Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønder – efter krigen

Januar 16, 2010

Efter krigen var regnskabets time
kommet. Masser af tøndringer blev indsat i Fårhuslejren. I Kommunen
var der en stor fyringsrunde. Den nationale udsoning foregik over flere
årtier. Og Tønder oplevede et begyndende olieeventyr. Politimester
bankede i bordet: Kom så i gang.
 

Englænderne kommer

Allerede den 4. maj gik rygter på, at
englænderne var lige syd for grænsen, og at de kunne være i byen
når som helst.

Den 5. maj blev byens borgere vækket
af 6 jagere, der fløj over byen. Glæden var stor blandt de dansksindede.
Statsskolens elever mødtes på Missionshotellet,
og herfra sendte de n lykønskning til kongen. Den første betjent,
der viste sig, blev båret i guldstol af folkemængden. Ved Sønderbro
landede to engelske journalister på en mark. 

Tyskerne på 
vej hjem

Den 6. maj afholdt pastor Magle
en takkegudstjeneste. Han var netop vendt hjem fra Frøslevlejren.
Først på eftermiddagen kom en afdeling af den danske brigade.

Og tyske soldater kom slukøret vandrende
gennem byen trækkende med barnevogne, legetøjsvogne og cykler. Men
inden de nåede grænsen var det meste dog taget fra dem.  

Modstandsbevægelsen
– efter krigen

Pludselig dukkede en masse modstandskæmpere
op. I Tønder undrede man sig over, at der var så mange. Et
kompagni på 550 bevæbnede soldater skulle sørge for ro og orden.

Men i de første dage efter besættelsen
var modstandsbevægelsen enerådig i byen. Kompetencestridigheder, frygt
og selvtægt prægede også byen. 

Modstandsbevægelsen tog den 8. maj fat
i den store interneringsaktion, der kom til at vare flere dage. Lastbiler
kørte gennem gaderne, hver forsynet med en betjent og 4 – 5 bevæbnede
mænd. Nu blev alle tidsfrivillige, frontfrivillige, værnemagere, stikkere
m.m. anholdt. Og på gader og veje hånede de dansksindede nu de arresterede.  

Missionshotellet
blev brugt som opsamlingscentral. Nogle fik lov til at sidde der i flere
døgn. Samtale var absolut ikke tilladt. Ved udgangen af 1947 var der
afsagt dom over 1.047 personer fra hele politikredsen.  

Byens postbude var nu iført den røde
uniform, og forsynet med brækjern og stiger blev alle tyske gadeskilte
fjernet.  

Den 13. maj overtog politiet de normale
funktioner. 

Tysksindede i uniform skulle smides
ud

Den 19. maj forlangte bogtrykker Laursen
på et stort folkemøde arrangeret af modstandsbevægelsen, at alle
som af egen vilje havde båret tysk uniform og våben mod det danske
folk, skulle fratages det danske statsborgerskab og udvises.  

Den 1. juli gik det ud over en fem – 
seks hjemmetyske – butikker
samt Hotel. Tre uger efter fandt en skudveksling sted mellem
Hipo – folk
og modstandsfolk.  

I juli forsvandt de fleste brigadesoldater
og den 17. juli drog de fleste engelske soldater væk fra byen. De lokale
frihedskæmpere blev afløst af C.B´ere.  
 

Stor fyringsrunde

Adskillige funktionærer og tjenestemænd
blev afskediget eller suspenderet. Flere af dem sad i Fårhuslejren.
Tønder Ringriderkorps
og brandværnet skiftede kommandosproget
fra tysk til dansk.

I september skiftede Tondern Bank
navn til Tønder Bank. I Tønder Håndværkerforening
blev der nedsat et udrensningsudvalg.  

Ved et møde i 1948 mente bogtrykker
Lauersen
og bagermester Thorvald Petersen
at Dansk Samfund med sin fortsatte beståen, kunne være en hindring
for den fredelige udvikling i grænselandet.  

Det tyske skolesystem afskaffet

I den tyske lejr kom interneringerne
som et chok. De mente, at de var blevet behandlet som storforbrydere.
Dette skabte stor bitterhed.

Mange af mindretallets institutioner
var enten ophørt eller havde midlertidig indstillet deres virke. Rigsdagen
havde afskaffet hele det offentlige tyske skolevæsen. Den tyske skolekonsulent
var fyret og den tyske børnehave var opløst. Modstandsbevægelsen
havde lukket det tyske bibliotek. Også i den tyske kirke stod det ikke
godt til. Pastor Rühmann var blevet fyret. En overgang var den
tyske roklub beslaglagt. Samme skæbne overgik Schützenhof.  

Det tyske mindretal måtte starte forfra.
I starten gik det meget langsomt. København
– Bonn
erklæringen hjalp udviklingen på vej.

Den tyske privatskole rejste sig fra
en ret beskeden start til en moderne undervisningsinstitution.  

I juni 1945 blev Alexandrineskolen
i Nørregade
og Borgerskolen i Richtsensgade
beslaglagt til lazaret for de sårede tyske soldater, som hidtil havde
opholdt sig på statsskolen, seminariet og Tønderhus.

De 267 elever fik en meget lang ferie.
Omkring 100 af dem blev indmeldt på Øvelsesskolen.  

Den tyske skole i bådhuset

Der var problemer med at skaffe egnede
lokaler til nye skoler. Derfor fungerede det tyske bådhus som skole
fra 16. oktober 1946. Man måtte selv skaffe en del af midlerne for
at drive skolen. I 1950 havde skolen 123 elever.

Situationen var meget dårlig. Legepladsen
var nærmest at betegne som en mudderpøl. Og der kunne ikke indrettes
flere lokaler i huset, som var mere end overbefolket.  

I foråret 1953 blev der taget fat på 
at udgrave grunden i Popsensgade 2 til en ny tysk privatskole.
28. november samme år blev skolen indviet. Den fik navnet Ludwig
Andresen Schule,
opkaldt efter byens kendte lokalhistoriker.

Fra 1955 kom skolen til at rumme børnehave.
I 1958 – 59 blev der foretaget en stor tilbygning.  

I 1946 vedtog man at skolen i Nørregade
skulle sælges til Justitsministeriet
til en ny politigård. Den bagerste bygning i Richtsensgade Skole
skulle sælges til Teknisk Skole.  

Normale tilstande

Efterhånden lagde fjendskabet sig mellem
de to befolkningsgrupper. Man hilste på hinanden, giftede sig
på tværs af sindelag, handlede hos hinanden og accepterede hinanden.
I løbet af 60erne fortsatte den nationale udsoning.  

Stor tilslutning til kommunisterne

Efter besættelsen stod de 6 stole, hvor
der skulle sidde repræsentanter fra Slesvigsk Parti,
tomme. Ved byrådsvalget i 1954 vendte man tilbage til normale tilstande.
Her var den store stemmesluger, overpakmester
Ørneborg.
Han stillede op for Socialdemokratiet
og hans succes bevirkede en fremgang på to mandater. Bemærkelsesværdig
var, at Kommunisterne opnåede 255 stemmer. Her var det min gamle
læge, Dahl, der satte sig i byråds – stolen.

Bankdirektør Poulsen
blev genvalgt og Slesvigsk Parti
tabte tre mandater.  

I 1950 genvandt Slesvigsk Parti
yderligere et mandat. I alt fik de 23 pct. af stemmerne i Tønder.
Johan Poulsen
blev genvalgt som borgmester. Og Slesvigsk Parti
opnåede 27 pct. af stemmerne.  

Store investeringer

Borgmesterens økonomiske indsigt viste
sig at være en gevinst for byen. Den blev moderniseret, og på lidt
længere sigt fulgte erhvervsudviklingen også med. Poulsen
formåede at få oppositionen til at være medspiller. I 1970 gik han
af både som bankdirektør og borgmester. Efterfølgende blev han udnævnt
som æresborger.  

Kommunens kæmpestore anlægsprojekt
i 50erne var bygningen af Tønder Kommuneskole.
Den nye skolebygning blev indviet i januar 1955. I 1960erne blev den
udvidet med en venstrefløj. Det skete, mens jeg gik på skolen. Tænk,
at jeg var der i 10 år. 

I løbet af en kort årrække kom der
Teknisk Skole, bibliotek, brandstation, rutebilstation og en ny omfartsvej.  

Nyt friluftsbad

Det blev også til et nyt friluftsbad,
anlagt ved den gamle markedsplads. Med friluftsbadet forsvandt badelivet
i Vidåen.

I 1901 var der anlagt en å – 
badeanstalt, der hvor Galgestrømmen
og Vidåen mødte hinanden nord for Anlægget
og jernbanebroen. Her ligger stadig en lille ø. Og på denne lå på
den ene side, pigernes badeanstalt ud til Vidåen,
og drengenes badeanstalt ud til Galgestrømmen.  

Omsætning i Tønders butikker

I 1955 berettede Jydske Tidende
om, at mange husmødre med fordel kunne købe varer i Danmark,
og dette drog Tønder fordel af.

Men i 1965 beklagede formanden for
Tønder Handelsstandsforening,

at de tyske kunder kun måtte tage ganske få varer med over grænsen.

I de følgende år blev bestemmelserne
lempet. Byens handlende nød også godt af de mange turister og
campisterne, der efterhånden besøgte Tønder.

En særlig form for turisme var bryllups
– turisme,
der gav Tønder
et ry som Nordens Gretna Green.
I eftersommeren 1970 nåede man på rådhuset op på at have viet udenlandsk
par nr. 1.000.  

Mange tøndringer var beskæftiget ved
DSB. Det var Tønders største arbejdsplads. Indtil anlæggelsen
af Hindenburg – dæmningen
til Sild gik langt den største del af person – og godstrafikken
til øen over Højer via Tønder.

Med indstillingen af persontrafikken
på Højer – banen forsvandt også banegårdens imponerende
perronanlæg.  

Olieeventyr lugtes i Tønder

En kort overgang lugtede man olie i
Tønder.
Efter en række boringer i 1948 – 1949 i øster Højst,
Rørkær, Daler, Dyrhus og Sæd,

vendte Danish American Prospecting Comapny
i 1951 tilbage med et 58 meter højt boretårn, som blev hejst lige
nord for byen. I januar 1952 fandt man de første oliespor i 3.300 meters
dybde. Og Tønder kom i Politiken: 

  • Spænding i Tønder før
    olien springer. Produktionsrørene er anbragt.

 

I byen spekulerede man allerede på,
hvad alle olie – millionerne skulle bruges til. Det skete efter,
at byens 4 aviser i fællesskab havde udsendt en løbeseddel. Over skriften
var skrevet med fede sorte bogstaver: OLIE: 

  • Kl. 13 kunne boreselskabet
    ved Tønder meddele, at man har fundet olie. Olielugten er meget kraftig
    i den kerneprøve, man tog op i middags, og olien formelig sveder ud
    af dolomitten. Man tør endnu ikke garantere, at olien kan udvindes
    til produktion. Direktør Pyre, der
    øverste amerikanske chef er på vej til Tønder.

 

Men ak og ve, olien sprang ikke i
Tønder.
 

Politimester: Kom så
i gang

I 1958 slog politimester Bøving
i bordet på Tønder Handelsstandsforenings
generalforsamling. Han opfordrede tøndringerne til at tage initiativer
i stedet for at vente på at stat og kommune skulle tage et initiativ.
Tønder
måtte ud af deres tornerosesøvn.  

En erhvervskonference blev afholdt i
1959, hvor man diskuterede, hvordan Tønder
kom ud af stagnationen. Men efterhånden skete der da også noget. Virksomheder
begyndte at dukke op. Barting Maskinfabrik og Kedelsmedie TØMA,
System Abstracta, Ribe Jernstøberi og Skandinavisk Emballagefabrik.

I 1960 kunne man melde om fuld beskæftigelse,
og de handlende havde en god omsætning.  

Mange virksomheder i byen

I Tønder
lå også firmaerne Selmer og Carl Tiedemann,
der handlede med brændsel, træ og byggemateriale. Og så var det også
M.C. Christiansens
store isenkrambutik. Jeg husker tydelig deres
kælder, hvor der befandt sig en del legetøj.

Og ude på Ribe Landevej
lå en stribe automobil – virksomheder. Vi gik rundt og tiggede klistermærker
som vi satte på vores sæbekassebiler, som vi så kunne ræse op og
ned af Lærkevej.

På hjørnet Dragonervej/ Ribe
Landevej
Falck – stationen.
Jeg fik fikset min radio så jeg kunne følge med i, hvor de rykkede
ud.  

Lige bag ved os på Lærkevej,
kunne vi smutte over i Odense Ægforretnings
have, en sjov med ulovlig legeplads. Oppe i byen var der parfumevirksomheden
Dralle
og S.C. Lorenzen
med købmandsvarer. Her var min storebror i lære. Der kunne nævnes
mange flere virksomheder.  

På Jernbanegade
Lauersens Bogtrykkeri. De flyttede senere ud på Nørremarksvej.
Jeg gik i skole med Jørgen Lauersen
og min gode ven Ingolfs far Frederik
var ansat i virksomheden. Og det med virksomheder i Tønder
er nok til en ny artikel.  
 
 

Kilde:
Se

  • Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere:
Se

  • Blomst til Skilsmissebyen
  • Flere minder fra Lærkevej
  • Minder fra Lærkevej 9
  • Tønder under besættelsen
  • Tønders tyske sportsforeninger
  • Fra Lærkevej til Æ Synnejysk
    Ambassade
  • Fårhuslejren (under Padborg)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder