Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder

Tønder – Marskens hovedstad

Januar 16, 2010

Tønders omgivelser blev fuldstændig
forandret efter afvandingen. Forholdet mellem dansk og tysk blev langsomt
forbedret efter 1920. Dog var de tysksindede ikke tilfreds med
”Clausen – linien”. Men fra 1933 blev tolerancen mindre.
En svensk journalist var i tvivl –
Tønder eller Tondern. Denne journalist mødte nazismen i 1936 i Tønder.
Fra 9. april 1940 var forholdet præget af en betændt spænding. Under
besættelsen var der en slags væbnet neutralitet i byen.
 

Talrige oversvømmelser 

Tønder
var en svømmende by. Byen var omgivet af vand og is på tre sider.
Landeveje og dæmninger ragede op som diger. Fra Slotsbanken
så det ud som et stormpisket hav. I begyndelsen af 20erne måtte man
bjerge høsten med båd.  

Dengang var Tønder
storkenes by. Det virkede meget idyllisk, men det gjorde de
talrige oversvømmelser ikke. Mange led store tab. Halvdelen af de 100
køer som leverede mælk til byen måtte sælges. Ejerne kunne simpelthen
ikke skaffe græs til dem.  

Den store afvanding

I 1925 vedtog Rigsdagen
en lov om Tøndermarskens afvanding. Projektet varede i fire
år. Der blev gravet ca. 250 km store og små kanaler, anlagt ca. 80
km ådiger og opført 4 pumpestationer.  

Tønder – egnen blev fuldstændig
forandret. Landskabet blev forandret til frodige marker. Nu kunne man
gå tørskoet hele året. Den gamle Skibbro
– kanal
var nu helt uanvendelig. Og alle de myg, der sommetider
plagede beboerne i byen, forsvandt også.  

Men i perioder mærkede befolkningen
dog endnu Vesterhavets nærhed. Således i 1946, hvor arealerne
mellem jernbanen og Ribe Landevej
blev oversvømmet. Og i 1947 oplevede Tønder
og andre dele af Vestslesvig
en tøbruds – katastrofe. I flere dage var kældre og gader under
vand.  

Som følge af afvandingen forsvandt storkene
også. I 1870 var der således mellem 25 – 30 storkeredder i Tønder.
Ifølge min far var der i 1930erne 6 – 7 stykker, og i min ungdom
i midten af 60erne var der 2 – 3 stykker. Jeg tror ikke, at der er
nogen storke tilbage i Tønder i
dag.  

Frigrunden

Inde i Tønder lå noget mærkeligt,
som havde spor tilbage til middelalderen. Slots – og frigrunden lå
i en anden kommune. I 1645 blev området udvidet, da Frederik den
Tredje
skænkede to af sine embedsmænd pladsen mellem Slotsgade
(Frigrunden)
og Møllevej (Skibbrogade).
De huse, der lå i området skulle ikke betale skat, og i 1663 blev
det bestemt, at de ikke var undergivet anden jurisdiktion end hofretten
Gottorp. I 1906 var det 17 boliger og 120 indbyggere.  

Ved Genforeningen blev de lagt sammen
med Tved og Emmerske og kom til at ligge i Tønder Landsogn.
Her lå fortsat i enklaven, amtshuset, amtmandens bolig, vandmøllen,
badeanstalten, museet og de kommunale værker. Det var først i 1933,
at Slots – og Frigrunden sammen med Tved og Dyrhus
blev indlemmet i Tønder Kommune.  

Clausen linien

At Tønder
blev dansk, kan vi blandt andet takke H.V. Clausen
for. På en række kort havde han allerede i 1895 tegnet den nuværende
grænse. I 1901 gentog han sit forslag i Haandbog i det nordslesvigske
Spørgsmaals Historie.
Han havde simpelt hen kombineret naturen
og kulturen og sat en grænse. Og denne grænse fulgte på en del af
strækningen Skelbækkens, Gammelåens og Sønderåens
løb til Rudbøl Sø.

Et modigt forslag, for Tønder og
Højer
blev regnet for udprægede tysksindede byer.

H.V. Clausen
begrundede sin linieføring med, at Jejsing, Rørkær
og Møgeltønder var udprægede danske byer og måtte med til
Danmark.  

Clausen
– linien
blev bakket op af den danske regering og indgik
i Versaillestraktaten som 1. zones sydgrænse. Selv om der den
10. februar blev afgivet 76,5 pct. tyske stemmer i Tønder, bevirkede
det store danske flertal i Nordslesvig
som helhed, at byen kom til Danmark.  

Danske gadeskilte

Et andet specielt forhold i Tønder
var gadeskiltene. I efteråret bestemte den danske generalstab, at der
skulle indføres danske gadenavne. Det gav anledning til en debat om,
hvad gaderne skulle hedde på dansk. Og hvad der var lige så vigtig,
skulle det danske vejnavn eller det tyske hænge øverst.  

Dobbeltskiltningen var symptomatisk for
livet i Tønder frem til 1945. Livet i byen var præget af, at
her boede to nationaliteter. I skolen var der faktisk et tysk og et
dansk skolevæsen. Der var en dansk og en tysk præst. Selskabelige
og kulturelle foreninger var opdelte, og det samme gjaldt for idræt
og sport. Biblioteksvæsen og forsamlingssteder var også opdelte.  

Tysk blev brugt mange steder

Sønderjysk, dansk og tysk blev brugt
alle steder. Og nogle gange blev disse sprog blandet sammen i en stor
bøtte. Fra 1922 til 1937 førte byrådet en protokol på både
dansk og tysk.  I menighedsrådet blev protokollen godt nok ført
på dansk, men forhandlingssproget var på både dansk og tysk.

Byen havde en dansk borgmester til 1937
og i brandvæsnet var kommandosproget tysk helt frem til 1945. I
Tønder Håndværkerforening
var forretningssproget og protokollen
tysk frem til 1935.  

Opdelingen var dog ikke slut med et slag.
Jeg har i tidligere artikler underholdt læserne med mine egne iagttagelser
fra min ungdom i det opdelte Tønder.  

Svensk journalist: Tønder eller Tondern

En svensk journalist, der gæstede byen
i 1936 skrev en artikel i Göteborg Handels och Sjöfartstidning
med titlen Ved Grænsen. Han var i tvivl om, han skulle kalde
byen Tondern eller Tønder: 

  • Nu taler al denne pragt
    klart og tydeligt tysk – slægtsnavnene, mindetavlerne, indskrifterne,
    alt sammen. Byen har også statuer af rigstyske hædersmænd, der er
    født i Tønder. Henne ved kirken står et meget grimt krigsmonument
    fra år 71 tilegnet ”Wilhelm
    der Erste unde seinen Kämpfern.
  • Samtalen på
    gaden er visselig tosproget, og i butikkerne betjenes man korrekt på
    dansk – men det er ofte ikke ren uforfalsket dialekt, men skolesprog.
    Højtalerne inde i patricierhusene gengiver som regel tyske dagsnyheder.
    Et stateligt Biedermeiertypen præsenterer sig i gotiske bogstaver som
    Deutsches Haus.
  • Nazihilsen forekommer ufortøvet
    blandt de unge mennesker – visselig også
    det som forsvandt fra Tyskland siden
    år 33 – rødfronthilsen med knyttet hånd. Er det ikke et stykke
    Tyskland, som er havnet inden for Danmarks grænse. 

 

Danskheden i dvale

Danskheden i Tønder
var nærmest gået i dvale. Det var tilrejsende, der måtte ruske op
i de dansksindede i byen. Denne vækkelse
startede med den første danske forening siden 1864 – Tønder Læseforening.  

I 1920 skete der næsten daglige ting
i Tønder, der vidnede om, at danskheden for alvor var ved at
komme tilbage. Således skrev amtsassessor v. Stemann
i sin dagbog den 20. maj: 

  • Mødte i Tønder det første
    danske postbud i rød uniform. Det var helt underligt. Postvæsnet fra
    Danmark begynder i dag.

 

Tysk chikane

Nogle ruder blev slået ind hos dansksindede.
Danske soldater blev chikaneret, nogle handlende ville ikke sælge varer
til dem, de første par dage. Og et en del gange var der optog gennem
byen med afsyngelse af tyske patriotiske sange. De røde postkasser
blev hældt over med sort maling. Ved en hjemstavnsfest i 1921 var der
slagsmål mellem tyske ringridere og danske soldater.

I 1928 skred politiet ind, da Kyffhäuser
– ungdomsgruppen
uden tilladelse med trommer og piber i spidsen
drog gennem byen og forstyrrede et dansk militærorkester. Lederen af
optoget, værtshusholder Buckow
fra Schützenhof fulgte ikke politimester Seidenfadens
henstilling om, at standse marchen og blev derfor sigtet for gadeuorden.  

Fornuft
– ægteskab

Trods disse uoverensstemmelser fungerede
forholdet mellem de to nationaliteter som et fornuftægteskab. Der var
tale om gensidig tolerance.

I modsætning til østkysten omgikkes
dansk – og tysksindede hinanden i Tønder.

Danske officerer kom i 1923 tilfældig
ind på Schweizerhalle.
Spontant blev de inviteret til fest hos de tilstedeværende tyske skyttebrødre.  

De fleste sager i Tønder Byråd
var præget af konstruktivt samarbejde. Ved valgene blev de nationale
synspunkter dog klart trukket op. Det vakte dog også oprørsstemning,
da bankdirektør R.P. Rossen
som den første vovede at tale dansk i byrådet. Efterfølgende betjente
man sig af begge sprog. Til gengæld fastholdt borgmester Johannes
Thomsen
trods kritik fra dansk side fast ved sin ret at forelægge
sagerne på tysk.  

Gensidig tolerance

Ved amtsudstillingen i 1925 ville de
tysksindede ikke udstille i en bygning, hvor Dannebrog

vejede. Modsat ville de dansksindede
ikke være med, hvis dette ikke var tilfældet. Stemann
fandt på en smart løsning på problemet. Ved udstillingsbygningen
hejste man et flag, hvor der på en rød flagdug stod Amtsudstillingen
i Tønder
med hvide bogstaver. Dannebrog
blev hejst ved indgangen til pladsen.  

Den dansksindede broderihandler Frk.
Jacobsen
og den tysksindede guldsmedeenke fru Bødewadt
drev forretning i Østergade.
Når fru Bødewadt handlede hos frk. Jacobsen
foregik samtalen på tysk og dermed på kundens præmisser. Når
frk. Jacobsen
handlede hos fru Bødewadt,
talte de begge derimod dansk.

Jo det gik meget bedre i Tønder
end i Højer med den gensidige respekt.  

Den gensidige forståelse forsvinder

Hitlers
mange overtagelser i Tyskland i januar 1933, forværrede dog det dansk/tyske
forhold. Kræfter var i gang for at generobre Nordslesvig.
I Tønder var der kræfter i gang for at styrke det militære beredskab.  

Den 23. marts 1933 blev der afholdt møde
i Deutsches Haus. Lærer Lutz
fra Sønder Løgum holdt en spændene tale, Ein neues Deutschland
ist erwacht.
Mindretallet oprettede som det første sted i Danmark
en naziztisk Ortsgruppe. Andre nazistiske foreninger blev efterfølgende
oprettet i byen.  

I juli 1933 opstod der et stort slagsmål
mellem hjemmetyske nazister anført af Sturmführer Peter Christian
Jürgensen
også kaldet Peter Sturm og en større gruppe
danske arbejdere.

Begge parter blev dømt for vold og gadeuorden.  

Store spændinger

En stærk spænding opstod mellem nazister,
kommunister og socialdemokrater. Navne på handlende, der på 
grund af deres tilkørselsforhold skulle boykottes, dukkede op.

I september 1933 blev der afholdt et
stort stævne i Tønder. Flensborg
Avis
skrev følgende:  

  • Ved firetiden om eftermiddagen
    marcherede nazisterne med musik i spidsen og otte hagekorsflaget i optoget
    gennem byen. Langs fortovene stod et stort antal nysgerrige, op på 
    torvet havde nazisterne samlet sig. De hilste optoget og fanerne med
    udstrakt arm og Horst Wessel – sangen, da musikken spillede melodien
    til den. Nogle kommunister, der ligeledes var samlet på
    torvet råbte ”Heil Moskau”. De søgte at gøre sig bemærkbar ved
    at synge ”Internationale”. Politiet var dog mødt mandstærkt op.
    En tysk nationalsocialist fra syd for grænsen blev for sin optræden
    over for anderledes tænkende anholdt af politiet. Han vil nu blive
    udvist.

 

I byrådet kom der til en konfrontation
i 1934. Bygmester J.D. Wiese
fra Slesvigsk Parti bad om ordet. Han overfusede pludselig socialdemokraterne,
som han bad forsvinde nordpå til den gamle grænse med henvisning til,
at 75 pct. af befolkningen i Nordslesvig
var nationalsocialister. Da borgmesteren efter talrige opfordringer
ikke fratog Wiese ordet, udvandrede socialdemokraterne og repræsentanterne
fra de borgerlige partier. Dermed var byrådet ikke mere beslutningsdygtig.

På et møde et par dage efter beklagede
borgmesteren, at han ikke havde grebet ind. Byrådet fungerede stort
set indtil et halvt år efter.

Anledning til dette var, at den tysksindede
kommuneassistent Franz Hecht
på et dansk nazimøde i byen havde stillet krav om en grænserevision.
Sagen blev diskuteret vildt og bredt i byrådet. Enden på det, blev
at borgmesteren pålagde de kommunalt ansatte, at afholde sig fra ytringer,
der kunne virke anstødelige på dele af byens befolkning.  

En svensker møder nazismen i Tønder

Lidt tidligere omtalte vi den svenske
journalists besøg i Tønder. Denne dumpede i 1936 tilfældig ind på 
Hostrups Hotel.
Her blev han vidne til et møde, som blev afholdt
i et sidelokale. Omkring 40 unge med det stejle blik og spændte
mine, som er velkendt sydfra.
Til sidst kom en uppstramat
herre med følge. Dørene blev lukket med et sæt, og den svenske journalist
hørte tydeligt den indledende sang, Ich bin ein Preusse, will ein
Preusse sein.
En strofe var indlagt med ordene Heil unserm Führer.  

Da Tønder
i 1937 fik en dansk borgmester, fik de tysksindede et chok. Som den
første embedshandling fjernede borgmesteren den tyske forhandlingsprotokol.  

En avis skyder med skarpt

Og i 1938 skete der noget nyt, der ophidsede
parterne. I forbindelse med Tønder Seminariums
150 – års jubilæum nedlagde dem tyske lærerforening den 10. september
i forståelse med rektor Morten Bredsdorff
en krans ved mindestenen for seminariets stifter, Balthasar Petersen.
Da kransen var falmet to uger senere, lod rektor den fjerne.

Denne handling udløste et voldsomt angreb
mod ham i Nordschleswigsche Zeitung
med skyld for gravskændsel. Det var ifølge bladet en dyb fornærmelse
mod den tyske befolkning. Efter meget skriveri lagde dønningerne sig
efterhånden. Eksemplet viser, hvor betændt situationen var i Tønder
i skyggen af det 3. rige.  

Lad os omgås som mennesker

Men situationen var dog ikke værre end,
at både dansk – og tysksindede kunne hylde et tysksindet guldbrudepar
med lys i vinduerne i hele Østergade.

Man inviterede også Christian
den Tiende
til Tønder Ringrider Korps
125 års jubilæum. Men Nordschleswigsche Zeitung
oplyste i en meget skarp artikel, at ikke alle tysksindede var enige
i at kongen skulle inviteres. De dansksindede skulle ikke glæde sig
til en forbrødring. Angrebet fra avisen blev dog efterfølgende afvist
på korpsets generalforsamling.

Avisen Hejmdal
henviste til at også det tyskdominerede brandværn og skyttekorps havde
været med til at modtage kongen.

Jydske Tidende
skrev: 

  • Lad enhver være, hvad
    han nationalt føler trang til at være. Men lad os omgås hinanden
    som mennesker. Er der en retning inden for tyskheden i Tønder, der
    billiger dette synspunkt, så ønsker vi naturligvis, at den må
    finde den fornødne tilslutning.

 

Mere flot kunne det ikke siges. Men de
moderate tysksindede forblev tavse. Det var nazisterne inden for mindretallet,
der dominerede medierne.

Det var også tankevækkende, at
den mere moderate inden for det tyske mindretal pastor Johannes Schmidt
i 1935 fik 67 pct. af stemmerne til folketingsvalget. De to nazistiske
udfordrere Wilhelm Deichgräber og Jep Nissen
kun fik 26 pct.  

Nazisterne får stor tilslutning

Det var kun et beskedent antal af
Tønders
befolkning, der var nazister. Ortsgruppens
medlemstal svingede mellem 50 og 75. Men stemningen vendte efterhånden
til fordel for Hitler og Heim ins Reich.

Tilslutningen i 1939 var stor. De mange
demonstrationer i Tønders gader havde temmelig stor tilslutning.
Den nazistiske organisation N.S. Frauenschaft
havde efterhånden 250 medlemmer. Også andre nazistiske foreninger
i Tønder mærkede øget interesse.

Under et velbesøgt nazi – møde
på Schützenhof den 26. marts 1939 sluttede Jens Møller
med ordene: Führer mach uns frei.  

Det var udtalelser som disse, der fik
gode venskaber og naboskab til at krakelere.  

Krigen nærmer sig

Den 1. september 1939 var der som sædvanlig
ordinært byrådsmøde på rådhuset. Samme dag var der dog en
begivenhed, som hvilede som en tung skygge over forsamlingen. Tidlig
om morgenen havde Tyskland overfaldet Polen. I den anledning havde England
og Frankrig blevet stillet over for et ultimatum om krig, hvis kamphandlingerne
ikke blev indstillet. I Tønder
som andre steder var man klar over, at en ny verdenskrig stod for døren.

Borgmester Paulsen
åbnede mødet med en kort tale i anledning af de tunge tider Europas
folk gik i møde. Efter talen rejste medlemmerne sig.  

Den 8. april 1940 afholdt NSDAPN`s
Ortsgruppe
i Tønder en såkaldt Gemeinschaftsabend,
hvor der blev vist film fra Polen.
Det var som et partimedlem senere konstaterede an aften fuld af spænding
på grund af rygter om en tysk militær opmarch syd for grænsen. Det
viste sig at disse rygter var sande.  

Jubel over tyskernes indtog

Blandt de tysksindede var glæden stor.
De tyske tropper blev hilst med jubel og opfattet som befrier. Hagekorsflaget
blev opsat på flere offentlige bygninger. På statsskolen
og seminariet blev de dog hurtig fjernet igen.

På Torvet
blev en politiassistent forulempet af nogle tysksindede. Om aftenen
holdt man fest for de tyske soldater på Schützenhof.
Kort tid efter fejrede man samme sted, Hitlers
fødselsdag. Her udtrykte Ortsgruppenleiter Chr. Jensen og Kreisleiter
Jes Petersen
udtryk for, hvor taknemlig den tysksindede befolkning
var over det skete.  

Det kniber med renlighed og moral

Arbejdsløsheden steg, trods det faktum
at mange håndværkere fik arbejde hos tyskerne. Skolerne blev beslaglagt.
En overgang måtte man undervise 9 forskellige steder i byen. Det kneb
også med brændsel. Dette forhold fik kirken til at lukke i januar
1945. Skolebadningen blev også indstillet. Efterhånden som renligheden
blev mindre god steg omfanget af fnat. I 1944 fik børnene i en klasse
det skudsmål, at de så gennemgående snavsede og forsømte ud.  

I medicinalberetningen for 1942 kunne
Lausten – Thomsen
fortælle, at fnat samt kønssygdomme var i
stærk tiltagen. I den forbindelse tilføjede han at 

  • også 
    på anden måde viser krigsforholdenes uheldige og moralsk opløsende
    indflydelse sig, ikke mindst i (de) yngste kvinders opførsel.

 

Han kom ikke nærmere ind på, hvad han
mente, men senere i beretningen, oplyste han at antallet af børn født
uden for ægteskabet i Tønder
var mere end fordoblet. Generelt var antallet af fødsler også betydelig
større i Tønder under besættelsen end i årene umiddelbart
før og efter.  

Mange tøndringer inddraget i krigen

Tøndringerne oplevede rædslerne på 
nærmeste hånd. To gange blev det samme hus i Jernbanegade
ramt. To tøndringer omkom, da et tog blev bombet. Ved Rørkær
omkom to, af en bombe (Vi har i tidligere artikler beskrevet forholdene
i Tønder under besættelsen).  

Flere tøndringer blev også aktivt
inddraget i krigen på den ene eller anden måde. På opfordring
af det tyske mindretal meldte mange sig i den tyske hær. Ved udgangen
af 1942 var lidt under halvdelen af NSDAPN’s
223 medlemmer gået i krigen. Hertil kommer adskillige andre frivillige.
I skolerne blev de unge mennesker presset af deres lære. Også dansksindede
kom til at arbejde for tyskerne. Det officielle Danmark sendte arbejdsløse
til at arbejde for tyskerne.

Mange genså aldrig deres fødeby.
Og dem, der så genså deres hjemby blev sendt til Frøslev,
hvor de i mange år kunne tænke over deres gerninger.

I adskillige år fremover skulle de ikke
tænke på at søge en statslige eller kommunal stilling.  

Flere modstandsfolk, gendarmer, politifolk
og andre blev interneret. Mange blev angivet til besættelsesmagten
af deres naboer. Mange vendte ikke hjem. Og atter andre blev mærket
på sjæl og legeme.  

Agitation og censur

I boghandler Hechts
vindue fik den nationalsocialistiske begejstring frit løb. Gennem hele
krigen var vinduet udsmykket med hagekors og førerens portræt. Natten
til den 7. oktober 1943 blev vinduerne overmalet med årstallet 1918
til minde om Tysklands tidligere storhed og fald. Et velrettet stenkast
havde desuden splintret førerens portræt.  

Og så skulle man sandelig også 
tænke på, hvordan man gav udtryk for sine følelser. Ordet Genforening
måtte ikke bruges. Man måtte heller ikke fortælle, at danske skibe
blev torpederet. De forliste på
en anden måde.
Der var ikke tyske soldater i Danmark, kun fremmede.
Kongens ansigt måtte ikke være præget af sorg.
Ordet alvor skulle bruges i stedet.  

De tosprogede gadeskilte skulle tages
til indtægt for, at i Tønder lever der to nationaliteter,
én hvis sind er vendt mod nord, og
én hvis sind er vendt mod syd. Når der kaldes til fest, tager en skare
mod Tønderhus og en anden skare til Schützenhof. Når den sidste strid
er stridt, samles tøndringerne et sted
– i de dødes have mellem Ribe Landevej og Carstensgade.
 

Midt under krigen bragte Sønderjysk
Månedsskrift
en artikel af Claus Eskildsen.
Han beskrev den nationale udvikling i Tønder.
Han konstaterede at den tolerance efter 1933 og navnlig efter den 9.
april 1940 var faldet betydelig. Der var sket en væsentlig skærpelse
af de nationale modsætninger.  

Væbnet neutralitet

Den hadske udlægning i Nordschleswigsche
Zeitung
virkede som en tårn i øjet på de dansksindede. Det samme
gjorde besættelsesmagtens overgreb. Det var som om Tønder
var i en spændt ligevægtstilstand
mellem de to befolkningsgrupper. Men begge parter bestræbte sig på,
at få dagligdagen til at fungere. Man kan vel tale om en slags væbnet
neutralitet.

I Menighedsrådet
røg man i totterne på hinanden, da man skulle vælge et nyt orgel.
Det tysksindede mindretal ville have et orgel fra Marcussen
i Aabenraa. Dette blev også anbefalet af Kirkeministeriet.
Flertallet, bestående af de dansksindede valgte dog Frobenius. 

Det gik dog bedre i byrådet. Her var
alle parter indstillet på, at få det til at glide. I praksis fungerede
det gamle byråd fra 1937 til 1946.  

Tønders jubilæum i 1943 var præget
af forsigtige taler. Dette overholdt oberst Paludan
– Müller
dog ikke (se artiklen Obersten fra
Tønder).
 

Zeitreivillig

Et dybt indtryk i den danske befolkning
gjorde det, da deres hjemmetyske medborgere optrådte som Zeitfreiwillige
iført uniform og gult armbind. De blev spottende kaldt Blindesamfundet.
Men det skulle man passe på med. Postaspirant Søren Bundesen
blev i september 1943 idømt to måneders fængsel for at have fornærmet
en Zetfreivillig. Denne Post Bundesen
har jeg faktisk kendt.

Boghandlermedhjælper Mogens Thorbek
fik to ugers fængsel for usandfærdige og fornærmende beskyldninger
over for værnemagtsposter.
 

Stor opbakning til strejke

En anden person, som jeg har kendt er
Siegfred Larsen.
Hans kamp under besættelsen bliver udførlig beskrevet
i en anden artikel. Men denne Siegfred,
der var formand for arbejderne i Tønder
opfordrede til strejke. Det var blandt andet fordi, at tyskerne var
begyndt at deportere fangere fra Frøslevlejren
til koncentrationslejrene sydpå. I Tønder
vurderede politiet strejken til at være 95 pct. effektiv.  

Sabotage og modstand

Kun tre dage efter blev politiet afvæbnet
og grænsegendarmerne kort efter interneret. Den 16. april 1943 opstod
der brand i DSB´s oliedepot i Tønder.
Det var den første egentlige sabotageaktion mod faste anlæg syd for
Kongeåen.

Som nævnt i en tidligere artikel var
min kone og mig udsat for, at man over for udenlandske turister på
Frihedsmuseet
udtalte, at der ikke forekom sabotageaktioner under
krigen syd for Kongeåen.  

Kredsen af dem, der beskæftigede sig
med illegalt arbejde i Tønder
bestod af en række mennesker, som jeg kendte en fem stykker af i min
ungdom i Tønder.  

Kilde:
Se Litteratur Tønder  

Hvis du vil vide mere:

  • Bombeangreb mod Tønder
  • Historien om Jeppe K. Christensen
  • Hvorfor var Tønder tysk?
  • Obersten fra Tønder
  • Sønderjylland 9. april 1940
  • Tønder før og efter genforeningen
  • Tønder under besættelsen
  • Tøndermarsken
  • Tøndermarsken – under vand
  • Tønders historie – efter
    1900
  • Zeppeliner i Tønder
  • Tønder Statsseminariums Historie
  • Drengestreger i Tønder 1920
    – 1935
  • Tønder – på en anden måde
  • Frøslevlejren (under Padborg)
  • Fårhuslejren (under Padborg)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Tønder