segl
blev fremstillet. To borgmestre og 4 rådmænd blev udnævnt.  

Kvindefængslet

I 1662 skænkede Frederik den Tredje
en bygning på Christians Torv.
Den skulle bruges til Børnehus.
Det var til forældreløse, fattige, ulydige og vanartede
børn.

Der blev også indrettet en tvangsanstalt
og en straffeanstalt for forbrydere, særlig kvinder, der var skyldige
i kønsforbrydelser eller tyveri.  

Kvindefængslet lå ved Christianshavns
Torv.
Dengang under Frederik den Tredje,
blev der fejret enorme fester. Her boede adelsmanden Kai Lykke.
Og tænk dette flotte patricierhus blev forvandlet til det skumle og
berygtede Tugt, rasp – og Forbedringshus.
Og senere fængsel for kvinde – ja dengang det eneste.  

Engang forelskede en tømmersvend sig
i en de ansatte kvinder. Tømmersvenden, der arbejde på tårnet
ved Frelserens Kirke, kommunikerede via en blyplade, hvor han
havde skrevet teksten. Med sikker hånd kastede han den ned til fangen,
når hun havde sin halvtimes gåtur i fangegården. Hun svarede med
tegn. Uheldigvis greb vinden en dag blypladen. I stedet for at lande
i fangegården landede den uheldigvis gennem ruden til lægens kontor.
På den måde blev kommunikationen afsløret.  

I 1674 var der 400 kvinder i fængslet.
Der var endelig kun plads til 200. Sundhedsforholdene var elendige og
den ene epidemi efter den anden afløste hinanden. I 1741 opførte man
en ny bygning. Nu kan fængslet rumme 500 fanger.

Men forholdene var endnu ikke ideelle.
I 1841 opstod der oprør i fængslet, og militæret måtte sørge for
ro og orden.  

Ved Christianshavns
udvidelse i 1670 blev bastionerne kraftig udbygget. Møllens Bastion
kom til at hedde Elefantens Bastion
og Bastionen ved Kirken kom til at hedde Løvens Bastion   

Internationalt liv

Det var et meget internationalt liv herude
på Christianshavn. Det var sejlskibenes og koffardifartens
muntre og morsomme by. Kinesere og malaysier viste deres gule og brune
ansigter midt i vrimlen med de brogede Amager – bønder.

Det var grundmurede borgergårde, der
kom til at ligge langs Strandgades
østre side. Det var brogede facader og dekorative gavle.

Barokken satte sit præg  

Skibene kom ind med kostbare varer som
krydderier, silke og porcelæn. Det var handelsfyrsten og kompagniernes
tid. Teen fra Ceylon duftede i redernes stuer. Oppe under pakhuslofterne
lyste kasser med gyldne silkestoffer.

På de mange beværtninger sad sømændene
og pralede om det, de havde oplevet i alverdens havne.  

Det var i en af de prægtige borgerhuse,
at Tordenskjold festede. Det var også her af Johan Ludvig
og Johanne Louise Heiberg boede.

Oppe på volden gik Georg Brandes og Julius Lange
og drøftede oldnordisk mytologi og græsk kunst.  

Slut med selvstændigheden

I 1674 var det slut med Christianshavn
som selvstændig købstad. Den blev indlemmet i København. Peter
Villadsøn
blev indsat som byfoged på Christianshavn
og birkefoged Amager.

Inde fra byen havde man klaget over ulig
konkurrence fra Christianshavn  

Carl Wilder

En af de store handelsmænd var dengang
Carl Wilder.
Han var desuden mægler og skibsværftsejer I 1762
oprettede han sit skibsværft for enden af Strandgade, hvor Wilders
Bro
ligger.

På Gammel Estrup
Havde han oprettet den første spånefabrik i landet for den Slags
Spaaner, som Bogbindere, Skomagere og andre til deres Brug have fornødent.

Men dette projekt måtte han opgive i 1760 på grund af uoverensstemmelser
med Isenkræmmerlauget. En plads, en bro og en gade blev opkaldt
efter den initiativrige mand og hans familie. Ja også en café
er opkaldt efter Wilder.  

Carl Wilder´s 
søn, Lars førte skibsværftet videre. Han forblev ugift og blev en
stor velgører. Han testamenterede sin store formue på 50.000 rigsdaler
til velgørende formål.  

Værftsby

På øen havde Andreas Bjørn
tidligere anlagt et skibsværft med tilhørende bulværker og bygninger.
Det var en virksomhed, som strakte sig over mere end 8.000 alen2. Egentlig
skulle Christianshavn udvikle sig som en købmandsby,
men efterhånden udviklede den sig til en Værftsby  

For at drive værftet skulle der indkøbes
tømmer, hamp, tjære, sejl, tovværk samt jern, kobber og bly.

Flåden havde også travlt. Til
skibenes udrustning skulle der bruges kanoner, kugler og krudt. Og besætningen
skulle have proviant. Der blev indkøbt store partier af flæsk, ærter,
gryn, smør, brød, samt store kvantum øl og brændevin.  

På Holmen
satte man en stor ære i at fremstille det hel selv. Men man købte
en del varer og serviceydelser hos de handlende og håndværkerne. Når
de egne værksteder var booket op, måtte man i byen for at købe glarmester,
maler, blytækker og blikkenslagsarbejde.  Men også byens smede
og metalstøbere fik rigelig med arbejde herude. Og affaldet skulle
fjernes, så der var arbejde til de lokale vognmænd. Skulle der bygges,
ja så var der masser af arbejde til byens murermestre og stenhuggere.

Det gamle revet ned

Tiden har sat sine spor. Det morsomme
lille bomhus ved Langebro – Fischers Beværtning,
hed et også med Dannebrog malet over loftet, er borte. Også
Skibet
i Torvegade og Jødens Hule
med de stejle trapper op til lejlighederne er revet ned. Også de gamle
broer er borte, og afløst af nyere og mere moderne.

Og de jyske fiskere anløber ikke mere
Christianshavn
 

Men i Brogade
4 kunne Holberg godt have boet, da han flygtede over Amagerbro
i 1728, da byen bag ved ham, brændte. Bag de grønne småruder kan
man godt skimte Jeronimus, Magdalone, Henrik og Pernille.  

Efterhånden ændrede forholdene sig
på Christianshavn. Hvordan så forholdene ud omkring år
1900. Vi kigger lidt på området.  

Køerne på 
første sal

Indtil 1897 boede der i Sofiegade
10
– lige på hjørnet af Dronningegade
et brændevinsbrænderi. Der var kohold til. Køerne var opstillet i
bagbygningen både i stueetagen og på første sal. Bønderne hentede
bærmen
og ofte spildte de. Men det var hønsene ganske glade for.
De fik en bimelem på. Om eftermiddagen blev spilkogende vand
lukket ude gennem et jernrør til gaden. Og så kan det nok være, at
madammerne kom med deres spande.  

Liv på 
volden

Reberbanen under voldskrænten hører
fortiden til. De raske knægte kun tjene nogle håndører ved at dreje
det store hjul for rebslageren. Her lå også stadsgraven, en gang med
siv og ællinger. Der er heller ikke plads til vindmøllerne på volden.

Lille Mølle
er den sidste af Christianshavns voldmøller.
Den blev bygget i 1783 og rummede var i brug til 1832. En dampmølle
klarede produktionen frem til 1909.  

Inden skolerne afslutning herskede der
fred og ro på voldene. Men så kom der liv. Og om aftenen
kunne bander godt indfinde sig her.

Omkring voldene havde militære institutioner
samlet sig. Her lå Bådsmandsstrædes
store artillerikasserne. Bag ved havde hærens laboratorium sin plads.

Længere oppe af Langebro
sås over på den anden side af voldgraven, geværfabrikken. Masser
af soldater benyttede også voldene, når de skulle til og fra øvelser.  

Ved voldene holdt spritterne til, både
kvinder og mænd. En halv flaske brændevin og en falske skibsøl kostede
den gang, den formidable sum af 19 øre.

 Det var også her, at Amagerkanerne
og Christianitterne udkæmpede store slag med stave, som var
fundet på byggepladser.

