Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa

Løjt, Løjtninger og Løjt Land

Februar 4, 2010

Løjt var præget af store gårde
og rige gårdmænd. Lærredsvævning var en specialitet i mange
år. Karle og tjenestefolk fik en del af lønnen udbetalt i naturalier.
Fattigvæsnet fungerede fint, bar det myndighederne ikke fik for
store udgifter. Og så havde man ikke tiltro til tiggerfogeden. Han
delte i porten med tiggerne. 
 

Befolkningstilvækst

I perioden 1769 – 1803 skete der
en større befolkningsfremgang på Løjt Land. Bodum
tredoblede sit indbyggertal. Men mest bemærkelsesværdig var det at
Løjt Kirkeby opslugte ca. 70 pct. af tilvæksten.  

Overklassen

Landbruget var hovederhvervet. Knap en
fjerdedel af befolkningen var håndværkere. Mellem 1769 og 1845 ernærede
en sjettedel af områdets befolkning sig af søfarten. Egentlig var
den gruppe større, da en del gårdejer også sejlede som kaptajner.
Gruppen med fiskere var efterhånden svundet helt ind.

Inden for landbruget steg antallet af
tjenestefolk.  

I 1845 bredte søfarts – erhvervet
sig over hele øen og andelen steg væsentlig. Sognets overklasse, der
bestod af gårdmænd, styrmænd og kaptajner var indfødte, mens underklassen
stammede fra andre egne. Matroser, jungmænd og skibstømrerne var ligesom
kaptajnerne indfødte løjtninger. Det var som om de unge fra Løjt
fortrak søen frem for det, at blive karl.  

På de store gårde fandt man de
store formuer. Bodel Matzes på
Fladsten
og hendes søn

Jørgen Matzen
havde i første omgang opgivet en samlet formue på 1.200 rigsdaler.
Men myndighederne troede ikke på dette beløb. Gården var blandt sognets
bedste. Hun endte dog også med at blive sat til 5.000 rigsdaler.

Derefter fulgte Hans Paulsen
Nørre Jakobsgård
Barsmarks
største og måske sognets bedste. Han, der var søn af den kendte storbonde,
studehandler og skibsreder Paul Hansen,
betalte skat af en formue på 4.000 rigsdaler.  

Til sognets allerrigeste hørte også 
mølleren på Runde Mølle. Laurids Holdt
var også en velhavende herre. Han var skipper og medejer på en af
Aabenraa – skibene.
Han var desuden medejer på mindst to andre
skibe. Til denne gruppe skal også nævnes Nis Bruhn i Stollig
og Nis Bendixen.  

I den anden ende, kan det nævnes, at
der i Kirkeby var 107 inderste uden formue. Krigen mod englænderne
berørte dog også løjtningerne.  

Præsterne, mølleren og kroholderne
hørte til de mere velstillede. Men til de øverste lag af overklassen
og bedre middelklasse regnedes desuden kaptajner, styrmænd og lærere.
Lærerne og styrmændene havde i kraft af deres uddannelse højere prestige
end en typisk husmand.  

Underklassen

Som underklasse kunne der udpeges daglejere,
menige søfolk og fiskere. Kigger man på skattelisterne fra 1789 og
1810, ja så var det enkelte smede og håndværkere, der var at finde
i middelklassen.  

Tyendet var en særlig gruppe og folk
uden erhverv var samfundets absolutte bund.

I 1769 udgjorde det øvre lag ca en tredjedel
af befolkningen i Kirkeby. I 1845 var dette tal faldet til en
femtedel.  

Kirkeby
tiltrak de fattige. Det var som om de samlede sig omkring kirken. Ved
siden af gårdmændene fandtes der allerede en stor gruppe daglejere.
Tørvemoserne omkring Bodum
tiltrak mange. I 1845 talte man om, at Kirkeby og Bodum
var sognets fattiggård.  

I Høgebjerg
var næsten samtlige gårdejere også kaptajner. I 1845 var dette sted
samt Stollig, Løjt Lands
udprægede søfartsby.  

Høgebjerg

Endnu i 1660 ejede den gottorpske hertug
Høgebjerg.
Men siden afløsningen af hoveriet havde den næsten
konstant været bortforpagtet. I 1665 afhændede hertugen godset. I
1685 blev stedet købt af slægten Kamphøvener.
De beholdt ejendommen i knap hundrede år. 

Under denne slægt var der også 
tale om landbrugsbedrift. Det var absolut den største gård på 
Løjt Land.
I 1774 var der endnu 27 køer og 6 kvier på gården. 

Det dyrkede areal blev stærkt udvidet.
Især i godsets sydlige område, Duborg
– Dyrehave
blev der ryddet en masse skov. En række selvstændige
brug groede senere frem i rydningerne.

