Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Gamle havne på Østerbro

December 6, 2009

Langs
Østerbros kystlinie er der sket store forandringer i tidens løb. Frihavnen,
Kalkbrænderihavnen, Skudehavnen, Strandpromenaden er
ændret til ukendelighed. Dengang var Ydre
Østerbro befolket af fiskere, arbejdere og stenfiskere. Når de fik
løn var der ballade i sigte. Østerbro blev afskåret fra vandet. 
De store Amerika – dampere var et tilløbsstykke. 
 

Idyl på 
det østligste Østerbro

Bådene lå ude forbi Kastellet
ved Rosenvænget. Havene lå på den ene side og stranden på
den anden. Det var her, hvor størstedelen af københavnerne vendte
om, efter en tur på Langelinie.

Herfra og helt ud til Kalkbrænderierne
lå et virvar af badeanstalter, pælebroer, lave bolværker der
grønslimede og forfaldne. Her lå masser af småhavne, med joller,
sandpramme og tømmerpladser. Her lå også beværtninger som De
Fattiges Dyrehave
med lysthuse og abekatte i bur. En masse bådudlejningsfirmaer
fandt også plads i dette virvar.  

Over det hele hvilede en duft af stillestående
vand samt træ og rådden tang. Duften af tjære blandede sig nu
og da. Gennem gamle plankeværker kunne man skimte en båd ude på Sundet.
I klart vejr kunne man skimte Sveriges kyst. Og det skete at en masse
lystfartøjer var aktive derude.

Mange af bådene lod bag plankeværker.
Det var forbudt for uvedkommende.  

Flere år efter var badehusene taget
ind for sidste gang. Fartøjer lå ene og forladte og havnene var
tomme. I nord og vest for Rosenvænget
rejste den fremrykkede by sig.  

En anden befolkning

På Ydre
Østerbro
lå der endnu dengang små rønner af en meget dårlig
kvalitet. De var bygget af murbrokker og gammelt skrammel. Her boede
sandgravere, fiskere og arbejdere. Når der kom penge, var der liv og
glade dage på værtshusene. På hjørnet af Batterivej og Sibbernsvej
(nu Strandboulevarden)
Lars Nielsens Beværtning.
Her udartede det sig ofte efter lønningsdag ballade mellem Zulukafferne
og Nihilisterne.
Efter slagene blev de sårede behandlet hos den
nærmeste barber.  

Adgang til vandet
– spærret

Grundejerne på Østerbro
forhandlede om erstatning, fordi stranden var blevet fyldt op, og deres
udsyn gik tabt. Ja, Østerbro
blev nærmest spærret fra vandet. Værre var det næsten, da Kystbanen
fra Hellerup førtes ind til Østerport Station.  

Ude ved Kalkbrænderierne
var havnene for længst omhuggede. Pladsen var blevet opfyldt. I en
krog ved Roforeningernes gamle bådeskurer var der en overgang indrettet
en lille veranda ud imod vandet. Nu var det alt sammen overgivet til
skæbnen. Den vilde vin, der voksede herude ville også gå en trang
skæbne i møde.

Der hvor store skibe for nogle år siden
kastede deres anker, gik man rundt med trillebøre.  

København gjorde indhug

Det voksende København gjorde sin indhug.
Fæstningsværker blev sløjfet. Voldgrave blev opfyldt og kirkegårde
var blevet nedlagt. København voksede i bogstaveligste forstand ud
i vandet. Det var bestemt ikke alle, der var enige i de ting der skete
her hvor Østerbro gik ud i Øresund.  

I 1858 fulgte kystlinien den nuværende
Strandboulevard.
 

Langs kystlinien lå der længe
før de store anlægsarbejder, småhavne, der hørte til de enkelte
fabrikker. Kalkbrænderierne var fra 1700 – tallet, Kryolitfabrikken
fra 1859, Svineslagteriet fra 1866 og Østre Gasværk fra 1878.  

Kæmpe anlægsarbejde krævede samarbejde

Tænk alle de instanser kunne arbejde
sammen!

Opmudringen
hørte under Indenrigsministeriet. Kalkbrænderifortet under Marineministeriet,
Langelinie under Krigsministeriet og Havnen under Havnerådet.

Langt om længe kunne man mærke en sammenhæng
mellem de forskellige landindvindinger.  

Under Borgerrepræsentationens
forhandlinger i 1881 udtalte Professor Thomsen
at handelens og skibsfartens område i havnen ved de nye anlæg ville
blive forøget med et areal, der svarede til Blegdamsfælleds
størrelse.  

Nordhavnen

Dengang var der nok kun droskekuske,
der kendte Københavns længste gade, nemlig Aarhusgade.
Foreløbig gik den fra Strandvejen ved
Østerfælled
over de vidt strakte grunde ned mod stranden.

For enden kunne man observere Nordhavnens
tilblivelse. Og det var noget trolddom over det. For man kunne se forandringer
hver dag. Der, hvor der var kviksand og flydetang for et par uger siden,
var der nu fast grund med brolægning. Og der hvor der for nogle år
siden var en græsplæne, var der nu havnebassin.   