De vakse drenge sprang en tur i voldgraven
selv om det var forbudt. Når politiet dukkede op, løb drengene ned
ad gaden med alt tøjet i armene.  

Nede i Voldgade
var der en Gaspumpestation.
Her samledes man og spillede klink med penge til streg. Der blev også
drukket øl til sang og harmonika spil.  
 

Masser af druk

Nogle steder på volden havde man
fornemmelsen, at man befandt sig hele ude på landet. Forkrøblede
haver med ukrudt der voksede vildt. På Langebro
havde man udsigt til Gasværksgaden.
Her kunne man også skimte Vesterbros
grimme arbejderkasser. Til den anden side lå Vestre Boulevard
med Glyptotekets udekorative murstensmasse.  

For at man kunne gå nogenlunde
tørskoet var rendestenene dækket med brædder. Når det så regnede
kraftigt flød disse brædder ovenpå, og knægtene brugte dem som tømmerfloder.
Var man så heldig at fange en rotte, ja så fik man 10 øre på brandstationen.

Inden arbejderne skulle på arbejde,
gik den ofte forbi beværtningerne i Prinsessegade,
hvor morgenbitterne stod på rad og række.

Her boede også en masse polakkere.
Slagsmål og omfattende druk var der meget af.  

Vandgrød og survælling

Om vinteren, når arbejdsløsheden hærgede,
var det svært at få pengene til at række. Men hos viktualiehandleren
Torvegade kunne man for 5 øre få et helt kræmmerhus fedtegrever.
Når de blev brunet smagte de godt med en gang kogte kartofler. Nede
Sameritanen kunne man få vandgrød med varm mælk eller
øl, og nogle margarine klemmer.

Gik det helt galt, ja så kunne
man gå hen i et spisehus for børn i Prinsessegade.
Her kunne man få varmt mad hver anden dag.  

Mange kogte skinkeben, så blev
der også kogt sulevælling eller kålsuppe. Så var der mad
til et par dage.

Men det var langt fra hver dag, man fik
varm mad. Den daglige kost var kaffe, nogle tykke skiver rugbrød med
lidt fedt med salt. Måske et stykke leverpostej til lidt afveksling.
En tynd suppe med et eller andet spiseligt var normalt. Noget af det
bedste var rismelsgrød med kanel, sukker og dertil en kop varm øl
med sukker i.  

Kneb det med pengene, kunne man altid
gå hen til pantelåneren med lidt tøj og sengelinned. Så 
fik man et par kroner. Tøjet blev så hentet om lørdagen mod
at betale renter.  

Et menighedshus hjalp med rugbrød og
mælk samt brugt tøj. Her var der også søndagsskole. Så kunne man
også få varmen nogle timer. 

Det røde fængsel

Det Røde Fængsel,
ja sådan kaldte man Bådsmandsstrædes Skole.
Her fik man en ved siden af hovedet for den mindste forseelse, spanskrøret
var ikke langt væk.  

Når der var fastelavn, samledes man
på volden. Her var der hængt 4 tønder op. Bagefter gik turen
til Bådsmandstrædes Kasserne,
hvor der blev serveret chokolade og boller.  

Spytbakke på 
værtshusene

Her var en masse små listige beværtninger.
Særlig i Torvegade. Ved Skibet ved Volden
sad en kakadue og snakkede løs. Amager – bønderne foretrak Falken,
når de kom fra Torvet. Et par andre steder kaldte sig Det
grønne træ, Christian den Fjerde

og Røde Lygte.

Mange af disse værtshuse lå i dybe
kældre kun oplyst af en petroleumslampe med sand på gulvet og med
spytbakker fyldt op med sand. Et sirligt klippet papirunderlag lå under
bakken. Der var ikke alle, der ramte plet.  

Inde på værtshusene blev der stillet
øl frem til politibetjentene. Ofte måtte de træde til, når en fuld
mand eller kvinde måtte slæbes hen på stationen, Strandgade 28.
Der var altid en lang hale af børn med
slæb.
Senere blev stationen længere ud mod Amager.
Så blev de fulde afhentet i hestevogn. Datidens betjente var iført
hjelme og lange stave.  
 

Politiet holdt hele tiden flyttedag

Den første politistation kom til at
ligge i Børnehuset, Torvet 2 på hjørnet af Torvet
og Overgaden. Den blev oprettet i 1815. Men allerede i 1823 blev
den nedlagt.  Men i 1863 blev stationen genoprettet på samme adresse.
Efter nogle få år flyttede man hen på Christianshavns Torv.
I 1892 blev bygningen, der var fra ca. 1640 dog revet ned. Derefter
holdt stationen til i Strandgade 26
mellem Torvegade og Sct. Annægade.

I 1923 skete der igen en omorganisering.
To lejligheder i Under Elmene 7A
blev lagt sammen og fungerede som politistation helt frem til 1970.

Atter engang flyttede man til Hørhusvej
7
og endnu senere flyttede stationen helt ud til Kastrup.  

Brand i gaden

En brand var en begivenhed. Imponerende
var det at se de store hestetrukne brandsprøjter i fuld fart. Den lange
Stigesprøjte – damptromle
med fyr under kedlen og en klokke.
Særlig til nytår var der brand i gaden. Gamle sofaer og madrasser
og juletræer blev flammens offer. Brandvæsnet havde nok at lave.  

Gaderne var brolagte, så det var
tydeligt at høre, når Amager
– vognene
kom kørende til Torvet
med grøntsager. Om aftenen kunne man høre latrinvognene.  

Pas på 
– fattigvæsenet

Trods fattigdom var der masser af sammenhold.
Der var ingen socialkontor. Det blev betragtet som skam, når man skulle
henvende sig hos Fattigvæsenet.
Var man først kommet under det, mistede man sin stemmeret og sine borgerlige
rettigheder. De som søgte hjælp fik to kort, et grønt og et rødt.
For disse kort kunne man på udvalgte steder få udleveret et sigtebrød
og et stort rugbrød.  

Hver morgen vandrede en stor strøm af
arbejdere i blå bluser og træsko ud af Refshalevejen
for at arbejde på B&W.
Ugelønnen var på 14 – 15 kroner for en 60 timers arbejdsuge.  

Is i skægget

Dengang kunne man godt have medfølelse
for vognstyreren på den gamle linie 9 Papegøjen.
Der var ingen skærm med vinduer foran hans plads. Han var udsat for
vejr og vind. Sne og kulde kunne ses i hans kraftige overskæg. Hans
kappe var et panser af is, når han stod af ved endestationen på
Bodenhofs Plads.
 

Kirsebær og Bismarksklumper

Man så som barn op til de unge
kadetter, som kom fra Orlogsværftet
om eftermiddagen. Det var nogle vældige flotte uniformer og en dolk.
Så mange drengeønsker gik op i, at blive kadet. Men ak, det var ikke
noget for fattigfolk.

Man kunne i stedet drømme om, at få 
en tur med motorfærgen fra Christianshavn
til Kongens Nytorv for 5 øre.

Men sådan en investering kunne også 
bruges til brystsukker, for eksempel 3 bismarksklumper med røde
streger, eller blokchokolade. Det kostede også 5 øre dengang.  

Når man kom fra Torvegade
til Kanalen og gik til højre kam man til et stort hus, der blev
kaldet Heerings Hus. I den smukke gård sad kvinder og arbejde
med kirsebærplukning. Store vogne belæsset med kirsebærbuketter eller
klasser skulle renplukkes. Når portene blev åbnet, styrtede vakse
knægte ind, og fik lov til at plukke grenene helt rene.  

I Torvegade
lå også den gamle oliemølle. Her kom mange kvinder med en spand i
hver hånd og hentede kogende vand, når de havde vaskedag.  

Dengang var der virkelig mange flotte
huse i Store Torvegade. De er for længst revet ned. En af dem
blev kaldt for vinhuset. Det havde en meget stor firkantet gård
med gulkalkede mure og en meget ujævn stenbelægning. Når man gik
i træsko, var det svært at holde balancen.  

