Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

København 1840 – 1880

Februar 4, 2010

De fine damer med bådene fik ufrivillig
fodbad. Frederiksberg var et yndet udflugtsmål, men forhindringer på 
vejen måtte overvindes. Middelklassen kunne ikke undgå 
at se udyder. Missionærer, der ville beskytte de udsatte, blev overfaldet.
De første organiserede transportmidler opstod. Læs her om Københavns
brogede liv.
 

Nøglen hos kongen

Nøglerne til portene skulle hver aften
bæres op til slottet. For dem, der var kommet ind i byen, var det ikke
et imponerende syn, der mødte den fremmede.

Kom man ind ad Vesterport,
mødte man et terræn fuld af morads. Her ved Halmtorvet
lå gamle arbejdsvogne og en kongelig vejerbod.

På den anden side lå vagthus
og et sprøjtehus og spærrede for udsigten. Og inde i byen vrimlede
der med alskens afskum på gaderne. 

Fra kajplads til stenhuggerplads

Byens engang fornemste kajplads Sct
Annæ Plads
var blevet omdannet til en simpel stenhuggerplads.

Men ikke var alt lige dårligt. Ved
Langebro
ved Rynestenens Bastion
havde man indrettet en søbadeanstalt.

Bygningen indeholdt 13 badeværelser,
hvoraf de syv var til kvinder. Her kunne man både få varme og kolde
bade. Desuden var der restauration på stedet. Langs Stadsgraven
var der en sti, der var forbeholdt gæsterne.  

Ufrivillig fodbad

Ude i havnen tillod havnepolitiet ikke,
at ingen dampere måtte anløbe Toldboden,
før ilden under Fyrstedet var slukket. Derfor var passagererne
tvunget til at tage en jolle til 1 mark ind til land. Og var der tilfældigvis
højvarme, ja så fik man et ufrivilligt fodbad og de flotte kjoler
led sikkert skade af det snavsede havnevand.

Adskillige dampskibe lå på 
reden. Flere havnebyer i Danmark havde ugentlige forbindelser til hovedstaden.
Og der var også forbindelser til Kiel, Lübeck, Göteborg og
Malmö
 

Det optog folk meget, at ombygningen
af den skandaløse Knippelsbro
tog ret lang tid. Også problemer med den stejle Højbro,
kunne ikke løses med det samme.  

I 1859 blev det besluttet, at flåden
skulle flytte fra Gammelhavn
til Nyholm. Dermed var det mulighed for bebyggelse af området.  

Mange udflugtsmål 

Voldene med dens bastioner frembød til
en spadseretur. Her var altid mange mennesker. Særlig på Store
Bededag
var der en hel folkevandring. Her kunne man så hilse på
Prins Ferdinand.

Men ikke alle var tilfredse med den store
trafik. Man gik og røg cigarer, hvilket var en uskik.  

På voldene ved Langelinie
havde man indført en skildvagt. Et adgangskort skulle man betale for,
og vagten kunne endda afvise uheldige elementer. Men i den modsatte
ende ved Esplanaden kunne man gratis på omtrent en snes alen
se et glimt af det åbne hav ud til Øresund.  

Vejen til udflugtsmålet på 
Frederiksberg
var visse steder brolagte, men man måtte indstille
sig på forhindringer. Det var blandt andet rester fra Vesterbros
slagtere,
man lige skulle passe på ikke at træde på.

Ved Trommesalen
skulle man dreje til højre og ud mod Gl. Kongevej.
Men heller ikke her skærmede træerne mod solen og støvet. Og duften
af svinesti var helt normalt.

I 1842 fik Frederiksberg
en særlig tiltrækning. Specielt udvalgte fik udleveret en nøgle til
Søndermarken.
Særlig fredag eftermiddag var tilstrømningen stor,
da Studenter – sangerne begyndte at foredrag sange.  

Ja man kunne da også ved Blaagaardsvejen
nyde synet af den smukke have ved Heegaards Etablissement. 