I 1640 var der i alt 3 kåd på 
godsets område, foruden hovedgården selv. I 1812 var antallet vokset
til 16 kåd.  

I midten af 1700tallet hævdede mølleren
på Runde Mølle, at fem af de daværende inderste på godsets
grund selv havde heste og vogne og lige så meget jord som den kongelige
gårdmand. Nogle af dem gav 30 – 35 rigsdaler i årlig afgift.  

I 1760erne gik ejerne fra Høgebjerg
over til også at udstykke de arealer, der hidtil havde været drevet
direkte under hovedgården. Udviklingen kulminerede 1773 – 75, hvor
næsten hele jorden blev udstykket. Der opstod dog ikke nye gårde ved
den lejlighed. De nye parceller blev solgt til bønder i de omgivende
landsbyer.  

Bondelandet

Bondelandet på Løjt
var i 1660 nogenlunde ligeligt fordelt mellem selvejere og kongelige
og hertugelige fæstere. Nørby, Barsø
og Bodum
var udelukkende fæstejord og Stollig
var det for størstedelens vedkommende.

Selvejet var fremherskende i Kirkeby
og især Barsmark og Skovby.
Forskellen mellem selvejere og fæstere var dog ganske lille, og den
blev stadig mindre.  

I årene efter svenskekrigene kneb det
med at få hentet afgifterne. Større restancer blev ophobet, og
endnu i 1704 var der for næsten hver eneste ejendom tale om store beløb.

I begyndelsen af 1700tallet valgte både
den kongelige og den hertugelige administration at nedsætte restancerne
til et beløb, som bønderne kunne betale.  

Endelig i 1800tallet var en 200 årig
udvikling tilendebragt. Med et kongeligt pennestrøg var kronfæsterne
i Løjt og det øvrige Nordslesvig
blevet selvejere. I den øvrige del af kongeriget måtte bønderne købe
deres gårde af godserne. 

Ganske vist blev også sognets kådnere
og mange inderster selvejere, men gevinsten ved at få overladt
små brug var langt mindre, da de ikke gav meget indtægt.

Gårdmændene på Løjt
var en lukket gruppe. Allerede før arvefæstets indførelse gik de
fleste Løjt – gårde reelt i arv.

I 1800 var 123 af 144 gårdmænd selv
sønner af gårdmænd på Løjt.  

Fra ældre tid drev Løjt
– bønderne
bymarken i fællesskab, men det ophørte efterhånden.
Den sidste fællesjord forsvandt i 1730. Men helt frem til 1829 dyrkede
Bodum – bønderne,
noget af deres jord i fællesskab.

Det var sikkert lettere at forbedre sin
egen jord, uden at skulle vente på naboen.

I 1739 blev bønderne i Løjt
spurgt om de dyrkede andet end de traditionelle kornsorter. Her fremhævede
de hør og humle. Humle blev brugt i den ølbrygning, enhver gård selv
foretog. Allerede Aabenraa Amts Jordebog
fra 1605 vidner om udbredt humleavl.

I 1840 tjente man på Blåsholm
– gården
cirka 4 pct. af indtægten ved salg af humle.  

Specialiteter fra Løjt

En Løjt
– specialitet
var høravl og lærredsvævning. Endnu i 1800tallet
var der høravl overalt. Et stort antal væversker levede af at forarbejde
hørren.

I løbet af 1800tallet dukkede endnu
en afgrøde op – kartoflen.  

Men man har muligvis også forsøgt
sig på andre områder, for i 1739 erklærede sognefogeden og andre
gårdmænd, at avl af hamp og tobak ikke var mulig i Løjt.  

Kvægpest

Den 1. april 1745 ramte et pestudbrud
på Peder Jespersen den ældres
store gård i Stollig. I løbet af april og maj bredte den sig
til andre gårde på Løjt. I efteråret kom pesten igen til området.
Kvægpesten hærgede flere gange. 

Lønnen

I 1845 var der ansat 190 karle og tjenestedrenge
og 230 tjenestepiger i sognet. Karlene arbejde i mark og stald og udførte
det hårdeste arbejde med at pløje, høste tærske og meget mere. Pigerne
deltog både i hus – og landbrugsarbejde. De havde meget at gøre
med at lave mad, vaske, gøre rent m.m. Men de var også med til at
bjerge hø, høste korn og sprede møg.  

Lønnens vigtigste del, som er svær
at måle, var kost og logi. De sov i alkover i stuer og køkken. Normalt
spiste de med ved gårdmandsfamiliens bord. Men nogle steder var det
meget skilt op. Således belærte en gårdmandskone sine børn om, at
man ikke skulle omgås tjenestefolk. En gårdmand insisterede på, at
karlen skulle gå bag ham i marken og hilse på ham hver morgen med
hatten i hånden.  