Lejekaserner

I de store lejekaserner
var der ikke vand i køkkenerne. Der var en vask for hver ende af gangen,
hvor man måtte hente sit vandforbrug. Der var dog gasblus på trappen.
Man kunne dog kun få gas fra 18 til 21.

Lige neden for vinduerne stod skraldebøtterne.
Så der var ikke just frisk luft, når man åbnede vinduerne. Der
stod en hørm ind af vinduerne og i tilgift fik man om sommeren en sværm
af fluer ind.

En af disse bygninger havde fået et
specielt ry og blev kaldt Loppekroen.
En anden blev kaldt treogtredive  

Lige over for denne lå en symaskinefabrik.  

Marskandisere og spækhøkere

I mange af gaderne var der butikker,
især marskandisere, nogle pantelånere. Mange stegekældre
fandtes i mørke og gasbelyste rum. Her kunne man for en billig penge
købe en skål varme kartofler for 5 øre, ligeså stegte sild, stegt
lever og stegte koyvere, der dog kostede 20 øre. Om aftenen kørte
en mælkevogn rundt i gaderne. Manden havde en klokke i hånden og ringede
med dem. Ustandselig råbte han: Varm mælk. Varm mælk, 5
øre for en pot.
 

Der fandtes også specielle butikker,
der solgte varme æbleskiver. Tre skiver, lidt syltetøj og et glas
mælk for 5 øre. Disse butikker var altid rene og pæne og havde en
stor søgning af især soldater. Tre kaserner og et orlogsværft skulle
nok holde gang i disse butikker.  

På hjørnet af Amagerbrogade
tæt ved Volden lå et gammelt smukt bindingsværkshus med en
spækhøkerbutik. I gården var en smuk svalegang. Her kunne man se
udskårne hoveder af mennesker og dyr, der så vrede ud.  

Amager Port

Skulle bønderne ind til København
måtte de gennem Amager Port.
Her lå også en kontrolbygning – Acciseboden.
Bygningen blev flyttet, da Torvegade
skulle gøres bredere.

Acciseboden var samtidig bolig for portvagten
og hans familie. Den nuværende bygning er fra 1724, men den blev væsentlig
udbygget i 1829. Den blev opført samtidig med den nye Amager Port.  

 Her skulle betales afgift, men
mange forsøgte at snyde. Men vagterne havde gode hunde, der kunne snuse
sig frem til afgiftspligtige varer. Accise, konsumpitionsafgift
eller skat skulle erlægges for varer, som skulle indføres til hovedstaden.  

Adgangen til Amager Port
var beskyttet af et fremskudt forsvarsværk, en Ravelin.
På denne blev der i 1728 opført en bygning i lighed med vagthuset
inden for volden. Denne bygning husede den militære magt, og blev kaldt
Bomhuset.

Da konsumptionen ophørte i 1852 og
Amager Port
blev revet ned i 1857. Bomhuset
blev overflødigt, men bygningen fik lov til at blive stående, og er
i dag en del af en restaurant, som meget passende hedder Ravelinen.  

Christianshavns Skole

I Prinsessegade 45
ligger en markant bygning. Den rummer i dag Christianshavns Skole.
Men oprindelig var bygningen i 1915 opført som hospital for flåden.
I 1928 blev et militærhospital indviet på Tagensvej,
Prinsessegade 45 blev overtaget af Østifternes
Åndsvageanstalt.
Bygningen blev brugt til dette formål ind til
1940.

Efter 9. april 1940 overtog Hærens
Flyvertropper
stedet. Det skete efter, at man måtte rømme Værløse
flyveplads.
I den periode blev stedet kaldt Prinsessegades Kaserne.
Men i slutningen af besættelsestiden overtog tyskerne bygningen, og
den blev brugt som lazaret.

I 1949 blev bygningen købt af Københavns
Kommune,
og i august 1950 blev den taget i brug til den nuværende
funktion.  

 Vi vender tilbage til Christianshavn
med Anekdoter fra det gamle Christianshavn
 

Kilde:
Se

Litteratur København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

Anekdoter fra det gamle Christianshavn
(følger snarest)

København dengang


Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København