Havnen blev anlagt mellem 1885 og 1890.
Den virkede som forsyningshavn for de skibe, der lå på Rheden.  

Som en
”naturkatastrofe”

Men gik man forbi, lignede stedet nærmest
en naturkatastrofe. Muddergrøften ud for Rosenvænget
var borte. I sommeren 1891 blev de første pæle hamret ned. Snart kørte
travle lokomotiver rundt med sten og grus. 1.500 – 2.000 arbejdere
var beskæftiget. Det lignede noget uorganiseret virvar. Men dag efter
dag går arbejdet fremad.  

Grundene ved Øresundsgade (Vordingborggade)
begyndte at stige i værdi. Rundt omkring blev pæle stukket i jorden.
Byggegrunde til salg.
Et skur med påskriften Beværtning og
Kafé
dukkede op. Her ville der snart stå en 4 – etagers ejendom.  

Store forandringer

Her ville man snart kunne ekspedere 24
fods dampere. For bare et par år siden var stedet bevokset af kæmpe
mælkebøtter. De interimistiske badeanstalter ville snart blive revet
ned. Fragtskibe med sten, der efter med kul og tømmer, og endnu senere
med korn og stykgods. Jo, det var ikke uden grund, at man drømte på
Østerbro.
 

I Nordhavnen
kunne man efterhånden modtage de fleste materialer som skærver, tømmer,
sten, cement, skinner m.m.  

  • Kalkbrænderihavnen blev
    først færdig, derefter fulgte Nordhavnen.

 

Virksomheder tiltrukket

En masse virksomheder etablerede sig
i området, blandt andet Nordisk Film.
En af de mere markante var Riffelsyndikatet.
Virksomheden blev beskyldt for at arbejde sammen med tyskerne under
besættelsen. Derfor blev der udøvet sabotage mod virksomheden. Virksomheden
blev også efter krigen dømt for værnemageri.  

Frihavnen

Allerede omkring 1850 opstod tanken om
en frihavn. I 1851 var der oprettet et frilager på Københavns Toldbod.
Men der var også tanker fremme at gøre Amager
til et stort toldfrit område.  

Tietgen var modstander

Efter lange overvejelser og diskussioner,
blev der fremsat forslag, om at bygge en frihavn. Man spurgte Tietgen,
om han ville være leder af et aktieselskab. Denne var dog ikke så
begejstret. København kunne sagtens klare sig uden en Frihavn,
mente han.

DFDS ville i begyndelsen slet ikke bruge
havnen.  

Arbejdet ved Frihavnen
var nu så vidt, at der kunne føres vand i de store bassiner Københavnerne
valfartede til stedet. Ja om søndagen var det simpelthen udflugtsmål
nummer et.  

Bassinet var 9,5 meter dyb og 600 meter
langt. Det var 120 meter bredt og omgivet af 80 meter brede kajarealer
med en samlet længde af 1.007 meter.

Hele udvidelsen omfattede 12,7 ha. Land
– og 9,1 ha vandareal. Det var nok den største entreprenøropgave,
Danmark nogen sinde havde set.  

I årene 1891 – 1894 blev første
etape anlagt. Egentlig blev havnen anlagt efter den tyske beslutning
om anlæggelse af en kanal mellem Kiel og Elben. Dermed havde Hamborg
direkte adgang til Østersøen.  

Skibe blev sendt i havnen

Da Nord – Øst kanalen blev indviet
holdt man pressemøde ved Frihavnen.
Men da havnen stod helt tom, fik man Tietgen
overtalt til at fylde havnen med DFDS – skibe. Havnen skulle virke
aktiv, men udenlandske journalister undrede sig over, at der ingen varer
kunne findes i havnen.  

Nordbassinet, Redmolen og Sundmolen
blev alle anlagt i årene 1915 – 1918 og inkluderet i Frihavnen,
dog med undtagelse af Redmolen.

Frem til 1931 skete der forskellige justeringer
og opfyldninger.  

Indvielse af København
– Malmø ruten

Intet land i Europa kunne fremvise så 
stor en udvikling i dampfærger som i Danmark. Allerede i 1872 var den
første danske dampfærge sat i vandet. Men den 5. oktober 1895 kunne
den store dampfærge Kjøbenhavn
starte fra Frihavnen mod Sverige. Det var nu Europas største
dampfærge. Den havde overhalet Storebælts – færgen. 

Den ny færge kunne sejle 12 – 13 knob.
Og det ville sige, at det kun tog 1 time og 25 minutter at komme til
Malmø.
Dog kunne man ved anvendelse af mere kul skære tiden ned
med 10 minutter. 18 fuldt lastede jernbanevogne kunne færgen medbringe.

Mandskabet bestod af 31 mand og færgen
var selvfølgelig bygget på Burmeister & Wain.
To dobbelte ture om dagen havde man planlagt fra starten.  

Speciale indbudte gæster, der blandt
andet rummede tre ministrer foretog den første tur. Efter at have besigtiget
Frihavnen,
tog gæsterne, der efterhånden talte 150 mennesker på
den Kongelige Skydebane, hvor der efter nogle taler blev indtaget
et passende måltid efter anstrengelserne.
Fra tysk side blev der påpeget, at man snart burde oprette færgeforbindelse
mellem Gedser og Warnemünde.
 

Havnestrejke

I 1902 opstod der en strejke blandt søfolk
og havnearbejdere. Men egentlig kunne det ikke rigtig ses i Frihavnen.
Arbejdsgiverne havde ret hurtigt engageret 500 strejkebrydere. Det var
russere, og for dem måtte arbejdsgiverne betale overpris, nemlig den
betydelige dagløn af 3 kroner samt kost og logi. Russerne fandt det
dog kritisabelt at de ikke måtte ryge og drikke i arbejdstiden. Men
som en slags kompensation fik de rigelig af skibsøl.  

De store Ocean
– dampere

Konkurrencen mellem de forskellige Atlanterhavs
– linier var hård. Det gjaldt om at komme først, ikke blot til Amerika,
men også at komme først med den mest behagelige overfart. En blot
15 – 20 år gammel Amerikadamper var som en træsko i sammenligning
med de to mesterværker i stål, som nu i 1903 afgik fra Frihavnen.

Det var den legendariske Thingvalla
– flåde
der dominerede overfarten før i tiden. Men tre store
skibe Oscar 2, Hellig Olaf og United States
fra Skandinavien – Amerikalinien
var nu de dominerende.

De nye skibe var cirka to hundrede fod
længere end de gamle skibe. Og så var de en halv gang hurtigere. Også
med hensyn til luksus var de nye dobbeltskruede langt bedre. 1.800 passagerer
kunne de ny både medtage.

Jo, der var sket noget, siden Thingwalla
flåden startede sejladsen til det forjættede land.  

Brand i Frihavnen

I maj 1906 opstod der en stor brand i
nærheden af Langelinie – molen.
Ilden opstod i et stort vareskur, hvor forskellige firmaer havde opmagasineret.
Klokken 10 om formiddagen blev brandvæsnet alarmeret. Meget snart viste
det sig, at intet kunne reddes. Man forsøgte at begrænse ilden.

Skuret var af træ, og det blæste ret
meget. Indholdet gav rig næring til ilden. En del raps – og
oliekager var blandt indholdet i skuret. Stykke for stykke styrtede
taget sammen og snart var den 400 alen lange bygning et stort flammehav.  

Skuret skulle alligevel nedrives

Brandvæsnet mødte som altid, når det
gjaldt Frihavnen med største udrykning. Tre dampsprøjter og
havnevæsnets dampsprøjtebåd Gram
var snart i aktivitet. 14 – 15 slanger blev lagt ud.

Vandet havde sin virkning. Men efterhånden
som branden blev slukket tog stanken og røgen til. Stanken var det
værste. Det kunne mærkes over den halve by. Tilskuerne fik kvælningsfornemmelser
og selv garvede brandfolk måtte overgive sig.

Røgen trak over mod Sverige.

Hvordan ilden opstod, var de lærde uenige
om. Rygning var strengt forbudt på Frihavnens
område. Man fandt ud af, at ilden startede i et rum, hvor Østasiatisk
Kompagni
havde lager af skibsmateriel. Sandsynligvis var det tale
om selvantændelse.

Nu var det ikke en katastrofe, at selve
skuret nedbrændte. Det skulle alligevel snart nedrives og erstattes
af et nybyggeri.  

Fra 1892 til 1906 forøgedes Københavns
handelsomsætning med 122 pct. Dette kunne man takke Frihavnen
for.  

Havnen blev fortsat udviklet

I 1919 blev Frihavnen
valgt som transitplads for Amerikas levnedsmiddeltransport til de sultne
lande. Mange krigsfangere blev landsat i Frihavnen,
blandt andet de sønderjyske krigsfangere.  

Havnen blev til stadighed udvidet.
Orientbassinet
kom til i to omgange. Den havde en dybde på 10 meter.
I samme omgang kom Skudehavnen
til – lidt nord for. På nordsiden af denne blev der anlagt en
benzin – havn. Højgaard & Schultz

anlagde en betonfabrik. Flere udvidelser fulgte.

Sundkrogen, det vandareal, der
lå omme bag Frihavnen blev af fiskerne kaldt for Sovekrogen.
Toldvæsnet havde deres helt egen betegnelse, de kaldte stedet for
Lumskebugten.
 

Frihavnen
rykkede mod nord til dybere bassiner og mere moderne grej. Bevaringen
af fire store pakhuse på Frihavnens
østmole optog mange københavnere. 

Havnen i dag

Går man i dag en tur langs de gamle
havne på Østerbro er det hele forandret. Store beboelsesejendomme
er skudt op overalt. Store planer er lagt for Nordhavn.
Og ved Svanemølle Bugt vil man anlægge en strand.  

Hvis du vil vide mere:
Se

  • Historien om Københavns Havn
    (under København)

 

Kilde:
Se

  • Litteratur Østerbro
  • Litteratur København (under
    udarbejdelse)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro