Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

En rebel og hans gård

Januar 16, 2010

Cornelius Petersen oprettede den mest
moderne gård i Tøndermarsken. Gården Vester Anflod havde både malkemaskine
og elektrisk strøm. Petersen havde også 
nogle gode ideer om selvstyre. Men efterhånden blev disse ideer en
tvangstanke. Han endte nærmest nationalsocialist med Fritz Clausen
som sit store forbillede.
 

Den moderne gård

Vi befinder os i denne artikel midt ud
i Tøndermarsken på gården Vester Anflod.
Og ikke mindst livet, som det udspillede sig – dengang på en gård
i marsken. Gården var arkitektonisk helt anderledes. Den blev drevet
meget moderne.

Gården havde et 17 meter højt stråtag,
bygget fra længe til længe hen over gårdspladsen. Laden var på 
cirka 20 meter gange 20 meter. Ko/ hestestalden var lige så stor.

Manden, der byggede denne moderne gård,
var en rebel, en nytænker. Men som til sidst fik nogle ideer, der ikke
rigtig svarede til hans oprindelige filosofi.  

Stormflod opslugte stedet

Helt tilbage i historien kender vi stedet.
En stormflod opslugte den lille landsby og kirken. Men en slægtsgård
blev senere etableret på stedet. Fra 1680 til 1904 var gården i Familien
Carstensens eje. Marskgården Westerfeld
blev oprettet i 1849 i forbindelse med en deling af Vester Anflod.
Således kunne begge brødre hver få deres gård.

Christian Mathæi Carstensen
født på Vester Anflod aflagde borgered i Tønder i 1797 som
købmand. I perioden 1811 til 1812 var han kæmner i Tønder.  

Friser i sit hjerte

Cornelius Petersen
var storbonde, friser og ikke mindst rebel. Han blev født på halvøen
Ejderstedt.
Oprindelig talte man her frisisk. I løbet af 1600 –
tallet skiftede dette dog til plattysk. Det var dette sprog, Petersen
voksede op med. Ja det vil sige, at hans uddannelses – og kultursprog
var højtysk. Senere i livet lærte han frisisk
og dansk.  

I 1905 erhvervede han gården Vester
Anflod
lige i nærheden af det dansk talende Møgeltønder.
En ny gård blev opført i 1914.  

Faderen var skolelærer og interesseret
i lokalhistorie. Moderen stammede fra et veletableret gårdejerdynasti
i Ejderstedt.

Op væksten var præget af tysk i sproglig
og kulturel henseende, med en udpræget slesvigsk farvning åben for
frisiske og danske elementer.  

Slesvig og Holsten skulle forblive
sammen

Petersen
startede sin karriere som landmand hos en slægtning i Nordfrisland.
Derefter gik han på landbrugsskole i Holsten.

Han hadede det preussiske bureaukrati.
På den måde kom han i kontakt med danske foreninger, der havde
den samme fjende. Efterhånden dukkede han op som gæst ved danske møder
og festligheder.  

Dannevirke og Slien var den rigtige
grænse

Han støttede venstrefløjen af tysk
liberalisme. Han var skeptisk over for krigen og sandsynligheden over
for en sejr.

Efter krigen fortsatte han med at støtte
de tyske venstreliberale. Udsigterne til danskernes overtagelse af Nordslesvig
drev ham tættere mod den danske side. Men han ønskede dog ikke en
adskillelse mellem Slesvig og Holsten.  

Petersen
argumenterede for, at alle indfødte slesvigere nord for det gamle etniske
skel ved Dannevirke og Slien
var nærmere tilknyttet Skandinavien end til Tyskland.

I adskillige artikler udviklede Petersen
sin filosofi om Slesvig og især Nordfrisland.
Han holdt sig til den danske version af historien, som påpeger at befolkningen
i Slesvig ikke har tyske rødder. Men Petersen
forlangte, at Danmark indrømmede dem en lokal selvforvaltning.  

Friserne udsat for vold og overgreb

Han mente, at fremmedherredømme gennem
tiden havde bevirket at de lokale mindretal havde lidt overlast. Landbefolkningen
havde været underkastet vold og religiøs omvendelse. Han mente, at
det var forkert, at man skulle give afkald af det oprindelige sprog
for at blive noget i samfundet.

Den skade som især lærere og præster
forvoldte, var særlig alvorlige, fordi de ændrede frisernes basale
selvopfattelse.  

Nordfrisland
– stadig tysk

Afstemningen i 1920 afspejlede ikke hans
ønsker. Hans fødeegn Nordfrisland
var blevet ladt tilbage på den tyske side.

I 1922 kom hans utilfredshed frem. Hans
opfattelse af et bondesamfund var ikke et samfund af ligemænd. De ledende
familier skulle have en ophøjet status, men de var samtidig forpligtet
til særlige forpligtelser over for fællesskabet og dets svageste medlemmer.  

Bondens selvstyre

Den økonomiske krise i det sønderjyske
landbrug i midten af 1920erne forstærkede hans beslutning om at oprette
protestbevægelsen Bondens Selvstyre.
Bevægelsen rettede også en voldsom kritik mod den måde, det danske
selvstyre.

I tilknytning til bevægelsen opstod
det sønderjyske Bondeværnet.
Man udgav bladet Folkets Selvstyre.
Og i dette blad havde Cornelius Petersen
rig mulighed for at agitere for sine synspunkter. Man ville have indført
det nationale diktatur.
 

Selvstyrebevægelsen ville oprette en
selvstændig bonderepublik, delvis efter forbillede af den ældgamle
nordjyske bondebevægelse fra Middelalderen. Den blev ledet af Skipper
Clement.
 

En god agitator

Man udsendte sågar egne pengesedler.
En krone sedlen havde på den ene side et billede af Cornelius
Petersen
og på den anden side et billede af den imponerende gård,
Vester Anflod. 

En resolution blev sendt til Christian
den Tiende.
Man opfordrede til at Sønderjylland
Fik sin egen administration, men beholdt sit tilkørselsforhold til
Danmark. Men dette afviste kongen.

Petersen
havde tæt kontakt til Dannevirke
– bevægelsen.
I 1924 gik han ind i De jyske Separatister.  

Cornelius Petersen
var en god agitator. Hans protestmøder samlede mange sympatisører.
I de københavnske medier vakte hans gøren og laden store bekymringer.

Men selvstyrer og protestbevægelsen
fik kun 2.000 stemmer ved folketingsvalget i 1926.

Grunden til den forholdsvise ringe tilslutning,
skal nok ses i lyset af, at Slesvigsk Parti
var meget smarte. De lagde sig stærk ind til protest – og selvstyrebevægelsens
program. Selvstyrepartiet stod som taberen og Slesvigsk Parti
som vinderen.  

Den stemning som Cornelius Petersen
havde rejst gavnede Slesvigs Parti.
Deres stemmetal steg fra 7.715 i 1924 til 10.422 i 1926.  

Stauning var en røverkaptajn

Petersen
blev i høj grad landskendt, da han i 1926 kaldte statsminister Stauning
for en røverkaptajn. Udtalelsen fremkom efter, at Stauning
på et møde på Bov Kro havde sagt, at 50.000 arbejdere var
parat til at overtage de fallerede landbrug.  

Cornelius Petersen
farede nærmest i flint. Han mindede om, at Friserne
i 1252 havde kæmpet mod Kong Abel
og dræbt ham: 

  • Vi kommer til at gøre
    noget lignende. Vi har hørt, at man vil jage os fra vores gårde og
    sende os i døden. Over for familie og som kristne mennesker har vi
    den pligt at sørge for vore nærmeste og bekæmpe det onde. Vi tager
    altså kampen op. I den kamp gives ingen pardon. Enten skal røverkaptajnen
    vi må – dø. Vi kunne straks have gjort det af med ham, havde vi
    været nok mand til stede. Mangen menneskeplager med stjerne og charge
    har fået en kugle bagfra, uden at
    øvrighedens arm kunne have set hvem. Sådan kunne Stauning også
    være nedtrampet af femhundrede bønder, uden at
    øvrigheden fik at vide, hvem der var hvem.

 

Og Cornelius Petersen
slap ikke for tre måneders fængsel. Man fremkommer ikke ustraffet
med sådanne udtalelser. Men han kom aldrig til at afsone straffen.
Hans tilhængere samlede de 2.000 kr. sammen, som bøden var på.  

Opfordring til kup

Kort tid efter blev der indkaldt til
et protestmøde i Aabenraa.
Og det var her tanken om et bondeværn fremkom. Politiet havde fået
kendskab til, at nogle reserveløjtnanter med forbindelse til Petersen,
havde rettet en forespørgsel til et ca. 50 officerer om, hvordan de
ville stille sig i tilfælde af et antiparlamentarisk kup.  

De påstod, at have hæren og flåden
i ryggen. På protestmødet ville man have godtgørelse for tab
i forbindelse med kronestigningen og anden økonomisk hjælp. En deputation
blev sendt til København med en denne vedtagelse. Men de blev
afvist. 

Psykisk nedbrudt

Han var også med i oprettelsen
af Den slevigske Brigade. Selv skulle han udnævnes til Hertug
af Slesvig
og tage de sønderjyske landsdele i direkte besiddelse.  

I foråret 1928 ophørte bladet. Kort
tid efter faldt bevægelsen fra hinanden.

I de følgende år led Petersen
både økonomisk og psykisk. Den personlige modgang bevirkede også,
at han på et tidspunkt måtte lade sig indlægge på det psykiatriske
hospital i Augustenborg. Spekulationer medførte store tab, da kronens
værdi pludselig steg.  

Fritz Clausen
– det store forbillede

Mange år levede han ude for det politiske
spotlys, men dukkede pludselig op, da han udtrykte sympati for nationalsocialismen.
Men det var den danske version af denne filosofi, han støttede og ikke
den tyske.  

Det var måske også derfor, at
det var den sønderjyske landmand, DNSAP
– lederen Fritz Clausen,
som tog ordet ved Petersens
begravelse i 1935.

Det kan overraske den forvirring af kursskifter
som Cornelius Petersen gennem årene gennemgik. Han var tysker,
dansker og friser, men han var alle disse ting på sin egen måde.  

Friser
– ånden blev ført videre

Mutter Petersen
måtte efter hendes mand klare bedriften selv. I 1937 var der ansat
en røgter, to karle og en køkkenpige. Enken førte friserånden videre.

Der var ikke mange gårde i marsken,
der dengang havde malkemaskine, ja endda elektricitet indbygget.  

Egen elektricitet

En stor dieselmotor producerede elektriciteten.
Den pumpede også vand ind i gården. Man kunne dog tydelig mærke,
når den var ved at gå i stykker. Lyset blev svagere og svagere,
så gik malkemaskinen i stå og til sidst var der ingen vand.

Den eneste, der kunne reparere maskinen,
var smed Motzkus fra Møgeltønder.
Han kom kørende på sin Nimbus. 

Svine på 
anden sal

Oven på kostalden var der svinestalde,
ofte med flere hundrede grise stående i båse. Gulvet skrånede en
lille smule, så aljen af sig selv sivede ned i aljebeholderen ved gårdens
østre gavl.  

Mod øst var ligeledes gårdens hovedindgang,
en slags indkørsel foran både stald og stuehus. Møddingen lå 
under gadeniveau. Gården var bygget på et værft – en
ca. 6 – 8 meter høj bakke.  

Grisene blev født på loftet, og
når de skulle slagtes, kom der en stor lastbil med højt lad, som kørte
op foran den første stalddør, hvorefter der var en lem, som førte
direkte ind til hovedgangen i grisestalden. En anordning bevirkede at
grisene kunne glide baglæns ned til lastbilens lad.

Hen over båsene var der monteret et
tipvognskabel, der gjorde arbejdet meget lettere.  

Dyrplageri

To gange om året rappede
man bugfjer og dun af levende ænder og gæs. I dag kaldes dette dyrplageri.
Adskillige kilo fjer og dun til fjerrenseriet et par gange om året.  

En effektiv gård

Marskgården i tre etager var særpræget.
Hø – og kornloftet var 8 – 10 meter højt. Mange
systemer var indført for at gøre arbejdet så effektiv som muligt.  

Fremstilling af fåreost hørte også
til det almindelige arbejde. Til gården var der tilknyttet 67 får.
En gang imellem måtte man bruge Æ Klustag
for at få fat i bortkommende får.  

”Sabotage”
på Rudbøl Skole

Børnene fra arbejderne på gården
gik i skole i Rudbøl. Børnene – 16 – 18 drenge i alderen
fra seks til fjorten år gik alle i en klasse. Den 9. april gik eleverne
ned i haven, og mens de tyske tykke Bertha `er
fløj hen over marskens diger sagde lærer Outzen
til børnene: 

  • Lige nu er Danmark kommet
    med i krigen. Krigen starter ikke i dag, men begyndte sidste
    år, da tyskerne angreb Polen… Gå
    I nu alle hjem, og kom først i skole igen, når jeg giver jeres forældre
    besked.

 

Rudbøl danske skole
havde skolegård sammen med Rudbøl tyske skole.
Skolebygningerne lå i hver sin ende af skolegården. Grænsen mellem
de to bygninger var en fælles toiletbygning i midten med danske lokummer
i venstre side og tyske i højre. Man bevægede sig absolut ikke ind
i hinandens enemærker.

Drengene lavede selvfølgelig nogle
sabotageaktioner.
Det betød afstraffelse fra Outzen.
Ti rap i bagen.  

Den moderne gård, Vester Anflod
brændte i 1950.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Sønderjylland
    (under udarbejdelse)
  • Litteratur Tønder
  • Litteratur Højer
  • Litteratur Møgeltønder

 

Hvis du vil vide mere:
Se

  • Tøndermarsken
  • Tøndermarsken – under vand
  • Friserne – syd for Tønder
  • Vadehavets maler – Emil
    Nolde
  • Dengang – i Højer (under
    Højer)
  • Bådfolket fra Rudbøl (under
    Højer)
  • Højer – Stormflod og diger
    (under Højer)
  • Jordkamp, Vogelgesang og Domænegårde
    (under Sønderjylland)
  • Sønderjylland til Ejderen?
    (under Sønderjylland)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder