Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

København omkring år 1800

Januar 16, 2010

Der var masser af miljøsvin. Bladet
”Politivennen” holdt et skarpt
øje med dem. Vægterne blev kritiseret. Moden skiftede konstant. Pudder,
parykker og frisører kunne udbedre fysiske mangler hos en. Arbejderne
satte sig i gæld til familie – højtider. Tjenestepigerne måtte
ikke gå i almindeligt tøj. Regeringen indførte forordninger mod
ødselheden.
 

Gå 
en tur og bliv beskidt

Der indløb masser af klager til Magistraten.
En af klagerne gik ud på, at hvis det havde regnet i flere dage, kunne
man kun med besvær slippe igennem uden at blive snavset.

Forordningen af 7. maj 1777 havde ellers
givet klare forskrifter på hvad man måtte smide på gaden.

Affald fra køkkener, dødt fjerkræ 
og lignende måtte kun smides på gaden til en bestemt tid. Derefter
skulle det så samles i bunker, for så at bortkøres af skarnsvogne.  

Bestemmelserne blev dog aldrig overholdt.
Bunkerne blev gennemrodet af fattigfolk. Affaldet blev derefter spredt
af vind og vejr og endte ofte i rendestenen. Uddunstninger forekom jævnligt.  

Giv agt
– miljøsvin

Omkring århundredeskiftet var der nogen,
der gjorde noget ved det, nemlig bladet Politivennen.
Bladet begyndte at udkomme i 1798, og de begyndte at udpege miljøsvin.  

I de mørke vinteraftener var det ikke
særlig hyggeligt at færdes i de københavnske gader. Ja, det var mange
steder livsfarligt. På midten var der placeret store skarnsdynger.
På de uoplyste fortove var der placeret en masse brædder og andre
forhindringer.  

Vægterne var en jammer

Omkring 1784 fandtes der omkring 150
vægtere i byen. De fik den fyrstelige løn af 78 Rigsdaler. Om eftermiddagen
mødtes de foran Rådhuset. Opgaven var at forhindre ildebrand, mord
og tyveri. Om vinteren skulle en vægter i kulde og slud vandre op og
ned af gaden i hele 12 timer. I Morgenposten
fra 1798 kan man læse: 

  • Det er en Jammer at høre
    alle de ynkelige Toner, som Vægterne istemme om Aftenen. Den ene snøvler,
    den anden tuder, den tredje har ikke en Tone i Livet, en gølper, en
    anden kvækker som Frøen, nogle raaber saa hæst og sagte, at man ikke
    kan høre dem, og en del hyle saa erbarmelig, som om de sang paa det
    sidste Vers.

 

Vægter – situationen var genstand
for utallige angreb i datidens medier. Politimesteren opkøbte en del
eksemplarer af de kritiske blade, og delt dem ud blandt vægterne, med
en bemærkning om, at sådan skulle de ikke opføre sig.  

Filosofigangen

Filosofigangen
havde en tiltrækningskraft hos studenter og borgerfolk. Her udspillede
der sig også en decideret fejde mellem officerer og studenter. I 1789
kunne man i en af datidens rejseguider
læse:  

  • Her krydse aldrig Rækker
    af chapeuske Kavalerer med deres stivpudsede Donnaer, der tvinge ved
    deres Raslen upyntede Mængde til at klemme hinanden ved Siderne. Man
    ser derimod mangen Haandværker med sin renlig klædte Kone og et par
    Børn ved Siden vandre her med Miner, som vise, at de havde henbragt
    Dagen med tilfresgjørende Flid i deres Værksted.
  • Naar det begynder at mørkne,
    plejer der at komme nogle Musikanter, en Harpenist, en Klarinetspiller,
    en Faguist, disse spiller sager, som behager mængden af spadserende
    Borgerstand.

 

Der blev siden klaget over utilladelig
Vognfærdsel.
Godt nok havde man en bom, men den var åben hele
dagen. Det skete dog også alvorlige ulykker, når disse kørte ind
i mængden.  

Det var på 
– Frederiksberg

Allerede dengang søgte man mod Frederiksberg
Have.
Men haven var ikke som nu. Kanalerne fandtes ikke, og hele
haven var anlagt i fransk stil. Først i slutningen af århundredet
begyndte man at omdanne haven i engelsk stil. Men rygterne ville vide,
at haven ville blive lukket for offentligheden. En højere embedsmand
måtte i datidens medier benægte dette.

Søndermarken
blev omdannet i 1784, og i 1787 blev den åbnet for publikum. Dengang
fandtes der nogle ejendommelige lysthuse i parken.  

Den skiftende mode

Dengang gik borgerskabet også op
i mode. Den berømte digter, læge og meget mere, Clement Tode
udtalte følgende: 

  • Ingen Kamæleon skifter
    saa ofte farve som vore Mandfolk skifte Moder.

 

Også om damemoden havde en kommentar: 

  • Alene Kjolens Længde i
    36 aar er Stegen og Falden lige som Kviksølvet i et Thermometer.

 

Og moralisterne havde travlt med at angribe
damernes hatte. Hver hat måtte bruges til en bestemt dragt. Regler
blev fastsat, hvordan sådan en klædning skulle sammensættes.

Muffen skulle eksempelvis være af samme
farve som kåben. De hvide strømper skulle være af bomuld eller silke. 

Amazondragten
bestod af trøje og skørt af forskellige farver, rød trøje – sort
skørt., sort trøje – blåt skørt o.s.v. Hertil kom en mægtig fjerbusk
samt en tynd spadserestok. 

De farverige mænd

For mændenes vedkommende var der indtil
slutningen af 80erne den trekantede hat, der var mest almindelig. Men
denne blev mere og mere afløst af den runde mere eller mindre bredskyggede
hat af tysk eller engelsk model.

Så godt som alle brugte kjoler.
Først ved slutningen af århundredet blev frakker almindelige. Og disse
var nødvendigvis ikke alle sorte. Nej, man så sandelig blå, kaffebrune
og røde.

Brandgule og lysegrønne frakker kunne
ses om sommeren. De var ikke kedelige dengang.  

Alle gik med knæbenklæder med spænder
og sløjfer ved knæene. Strømperne var hos de mest fornemme af silke. 

Skoene var lavvristede og støvlerne
forsynet med korte gule kraver.  

Et pund pudder gør meget

Parykkerne blev mere og mere sjældne.
Siden forsvandt de næsten helt. Frisørerne oplevede derimod en storhedstid.  

Alderen og håret satte ikke helt en
stopper for at følge med moden. Høje toupeer og kunstige nakker
kunne erstatte alle mangler.  

En kyndig pudning kunne udrette mirakler.
Et helt pund pudder kunne få den lyse hårfarve til at blomstre
mere eller mindre naturligt. 

Unge fruentimmer burde lære noget

 Man skulle jo følge moden.
Morgenposten
kunne dengang berette: 

  • Det ville måske være
    nødvendigt for de unge Fruentimmer lærte alle de Dygtigheder med Saxen
    og Naalen, som kræves for at tilvejebringe alle disse Moders nydelser.
  • Hvor meget ville det ikke
    spre Landets Mænd og Fædre i Udgifter og formindske Pebersvendenes
    Antal, som daglig tager til, thi hvad efter tænksom Mand tør nu vove
    at gifte sig, naar han at han skal føde en hel Hofstat af Skræddere
    og Galanterimænd o.s.v.

 

Ny Dansk Fruentimmerselskab

Ja og så blev Ny Dansk Fruentimmerselskab
dannet. Her besluttede man, at moden havde taget overhånd. Det var
nok nærmere en selverkendelse. Nu skulle man kun gå i hjemgjort tøj.
Men en katastrofe opstod. For nu viste det sig, at tøjet kom til at
ligne det, som tjenestepigerne gik i. Og sådan noget måtte borgerskabet
ikke finde sig i.

Dette resulterede i, at tjenestepigerne
fik forbud mod at gå i bestemte klædningsstykker. 

Tjenestepigerne får nykker

 Og selskabet lavede en sammenligning
omkring tjenestepigernes forhold. Sammenfattet var filosofien nogenlunde
som her beskrevet: 

  • I 1685 gik Tjenestepiger
    med gode varme islandske eller såkaldte
    ”Jydestrømper og Pulsvanter”, hat og hue på hovedet, og et rødternet
    lærredstørklæde om halsen.
  • I 1785 gik de med fine
    bomuldsstrømper og lange fine Randers handsker, Høje
    ”sætter” og lange ”nakker”, samt fine silketørklæder om halsen.
  • I 1685 sad pigerne oppe
    en times tid om aftenen eller stod op en time før om morgenen og stoppede
    strømperne, så længe der var noget tilbage af dem.
  • Men i 1785 sladrede de
    enten med kærester eller føjtede rundt i byen. Var der hul på
    strømperne trak de dem ned i skoen, så
    længe der var noget tilbage.

 

Nationaldragt
ønskes

I medierne talte man om indførelse af
en nationaldragt lige som i Sverige, og så skulle der lovgives,
hvem der måtte bære den.

Man talte om, at datidens mode var
udpustninger og opblæsninger
over alt. Denne mode var noget der
bekom borgerskabet vel. Arbejderklassen var slet ikke med på den bølge.
De havde ganske enkelt ikke råd til det.  

Forordninger mod
ødselheden

De rige omkring år 1800 blev endnu rigere.
Man kunne få sig endnu en ridehest.

Regeringen havde det ikke godt med denne
ødselhed. Man indførte forskellige påbud om at begrænse denne ødselhed.
Således også med forordningen af 10. januar 1783 til borgerstandens
store fortrydelse.  

Ingen mandsperson måtte bære sølv
– og guldgaloner eller broderede klæder. Damerne fik lov til
at benytte broderier af silke, når disse først var stemplede. Alle
knapper skulle være af tøj eller kamelhår. Brugen af pelsværk var
forbudt.  

Tjenestepigerne måtte ikke bære silke
eller hovedsæt, der havde kostet mere end et bestemt beløb. Undtagelsen
var dog på hendes bryllupsdag.  

Minsandten så indførte regeringen
også begrænsninger på, hvor mange retter borgerskabet måtte
servere. Ikke mere end 8 retter og kun fire forskellige dessertkager.
Om aftenen måtte der kun serveres 6 retter. Fine vine og likører samt
fremmed øl, måtte ikke serveres. Man måtte dog drikke al den punch,
man ønskede.  

En læge udtalte dengang, at kogekunsten
havde gjort flere fremskridt end lægekunsten. Og det var den franske
kogekunst, der var på vej i borgerskabets maver.  

Kaffe
– og brændevin til arbejderne

De mindre bemidlede slog sig løs til
højtider. Kaffe og brændevin begyndte at sprede sig til denne del
af befolkningen.

Det blev mere og mere almindeligt i håndværkerstanden
at erstatte middagsmaden med kaffe/brændevin og brød – til skade
for helbredet, mente moralisterne. En læge skriver om dette fænomen: 

  • For 50 aar siden saa man
    Konerne af stærkt arbejdende Haandværkere og deslignende tilbringe
    deres Mænd en Potte med Ærter og Brød, hvortil de drak en Kande med
    godt Øl. Saa tage de Flittig sopkener, og man bringer dem en Potte
    med daarlig Kaffe og en Kringle.

 

Familie
– højtiderne

I de små hjem blev der brugt store
summer på de store familiehøjtider Bryllup, Barnedåb og Konfirmation.

Således skulle et bryllup helst vare
i to dage. Den skulle selvfølgelig ikke finde sted i kirken, men i
brudens hjem. Mange måtte sætte sig i gæld for sådan en fest.  

Udvist af kirken

Når der var konfirmation, var der mange,
der måtte leje konfirmationstøjet. En forordning fra 27. februar 1784
lagde nøjagtige retningslinier for, hvordan sådan en konfirmationsdragt
så ud. Fulgte man ikke disse retningslinier, så blev man udvist af
kirken, og den vordende konfirmand blev ikke konfirmeret.  

Foreningen af Tarvelighedens fremme

Alle disse forordninger hjalp slet ikke.
Borgerskabet ødslede stadig pengene bort. Den 21. marts 1785 oprettedes
Foreningen af Tarvelighedens Fremme
. Man skrev under på, at man
kun ville indtage tre retter indbefattet suppe. Om aftenen ville man
slet ikke indtage varm mad.

Man vedtog 25 forskellige forordninger,
men det var frivilligt, om man ville skrive under på de forskellige
punkter. Mindst opbakning havde vedtægten om, at man ikke skulle holde
værelser og rum til stads, men udelukkende modtage sine venner i almindelige
dagligstuer. 

Foreningen havde efterhånden 25o medlemmer,
men kun 75 skrev under på, at de ville give afkald på at anskaffe
Nürnberger Dukketøj.
Det har antagelig været foreningens pebersvende.  

Der blev trukket meget på smilebåndet
af foreningen, som langsom døde hen. Allerede i 1791 blev den opløst.

Kilde:

Se litteratur København (under udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:

  • Forlystelser i København
  • Moral, Etik, Horeunger og
    fattighjælp (under Nørrebro)
  • Den stinkende Kloak på Nørrebro
    (under Nørrebro)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København