Man kunne også få naturalier
som løn. I 1740 hyrede Paul Hansen
Jakobsgård en karl for 11 rigsdaler og to skjorter. En pige,
der blev fæstet på Paulsgård
i 1858 fik 10 rigsdaler, 10 alen lærred, 1 lispund hør og 1 pund uld,
hvorimod karlen fik kontant løn – 34 rigsdaler.  

Tjenestefolkene var fra 1832 forpligtet
til at have skudsmålsbøger, hvor deres husbond, gav dem en udtalelse
med. I 1858 havde familien på Paulsgård
fæstet en pige, men hun blev sendt væk igen, da hendes Skudsmaalsbog
var slet.
 

Det var meget stor forskel på lønnen.
Blåsholm betalte man i 1840erne helt ned til 4 skilling
i dagløn i vinterperioden. Om sommeren, hvor arbejdsdagen var betydelig
længere og hvor der var behov for mere arbejdskraft voksede lønnen
helt op til 12 skilling.  

Smedene

De fire smede i Barsmark og Løjt
aftalte fælles priser i 1755. Der var yderligere 3 – 4 smede på
Løjt Land.
Men myndighederne tillod ikke uden videre, at der blev
oprettet nye smedevirksomheder. Både i Stollig
og i Skovby søgte man forgæves om at få en smed. Først efter
1800 kom der en i Stollig.  

Aabenraa
– smedene
følte sig trængt af smedene i Løjt.
De mente, at der var alt for mange og inde fra byen forsøgte man på
mange raffinerede måder, at begrænse antallet af smedene på Løjt
Land.
En smed kunne heller ikke bare uden videre ansætte en svend.
Så fik han problemer med smedelavet i Aabenraa.

Der var også problemer med at nogle
af Løjt – smedene producerede leer og knive, som de solgte
i både Jylland og på Fyn.

Men modsat smedene på Als
og andre steder, så var Løjt – smedene
selvstændige og ikke ansat af bønderne.  

Andre håndværkere

Hjulmagere, bødkere og ikke mindst tømrer
var også håndværkere, der blev brugt af bønderne. Fra midten
af 1800tallet var det dog efterhånden murerne, der blev den største
gruppe inden for håndværkerne.

Skræddere, skomager og træskomager,
der alle havde noget at gøre med beklædning var den tredjestørste
gruppe. Tjenestepigerne fremstillede selv en del af deres tøj, mens
gårdmandsfamilien fik andre til det.  

Træsko blev lavet på bestilling,
og det gjorde andet fodtøj og almindelig tøj uden tvivl også. I
Aabenraa
kunne man sikkert få lidt mere moderne snit og lidt bedre
kvalitet end det skrædderne på Løjt
kunne tilbyde. Mange Løjt – borgere
var velhavende og kunne betale for det.  

Møllere og krofolk brændte selv brændevin
og folk klarede selv fremstillingen af fødevarer. I 1845 var der kun
en enkelt slagter i sognet og i 1860 en bager. Og samme år dukkede
en urmager op.  

Lærredsvævning

I 1837 sammenlignede pastor Mathiesen
lærredsvævningen i sognet med knipleindustrien i Tønder.
Fra før år 1700 og frem til 1860erne var et usædvanligt stort antal
kvinder i sognet beskæftiget med at spinde og væve. Løjt
– væverske
var kendt for deres fine hørlærred.  

Løjt og søfarten

Søfarten overhalede håndværket som
Løjts
næst vigtigste erhverv. Som landsogn havde man ikke ret
til at holde en selvstændig Løjt
– flåde. Løjt – søfarten

var en del af Aabenraas skibsfart. Sidst i 1700tallet var der
nogenlunde lige mange søfolk i Løjt
som i Aabenraa. Løjtningernes indflydelse blev langt større
i 1800tallet, da man nu repræsenterede en stor del af kaptajner og
styrmænd.  

I 1713 var der mindst 11 Løjt
– bønder
blandt de 125 personer, der ejede parter i Aabenraa
– skibene.
De store Løjt
– gårde
gav overskud, og dette skulle investeres.

Betydningen af udlængsel og eventyrlyst
har sikkert haft stor betydning. Indtjeningen på søen var også 
større end på landjorden. Springet til styrmand betød en fordobling
af lønnen. Alle måtte dog starte som skibsdreng. 

En privat søfartsskole eksisterede i
mindst et århundrede i Løjt Sogn.
Og det har åbenbart både eksisteret navigationsskole i både Kirkeby
og Skovby.
 

Eksotiske ting på 
Løjt land

Mange løjtninger tog på langfart.
De så ikke deres hjem i flere år. Turen over Atlanten
tog lang tid. En rejse fra Havanna
til Fallmouth ved Englands sydvestligste hjørne tog i 1845 hele
35 dage. Den lange rejse fra det sydlige Argentina til Europa varede
82 dage.

Hjemme i Løjt
sad søfolkenes koner og kærester, familie og venner. Ofte gik der
år uden at de så sømanden. Med stor interesse fulgte man i Løjt
de søfarende løjtningers færd.  

Mange Løjt
– hjem
kom til at rumme eksotiske skatte fra mange lande. Ting
som te, kaffe, porcelæn og silke kom meget tidligt til Løjt.  

På 
aftægt

Når de ældre gik på aftægt, så blev
der udfærdiget en kontrakt, så de ældre kunne få em tålelig tilværelse.
Som regel bestod den afgift som den yngre generation skulle af med,
af fødevarer. I 1800tallet blev ydelsen forhøjet.

Mange gange måtte generationerne deles
om for eksempel køkkenet. Normal foregik dette harmonisk uden komplikationer.
Men på Løjt er der dog eksempler, hvor det ikke gik helt så
godt. Så måtte myndighederne ind og blande sig.  

Fattigkassen

Dem, der ikke havde arbejde eller nogen
til at forsørge sig, måtte indtil 1736 leve af almisser og tiggeri.
Dette år blev der indført fattigløn
i Slesvig. Man ville forsøge at begrænse tiggeriet. Midlerne
kom fra klingpungen i kirken. Men også indsamlinger blandt sognets
beboere skulle give penge til fattigkassen.  

I 1736 – 37 undersøgte tolvmændene,
hvor mange værdigt trængende, sognet rummede. Fattigvæsenet dengang
blev forvaltet af præsterne, kirkeværgerne og tolvmændene i fællesskab.
De mødtes en gang i kvartalet.

Fra 1760 havde man lister over, hvem
der skyldte bidrag til fattigkassen. Disse bidrag var efterhånden ikke
mere frivillige.  

I 1736 havde man fundet frem til 21,
der var værdig til fattighjælp. Deriblandt var en mand på 24
år, der nærmest var krøbling. De 17 af de 21 var 60 år eller derover
og ofte samtidig lamme, halvblinde eller svagelige. De fire, der var
yngre, var stærkt handicappede.  

I 1820 var der 67, der modtog fattighjælp,
og i 1847 var der 67. I videst mulig omfang søgte fattigforstanderne
at henvise folk til at klare sig selv.  

Et problem blev løst

I 1776 bad tjenestekarlen Jep Pedersen
Broe
fattigvæsenet om at tage sig af hans bror og svigerinde, da
de hverken havde mad, drikke og brændsel og kun få klæder, så de
risikerede at sulte eller fryse ihjel i vinterens løb. Bønnen blev
dog ikke hørt lige med det samme. Sagen kom dog for provst og amtmand.
De besluttede, at de to skulle have hjælp, hvis ikke slægtningene
kunne forsørge dem.

Herredsfogeden konstaterede, at parret
havde almindeligt ry for at være vanvittige, men at de kun var forstyrrede
især konen, der uafladeligt talte om djævle, hekse og gespenster.

De to blev skilt ad. Mandens moder blev
overtalt til at tage sig af sin søn. Og det gjorde hun gratis, mens
konen blev anbragt hos en kurator.
Det fik han 2 mark om måneden for. Han fik samtidig befaling til at
holde hende til arbejde, da herredsfogeden mente, at hendes forstyrrethed
kom af, at hun arbejde for lidt.

Ja sådan løste man sociale problemer
på Løjt – dengang.  

En mand med uhelbredelig benskade fik
i juli 1832 afslag på fattighjælp, fordi han havde skilt sig fra sin
kone, der kunne forsørge ham, men ikke ville.  

Sparekasse

Sparekassetanken opstod meget tidligt.
Allerede omkring 1820 oprettede pastor Matthiesen

En sparekasse. Men den havde svært ved
at klare sig selv, så den gik ind sidst i 30erne. I tilknytning til
sparekassen oprettedes en almissekasse.  

Tiggerfogeden kunne ikke bruges

Fattige fra andre sogne fik ikke noget.
Og udenbys tiggere blev bortvist. I 1780 anholdte tiggerfogeden en tigger,
der var søn af en velstående gårdmand fra et andet sogn. Tiggeren
blev fordrevet og det indsamlede beløb blev taget fra ham.

Men tolvmændene var ikke begejstret
for deres tiggerfoged. De mente, at han stod i ledtog med tiggerne og
delte i porten. Og systemet med denne foged sluttede i 1831. Tolvmændene
mente, at han kunne spares væk, og så overtog de selv opsynet på
skift.  

Vi vender i en senere artikel tilbage
til Løjt
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Løjt

 

Hvis du vil vide mere om Løjt, løjtninger
og Løjt Land så se

  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Lysten ud for Aabenraa 1863
    – 1864
  • Løjt Land – i begyndelsen
  • Løjt Land – nordøst for
    Aabenraa

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Aabenraa