Landbohøjskolen
var lige taget i brug, og Büllovsvej
lignede en markvej. Zoologisk Have
kunne præstere Nordiske Dyrearter.
Gammel Kongevej Heymanns Bajerske
Ølpavillion – Svanholm
med en lille have og rislende springvand.
Selv tjenerne Louis og Heinrich
var fra Bayern.

Det vakte en del forargelse, at se kvinder
drikke bajersk øl og spise bajerske pølser.  

Mere transport

Drosker og Omnibusser
stod parat på udvalgte steder i hovedstaden. Til de nærmeste byer
var der fast forbindelse med diligencer.

Men dette forhold blev også kritiseret
i datidens medier: 

  • Diligencerne holder midt
    paa Gaden. Aftrædelsen sker midt i Rendestenen. Aftrædelsesværelset
    er en Port, aldeles opfyldt med Tjenestekarle, sjovere og Kontordrenge,
    hvor Kufferter og Rejsetøj sættes og slænges på 
    en Facon, at man må puffe hinanden, for at faa fat i Tøjet.

 

Droskerne havde ikke så meget at
se til. Kun ved højtidelige lejligheder hyrede borgerskabet en karet.
Det så mere standsmæssigt ud. 

Men så kom omnibusserne. Disse
var forstadiet til sporvognene. Hyrekusk Petersen
i Møntergade tog initiativet til oprettelse af omnibusserne
i 1840. En gul omnibus, der selvfølgelig blev kaldt Solen
var pludselig på gaden. Den gik fra Møntergade
til Frederiksberg. Senere dukkede andre op, Flora, Hjorten,
Løven
m.m. 

Men det var nu ikke den store komfort,
der blev budt kunderne. Vognene havde plads til 13 – 14 personer,
og man kunne ikke undgå at berøre at hinanden. Det var noget
som borgerskabet anfægtede.

Men disse omnibusser slog godt an. Snart
kom der konkurrenter.  

Petersen
indførte en ny rute, der hver morgen klokken 9 kørte fra Møntergade
ad Nørreport op ad Blegdamsvejen
til Østerbro.

Ture til udflugtsmålene Lyngby, Charlottenlund
og Dyrehaven blev efterhånden også udført af omnibusser.  

Torvehandel

Torvehandelen blev indført i København
fordi befolkningen for billig penge skulle kunne få adgang til landmandens
produkter. Husmoderen måtte stå tidligt op. Hun havde følgende muligheder: 

  • Kvægtorvet, hvor kødet
    hørte hjemme lå på Vesterbro
  • Grøntorvet med urter
    til suppen lå ved Vendersgade
  • Fisk kunne fås ved Gammelstrand
  • Fjerkræ
    fandtes på Gammeltorv
  • Dessert på
    Højbro Plads.

 

Skulle man servere en 4 – retters,
ja så måtte man handle mange steder. Men det var det nu de færreste,
der havde råd til.

Der blev anført, at torvehandelens indførelse
var konkurrenceforvridende over for de lokale detailhandlere. Og denne
kritik var ikke ubegrundet, for efterhånden bredte detailhandelen sig
til sidegaderne, uden at myndighederne kunne gribe ind.

Oprindelig var det husmødre og landmænd,
der mødtes ved torvehandelen. Senere blev det prangere og tjenestepiger.

Omsætningen på Kvægtorvet
og Halmtorvet
var overladt til mænd. Men på de andre torve fik
kvinderne efterhånden nogenlunde ligeberettigelse. På Fisketorvet
kom
kvinderne dog i flertal.  

Dårlig detailhandel

Butikslivet blev drevet under meget simple
og tarvelige vilkår. Man forsøgte med en bazar
af industrielle produkter i 1841 

Tallotteri

Tallotteriet
formåede at lokke masser af danskere ud af bussen. Det spillende
København
var på mærkerne. Masser af folk overværede trækningen
af de fem numre.  

Det indeklemte folk

I 1859 boede der 150.000 indbyggere ind
i det indeklemte København. Befolkningen trængte til luft og udvidelse.
Det tog faktisk 8 år før voldene blev helt opgivet som fæstningsværker. 

Gas og vand

Fra 1857 var gassen begyndt at skinne.
Folk kunne i skumringen se lygtetænderne på deres lange stiger.
Forsyningen var nu ikke videre pålidelig. På Frederiksberg
var tran – lygterne en kort overgang blevet indført.

Den store nyhed var vandværket. Spildevandet
løb endnu i åbne rendestene ud i havnen, kanalerne og stadsgraven.
Den første rigtige kloak var blevet lagt i Blågårdsgade.
I Indre By måtte man vente yderligere et år eller to, inden
der blev lagt kloak.

Latrin – indholdet blev ved nattetid
kørt ud til kulerne på Amager.
Men ofte måtte man også bruge dagtimerne til hjælp. De brædde –
vogne, man brugte var nu ikke altid lige tætte. Så en ulidelig stank
bredte sig ofte, når latrin – vognene havde været der.  

Ude på Vesterbro
hjalp Rosenåen og de mange slagterier med at udbrede de mange
lugte.  

En tur på 
Strøget

En spadseretur på Strøget
var i 1880erne startede på Kongens Nytorv
omkring Hestens Jern – og Stengitter.
Derefter fulgte en tur op ad Østergade
forbi Ranch Ur til Niels Hemmingsens Gade (dengang, Helliggejststræde).
Dengang hørte den snævre Nygade
og Frederiksberggade ikke rigtig til Strøget.  

Her på Strøget
slentrede borgerskabet hver dag især mellem 14 og 15.30, hvis det var
godt vejr. Dengang kunne man se københavnere med k lige i hælene på
adelen og diplomaterne
ud ad Bredgade
til Langelinie og endda helt ud til Strandpromenaden.
Turen kunne også gå til den fornemt aflåste Rosenvænget.  

Men til Kalkbrænderiet,
Nej det gjorde man ikke. Det var ikke god tone.  

Byens mest noble og fineste damer gik
op og ned ad Østergade. Ikke for at blive set, ville de selv
påstå, nej udelukkende for at kigge vinduer.

Dengang var gaden brolagt, og der var
spor af heste. Ny Østergade
var helt ny.  

Der var adgang til Pater Madsens Gang
gennem en port. Her boede meget lyssky personer, som forbrydere og skøger.
Her kom de noble damer aldrig. Ja borgerskabet ville aldrig kunne finde
på at indfinde sig her. Her var sjofelt, skiden og sundhedsfarligt.  

Mens vi holder os på den pæne side,
kigger vi på restauratør Ketts: Café
Anglais.
Den havde især søgning af lækkersultne herrer. Om aftenen
kom der dog også damer.

På vej til Torvet
passerer vi sølvvarefabrikant Christensens
butik. Og inde i Hirschsprungs
butik kunne man få udmærkede cigarer for 10 øre stykket.  

Billard kunne man spille på 
Madsens Café
– på hjørnet af Lille Kongensgade.  

Det var kun få vogne på 
Strøget.
Som regel var det Keiferske Sporvogne
med et lille skinnehjul foran.  

Vi driver langsomt op ad gaden igen og
passerer Morescos nykøbte gård. Hans virksomhed lå fornyelig
på hjørnet af Helliggejststræde.  

Vi passerer Raphaels Tæppefabrik
Under
denne lå en cigarfabrik, hvor man ved nattetide kun få en
bajer. Her fik politibetjente varmet deres medbragte lommeflasker med
cognac, vand og sukker.

Her kunne man også finde Bernth
Nielsens
lille men meget succesfulde blonde- forretning.  

På hjørnet af det yderst smalle
Christian Barnikowstræde –
senere udvidet til en pompøs hovedgade,
lå et forsømt gammelt hus. Her lå Vildanden.
En tarvelig restaurant med billard og varieté af dårlig kvalitet.  

Cirkus i byen

På det senere Grøntorv
havde Cirkus Rentz rejst en kæmpe telt. Rentz
var en fattig mand, da han kom til København. Nu var han blevet rig,
og vakte opsigt. Ja man lavede ligefrem skillingsviser om ham.   

Sikkerheden i byen

Sikkerheden lod også meget tilbage
at ønske. Vægterne gik stadig rundt og klokken 22 sang de: 

  • Nu er det på 
    de tider at man føjer sig til sengs.

 

Kunne vægterne ikke skabe respekt, mødte
politibetjente frem med bambusstok i hånden. Datidens medier angreb
politiet. Således udtrykte Dagbladet
det således: 

  • Vore bambusbevæbnede Politibetjente
    ere endnu de samme som før. Brutalitet, Partiskhed og Bestikkelighed
    høre til endnu til de Egenskaber, som jævnlig hæftes hos dem.
  • Polititilsynet i Byen existerer
    om Dagen, men saa godt som slet ikke om Natten, thi Vægterne, disse
    privilegerede Rettighedsforstyrere, der ere mødt, midt om Natten sove
    i Kjælderhalsene, da de for at leve om Dagen save Brænde
    eller udføre andet strengt Arbejde, gjøre i Virkeligheden ingen anden
    Nytte end den at åbne for Folk, som havde glemt deres Nøgle.

 

Velgørenhed

De rige havde ikke noget imod at hjælpe
dem, der var i nød, bare de ikke fik det ubehagelige inden for døren.
Mennesker, der levede et forkasteligt liv, var stødende for borgerskabet.
Selv om man ikke kom der, hvor der var værst, kunne det ikke undgås,
at borgerskabet, når de promenerede forbi, lagde mærke til tuskhandler,
bondefangeri, gadetrækkeri, tiggeri, lommetyverier og andre udyder.  

Middelklassen opfattede gaden som et
farefuldt og anstødeligt opholdssted.  

Pastor Steins advarsler

For de unge piger kunne et enkelt fejltrin
være katastrofalt. Et enkelt fald med svangerskab til følge, var nok
til at puffe en ung pige fra de hæderlige tjenestepigers række og
ned i rendestenen. Sædelighed var en meget vigtig dyd. Pastor Stein
sagde det meget rammende: 

  • Søndag
    – aften er en farlig aften og fristeren udspænder da sine garn.
    Den unge pige, som har udgangslov, ved
    tit ikke, hvor hun skal gå hen, mange har ingen slægt og venner i
    byen, andre kun sådanne, hvis selskab de flyr. Så
    tyr de hen til disse små teatre og musikhaller, hvor usædlighedens
    og råhedens lugt slår dem i møde, så
    kommer danseboden, så forførelse, og så
    bliver for så mange, det sidste værre end det første.

 

Denne Pastor Stein,
der var formand for Indre Mission
omdannede missionens lokale i København til et samlingssted for tjenestepiger.  

Det var mænd, der gjorde gaden til et
usikkert sted. Men i Indre Mission
var filosofien, at det var de familieløse tjenestepiger og fabrikspiger,
der kunne være farlige for de unge mænd.  

Soldater og sømænd

Soldaterne var de mest udsatte. Deres
fritid tilbragte de i små værtshuse omkring kasernerne. Her kunne
de spille kort, drikke øl og brændevin og underholde sig med de letlevende
damer.

Også sømænd var udsatte. Knap
havde de sat foden på kajen, før de blev antastet af Landhajer,
der fandt et logihus til dem. Og i Nyhavn
kunne de meget let falde i usædelighedens
pløre.
 

Prostitution en hån mod middelklassens
dyder

Prostitution var en hån mod de dyder,
som middelklassen satte pris på´. De forsøgte med tilskud til velgørende
organisationer at få renset deres samvittighed. De havde jo deres
på det tørre.  

Missionærer gennembanket

Og missionærerne fra de kirkelige og
velgørenhedsmæssige organisationer måtte finde sig i, at blive gennembanket
og spyttet på. Både utugtskunder, alfonser og skøger angreb.  

Kilde:

  • Se Litteratur København

 

Hvis du vil vide mere:  

  • Tog til København
  • Forlystelser i København
  • Moral, etik, horeunger og
    fattighjælp (under Nørrebro)
  • Sporvogn på Nørrebro (under
    Nørrebro)
  • Ture gennem Nørrebro 1820
    – 1867 (under Nørrebro)
  • Den stinkende kloak på Nørrebro
    (under Nørrebro)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København